DEL 1 · Syv dage til dommedag

„Kære mor. Krigen er atter brudt ud,

der skydes med granater længere mod nord …

Hvordan skal dette mon ende?“

Løjtnant Viggo Monrad, Sønderborg, den 26. juni

Den dystre „Storskoven“ ved Alssund, som prøjserne gemte deres både i.

1. Onsdag den 22. juni – syv dage tilbage

London, Downing Street 10. Krigen mellem Danmark og Prøjsen-Østrig ville atter blusse op. Det stod indlysende klart, da den 50-årige danske chefdelegerede George Joachim Quaade tog ordet og herefter læste en erklæring højt på vegne af regeringen i København.

Denne diskrete og taktfulde danske diplomat med sit glatte, anonyme ansigt og det velsiddende jakkesæt så ellers så fredelig ud, mens han talte for de 12 mænd, som foruden ham var til stede her i den britiske premierminister lord Palmerstons bolig på Downing Street 10 i London. Ordene fra hans mund lød også abstrakte, nærmest uskyldige. Han henviste til svundne tiders obskure protokoller og refererede til svært gennemskuelige spørgsmål som, hvor „demarcationslinjen“ skulle gå, og om den skulle baseres på en „voldgift“ eller ej.

Men for det trænede diplomatiske øre var der intet diskret, intet uskyldigt, intet taktfuldt og slet intet abstrakt over det, Quaade læste højt.

Oversat til mundret dansk sagde Quaade, der selvfølgelig talte fransk, diplomaternes sprog, at den danske regering ikke kunne tilslutte sig det seneste britiske fredsforslag, der gik ud på, at en folkeafstemning i Slesvig en gang for alle skulle afgøre, hvor en fremtidig dansk-tysk grænse skulle gå. Med denne udmelding, som han fremsatte kort efter, at mødet var begyndt, kunne ingen længere være i tvivl om, at de sidste to måneders opslidende fredsforhandlinger i London med briterne som mæglere havde været frugtesløse. Når våbenhvilen mellem Danmark og Prøjsen-Østrig udløb natten til den 26. juni, ville nye blodsudgydelser snart finde sted igen. Altså om bare tre døgn.

For briterne og vel for alle andre end danskerne var Quaades udmelding forbavsende. Ønskede Danmark virkelig krigen genoptaget mod de to tyske stormagter? Øjensynligt ja. Efter nogle samtaler, der bølgede hidsigt frem og tilbage over forhandlingsbordet, var det hurtigt blevet klart, at der skulle et diplomatisk mirakel til for at forhindre krigens komme.

Et sidste og mest af alt formelt konferencemøde blev fastsat til den 25. juni. Som sædvanligt skulle mødestedet være Downing Street, og som sædvanligt var mødetidspunktet for de 13 mænd kl. 13 til et møde, der i øvrigt ville blive konferencens trettende. For danskerne skulle tallet 13 vitterligt vise sig at være ildevarslende.

Karlsbad, Bøhmen i kejserriget Østrig. Ordet „ildevarslende“ lå til gengæld den 49-årige prøjsiske ministerpræsident Otto von Bismarck fjernt, da han modtog et telegram fra London, der meddelte, at fredsforhandlingerne var tæt på at bryde sammen. Ministeren havde svært ved at tro, at tingene i en sådan grad kunne falde ud til hans fordel. Igen hjalp danskerne ham mere, end han nogensinde havde turdet håbe på.

Bismarck, en usædvanligt høj og noget kødfuld mand med en overraskende lys, næsten pibende stemme, opholdt sig i den bøhmisk-østrigske kurby Karlsbad (i dag i Tjekkiet), hvor han få dage tidligere havde indfundet sig sammen med den prøjsiske konge Wilhelm den 1. I Karlsbad skulle de møde den østrigske kejser Franz Joseph den 1. og dennes udenrigsminister Johann von Rechberg for at drøfte den videre kurs i en eventuel fortsættelse af krigen mod Danmark.

Krigen var begyndt den 1. februar 1864. Det var Prøjsen og Østrig, der havde erklæret den på vegne af Det Tyske Forbund, som følte sig stærkt krænket over, at den danske regering i november 1863 havde vedtaget en forfatning, der knyttede Slesvig tættere til kongeriget Danmark. Tiltaget blev i alle egne af Tyskland set som en kradsbørstig dansk aggression mod tyske brødre i nord, fordi langt de fleste indbyggere i det sydlige Slesvig var tysksindede. Eftersom Danmark rent faktisk forbrød sig mod en international aftale, den såkaldte Londontraktat fra 1852, gav det Bismarck en legitim anledning til at erklære krigen mod danskerne. Selv efter pres fra Storbritannien og Frankrig, som advarede om, at Danmark ville stå isoleret, hvis det kom til krig, nægtede den danske regering at trække Novemberforfatningen tilbage.

Krigen kom – og rasede i nogle hidsige måneder ved de danske skanser ved Dybbøl, som prøjserne, efter en lang, blodig belejring, indtog i et kort, brutalt slag den 18. april, der kostede næsten 2.000 soldater livet og lige så mange sårede. Få dage efter slaget begyndte den internationale fredskonference i London. Den førte til en våbenhvile og dermed en midlertidig standsning af krigen. Nu var våbenhvilen ved at udløbe, samtidig med at fredskonferencen stod over for sit sammenbrud.

Intet passede Bismarck bedre, end at krigen atter stod for døren. Det gav ham chancen for at sætte alle kræfter ind på at forfølge sit endelige – og stadigt hemmelige – mål om at vinde prøjsisk kontrol med Holsten og den sydlige del af Slesvig og dermed også med havnebyen Kiel.

Det var ikke kun Bismarck, der så frem til krigen med forventning. Man kan roligt sige, at den prøjsiske hærledelse var parat. Stod det til hærchef prins Friedrich Karl og hans stabschef Helmuth von Moltke, skulle de tyske hære straks efter krigens udbrud gøre kort proces med danskerne ved at angribe både Fyn og Als.

Den østrigske kejser og hans udenrigsminister var til gengæld anderledes afmålte ved udsigten til krigens fortsættelse, og det lagde de ikke skjul på, da de den 22. juni mødtes med den prøjsiske ministerpræsident og kongen.

Kun modstræbende havde kejserriget Østrig indladt sig på krigen mod Danmark. For Østrig, dette falmende, habsburgske, etniske kludetæppe af et imperium, var der næsten intet at vinde ved krigen oppe i det, der for enhver centraleuropæer måtte anses for at være det ekstreme nord. Den østrigske kejser og hans mænd nærede ingen sympatier overhovedet for slesvig-holstenerne. I deres optik var de tværtimod farlige rebeller, der kæmpede for noget så radikalt som selvbestemmelse og demokrati, og som vægrede sig ved at høre under den danske konge, en fjern monark. Tanker som disse var oprørende for den østrigske kejser, der selv for langt de fleste af sine undersåtter var en fjern regent.

Når kejser Franz Josef alligevel i begyndelsen af 1864 gik ind i krigen sammen med prøjserne, skyldtes det de to landes indbyrdes kappestrid om at være dominerende i Det Tyske Forbund, en løs statssammenslutning, som bestod af 39 forbundsstater. I Wien var man stærkt skeptisk over for det fremadstræbende Prøjsen, og derfor kunne kejseren ikke se passivt til, mens prøjserne gik i krig mod Danmark. Høstede de sejre i kampen for slesvig-holstenernes sag, ville det øge prøjsernes status betragteligt hos Det Tyske Forbunds medlemmer. For også at fremstå som en mand, der bekymrede sig om de mindre tyske stater, følte kejseren i Wien sig således tvunget til at deltage i krigen mod danskerne.

Men han ønskede bare, at den blev afviklet så hurtigt som muligt, og at den for guds skyld ikke førte til andre stormagters indblanding. Statskassen i Wien var slunken og krigen dyr. Man havde jo desuden slået danskerne med eftertryk på slagmarken og vist sin villighed til at kæmpe for Det Tyske Forbund. Så hvorfor overhovedet starte krigen igen?

Da de fire mænd – den prøjsiske konge, hans ministerpræsident og den østrigske kejser og hans udenrigsminister – mødtes den 22. juni, havde Bismarck således brug for at opvise al sin diplomatiske snilde for at sikre sig opretholdelsen af alliancen mellem de to tyske stormagter. Han havde et trumfkort på hånden. Han vidste, at var der noget, østrigerne havde større modvilje mod end at fortsætte krigen, så var det trods alt, at Prøjsen fortsatte den alene. Det havde Bismarck forud for mødet ladet kejseren og hans udenrigsminister forstå kunne blive konsekvensen, hvis østrigerne stillede sig tøvende over for en genoptagelse af kampene.

Pressionen virkede efter hensigten. Under samtalerne i Karlsbad gik østrigerne modstræbende med til at fortsætte krigen, men Rechberg understregede, at de ville modsætte sig ideen om at angribe Fyn. Et sådant angreb krævede deltagelse af østrigske krigsskibe. Østrigerne frygtede, at et angreb på Fyn ville få briterne til at gå i krig på danskernes side. Briterne havde advaret om, at de ikke tolererede, at en østrigsk flåde trak igennem Nordsøen. Fyn havde ifølge Rechberg desuden intet med det slesvigske spørgsmål at gøre og var derfor krigen uvedkommende. Til gengæld måtte prøjserne for østrigernes skyld gerne indtage Als.

Bismarck, der var realpolitiker om en hals, kunne leve med dette kompromis – for nu. Altså gjaldt det først om at sætte alle offensive kræfter ind mod Als, danskernes sidste bastion i Slesvig.

Louisenlund ved Slien. Straks efter samtalerne i Karlsbad blev det prøjsiske militære maskineri sat i bevægelse. Den 37-årige hærchef prins Friedrich Karl telegraferede general og korpschef Karl Eberhard Herwarth von Bittenfeld ordene: „Jeg giver Dem den udtrykkelige ordre om uden forsinkelse at forberede overgangen til Als, så snart våbenhvilen ophører.“

Prinsen var sikker på, at han måtte skære tingene ud i pap, hvis ikke hans general skulle prøve at undslå sig opgaven. General Herwarth von Bittenfeld, en kantet og bister mand, var aldeles ingen vandhund. Han var landsoldat af hele sit hjerte, og prinsen vidste, at generalen afskyede tanken om, at hans tropper skulle forcere et stykke vand for at angribe fjenden. Der var altså ingen anden vej udenom for prinsen end at give en utvetydig ordre.

Med sin eksplicitte ordre markerede prinsen, at han ikke alene forventede, at generalen gjorde parat til at angribe Als, men at angrebet skulle udføres samme nat, som våbenhvilen udløb. Det ville sige natten til den 26. juni.

Prins Friedrich Karl, sejrherren fra Dybbøl, havde ganske vist håbet, at han også kunne have erobret Fyn kort efter krigsudbruddet, men tanken om at indtage Als var i sig selv glorværdig, og nu hvor han havde vist en så sikker hånd i krigens hidtil største slag, søgte han nye triumfer. Prinsen, der yndede at klæde sig i en rød husaruniform og derfor var kendt som Den Røde Prins, havde simpelthen fået blod på tanden.

Ved krigsudbruddet havde han været chef for det 1. prøjsiske armekorps. Efter Dybbøls fald blev han udnævnt til de allierede hæres overgeneral. På denne post erstattede han den åbenlyst senile 80-årige feltmarskal Friedrich von Wrangel. Med angrebet mod Als ville prins Friedrich Karl en gang for alle vise, at han var en handlekraftig feltherre.

Angrebet skulle være den fuldstændige overrumpling. Sådan ville prinsen have det. Fordi prinsen ikke forventede, at større krigsskibe fra den danske flåde ville ankomme til Als før dagen efter krigens begyndelse, turde han tænke så vovet. Større orlogsfartøjer skulle holde sig borte fra kampzonen, så længe våbenhvilen gjaldt, hed det i våbenhvileaftalen. I nogle timer ville øen således ligge sårbar og uden for de danske krigsskibes rækkevidde – og bedst af alt – det frygtede panserskib Rolf Krake ville endnu ikke være ankommet til Als. General von Bittenfeld kunne altså være nok så meget landsoldat. Alssund skulle forceres, og han havde bare at parere ordre.

Den prøjsiske general Karl Eberhard Herwarth von Bittenfeld.

Den prøjsiske hær stod spredt i Jylland og Slesvig, fra Århus i nord til egnene omkring byen Slesvig i syd. Nogle få tusind mand opholdt sig også fortsat ved Dybbøl, men langt hovedparten af hæren – og dens artilleri – befandt sig i det sydlige Slesvig. Det var disse tropper, general von Bittenfeld, så hurtigt det var logistisk muligt, skulle flytte mod nord. Med sig skulle de transportere en flåde på hundredvis af robåde, som hæren havde opkøbt af lokale fiskere under våbenhvilen.

Als. Chefen for hærstyrken på Als, general P.F. Steinmann var utilfreds – og mismodig. Han havde til opgave at afværge et eventuelt angreb mod øen. Den danske overkommando havde over for generalen understreget, „at der lægges den største vægt på besiddelsen af Als“. Men hvordan kunne han efterkomme dette ønske, når selv samme kommando blev ved med at trække tropper bort fra øen? Efter Dybbøls fald den 18. april havde Steinmann set sine styrker skrumpe fra 20.000 mand til 12.000 mand, hvoraf knap 10.000 var infanterister.

Steinmann rådede over tre brigader infanteri, tropper, der måtte stå spredt for bare nogenlunde at sikre øens lange kyststrækninger.

Den 18. juni havde general Steinmann skrevet et fortvivlet brev til den danske overgeneral og øverstbefalende G.D. Gerlach, der opholdt sig på Fyn med sin overkommando.

„Deres Excellence!“ skrev Steinmann. „Da våbenhvilen nu formentlig udløber med den 25., må jeg tillade mig at komme tilbage til spørgsmålet om Als’ forsvar.“

General Steinmann brød sig ikke om at vise svaghed. Han pakkede tingene ind. Og netop derfor svarede det næsten til, at han kastede sig grædende på knæ, da han skrev: „Jeg må bede om, at styrken her inden våbenhvilens udløb bliver forøget med i det mindste et godt og pålideligt infanteriregiment, hvorved kommandoen håber på en nogenlunde betryggende måde at kunne forsvare Als.“

Han bad altså om blot et enkelt regiment mere. 1.500 mand. Bare 1.500 mand. Ikke at det ville gøre den store forskel, men det var alt, hvad han kunne få sig selv til at bede om. Steinmann, der var en noget stiv mand med et stort, rundt hoved, et kolossalt overskæg og hentehår af en ikke ubetydelig længde, var ikke vant til at pibe og brød sig ikke det mindste om det.

I en samtidig biografisk artikel om general Peter Frederik Steinmann hedder det, at han „ikke var nogen salonhelt eller paradesoldat, han var karrigt udstyret med medfødte gaver, men han var utrættelig flittig“. En anden samtidig observatør skrev, at „han ikke var nogen storslået natur, men en tapper soldat og en meget samvittighedsfuld og punktlig chef“.

Tapper var han. Generalen deltog i slaget ved Sankelmark den 6. februar, hvor østrigerne halede ind på den danske hær, der trak sig bort fra Dannevirke, og med stor hidsighed angreb danskernes bagtrop.

Under en samtale midt under slaget med sin ligeledes uforfærdede stabschef, den bryskt offensivt indstillede oberst Max Müller, blev Steinmann ramt af en granatsplint i benet. Han lod som ingenting og blev under hele slaget siddende blødende i sin saddel. Først hen på aftenen red han til Flensborg for at lade sig behandle. Da var såret blevet så slemt, at han måtte løftes af sin hest. Han var ukampdygtig de næste tre måneder, men ankom til Dybbøl lige før det prøjsiske angreb og var den 18. april med i den del af slaget, der foregik nede ved brohovedet.

Steinmann blev gjort til øverstkommanderende på Als, da overgeneral Gerlach og hans stab flyttede hovedkvarteret fra Als til Fyn efter Dybbøl-slaget

General P.F. Steinmann, øverstbefalende for de danske tropper på Als

Fyn. Hvad havde overgeneral G.D. Gerlach, hvis hovedkvarter lå i Nyborg på Fyn, at sige til Steinmanns bøn om at få en lille forstærkning? Man kan roligt sige, at det ikke var længe siden, at han – Gerlach – selv havde siddet i en ulykkelig klemme som manden, der tryglede om hjælp til at afværge en militær katastrofe. I over en uge før prøjsernes stormløb mod skanserne ved Dybbøl den 18. april havde Gerlach i telegram efter telegram bedt krigsministeren om lov til at trække de danske styrker ud af de sønderskudte skanser og tilbage til Als. Kom det til et angreb på skanserne, mente Gerlach ikke, at skanserne kunne holdes. Han stillede krigsministeren og statsminister D.G. Monrad et blodbad i udsigt. Alligevel fik han besked på, at Dybbøl skulle forsvares „uanset, om det måtte koste betydelige tab“.

Umiddelbart skulle man tro, at overgeneral Gerlach selvfølgelig ville have fuld forståelse for sin general på Als og være mere end lydhør over for hans bøn. Men nej. Den 22. juni gav han sig langt om længe tid til at svare Steinmanns bøn, og i skrivelsen var der ikke så meget som et anstrøg af sympati for generalens bøn. I en kold og belærende tone skrev overgeneralen fra sit kontor i Nyborg, „at fordelingen af tropperne er sket efter moden overvejelse, og at der ikke kan anvendes en større styrke på Als end den, som for øjeblikket findes. Tropperne på øen, der indbefatter hærens bedste afdelinger, må anses for tilstrækkelige til øens forsvar“.

Med disse ord lukkede overgeneral Gerlach for enhver videre diskussion af sagen. Als skulle forsvares med de styrker, der nu engang var til rådighed. Hermed forlangte Gerlach det stort set umulige af en af sine egne generaler. Han var udmærket klar over, at det absolut var på kanten af det uansvarlige at forvente, at Steinmann med en så forholdsvis lille styrke skulle holde stand, hvis fjenden angreb. Men som den danske hær stod opstillet, havde han rent faktisk ikke mulighed for at sende forstærkninger til Als.

Hæren var delt i tre styrker. En division på knap 12.000 mand, som kaldtes „den nørrejyske division“, stod oppe nord for Limfjorden. På Als havde Steinmann så sine 12.000 mand, mens resten af hæren, omkring 16.000 mand, befandt sig på Fyn.

De danske hærkorps var alle tre steder beskyttet af vand og dermed i nogenlunde sikkerhed. Det var derfor, tropperne var blevet fordelt på den måde.

Svaghederne ved denne opstilling af hæren var dog åbenlyse. Et problem var selvfølgelig, at de enkelte hærenheder var så relativt små, at de ikke kunne foretage offensiver og dermed var handlingslammede. Et andet, at den danske hær ved at stå så spredt havde en tvivlsom modstandskraft i tilfælde af et stort koncentreret angreb mod den. Dertil kom så, at hverken Nordjylland eller Als egentlig var af afgørende strategisk betydning for Danmark. I denne for landet så pressede situation gjaldt det om at sikre hovedstaden mod trusler. Et tab af Nordjylland og Als ville i den henseende hverken gøre fra eller til, mens det ville være anderledes katastrofalt, hvis Fyn faldt, for så ville de danske tropper i Nordjylland og på Als blive fuldstændigt isolerede og splittede, samtidig med at Sjælland ville ligge åbent for angreb. I den danske overkommandos operationsplan var der da også blev udarbejdet en prioriteringsliste. Første prioritet havde forsvaret af Fyn. Als blev vurderet til at have sekundær interesse. Sidstepladsen indtog Nordjylland.

Egentlig burde denne prioritering have medført, at samtlige tropper blev koncentreret i en slagkraftig enhed på Fyn eller i hvert fald, at Nordjylland blev rømmet og både Fyn og Als forstærket med tropperne herfra. Men Gerlach var i løbet af belejringen af Dybbøl i april blevet en nedbrudt og trist mand, der ikke længere udviste noget initiativ, slet ikke initiativ til at ændre på tingene.

Som landet lå, kunne han hverken undvære folk i Nordjylland for slet ikke at tale om enheder på Fyn. Tværtimod. Fyn var en væsentlig større ø end Als, og som sådan var de 16.000 mand, Gerlach her rådede over, alt for få.

Så hvad havde Steinmann egentlig at pibe over?

Ulkebøl Præstegård, Als. En skriver havde allerede lagt papir og pen til rette på skrivebordet i brigadehovedkvarteret i Ulkebøl Præstegård et par kilometer nordøst for Sønderborg, da den danske oberst og brigadechef Heinrich August Theodor Kauffmann indfandt sig. Hen på aftenen fattede den 45-årige oberst så pennen for at skrive sit daglige brev til sin kone Jensine, og som altid indledte han brevet med ordene: „Min elskede ven!“

Men den kærlige indledning til trods, var det ikke just opmuntrende tanker, obersten gjorde sig denne onsdag aften, den samme aften som den prøjsiske hærchef prins Friedrich Karl gav ordre til, at forberedelserne til en invasion af Als skulle begynde.

„Frygt og håb, tvivl og tillid, mørke og lys bemægtiger sig uafbrudt sindet vekslende med hvert rygte og hver efterretning, som når hertil fra konferencen i London,“ skrev han.

Stod krigen mon atter for døren? Ville våbenhvilen blive forlænget, eller ville den udløbe om tre dage, og våbnene således atter begynde at tale? Kauffmann anede det ikke, og hans sind var bevæget. „I dag synes da nu atter en af de afgørende dage at være oprunden, på hvilken vægtskålen skal stige eller falde til fred eller krig. Ak, min ven, hvor bitre er de tider, vi har gennemlevet, hvor tungt er det ikke at vide, når de får ende, og når man atter vil kunne ånde frit og blive glad. Indtil i dag synes der altså intet endnu at være opnået i London til fredens genoprettelse. Tør man håbe, at det endnu vil ske, selv om den korte frist til fjendtlighedernes genåbning næsten er udløbet?“

Kauffmann turde ikke håbe det og skjulte ikke sin pessimisme: „Jeg er meget mismodig og kan ikke se fremtiden rykke nærmere med fortrøstning.“

Oberst Kauffmann var en af de bedste mænd, den danske hær havde tilbage i sit officerskorps efter det enorme dræn af officerer, man led den 18. april. Han var en officer af den gamle skole og mindede på mange måder om sine to venner, den handlekraftige og modige general Henrik Claude du Plat og den lige så dygtige major Carl Ludvig Rosen, der begge blev dræbt ved Dybbøl den 18. april. Som dem havde han været soldat hele sit liv, som dem havde han allerede kæmpet og gjort sig bemærket som ung, fremadstræbende officer under Treårskrigen, og som dem var han dannet, havde et internationalt udsyn, var berejst og var kendt som en hædersmand, der kunne holde hovedet koldt selv i de mest pressede situationer. Han havde også kort før krigens udbrud været den danske delegerede ved Det Tyske Forbunds samling i Frankfurt.

