DEL 2 · Efter Dybbøl

Selv blandt den lille kreds af bekendte, jeg som en fremmed har i denne by, kan jeg ikke gå nogen steder uden overalt at høre den samme historie om privatmenneskers tab af pårørende ved Dybbøl og sorgen, som er forårsaget af den nationale katastrofe.

Edward Dicey, britisk aviskorrespondent om stemningen i København den 24. april

Krigsbytte fra slaget den 18. april. Prøjsiske soldater ved erobrede danske kanoner

Da – om tusind Dybbølskanser sank i grus –

om hundredtusind

Tyskerhorder frem sig vælted

Vildt med sværd og blus i hånd,

Vil dog snart en morgenrøde

Spottende ad alle smile,

Som har troet, at stål og flammer

Kan dræbe en folkeånd

Digt og kampråb på forsiden af den nationalliberale københavneravis, Fædrelandet, den 24. april.

9. Opbrud

Dybbøl, 18. april, 1864. Eftermiddag. For at forstå hvorfor tusinder af prøjsiske tropper en smuk nat i slutningen af juni 1864 sætter over Alssund – ja, for at forstå, hvorfor krigen overhovedet starter igen efter en to måneder lang våbenhvile og efter intense internationale fredsforhandlinger i London fra slutningen af april til slutningen af juni – er det nødvendigt at forlade prøjserne ved Alssund, netop som de sidder i bådene, og at foretage det mentale spring det er, først at spole tiden tilbage.

Et naturligt sted at begynde vil være umiddelbart efter slaget ved Dybbøl den 18. april, der kan betegnes som krigens indtil da største – og på alle måder blodigste – vendepunkt.

Det var eftermiddag, og krudtrøgen hang stadig tungt i luften over Dybbøl Banke. Danskerne havde lige tabt deres forsvarsværker, de ti skanser, som de i næsten to måneder og på trods af voldsomme prøjsiske bombardementer havde forsvaret indædt. Solen skinnede, og det var varmt for årstiden. Men jorden var kold, og træerne endnu ikke sprunget ud. Hen over den oprevne slagmark red en utilfreds mand. Prins Friedrich Karl – Den Røde Prins.

Det kan være svært at forstå, at han havde noget at være utilfreds over, nu hvor han langt om længe havde fået vristet de danske skanser til sig og efter at have vundet en så markant sejr.

Men utilfreds, det var han, og det i en sådan grad, at selv den halvsenile feltmarskal Wrangel bemærkede det. Henvendt til prinsen sagde feltmarskallen: „Alle jubler over sejren, bare ikke De, min prins.“

Det nagede prinsen, at han ikke havde givet danskerne dødsstødet. Hans soldater havde ganske vist på få timer indtaget de berygtede og frygtede skanser og sågar underlagt sig den første skanselinje efter mindre end en halv times kamp. Men hvad nyttede det, når danskerne trods deres svære tab stadig stod med en relativt intakt hær tilbage på Als ovre på den anden side af sundet? Man kunne endda argumentere for, at danskerne efter nederlaget ved Dybbøl på sin vis stod stærkere militært. Nu var de fri for den umulige mission, det havde været at forsvare de nedskudte jordvolde ved Dybbøl. Forsvaret af Dybbøl havde budt på et langt og pinefuldt dræn af soldater. Danskerne stod bedre beskyttet på Als. Så snart angrebet på Dybbøl var gået i gang, trak danske reserver ned langs kysten, og da tropperne fra Dybbøl nåede tilbage til Als, begyndte de at udbygge stillinger og etablere flere batterier langs Alssund. For hver dag der gik, ville det bare blive sværere for Den Røde Prins at erobre øen. Derfor kunne han ikke slippe tanken om, at han måske allerede her om eftermiddagen den 18. april skulle standse al den sejrsjubel omkring sig og straks blæse til angreb mod Als. Eller i hvert fald iværksætte et nyt angreb natten til den 19. april.

Ja, sådan skulle det være, ræsonnerede prinsen, mens han red hen over det rygende landskab. Sejren skulle være total. Als skulle tages – og det i en fart.

Før han kunne foretage sig noget så drastisk, måtte han dog først indhente tilladelse fra Berlin. Han telegraferede sin forespørgsel, men fik ikke det svar, han håbede på. Ministerpræsident Otto von Bismarck understregede, at der i den nuværende situation intet politisk var at vinde ved at indtage Als. Tværtimod risikerede man at sætte alt for meget over styr, hvis en overgang mislykkedes. Hans forsigtige onkel, kong Wilhelm den 1. var enig i disse betragtninger. I Berlins gader herskede jubel hos borgerne, høj og lav. Der var ingen grund til at risikere at kaste en skygge over sejrsglæden, mente kongen – og af samme opfattelse var, viste det sig, samtlige af prinsens stabsofficerer.

Danskerne havde trods alt 20.000 mand derovre. Det var soldater, der ved Dybbøl havde vist dødsforagt, og skønt danskerne havde mistet mange gode officerer den 18. april, havde de stadig en række handlekraftige brigadechefer tilbage, heriblandt den højt respekterede oberst Max Müller, der med sit 11. regiment stod i forreste kamplinje på Als, og som ved Sankelmark den 6. februar frygtløst havde kastet sine folk ud i nærkampe for at standse den østrigske forfølgelse af den danske hær, der trak sig tilbage fra Dannevirke.

Prøjsisk militærparade på etårsdagen for den 18. april

Dagen efter – den 19. april – lod prinsen sig da efterhånden også overbevise; ikke mindst gjorde de smigrende lykønskninger, han fik fra den prøjsiske konge, indtryk på ham, og hans humør begyndte at stige, indtil han til sidst lod sig rive med af al den glæde omkring sig.

*

Den 21. april var den store festdag på Dybbøl. Kong Wilhelm den 1. rejste dertil fra Berlin for at inspicere tropperne, som havde stormet skanserne. „Gennem rækkerne red Hans Majestæt, tydelig rørt, mens han takkede de enkelte officerer,“ berettede en prøjsisk soldat om paradeopbuddet på næsten 40.000 mand. I række efter række stod de prøjsiske soldater i den mundering, de havde haft på den 18. april, og mens de lod sig beskue af den prøjsiske konge, lød tonerne af den nykomponerede Dybbøl-march, som hofkomponist Gottfried Piefke havde uropført fra en løbegrav under selve stormen. Med sig i følget fra Berlin havde kongen nogle af det prøjsiske kongeriges mest fremtrædende mænd, herunder krigsminister Albrecht von Roon og general Friedrich von Manteuffel, manden, der så længe havde kritiseret prins Friedrich Karl for at være for valen foran Dybbøl. Manteuffel havde forlangt handling, også selv om det skulle koste „strømme af blod“; hvordan strømme af blod så ud i praksis, fik han rig lejlighed til at studere ved Dybbøl, hvor jorden overalt var vædet med mørke blodplamager, og hvor dusinvis af store og små lazaretter husede hundredvis af lemlæstede soldater.

