Indledning

Jeg indledte en tidligere bog med sætningen: “Første Verdenskrig var en grusom og unødvendig krig.” Den Amerikanske Borgerkrig, som den kan sammenlignes med, var bestemt også grusom, både hvad angik den lidelse, den medførte for dem, der deltog, og i den angst, den efterlod hos dem derhjemme. Men den var ikke unødvendig. I 1861 var uenigheden mellem Syd- og Nordstaterne, vedrørende først og fremmest slaveriet, blevet så akut, at den kun kunne ophæves igennem en grundlæggende ændring i det indbyrdes forhold enten ved, at opgive troen på slaveriet som den eneste måde at dæmme op for Amerikas raceproblemer, ved kontrol, eller ved en endegyldig adskillelse mellem slavestaterne og deres sympatisører på den ene side og resten af landet på den anden, hvilket efter al sandsynlighed ville resultere i krig. Det betød imidlertid ikke, at krigen var uundgåelig. Man kan forestille sig en lang række alternative scenarier, der kunne have ført til en fredelig løsning. Havde Nordstaterne haft en rutineret præsident i stedet for en nyvalgt, og havde denne præsidents anti-slaverisynspunkter været mindre provokerende for Sydstaterne; havde Sydstaterne haft en leder – en potentiel samlingsfigur, der var lige så dygtig og veltalende som Lincoln; eller havde begge parter – men i særlig grad Sydstaterne – været mindre påvirket af de frivillige regimenters og skytteforeningers amatørmilitarisme, der hærgede den angelsaksiske verden på begge sider af Atlanten midt i århundredet, kunne konflikten måske have været løst. Og hvis ikke industrialiseringen havde bestyrket Nordstaternes tro på, at man kunne byde Sydstaternes stridbarhed trods; hvis Europas efterspørgsel efter Sydstaternes bomuld ikke havde overbevist så mange plantageejere og bomuldsproducenter syd for Mason-Dixon-linjen om, at de var i en situation, hvor de kunne diktere vilkårene for et separatistisk diplomati over for resten af verden. Og hvis der ikke havde været så megen gensidig modvilje, kunne den vanlige agtelse for freden og dens opretholdelse måske have dæmpet bulderet fra de marcherende masser og hvervekampagnerne og styret den store republik gennem krigsfeberens urolige vande til fred og en villighed til at søge kompromiset, hvilket amerikanerne traditionelt set har været dygtige til. I løbet af det 19. århundrede havde man allerede flere gange afværget kriser, der kunne være ført til splittelsen mellem Nord og Syd. I begyndelsen af århundredet havde man i kontakten med de gamle koloniherrer stiltiende søgt kompromisset og hele tiden undgået konflikter med Storbritannien med undtagelse af krigen i 1812. Uheldigvis var amerikanerne også et principfast folkefærd. De havde tilsluttet sig principperne i deres storslåede grundlæggende dokumenter – uafhængighedserklæringen, forfatningen og borgerrettighedsloven – og når amerikanerne blev provokeret, søgte de tilflugt til disse faste principper for at finde en løsning. Endnu mere uheldigt var det, at konflikten mellem Nordstaterne og Sydstaterne i 1861 udsprang af principper: Republikkens udelelighed og suveræne magt på den ene side og de enkelte staters selvstændighed på den anden side. Begge dele kunne føres tilbage til republikkens guldalder og kunne aktiveres med stor lidenskabelighed, når republikkens overlevelse var truet. Disse ubrydelige principper blev påberåbt og gentaget igen og igen under de politiske uenigheder tidligere i århundredet af oprigtige og veltalende lederskikkelser som Henry Clay og John Calhoun. Endelig var det også ulykkeligt, at Amerika havde fostret så formidabelt overbevisende opinionsledere. Efter at have domineret debatten i første halvdel af århundredet, skulle det blive Sydstaternes ulykke, at Nordstaterne – netop på det tidspunkt, hvor principspørgsmålet ikke længere blot var en krig på ord, men truede med at blive en opfordring til handling – havde fostret en leder, som talte både bedre og mere kraftfuldt end nogen af Sydstaternes daværende forkæmpere.