Måske kunne han være noget formel i sin facon, men han var først og fremmest myndig og tillidsvækkende. Som så mange af officererne i den danske hær – det samme kunne siges om mange embedsmænd og adelige i kongeriget – var han lige så tysk, som han var dansk. Han var en personificering af den gamle danske helstat, hvor det egentlig ikke gav mening at dele befolkningen i „dansk“ eller „tysk“. For mange af borgerne udelukkede det ene ikke det andet. Eller sådan var det i hvert fald indtil krigenes tid: Treårskrigen 1848-51 og krigen 1864.

I Treårskrigen blev Kauffmann-familien som så mange andre familier fanget i det nationale spørgsmål. De skulle vælge side. Var de danske eller tyske? For mange indbyggere i regionen var det en urimelig måde at stille det op på, for de var begge dele.

Heinrich Kauffmann blev født i garnisonsbyen Rendsborg i Holsten i 1819. Hans forfædre var, som navnet fortæller, tyskere. Han stammede fra en officersfamilie fra Østrig, der i 30-årskrigen i 1600-tallet indvandrede til Danmark og i over 200 år havde tjent danske konger som officerer. Heinrichs far, oberstløjtnant Nikolaj Gustav Kauffmann, var af de danske konger, han tjente, en højt værdsat kommandant i Rendsborg. Hans liv var militæret; sådan blev det også for hans fem sønner, der alle blev officerer. Unge Heinrich blev, som det hørte sig til for lovende officerer i helstaten, sendt på militærhøjskole i København, hvor han ud over den militære træning fik en almen uddannelse i alt fra matematik, geografi og litteratur til sprogundervisning i samtlige europæiske hovedsprog.

Hurtigt avancerede Kauffmann til premierløjtnant, og i begyndelsen af 1840’erne blev han kaptajn ved den danske generalstab. Da krigen brød ud i 1848 – en krig, som for Danmark handlede om at slå et slesvig-holstensk løsrivelsesforsøg ned – fik Kauffmann i første omgang ikke lov til at drage i felten på grund af sin holstenske baggrund. Man frygtede, at han, som så mange andre officerer fra Holsten, ville tilslutte sig oprøret mod Danmark.

Hans foresatte havde ikke behøvet at tvivle på Heinrich Kauffmanns loyalitet, for da man alligevel besluttede at sende ham i felten, viste han sig som en særdeles modig og begavet officer, der var i aktion under den danske hærs spektakulære udfald ved Fredericia den 6. juli 1849 og ved det massive slag ved Isted i 1850.

Men man kan ikke bebrejde den danske generalstab, at den først nærede tvivl om, hvem Kauffmann ville kæmpe for. Hans familie var blevet splittet af krigen. To af hans brødre valgte at kæmpe for holstenerne, mens Heinrich og to andre brødre kæmpede for det danske kongerige. Den gamle Kauffmann, faderen, oberstløjtnant Nikolaj Gustav Kauffmann, blev en af krigens virkelige tabere. Han kunne ikke vælge side, ville ikke gøre det, når sønnerne havde delt sig således. Tanken om, at hans sønner kæmpede mod hinanden, plagede livet af ham. Nedbrudt og syg døde han af kolera, mens Treårskrigens sidste kampe rasede ved Frederiksstad syd for Ejderen.

Oberst Heinrich Kauffmann og Jensine.

Heinrich Kauffmann havde til gengæld for altid valgt side. Han tjente Danmark. Han blev amtmand i Slesvig og Holsten kort efter krigen, så rektor ved Kiels Universitet, snart tilsynsførende for klosteret Preetz og 25 godser. Han blev kammerherre, herefter valgt ind i Rigsrådet, tjente ligeledes ved Stænderforsamlingen i Itzehoe i Holsten, blev i 1860 den danske militære attache ved Det Tyske Forbund i Frankfurt, men blev, da krigen truede i 1863, kaldt til København, hvor han udnævntes til stabschef for den danske øverstbefalende, general Christian Julius de Meza.

Fra da af befandt Kauffmann sig konstant i brændpunkterne. Nede ved Dannevirke deltog han i krigens første dage i det skæbnesvangre krigsråd om aftenen den 4. februar, hvor de Meza og hans generaler besluttede at trække den danske hær tilbage fra Dannevirke til trods for, at man vidste, at retræten ville udløse et ramaskrig i København. Skrigene fik Kauffmann at høre med egne ører, da han og de Meza kort efter tilbagetoget blev kaldt til København af en rasende krigsminister Carl Christian Lundbye, der efter nogle følelsesladede møder fremtvang de Mezas afsked som øverstbefalende. Kauffmann selv blev ikke gjort ansvarlig for rømningen og sendtes tilbage til krigen – nu som chef for 2. brigade, der bestod af 3. og 18. regiment, to hårdføre og prøvede regimenter, som ofte var i ilden ved Dybbøl og med succes og under intens beskydning dækkede den danske retræte over til Als den 18. april.

Oberst Kauffmann havde derfor god grund til at nære bange forudanelser her den 22. juni. Kom det til krig igen, var det sandsynligt, at han og hans mænd atter skulle i ilden.

Hans dystre tanker var også farvet af, at han netop havde mødt et par officershustruer på Als, der var kommet tilbage fra et af de store lazaretter i Flensborg, hvor der stadig lå hundredvis af sårede soldater, som endnu ikke var kommet sig over deres sår fra slaget den 18. april. Officershustruernes beretninger fra lazaretterne bragte krigen tæt på. „I går aftes kom her til præstegården fru Christensen og hendes svigerinde, den stakkels fru P. Bauditz, begge fra Flensborg,“ skrev Kauffmann i sit brev. „Fru Bauditz [hvis mand netop var død af sine sår på lazarettet i Flensborg] så forgræmmet ud, men var dog oprejst og fattet. Hun havde siddet ved mandens seng og set ham svinde hen med den gensidige fulde bevidsthed om, hvad der forestod.“

Bauditz havde fortalt om deres fælles ven major Ernst Schaus langsomme død i lazarettet i Flensborg og hans sidste timer. Han var blevet ramt i låret den 18. april og havde fået amputeret et ben ved hoften, men der gik koldbrand i såret. Hans kone, Friede, havde skyndt sig til Flensborg for at være ved sin mands side. Han døde, dagen før hun ankom. Ifølge Bauditz’ beretning var det godt sådan, for Ernst Schau, der forgudede sin kone og sine to børn, og som havde mistet sine seks officersbrødre, der alle var døde i dansk militærtjeneste (hans bror Emil faldt den 18. april), havde i sine sidste timer været „så bitter og uden ro“.

2. Torsdag den 23. juni – seks dage tilbage

Observationsposten ved Øster Snobæk færge, Alssund (Jyllandsiden). Nat. Fra sin observationspost ved færgelejet Øster Snobæk ved Alssund spejdede en prøjsisk brandenborgsk jægersoldat ud over sundet. Hans navn var Franz Reichhardt, og han tilhørte de prøjsiske tropper, der allerede opholdt sig ved Dybbøl og Sundeved. Klokken var to om natten. Jægersoldaten lod sig beruse af den nordiske sommernat. „Et svagt nordlys, bøgeskovens duft, lugten af tang, over for mig Alssund, man fornemmede alfernes dans,“ skrev han i sine erindringer. „Alt var stille – alt var stille indtil kl. 2. På det tidspunkt så man i den spæde morgendæmring, at der hang tordenskyer på himlen, og fra Gråsten over Nybøl Nor og Bøffelkobbel hørtes en rullende torden.“ Man kunne ane lys i horisonten mellem de skyer, der trak op, men landskabet og sundet var stadig svøbt i et tungt mørke. „Måske kunne fanden se noget i denne nat, men jeg kunne ikke,“ huskede Reichhardt. „Alligevel hørte jeg fra søen en lyd, der lød som åretag, hvad jeg omgående meldte til den vagthavende.“ En deling på omkring 20 mand blev alarmeret, og den lagde sig med skudparate geværer i dækning. Lyden kom nærmere. Reichhardt fik snart øje på en robåd. I båden befandt der sig to mand, som vinkede og råbte: „Hurra for Prøjsen og Slesvig-Holsten! Up ewig ungedeelt!“

Det var to desertører – to slesvigere i dansk tjeneste, der ikke ønskede at kæmpe mod tyske brødre, fortalte de, da de var kommet op på land. De fortalte også, hvordan det var lykkedes dem at få fat i den gamle, utætte robåd. Hullerne i båden havde de stoppet til med den ene af deres skjorter, som de rev itu. Den anden skjorte brugte de som flag. Båden havde ingen årer, derfor havde de brugt en skovl til at ro med. I ly af tordenvejret, som var ved at trække op, var de stukket ud i sundet.

Flugten indebar store farer, mens de lå ude på vandet. Først risikerede de at blive beskudt af danske strandvagter, herefter at blive anskudt af prøjserne, hvis ikke det lykkedes dem at signalere, at de var overløbere.

Reichhardt og hans deling tilberedte en kande kaffe ved strandkanten og serverede den for de to desertører, der påstod, at general Steinmanns tropper på Als var villige til at kæmpe til sidste mand. De fortalte desuden, at der overalt langs Alssund var gravet skanser og batterier, og at danske flådefartøjer snart igen ville kredse om i farvandet parate til at gribe ind mod et overgangsforsøg.

„Vi kunne altså regne med en varm modtagelse,“ skrev Reichhardt. Han og hans kammerater gyste ved tanken. Ingen prøjsisk soldat brød sig om udsigten til at skulle sidde ubeskyttet i en robåd på vej over mod fjendtlige kanonstillinger og skytter gemt i løbegrave. Ingen prøjser, der skuede over mod Als – en ø, der i de tidlige morgentimer syntes at hæve sig dunkelt og truende over sundet – kunne undgå den ubehagelige følelse af, at der snart ventede ham en frygtelig død derude et sted i mørket. Derude var det ikke kun danskernes kugler, der truede. Vandet i sig selv forekom ham at være en mægtig fjende. Var han som de fleste prøjsiske soldater, kunne han ikke svømme.

I første omgang var det ikke vandet forude, men det, der kom fra oven, der beredte soldaterne de største kvaler. Længe havde vejret været kummerligt. Af og til klarede det op, og man kunne lade sig forføre af lyset, der selv efter mørkets frembrud glimtede langt ude i horisonten. Men stunderne, hvor forsommerens skønhed kastede glans, var korte. Snart igen kom blæsten, de tunge skyer og den hårde regn.

Da klokken var blevet fire om morgenen, lukkede et nyt, forrevet skydække sig om morgenlyset, og det begyndte at sile ned. Og hermed sluttede alfedansen lige så brat, som den var begyndt.

Augustenborg, Als. Morgengry. Den gennemblødte 28-årige danske løjtnant Carl Andreas Wildau fra det 10. regiment lod sig ikke gå på af regnen. Beruset ikke kun af spiritus, men også af indtrykkene fra aftenens store bal, sad han på en rumlende vogn, der førte ham og andre unge officerer fra regimentet tilbage til deres kvarter i landsbyen Miang få kilometer sydvest for Augustenborg. Det var lykkedes for officererne fra regimentet at få stablet et stort bal på benene om aftenen, hvor der ud over regimentets egne officerer og indbudte officerer fra andre regimenter deltog egnens fineste borgere, herunder amtmanden fra Hørup, biskoppen fra Guderup og ifølge Wildau „flere andre mindre betydelige højheder“. Wildau berettede i et brev til sin bror, at der havde været mere end 100 mennesker til stede, og til hans store glæde havde der også været ikke så få „nette, smukke damer“. Ballet blev afholdt i en feltpost i Augustenborg, et sørgeligt skravlet lokale, der dog i aftenens anledning var blevet pyntet op med „guirlander og blomster; lysekronerne var behængte med grønt, og alle vore kompagnifaner smykkede væggene“. Ballet var blevet åbnet kl. 20, da brigadekommandør Bülow slog døren til den improviserede balsal op, hvorefter han til lyden af 5. regiments ti mand store orkester dansede en polonæse.

Det kom til at gå heftigt for sig denne aften – festen varede til langt ud på natten. „Vi skånede ikke os selv, vi dansede, så det var forskrækkeligt. Ved bordet udbragtes en mængde skåler, deriblandt af oberst Bülow for kongen og af kaptajn Vaupell for Danmark. Bordet bugnede af spise- og drikkevarer. Efter måltidet blev ballet endnu mere animeret.“

Også denne aften havde Wildau taget godt for sig af spiritussen, for, som han i et tidligere brev havde betroet sin bror, man bliver „så uhyrlig forfalden [til at drikke] i disse krigstider“.

Wildau havde som de fleste af sine mænd fået nok af krigen efter rædselsmåneden april og det blodige nederlag den 18. april, hvor han havde mistet mange kammerater, herunder en kær ven, en ung løjtnant og familiefar. „Det er altid de bedste, der går bort,“ skrev Wildau bittert til sin bror den 24. april. I begyndelsen af maj konstaterede han, at „begejstringen er borte blandt soldaterne … Hvorledes Als skal kunne forsvares, må Vorherre vide, vi soldater forstår det ikke“.

Det undrede Wildau, at man trak så mange tropper bort fra Als. Tjenesten blev hårdere, for jo færre soldater der var på Als, des oftere skulle man stå vagt. Efterhånden som maj måned skred frem, og man kom ind i juni, var der blevet længe imellem de dage, hvor de danske soldater på Als kunne hvile. Konstant opholdt de sig i felten, og konstant skulle de på eksercits, når ikke de stod vagt. Wildau var træt af det, dog ikke mere træt, end at han også kunne se det komiske i nogle af øvelserne. „I mandags havde vi en øvelse i skoven ved Høruphav under kaptajn Vaupell,“ fortalte Wildau sin bror. „Da den var endt, kommanderede han hele bataljonen i vandet, han selv foran. Det var et komisk syn at se over 400 unge mennesker springe omkring i vandet, det er også en ide, som kun Vaupell kan få, han er gal som sædvanligt.“

Forsvaret af Als forekom nok Wildau vanvittigt mangelfuldt, fordi der så sjældent var hvil og afslapning, og netop fordi han vidste, at det hele snart kunne ende i en vanvidskamp på liv og død, var han gået så hårdt til den under ballet denne øsregnende nat. Her sad han så på en vogn på vej tilbage til Miang, beruset, ør i hovedet og alt for bevidst om, at han inden længe atter skulle ud på eksercits eller ud at stå vagt et sted ved strandkanten for at spejde ud over Alssund.

Ullerup Præstegård, Sundeved. Den midaldrende N.L. Feilberg var en glødende dansk patriot. Han havde tre sønner i uniform på dansk side, og krigen var i det hele taget på alle måder et personligt anliggende for ham. Hans præstegård, præstegården i Ullerup, havde ligget tæt på krigszonen under den prøjsiske belejring af Dybbøl i foråret. Præsten havde set døde og sårede danske soldater i stort tal, og han havde med sorg holdt begravelsestaler for mange af dem. Intet var ham mere imod, end at danskernes fjender atter myldrede til hans egn.

Alligevel kunne han ikke skjule sin begejstring, da han den 23. juni i et brev kunne berette, at „generalmajor von Goeben ankom med frue og den lille femårige August før middag“.

Den danske præst og den prøjsiske general var allerbedste venner og glædede sig til at se hinanden igen.

Deres venskab var opstået mod alle odds. Begge mænd var lige dedikerede til hvert sit land. De mødte hinanden for første gang, da generalen med sin adjudant og en stab på 12 tjenere og skrivere indlogerede sig på præstegården den 21. marts, et tidspunkt, hvor prøjserne begyndte at trappe op for belejringen og bombardementet af Dybbøl-stillingen.

Når det forekom usandsynligt, at der skulle opstå et venskab mellem de to, skyldtes det ikke blot, at præsten og hans kone ikke ligefrem havde inviteret generalen på ophold, men som alle på egnen var blevet tvunget til at indkvartere de prøjsiske soldater og officerer. Det skyldtes også, at Feilberg, som alle danske embedsmænd på egnen, blev anset for at være en potentiel spion og i perioder af Dybbøls belejring fik husarrest. Konstant risikerede Feilberg at blive fængslet og spærret inde i arresten i Flensborg.

Den prøjsiske indtrængen i Slesvig vakte da også kun den største harme hos Feilberg, en dannet mand, der oprindeligt kom fra den københavnske kulturelite; hans første kone, Conradine, som døde i 1856, var den berømte maler Christian Købkes søster, og hans anden kone, Bolette, havde i sin ungdom været en nær ven af Søren Kierkegaard og måske, ifølge i hvert fald én historiker, sågar hans første kærlighed.

Belejringen af Dybbøl var en strabadserende tid for pastor Feilberg og Bolette. I perioder skulle Bolette og de tre piger i huset dagligt bespise 70 mand og i det hele taget sørge for deres underhold på præstegården, der lå 10 kilometer vest for Dybbøl skanser.

Men Goebens indkvartering den 21. marts varslede bedre tider. For som Feilberg konstaterede i et brev den dag: „Til vor glæde erfarede vi, at denne mand hverken vil have soldater eller officerer i sit kvarter foruden sin stab, ikke engang en skildvagt.“

Hermed skulle Feilberg og hans kone ikke længere sørge for underhold til en halv hær. Til gengæld fik de selskab af en af den prøjsiske hærs mest interessante personligheder.

August Carl Friedrich Christian von Goeben, der var søn af en tugthusforvalter, var ikke født prøjser. Han voksede op i det lille kongerige Hannover. Som dreng var han indadvendt og boglig, splejset og stærkt nærsynet, men det rokkede ikke ved hans drømme om en militær løbebane i den prøjsiske hær.

Det lykkedes ham at blive optaget på officersskolen i Neuruppin, selv om han fremstod som lidt af en original med sin radmagre, lange krop, sit udtryksløse hesteansigt og den gyldne brille, han altid havde siddende på næsen. Han læste konstant og nærede en forkærlighed for britisk litteratur. De andre officersaspiranter gav ham snart øgenavnet „How do you do?“ Drillerierne var overvejende godmodige, for Goeben indgød respekt ved at vise sig som en dygtig og modig ung officer. Det demonstrerede han til overmål, da han trådte ud af den prøjsiske hær for at melde sig som frivillig i den spanske arvefølge- og borgerkrig, den såkaldte Carlistkrig, om retten til den spanske trone efter Ferdinand den 7.s død i 1833.

Goeben blev løjtnant og siden kaptajn og oberstløjtnant i Don Carlos’ hær. Han tjente den tabende part. Krigen, der varede frem til 1839, var blodig og nådesløs. I en fægtning i juli 1837 blev Goeben skudt i benet, hans hest bortskudt under ham, han blev omringet og taget til fange, men da hans sår var nogenlunde helet, flygtede han fra sit fangenskab for blot at blive fanget igen. I otte måneder sad han i en dyster fangekælder. Atter lykkedes det ham at undslippe og finde tilbage til sine tropper, for så i det næste slag at blive hårdt såret i armen og atter blive taget til fange. Lægerne ville amputere hans arm, men han modsatte sig. Ved lidt af et mirakel blev armen nogenlunde rask, og dårlig var han på benene igen, førend han med de andre fanger blev sendt på en strabadserende march igennem det sydlige Spaniens brændende varme ørkenlandskaber. I Cadiz blev han spærret inde i en kold fangekælder, hvor intet dagslys trængte ind. Løbende henrettede fangevogterne deres fanger. Ved lodtrækning afgjorde de, hvis tur det var til at blive skudt.

Det var tyndet stærkt ud i fangerne, da Don Carlos’ hær generobrede Cadiz og langt om længe kunne befri de sidste overlevende. Goeben var blandt dem og kæmpede herefter stadig videre i krigen til den bitre ende. Da Don Carlos’ folk endelig strakte våben, drog Goeben forhutlet og pengeløs ud på en flere tusind kilometer lang vandring tilbage til Hannover.

Men lysten til krigerlivet var intakt hos den bebrillede officer. Han trådte igen ind i prøjsisk tjeneste og deltog i oprørskrigene i Baden i 1849 og som observatør i den spansk-marokkanske krig i 1860. Som 43-årig udnævntes han til general, den yngste i hæren med så høj rang.

Da han som 47-årig deltog i krigen 1864, var han stadig den yngste general i hæren og desuden den mest erfarne. Det var denne mand, Feilberg kom til at holde så meget af.

Til trods for sin megen krigserfaring var Goeben usædvanligt blid af natur. Over for sine danske værter i Ullerup udviste han den største hensynsfuldhed. Han var dannet og en gentleman til fingerspidserne. Han var desuden nøjsom og spiste kun lidt, drak et glas mælk om morgenen, en kop tynd te om aftenen – og sov på gulvet om natten. Det sidste dog mest, fordi man ingen seng havde på præstegården, der var lang nok til ham.

Præsten og krigeren. Præst i Ullerup N.L. Feiberg og prøjsisk general von Goeben.

Den trinde Feilberg og den benmagre Goeben opsøgte ofte hinanden til lange, åndrige samtaler i præstegården. Til trods for at de stod på hver sin side i krigen, var de forbavsende enige om, hvordan konflikten løstes bedst. Feilberg var ikke nationalliberal. Han mente ikke, at Danmark havde krav på hele Slesvig. Der fandtes ifølge den danske præst kun én måde, hvorpå det slesvigske spørgsmål kunne løses, nemlig ved én gang for alle at dele Slesvig efter befolkningens nationalitet, således at den nordlige del blev dansk, og den sydlige blev knyttet til Holsten.

Heri var Goeben fuldstændig enig, og han gjorde sig i løbet af de mange samtaler med Feilberg til talsmand for, at Prøjsen efter en sejrrig krig skulle behandle Danmark med storsind og under ingen omstændigheder indlemme en dansksindet region som det nordlige Slesvig i det tyske rige.

De vandt hinandens fortrolighed i en sådan grad, at generalen tilmed betroede sin danske vært sine tanker om styrkerne og svaghederne ved det danske forsvar. Han uddelte også gavmildt passersedler til Feilberg, således at den danske præst kunne bevæge sig frit i egnen.

„Hvornår skal dog krigens ødelæggelser ophøre?“ spurgte Feilberg Goeben den 28. marts, mens kanonerne buldrede i baggrunden.

„Alle magters interesse for fred må snart føre til en forandring, om end krigen fortsættes endnu i nogen tid,“ svarede generalen.

„Hvad er grunden til vore folks uheld i træfningerne?“ spurgte Feilberg, og ærligt svarede generalen: „Deres forpostsystem er forældet og mindre hensigtsmæssigt end vort, og fordi de har mange ældre og svært klædte folk, der bevæger sig langsommere end vore.“

Feilberg fortsatte med at spørge, og Goeben vedblev med at svare.

