Kunne Syden have overlevet?
Spørgsmålet om, hvorvidt Syden kunne have vundet er blevet et af de mest populære efterkrigsspørgsmål. Svaret er så godt som sikkert nej. Ulighederne i antal mænd og i industriproduktion gjorde det yderst usandsynligt, at Konføderationen kunne have sejret over den stærkere nabo mod nord. Men der var mange i Syden, der i begyndelsen troede og hævdede, at det, man antog for kritiske fordele, specielt Europas afhængighed af Sydens bomuldseksport, sikrede, at behovet for denne råvare i tilfælde af, at forsyningerne blev afbrudt eller standset, ville tvinge Europas industristater – som også var stormagterne, nemlig England og Frankrig – til at anerkende Konføderationen som en legitim uafhængig stat og bryde Nordens blokade samt sørge for de nødvendige fornødenheder, herunder kredit, som ville ophæve Nordens økonomiske fordele. Som vi nu ved, afholdt forsigtighed Sydens formodede støtter fra at krænke De Forenede Stater, selv når de blev provokeret, som England blev det med Trent-affæren.
Selvom spørgsmålet stadig står åbent, forfølges det derfor ikke voldsomt. Selv de mest utilfredse sydstatsfolk accepterede næsten umiddelbart efter krigen, at Syden var blevet slået i ærlig kamp, og at det ikke førte nogen vegne at svælge i dagdrømmerier om et andet udfald. En stor del af æren for, at Syden accepterede nederlaget så hurtigt og fuldstændigt, tilkommer Robert E. Lee med hans urokkelige modstand mod alle forslag om, at resterne af Konføderationens statshær efter Appomattox, eller i stedet for Appomattox, skulle have grebet til guerillakrig. Lees prisværdige beslutning bundede i hans beundringsværdige trofasthed over for forfatningen og hans respekt for loven, både krigens sædvaneret og landets love; men også, som han gjorde det klart, i hans faste beslutning om at spare Sydstaterne for rædslerne ved ureglementeret krigsførelse inden for deres egne grænser. Lidelserne i dele af Syden, specielt Shenandoah Valley i hans elskede Virginia, under nordstatsarméernes ødelæggende felttog, havde overbevist ham om, at en forlængelse af konflikten, blot fordi man nægtede at acceptere dens resultat, som det var faldet ud på de konventionelle slagmarker, ikke ville være i hans medborgeres interesse. I stedet for ureglementeret modstand mod krigens udfald, trøstede Syden sig ved at henfalde til en idealiseret version af sydstatshistorien, som blev kendt som Den Tabte Sag. Heldigvis for amerikanerne antog denne tabte sag mytologisk karakter frem for politisk. Det var en yderst romantiseret myte, som efterhånden antog form af en skildring af Syden før krigen som et land fuldt af magnoliablomster, palæer med hvide søjler, plantager med smukke jomfruer og glade slaver; en myte, der nåede sin apoteose med bestselleren Borte med blæsten, der senere blev til en voldsomt succesfuld Hollywood-film. I sidste instans blev Borte med blæsten på en måde Sydens hævn over Norden for den popularitet og betydning, som Onkel Toms hytte havde nydt. Lige som det var lykkedes Harriet Beecher Stowe (”den lille dame, som udløste denne store krig”) at få Syden til at fremstå som et samfund befolket af egoistiske, hjerteløse og grusomme slaveejere, lykkedes det Margaret Mitchell at omdanne billedet til et, i hvilket sydstatsskønheder og deres galante herrer præsiderede over klukleende, gamle, sorte tjenere, som spøgte godmodigt med deres herskab. Resultatet var, at Borte med blæsten med tiden er blevet mere kendt end Onkel Toms hytte og har haft en mere varig betydning.
Borte med blæsten har muligvis endog påvirket den måde, borgerkrigen er blevet opfattet på. Dens uforglemmelige beskrivelse af slaget ved Atlanta og plyndringen af Tara-plantagen gav ganske afgjort næring til myten om Den Tabte Sag med sin accentuering af historien om sydstatstapperhed og en krig, der blev tabt i en uretfærdig kamp. Hvis det var læserens eneste kilde, ville det afgjort rejse spørgsmålet, hvordan et så standhaftigt folk kunne tabe en krig, som de udkæmpede i forsvar for deres livsstil, og dermed om, hvorvidt Konføderationen kunne have overlevet, hvis omstændighederne havde været anderledes. Hvis en sådan læser skulle finde på at vende sig til krigens militærhistorie efter oplysninger, ville han eller hun snart opdage, at der ikke var andre mulige udfald end det, som krigens begivenheder førte med sig.
