Tak til

Det må være passende, at min første tak rettes til Bill Coolidge. Det skyldes hans filantropiske virksomhed, at jeg og mange andre kolleger fra Balliol College i Oxford blev introduceret til USA. I 1957 blev jeg Coolidge Scholar og satte ud på en rundrejse i landet for at besøge nogle af borgerkrigens mest betydningsfulde slagmarker.

Tolv år før jeg påbegyndte denne rejse, vendte hundredtusindvis af amerikanere hjem fra det 20. århundredes værste konflikt. Deres ikke så fjerne borgerkrigsslægtninge må have oplevet de samme følelser som dem, da de blev genforenet med deres familier efter at have overlevet, hvad der til dags dato forbliver USAs mest omkostningsfulde krig.

Så det er naturligt, at min næste tak går til USAs befolkning. At ankomme til efterkrigstidens Amerika som 23-årig englænder var at træde fra skyggen af den europæiske genopbygning ind i lyset fra en nation, der var fast besluttet på at realisere sin egen fortolkning af et demokratisk samfund. Siden da har jeg været så heldig at have kunnet foretage adskillige rejser til USA og bevidne denne vedvarende ambition. Der er adskillige enkeltpersoner og institutioner, som generøst har taget imod mig, og at opregne dem alle efter 55 års forbindelser ville fylde en hel bog i sig selv. Men jeg vil gerne takke personalet på West Point, Vassar College og Princeton University samt U.S. Army Center of Military History, herunder general John Foss, som var den første af efterkrigstidens West Pointforbindelsesofficerer ved Royal Military Academy Sandhurst og en firestjernet general samt professor James McPherson fra Princeton University. Jeg skylder en særlig tak til mine utallige venner og kollegaer, heriblandt tidligere senator Paul Sarbanes, Tom Clancy og George Thompson, som så venligt assisterede mig under mit sidste besøg i USA.

Jeg må fremhæve min forlagsredaktør hos Knopf, Ash Green, for hans stoiske tro på denne bog og for den urokkelige støtte, som han så generøst har givet mig. George Andreou, som efterfulgte Ash under den endelige redigering, har elegant videreført denne stafet af opmuntring.

I England går min tak til min agent, Anthony Sheil, der som altid har viet projektet sin fulde opmærksomhed. Anthony Whittome, min redaktør på Random House, fortjener en særlig tak for sin tålmodighed og opmuntring, mens jeg skrev bogen, ligesom min billedredaktør, Anne-Marie Ehrlich, gør det. Jeg skylder to store britiske institutioner, hæren og Royal Military Academy Sandhurst, hvorfra så mange talentfulde soldater og akademikere er udgået, et helt livs taknemmelighed. Især må jeg takke feltmarskal Sir John Chapple, general Sir John Wilsey, generalmajor Charles Vyvyan, oberst Mike Dewar og oberstløjtnant Richard Hoare. Fra Sandhust har jeg modtaget stor støtte fra mine tidligere kollegaer Duncan Anderson, Christopher Duffy og Ned Willmott. Jeg ønsker også at takke The Daily Telegraph for støtte og specielt Con Coughlin, Simon Heffer, David Twiston-Davies og Pat Venter. Jeg ønsker også at takke professor Robert O’Neill og professor Hew Strachan, den tidligere og den nuværende Chichele-professor i militærhistorie ved Oxford University.

Jeg ville ikke have været i stand til at skrive denne bog uden min families kærlighed og støtte. Min kone, Susanne, har som altid været et knejsende tårn af støtte ligesom vores børn og svigerbørn, Lucy og Brooks Newmark, Tom og Pepy, Matthew og Sharon og Rose og James McCarthy. Deres vidunderlige børn, Benjamin, Sam, Max, Lily, Zachery, Walther, Martha og Mamie har alle hjulpet med at lette denne bogs tilblivelse. Jeg vil også gerne takke mine venner i Kilmington, som omfatter Nesta og Michael Gray, Shirley Thomas og Eric Coombs. Og til sidst en tak til min assistent, Lindsey Wood, hvem denne bog er tilegnet. Hendes tolerance og hårde arbejde under vanskelige omstændigheder var afgørende for dens tilblivelse.