„Forventer De at tage Als?“

„Ja,“ svarede generalen. „I 40 både, af hvilke hver rummer 15 mand, kunne vi fra Ballebro sætte 600 mand over i nattens stilhed og opstille dem under beskyttelse af landbatterier, indtil en større styrke er overført med nogle feltbatterier. Således kan Als tages bag ryggen af den danske hær, mens et angreb sker på skanserne, og Sønderborg bombarderes. Manøvren kan naturligvis mislykkes ved en mellemkomst af kanonbåde og panserskibe.“

Med disse ord afslørede Goeben prøjsernes første overgangsplaner for slutningen af marts og begyndelsen af april. I et brev skrev Feilberg om Goeben, at „denne intelligente og humane mand forekommer mig at være en af vore farligste fjender. Når jeg ser, hvor arbejdsom, årvågen og utrættelig han er, undrer det mig ikke, at man har gjort ham til general i en så ung alder. Vi kunne takke ham for det betydelige tab, vi led den 17. marts. Han er alle vegne selv på færde … Han taler altid rosende om vort folks mod og dygtighed. Denne krig interesserer ham dog kun lidt; han prøvede meget hellere Prøjsens armé lige over for russere, franskmænd eller – østrigerne.“

Inden Goeben drog af sted for at dirigere overgangen til Als natten til den 2. april, tog præsten med et tungt hjerte afsked med ham. „Jeg kan ikke ønske nogen ulykke over Dem personligt,“ sagde han, „men alle mulige uheld over deres forehavende.“

„Tak for Deres venlige følelser for mig. Opfyldes Deres meget naturlige andet ønske, har De os igen i morgen inden middag,“ svarede Goeben.

Og generalen kom tilbage. Overgangsforsøget blev aflyst på grund af stormvejr, hvad der atter gav generalen og præsten mange lejligheder til lange samtaler, alt imens kanonaden i baggrunden i løbet af april blev voldsommere dag for dag – og dermed også risikoen for, at en af Feilbergs sønner ville komme til skade eller miste livet.

Natten før stormen på Dybbøl skanser den 18. april sagde de to atter hinanden et hjerteligt farvel. „Jeg har haft en søvnløs nat,“ indrømmede Goeben, inden han drog ud på sin potentielt farefulde færd. Han kommanderede en hærenhed, som skulle angribe Als, mens skanserne blev stormet, hvis en lejlighed til overgang skulle byde sig. „Jeg var også underligt bevæget over for min fjende,“ skrev Feilberg nogle timer senere. „Det skal være mig kært at se Dem snart igen med uforrettet sag,“ sagde han til Goeben.

Dagen efter stormen på Dybbøl afrejste Goeben og hans stab fra præstegården i Ullerup, og de to venner vidste ikke, om de ville møde hinanden igen. Under våbenhvilen opholdt generalen sig i det sydlige Slesvig.

Det viste sig dog, at de ikke alene fik hinanden at se igen, de kom endnu en gang til at bo under samme tag. Derfor var Feilberg så glad den 23. juni. Generalen var kommet tilbage, denne gang med kone og plejebarn.

Hustruen og plejebarnet var kommet med på et kort ophold, så generalen kunne vise dem slagmarken på Dybbøl og stederne, hvor prøjserne ville starte deres angreb mod Als. „Fruen er en stille, alvorlig, mild og forstandig dame på over 40 år, der synes at leve ganske for sin mand. Hendes spil på pianoforte er meget sjælfuldt,“ observerede Feilberg.

I det samme brev kunne Feilberg berette, at han denne dag havde set et malerisk syn: „150 hvide telte var opslået på nogle marker. Der skal prøjsernes 55. regiment ligge. Det vrimler med soldater i egnen og med kanoner og vogne. Teltlejren tog sig smukt ud i aftensolens belysning.“

Men bag dette smukke syn gemte der sig, som Feilberg selvfølgelig alt for godt vidste, en truende fjende. Der var tale om soldater, som inden længe kunne tænkes at angribe en af de enheder, hans sønner tjente i lige ovre på den anden side af sundet.

Søkvæsthuset, Christianshavn, København. Sen aften. Kort før midnat satte den 51-årige kvinde modstræbende pen til papiret for at skrive endnu et brev til sin kæreste ven, etatsråd, jurist og folketingsmedlem Andreas Frederik Krieger, der var en af de tre danske delegerede i London. Kvinden, der ellers yndede at skrive to-tre breve til ham om ugen, havde nu svært ved at finde kraften til at skrive. I sit seneste brev til hende klagede han da også over, at hun på det seneste skrev så sparsomt. Og der var vitterlig heller ikke noget, hun holdt mere af end netop at være fortrolig med ham. Men når hun ikke længere skrev så meget, skyldtes det, som hun formulerede det, „at De vist har mærket, hvor trange og monotone, hvor rent ud sagt døsige [mine breve] er“:

Ja, jeg går virkelig i en tankedøs, som Gud må vide, hvornår vil ophøre, thi den er ikke ganske ung af alder. Jeg synes ofte, at hvis ikke en eller anden begivenhed vækker mig til live, går jeg rent i stå. Jeg forfalder mere og mere til at suge mig fast ved enhver smerte, der møder mig på min vej, lever kun i denne fra morgen til aften og begår den brøde ikke at kunne glæde mig over lyspunkterne i livet, hvor disse tilbyder sig. I denne tid er det således fædrelandets skæbne, der kuer min ånd, så intet ret kan fornøje eller opmuntre mig.

Den deprimerede kvinde var Johanne Luise Heiberg, nationalscenens ubestridte primadonna, mørk, mystisk og utilnærmelig. Trods sin legendarisk markante næse – eller måske derfor – besad hun en æggende erotisk udstråling. Selv som midaldrende enke, der havde spillet sin sidste akt på scenen – hendes sidste optræden fandt sted den 2. juni 1864 – havde hun en endeløs skare af tilbedere blandt rigets ledende mænd. De heldigste af dem indledte hun platoniske venskaber med. Den heldigste af dem alle var A.F. Krieger. Han var hendes kæreste ven.

Primadonna Johanne Luise Heiberg.

Fru Heibergs eget liv var en fortælling, der ikke stod tilbage for selv de mest fantasifulde glansroller, hun for fulde huse havde spillet på den nationale scene – fra store tragedier til de humoristiske vaudeviller, hendes afdøde mand, kulturlegenden, dramatikeren, filosoffen og kritikeren J.L. Heiberg, blev så berømt for.

Som den samtidige H.C. Andersen, hvem hun havde et aldeles anstrengt forhold til – den gensidige jalousi var grænseløs – kom Johanne Luise Heiberg fra den dybeste fattigdom. Hendes far, Christian Heinrich Pätges, en vinkyper, som var indvandret fra Rhinlandet, og moderen, Henriette Hirschborn, der var af jødisk-hollandsk afstamning, mistede alt under bombardementet af København i 1807. Parret levede herefter i yderste armod, og deres ægteskab var elendigt, præget af voldsomme bryderier. Christian Heinrich drak sig halvt fordærvet, og det var moderen, der holdt sammen på familien. Johanne Luise var den næstyngste i en børneflok på ni.

Moderen drev værtshus og arrangerede middage for officerer, herunder for det 2. jyske regiment, som familien begyndte at følge rundt i landet. En officer fra dette regiment gav i 1816 den lille Johanne Luise sin første danseundervisning. Resten blev et eventyr.

Pigen viste sig at besidde et enormt talent. Johanne Luise blev opdaget og sendt i skole. Først kom hun på balletskole, siden på teaterskolen. Hun fik sit gennembrud på den nationale scene som blot 13-årig, og som det hedder i en samtidig beretning, „tog udviklingen af hendes lige så ejendommelige som smidige talent en fart, der satte hendes samtid i den største forbavselse og omgav hende med en stedse voksende beundring“.

Beundringen af den på scenen så temperamentsfulde, men i det private fuldstændigt følelseskontrollerede kvinde var nærmest grænseløs. Hun kunne vælge og vrage blandt tilbedere – men endte ikke desto mindre med at gifte sig med Johan Ludvig Heiberg, en tyndhåret, midaldrende mand. Han var dog ikke en hvilken som helst tyndhåret, midaldrende mand. Han var en af Københavns mest feterede personligheder, personificeringen af en kulturinstitution, der totalt dominerede Det Kongelige Teater med sine succesfulde skuespil. Han blev udnævnt til kongelig teaterdigter og i 1849 gjort til teaterets chef. Det sidste var absolut ingen succes. Men alt det lå langt ude i fremtiden, da den 40-årige Johan Ludvig giftede sig med den 19-årige Johanne Luise Pätges.

Forholdet mellem Johan Ludvig og Johanne Luise blev åndeligt og kunstnerisk frugtbart, om end ikke frugtbart i kødelig forstand. De fik ingen børn, hvad der ifølge fru Heibergs biograf, Bodil Wamberg, fortæller ikke så lidt om ægteskabets beskaffenhed.

Et trekantsdrama var også indbygget i forholdet, for Johan Ludvig Heibergs mor, der boede sammen med ægteparret, var heller ingen almindelig kvinde. Hun var Thomasine Gyllembourg – en kendt og feteret forfatter, der havde været en dominerende kulturperson i slutningen af 1700-tallet. Johan Ludvig, Johanne Luise og Thomasine var så store stjerner på kulturhimlen i København, at deres hjem i Søkvæsthuset på Christianshavn i 1830’erne og 40’erne blev regnet for at være det mest eksklusive i byen. At blive inviteret til middagsselskab dér var en ære, kun de færreste forundt. J.L. Heiberg var streng i sin bedømmelse af, hvem der i hans øjne besad intellektet og åndeligheden til at blive inviteret. Han var byens smagsdommer par excellence.

I 1860 døde J.L. Heiberg, og hjemmet i Søkvæsthuset var ikke længere ramme om stor selskabelighed. Johanne Luise trak sig noget ind i sig selv, men blev ikke mindre feteret af den grund. Tværtimod tog en stribe af rigets mest fremtrædende mænd sig omsorgsfuldt af hende efter mandens død. De besøgte hende, holdt hende med selskab, sørgede for hende. Hun dyrkede nære venskaber med dem, men holdt dem altid fra sig i anstændig armslængde; det gjaldt også den mand, hun havde særligt kær, ungkarlen A.F. Krieger. Hun og Krieger holdt hinanden med selskab indtil flere gange om ugen og førte i årtier en intens korrespondance. Igennem de breve, hun skrev til ham, får man et enestående billede af det væld af følelser, der fandtes bag hendes reserverede ydre i dagene efter Dybbøls fald. Under krigen svingede hendes humør konstant. Som alle danskere var hun dybt optaget af krigen, og netop fordi hun var så fintfølende, registrerede hun måske bedre end de fleste den dystre stemning, der herskede i hovedstaden i ugerne og månederne efter tabet af Dybbøl. Hendes sindstilstand var på mange måder et sindbillede på København i tiden efter Dybbøls fald og dagene op til krigens forventede anden akt.

Som så mange i sin danske samtid bebrejdede hun også sig selv for sit mismod. Nu måtte hun – nu måtte landet – tage sig sammen og finde sit mod, finde sin rygrad. Johanne Luise Heiberg var glødende nationalliberal og mente, at danskerne skulle kæmpe med tapperhed og uden at klynke. I dagene efter nederlaget ved Dybbøl, havde hun raset over alle dem, der græd offentligt over tabet af deres mænd eller tabet af sønner og brødre. Den slags følelsesudstilling var hende dybt imod. Hun anså den for usømmelig. „De kan vel forestille Dem, hvilken nedslået stemning her er overalt,“ skrev hun til Krieger kort efter det tabte slag.

De mange sørgelige dødsfald, vor fremdeles pinlige stilling, hærens tab, Jyllands udplyndring, som er nær forestående … Jeg kommer i denne tid i disput snart med en, snart med en anden. Jeg kan ikke finde mig i, at gemytterne ikke kunne hæve sig lidt over deres sorg, men tager den så borgerlig, så prosaisk. Når en mand har valgt sig den militære stand til sin livsopgave, da må det jo være tanken om krig, hvori han skal forsvare sit fædreland, der bør foresvæve ham som højdepunktet af hans virksomhed. Jeg kan derfor ikke finde mig i denne hylen over de ulykkelige militære.

Men hæve sig over sin mørke sindstilstand kunne hun ikke selv, da hun skrev til Krieger denne sene aften i juni:

Det er svagt og dårligt at være således; jeg skænder på mig selv, bebrejder mig, men da mine egne skænd ikke kan opmuntre mig, fremturer jeg i min svaghed. I sådanne stemninger falder det mig vanskeligt at skrive ifald jeg ikke hver gang i ethvert brev vil gøre, som nu i dette, plage Dem med mit mismod. Tro mig, min kære ven, det rører og glæder mig, at De længes efter mine fattige breve. Ja, min kære ven, nu vil jeg for i aften, klokken er mange, afbryde disse lidet opbyggelige selvbekendelser. Uglerne skriger i træerne uden for mine vinduer, et natligt tegn. Jeg holder ikke af, at disse natteravne opholder sig så nær ved mit hus, men herved er jo intet at gøre. Godnat! I morgen fortsætter jeg forhåbentlig i en lysere stemning.

3. Fredag den 24. juni – fem dage tilbage

Da tyske troppemasser satte mod nord i endeløse, tætte marchkolonner og vejene fyldtes med hestevognstog med kanoner spændt efter sig eller belæsset med lange, tunge robåde, brød også de prøjsiske feltherrer op fra deres kvarterer ved Louisenlund tæt på Slesvig by for at begive sig til den kommende krigsskueplads. Prins Friedrich Karl henlagde sit hovedkvarter til Aabenraa, og general Herwarth von Bittenfeld indrettede sit i Gråsten Slot. To dage tidligere havde Den Røde Prins været opflammet af planer om straks at angribe Als, så snart våbenhvilen udløb, men i mellemtiden havde han udskudt landgangen af frygt for, at det af de europæiske stormagter kunne ses som en krænkelse af våbenhvilebetingelserne, ifølge hvilke ingen offensive troppebevægelser måtte finde sted ved selve kampzonerne, så længe våbenhvilen var i kraft. Angrebstidspunktet blev derfor udskudt med et døgn og sat til natten mellem den 27. og 28. juni.

Tyske tropper på vej gennem Flensborg. På portens top vajer det slesvig-holstenske flag

Til dette nye felttog mod nord havde prinsen genoplivet det store Ballebro-projekt, navnet på en tidligere angrebsplan mod Als, som prøjserne allerede havde udtænkt i marts måned. Ballebro-projektet skulle have været prins Friedrich Karls store triumf. Dengang stod prøjserne tøvende foran Dybbøl skanser. De prøjsiske feltherrer vidste, at det ville blive særdeles blodigt at angribe skanserne frontalt. Så måske var der en anden måde at få bugt med danskerne på? Den store overgangsplan blev undfanget som et alternativ til et stormangreb.

Ifølge planen skulle hundredvis af robåde og tusinder af soldater sætte fra land ved færgestedet Ballebro og herfra ro over den to kilometer brede Als Fjord for at angribe danskerne på øens fjerne nordlige side ved Hardeshøj og landsbyen Mjels, hvor danskerne på det tidspunkt kun havde ganske få tropper.

Tanken var dristig og – mente mange blandt prinsens egne officerer – dumdristig. Prøjsen var ingen søfartsnation, og de havde ingen erfaring med maritime operationer. På vandene omkring Als kredsede danske flådefartøjer. Hvad tænkte prins Friedrich Karl og den egentlige arkitekt bag Ballebro-projektet, oberst Blumenthal, dog på? Selv den ellers så dristige strateg og stabschef Helmuth von Moltke havde udtrykt sin stærke skepsis og insisteret på, at planen kun kunne udføres, hvis det lykkedes Prøjsens lille flåde at slippe uset væk fra Swinemünde, den prøjsiske havneby ved Østersøen, for at komme overgangsforsøget til hjælp. Men det var netop al den skepsis, der gjorde planen smuk, argumenterede oberst Blumenthal. Fordi ingen tiltroede prøjserne en operation af denne karakter, ville overraskelsen blive total og kunne føre til den danske hærs tilintetgørelse. Fik prøjserne fodfæste på den nordlige del af Als, og iværksatte man ligeledes et skinangreb mod Dybbøl skanser, kunne man omringe danskerne. Triumfen ville da blive total.

Men Den Røde Prins havde været usikker. Han kunne så ubetinget se det smukke i planen, men hvad hvis det gik galt?

Vejret greb ind og gjorde en ende på prinsens kvalfulde vankelmodighed. En storm blæste op i slutningen af marts, og overgangen blev endegyldigt aflyst den 2. april. Danskerne havde ikke kunnet undgå at se de store koncentrationer af tropper, artilleri og både ved Ballebro, og da stormen havde lagt sig, turde prøjserne ikke længere udføre angrebet.

Til trods for at overgangsforsøget måtte afblæses, og Den Røde Prins i stedet tog Dybbøl-stilllingen med storm den 18. april, blev overgangsplanerne ikke skrinlagt. Der var noget ved deres vovemod, som betog prins Friedrich Karl. Ballebro-projektet rummede en risiko, men bød omvendt på muligheden for en spektakulær sejr, der i dristighed kunne indskrive sig i militærhistoriens annaler.

Risikoen lå i, at det ville tage i hvert fald en halv time for de prøjsiske både at krydse Als Fjord. Det ville give danskerne tid til at sætte deres krigsskibe i spil og til at alarmere tropperne ved kysten.

Men angreb man i mørket, ville danskerne måske ikke opdage bådene, før det var for sent. Den danske hær havde væsentlig færre soldater på Nordals end omkring Sønderborg og langs det smallere Alssund. Fik prøjserne først et solidt fodfæste oppe på den nordlige del af Als, kunne de omringe danskerne på øen med en hurtig offensiv bevægelse frem mod Høruphav, Sønderborg og Kær-halvøen.

For at forvirre danskerne ville prøjserne ifølge Ballebro-planen også foretage et skinangreb fra Sottrup Skov ved det langt smallere Alssund over for Kær-halvøen. Det skulle aflede danskernes opmærksomhed fra angrebet mod Nordals og dermed lokke dem til at beholde deres hovedstyrke i Sønderborg og omegn.

Der var intet vankelmodigt ved Den Røde Prins længere. Det var der til gengæld ved general Herwarth von Bittenfeld, og det skulle prinsen snart finde ud af.

Fåborg, Fyn. Morgen. „Det var et stygt vejr med regnbyger og en halv storm fra N.V.“ Sådan skrev Carl Feilberg senere til sin far, N.L. Feilberg, præsten i Ullerup, om den morgen, han med seks andre rekrutter forlod Fåborg i en jagt læsset med granater. Jagten skulle sejle til Høruphav på Als, hvor den 19-årige medicinstuderende og hans kammerater ville tilslutte sig den danske hær. Carl Feilberg var pastorens yngste søn. Længe havde faderen forbudt ham at melde sig til den danske hær. Han havde allerede to sønner i hæren, og det måtte være nok. Dertil kom, at Carl Feilberg var så ung. Han havde en lovende livsbane foran sig som læge – hvorfor risikere at sætte det over styr? Men sønnen havde insisteret. Til sin far skrev han den 30. marts, at han „ikke kan være bekendt at gå på gaden, mens mine kammerater iler til Dybbøl for at forsvare fædrelandet“. For en glødende patriot som pastor Feilberg var det svært at argumentere imod, og han tillod modstræbende sønnen „i Guds navn at gøre, hvad han føler sig kaldet til“, som han formulerede det i et brev.

Helt så let var det nu ikke for den unge Feilberg at blive soldat. En sergent, der skulle bedømme hans fysik, frarådede på det kraftigste, at en så spinkel mand meldte sig. Han mente ikke, at Carl Feilberg ville kunne udholde krigens strabadser.

Carl Feilberg var måske spinkel, men han var ikke let at skræmme. Han forlod København, og det lykkedes ham at blive optaget på rekrutskolen i Odense, hvor han modtog en træning, der var lidt af en vittighed.

„Vor løjtnant var en godmodig, lille tyksak, som ikke havde megen begreb om infanterieksercits, han antog åbenbart, at en af hovedtingene var at kunne skælde dygtigt ud, hvilket han også gjorde med en mageløs virtuositet og tungefærdighed, når han, som det imidlertid sjældent var tilfældet, holdt kompagnieksercits,“ berettede Feilberg til sin far og fortalte endvidere, at en stor del af tiden gik med at „ligge i græsset og fortælle historier“.

Rekrut Carl Feilberg.

Snart var det dog slut med at ligge på den lade side og fortælle historier. Den 17. juni var Feilbergs lynuddannelse som rekrut ovre. Den unge soldat, der som sin far var åben og snakkesalig af natur, meldte sig frivilligt til at gøre tjeneste ved Aarøes Strejfkorps, et dansk korps, som gennem mere eller mindre fantasifulde og hasarderede natlige ekspeditioner havde til opgave at gå bag om fjendens linjer. Men den uprøvede rekrut blev ikke optaget i korpset. Fordi han havde meldt sig frivilligt, nød han dog det privilegium, at han selv måtte vælge, hvilket regiment han ville tjene ved. Valget faldt på det 5. regiment, hvor Carls storebror, Peter, tjente som premierløjtnant. Regimentet befandt sig på Als, og med et par kammerater blev Carl Feilberg først sendt til Fåborg, og nu den 24. juni var dagen kommet, hvor rejsen kunne gå videre til øen. Feilberg håbede, at han snart skulle opleve kamp. Og alligevel var det, skrev han senere, med en god portion tøven, som ville hans intuition fortælle et og andet, at han gik om bord på jagten.

Flensborg. Eftermiddag. Den prøjsiske kaptajn og kompagnichef for det 3. kompagni af det 8. brandenburgske infanteriregiment nr. 64, Alfred Lewinski, befandt sig i en af de mange kolonner på vej mod Alssund. Med forundring betragtede han det syn, der mødte ham, da tropperne nåede til Flensborg.

I hobetal var byens tysksindede borgere trukket ud i gaderne og jublede ved synet af de prøjsiske soldater, som var krigen allerede vundet. „Hele byen var festligt pyntet med flag og guirlander, fra vinduerne regnede det med blomsterbuketter. På Søndertorv, der var særlig festligt pyntet, var der samlet 40-50 unge damer, som dels uddelte kranse og buketter på gaderne, dels kastede dem ned fra vinduerne,“ berettede han i et brev til familien.

„Hestene, vognene, især kanonerne, alt blev smykket med blomster. På torvet marcherede kompagnierne op og blev rigeligt beværtet med kage, brød, øl og vin. Der var en jubel, der var særdeles dejlig. Sådan som vores bataljon blev alle tropper fejret, der rykkede ind eller marcherede igennem, og det vil sige endda noget, for samtlige tropper, der skulle til Sundeved eller videre op igennem Jylland, skulle igennem Flensborg.“

Lewinsky vidste dog, at det i praksis var svært at forene blomster med kanoner. Han tilhørte et regiment, der ofte og med betydelige tab havde deltaget i træfninger og større sammenstød i løbet af krigen. Det 64. regiment var involveret i de særdeles voldsomme kampe i Dybbøl by den 17. marts, hvor Lewinski havde deltaget i hårdnakkede kampe fra gård til gård. I et brev berettede han dengang, at „en fantasifuld maler ikke ville kunne lave et mere grelt billede, end virkeligheden her fremviste. I massevis af eksploderende granater, brændende gårde, i landsbygaderne røg og os, så man ikke kunne åbne øjnene. Sådan varede kampene til mørkets frembrud“. Den efterfølgende dag havde dog på mange måder været en mere grufuld oplevelse for Lewinski. Han påtog sig det makabre hverv at vandre rundt blandt de dræbte danskere, som lå tilbage i den erobrede Dybbøl by, for at gennemsøge deres frakkelommer for personlige breve og notesbøger, der kunne hjælpe med at fastslå den dræbtes identitet. Det gjorde prøjserne, så de kunne give den danske hær en liste med navnene over de faldne, og ved samme lejlighed kunne medsende de omkomnes personlige ejendele.