Dagen efter paraden ankom også ministerpræsident Otto von Bismarck til Dybbøl, og sammen med følget af høje herrer fra Berlin og hærens generaler deltog han i et møde i Felsted sydøst for Aabenraa, hvor der blev lagt planer for krigens videre forløb. På dette møde herskede der bred enighed om, at en division på omkring 10.000 mand under generalmajor, grev Münsters ledelse skulle afmarchere for at besætte Jylland nord for Århus. Mellem Silkeborg og Horsens stod en dansk division under kommando af ryttergeneral Cai Hegermann-Lindencrone. Denne division på omkring 5.000 mand, der bestod af rytteri og et enkelt regiment fodfolk, skulle, ifølge Felsted-planen, fordrives eller nedkæmpes af general Münster.

Den prøjsiske konge og hans generaler blev på mødet også enige om, at det næste afgørende angrebspunkt for den allierede tyske hær ikke skulle være Als, men danskernes anden store fæstning, Fredericia. Foran denne fæstning stod allerede østrigske belejringstropper på 21.000 mand. Til dem skulle nu tilføres hele det 3. prøjsiske armekorps og det svære belejringsskyts, man havde brugt ved belejringen af Dybbøl. Stod det til den prøjsiske konge og hans generaler, skulle Fredericia blive det næste Dybbøl bare med den forskel, at belejringen blev anderledes kort.

Martin Bahnsen, en lokal politiker i Aabenraa, skrev flittigt dagbog. For at komme nordpå i Danmark måtte man først igennem Aabenraa. Nøgternt beskrev han de store tyske troppetransporter, der blev sat i gang kort efter stormen på Dybbøl den 18. april, og som han og indbyggerne i byen fra nu af blev vidne til næsten dagligt. Den 23. april skrev han: „Vedholdende gennemmarch af prøjsere nordpå. Lange træn af proviantvogne.“ Den 26. april: „Prøjsere drager endnu bestandigt nordpå med træn af al slags krigsmateriel og provisioner, artilleri og materialer fra skanserne ved Dybbøl, nu skal det formentlig gå ud over jyderne.“ Den 27. april: „Svært belejringsskyts, projektiler af enhver slags samt materialer fra skanserne ved Dybbøl førtes hele dagen i uendelige vognrækker nordpå.“ Den 29. april: „Uafladelig vedblivende transport af materiale fra Dybbøl samt projektiler nordpå.“

Ingen kunne være i tvivl om, at kom det til kamp oppe ved Fredericia, ville det, som man dengang udtrykte det, komme til at gå varmt for sig.

Og det var den danske kommandant i Fredericia såmænd helt med på.

10. Fredericia

Fredericia var ikke Dybbøl. Fredericia var mere end Dybbøl. Fæstningsbyen på Bersodde, en halvø, der rager ud i Lillebælt som en forvokset krumtap, bestod af massive og stejle fæstningsvolde, af dybe voldgrave og tunge fæstningsmure. Stillingen var med sine 240 kanoner ikke alene parat til kamp. Stedet havde også en positiv psykologisk virkning på de danske forsvarere. Fredericia indgød respekt, Fredericia var et symbol på dansk våbenduelighed.

Fæstningen blev grundlagt i 1650 i kampen mod svenske hære, der med jævne mellemrum drog hærgende op igennem Jylland. Den første fæstning, der blev grundlagt, var nu ikke noget effektivt værn. Karl den 10. Gustav rykkede i 1657 op i Jylland med sin hær, og under ledelse af den krigsvante svenske feltmarskal Karl Gustav Wrangel løb den svenske konges hær stormløb mod Fredericia. Fæstningen faldt, blev plyndret, hærget og brændt ned. Igennem 1700-tallet indtog den genopbyggede fæstning en nøgleposition i forsvaret af Danmark, men den forfaldt igen efter Napoleonskrigene. Den var derfor ikke stort bevendt som forsvarsværk, da Treårskrigen brød ud omkring to hundrede år senere. Danskerne opgav i første omgang ganske enkelt stillingen. Men da krigen efter en længere våbenhvile igen brød ud i 1849, blev navnet Fredericia – eller Frederits, som soldaterne ofte kaldte fæstningen – synonymt med sejr. Fra fæstningen blev en af de mest afgørende og mest veludførte offensiver i dansk krigshistorie foretaget. Den succes, Fredericia skulle få som forsvarsværk – og som et dansk offensivt punkt midt i Jylland – kunne man langt hen ad vejen tilskrive en manisk flittig fæstningskommandør og ingeniørsoldat ved navn Niels Christian Lunding. I det tidlige 1849 blev han gjort ansvarlig for at udbygge fæstningen ved Fredericia.

Han fik sine mænd til på rekordtid at rejse nye volde; til at styrke eksisterende volde; til at udbygge og forstærke skanseanlæg, til at grave løbegrave, bygge kanonpladser og skydebanketter. Han var pertentlig, ufravigelig i sine krav og aldeles uelsket af sine underordnede. Men til gengæld var han respekteret. Han bar en stor del af æren for, at Fredericia fik en så afgørende betydning i krigsåret 1849.

Den slesvig-holstenske oprørshær belejrede Fredericia i den tro, at den hermed holdt en vigtig del af den danske styrke i skak. Det, de i virkeligheden belejrede, var lidt af en trojansk hest. Slesvig-holstenerne bemærkede ikke, at danskerne brugte nætterne i begyndelsen af juli til at fragte store troppekoncentrationer til fæstningen fra Fyn og Als, hvad der da også var en næsten mirakuløs operation logistisk set. Tusinder af mænd, heste, kanoner – alt det blev i ubemærkethed sejlet over Lillebælt. Natten til den 6. juli 1849 myldrede danske tropper på næsten 20.000 mand ud fra Fredericias porte og brød i et særdeles blodigt udfald ikke alene den tyske belejring, men sendte også oprørshæren på flugt. Det blev danskernes mest eftertrykkelige sejr under Treårskrigen.