Krigen må have ligget og luret lige under overfladen af debatten i 1861, for aldrig så snart havde Sydstaterne taget de første indledende skridt til løsrivelse, før man udnævnte ikke blot sin egen præsident, men også en krigsminister såvel som en udenrigsminister, en finansminister og en indenrigsminister. Og næppe havde præsident Lincoln indtaget sit kontor, førend han indrullerede Nordstaternes landeværn i nordstatshæren og indkaldte frivillige i titusindvis. I løbet af få uger myldrede et af de mest fredelige samfund i den civiliserede verden med, om ikke bevæbnede mænd, så mænd, der råbte på våben og marcherede og eksercerede derudad. Der skulle imidlertid komme til at gå nogen tid, inden våbene kunne fremskaffes. Det forhindrede dog på ingen måde uroen i at vokse, for udfordringen af republikkens integritet og autoritet havde bragt dybtliggende, folkelige lidenskaber i kog. I den gamle verden var dette flere steder blevet et landsdækkende anliggende under kampene for national frigørelse i både den spansktalende og den engelsktalende del af kontinentet. I såvel Sydstaterne som Nordstaterne var der en udbredt stiltiende enighed om, at de principspørgsmål, valget af Abraham Lincoln havde vakt til live, var alvorlige nok til at kæmpe for. Dermed skulle den forestående konflikt blive ladet med en grum hensigt. Det skulle blive en krig mellem mennesker, der hidtil havde opfattet sig som ét folk. Pludselig fik de på begge sider øjnene op for hinandens forskelligheder, og med et var disse mere afgørende end de værdier, der siden 1781 havde været accepteret som grundlæggende og bindende. Krigen skulle således blive en borgerkrig, og den blev også hurtigt navngivet og erkendt som en sådan. I mellemtiden overvejede lederne i både Syd og Nord imidlertid, hvilken form en sådan krig ville antage, hvis den skulle bemægtige sig deres folk. For Sydstaterne stillede sagen sig ganske enkelt: Man ville forsvare grænserne og drive eventuelle angribere tilbage. For Nordstaterne var det knap så enkelt. Enhver krig ville være at anse for et oprør, en udfordring af Unionens autoritet, hvilket måtte bekæmpes; men hvordan, og – mere afgørende – hvor skulle slaget stå? Syden udgjorde halvdelen af det nationale territorium, et enormt areal, der kun havde ganske få og spredte berøringsflader med Nordstaternes organiserede regioner. Der var kontakt mellem Sydstaternes og Nordstaternes store byområder i atlanterhavskorridoren ved Maryland og Pennsylvania – en region, der var rig på jernbanelinjer; der var enkelte forbindelser mellem Norden og Syden via Mississippidalens vidtforgrenede flodsystem, hvor der imidlertid kun var få sparsomt befolkede byer. Derfor begyndte krigen, da den brød ud i april 1861, på en tilfældig, planløs og i høj grad uorganiseret måde. De endnu spirende hære tørnede sammen hvor som helst og når som helst, de stødte på hinanden. De første træfninger fandt sted i det, der senere skulle blive til staten West Virginia. Det var i høj grad til Sydens fordel, at det første større slag i krigen – det første slag ved Manassas, også kaldet Det Første Slag ved Bull Run – gav Sydstaterne en sejr, også selvom det havde ulykkelige konsekvenser for De Forenede Stater. Denne uventede sejr tog modet fra Nordstaterne og overbeviste Sydstaterne om, at den endelige sejr var inden for rækkevidde. Hvis slaget var faldet anderledes ud, hvilket lige så godt kunne være sket, var krigen måske blevet afsluttet hurtigere og med langt færre omkostninger for såvel Norden som Syden.