I frakken på en dræbt dansk kaptajn fandt Lewinski to fotografier, der rørte ham dybt. Det ene afbildede den danske kaptajns „meget smukke kone sammen med hans to børn, en dreng og en pige cirka tre og fire år gamle, der blev holdt af den knælende mor, og det andet et særskilt billede af drengen“. „De gjorde et meget vemodigt indtryk på mig,“ skrev Lewinski hjem i et brev.

Flere af regimentets kompagnier deltog i stormen på Dybbøl skanser den 18. april og havde lidt stort mandfald. Flere af Lewinskis kammerater faldt. Lige efter Dybbøl-slaget regnede han med, at regimentet ville få ordre til at erobre Als. Men ordren kom ikke. Det gjorde til gengæld våbenhvilen. For det 64. regiment betød det afmarch mod syd, og under det meste af våbenhvilen opholdt Lewinski og det 64. regiment sig nede ved Eckernførde i den sydlige del af Slesvig. I sommerlandskabet kom krigen på afstand. For de prøjsiske soldater var det næsten som at være kommet på sommerferie. Den 16. juni skrev Lewinski hjem, at „hver dag kører vi rundt for at foretage besøg i omegnen eller tage landskabets smukkeste steder i øjesyn“.

Den 21. juni sluttede så de sorgløse tider. „Atter er vi på march mod nord,“ skrev han hjem den dag. Her den 24. juni var dagen underligt bittersød. På den ene side blev han og tropperne mødt af festivitas og impulsiv glæde af Flensborgs borgere. På den anden side bød dagen på så hårde vindstød og en så piskende regn, at Lewinski og hans folk ikke kunne andet end tro, at deres march ville føre dem frem til en egn, hvor mørke kræfter huserede.

Den prøjsiske kaptajn Alfred Lewinski.

Mjels, Als. Eftermiddag. Fra Mjels på Nordals afsendte en dansk spion, en officer klædt i civil, hen på eftermiddagen en beretning til general Steinmanns overkommando i Ulkebøl om de oplevelser, han i løbet af den blæsende, regnfulde dag havde haft i fjendeland. Han fortalte, at han havde forladt Sønderborg kl. 8 om morgenen, og at det var lykkedes ham, skrev han, at rejse derfra til Gråsten og fra Gråsten mod nord til Aabenraa. Fra Aabenraa tog han ud på den lille ø Barsø nogle få kilometer nord for Aabenraa, hvorfra han var sejlet videre til Nordals. Sidst på formiddagen afrapporterede han sine observationer til overkommandoen. Spionen, der blot signerede sig med „Villumsen“, berettede, at han havde set en artilleripark stå ved Sundeved. På sin vej mod Gråsten havde han yderligere set et batteri med sekspundskanoner blive kørt frem; han havde længere fremme ad vejen observeret et 24 punds haubitsbatteri (kanoner med korte løb), og ved landsbyen Adsbøl havde han set endnu et sekspundsbatteri. I Gråsten var det tydeligt, at prøjserne forberedte sig på en større aktion. „Lige ud for Gråsten Slot stod 70-80 både, der stod ligeledes et sekspundsbatteri, og der var ankommet et sekspundsbatteri til Brobøl i går,“ berettede spionen.

På vejen mod nord til Felsted så han endnu flere batterier, og fra indbyggere i egnen erfarede han, at „kysten fra Sønderborg til Aabenraa skal overalt være stærkt besat. I Aabenraa mente pålidelige folk, at alt tydede på, at en eventuel overgang til Als snarest ville blive iværksat. Navnlig var der givet ordre til aflevering af alle årer, der fandtes langs kysten. Dette skulle foregå i eftermiddag kl. 5, og der var gjort den tilføjelse, at kun sådanne skulle afleveres, som var „tjenlige til militærbrug“.

Den danske spion var ikke i stand til at oplyse præcis, hvor meget infanteri der efterhånden befandt sig på egnen, men han kunne berette, at „såvel i går som i dag var flere afdelinger passeret gennem Gråsten“.

Noget lå altså, som man siger, i luften – og de ledende danske officerer på Als var ganske klar over det.

Karlsbad, Østrig. Eftermiddag. For at ingen misforståelser skulle herske, formaliserede ministerpræsident Otto von Bismarck, kong Wilhelm den 1., kejser Franz Josef den 1. og hans udenrigsminister grev Rechberg deres aftaler om krigens videre forløb. Det aftalepapir, de underskrev, fik betegnelsen Karlsbad-aftalerne. I summarisk form enedes regeringscheferne om:

1. At næste skridt i krigen er at besætte Jylland også nord for Limfjorden, og at Als skal indtages.

2. At man eventuelt kan lave et skinangreb mod Fyn for at binde danske tropper her, men at målet ikke er at besætte Fyn.

3. At Jylland skal besættes som pant og forhandlingsobjekt med danskerne.

4. At man ikke længere vil anerkende Slesvigs deling – det kompromis, man ellers stillede i udsigt fra prøjsisk side under forhandlingerne.

5. At man som krigens målsætning har helt at frigøre Slesvig-Holsten fra Danmark.

De sidste to punkter var skelsættende for Danmark. De to tyske stormagter var altså blevet enige om, at tabte Danmark på slagmarken, tabte Danmark mere, end danskerne nogensinde kunne have gjort sig forestillinger om. Havde de vidst, at hele Slesvig-Holsten stod på spil, havde deres forhandlere formentlig opført sig radikalt anderledes på det sidste møde på fredskonferencen i London, som skulle finde sted den næste dag, den 25. juni.

Søkvæsthuset, Christianshavn. Sen aften. Hen på aftenen tudede uglerne atter uden for Johanne Luise Heibergs vinduer. Til A.F. Krieger berettede hun, „at det har ret i dag stormet og regnet som på en efterårsdag“.

Elendigt som vejret var også hendes eget humør. Hun var fortsat stærkt tynget over udsigten til en genoptagelse af krigen.

„Jeg håbede at kunne fortsætte mit brev i dag i en lysere stemning, men hvorledes er dette muligt efter i aftes at have læst Berlingeren, hvori man får vished om krigens fornyelse. Ak, hvilke udsigter for vort stakkels lille land!“

4. Lørdag den 25. juni – fire dage tilbage

Sundsmark, Als. Morgen. Rejsen over Fynshav i den lille jagt læsset med granater, som passagererne måtte bruge som soveunderlag på den natlige overfart, blev en hårdhændet gyngetur for Carl Feilberg og hans kammerater. Natten igennem blæste og regnede det ubønhørligt. Da de endelig kom til Als, var vejret stilnet noget af. „Om morgenen kastede vi lykkeligt anker ved Høruphav,“ berettede Feilberg senere til sin far. „Det var en broget scene, der viste sig for os på stranden, da vi kom op på dækket. Der lå fuldt af skibe, her lossedes proviant, dér kanoner og heste, på stranden for dragoner frem og tilbage, og der var et liv og en tummel i den tidlige morgenstund.“

I Høruphav meldte Feilberg og de andre frivillige sig til kommandanten, der fordelte dem til deres nye regimenter. Feilberg og to andre af de frivillige kom til 5. regiment, der havde kvarter ved Sundsmark en kilometer øst for Sønderborg. For en kort bemærkning var vejret ikke bare stilnet af. Solen tittede frem. „Det var en prægtig sommermorgen,“ skrev Carl Feilberg senere. „Vi gik gennem de store skove syd for Sønderborg, og vi skyndte os heller ikke for stærkt, så det var over middag, inden vi nåede vort kvarter i en bondegård i Sundsmark by … Her traf jeg mine fremtidige kammerater, der lige havde fået deres klipfisk og vælling til livs og nu lå omkring på halmen rygende tobak, skrivende breve eller foretagende sig andre nyttige beskæftigelser. Og et blandet selskab var det. Der var en norsk bonde, en svensk handelsrejsende, en teologisk kandidat, en handelsbetjent, en skolelærer, osv. osv. Vi nyankomne blev med jubel optaget i samfundet og trakteret med levningerne af det lukulliske måltid. Lang tid til ro og bekvemmeligheder fik vi ikke, for snart fik vi at vide, at vi skulle på forpost om natten, våbnene blev efterset og pudset …“

Da Feilberg pudsede sit våben og gjorde sig parat til den forestående aftens forposttjeneste, satte en anden frivillig dansk soldat, den 30-årige cand.theol. Peter Severin Lund, sig op på en kanon og begyndte at skrive et brev. Han tilhørte det 18. regiments 6. kompagni og befandt sig ved barakkerne ved Vollerup. Brevet var stilet til hans halvbror, Troels.

„Forestillingen begynder, som du ser,“ skrev han i brevet, hvor han berettede om den forrige nats strabadserende arbejde med at grave skanser ved Sønderborg. Han fortalte også om de mange øvelser, han og hans kammerater stort set hver dag deltog i.

Peter Lund, der var søn af justitsråd og kontorchef i Nationalbanken Ferdinand Lund, var opkaldt efter sin mor Petrea Severine, som døde i en tidlig alder. Hun var søster til den verdensberømte filosof Søren Kierkegaard, der også døde forholdsvist ung. Han var bare 42 år, da en pludselig sygdom fik bugt med ham i 1855.

Familien Lund hørte til blandt Københavns kulturelite. Faderen var velanset ikke kun på grund af sin høje og indflydelsesrige position i embedsmandsstanden, men også fordi familiens livlige hjem midt i byen på Gammel Torv og dens sommerresidens, Bakkehuset, der lå i den skønneste landlige idyl ude ved Valby Bakke, var populære samlingssteder for mange af byens intellektuelle. Hver søndag valfartede de dertil for at deltage i de bølgende samtaler om politik, filosofi, teologi og naturvidenskab, der altid fandt sted omkring middagsbordet i hjemmet.

Efter Petrea Severines død havde Ferdinand været tynget af en handlingslammende sorg over tabet af sin elskede, men han havde fundet en kær og trøstende ven i sin kusine Anna Cathrine. De giftede sig, mest af fornuftsgrunde. Han var ensom, hun ønskede sig en familie. Men ægteskabet blev snart varmt, trygt – og frugtbart. Petrea Severine havde født fire børn; med Anna Cathrine fik Ferdinand tre børn til, heriblandt Troels, der igennem sin barndom og ungdom nærede en grænseløs beundring for sin halvbror Peter, den frivillige soldat, der netop nu sad og skrev til ham om livet i felten på en kanon i Vollerup.

Peter havde tilnavnet „den ærlige“. Han var af alle kendt for at være ualmindelig elskværdig, hensynsfuld og syntes til trods for de krævende teologiske studier på forunderlig vis altid at have tid til alle omkring sig. Ifølge historikeren Knud Fabricius „stod han som en naturlig høvding blandt sine nærmeste, hvis tillid han altid nød“. Og i særdeleshed nød han halvbroderen Troels’ beundring. Troels, der senere blev en af danmarkshistoriens mest lærde og mest velskrivende historikere – han tog navneforandring til „Troels-Lund“ – beskrev i sine erindringer, hvordan han lod sig drage ind i halvbroderens studerekammer.

„Der var så hyggeligt inde hos ham, og jeg var altid velkommen … vi passiarede sammen, enten om dagens almindelige spørgsmål eller hyppigere om, hvad vi hver nylig havde læst. Han havde en egen nem og klar måde at tyde de for mig uforståelige udtryk, der havde voldt mig anstød hos Søren Kierkegaard. Og yderst fornøjelig fortalte han mig stykker af, hvad han nylig havde læst, hvad enten det var en islandsk saga, et fransk memoireværk eller „Tusind og en nat“, som han morede sig med at studere på arabisk. Det er mig stadig en gåde, hvorledes han, foruden at arbejde til sin embedseksamen, fik tid til al denne spredte læsning og det uden nogensinde at gøre indtryk af ikke at have god tid til hvad som helst ellers.“

Det var især Peters ro, der betog den unge Troels. I sine erindringer skrev han sågar, at han, mens Peter befandt sig midt i en krævende eksamensperiode, „studerede ham opmærksomt og på nært hold, fordi hans ro undrede og imponerede mig. Jeg kunne ikke opdage noget som helst kunstigt eller villet deri; ikke spor af noget stærkere pulsslag, nogen nervøs uro, der med kraft holdtes nede og skruedes inde under låget“. Tværtimod havde han ifølge Troels øjensynligt „tid til alt; gik en spadseretur med min søster, forklarede mig et eller andet, påtog sig en tjeneste, småsnakkede venligt med hver især, læste med interesse et par sider i en tilfældig bog, slog en ledig stund ihjel ved at pusle med spade og rive i haven“.

Hvad var mon hemmeligheden bag denne ro? Troels kunne til sidst ikke holde spørgsmålet tilbage. „Til min forundring udtalte han, at han heller ikke nu under eksamenslæsning fraveg sin vane, der var bleven ham til natur og svarede til hans form for anlæg: ikke at arbejde mere end fire timer om dagen. Selvfølgelig var han virksom i mange flere timer i døgnet. Men virkelig anspændt åndeligt arbejde formåede han ikke at udføre i mere end fire timer om dagen og stod sig ved at gennemføre denne regel. Det var utroligt, hvor meget man kunne få udrettet i sådanne fire timer, hvor man helt gav sig hen, det overgik langt 10-12 timers slapt, jævnt arbejde.“

To brødre. Troels Lund, og Peter Lund.

Peter meldte sig frivilligt til hæren efter Dybbøls fald. Han gjorde det ikke ud fra noget had til prøjserne, men fordi han mente, at det var naturligt, at han kæmpede for sit fædreland. En af hans lærere på universitetet skrev senere, at „jeg husker ham bedst, da han kom ind til mig i den menige soldats trøje og stille satte det tunge gevær mod gulvet; hans høje skikkelse var lidt bøjet med et udtryk af beskeden tilbageholdenhed, da han vendte sit milde ansigt til mig. ‘Jeg syntes, det var min pligt at gå med’“.

Ude i felten opdagede Peter hurtigt, at han var kommet langt bort fra det hyggelige studerekammer og det trygge liv i en af hovedstadens mest velbeslåede familier.

Den 16. juni skrev han til søsteren Henriette, at barakkerne, de boede i, „er meget lumre og ser meget uappetitlige ud med deres sparsomme strømning af gammelt, urent halm, hvor man naturligvis sover med klæderne på“.

I brevet den 25. juni til Troels berettede han, at han og kammeraterne i kompagniet dagen før havde marcheret i øsende regn. „Det havde regnet dagen og natten i forvejen, så vejen var et rent uføre, men det blev endnu værre. Oberst Kauffmann var kommet hertil, og for ham skulle vi præsenteres; vi var knap nok blevet lidt tørre, før vi igen måtte ud under en solid byge og i et ganske utroligt ælte samt storm, så man ikke kunne høre kommandoråbene igennem den.“

Livet i felten var således opslidende, og på Als syntes alt efterhånden at stå i krigens tegn. Det var det, Peter henviste til, da han i brevet til Troels understregede, at forestillingen syntes at være begyndt.

Men det var nu ikke for at klage sig, at han skrev til sin bror. Det var først og fremmest for at takke ham for de to pakker med aviser, som han havde sendt til ham. Pakkerne og skrivelserne, han ved samme lejlighed havde fået fra sin far og flere af sine søskende, var, som Peter skrev, „blevet modtaget med den største glæde“.

Da Peter fandt fred til at udtrykke glæde over den post, han havde modtaget fra familien, var fanden til gengæld løs både i London og København.

Downing Street 10, London. Tidlig eftermiddag. På det 13. møde på fredskonferencen i London var tonen resigneret hos den 71-årige britiske udenrigsminister og chefforhandler, lord John Russell. På et langsomt og tøvende fransk erklærede han, at „de krigsførende magter står i begreb med atter at gribe til våbnene. Den beslutning gør ende på de forhandlinger, som havde fredens genoprettelse som mål“.

Med en god portion galde tilføjede han: „Den offentlige mening vil med beklagelse se, at forhandlingerne om freden er tilintetgjort, fordi de parter, der er direkte deltagere i striden, ikke har kunnet opnå enighed om en grænselinje, hvis eneste forskel var et par tusinde kvadratkilometer mere eller mindre mod syd eller nord.“

Herefter konstaterede Russell, „at fjendtlighederne i morgen atter tager deres begyndelse“.

Londonkonferencen var hermed officielt brudt sammen, og de danske forhandlere gjorde intet for at ændre på udfaldet. De havde ingen indsigelser, viste ingen fortrydelse, intet havde de gjort, end ikke i uformelle forhandlinger, for at forhindre, at sammenbruddet kom. Krigen var atter en realitet. Når klokken passerede midnat, udløb våbenhvilen. „Havde nogen forud for konferencens opløsning fortalt os, at Als ville blive taget, som det skete, ja, da havde vi vistnok rådet til at tage freden i London à tout prix – for enhver pris,“ skrev den danske delegerede A.F. Krieger to år senere som en tilføjelse til sine dagbøger fra forhandlingerne.

Christiansborg, København. Tidlig eftermiddag. Mens krigen var ved at blive en realitet, steg en fedladen, midaldrende mand med tykt, gråt hår og dybt indsunkne øjne op på talerstolen i folketingssalen. Klokken havde passeret 12, og alle Folketingets mere end 200 medlemmer var gallaklædte. Det var første gang, det nye rigsråd, der bestod af Folketinget og Landstinget, trådte sammen i år, og manden på talerstolen åbnede Rigsrådet med den påkrævede trontale. På talerstolen stod den danske statminister, D.G. Monrad.

I salen var der murren over, at det var statsministeren og ikke, som det ellers hørte sig til, kongen selv, der holdt trontalen. Kongen var ikke engang til stede, og det kommenterede den nationalliberale og toneangivende avis Dagbladet i bitre vendinger. „I så alvorlige tider, hvor der forestår nye fordringer til undersåtternes hengivenhed og trofaste udholdenhed,“ skrev avisen, „kunne folk og konge ikke mødes med hinanden for ofte, og det ville være påskønnet, om Hs. Majestæt, i stedet for at tale igennem sin ministers mund, selv havde i dette øjeblik, på dørtærsklen til fornyet kamp mod overmagten, bragt Rigsrådet sin kongelige hilsen og givet det forsikringen om sin kongelige huld og nåde.“

Det var selvfølgelig ikke tilfældigt, at kongen ikke var til stede for at give sin huld og nåde. Kongen manglede tillid til sit ministerium. Den havde kong Christian den 9. egentlig aldrig haft. Han var helstatsmand og havde siden sin tiltrædelse i de dystre novemberdage i 1863, hvor krigen stod for døren, været på kant med regeringen under den nationalliberale Monrad.

Men da krigen begyndte, var kongen lige tiltrådt, han havde været usikker og turde ikke gå mod Monrad. Magtforholdet konge og minister imellem havde dog i løbet af den ulykkelige krig forskubbet sig. Kongen var blevet stærkere, og den skibbrudne fredskonference svækkede Monrad yderligere. For at signalere distance var kongen derfor ikke til stede i folketingssalen denne skelsættende dag i juni, hvor krigen igen begyndte, og hvor den danske befolkning og dets ledere ellers rigtig nok havde særlig grund til at stå sammen.

I talen redegjorde Monrad for den farefulde situation, Danmark stod i. „Fædrelandets truede stilling og de overordentlige udgifter, som krigen alt har medført, og som dens fortsættelse fremdeles ville kræve, har gjort det nødvendigt for os alt nu at indkalde Rigsrådet for at få dets billigelse af de af vor regering trufne foranstaltninger og dets samtykke til skridt, hvorved de fornødne midler kunne tilvejebringes.“

Riget fattedes penge. Krigen var dyr. Midler til ekstraordinære udgifter skulle rejses og bevilliges hurtigt, for at man kunne få råd til at forsvare sig til det yderste. Og som landet lå, måtte danskerne forvente at skulle forsvare sig til det yderste. Monrad, en blændende taler, var allerede godt i gang med at så kimen til en nederlagsmyte, til myten om uskyldige og retskafne Danmark, der var blevet grumme forrådt af det store, ondsindede udland og derfor måtte kæmpe med alle til rådighed stående midler.

„Det er ikke os,“ sagde han fra talerstolen, „der har fremkaldt krigen. Vi er os bevidst, at vi har gjort alt, hvad der stod i vores magt for at undgå den. Vi er blevet overfaldet af en overlegen fjende.“ Monrads fremstilling af begivenhederne, som han fremsatte dem i trontalen, lød i summarisk form: Danmark havde under fredsforhandlingerne været villig til at afstå alt land syd for Dannevirkestillingen og Slien, dette for „os så smertelige offer. Dette offer er ikke blevet modtaget af de tyske magter. Vi kunne ikke ofre mere. Vi sagde nej fast overbeviste om, at vort nej er det danske folks. Måtte Gud vende de hjerter [til Danmarks fordel], som holder Europas skæbne i deres hænder“.

Sønderborg og Alssund set fra Sundeved, den prøjsiske side.

Als. Set på et landkort ligner øen et forvokset foster, der med et usikkert tandløst smil forgæves forsøger at smyge sig ind til Jylland. Als opnår næsten, men kun næsten, berøring med moderlandet ved Sønderborg, øens hovedby. Alssund adskiller øen fra fastlandet, og ved Sønderborg er sundet smallest, ikke meget over to hundrede meter. Det var også her, at to pontonbroer forbandt Als med fastlandet før stormen på Dybbøl, broer, den danske hær brændte efter sig under retræten den 18. april.

Noget kønt syn var Sønderborg, den før så pittoreske by, ikke i juni måned, selv om det var flere måneder siden, at den var blevet bombet. Genopbygningen var ikke begyndt. Byens huse var sodede og udbrændte, tagene hullede og vinduerne smadrede. Mange steder var byen blot en ruinhob, og selv de bygninger, der ellers stod hele tilbage, havde fået sig nogle gevaldige knubs. Dybe skudhuller arrede det fæstningsprægede Sønderborg Slot, og den robuste Sct. Marie Kirke havde også taget sine stød. Overalt i byen syntes rædslerne stadig at hænge i gaderne, og krigsstemningen tonede også helt konkret frem i form af de stærkt befæstede batterier, danskerne havde anlagt nede ved havnen, Slotsbatteriet, og i højderne lige syd og nord for byen, Møllebatteriet og Kirkebatteriet. Dertil kom hele syv kanonpladser, som lå lidt nordligere for Kirkebatteriet, de såkaldte Bådsagerbatterier. I Sønderborg og tæt på byen havde danskerne næsten tyve kanoner til deres forsvar, kanoner, der kunne bestryge Alssund og gøre en overgang her tæt på Sønderborg særdeles vanskelig. Prøjserne, der ganske vist besad en enorm overlegenhed med deres præcise og langtrækkende riflede skyts, havde den 18. april fået respekt for de danske batterier i Sønderborg, der uforskrækket og med stor effekt indledte en voldsom duel med de batterier, prøjserne under slaget fik kørt op på Dybbøl Banke.