Lunding fik naturligt nok Dannebrogsordenen for sin rolle i det veludførte udfald, og ingen havde i 1864 glemt den nu 69-årige Lundings indsats i den forrige krig; ingen havde glemt, hvad han, der netop havde fået rang af general, havde gjort ved – og med – Fredericia. Da krigen stod for døren, blev han bedt om at gøre nummeret efter. Han blev udnævnt til kommandant for Fredericia. Der var intet, han havde mindre lyst til.

Prøjsiske tropper ved Dybbøl. Snart sendes lange vogntog med kanoner mod nord.

Ved krigens udbrud tog den samlede danske hær stilling ved Dannevirke. Kunne den ikke holde stillingen, havde den ordre til at trække sig tilbage til de to flankestillinger, Dybbøl og Fredericia. Tanken var, at danskerne fra flankestillingerne konstant kunne true med at gøre udfald. Dermed ville de tvinge modstanderne til at binde store tropper ved de to stillinger.

Men et var tanke, noget andet realitet. Både Dybbøl og Fredericia var blevet så godt som udsultede i forsvarsbudgetterne. Hovedparten af de i forvejen karrige midler de danske politikere trods dunderretorik og skødesløs udenrigspolitik afsatte til fæstningsbyggeri, gik til Dannevirkestillingen. Ved krigens udbrud var Dybbøl-stillingen så langt fra færdig, og fæstningen ved Fredericia var decideret forfalden.

Da Lunding i slutningen af 1863 tog bestik af Fredericia, var han lamslået. Fem skanser var blevet anlagt ved stranden lige nord for stillingen, og nogle forbedringer af stillingen var påbegyndt i 1861, men så lidt var blevet udført, at Lunding på det kraftigste anbefalede, at hans så højt elskede Frederits blev opgivet.

„Der er noget så uhyggeligt, så modløst ved at opgive forsvaret af et så vigtigt punkt, som Fredericia er for armeen, at jeg ikke uden en aldeles tvingende nødvendighed vil overvinde mig til at bringe et sådant skridt i forslag,“ skrev han til krigsministeren.

Hans anbefaling blev ignoreret. I stedet fik han ordre til straks at gøre Fredericia kampklar. Datoen var den 30. januar 1864. To dage senere brød krigen ud.

Lunding forstod ikke at gøre noget halvhjertet, når han først gik i gang. Han vurderede, at han måske kunne nå at få stillingen færdig på tre måneder, hvis han fik stillet 1.500 mand arbejdsfolk til rådighed, og hvis de mere eller mindre arbejdede i døgndrift.

Arbejdsmændene fik han – men det frøs så stærkt i januar og begyndelsen af februar, at det var næsten umuligt at grave i den hårde jord og udbedre noget som helst. Den 6. februar nåede en chokerende meddelelse frem til Lunding. Dannevirke var rømmet. I telegrafbeskeden, der tikkede ind, hed det tørt: „Armeens hovedkvarter er i nat forlagt til Flensborg. Armeens afdelinger tiltræder marchen nordpå til flankepositionerne. Forberedelse til afdelingernes modtagelse i og om Fredericia og deres eventuelle transport over Lillebælt bedes truffet.“

Til sin kone, der befandt sig på Sjælland, skrev en bestyrtet Lunding, at han ikke „troede, at katastrofen ville indtræffe så hurtigt. Jeg får nu meget at tage vare om“. Det var en underdrivelse. Hans stilling var for det første langt fra kampberedt. For det andet var den kun besat med en enkelt bataljon (cirka 800 mand) og nogle få hundrede artillerister og ingeniørsoldater. Stillingen var således nærmest forsvarsløs. Og hvis den danske hær var på vej nordpå, så var fjenden det vel også. Hvem kom først? På grund af uvisheden bredte panikken sig hurtigt i fæstningen denne dystre vinterdag. Hvad var der sket med hæren ved Dannevirke? Var den slået? Var den intakt? Hvad forventede den danske overkommando sig af Lunding? Skulle han rømme Fredericia eller blive?

General Lunding fik ingen yderligere meldinger og havde svært ved at bevare roen. „Jeg har ikke hørt et muk fra nogen,“ skrev han om aftenen til sin kone. Blandt Fredericias næsten 6.500 indbyggere befandt sig mere end hundrede officers- og underofficersfruer og over 200 børn, hvis mænd og fædre var i hæren ved Dannevirke. Deres skæbne var uvis. „Her er stærk uro hos de stakkels efterladte … som nu frygter, at fjenden kommer.“

Den næste aften begyndte dele af de danske styrker, som ikke var taget til Dybbøl, at myldre til Fredericia. De kom ofte i forsprængte enheder og uden nogen orden. Et væld af vogne og krigsmateriale fyldte snart gaderne, og i Fredericia herskede kaos. Den 8. februar skrev Lunding til sin kone, at „indtil nu har jeg holdt modet ved lige. Nu hvor jeg vender mit blik til mine kære, er det, som modet vil svigte mig, og jeg bliver blød. [Her er] i høj grad uhyggeligt og søvnforstyrrende.“ Lunding forsøgte dog også at berolige sin kone ved at skrive, at han havde fået sin „kolde, rolige, men meget trætte stemning tilbage“.

Det er tvivlsomt, om disse ord beroligede hende. De beroligede i hvert fald ikke ham selv. Den 9. februar nedlagde han pludselig sin kommando – og gjorde det, som han skrev i en meddelelse til general Cai Hegermann-Lindencrone, der med sin division befandt sig syd for stillingen, fordi han „manglede kraft til at beklæde posten med ære“.

Lunding ombestemte sig dog hurtigt og forblev kommandør. Langsomt voksede hans styrker i Fredericia, der kom mere orden på tropperne, og modstanderne standsede deres fremmarch nede syd for Kongeåen.

Nord for Kongeåen lå det danske kongerige, og eftersom krigen 1864 handlede om det slesvigske spørgsmål, tøvede tyskerne med at føre krigen op nord for Kongeåen af frygt for, at det ville afføde de øvrige stormagters vrede og i værste fald drage Storbritannien og Frankrig ind i krigen på dansk side.