Som det nu gik, måtte krigen efter Bull Run udkæmpes for fuld styrke og med alle forhåndenværende midler fra begge sider. Bull Run havde ikke vist sig at være udslagsgivende for hverken Sydstaterne eller Nordstaterne. Syden var stadig henvist til en defensiv rolle, uden dog at give Lincoln og hans generaler noget fingerpeg om, hvordan man med succes kunne føre en offensiv mod Sydstaterne. Den meget udskældte general George McClellan – en genial organisator, men en halvhjertet strateg og kriger – kom på den idé at sejle Potomac-armeen fra egnen omkring Washington ned gennem Chesapeake Bay til udkanten af Richmond. Det var en klog og gennemtænkt plan, eftersom man undgik en række vanskelige flodkrydsninger i det nordlige Virginia under en fremrykning fra den ene hovedstad til den anden. Hvad McClellans plan sparede nordstatshæren for, blev demonstreret af Grants landfelttog i 1864, hvor han faktisk under hele fremrykningen måtte udkæmpe det ene blodige slag efter det andet, herunder slagene ved Spotsylvania og Cold Harbor. Denne Peninsula-kampagne, som McClellans forehavende blev kaldt, kunne have ført til store ting, men dens ophavsmands tilbageholdenhed berøvede Potomac-armeen muligheden, og de måtte vende tilbage med uforettet sag til frugtesløse konfrontationer i områder omkring Washington. Den fejlslagne Peninsula-kampagne banede også vejen for, at general Robert E. Lee kunne træde ind på scenen. I tre år skulle han komme til at bremse alle Potomac-armeens offensive bestræbelser, mens Lee gentagne gange selv angreb Nordstaternes territorium.

Efter mange og lange overvejelser opstod endelig en vellykket nordstatsstrategi, da ved et tilfælde general U.S. Grants sejr ved Fort Henry og Fort Donelson førte til den første alvorlige indtrængen på sydstatsterritorium ad Tennesseefloden. Dermed indledte Grant “felttoget i vest” – nærmere bestemt de centrale, sydlige stater. Grant var også ophavsmanden bag to andre strategier, som i al deres enkelhed gik ud på at konfiskere civilbefolkningens fødevarer for at forsyne hæren og at påføre fjenden maksimale tab ved at såre og dræbe flest muligt. Flere af de førende nordstatsledere, herunder hærens øverstbefalende, Winfield Scott, og hans efterfølger, George McClellan, veg tilbage fra at lade Sydstaterne betale deres oprør med blod ud fra en tankegang om, at tiden og en mindre hårdhændet fremfærd ville mane Syden, som man formodede rummede et større antal skjulte unionstilhængere, til besindelse og forsoning snarere end krig. Grant delte imidlertid ikke denne indstilling. Han var ingen blodtørstig mand, men han mente, at kun voldsomme slag ville kunne bringe en ende på krigen, og selvom han beklagede “blodsudgydelserne”, kæmpede han altid for at vinde. Hans første store slag efter Fort Henry og Fort Donelson var slaget ved Shiloh, et grufuldt blodbad, som viste hele landet, hvad det var for en konflikt, man havde kastet sig ud i. Det blev en øjenåbner, og herefter steg antallet af døde og sårede ubønhørligt. Således blev Den Amerikanske Borgerkrig utilsigtet en krig om at påføre fjenden flest muligt døde og lemlæstede, ligesom USAs senere krig i Vietnam. Det folkerige Nordvietnam skulle i 1960erne vise sig i stand til urokkeligt år efter år at ofre 50.000 af sine unge mænd i krigen mod den amerikanske hær og dens allierede blot for at erstatte dem med nye året efter. Den slags omkostninger kunne Sydstaterne ikke bære. I 1861-64 lod det til, at Syden var i stand til at erstatte de faldne og sårede uden at svækkes, men denne tilsyneladende aura af usårlighed var bedragerisk. Krigen fik langsomt Syden til at forbløde, mens de mere folkerige Nordstater kunne holde mandtallet oppe og fortsætte kampen, selvom også de led under den. Efterhånden som Nordstaterne tærede på Sydens reserver af kampdygtige mænd – omkring en million – trængte de også ind på Sydstaternes territorium. Shiloh-felttoget var indledningen til Grants senere halvering af Sydstaterne. Samtidig påførte det Sydstaterne voldsomme tab. Halveringen blev fulgt op af fragmentering, i første omgang da Grant pløjede sig gennem det sydlige Tennessee for at nå det sydlige Georgia, og derefter ved at adskille de sydligste stater fra grænsestaterne. Herefter var Grant i stand til at skære Syden op i mindre og mindre bidder, alt imens han uophørligt påførte dem tab.