Sønderborgs terræn bød i sig selv på gode forsvarsmuligheder. Byen lå op ad en skråning, og omkring byen, især i nordlig retning, fandtes en række højdedrag, der både var velegnede som artilleristillinger, men også som forsvarspositioner for infanteriet.

På grund af byens mange naturlige forsvarspunkter håbede general Steinmann, at slaget om Als ville komme til at stå her. Han håbede det i en sådan grad, at han faktisk også fik bildt sig selv ind, at angrebet nok kom her. Derfor placerede han sin hovedstyrke i og omkring byen. Til sin rådighed havde Steinmann i alt seks regimenter. Der var tale om 6. brigade, der bestod af 5. og 10. regiment, 2. brigade, der bestod af 3. og 18. regiment, og om 4. brigade med 4. og 6. regiment.

I selve byen og lige nord for havde Kauffmann opstillet 6. brigades 10. og 5. regiment. Umiddelbart øst for byen stod Kauffmanns 2. brigade, der havde kvarter tæt ved landsbyen Ulkebøl og i Sundsmark-barakkerne lidt syd herfor. (For regimenternes opstilling se kort s. 104).

Hermed stod fire ud af Steinmanns seks regimenter i Sønderborg eller i umiddelbar nærhed af byen. Dog var det planen, at Kauffmanns reserver også kunne bruges til at gøre modangreb oppe på Kær-halvøen.

Til trods for at Steinmann mente, at det var overvejende sandsynligt, at prøjserne ville angribe Sønderborg, var han selvfølgelig klar over, at angrebet også kunne komme alle mulige andre steder fra på den kuperede skovrige ø med en 165 kilometer lang kyststrækning.

Den danske overkommando vidste, at prøjserne i slutningen af marts og begyndelsen af april havde været tæt på at sætte over i både ved Als Fjord for at angribe øens fjerne Nordland. Steinmann og hans stab kunne ikke vide sig helt sikre på, at prøjserne havde opgivet disse planer, og for ikke at blive overrumplet her placeredes det 6. regiment, altså godt 1.500 mand, på Nordals. Det var ikke noget imponerende stærkt forsvar, hvis prøjserne virkelig mente det alvorligt med at sætte over Als Fjord. Men skulle det ske, håbede Steinmann, at den danske marine ville nå at komme landstyrkerne til undsætning og sammen med de danske batterier, der var ved at blive anlagt langs nordkysten, kunne standse angrebet.

Sit sidste regiment, det 4., valgte Steinmann at bruge til forsvaret af Kær-halvøen, der er omkranset af vand med Alssund i vest og Augustenborg Fjord i øst. Hvis man bruger foster-metaforen, udgør Kær-halvøen benene og knæene, der er trukket op imod kroppen.

Halvøen var omkring tre gange større end den samlede Dybbøl-stilling, der den 18. april blev forsvaret af otte regimenter. På Kær-halvøen stod til sammenligning således bare et enkelt regiment.

Det var selvfølgelig en håbløs underbemanding, og halvøen var da også Alsforsvarets svageste punkt. Det var Steinmann bestemt klar over, men han håbede, at det 400 meter brede Alssund ville afskrække fjenden. Sundet var ikke bredere end en stor flod, men modstanderne skulle alligevel regne med, at det ville tage næsten ti minutter at ro over – ti minutter, der kunne koste dyrt i menneskeliv, hvis de danske artillerister og infanteriet var på mærkerne i deres skyttegrave og kanonstillinger.

Steinmann og hans medofficerer var af den urokkelige overbevisning, at et slag ville blive indledt med et heftigt prøjsisk bombardement, sådan som det havde været tilfældet ved Dybbøl. Dermed ville der være rigeligt med tid til at få alarmeret alle reserver, inden et overgangsforsøg fik momentum.

Til sin alarmering havde den danske hær rejst en række bavner, store, højtliggende brændestabler, som lå placeret syv steder langs kysten og inde på Kær-halvøen. Ved hver bavn holdt to soldater dag og nat vagt. Så snart et fjendtligt angreb blev observeret, skulle vagterne sætte ild til bavnen. Når vagterne ved den nærmeste bavn fik øje på ilden, skulle de antænde deres bavn og så fremdeles. 50 meter fra hver bavn befandt der sig desuden en høj stage med en halmballe bundet på toppen. Også den skulle antændes. Når således Kær-halvøen blussede op i et mægtigt flammehav, ville de danske tropper overalt på øen vide, at nu brændte tampen, og at det var tid til straks at rykke frem i kamp.

Men der fandtes også en anden tungtvejende grund til, at Steinmann turde lade Kær-halvøen være så relativt blottet. Han satte sin lid til, at den danske marines mest frygtindgydende våben, panserskibet Rolf Krake, eller „det flydende batteri“, som det sorte jernpladebeklædte skib også blev kaldt, ville nå at gribe ind og destruere de fjendtlige landgangsskibe, før prøjserne havde fået sat en hel invasionshær over på Als.

Prinsebroen ved Christiansminde, Svendborg. Klokken 12 middag stod Rolf Krake op mod Langelandsbæltet. To timer tidligere havde panserskibet agterom forladt den danske Østersøeskadre, der lå samlet på østsiden af Langeland. Der var fuld damp på kedlerne. En stiv kuling blæste, og barometeret var faldende, da det 57 meter lange, sorte panserskib hen på eftermiddagen kæmpede sig igennem piskende regn og høj bølgegang ved Vresens Puller. For at søge læ havde krigsskibets kaptajn H.P. Rothe besluttet at stå ind i farvandet imellem Fyn og Vresen, hvorfra han satte kurs mod Svendborg over Thurø Rev. I al sin magt og rå pragt kastede det 1250 tons tunge krigsskib ifølge logbogen anker ud for Prinsebroen ved Christiansminde ved Svendborg kl. 6 om aftenen. Som skulle det lige puste ud, lå det med en mørk sky fra skorstenen hængende over sig og sine to hårdt markerede, roterende kanontårne, der hvert var udstyret med to massive 60-punds kanoner. To timer senere kom lodsen om bord og anviste en ankerplads længere ude på Svendborg Sund, hvor Rolf Krake kunne kaste anker for natten. Snart forsvandt dagslyset bag skyerne, der drev hen over himlen, og langsomt opslugtes panserskibets truende silhuet af det fremsnigende mørke. Her hvilede skibets 141 mand store besætning sig i nogle timer. Men kl. 2.30 natten til den 26. juni blev mandskabet vækket, fyret blev, som det hedder i logbogen, trukket frem, og et kvarter senere var dampen oppe. Mens den tidlige skumring kom til syne som en sprække i horisonten, satte krigsskibet kurs mod Als. På dette tidspunkt var krigen startet igen, for officielt brød den ud, da klokken passerede midnat, og datoen skiftede fra den 25. til den 26. juni.

Da Rolf Krake satte kurs mod Als, var krigen knap tre timer gammel.

Rolf Krake, det danske panserskib.

5. Søndag den 26. juni – tre dage tilbage

Als og Alssund. Nat. Da det blev midnat, og krigen officielt begyndte igen, var de næsten 40.000 soldater, der efterhånden befandt sig på Als, ved Sundeved og Dybbøl, tavse, som holdt de alle vejret. Langs kysten havde danskerne mere end 60 ladte kanoner og prøjserne på deres side af sundet endnu flere. Fra Blans Skov i nord til det gamle danske skanseterræn ved Dybbøl i syd pegede mere end 70 truende, sorte rør i retning af Als.

Alligevel var alt stille; ikke et eneste skud blev affyret. Her herskede kun denne særegne hviskende lyd af vinden, der bevægede sig igennem de tætte skovkroner. Roen harmonerede med det idylliske danske sommerlandskab, der stod i fuldt flor. I disse omgivelser var det svært selv for soldaterne med al deres oppakning og de skudparate geværer at tænke på krig. I de våde, kolde aprildage ved Dybbøl havde krigen hærget med en vanvidskraft, der havde flænset landskabet i en grad, sjældent set på nogen krigsskueplads. Dengang nærmest voldtog krigen landskabet, der forvandledes til et elendigt pløre af granathuller, sprængte palisader, jordvolde og blokhuse. Et landskab, der også var skændet af sønderskudte gårde og hele landsbyer, fra hvis sodede ruiner der lød en jamrende piben, når det blæste.

Helt anderledes var det at befinde sig ved Alssund i de lyse juninætter. Her var bøgeskove, der smøg sig ned til vige og indhug langs kyststrækningen ved sundet. Selv om det ofte blæste, og selv om det regnede hårdt, så var her et betagende sommerlandskab, som mentalt var umuligt at forene med den mægtige destruktionskraft, hærene havde bragt med sig.

Set fra Als var der dog selv i smukke nætter noget dystert ved kysten på den anden side. Mens prøjserne med lethed kunne overskue de danske stillinger langs Kær-halvøens kyst, fordi strækningen var åben og træløs, havde danskerne en tæt skov, Sottrup Skov, kendt som „Storskoven“, over for sig. Når mørket sænkede sig, fremstod denne bøgetræskov set fra Als nærmest som en dæmonisk troldskov. Sort og uhyggelig kastede den en tung skygge hen over sundet, så de danske soldaters blikke ikke kunne trænge igennem og se, hvad der foregik hverken i Storskoven eller på sundet ved skovens fod. Før krigens udbrud havde skovens ejer, grev Ferdinand Reventlow fra Sandbjerg Slot, forgæves foreslået den danske hærledelse, at man fældede skoven netop for at undgå, at en fjende kunne gemme sig herinde, hvis det kom til krig. Alle danske soldater, der stod ved Alssund og prøvede at se, hvad der foregik inde i skoven, fornemmede, at man havde gjort klogt i dengang at lytte til ham.

Men i første omgang henlå natten, natten da krigen 1864 atter startede, i den dybeste ro.

*

Klokken 6 om morgenen blev stilheden brudt af dumpe drøn. Lyden af eksploderende granater var ikke til at tage fejl af. Tre prøjsiske batterier åbnede ild mod Arnkilsøre på Kær-halvøen. Krigen var nu også i praksis skudt i gang.

Høruphav, Als. Morgengry. Netop som de prøjsiske kanoner begyndte at hæve deres røst, ankom Rolf Krake til Høruphav på øens sydside, den danske indskibningshavn, hvor også den betydelige danske transportflåde på omkring 20 store og små skibe, der skulle bruges til en eventuel evakuering af hæren, lå forankret. Kl. 6.15 kastede Rolf Krake anker, og kaptajn Rothe gik straks fra borde. Han lod sig ro over til skrueskonnerten Falken, en kort tur, der førte ham igennem et virvar af store og små skibe, lige dele sejlskibe og nymodens dampskibe.

På Falken residerede den ordknappe, og ifølge en samtidig biografisk skitse „uindladende“ 58-årige eskadrechef for marinens skibe omkring Als, i skibets kongesalon. Hans navn var Frederik Christian Georg Muxoll. Som det også konstateres i skildringen af Muxoll, så „besad han i almindelighed sagt næppe de rette egenskaber til at fremme samarbejdet med hæren“.

Det var – i almindelighed sagt – en underdrivelse. Muxoll, der havde øgenavnet „manden med jernmasken“, havde kolde øjne, et grånende skipperskæg og en bred, tvær mund med tynde læber. Han kunne ikke udstå landkrabber. Og det var i praksis alle, der ikke som han levede på søen.

Det skulle vise sig at blive uheldigt for forsvaret af Als, at hæren og marinen ikke evnede at kommunikere med hinanden, eftersom det netop krævede en velkoordineret indsats af de to værn. Ud over en generel foragt for landkrabberne besad Muxoll også en enorm grad af nærtagenhed. Han tålte ikke kritik eller bare antydningen heraf, og selvfølgelig slet ikke fra landkrabbernes side, men egentlig heller ikke fra sin egen chef, marineministeren. I en så diskret tone som næsten muligt havde ministeren bedt ham om at afsætte skibe til forsvaret mod en eventuel landgang fra prøjsernes side i slutningen af marts, for det var prøjserne rent faktisk ved at gøre klar til. Men Muxoll troede ikke på en kommende landgang og tog den helt igennem rimelige henvendelse som en personlig fornærmelse. Bittert og selvmedlidende svarede Muxoll, „at min hidtil udviste virksomhed har været så lidet tilfredstillende for Ministeriet, at højsamme finder sig foranlediget til at gøre en henstilling om min personlige nærværelse på de truede punkter i Als Fjord, må jeg meget beklage“.

Men de største problemer ved Muxolls person – set med hærens øjne – var, at han var særdeles ordknap, hvad der gjorde planlægning af krigsstrategier til noget nær en umulighed, ikke mindst, når man dertil lægger, at når han talte, var det, han sagde, næsten uforståeligt. Det samme var det, han skrev.

Eskadrechef Christian Muxoll.

Muxoll var ikke som sådan inkompetent. Han var en søens mand og havde sejlet hele sit liv for den danske marine. Han havde været på langfart til De Vestindiske Øer og i Middelhavet. Han havde også været marinestabsofficer under Treårskrigen og var ligeledes en overgang chef for briggen Ørnen. Tilmed havde han udmærket sig under det danske udfald ved Fredericia, hvor han foranstaltede en succesfuld ekspedition til Randsfjord, der påførte modstanderen store tab. Hans bryskhed skyldtes da heller ikke kun et stridigt og indadvendt sind, men også den kendsgerning, at der ikke var meget af en krigsflåde at gøre godt med til forsvaret af Als. Måske var den stor nok til at holde prøjsiske skibe borte og stor nok til at indgyde forsigtighed i prøjsernes invasionsplaner, men det ændrede ikke ved, at det eneste bare nogenlunde slagkraftige flådefartøj, Muxoll havde under sin kommando, ud over Rolf Krake, var en mindre panserskonnert ved navn Esbern Snare, som var udstyret med en glatløbet kanon og to riflede kanoner. Muxoll rådede ganske vist også over det mægtige og på alle måder imposante linjeskib Frederik 6, der havde tre kanondæk og 82 kanoner om bord. Problemet med dette stolte skib var blot, at det hørte fortiden til. Det var et klassisk sejlskib af træ, som kunne have gjort fortrinligt væsen af sig under Napoleonskrigene, men som ikke ville kunne modstå prøjsernes stærke landbatterier.

Flåden omkring Als bestod desuden af et lettere forældet hjuldampskib, tre kanonskruedampskibe og en række åbne mindre kanonjoller, der i praksis ikke var meget bevendte.

Det var i lyset af den relativt begrænsede slagkraft, resten af flåden ved Als besad, at Rolf Krake måtte forventes at spille en central rolle i forsvaret af øen. Derfor var det nok så afgørende, hvad Muxoll havde at sige til kaptajn Rothe, da de to mænd mødtes om bord på Falken i Høruphav denne morgen.

Selv om flådechef Muxoll var en tavs mand, var det nu alligevel overraskende, hvor lidt han faktisk sagde til kaptajn Rothe under samtalen i kongesalonen om bord på Falken. Muxoll mente bestemt ikke, at man kunne regne med, at flåden kunne standse en prøjsisk invasion, selv ikke Rolf Krake ville være i stand til det. Dette havde Muxoll givet til kende allerede få dage efter stormen på Dybbøl den 18. april, hvor danskerne frygtede, at prøjserne ville forsøge sig med en overgang. Dengang havde den nyudnævnte chef for hærstyrken på Als, general Steinmann, forsøgt at få Muxoll til at garantere, at Rolf Krake ville være i stand til at trænge igennem Alssund og ødelægge et fjendtligt forsøg på at slå pontonbroer over sundet. I krigens tidlige fase havde Muxoll faktisk givet udtryk for, at det kunne lade sig gøre, men det var, før danskerne kendte til prøjsernes træfsikre og usædvanligt destruktive riflede skyts. I løbet af april var Muxoll kommet til den overbevisning, at prøjsernes batterier ganske enkelt var for stærke, og at det mest af alt ville være en selvmordsaktion, også for et panserskib, at begive sig ind i et så snævert sund. Lige så frygtindgydende skibet var at se til, lige så lidt manøvredygtigt var det. Det ville ikke kunne vende på et så smalt stykke vand, og en gennemsejling af Alssund kunne nemt blive en veritabel dødsrute for skibet og dets besætning.

Panserskibet havde allerede vist sårbarhed i løbet af krigen. Under stormen den 18. april blev det sat midlertidigt ud af spil, da en fjendtlig granat med dødbringende virkning slog ned igennem observationstårnet og dræbte en løjtnant og sårede flere matroser.

Set med Muxolls øjne var Rolf Krake et alt for værdifuldt skib at miste på en frugtesløs aktion. Selvfølgelig kunne skibet bruges som værn mod en invasion, men det skulle bruges med omhu og væsentlig mere defensivt, end hæren forestillede sig det.

Den 23. april understregede Muxoll over for Steinmann, „at den hjælp, der kunne ventes af marinen, måtte indskrænkes til, at skibene så vidt muligt ved beskydning fra Augustenborg Fjord ville søge at genere fjendens foretagender i den nordlige del af sundet ved Arnkilsøre“. De to chefer talte forbi hinanden, for Steinmann havde fortsat en klar forventning om, at Rolf Krake ville være i stand til at standse de både, prøjserne satte over med, omkring mundingen til Alssund, og også, at skibet tog risikoen og sejlede ned igennem sundet, hvis det var nødvendigt for at stoppe en invasion.

Men at Rolf Krake skulle genere mere end destruere, var og blev Muxolls syn på panserskibets rolle i forsvaret af Als, og det gennemsyrede de retningslinjer, Muxoll gav Rothe, da de mødtes om bord på Falken. Muxoll henviste i samtalen til to skriftlige ordrer, han havde givet henholdsvis den 2. og 6. maj, og som stadig var gældende. I den første hed det, at Rolf Krake skulle hjælpe med at evakuere „forsprængte afdelinger, som måtte være blevet afskårne på Kær-halvøen“, hvis ikke et prøjsisk angreb syntes at kunne standses. Den anden ordre fra 6. maj var, som en marinehistoriker har pointeret, kort og aldeles uforståelig. Den lød således:

De i Als Fjord, Augustenborg Fjord og på sydsiden af Als stationerede skibe pålægges at holde skarpt udkig efter de for et fjendtligt angreb på øen bekendtgjorte signaler, da vished nu haves for, at et sådant er forestående.

Man kan roligt sige, at der heri ikke lå nogen særlig klar ordre. „At holde skarpt udkig efter fjenden“ er vel det mindste, man kunne forlange af et stærkt krigsskib i krigstid. Det må derfor have været en noget forvirret Rothe, der sejlede tilbage til Rolf Krake efter sit møde med Muxoll. Rothe havde heller ikke fra eskadrechefen fået informationer om, hvordan de danske landstyrker egentlig var placeret, og hvordan landforsvaret af øen var tænkt. Slige landkrabbesager beskæftigede marinechefen sig som sagt ikke med.

Rothe havde dog fra sin chef modtaget konkret ordre om, at Rolf Krake skulle sejle om på den nordlige side af Als, så snart skibet havde fået påfyldt kul og havde provianteret. Her skulle krigsskibet tilslutte sig de andre flådefartøjer, som bevogtede den nordlige del af Als Fjord. Når panserskibet var ankommet til Als Fjord, ville det få yderligere instrukser om, hvor det på sigt skulle lægge sin base.

Kl. 7.15 om morgenen fik Rolf Krake 200 tønder kul om bord, og krigsskibet modtog desuden 40 pund te, 133 pund sukker, 50 pund tørrede kartofler og, nok så vigtigt, 37 potter rom fra depotskibet Bellona, som havde lagt sig helt ind til panserskibet.

Ved middagstid satte Rolf Krake dampen op, sejlede langs Als’ østkyst og hen på eftermiddagen igennem den østlige del af Aabenraa Fjord og herfra videre til Als Fjord, hvor det stødte til panserskonnerten Esbern Snare (der den næste dag skulle afgå til forsvaret af Fyn) og de andre krigsskibe i farvandet.

Sønderborg Slot. Morgen. Sekondløjtnant Viggo Monrad fra det 10. regiment skrev et brev til sin mor fra sin indkvartering på det arrede Sønderborg Slot. Han indledte med ordene: „Kære mor. Krigen er atter brudt ud, der skydes med granater, men længere nordpå.“

Viggo Monrad var ikke en hvilken som helst 22-årig løjtnant. Han var statsministerens søn.

Man kunne med rette beskylde den danske statsminister D.G. Monrad for en uhyrlig grad af ansvarsløshed, da han i aprildagene bad generalerne om at holde Dybbøl-skanserne til det yderste, uden at han havde gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i de håbløse forhold ved fronten. Når denne skødesløse omgang med menneskeliv forekommer særligt uforståelig, skyldes det, at krigen på ingen måde var nogen abstraktion for ham. Hans søn blev ikke forskånet, tværtimod opholdt han sig midt i destruktionerne ved Dybbøl.

Faderen var bekymret for sin drengs ve og vel. Under sit korte ophold ved Dannevirke i krigens første dage havde den danske statsminister besøgt Viggo ved fronten for at sikre sig, at han havde det godt, og da efterretningerne om Dybbøls fald kom den 18. april, var Monrad urolig og ængstelig. Natten til den 19. april, hvor man stadig ikke havde det fulde overblik over, hvem der var faldet, gik statsministeren tavst og hvileløst frem og tilbage i sit ministerium med et fjernt blik.

Alligevel gik det aldrig for alvor op for statsministeren, hvor hårde forholdene faktisk var ved fronten, for hans søn holdt sig tilbage i sine beskrivelser af elendighederne og ytrede aldrig kritik af den politiske kurs, der lå til grund for krigen. Eller sådan var tonen, når han skrev til sin far. Når han til gengæld skrev til sin mor, var den en helt anden. I sine breve til hende lagde han ikke fingrene imellem i sine beskrivelser af krigens barske realiteter. Han understregede tværtimod i brevene til hende fra før Dybbøls fald, at han mente, det var tvivlsomt, om skanserne kunne holdes. „Vi hører ikke et ord fra sagkyndige,“ skrev han den 14. april, „om hvorvidt vi kan holde stillingen. Jeg mener ikke, at vi kan, ikke længere.“ I samme brev berettede han, at han havde opholdt sig tre dage under åben himmel ved Dybbøl på forpost og var „fortumlet“. „Om morgenen var fjenden mindre end 100 meter fra de huller, vi stod i, mindre end 100 meter fra overmagten, 400 meter fra skanserne, der nu blot er jordbunker.“

Når han skrev til sin mor, svingede hans tone fra det lette og legende til det hudløst ærlige. Når han skrev til sin far, kunne han også være åbenmundet og direkte, men over for sin far fremstod Viggo altid som den pligtopfyldende officer, der stod i den retfærdige sags tjeneste. Aldrig kritiserede han de nationalliberales – og dermed sin fars – kurs.