Det affødte da også store protester fra netop Storbritannien og Frankrig, da mindre prøjsiske styrker den 18. februar overskred Kongeåen og besatte Kolding. Nervøst holdt politikerne vejret i Berlin og Wien. Men da protesterne fra udlandet forblev protester og dermed blot ord, besluttede Bismarck og lederne i Berlin sig for at lade hæren krydse Kongeåen. Østrig tøvede, men gav snart efter for Berlins pres. Den 7. marts bevægede en samlet tysk styrke på 30.000 mand sig mod nord. Resten af den tyske hær stod ved Dybbøl. Et østrigsk korps på 21.000 mand gik op mod Vejle for at jagte den danske 4. division og nogle regimenter, der havde forskanset sig deroppe. Resten af de tyske tropper, der havde krydset Kongeåen, marcherede mod Fredericia.

Svært dansk fæstningsskyts ved Fredericia. Fotoet er taget efter fæstningens fald, kanonerne omgivet af østrigere, der har vendt dem mod Fyn.

Det kom til en række forpostkampe foran Fredericia. De første og største fandt sted den 8. marts, hvor prøjsiske styrker trængte danske forposter tilbage mod Fredericias volde i kampe, der kostede omkring 30 døde og sårede prøjsere og danskere. For danskerne blev dagen bekostelig, fordi et helt kompagni af 20. regiment faldt i baghold, blev omringet og måtte overgive sig.

Det trak op til hård kamp ved Fredericia den 19. marts, da store østrigske troppestyrker, der kom fra Vejle, nu bevægede sig ned mod Fredericia. Kunne den danske stilling indtages med et hurtigt stormangreb? Dette ønskede de østrigske og prøjsiske generaler at afprøve ved et bombardement af byen.

Bombardementet, der begyndte den 20. marts, varede to grufulde dage. Mange af byens indbyggere var allerede inden bombardementets begyndelse blevet evakueret til Fyn, men resten af borgerne løb forvildede og fortvivlede gennem den brændende by, da granaterne om morgenen den 20. marts slog ned i husene og de danske stillinger. Branden bredte sig til hele byen. Et hold brandfolk og en brandsprøjtevogn, der var blevet sendt til som forstærkning fra København, arbejdede i døgndrift for at slukke den. Nye flammer rejste sig, da artilleriangrebet fortsatte dagen efter.

Men så tav tyskernes kanoner. De havde kun feltkanoner til deres rådighed, og eftersom danskerne havde svaret resolut igen på beskydningen, og til trods for at store dele af Fredericia var sodet og hærget af branden, forblev den danske fæstning intakt. Det endda i en sådan grad, at general Lunding havde overskud til at plukke en krokus, som han sendte til sin kone med ordene „den medfølgende krokus blomstrede i haven lige under mine sovekammervinduer. Det er mig et kært vidne om forårets komme“.

De prøjsiske og østrigske hærledere konkluderede, at det krævede store mængder tungt fæstningsartilleri at knække Fredericias modstandskraft. Men alt disponibelt fæstningsartilleri blev sendt til Dybbøl. Den østrigske belejring af Fredericia fortsatte ganske vist, men på behørig afstand. Fra midten af marts frem til Dybbøls fald var alt således roligt ved Fredericia.

Ifølge de militære planlæggere skulle det komme til at ændre sig drastisk. Efter slaget ved Dybbøl blev der gjort parat til et stort slag, ikke kun af prøjserne og østrigerne, men også af danskerne, der straks sendte forstærkninger til Fredericia.

De danske regimenter, der var blevet så godt som udryddet i kampen om Dybbøl den 18. april – 1. brigades 2. og 22. regiment og 8. brigades 9. og 20. regiment – sendtes straks til Fyn, hvor de sørgelige rester på knap 800 mand ud af en samlet styrke på mere end 5.000, blev samlet og omdannet til en enkelt bataljon, som skulle deltage i forsvaret af Fredericia. 3. brigades to regimenter, 16. og 17. regiment, blev ligeledes sendt til Fyn, først for at få hvile og modtage nye rekrutter, herefter for at indgå i Fredericias forsvar. Livgarden, der også havde været i ilden den 18. april, rejste desuden straks til fæstningen, hvor den med det samme stod til general Lundings disposition.

Lunding udbad sig endnu flere forstærkninger hos overkommandoen, men med dem, som var på vej, var hans stilling allerede væsentligt forbedret. Lunding var således ikke alene ved at ruste sig til kamp; han var parat til at slå et alvorligt slag.

11. Farvel til våbnene

Den britiske krigskorrespondent Edward Dicey ved The Daily Telegraph tog en svær beslutning. Han ville forlade Als, hvor han havde tilbragt de sidste par måneder.

Især ugerne i april havde med det vedvarende bombardement af Dybbøl og Sønderborg tæret på ham. Dengang fik han kun mad uregelmæssigt. Det var svært at opdrive ordentlige måltider på den isolerede ø. Dicey havde boet i Sønderborg, indtil byen blev bombarderet i begyndelsen af april. Herefter havde han været nødt til at flakke omkring på Als og søge indkvartering hos danske officerer i de bondehuse, hvor der bød sig plads. I ugevis havde han ikke skiftet tøj, og de sidste mange uger havde pint ham på grund af al den død og ødelæggelse, han havde bevidnet. Mange af hans kammerater blandt de danske officerer og soldater overlevede ikke kampene ved Dybbøl.

Men det opslidende liv tæt på fronten bragte også noget godt med sig for Dicey. Som skribent var han enormt produktiv. I ugevis havde han med nærmest manisk hast skrevet og skrevet. Han havde bragt krigens gru ind i sine læseres dagligstuer. Sjældent sparede han dem for makabre detaljer. Han var nærmest blevet afhængig af at opholde sig steder, hvor der var action, og det var derfor, han følte, at han blev nødt til at forlade Als.