Syden – eller i særlig grad det nordlige Virginias hær under Lees kommando – var ikke i stand til at påføre Nordstaterne tilsvarende tab. Lees invasioner af Pennsylvania og Maryland var ikke meget mere end stort anlagte stormløb. Ingen af dem sikrede ham permanent fodfæste, og selvom især slagene ved Antietam og Fredricksburg havde kostet ham dyrt, kostede de også modparten mange døde. Efter de fejlslagne invasionsforsøg havde Lee ikke længere nogen strategi i øst. Han kunne kun opretholde et stærkt forsvar og i øvrigt se til, mens Nordstaterne udviklede en stedse mere effektiv strategi i vest.

Den Amerikanske Borgerkrig er en af historiens mest gådefulde store krige – gådefuld både fordi den var uventet, og på grund af den intensitet, hvormed den udviklede sig. Endnu mere gådefuldt var det, at en borgerkrig kunne bryde ud i et land, som siden sin fødsel havde helliget sig freden mellem mennesker og broderskab blandt sine indbyggere, som man havde proklameret fra landets største by, Philadelphia, da borgerkrigen brød ud. Borgerkrigen er også gådefuld på grund af dens humangeografi – en krig, der fra begyndelsen syntes forankret i og omkring de to hovedstæder, Washington og Richmond, men som pludselig ligesom en eksotisk, tropisk invasiv flora manifesterede sig fjernt derfra på slagmarkerne i Virginia, Tennessee, Missouri og Louisiana, ofte uden synlig krydsbestøvning. Abraham Lincoln, den nye præsident i 1861, sagde, at “krigen i en vis forstand handlede om slaveri”, men i 1862 og 1863 sendte den massive, aggressive vildskud ud i egne af de tidligere forenede stater, hvor slaveri var et meget underordnet fænomen i det sociale og økonomiske liv. Som vi i dag ved, havde mange sydstatsfolk ingen personlig tilknytning til slaveriet overhovedet, hverken som slaveejere eller som aftagere af slavearbejde. De store slaveejere blev tværtimod ofte mødt med modvilje fra deres ikke-slaveejende naboer. Det forhindrede dem dog ikke i at slutte sig til sydstatshæren i tusindvis eller i at kæmpe med skrækindjagende grusomhed og beundringsværdig militær effektivitet i de slag, de udkæmpede mod nordstatshæren. Denne krig rummer endnu et gådefuldt aspekt: Hvorfor skulle mænd, der ikke havde nogen rationel interesse i krigen, kæmpe så indædt imod nordstatssoldaterne, som i mangt og meget ikke var til at skelne fra deres fattige sydstatsmodstandere, hvad angik livsomstændigheder? I Sydstaterne var manglen på direkte personlige motivationer ofte iøjnefaldende paradoksal – “den rige mands krig, men den fattige mands kamp”, som man sagde som en understregning af det uomtvistelige faktum, at de grå geledder kun var sparsomt besat med store slaveejere eller disses sønner, men tæt besat med ludfattige farmere og ofte helt besiddelsesløse mænd.

Nordstaternes og Sydstaternes økonomi forlener krigen med endnu en gådefuld dimension. Ud fra en snusfornuftig bogholderlogik burde Syden ikke have været rig nok til at opretholde en seriøs krigsindsats over for Norden. Sydens rigdom per indbygger var ganske vist større end Nordens, men kun på grund af markedsværdien af deres slaver og de afgrøder, de producerede, og det var en rigdom, der befandt sig på private hænder. Nordstaternes samlede kapital og indtægter oversteg så langt Sydstaternes, fordi de producerede råvarer – jern, stål, kul, kemikalier m.m. – i store mængder og havde adgang til transportterminaler, som Sydstaterne ikke rådede over. Endnu mere slående var forskellene i produktionen af industrivarer. I 1861 var Nordstaterne allerede en selvstændig eksportør af kul og stål; i 1900 oversteg deres produktion af krigsmateriel Storbritanniens. Denne omvending af handelslykken lå allerede i kortene ved borgerkrigens udbrud.

Hvordan kunne en modstander, der var økonomisk såvel som talmæssigt underlegen i den grad, som Syden var det i forhold til Norden, opretholde og fortsætte kampen i så storstilet et omfang, som tilfældet var? Dette er Den Amerikanske Borgerkrigs store gåde.