I sine breve til faderen gjorde Viggo til gengæld de ledende danske officerer i felten til syndebukkene. I skarpe vendinger kritiserede han tilbagetoget fra Dannevirke som en organisatorisk katastrofe. „Der var ingen orden i trænet, der spærrede vejen for os, ingen reserveheste, ingen, der tog imod os og anviste os kvarterer, derimod stod tropper opmarcherede for at spærre vejen for os.“ Og mens de lavere officerer og soldaterne skulle befinde sig ude i den isnende nordenvind, hvad gjorde da „de fine herrer“, som Viggo hånligt kaldte de høje officerer. „De sad under al den standsning og uorden lunt inden døre og levede godt.“ Sarkastisk fortsatte han i brevet til faderen: „Den velsignede generalstab! Upraktisk, uden kendskab til og interesse for soldaterne … Har jeg fået foragt for de fine herrer, så har jeg fået agtelse for soldaterne.“

Særligt bemærkelsesværdigt – og nok så sigende – var Viggos brev til faderen få dage efter Dybbøls fald. Her lød heller ingen kritik af den politiske ledelse i København. Kritikken var udelukkende rettet mod de ledende officerer. „Grunden til, at vi ikke rømmede Dybbøl,“ skrev han til sin far, „anser jeg for at være den, at overkommandoen desværre for os og for den ikke kendte situationen.“ Ifølge Viggo havde overkommandoen i deres fjerne hovedkvarter på Als ikke forstået, hvor alvorligt trængte skanserne var, og derfor lod de stå til.

Det er tydeligt, at Viggo med disse ord prøvede at vise sin far støtte og dermed også lukkede øjnene for sagens virkelige sammenhæng, nemlig at det var statsministeren, der i sidste ende bar ansvaret for, at hæren blev stående i sin håbløse stilling ved Dybbøl, ved at nægte at give sine fortvivlede generaler lov til at rømme skanserne. Det er sandsynligt, at Viggo ikke kendte til den udveksling, der gennem krigsministeren havde fundet sted mellem overgeneral Gerlach og statsministeren, hvor overgeneralen nærmest havde tryglet om tilladelse til at trække tropperne tilbage, før det var for sent.

Men at Viggo langt fra var politisk naiv, fremgår af hans breve til moderen. Det kom også til udtryk i det bemærkelsesværdige brev, han skrev her tidligt den 26. juni. Han fortalte hende om sin nagende tvivl om det rigtige i at fortsætte krigen. I brevet spurgte han, hvad man egentlig kæmpede for, og konkluderede, at det var der vist ingen, der vidste. Til lyden af kanonernes rumlen i baggrunden skrev statsministerens søn, at han og de fleste i den danske hær anså den militære situation for at være håbløs, og han berettede, at „det første skud har sønderrevet alle stille håb om fred og gode dage, og pludselig befinder de [soldaterne] sig ansigt til ansigt med krig“.

Brevet fortsatte:

Ved man, hvad krig er, jeg ved kun, at det er en højst kombineret ting, som pludselig kan bringe al livslede til at svinde og vender tanken hen på det behagelige i hele arme og ben, i nattero og gode spise- og drikkevarer … Hvordan skal dette ende? Og dette spørgsmål, som egentlig talt ikke kommer mig ved, fremkaldes uvilkårligt og næsten mod min vilje med mindet om hin gamle vismands ord: respice finem (se på slutmålet), for vi fører da vel krig for at opnå en bedre fred og ikke „for at falde med ære“, thi dette sidste lader sig virkelig kun effektuere, når man kæmper med håb om at sejre eller i al fald at opnå noget, udrette noget. Spørgsmålet er: Har vi et sådan håb?

Blans, Sundeved. Den prøjsiske general Herwarth von Bittenfeld brød sig stadig ikke om ideen om denne store overgangsmanøvre, også selv om han nu havde fået koncentreret hundredvis af landgangsskibe ved Ballebro og til trods for, at hans armé var vokset til over 20.000 mand og inkluderede flere hundrede pionersoldater, der var trænet i at ro. Ved landsbyen Blans, som lå tæt på færgestedet, inspicerede generalen sine tropper hen på eftermiddagen, og det, han så, når han satte kikkerten til øjet, forstærkede hans mishag ved overgangsplanerne. Han syntes at kunne se usædvanligt mange danske tropper i det nordlige Als (6. regiment holdt tilfældigvis øvelse på det tidspunkt). Danskerne var på vagt, konstaterede han. Men det var det mindste. Hvad der for alvor foruroligede ham, var synet af Rolf Krake, der pludselig dukkede op i den fjerne horisont. For at det ikke skulle være nok, var vejret elendigt. Det blæste voldsomt, og bølgerne var begyndt at vokse sig faretruende høje.

Det store Ballebro-projekt skulle efter planen sættes i søen natten mellem den 27. og den 28. juni. Altså om lidt over et døgn. General von Bittenfeld fyldtes med uro. Fra sit hovedkvarter i Gråsten lod han en adjudant ride til prins Friedrich Karls hovedkvarter i Aabenraa med en forbløffende melding. Generalen havde besluttet, at overgangen skulle afblæses.

6. Mandag den 27. juni – to dage tilbage

Augustenborg Fjord. Morgengry. Akkompagneret af eksploderende granater, hvis lysglimt dansede nervøst på den morgengrå himmel, gled Rolf Krake ind i Augustenborg Fjord. Klokken var lidt over tre, og nat var ved at blive til morgen. Dagen før havde kaptajn Rothe modtaget en telegrafisk besked fra eskadrechef Muxoll om, at panserskibet ikke skulle blive i Als Fjord, men i stedet trække ind i Augustenborg Fjord knap 10 kilometer længere mod syd. Her skulle krigsskibet ligge ved Halvmånegrunden, som ankerpladsen lidt syd for pynten ved Arnkilsøre blev kaldt. Det var ingen ideel placering. Selv om kaptajn Rothe fik besked om konstant at holde „klar skib“, ville det tage fem minutter for det flydende batteri at komme op i fuld damp og yderligere 10 minutter at nå frem til mundingen af Alssund. Men fordi man fra dansk side forestillede sig, at prøjserne ville indlede en invasion med et voldsomt bombardement, regnede Muxoll med, at Rolf Krakes besætning ville blive alarmeret af en kanonade i så god tid, at skibet uden problemer kunne nå frem, før et slag om Als for alvor gik i gang.

I ly af mørket forlod panserskibet sin ankerplads i Als Fjord kl. 2.30 og sejlede kort tid herefter med fuld kraft ned mod Augustenborg Fjord. Trods mørket fik de prøjsiske strandvagter øje på skibet, der gled hen over horisonten som en fjern skygge. Straks åbnede tyskernes batterier ild, hvad der fik alle soldater, der stod på vagt i området på dansk og tysk side, op på mærkerne. „Ikke så såre havde vi stukket hovedet inden for Varnæs-pynten, før fjendens kanoner begyndte at spille på os,“ skrev artilleriløjtnant Thomy von Jessen senere til sin familie. Han havde kommandoen over kanontårnet agter om. Granaterne slog ned omkring panserskibet, og en del ramte det. „Hverken ilden fra Varnæs eller den fra Snogbæk gjorde os videre skade,“ berettede løjtnanten, og skibet, som prøjserne med ærefrygt betragtede mere som et søuhyre end som et marinefartøj, kunne snart trække sig i sikkerhed bag Arnkilsøre.

Kanonaden fra de prøjsiske batterier vakte liv i de danske artillerister langs Alssund, der også åbnede for deres kanoner. I de næste par timer hvislede granater hen over sundet, indtil beskydningen op ad formiddagen stilnede af igen, uden at den havde udrettet synderlig skade hos nogen af parterne.

Ullerup Præstegård, Sundeved. Morgen. Det var pastor Feilbergs fødselsdag. Han fyldte 58 år. Men dagen blev særlig for ham af en ganske anden grund. Klokken seks om morgenen lod han sig, som han selv formulerede det, „bortføre“.

Manden, der havde givet ordren til, at Feilberg skulle arresteres, var hans gode ven, general August von Goeben. De to stod nu akavet over for hinanden. Goeben nedtrykt over at måtte se sin ven forlade gården på den måde. Men ordren kom fra den prøjsiske overkommando og kunne ikke omstødes: Alle danske embedsmænd, som potentielt kunne røbe de prøjsiske overgangsplaner til den danske hær, skulle føres til arresten i Flensborg. Feilberg var en af dem. Det havde Goeben med stor beklemthed fortalt Feilberg aftenen før efter middagsmaden.

„Da vi efter middagsbordet skulle til kaffen, gik jeg ind i mit værelse for at stoppe min pibe. Goeben rejste sig og fulgte efter,“ berettede Feilberg i et brev.

„Hav mig undskyldt,“ sagde Goeben. „Overkommandoen har givet mig et ubehageligt hverv; jeg skal arrestere Dem, og De skal interneres i Flensborg.“

„Hvor længe skal jeg blive der?“ spurgte Feilberg.

„I et par dage.“

Feilberg tog meddelelsen om sin egen fængsling fattet, men tilføjede: „Så hurtigt håber De at erobre Als?“

„Der vil blive lagt al mulig energi i aktionen, og forberedelserne er trufne efter en stor målestok. Deres landsmænd har kun seks regimenter på Als. Fører danskerne ikke flere tropper over til Als, og har de ikke mere end det ene panserskib Rolf Krake til at bevogte sundet, har jeg ingen grund til at betvivle, at det, som De må kalde en ulykke, vil indtræffe. Men en hårdnakket og blodig fægtning venter os på Als,“ sagde generalen.

Han spurgte så: „Vil De rejse i dag eller i morgen?“

„I morgen klokken seks,“ svarede Feilberg.

Der var en vældig aktivitet på gårdspladsen, da Feilberg af en af generalens løjtnanter blev ført ud til hestevognen, der ventede dem. „Husenes beboere kiggede ud efter mig. Mange stod udenfor mellem de overalt myldrende soldater og så med betænkelige miner på, at præsten blev ført bort.“

Hos Jørgen Bruhn ved torvet, Aabenraa. Midt på torvet i Aabenraa, i en paladsagtig bygning med en mægtig indgangsdør omkranset af søjler, boede byens store skibsreder og skibsværftsgrundlægger Jørgen Bruhn frem til sin død i 1858. Han var den uden sammenligning rigeste mand i byen og den eneste borger på egnen, der befandt sig i skatteklasse 1. Det var Bruhns imposante hus, hvor skibsrederen i sin storhedstid havde haft en tjenestestab på 19 personer, Den Røde Prins valgte som sit hovedkvarter. Også stabschef Helmuth von Moltke opholdt sig i den afdøde reders rigmandsbolig, og det var ham, som hen på eftermiddagen modtog adjudanten fra Gråsten, der kom med beskeden om, at general Herwarth von Bittenfeld ville afblæse overgangen over Als Fjord.

Dårlig nok var adjudanten ankommet, førend general von Bittenfeld også indfandt sig i Aabenraa. Med prinsen og stabschef von Moltke og en række andre af de prøjsiske generaler som deltagere blev der holdt et krisemøde. Stemningen var dårlig. Bittenfelds usikkerhed forplantede sig til de andre generaler. Måske var denne „Wassersache“ – denne vandsag – rent faktisk en dårlig ide?

Der bredte sig snart enighed om, at Ballebro-projektet var for risikabelt. Men Als skulle indtages. Det forventede kongen og ministerpræsidenten i Berlin. Hvad skulle man gøre? General von Manstein, lederen af den 6. infanteridivision, tog ordet. Han havde løsningen, sagde han. Hans opgave i Ballebro-projektet bestod i med sit armekorps at starte et skinangreb hen over Alssund fra Storskoven for med dette at aflede opmærksomheden fra det store overgangsforsøg ved Ballebro. Men hvorfor ikke bare sætte hele hovedstyrken over ved Storskoven? At det kunne lade sig gøre at indtage Als herfra, mente han at kunne garantere. Faktisk var et angreb fra skoven fuldstændig oplagt, argumenterede han. Kær-halvøen var det svageste punkt i det danske forsvar af Als. Det havde Manstein skaffet sig oplysninger om gennem deserterede slesvigske soldater i den danske hær. Der befandt sig kun et enkelt regiment på halvøen. Manstein – der ved et ejendommeligt tilfælde hed næsten det samme som den danske hærchef på Als, general Steinmann, bare med navnets to stavelser i omvendt rækkefølge – syntes at blive mere sikker i sin sag, des mere han talte. Ja. Angrebet, som han lige havde skitseret det, kunne lykkes.

General von Goeben, der også var ankommet til mødet, tilsluttede sig Mansteins ide. Han var ikke i tvivl om, at kampene ville blive hårde, sagde han. Men han var omvendt overbevist om, at et angreb fra Storskoven ville kunne lykkes.

Efterhånden blev også de andre generaler vundet for ideen, selv von Bittenfeld. Storskoven skulle altså være angrebspunktet. Her kunne man gemme store hærstyrker og hundredvis af både, uden at danskerne behøvede at opdage noget, hvis man gik forsigtigt til værks. Prinsen gav projektet sin billigelse, men fordi tropperne skulle omrokeres og en ny plan laves, blev overgangen udskudt med yderligere 24 timer. Invasionen af Als skulle ifølge den nye plan starte kl. 2 om natten den 29. juni.

Prøjsisk artilleristilling med kanoner rettet mod Als.

Broager. Eftermiddag. Med koncentrationen af store prøjsiske troppestyrker i oplandet til Alssund, vendte mange erfarne prøjsiske krigsveteraner tilbage til Dybbøl og til livet som krigere. En af dem var menig J. Bubbe fra det 64. regiment, der havde været med i kampen ved Mysunde den 2. februar og i kampen om Dybbøl by den 17. marts, og som havde været med i stormkolonne 5, der havde indtaget skanse 5 den 18. april. Under stormen havde han set kammerater blive dræbt i nærkampe oppe på skansekronen. Og han havde vandret rundt i den ødelagte skanse efter slaget, hvor ligene lå i bunker, og hvor mange soldater lå rallende og døende tilbage i et søle af blod. De optegnelser, han gjorde fra den rygende slagmark, hører til de stærkeste, der findes fra nogen slagmark i 1800-tallet. Efter at have tilbragt nogle fredelige måneder efter slaget var han så atter på vej i krig. Den 27. juni befandt han sig i en dansk løvskov nær Broager og var ikke alt for vel til mode. Overalt i skoven myldrede det med soldater, og der var mange tegn på, at et nyt slag snart skulle slås. Oppe på Dybbøl Banke havde prøjserne ifølge Bubbe „nu to batterier stående, som var bevæbnet med svært skyts. Det ene af disse batterier, der stod ved den sønderskudte Dybbøl Mølle, var udrustet med 12 kanoner, som beherskede Sønderborg by“.

Nede ved det gamle danske brohoved havde han og hans kammerater stået vagt og her haft direkte udsigt til Sønderborg Slot og de danske stillinger omkring slottet, hvor general Steinmanns hovedstyrke befandt sig. Synet havde afskrækket Bubbe: „På den fjendtlige bred vrimlede det i skyttegravene med bajonetter og soldaterhuer, og ud af slottets skydeskår tittede mange kanonrør frem. Alle kunne sige sig selv, at det ikke ville gå godt, hvis vi forsøgte at gå over her.“

*

Kaptajn C. Bunge var en anden prøjsisk veteran fra den 18. april, som kom tilbage til krigszonen. Med sine folk fra 11. regiment var han under heftige kampe tørnet sammen med den danske 8. brigade. Som sine kammerater tænkte han med vemod tilbage på den netop overståede våbenhvile, som han i sine erindringer betegnede som en „glad og fornøjelig tid“. Da krigen atter stod på tærsklen til at bryde ud, var det med modvilje, at han og hans folk var marcheret mod nord den 21. juni. Han kom i kvarter i Broager den 25. juni:

Med det samme begyndte det krigeriske liv igen; der blev opsat forposter og strandvagter, snart begyndte de opbyggede strandbatterier at skyde mod de danske krigsskibe. Forskellen fra vores ophold ved Dybbøl var, at det nu var et stykke hav, der adskilte os fra fjenden. Vores folk brød deres hoveder med, hvad mon der skulle ske, og kom til den konklusion, at man nok skulle over og angribe øen, og alt var i den forstand ved det gamle set i forhold til, da man lå foran skanserne. Folkene gættede rigtigt, da det anede dem, at øen skulle indtages. Men ingen havde regnet med, at det ville komme så hurtigt.

At det snart ville blive alvor, erfarede Bunge og hans folk netop den 27. juni, hvor Broager syntes at stå på den anden ende. „Vi fik vores patronration øget med 20 styk pr. mand og fik besked på at holde os parate til at rykke ud hvert øjeblik, det skulle være.“

Nørremølle ved Storskoven. Aften. Hen på aftenen skrev gårdejer Henrik P. Hansen igen i sin dagbog. Og atter kunne han berette om krigen. „Der vil vist snart ske noget,“ skrev han. „Infanteristerne, vi har boende hos os, forlod stedet her klokken otte om aftenen, vistnok for at tage ud at arbejde.“

Gårdejer Henrik P. Hansen havde som alle borgere på egnen omkring Dybbøl været meget igennem de sidste mange måneder, og hans trængsler fortsatte, nu på gården ved Nørremølle et par hundrede meter vest for Storskoven, hvor han midlertidigt boede hos sin bror Christian Hansen. Gården var stuvende fuld af prøjsiske soldater.

I den enorme mængde af litteratur, der er skrevet om belejringen af Dybbøl og slaget den 18. april, er det bemærkelsesværdigt, hvor få linjer – ofte slet ingen – der værdiges lokalbefolkningen i krigszonen. For de tusinder af indbyggere, der boede i og omkring de mange landsbyer – byer som Nybøl, Bøffelkobbel, Stenderup, Ragebøl, Vester Sottrup, Øster Sottrup, Ullerup, Blans og selvfølgelig Dybbøl – var krigen, som for det udbombede Sønderborgs indbyggere, et mareridt.

De slette tider startede i begyndelsen af 1861, da hæren tog beslutning om at anlægge en permanent flankestilling ved Dybbøl Banke og dermed inddrog store markarealer fra de lokale gårdejere. Ganske vist fik de betaling for det tabte land, men det var en ringe trøst, når man til gengæld risikerede at komme til at ligge midt i en krigszone. Da de første officerer dengang var kommet til egnen for at tage bestik af landskabet, skrev Henrik Hansen i sin dagbog, at „skansebyggeriet har foruroliget os meget og har også vist, at vi ligger i et af de værste steder, tæt under deres skanser“. Henrik Hansen boede på det tidspunkt på Dybbøl mark og altså lige ved skanserne, der langsomt voksede frem af landskabet. „Gud give, at der aldrig må komme krig!“ Sådan lød det ofte i hans dagbogsnotater i denne tid.

Efter at den danske hær rømmede Dannevirke natten til den 6. februar, blev Dybbøl og hele egnen omkring den danske fæstning forvandlet til en stor krigszone. Først rykkede den danske hær ind og tog med hård hånd fat på at gøre stillingen kampberedt. Mange lokale indbyggere blev evakueret, herunder indbyggerne i Dybbøl og Ragebøl. Nogle indbyggere flygtede til Als, andre fik tag over hovedet hos familie og venner i andre gårde på egnen, som ikke lå direkte i kampzonen. Henrik Hansen flyttede med sin familie til Nørremølle.

Mange af gårdene i oplandet til skanserne blev brændt ned af den danske hær for at give artilleristerne i stillingen frit udsyn. Efterhånden som prøjserne i marts trængte og drev danskerne tilbage, blev landsbyerne lagt i ruiner under de talrige kanonader og sammenstød i oplandet til skanserne, og dag efter ulykkelig dag berettede Henrik Hansen i sin dagbog om nye gårde, der stod i flammer.

Kort før den første planlagte overgang fra Ballebro i slutningen af marts måned drog prøjsiske patruljer ud til landsbyerne tæt på færgestedet for at internere alle indbyggerne, så disse ikke skulle sladre til danskerne om det prøjsiske foretagende. Mere end 300 børn, kvinder, mænd, gamle og unge blev spærret inde i den fugtige og kolde Vester Sottrup Kirke.

„Tidligt om morgenen den 31. marts blev de uden foregående varsel bortført fra deres hjem, uden at vide af hvilken grund eller hvorhen rejsen gik. Kvinderne og børnene græd. Mændene var forknytte. … Ingen vidste, hvordan det ville gå med kvæget, mens de var borte,“ beretter den senere så berømte politiker og sønderjydernes forkæmper i det tyskbesatte Sønderjylland, Henrik P. Hansen. Han voksede op på Nørremølle. I 1864 var han blot to år, men han byggede sine beretninger på de mange historier, han gennem sin barndom og ungdom havde hørt fortalt igen og igen.

De 300 tilfangetagne borgere blev holdt i kirken, så længe det enorme bombardement af Sønderborg i de første dage af april varede: „Kanontordenen fra Dybbøl rullede ustandseligt hen under kirkens hvælvinger, himlen under Sønderborgs brand stod luerødt i sydøst, og ingen vidste, om det var deres egne huse og gårde, der gik op i luer.“

De fleste indbyggere på egnen oplevede trods alt ikke at blive spærret inde, men selv hvis deres gårde forblev intakte, mærkede de dagligt til krigen – og det gjaldt for de lokale på begge sider af fronten. Så godt som alle gårde og huse kom til at tjene som indkvartering for soldater. Det forventedes, at gårdejerne også forplejede officer og soldater og – ganske vist mod betaling – leverede alle hærens fornødenheder fra halm til heste.

Mange lokale bønder skulle arbejde som ægtvognskuske for prøjserne.

Mange lokale mænd blev desuden tvunget til at fungere som ringe betalte kuske, „ægtvognskuske“, bag hærenes forbindelseslinjer og andre igen på den tyske side tvunget til at grave stillinger bag krigszonen. De danske embedsmænd, der blev anset for at være potentielle spioner, blev arresteret og sendt til Flensborg. Særligt grelle eksempler herpå var den behandling Sandbjerg Slots godsforvalter H.J. Thoysen og pastor C.R.F. Bülow fra Dybbøl Sogn fik. Begge blev arresteret den 18. februar.

Thoysen nåede end ikke at få tøj på, da han blev arresteret, men blev ifølge pastor Feilberg, der beskrev begivenheden i sin dagbog, bagbundet og ført bort „barhovedet, i slåbrok, morgensko og rystende af kulde“.

Behandlingen af godsforvalteren var så hårdhændet, at han ifølge en historiker døde få måneder senere. For pastor Bülow, der var søn af den berømte danske general Bülow, som havde kæmpet og vundet berømmelse under Treårskrigen, blev den hårdhændede fremfærd også en tragedie. Han blev økonomisk ruineret og flygtede til København, så snart han blev frigivet fra sin indespærring i Flensborg. Efter krigen måtte han tage til takke med et ringe betalt hverv som hjælpepræst på Langeland. Hans kone døde som følge af de strabadser og sorger, krigen påførte familien. Som Bülow senere skrev i en gribende beretning, så havde han før krigen en kone, han elskede, et sogn, der var hans hjertens barn, og økonomisk tryghed. Nu havde han intet.