„Ikke et skud har siden denne morgen lydt på nogen af siderne.“ Sådan skrev han den 20. april. Fra Als kunne Dicey igennem sin kikkert se prøjsiske tropper i stort tal ovre på Dybbøl Banke. „Jeg kunne se, at uniformerne var anderledes, men set med det blotte øje så tropperne ens ud. Dog med den forskel, at antallet var langt større, og [den danske hær] på Als samlet på samme sted, ville have set lille ud i sammenligning.“

Dicey undrede sig over, at prøjserne ikke bare havde fortsat angrebet på Als med det samme. Efter Dybbøls fald var den danske hær efter hans vurdering blevet stærkt svækket; flere regimenter var endda blevet sejlet over til Fyn. Men prøjserne forblev passive – og over Als sænkede der sig en foruroligende ro. Her var ifølge Dicey „stille som i en grav“. Som Dicey havde gjort det under belejringen af Dybbøl, gik han igennem det udbrændte Sønderborg. Han kunne næsten ikke holde det ud. Da han havde gået her den 17. april, frygtede han, at bombardementet pludselig skulle begynde. Men det var faktisk mere skrækindjagende at gå igennem byen nu. „Mine egne skridt syntes at vække alle slags spøgelsesagtige ekkoer fra de skrøbelige, sodede vægge.“

Den 21. april besøgte Dicey landsbyen Ulkebøl øst for Sønderborg, hvor overgeneral Gerlach og hans stab havde hovedkvarter i præsteboligen. Dicey havde hørt, at danskerne havde anbragt lig af officerer og underofficerer i kirken, som prøjserne under en kort våbenhvile havde sejlet over Alssund fra Dybbøl, og som nu lå og ventede på at blive lagt i kister og fragtet videre til København. I det nøgne kirkerum talte han mere end 30 lig.

Sollyset kæmpede forsigtigt vej igennem de støvede vinduer, og den eneste lyd, der kunne høres, var fuglesangen ude fra gavlen. De døde lå ikke alle samlet: Selv i deres sidste hvilested over jorden blev den militære rangorden respekteret. I kirkeskibet lå underofficererne; ved prædikestolen kaptajnerne og løjtnanterne, og i en lille sidefløj, væk fra deres kammerater, lå de faldne oberster. Meget stille og langsomt banede jeg mig vej gennem ligene, som lå omkring mig. Der var ikke meget ved dem, som virkede frastødende; kun på to eller tre ansigter var blodet ikke blevet vasket bort. De var alle iklædt deres uniformer og lå på deres rygge med strå under deres hoveder, som havde de stadig brug for at ligge behageligt.

Dicey havde ikke kun følt en kvalmende klaustrofobi herinde; han led af den, uanset hvor han befandt sig i det fri på Als. Al den stilhed forfærdede ham.

„Jeg har nogle gange være i teateret, hvor tilskuerne var usikre på, om stykket var slut, og tæppet skulle til at falde, eller om der ville følge endnu en akt,“ skrev Dicey til sine læsere. Men efterhånden som dagene gik, blev han overbevist om, at i hvert fald første akt var slut – og at der ville gå længe, inden en ny akt ville udspille sig.

Derfor befandt Dicey sig den 23. april om bord på dampskibet Haderslev på vej væk fra Als. Han havde hørt, at store dele af den prøjsiske hær havde forladt Dybbøl og nu var på vej mod nord, og at den danske overkommando ville slå sig ned i Assens på Fyn. „København var blevet centrum for de politiske aktiviteter, og Fredericia syntes at være stedet, hvor de fremtidige kampe ville blive udkæmpet, hvis det atter kom til kamp.“

Før Dicey igen opsøgte en kommende krigsskueplads, ønskede han først at mærke og beskrive stemningen i den danske hovedstad.

Levende og død. Svensk frivillig løjtnant Carl Roos, som faldt den 18. april. Da hans lig ikke kunne identificeres, blev der taget et foto af det – en tegning af fotoet blev bragt i danske aviser. Det førte til, at hans identitet blev fastslået.

Da dagen gryede den 23. april, var vejret slået om. Borte var solskinnet og den høje, klare himmel. På sin vej til havnen lagde Dicey mærke til tunge, sorte skyer i horisonten; han hæftede sig ved, at træerne stadig var nøgne, og ved vinden, der ruskede uroligt i trækronerne i de skove, han kørte igennem på sin vej til Høruphav, den kaotiske danske udskibningshavn.

„Vogne blokerede for de snævre veje og for de hastigt opførte skibsbroer. Dampskibe, fiskerpramme, transportskibe og tømmerflåder var tøjret sammen i et uoverskueligt virvar,“ skrev Dicey. Men trods den store aktivitet herskede selv i Høruphav denne dystre stilhed.

„Et stort antal spredte tropper stod langs kajen og ventede på at blive transporteret bort, men der var ingen hurraråb, da general Gerlach gik om bord efterfulgt af sin stab. Næsten intet blev sagt af nogen … rent faktisk har de danske tropper været bemærkelsesværdigt tavse efter nederlaget i mandags. Ikke én gang har jeg hørt dem synge Den tapre landsoldat, hvis vers ellers er blevet så velkendte,“ skrev han til sine læsere.

Alt dette lod Dicey sejle agterud. Rejsen bort fra øen blev et farvel til våbnene, til de slidte soldateransigter, til ligene i kirkerne og til den omflakkende tilværelse på en klaustrofobisk, krigshærget ø. Om bord på Haderslev kiggede han tavst over mod øen, der langsomt forsvandt for hans syn. Han fattede en pen og skrev: „Dybbøls lave, bare højderygge og de skovrige bakker på Als er ikke længere synlige; og til Sønderborg selv har jeg sagt, hvad der synes at være et farvel.“

*

Mens krigskorrespondent Edward Dicey forlod Als, sejlede en dybt fortvivlet officersfrue til øen. Hun hed Julie Sylow Hansen. Hun kom i håb om at finde ud af, hvad der var sket med hendes mand, kaptajn Hans Julius Valdemar Hansen. Han havde været med i de hårdeste af kampene på Dybbøl den 18. april. Kaptajn Hansen tilhørte det 9. regiment og deltog i den 8. brigades sønderlemmende modstød oppe ved Dybbøl Mølle. Kaptajn Hansen var fører af 5. kompagni – et kompagni, hvis samtlige officerer enten blev dræbt eller såret den 18. april. Men hvad var der sket med kaptajn Hansen? Ingen vidste det. En mulighed kunne være, at han var blandt de mange officerslig, som fjenden havde sejlet over Alssund, og som nu lå i Ulkebøl Kirke og andre kirker på Als.

Julie Hansen fik den 25. april adgang til kirkerne med de lange rækker af dræbte. Ligene var i mellemtiden blevet lagt i kister, og lågene sømmet på.