Det første, der peger i denne retning, hvis man ser bort fra det ulige materielle styrkeforhold mellem de to parter, var blokaden. I starten var Sydens adgang til militærudrustning uhindret. I løbet af krigens første måneder lykkedes det Konføderationen at indkøbe og importere store mængder krigsmateriel i udlandet. Da man nåede til august 1861, havde Syden importeret 50.000 europæiske rifler, til trods for at blokaden var erklæret og blev håndhævet af De Forenede Staters flåde, som havde knap 100 fartøjer på et tidspunkt, hvor Syden ikke havde nogen flåde. Blokaden fortsatte med hård hånd, efterhånden som Nordstaterne ved aktioner til søs og landsættelse af tropper indtog Sydens havne og indre farvande. I april 1862 var hele Konføderationens østkyst på Nordstaternes hænder, bortset fra Wilmington, Charleston og Savannah, og Unionen kunne landsætte tropper, hvor som helst man ønskede og garnisonere flere store enklaver, man havde etableret på land, som man ville.
Tabet af Konføderationens kystlinje var et varsel om den kommende undergang, eftersom det underminerede Sydstaternes fordring på suverænitet og uafhængighed ved at afskære dem fra omverdenen. Det næste skridt i isolationen – denne gang indre isolation – kom med erobringen af floderne i vest, først Cumberland og Tennessee efter indtagelsen af Fort Henry og Fort Donelson i februar 1862, som snart førte til erobringen af næsten hele Mississippifloden (med undtagelse af Vicksburg). Isolationen af dette område, der med tiden blev kendt som Kirby Smith-lenet, var ikke skæbnesvanger for Sydens overlevelse, eftersom området ikke indeholdt større befolknings- eller produktionscentre, men det var alligevel en svækkelse, eftersom det indeholdt den største koncentration af kreaturer i Syden og var en vigtig kilde til landbrugsprodukter. Fort Henrys og Fort Donelsons fald indvarslede Nordens dominans i Mississippi-dalen og rækken af nordstatsoffensiver i Tennessee og Georgia, som svækkede Konføderationen både materielt og moralsk. Grants felttog i Mississippi-dalen skulle udvikle sig til et af krigens mest komplekse, både geografisk og begivenhedsmæssigt. Vicksburg var på grund af sin placering på et højdedrag og dens omgivende bælte af vandveje næsten uindtagelig. Grants succes med at lokke Pemberton, som havde kommandoen over Vicksburg, ud af fæstningsanlægget for at kæmpe i det åbne var en enestående bedrift. Grants felttog i vest i 1863 forpurrede ethvert håb om videre succes for sydstatshæren i grænsestaterne, konsoliderede Unionens dominans i Mississippi-dalen og sikrede platformen for Shermans invasion af Georgia og indledte hans krig imod sydstatsbefolkningens moral.
Succeserne i øst i 1863, særligt ved Gettysburg, satte en stopper for Konføderationens frihed til at iværksætte invasioner af Norden. Begivenhederne i 1864, specielt Landfelttoget med dets forfærdende store tabstal, rystede Nordens standhaftighed, men Unionens kampvilje blomstrede op igen, og fra og med belejringen af Petersburg var viljen til at føre krigen til sejr usvækket helt til det sidste.
Fra da af var Konføderationens fald uundgåeligt. Dens hærstyrker svækkedes uopretteligt. Dens valuta havde mistet sin værdi, og isoleringen fra omverdenen var komplet. Vigtige dele af Syden var ikke længere under Richmonds kontrol, og andre var allerede blevet hærget, en proces der skulle fortsætte.
Set i bakspejlet og i lyset af Konføderationens gradvise materielle afsvækkelse, er det bemærkelsesværdige ved dens krigsførelse denne sydstatslivskraft. Ligesom Norden kom sig over psykologiske tilbageslag som invasionen af grænselandet og nederlag som det ved Fredericksburg, således genrejste Syden sig også. Den syntes upåvirket af tabet af sin største by, New Orleans, og af den grusomme nedslagtning ved Shiloh. Man var utvivlsomt modfalden efter Gettysburg og tabet af Vicksburg på samme dag, men en måned efter sloges man igen så hårdt som nogensinde. På intet tidspunkt under krigen førend Davis’ flugt fra Richmond i april 1865 udviste Syden offentligt manglende modstandsvilje. Det var forbløffende, at man fortsatte fremrykningen mod Unionens hær både dagen inden overgivelsen ved Appomattox og dagen før igen. Den 7. april – to dage inden han mødtes med Grant for at kapitulere – benægtede Lee stadig, at det var nytteløst at kæmpe.
At fortsætte krigen efter denne dato var helt sikkert ikke muligt, eftersom Lee var mange gange talmæssigt underlegen og manglede rationer til sine tropper. Det synes imidlertid sandsynligt, at hvis han havde haft mandskab og forsyninger nok, ville han sikkert have fortsat modstandskampen, ligesom mange af hans mænd ville. Så i den forstand kunne Syden have overlevet længere, end det gjorde.