I forhold til de hårde skæbner, der mødte mange lokale, slap Henrik P. Hansen billigt. Han blev hverken interneret eller udskrevet til ægtvognskørsel. Men Nørremølle gård blev inddraget til indkvartering. Op mod 70 soldater boede på og omkring gården. Som regel opførte tropperne sig hæderligt, men ikke altid. I sin dagbog den 31. marts skrev Henrik Hansen, at prøjserne denne aften var „meget slemme. De havde vistnok drukket. Jeg skændtes med dem. De slog nogle vinduer ind i karlekammeret og mælkekammeret“.

Alt imens dundrede kanonerne i det fjerne.

Her den 27. juni buldrede det ikke på samme intense måde som dengang i april. Men at krigen var brudt ud igen, kunne ingen være i tvivl om. Igen fungerede gården tæt på Storskoven som indkvarteringssted for prøjsiske soldater. I sin dagbog skrev Hansen om aftenen, „at der var stærkt røre på gården i dag. I formiddags fik vi 22 mand af 25. regiments 7. kompagni indkvarteret. De var alle mand skippere og var samlet fra andre kompagnier. Hele Sottrup Skov (Storskoven) er fuld af både, og en stor mængde artilleri er forsamlet ved en nærliggende gård“.

Kjærvig, Als. Sen aften. Der kom mystiske lyde ovre fra Storskoven, da mørket var faldet på. Fra et hold danske strandvagter ved Kærvig på Als indløb en melding hen på aftenen til overkommandoen i Ulkebøl, hvori der rapporteredes, „at i løbet af omtrent en time, har der været stærk larm i Storskoven ved Sandbjerg Mølledæmning, svært belæssede vogne er blevet aflæsset. Larm og kommandoråb høres stadig og ligeledes en vedblivende vognraslen“.

Ullerup Præstegård. Kort før midnat. Ved 23-tiden kunne pastor Feilberg sætte sig ved sin skrivepult og nedskrive dagens bizarre hændelser. Hen på morgenen var han ankommet til Flensborg Arrest. Løjtnanten, der eskorterede ham, overbragte også arrestkommandanten en skrivelse fra general Goeben, hvori han – generalen – bad om, at Feilberg og de andre arrestanter blev behandlet hensynsfuldt.

De blev ikke indsat i en celle, men i et værelse med masser af plads. I anledning af Feilbergs fødselsdag fik de fire præster en flaske vin sammen med en middag, der inkluderede cigarer og kaffe – og som blev efterfulgt af en middagslur. Dårlig nok havde Feilberg lagt sig til rette, førend kommandanten kom ind i værelset med en skrivelse i hånden, der erklærede, at Feilberg igen var en fri mand. Goeben havde personligt besøgt overkommandoen og lagt et godt ord ind for Feilberg.

Også denne aften kunne pastoren derfor som sædvanligt skrive sin dagbog hjemme i Ullerup og her berette om dagens tildragelser.

7. Tirsdag den 28. juni – dagen før

Sundsmark, Als. „Har vi krig eller ikke?“ Dette spørgsmål stillede mange danske soldater og officerer sig selv. Selvfølgelig kunne ingen tage fejl af kanonernes drøn, der med jævne mellemrum hørtes langs kysten. Krigen var i gang. Men så på den anden side. Ingen af hærens folk på Als anede, hvad der egentlig var sket på fredskonferencen i London. Det tog dagevis for aviser fra hovedstaden at nå frem til krigsskuepladsen. Imens hobede spørgsmålene sig op. Hvad havde de fine diplomater talt om i alle de dage, konferencen havde stået på? Og var forhandlingerne virkelig brudt sammen? Og hvis ja – hvorfor? Ingen her på Als vidste klar besked, og rygter begyndte at svirre i danskernes rækker. Et af de mest vedholdende og fantastiske rygter var, at briterne havde sendt en flåde og 30.000 mand af sted til danskernes undsætning, og at denne flåde kunne ankomme, hvad øjeblik det skulle være.

Oberst Heinrich Kauffmann var lige så forvirret, som alle andre i den danske hær på Als. Til Jensine skrev han her den 28. juni, at „vi lever i den dybeste uvidenhed“. Kauffmann fortalte om rygtet, der sagde, „at England var i færd med at indskibe 30.000 mand til vor hjælp“. Men han besad så megen sund dømmekraft, at han ikke rigtig troede på rygterne, selv om de, som han håbefuldt skrev, „ville give krigen en anden, måske fredelig retning“.

Var hans storpolitiske dømmekraft sund, var den til gengæld ikke helt så skarp, hvad angik fjendens hensigter, eller også søgte han, og det er sandsynligt, blot at berolige sin kone. Og sig selv. Han skrev: „Fjenden har skudt dagligt mod den nordlige del; en del kanonskud falder, uden dog at anrette nogen skade og uden at tilkendegive nogen hensigt med hensyn til en overgang.“

„Har vi krig eller ikke?“ Danske soldater spiser frokost i det fri.

Man får på oberstens vegne lyst til at indlægge en fortrydelsesret, inden hans videre ord citeres:

Under Steinmanns årvågne ledelse er alt på sin rette plads, og du skal derfor ikke ængste dig ved at vide mig her og ikke lytte til bekymringer om vor situation. Krigen har visse farer, men vi er for tiden langt, ja meget langt gunstigere stillede, end da vi stod i Dybbøl-stillingen. Dengang stod han tæt op ad vore ødelagte forskansninger – nu skal han udføre en højst farlig bådekspedition og broslagning. Jeg vil langt hellere være i vor end i hans stilling. Dermed må du trøste dig og styrke dit mod. Det var Guds vilje, at vort sind atter skulle opfyldes af alle tryk, som krigen medfører for os. Hans vilje ske! Frelsen kommer til sidst!

*

Helt hvad der foregik – om krigen for alvor var begyndt, og om der virkelig snart kunne komme et angreb på øen – vidste den frivillige soldat Peter Lund ved det 18. regiments 6. kompagni heller ikke. Ikke langt fra hvor obersten skrev sit brev, skrev også Peter et brev, som han stilede til sin søster Henriette, eller Jette, som han kaldte hende.

„Vi hører nu hver dag skydning,“ skrev han. „Men den foregår nordligere opad ved Rønhave. Selv ved vi ikke, hvad der foregår uden for vores kompagni.“

De sidste par dage havde budt på det sædvanlige udmattende skansearbejde, men for to dage siden havde kompagniet haft en sjælden fridag, og den havde Peter brugt til med et par kammerater blot at drive rundt i skoven og her „nød jeg livet ret vel“.

Men nu stod den igen på hård soldatertjeneste. Han havde natten før stået vagt for at holde øje med bavnerne i området – flammede de op i et bål, var det tegn på, at et angreb var undervejs. Sammenlagt stod han vagt i fire timer, først fra klokken 23 til klokken 1 og herefter fra klokken fem morgen til klokken 7. Det samme skulle han gøre i den kommende nat. At stå ude i det fri var egentlig ganske tiltalende, følte Peter, men timerne imellem, som han tilbragte i barakkerne, var ubehagelige, for som han skrev, var „nattekvarteret hundekoldt“.

Det var dog langt fra kun soldaterlivet, der optog Peter. Faktisk var han mest af alt optaget af det fine, transportable blækhus, han havde stående et sted hjemme på sit skrivebord. Mon ikke Henriette kunne få Troels til at finde det? „Kunne jeg få det tilsendt sammen med pen og papir indlagt i et bind stift papir, som alt ligger på mit kammer, ville jeg være meget tilfreds,“ skrev Peter.

Han understregede også, at han var lykkelig for alle de breve, han fik hjemmefra – han fik så mange, at det vakte opsigt blandt kammeraterne. Men de mange trofaste korrespondenter derhjemme skulle gøre ham den tjeneste at huske at skrive hans soldaternummer på brevene, „da dets mangel fremkalder klage“ hos postuddeleren.

De sidste ord i brevet lød: „Lev nu vel, Jette, hils alle hjemme.“

*

Gråsten Slot. Tidlig eftermiddag. Hen på eftermiddagen lod general von Bittenfeld sine ordonnanser ride ud med den endelige ordre de bataille – slagplanen – til Den Røde Prins og hans stab i Aabenraa og til de øvrige øverstbefalende prøjsiske officerer i hæren. „I morgen før daggry vil jeg med armekorpset forcere overgangen over Alssund ved Storskoven og forfølge fjenden i retning af Hørup,“ erklærede han med selvsikker tone. „Overgangen sker ved hjælp af 160 både og pontontrænet fra fire punkter mellem den sydlige udkant af Storskoven og Snogbæk Hage.“

I et klart kommandosprog fortsatte han med kort at ridse nattens planer op:

Klokken 2 morgen sættes bådene i vandet, og mandskabets første indskibning påbegyndes; umiddelbart derefter finder overførslen sted. Artilleriet begynder først sin ild, når fjenden begynder at fyre.

Ved opstilling af tropperne, såvel som ved alle bevægelser med bådene, skal iagttages den allerpinligste tavshed; ingen højrøstet tale eller befalinger må finde sted.

Påklædning: uden oppakning, men med kogekar og med huer.

Prøjsisk robåd i Alssund. Prøjserne anvendte 160 både til angrebet.

Hos Jørgen Bruhn ved torvet, Aabenraa. Eftermiddag. Så snart han havde hørt detaljerne i angrebsplanen, skrev prins Friedrich Karl et brev til sin far prins Karl, hvori han berettede, at det ville gå løs klokken to om natten, at 2.500 prøjsere kunne blive sejlet over ad gangen i de 160 robåde fra de fire påtænkte angrebspunkter, mens man nede ved Sønderborg ville slå pontonbroer over til overførelse af heste og kanoner. I brevet hed det videre, „at det vil tage 7-8 minutter at ro over sundet, og der er rigeligt med både og pontoner, tropperne er i god stemning, og jeg har den største tillid til operationen. Det bliver en slags stormløb hen over vand. På Als er der kun 12 fjendtlige bataljoner, hvoraf to befinder sig oppe på den nordlige del af øen, og de kommer ikke i betragtning. Jeg har desuden en fornemmelse af, at danskerne langs den lange kyststrækning kun har ganske lidt svært skyts … men vi kommer nok til at tabe over 400 mand, vil tage mange fanger og få stort krigsbytte“.

Skovbøl ved Varnæs (Jyllandssiden). Eftermiddag. Ordonnanser kom ilende igennem landsbyen Skovbøl, der lå mellem Aabenraa og færgestedet Ballebro. „Skulle man dømme ud fra det,“ skrev den prøjsiske skytte Kaspar Honthumb fra det 53. regiments 1. kompagni i sine erindringer, „så havde de meget vigtige ordrer at give.“ Også Honthumb var en veteran, der under felttoget mod Danmark allerede havde været i ilden. For Honthumb mindede opholdet i Skovbøl ikke just om tiden foran Dybbøl. Dybbøl-fronten havde været et buldrende inferno. I Skovbøl var alt til gengæld fuldstændig roligt, men det var i grunden meget værre. „Der var noget sindsoprivende ved denne ubehagelige stilhed,“ skrev han. Der var en god grund til, at han ikke brød sig om tanken om at skulle i slag igen mod danskerne. Af alle prøjsiske kompagnier var hans det, der havde lidt de sværeste tab den 18. april. Mere end en tredjedel af dets mandskab var enten faldet eller blevet såret i den forbitrede kamp om skanse 4, den skanse, det havde taget angriberne længst tid at få bugt med – en skanse, i hvis indre der i kampens sidste fase herskede næsten massakrelignende tilstande, fordi prøjsiske soldater, som havde befundet sig i en vild kamprus, ikke havde været til at stoppe, heller ikke efter at danskerne havde overgivet sig. Vanviddet havde også haft fat i Honthumb. Han var blevet ramt i benet, havde søgt tilflugt blandt en klynge døde og sårede kammerater foran skansen og havde herfra i siddende stilling fyret uafladeligt mod flygtende danske soldater.

Præcis hvilken rolle hans kompagni skulle spille i et angreb på Als, vidste Honthumb ikke. Menige soldater og feltofficerer blev holdt hen i det uvisse indtil allersidste øjeblik.

Men Honthumb var en så erfaren soldat, at han var fuldstændig klar over, at der inden længe ville komme marchordrer, og at det da igen skulle gå løs.

Halvmånegrunden, Augustenborg Fjord. Eftermiddag. Om bord på Rolf Krake herskede stor aktivitet denne eftermiddag. I det danske panserskibs logbog for den 28. juni står: „Kl. 1 eftermiddag: Udluftede varegods. 2.30: Sendte underofficer og 20 mand i land for at arbejde på bro ud fra Ulkebøl Nørremark. 2-4: Bajonetfægtning og kontrahugning. 4.30-5: Fortsatte arbejdet med broen.“

Hen på eftermiddagen modtog kaptajn Rothe et personligt brev fra Muxoll, hvori der stod, at „fjenden traf forberedelser til overgang, at en del både – 800 – var blevet transporteret nordpå gennem Flensborg, og at man antog, at Alssund ville være et af overgangspunkterne“. Hverken Rothe eller den næstkommanderende på panserskibet, E. Duntzfelt, tillagde dog brevet nogen videre betydning. Som Duntzfelt senere berettede i et forsvarsskrift for Rolf Krakes indsats under slaget om Als, „så lød alt dette jo meget krigerisk, men man må erindre, at vi var temmelig godt vant til alarmeringer af denne karakter, og at intet tydede på, at katastrofen var nær“.

Søkvæsthuset, Christianshavn, København. Aften. Den tidligere danske statsminister Carl Georg Andræ, var bekymret. Han indfandt sig hos Johanne Luise Heiberg om eftermiddagen og „med stor veltalenhed søgte han at gøre mig begribelig, i hvilken grad vi systematisk i mange år har forberedt de ulykker, vi nu var i,“ skrev hun hen på aftenen i sit brev til A.F. Krieger. „Han gjorde mig angst og bedrøvet over, at der dog måske var nogen sandhed i alt dette.“ Det var noget af en tilståelse. Fru Heiberg var som Krieger glødende nationalliberal. Hun havde ønsket krigen og havde ønsket, at man kæmpede for et Danmark til Ejderen. Andræ derimod var helstatsmand, men også en smidig, udogmatisk politiker, der i nogle år havde formået at samle partierne i Rigsdagen omkring en ny forfatning i 1855, som reetablerede den gamle helstat.

„De må ikke forarges over min vaklen,“ lød det undskyldende fra fru Heiberg til Krieger, „men der var en sådan varme, en sådan overbevisning i hans tale, at der sandelig, især som vore sager nu står, nok kan opstå tvivl, og det hos en stærkere, end jeg er.“

For første gang og her i 11. time tvivlede den store diva altså. Havde Danmark gjort det rigtige ved at kaste sig ud i krigen? Var det nu også hele sandheden, når de nationalliberale og ikke mindst agitatorerne i Fædrelandet hævdede, at det var danskerne, der var den uskyldige part i krigen, og tyskerne, der blot havde været gemene aggressorer? Fru Heiberg var ved tærsklen til krigens næste store slag begyndt at ane, at historien måske havde gråtoner, og hendes erkendelse syntes at afspejle en gryende dansk kollektiv erkendelse af, at ikke alene var en katastrofe på vej, men at den måske endda var selvforskyldt. Det kunne i hvert fald forklare det sortsyn, der prægede København.

„Her er en overordentlig nedtrykt stemning hos alle,“ fortalte fru Heiberg i brevet til Krieger. „Hvorledes kan det også være anderledes? Hvilket omslag i tonen i de engelske blade! Og nu i aften står der jo, at det engelske ministerium intet vil gøre for os.“

Ullerup Præstegård. Aften. Hen på aftenen tog general Goeben for en sikkerheds skyld en undertrøje og en ekstra jakke på for at beskytte sig mod nattekulde og eventuel regn. Generalen var ikke vel til mode. Han var alligevel blevet noget nervøs ved det forestående foretagende. Inden han tog af sted, sagde han over aftensmaden og en kop te til Feilberg, at „vi skulle dog helst lade Als være Als. Overgangen kan mislykkes og i heldigste tilfælde tvinge vor fjende til at koncentrere sine kræfter, som han så underligt har spredt; en blodig træfning forestår os, og Als bliver os dyr at bevogte.“

Da han havde sagt dette, red han bort med sin adjudant.

*

Det store prøjsiske krigsmaskineri var i fuld opmarch. Systematisk, langsomt og forsigtigt, men sikkert bevægede de prøjsiske tropper sig ind på livet af det danske forsvar – parate til at hugge til med bedøvende kraft. Endnu i nogle timer ville danskerne på Als ikke ane det.

Ved 20-tiden blev marchordrer givet til de prøjsiske enheder, der lå længst borte fra Storskoven. Kaptajn Bunges kompagni og det 11. regiment var en af dem.

„Det blev os befalet, at vi skulle udvise største stilhed, man måtte ikke ryge, og enhver lyd, selv den mindste, skulle undgås. Ved landsbyen Smøl lagde vi vores hjelme og opbakning fra os, kommandøren gav os en kort formaning, meddelte os, at vi i denne nat skulle bortrive øen Als fra danskerne, og han henviste til, at allerede for 200 år siden havde vores forfædre under den store kurfyrste opsøgt danskerne på deres øer, og at det påhvilede os at vise os opgaven værdig,“ berettede Bunge senere.

„Tavst trak kolonnen hen ad den mørke vej, og mange af os spurgte os selv, om vi den næste dag glade ville kunne hilse solen eller ville ligge stille og døde på den brændende jord eller på havets bund.“

Hos Jørgen Bruhn ved torvet, Aabenraa. Mens tusinder af prøjsiske soldater tavst trak hen over de små landeveje ved Dybbøl og Sundeved i retning af sundet, og mens tusmørket sænkede sig over landskabet, var stabschef Helmuth von Moltke optaget af det, han plejede at gøre hver eneste aften på denne tid: Han spillede et parti whist.

Hans ydre ro dækkede over, at hans sind var stærkt optændt. Han var 63 år, men han følte sig nærmest ung igen. Den forestående nat var den mest nervepirrende i hans lange karriere som soldat, og hvor det dog gjorde ham godt at være tilbage i felten efter årtier bag skrivebordet i Berlin.

Moltke var ekstremt kontrolleret af natur, han var nøjsom og lignede en lang, udtørret kvist. Han havde for en sjælden gangs skyld ikke tilbageholdt sin begejstring, da han den 30. april fik ordre om at forlade Berlin og tilslutte sig den prøjsiske felthær i Danmark som prins Friedrich Karls stabschef og strateg. På det tidspunkt var Moltke generalstabschef i Berlin og havde kun fra det fjerne haft mulighed for at følge krigen – og ærgre sig over måden, den var blevet ført på.

Moltke yndede at agitere for handling, hurtige og kække angreb, der knuste modstanderen på så kort tid som muligt. Han havde udarbejdet de oprindelige felttogsplaner mod Danmark, da krigen brød ud i februar 1864. Han havde dem allerede parat i 1862. Moltke, der var vokset op i hertugdømmet Holsten, havde som ung officer tjent i den danske hær, før han søgte en militæruddannelse i Berlin. På grund af sin store viden om Danmark kendte Moltke til sine modstanderes svagheder – og styrker.

Svagheden ved Danmark var landets relativt lille hær, som, hvis den kunne angribes hurtigt og helst i den åbne felt, kunne sættes ud af spil i ét slag. Styrken var, at danskerne var svære at nedkæmpe på grund af deres overlegenhed til søs, når først de fik trukket sig tilbage til deres flankestillinger ved Fredericia og Dybbøl – og siden på øerne.

Moltke havde før krigen planlagt et storstilet angreb mod Dannevirke og tilskyndet politikerne i Berlin til, at en krig mod Danmark skulle finde sted om vinteren. For da ville der være stor sandsynlighed for, at flankerne ved Dannevirke, som bestod af fjorden Slien i øst og marskområder i vest, ville fryse til is med det resultat, at man med en hurtig knibtangsmanøvre kunne omgå den danske hær og enten nedkæmpe den eller tage den til fange.

Hvis alt gik efter Moltkes plan, behøvede felttoget mod Danmark blot at vare en uges tid. Meget syntes også at gå efter planen – det blev et vinterfelttog, og flankerne ved Dannevirke frøs rigtig nok til is. Men intet andet kom til at gå efter hans hoved i krigens første fase.

Den egentlige hærchef for prøjsernes og østrigernes tropper var den småsenile 80-årige feltmarskal von Wrangel, der blandt sine officerer var kendt som „den gamle“. Han havde allerede kæmpet under Napoleonskrigene. „Den gamle“ havde tøvet med at angribe, da krigen startede, og det havde givet danskerne tid til at udføre deres imponerende forsvindingsnummer ved Dannevirke natten til den 6. februar, blot et par timer før tyskerne skulle til at iværksætte den store knibtangsmanøvre.

Der blev altså ikke noget hurtigt vinterfelttog mod Danmark, men i stedet fulgte denne langstrakte og for prøjserne dybt frustrerende belejringskrig ved Dybbøl. Da Dybbøl endelig faldt den 18. april, besluttedes det i Berlin, at der i krigens næste fase skulle være anderledes fart over feltet. „Den gamle“ blev sat fra posten som overgeneral den 18. maj, og prins Friedrich Karl, sejrherren fra Dybbøl, blev gjort til hærleder. Helmuth von Moltke blev flyttet fra sit skrivebord til felten. Nu skulle den store strateg vise, hvad han duede til i praksis. Klokken 22 lagde han kortene fra sig, steg ind i en hestevogn og bad kusken sætte i retning mod Gråsten.

*

På samme tid som Moltkes hestevogn satte sig i bevægelse, var den danske artilleriløjtnant Benzon netop ankommet på sin vagt ved Skovbatteriet, der med sine tre kanoner rettet mod Storskoven spillede en vigtig rolle i forsvaret af den nordlige del af Alssund. Løjtnanten satte et arbejdshold i gang med at udbedre stillingen, hvorefter han forlod den for at inspicere omkringliggende skyttegrave og kanonplads 4, der lå 100 meter mod syd. Han var betænkelig ved det, han så. Den riflede 12 punds kanon, som var det bedste skyts i området til beskydning af den nordlige del af Alssund, var trukket bort fra pladsen og stod på marken lige bagved. Artilleristerne på stedet fortalte ham, at man havde trukket kanonen væk, fordi man først skulle udbedre et ødelagt skydeskår. Stillingen ville være ukampdygtig den hele nat, for så længe regnede artilleristerne med, at udbedringsarbejdet ville vare. På sin videre inspektion mødte løjtnant Benzon en artillerikaptajn. Han berettede om den ukampdygtige kanonplads, men kaptajnen trak blot på skuldrene. Ifølge Benzon sagde kaptajnen, „at prøjserne nok ikke ville være så dumme at gå over sundet uden først at beskyde vores batterier“.