„Man var,“ skrev en medfølende observatør, „nødt til at åbne dem én efter én. – Forestil Dem, hvordan hendes hjerte er blevet sønderrevet, hver gang man har trykket sømmene ud af en kiste! Endelig fandt hun ud af, at hendes mand ikke var blandt disse døde, og hun tog tilbage med et svagt håb om, at han var taget til fange.“

Kaptajn Hansen var faktisk i prøjsernes hænder, men kæmpede for sit liv i et lazaret. Han var blevet ramt i skulderen. Der gik koldbrand i såret. Den 30. april døde han.

Den medfølende observatør, der beskrev Julie Hansens dystre ærinde på Als, var den hollandske Røde Kors-udsending, kaptajn Charles van de Velde, der i dagene efter slaget skrev lange breve til Røde Kors-præsidenten, breve, der emmede af dårlig samvittighed over, at han under slaget havde befundet sig så langt fra fronten.

Han havde hjulpet to sårede danske officerer til Høruphav, mens slaget rasede på Dybbøl, og mens granater slog ned i Sønderborg og langs Alssund. Van de Velde havde ved at opholde sig så langt fra fronten som muligt under slaget om Dybbøl gjort det præcis modsatte af, hvad man i Røde Kors-komiteen i Genève forventede af ham.

Van de Velde var ankommet til Dybbøl den 16. april og var aldrig taget over i den danske stilling, for, som han undskyldende skrev næsten en uge efter slaget, så var der så farligt deroppe, at det „for en civil person var umuligt at begive sig til Dybbøl under bombardementerne“. Men den sensible Røde Kors-medarbejder, der straks ved sin ankomst til Als den 16. april havde opdaget, at han ikke kunne tåle at se blod, og som besvimede, da han overværede en amputation, forsikrede Røde Kors-præsidenten om, at han ville ønske, at han kunne sige, „at jeg var i de bombede fæstninger i Dybbøl, men alle fornuftige officerer overbeviste mig om galskaben ved at eksponere mig selv således uden grund“.

For at give sin udtalelse vægt og troværdighed tilføjede han: „Oberst Fevrier (en observatør fra den franske hær) har ikke været på Dybbøl siden den 8. april, da projektilregnen blev for farlig.“

Van de Velde forsikrede også Røde Kors-præsidenten om, at der faktisk ikke var ret meget, han havde kunnet gøre for at hjælpe nogen.

„Arbejdet i felthospitalerne – når der er tilstrækkeligt mange læger – efterlader ikke plads til frivillige hjælpere, medmindre der er tale om en læge. En læge (eller for at være mere præcis en kirurg) er altid velkommen: Hans hjælp kan altid bruges.“

Røde Kors-udsending Charles van de Velde.

Dagen efter slaget ved Dybbøl fyldte van de Velde sin feltflaske med rom og drog ud til de danske soldater, der var i færd med at grave stillinger langs Alssund, og her „fordelte jeg indholdet af min feltflaske. Det var en dråbe i havet af lidelser“.

Van de Velde kæmpede dog mest med at søge at lindre sine egne lidelser. Den dårlige samvittighed over ikke at gøre noget for de sårede tærede på ham. Det samme gjorde de kummerlige forhold, livet på Als bød ham. „Et varmt måltid, et stykke godt kød er næsten umuligt at opdrive. Jeg har mere end én gang til aftensmad måttet nøjes med et stykke brød og noget vin, som jeg heldigvis havde en kasse med af. Andre dage har jeg måttet tilbagelægge 1½ mil efter en dårlig suppe i Augustenborg. Denne tilstand gør, at jeg i dag har mavekramper. Jeg har nu i 10 dage sovet på en slags sofa i et værelse hos en brav bonde.“

Det var tydeligvis ikke forhold, man bød en gentleman udsendt fra Genève, men det værste for van de Velde var og blev frygten for, at hans mission ville blive anset for at være en fiasko. „Jeg forstår,“ skrev han hjem den 25. april i et forsøg på at tage kritikken i opløbet, „at offentligheden, især vore venner i Genève, ønsker, at den delegerede i Danmark gør noget, lægger nogle forbindinger for eksempel, eller at han redder nogle såredes liv. Dette ville jeg også selv i høj grad ønske … Men indtil nu er der ikke opstået tilfælde, hvor Deres delegerede har kunnet gøre sig nyttig med noget, som man kunne kvalificere som handling. Min indsats er imidlertid at indsamle generelt anvendelige efterretninger til komiteen i Genève.“

Den hollandske kaptajn tilbragte tid på de danske lazaretter på Als i dagene efter den 18. april og især på det største af dem, Augustenborg lazaret. Opholdet gav ham kvalme. Luften i lazarettet var forpestet. Materiedannelsen i amputationssårene afgav en frygtelig stank, og når man på lazarettet i Augustenborg havde så store problemer med tyfusinfektioner, skyldtes det, ifølge van de Velde, at de sårede lå for tæt.

Den 25. april havde van de Velde set mere, end hans nerver kunne udholde. „Den rædsel og fortvivlelse, som jeg er omgivet af, tiltager for hver dag,“ skrev han til Røde Kors-præsidenten og tegnede et dystert portræt af det ødelagte Sønderborg.

Efter at have afsluttet mit sidste brev til Dem tog jeg til Sønderborg for at iagttage fjendens bevægelser og arbejder gennem min kikkert. Byen var på det tidspunkt fuldstændig øde. Jeg gik ned ad hovedgaden og hen til broen. Alle husene var forladte. Det indre af byen er alvorligt ødelagt, huse smadret af granatnedslag eller antændt af bomberne! Der var ikke ét, som ikke var beskadiget. Jeg mødte en gendarm, som tog mig med op på et tag på et halvt ødelagt hus, hvorfra man kunne se de prøjsiske forposter på den anden side af vandet så tæt på, at man kunne have talt med dem gennem megafoner. En højtstående officer, som jeg mødte senere, tog mig på en gåtur gennem den ulykkelige by. Beboerne havde taget flugten aftenen før i al hast medbringende det, de kunne, og havde efterladt dørene åbne.

En rigmand havde reddet sin pengekasse, men efterladt sine smukke møbler til fjendens forventede vildskab. En fattig arbejder, der ikke havde nogen pengekasse at redde, og som jeg mødte på gaden, havde sin vogn læsset med triste gamle sager, men som havde stor værdi for ham. I et andet hus havde man taget alt med undtagen en stakkels lille kanariefugl i sit bur, og som snart ville bukke under, hvis ikke en dansk soldat havde taget den med af medlidenhed.