*

Omkring kl. 22. De fleste af det 18. regiments barakker i Sundsmark stod tomme. Størsteparten af regimentets soldater var i færd med at udbedre de danske stillinger oppe ved Arnkilsøre. 3. regiment, 18. regiments søsterregiment (de to regimenter udgjorde oberst Heinrich Kauffmanns 2. brigade og Als-forsvarets reservetropper), befandt sig ved Ulkebøl få kilometer mod nord, og her gik tingene anderledes livligt for sig. Soldater og officerer drak punch til langt ud på natten. En af dem, som deltog i festlighederne, var den 17-årige officersaspirant Erik Skram; han rørte livligt i punchen med sin ladestok.

*

Kl. 22.30. Den 25-årige danske marineløjtnant Carl Normann steg sammen med en underofficer og otte bevæbnede matroser fra Rolf Krake om bord i patruljebåden – en stor robåd med mast – og i ly af tusmørket påbegyndte de patruljeringen af Alssund og Als Fjord. Panserskibet lå med svag røg fra skorstenen på sin ankerplads ved Halvmånegrunden; vagten – løjtnant Bager – var på sin plads i tårnet, og halvdelen af mandskabet befandt sig på dækket. Den anden halvdel lå i deres køjer.

Kl. 23.00. Frivillig soldat nr. 615 ved 18. regiments 6. kompagni, cand. theol. Peter Lund, gik ud på sin post nær barakkerne i Ulkebøl for i de næste to timer at holde øje med bavnerne i området.

Omkring kl. 23. Den danske artilleriløjtnant Benzon kom tilbage fra sin inspektionsrunde til Skovbatteriet, hvor også batteriets kommandant var indtruffet. Kommandanten fortalte Benzon, at man kunne høre støj i Storskoven ovre på den anden side. Noget var på færde derovre. Han gav sin løjtnant ordre til jævnligt at lade det prøjsiske batteri tæt ved Storskoven beskyde med granater.

„Jeg åbnede ild med den 4. riflede kanon, men da natten var mørk, kunne det fjendtlige batteri, skønt det lå på en åben mark, ikke skimtes med nogen sikkerhed; derfor blev kun to skud sendt mod batteriet, hvorefter kanonerne blev rettet ind mod Storskoven.“

Dansk batteri på Als – Kirkebatteriet – med kanon rettet mod Alssund

*

På Kær-halvøen ud til Alssund lige over for Storskoven var den danske løjtnant Bokkenheuser på samme tidspunkt med sit kompagni i færd med at grave og udbygge stillinger. „Der var tyst overalt, ingen skydning af nogen art afbrød stilheden, men på vor side var hakker og spader i fuld virksomhed. Arbejdet gik godt fra hånden, og vi begyndte allerede så småt at regne ud, hvor længe der kunne være til daggry, for så skulle vi hjem til vores barakker,“ berettede Bokkenheuser senere. Så hørte han og mændene omkring ham kanonskuddene, som blev affyret fra Skovbatteriet, der lå et par hundrede meter nord for ham og hans mænd. „Der faldt nogle skud fra vores side mod Storskoven, snart efterfulgtes det af nogle flere. Disse kanonskud lød ganske udmærket smukt: Ekkoet i skovene var så vedholdende, som det ellers kun findes i bjergene, det rullede uafladeligt, som når man hører torden i det fjerne, indtil det langt om længe døde hen.“

Men det var ikke kanonskuddene, Bokkenheuser hæftede sig mest ved. Det var manglen på svar fra den modsatte bred. „Denne stilhed gjorde os noget opmærksomme, vi talte om, hvad det havde at sige, og var enige om, at den ikke betød noget godt. Vi vidste fra forposterne på Dybbøl, at prøjserne havde for skik at forholde sig fuldstændigt rolige forinden et angreb, for så i et nu at styrte løs og søge at vælte alt over ende med ét slag.“

*

Imens Bokkenheuser gjorde sig den betragtning, bevægede et sært vogntog på fem hestevogne sig mod nord i retning af Augustenborg. Vognene var belæsset med et nyt våben, som den danske overkommando håbede kunne hjælpe med at dæmme op for en prøjsisk invasion. Våbnene kaldtes for helvedesmaskiner. I praksis var der tale om store trækasser, som vejede næsten 200 kilo stykket. I Augustenborg skulle hver kasse fyldes med 150 kilo krudt.

Våbnets opfinder befandt sig selv på en af vognene. Han havde til opgave så hurtigt som muligt at få dem gjort parate til brug. Opfinderen hed Taliaferro Preston Shaffner.

Den amerikanske „oberst“ Shaffner.

I flere dage havde Shaffner forgæves forsøgt at få sine våben bragt fra London via København til den danske hær og marines indskibningshavn ved Høruphav på Als, men han havde undervurderet, hvor lang tid papirarbejdet tog, før de kunne blive udskibet.

Shaffner var en af den dansk-tyske krigs mere kuriøse skikkelser. Han befandt sig mere end 4.000 kilometer hjemmefra. Han var amerikaner, født i Virginia og bosiddende i Kentucky. Shaffner, der yndede at gå klædt i strålende paradeuniformer med kors, bånd og stjerner på, kaldte sig både for „oberst“ og „advokat“. Han var ingen af delene. Oberst var en titel, han blot brystede sig af. Han havde aldrig før nu gjort militærtjeneste. Og advokat var han kun i den forstand, at han var selvlært. I 1864 var de rigtige betegnelser for Shaffner snarere forretningsmand, spekulant, opfinder og – ville nogle nok sige – charlatan. Amerikaneren var i dansk tjeneste for at udlægge sine helvedesmaskiner. Som tak for det ærefulde hverv underskrev han sine breve til de danske officerer, embedsmænd og krigsministeren med „Deres mest ydmyge og lydige tjener“.

„Deres mest ydmyge og lydige tjener“ var kommet i kontakt med den danske regering i 1854. Og da i et helt andet ærinde.

Han havde dengang kastet sig ud i det hæsblæsende kapløb med regeringer, entreprenører og spekulanter af alle afskygninger om at være først til at trække et transatlantisk telegrafkabel mellem Europa og USA. At lægge et flere tusind kilometer langt kabel på et dybt verdenshav var en kolossal teknologisk udfordring, men lykkedes projektet, rummede det også muligheden for en svimlende økonomisk gevinst.

De fleste entreprenører arbejdede på at lægge kablet fra Newfoundland over Irland og videre herfra til det kontinentale Europa. Shaffner så en anden vej: fra Canada over Grønland, Island, Færøerne og herfra videre til kontinentet.

Fordi denne linje over store strækninger ville gå igennem danske territorier, krævede det kong Frederik den 7.s samtykke. Det fik Shaffner, men på betingelse af, at telegrafen kom til at gå over København. Hvis alt dette blev realiseret, ville den danske hovedstad blive et internationalt knudepunkt for kommunikation.

Der kom aldrig noget ud af de grandiose planer. Det lykkedes ikke Shaffner at rejse de fornødne finanser. I 1858 blev den første transatlantiske telegraflinje en realitet, og Shaffners projekt var derfor også blevet mindre interessant. Men amerikaneren fortsatte med at holde forbindelsen med den danske regering, og få år senere kunne han præsentere den for sin seneste passion: sprængstoffer. Danmark stod på tærsklen til krig, så i København var man lydhør. Alt det forklarer, hvorfor oberst Shaffner befandt sig på Als kort før midnat den 28. juni i færd med at transportere sine våben fra Høruphav til Augustenborg. Endnu havde Shaffner ikke fået fingre i det højeksplosive sprængstof, Alfred Nobel eksperimenterede med, men i mellemtiden havde amerikaneren opfundet en helvedesmaskine eller det, som senere generationer mere prosaisk ville give betegnelsen „sømine“. Eftersom han befandt sig i Danmark, og danskerne var i krig, var det kun naturligt, at han afprøvede sin mine i praksis. Det var lykkedes ham at overbevise Krigsministeriet om, at hans var den bedste på markedet.

Man skelnede mellem to typer miner, en, der eksploderede ved påsejling, og en, der som Shaffners blev udløst med en fjernbetjening, et galvanisk batteri aktiveret fra land.

Den første type mine besad det danske forsvar i rigelige mængder, for man havde indkøbt næsten 500 ramstedske miner, store glasflasker fyldt med krudt, opkaldt efter opfinderen, en finsk officer. 70 ramstedske miner var blevet lagt i Alssund tæt på Sønderborg, og yderligere 400 var parate til at blive udlagt lidt længere mod nord over for Storskoven og Sandbjerg Slot.

Shaffners helvedesmaskiner skulle lægges oppe ved Arnkilsøre. Ifølge oberst Shaffners anvisninger skulle minerne lægges i en afstand af et „halvt geværskud“ fra hinanden med lange kabler ind til land. I en befaling fra den danske artillerikommando hed det, at „en pålidelig mand“ skulle aktivere disse miner, når prøjsernes landgangsfartøjer er i nærheden, men før Rolf Krake kom for tæt på.

Lige siden danskernes nederlag ved Dybbøl den 18. april havde Shaffner eksperimenteret flittigt med sine miner. Sine nyeste miner forsøgte han forgæves at få til Als den 26. juni, da våbenhvilen ophørte.

Først hen på aftenen den 28. juni ankom minerne endelig til Høruphav, og nu ved midnatstid var Shaffner i færd med skyndsomst at få dem fragtet til krudttårnet i Augustenborg, hvor der var afsat otte tons krudt til foretagendet.

Det var planen, at Shaffners helvedesmaskiner skulle udlægges ved daggry.

*

Kort før midnat nåede den prøjsiske kaptajn Bunge og hans regiment udkanten af Storskoven. „Da vi var kommet til skovkanten, blev der gjort kort holdt, så gik vi, i største stilhed, delingsvis gennem den dystre bøgeskov, hvor vores vej var markeret med stråkranse, som var bundet om træerne.“

På det tidspunkt befandt Rolf Krakes patruljeskib sig ude i mundingen af Alssund.

Rolf Krakes patruljebåd. Panserskibet i baggrunden.

8. Onsdag den 29. juni – „angstens øjeblik“

Det er lige blevet den 29. juni, og vejret er ikke med danskerne denne nat. Det ved de ikke selv. De danske soldater, som står på vagt langs Alssund eller er ved at udbygge stillingerne, lægger tværtimod mærke til, hvor dejligt forandret vejret er hen på aftenen. Ingen regn, ingen blæst. Vinden har for en gangs skyld lagt sig. Her er blot en stille brise, så let og fin, at den end ikke sætter sig spor på vandet. Alssund er som et spejl. Natten er mild, men den er også usædvanlig mørk for årstiden. Der er intet lys i den fjerne horisont. Intet måneskin. Et fint, men tæt skydække ligger hen over himmelhvælvingen, som har nogen trukket et vældigt gardin for. Det giver prøjserne en enestående mulighed for uset at opmarchere deres styrker.

Med sine mænd er kaptajn Bunge nået helt igennem Storskoven og frem til kysten. Det 11. regiment, som kaptajnen tilhører, skal ikke sejle over sundet, men danne en lang skyttekæde nede langs kysten. Først når danskerne har opdaget de prøjsiske både og åbner ild, skal Bunge og hans tropper åbne deres ild. Ikke et øjeblik før.

„Stille og forventningsfulde ligger vores folk ved kysten, og vi delingsførere står fordelt tæt bag skyttelinjen, de fleste læner sig op ad et træ. Man kan høre den dumpe og dæmpede lyd fra de fremmarcherende tropper, der skal til udskibningsstederne, og vognene med bådene, der bliver ved med at komme, og hvis hjul er beklædt med strå. Stadig flere tropper rykkes frem,“ beretter Bunge.

Før de går ind i skoven, kommer mange prøjsiske officerer forbi hos Henrik P. Hansen på gården ved Nørremølle medbringende deres adresser på familien derhjemme. De opsøger ham, fordi de ved, at han kan læse og skrive tysk, og de beder ham skrive til deres pårørende, hvis ikke de skulle komme levende derfra. Stemningen er trykket; mange officerer tror ikke på foretagendet og frygter for deres liv. Danskerne kan ikke have undgået at opdage, hvad der er på færde, mener de.

Angrebet skal søsættes fra fire angrebspunkter (se kort s. 241); hvert punkt har af planlæggerne fået sit eget bogstav. Det sydligste angrebspunkt, der ligger midt i Storskoven, hedder „A“. Herfra skal 50 både sættes over. 500 meter mod nord herfor skal 42 både sættes over ved punktet „B“, 500 meter mod nord herfor 29 både ved punktet C. En kilometer længere mod nord skal 42 både sættes i søen ved Snogbæk Hage – både, der skal angribe den yderste spids af Arnkilsøre. Fordi Snogbæk Hage ikke er skovklædt, og prøjserne derfor ikke kan gemme deres både mellem træerne, er det planen, at pionertropper skal ro de 42 både fra Ballebro færgested langs nordkysten og frem til Snogbæk Hage, når nattemørket har sænket sig. Ved Snogbæk Hage ligger prøjsiske tropper parat til at gå om bord i bådene.

Ved midnatstid sætter de 42 både fra kysten og begynder i lange rækker deres 45 minutter lange rejse mod Snogbæk Hage. Denne manøvre er det svageste led i den prøjsiske angrebsplan. For i den forholdsvis lange tid, det tager at få bådene frem, er der en overhængende fare for, at projektet opdages af danskerne. Særlig stor er faren for, at den danske patruljebåd skal opdage bådene. Sker det, vil operationen blive forpurret, allerede før den er sat i værk.

Mens de 42 både begiver sig ud på deres risikable færd, har den danske marineløjtnant Normann og hans folk sat kursen mod – Snogbæk Hage.

Storskoven er levende med tavse soldater, og lydløst gøres bådene parate til at blive sat i vandet. Alt ånder ikke desto mindre den dybeste ro.

Det gør der indtil klokken 00.30, hvor stilheden brydes af en gennemtrængende skrattende lyd. Geværsalver. Ude i patruljebåden noterer løjtnant Normann sig straks lyden, som kommer et sted ovre fra Snogbæk Hage. Endnu nogle salver følger. Så bliver der tavst igen. Forbløffet giver Normann ordre til, at patruljebåden skal sejle frem mod Snogbæk Hage, så man kan undersøge, hvorfor der var blevet skudt. I selv samme øjeblik hører løjtnanten og hans folk lyden af en båd nærme sig.

*

Med sit kompagni befinder Carl Feilberg sig i en af de bagerste skyttegrave syd for Kærvig. Han er udmattet. Hans første dage som rigtig soldat har været langt mere strabadserende, end han havde forestillet sig. Konstant har soldaterne fra det 5. regiment været på mærkerne, og alene i de sidste 24 timer i træk har Feilberg været på forposttjeneste. Nu, hvor kompagniet befinder sig i en mere tilbagetrukket stilling, kan han og kammeraterne endelig hvile ud. Men sove må de ikke. De befinder sig stadig i alarmberedskab. En af soldaterne i Feilbergs kompagni, en fynbo, der af sine kammerater blot kaldes for „sognefogeden“, holder soldaterne vågne. Han har ifølge Feilberg „et enestående fortællertalent og en rigdom af eventyr“. Han fortæller på et syngende fynsk og kan til stor glæde for sine kammerater spinde den ene historie efter den anden. „Denne nat,“ skriver Feilberg senere til sin far, „skulle vi imidlertid ikke få lov til at høre en af hans historier om en fortryllet prinsesse til ende, den sidste, han fortalte, stakkels fyr.“

*

Oppe ved den nordligste danske feltvagt på spidsen af Arnkilsøre høres også geværsalverne, der kommer ovre fra Snogbæk Hage cirka en kilometer borte. Men de danske soldater er ikke i stand til at afgøre, hvad der forårsager skydningen, og undersøger ikke sagen nærmere, for „det blev straks roligt igen“, hedder det i en indberetning.

*

Lyden, der nærmer sig løjtnant Normanns patruljebåd, viser sig at komme fra en dansk jolle, der har hentet en lods ved Stegsvig på Nordals, som skal sejles til Rolf Krake. Dette tilfældige natlige møde på Alssund får vidtrækkende konsekvenser for dansk – og europæisk historie. Mødet ude på vandet frarøver danskerne en enestående chance for at opdage det prøjsiske forehavende, mens tid endnu er. Jollens besætning har også hørt skuddene fra Snogbæk Hage og undrer sig over dem. I den tyste samtale på sundet bliver danskerne i de to både enige om, at salverne var rettet mod jollen, som bevægede sig tæt forbi Snogbæk Hage. Hermed synes årsagen til skuddene opklaret, og ingen videre undersøgelse af hændelsen foretages. Danskerne opdager således aldrig den virkelige grund til, at der blev skudt: en sjælden forglemmelse hos de ellers så systematiske prøjsiske planlæggere, der havde glemt at give den tyske strandvagt vest for Snogbæk Hage besked om, at der ville passere en flåde med både forbi dem lidt efter midnat. De prøjsiske strandvagter troede, at der var tale om danskere i færd med et landsætningsforsøg. Strandvagterne åbnede ild, indtil misforståelsen blev opklaret. „Det hele kunne være gået galt, hvis ikke de to danske både tilfældigvis mødtes ude på søen, hvad der forhindrede patruljebåden i at undersøge sagen nærmere,“ konstateres det tørt i den prøjsiske generalstabs digre værk om krigen.

Men det går ikke galt for prøjserne. Jollen ror videre til panserskibet inde i Augustenborg Fjord for at sætte lodsen om bord; løjtnant Normanns patruljebåd derimod bliver for en stund liggende i Alssunds munding med årerne trukket op. Klokken har passeret 1.

„Stemningen i Storskoven er særdeles alvorlig nu, og hele operationen kræver en enorm opvisning af mandsmod,“ skriver kaptajn Gentz, kronikøren for det 8. brandenborgske infanteriregiment nr. 64. Det er 64’erne, der sammen med 24’erne – begge veteranregimenter fra 18. april – skal udgøre første angrebslinje. Det er dem, der skal i bådene først. Mange af soldaterne tænker tilbage på den 18. april og de nervepirrende øjeblikke før angrebet dengang. Minutterne, der følger, er næsten identiske, skriver Gentz. Det er de sidste minutter, hvor de kan ånde frit uden at blive beskudt af dødbringende kardæskskud – granater fyldte med jernkugler – og geværkugler. Men på en måde føles øjeblikket her i Storskoven endnu værre. Ingen af tropperne er vant til operationer til søs, og bare tanken om, at man i 15 minutter skal sidde fuldstændig sårbar ude på sundet, er skrækindjagende. Opdages angrebet af danskerne i god tid – eller selv hvis det først opdages i sidste øjeblik – vil der følge nogle dræbende vanvidsøjeblikke. Det er uundgåeligt, at nogle af soldaterne, der nu spændte ser ud over vandet, vil drukne, og at nogle af bådene vil blive revet itu. Flere af soldaterne i Storskoven er ved at drage deres sidste åndedrag.

Kl. 1.40. Patruljebåden forlader Alssunds munding og sætter kurs mod øst i retning af Stolnæsbro fjernt fra Storskoven.

Kl. 1.45. Den prøjsiske hærfører, prins Friedrich Karl begiver sig sammen med sin onkel, prins Albrecht, og nogle få udvalgte stabsofficerer op i den erobrede danske skanse 10, der ligger højt, og hvorfra der er en formidabel udsigt ud over hele landskabet og Alssund. Til det lille følge slutter sig også stabschef Helmuth von Moltke, der på sin rejse fra Aabenraa først har været en tur omkring kommandoen ved Gråsten Slot. Sanserne er åbne hos dem alle sammen oppe på skanse 10. Moltke kan mod sædvane dårligt skjule, at han er fuldstændig overvældet, og skriver dagen efter – også mod sædvane – et langt malerisk brev til sin kone:

I morgendæmringen sås Alssund funkle som en bred flod for vore fødder. De blodige Dybbøl højder lå stadig skjult i mørket til vores venstre side, kronet af ruinen af den engang så statelige mølle. Til højre lå Sønderborg med sit dystre slot ved havet, hvor Christian den Onde [Christian den 2.] i mange år måtte sidde indespærret på grund af sin kamp mod svenskerne og den danske adel. Omridset af hele det flade fremspring ved Arnkilsøre var i halvmørket kun lige akkurat til at få øje på og i den yderste horisont halvøen Mels. På havets bryst ved Sandvig og Augustenborg Fjord, hvor vi vidste, at de fjendtlige skibe og specielt Rolf Krake var til stede, kunne vi ikke se, hvorfra vi stod. Dyb stilhed lå sænket over Als. Fra vores side hørte man i det fjerne den ejendommelige lyd af fælger med jernakser. Det var det ridende artilleri, som stadig bevægede sig mod Ragebøl, hvor det skulle stå i reserve. Ellers ingen lyd.

Vejret var vindstille, en dyster, tilsløret himmel, så mørkt som det overhovedet på denne tid kan være på disse kanter med den store dagslængde, og det var mildt i vejret. Rytteriet var opstillet i Bøffelkobbel for at være til rådighed til senere. Vognene blev i Dybbøl for at undgå enhver lyd, og vi gik til fods til den danske skanse, der lignede et stenbrud af betonmure fra de sprængte krudtmagasiner. Deres tykkelse forklarer, hvorfor ingen granater kunne trænge igennem. Da vi ankom, var der kun få minutter, til klokken var 2. Intet rørte på sig ovre på den anden side, fredelig ro lå over den smukke egn, og kun lærken hævede sin stemme i sang i de kornmarker, der snart skulle blive forvandlet til blodige slagmarker.

Kl. 1.55. De prøjsiske tropper begynder at gå op i bådene. Kaptajn Bunge kan skimte tropperne trække frem samtidig med, at endnu flere transportvogne, belæssede med robåde, kører igennem skoven på deres halmbeklædte hjul. Tropperne, der skal om bord på bådene, „har patrontaskerne og brødposerne, der er fyldte med patroner, hængende om halsen eller skulderen for at beskytte dem mod vandet. De venter nu på øjeblikket, hvor de skal indskibes.“

Imens ligger Bunges folk med ladte geværer ved vandkanten. „De ligger og lytter efter enhver lyd fra den anden kyst, øjnene forsøger at trænge igennem mørket for at prøve at se, om der er nogen form for bevægelse på den anden side. Overalt forbliver der stille. Gemt bag deres havarm føler de sig åbenbart sikre og aner ikke, at der i deres nærhed bliver dem forberedt en dunkel skæbne.“

Det er så godt som uudholdeligt nu for prøjserne. „Rystende af spænding forsøger vi at tyde klokkeslættet, da de første afdelinger skal sætte fra land kl. 2. Forsigtigt og lydløst sætter pionertropperne så bådene i vandet, og alle er i den største spænding, da den aftalte time kommer. Med feberagtig puls tæller jeg de sidste minutter.“

Kaptajn Lewinski ser kammerater gå om bord. „Der bliver trykket hænder og ønsket held og lykke … det er angstens øjeblik.“

Kl. 2.00. Endelig kommer ordren. Den kommer fra general Manstein selv. Dæmpet, men tydeligt siger han: „I Guds navn. Af sted!“

Samtidig tysk realistisk tegning af prøjserne, der stiger om bord i bådene.