Denne ødelagte, sørgelige og forladte by gjorde mig endnu mere trist end for et par dage siden, da enorme røgsøjler steg op fra dens brændende tage.

Sønderborg, ødelagt og uhyggelig.

Van de Velde var ikke længere i tvivl. Han måtte se at komme bort fra Als i en fart. Tirsdag den 26. april forlod han øen under det påskud, at han kun i København kunne modtage breve fra Røde Kors-præsidenten. „Jeg længes efter at læse Deres breve,“ skrev van de Velde til præsidenten.

12. Hovedstaden

Krigskorrespondenten. København var ikke en by efter Edward Diceys smag. Uanset hvor meget han sympatiserede med danskerne, uanset hvor meget han havde lidt med den danske hær – og i The Daily Telegraph’s spalter talt danskernes sag – så imponerede den lille hovedstad ikke den berejste Dicey. Om byen, der havde under 200.000 indbyggere, og hvis huse lå presset sammen bag voldene, skrev han til sine læsere, at „den har det ubeskrivelige udseende af en by, der har udlevet fordums storhed“. Dicey havde svært ved at komme sig over, hvor stille og grå en by hovedstaden var. Her var ikke det mylder, han kendte fra det kosmopolitiske London, en by, der havde mere end 10 gange så mange indbyggere. Alligevel havde han det den første morgen efter sin ankomst til København, som var han kommet i himlen. Han satte sig ved et veldækket morgenbord på Hotel D’Angleterre, og for første gang i ugevis var han nyvasket, nybarberet og iført rene klæder. Desuden frøs han ikke længere. Ved siden af sig på bordet lå en bunke friske britiske aviser.

Så snart han gik ud i byens gader, forsvandt alt det himmelske ved opholdet i København. „Her hersker en generel nedtrykthed. Katastrofen ved Dybbøl har bragt krigen tæt på og på en måde, jeg har en mistanke om, at den aldrig har været det før hos københavnerne,“ skrev Dicey den 26. april. Overalt så han sørgende borgere. „Selv blandt den lille kreds af bekendte, jeg som en fremmed har i denne by, kan jeg ikke gå nogen steder uden at høre den samme historie om privatmenneskers tab og sorgen, som er forårsaget af den nationale katastrofe.“

Dicey brød sig ikke om at gå til begravelser, men kunne ikke undgå dem. Hver dag stod København i dødens tegn her i den sidste uge af april – hver dag bød, som han skrev, „på nye begravelser af faldne soldater, og synet af lange, sørgmodige processioner gennem de tyste, rolige gader er blevet helt almindeligt … [man] ser næsten ikke andet end kister her“.

Kgs. Nytorv og Det Kgl. Teater. København var ikke nogen by efter den britiske korrespondent Edward Diceys smag

Dicey var med til major Rosens begravelse i Holmens Kirke. Han var blevet gode venner med Rosen under sit ophold ved Dybbøl og beskrev ham som et usædvanligt loyalt og værdigt menneske. Rosen var blevet dødeligt såret kort tid efter, at han havde set sin overordnede, general du Plat, blive dræbt tæt ved Dybbøl Banke. Rosen var straks ilet over til ham for at forsøge at få hans lig båret med tilbage og blev så selv ramt. Ved begravelsen af Rosen lagde Dicey mærke til majorens seksårige søn, „der blev ført frem til gravkanten og kiggede forsigtigt og undrende ned i hullet“.

Dicey blev også vidne til den store offentlige gudstjeneste i Holmens Kirke den 27. april, hvor der begravedes 14 faldne officerer og soldater. Tusinder af borgere deltog, og ved den efterfølgende procession igennem gaderne gik kong Christian den 9. forrest. „Han gik tæt ved de blomsterbeklædte kister,“ skrev Dicey,

og bukkede langsomt fra tid til anden som svar på de tavse hilsner, han fik undervejs. Efter at kisterne var sænket ned i deres grave, sagde han nogle medfølende ord til de pårørende og skulle til at forlade stedet, da han fik øje på en fattig kvinde i dyb sorg, der stod ved en menig soldats grav og græd bitterligt. Han vendte sig straks, forlod sit følgeskab, tog på den tyske facon kvinden i begge hænder, holdt dem i sine og spurgte venligt om hendes navn, mens tårerne også løb ned ad hans kinder. Der kunne ikke være nogen tvivl om oprigtigheden af hans følelser, og den tætpakkede menneskemasse, som omringede gravstederne, gjorde straks plads for kongen og hilste på ham i respektfuld tavshed på en måde, der var mere elegant end nok så mange hurraråb, da han gik derfra. Hans Majestæt så slidt, sørgmodig og ældet ud.

*

Digteren. En af de mange, der var mødt op til den store begravelse i Holmens Kirke, var digteren H.C. Andersen. I sin dagbog skrev han: „Garnisonens Kirke var pyntet med flag og flor, laurbærtræer stod om de blomstersmykkede kister. Jeg stod ved orgelet, hvor man var venlig og opmærksom mod mig, jeg sad der, så det storartede optog, kongen og landgreven fulgte til fods; jeg sluttede mig til toget, men kun hen til Store Kongensgade … jeg var så afficeret og træt.“

Dagene efter stormen på Dybbøl var en prøvelsernes tid for den sensitive digter. En af H.C. Andersens nære venner, den 34-årige Viggo Drewsen, havde været ved Dybbøl som frivillig soldat. For digteren var Viggo en slags søn.

„Han har et stort stykke af mit hjerte,“ skrev H.C. Andersen den 5. april til løjtnanten for Viggos kompagni, Michael Gjørup, „han er en dattersøn af den afdøde gamle Collin, ham er det, jeg sang for, da han var barn: ‘Lille Viggo, vil du ride ranke.’ Min tanke er hos ham, som var han min søn eller yngre broder; han er begavet, har kundskab og hjerte, jeg har altid ventet noget betydeligt af ham, men hvori og hvorledes var mig ikke klart, nu er min tanke kun: Gud, lad ham uskadt komme tilbage.“

Viggo Drewsen var søn af juristen Adolph Drewsen og Ingeborg Drewsen, i hvis hjem H.C. Andersen ofte kom. Viggo, der var embedsmand i Finansministeriet, blev sammen med et hold på 18 officersaspiranter sendt til Dybbøl den 26. marts på et tidspunkt, hvor fronten for alvor var ved at blive farlig. Digteren var tynget af vemod i dagene forud for Viggos afrejse og havde en forudanelse om, at noget slemt ville tilstøde ham ude i felten.

Den 25. marts tog H.C. Andersen afsked med sin ven og skrev i sin dagbog: „Sagde i dag Viggo lev vel … der var megen alvor i ham, mig kom tårer i øjnene.“

H.C. Andersen var konstant bekymret for Drewsens ve og vel, og bekymring blev til panik den 18. april. Nok var H.C. Andersen en mand, der kunne bekymre sig om mangt og meget og ofte om ingenting, men i dette tilfælde havde hans bekymringer noget på sig. Viggo var blevet optaget i det 2. regiment. Sammen med det 22. regiment lå det i forreste linje, da det store slag begyndte. Kun 9 ud af 10 af disse to regimenters mandskab kom med tilbage til Als.

I sin dagbog skrev H.C. Andersen den 18. april: „Frøken Regitze [kom] og sagde, at dræbt, såret og taget af fjenden var andet regiment, 22., samt 9. og 20. Jeg forfærdedes ved at høre 2. regiment, netop det, Viggo er ved.“

Hvad var der sket med ham? Der kom ingen underretning om hans skæbne den 18. april, og den følgende dag skrev digteren i sin dagbog: „Jeg har ikke ro eller hvile, jeg drives fra hjemmet, søger til Eduards og Linds, der er feber i mit blod.“

Dagen gik på hæld, og der var stadig intet nyt om Viggo. Han var heller ikke om bord på Nordstjernen, det store lazaretskib med 500 sårede om bord, der lagde til Københavns red den 19. april. Det myldrede med mennesker, omnibusser og droscher nede ved havnen, mens de sårede blev bragt fra borde og fragtet til hospitalerne. Men forfatteren, der var ilet til Reden, fandt ingen Viggo Drewsen blandt dem. „Jeg driver omkring, mine ben kunne ikke bære mig,“ skrev H.C. Andersen. Pludselig kom dog en opmuntrende meddelelse ham i hænde. „På gaden fik jeg brev, udenpå stod ‘Feltpost’, jeg blev rigtig levende derved og håbede at høre noget; det første, jeg læste, var, at Viggo Drewsen befandt sig vel.“

Så sank H.C. Andersens mod. „Brevet var skrevet den 17. april, netop før de skulle ud på forpost.“

Den 20. april lød der et rygte om, at Viggo Drewsen var fundet i god behold oppe i fæstningen ved Fredericia. Problemet med rygtet var, at det ingen mening gav, for hvad skulle han bestille deroppe? Herefter forlød det fra en telegrafist på Als, at han havde talt med Drewsen, der ifølge telegrafisten var sund og rask. „Jeg var overvældet af glæde,“ skrev H.C. Andersen i dagbogen, „og brast i en voldsom gråd. Jeg måtte straks ud til fru Drewsen, vogn var der ikke at få, jeg gik, som i en drømmetilstand, mit hoved var klart, mine ben kunne næppe bære mig.“ Lige før han tog af sted, skrev han et overstrømmende lykkeligt brev, som han stilede til „Viggo Drewsen, 2. regiment, Als“.

Stemningen var høj hos familien Drewsen denne aften. Det var den dog kun, indtil der indløb et telegram fra en tysk læge på et lazaret i Broager, der hævdede, „at sønnen af etatsråd Drewsen ligger såret i benet“. Alt imens fik familien et brev fra en officer på Als, der bekræftede, at Viggo var fanget og såret.

Hvis det var rigtigt, hvor hårdt såret var Viggo Drewsen så? Dødeligt?

Denne nat fik H.C. Andersen et telegram, der bekræftede, at Drewsen ikke var med ovre på Als. Han var meldt savnet. Digteren skyndte sig i tøjet ved daggry den 21. april og tog atter ud til familien Drewsen. „Næsten en halv time gik jeg på torvet og ventede på en omnibus, den kom ikke, jeg slæbte mig af sted til Gammeltorv, vognen var gået på en anden tid, da det var helligdag, ‘Store Bededag’; jeg tog nu en droske og kørte ud gennem Nørreport, solen skinnede, træerne stod med store, grønne knopper, i den stemning jeg var, syntes jeg, at naturen var hjerteløs; den åndede liv og glæde, medens alt rundt om var død og sorg.“

H.C. Andersen fandt faderen Adolph Drewsen alene, bleg og forskrækket. Han havde også netop fået telegrafbesked om, at sønnen var forsvundet. „Jeg var Gudløs,“ skrev H.C. Andersen om den frustration, han følte, og „ønskede at få en ende på det, kunne ikke bede, Satan rådede i mit bryst.“ Først på aftenen gik H.C. Andersen forbi Holmens Kirke, hvor han mødte den sårede garderofficer Rosen, der var bror til major Rosen, som var blevet dræbt på Dybbøl, og om hvis begravelse krigskorrespondenten Edward Dicey senere berettede til sine læsere. Inde i kirken lå liget af Rosen. Hans bror ønskede, at H.C. Andersen fik det at se. „I kirken skinnede lys, der var nok bryllup, vi stod i kapellet, hvor aftenlyset skinnede, graveren løftede kistelåget. Rosen lå der så mild og stille, en sovende; han så mere livsglad og sund ud end broderen, der levede, men nyligt var stået op fra sygesengen og nu var hos mig. Jeg brast i gråd, og han takkede mig for min deltagelse.“

Den 22. april var en grå og kold dag – og en dag, der ikke bragte nogen forløsning i form af nyheder om, hvad der var sket med Drewsen. Den 23. april – den samme dag som krigskorrespondent Dicey forlod Als for at rejse til København – indløb der så et telegram med ordene: „Viggo har fået et skudsår i den nedre del af benet, han og lægen er tilfredse.“

Han lå altså rigtignok på lazaret i Broager, som et tidligere telegram havde hævdet. Han var såret, men uden for livsfare. „Jeg er i dag i ro, det er i øjeblikke, som om krigen var forbi, som en ond drøm var overstået,“ skrev H.C. Andersen denne dag i sin dagbog.

*

Dissidenten. Men krigen var ikke overstået. Den var i alles tanker. Ikke mindst rasede en indre krig hos en af Københavns andre flittige dagbogsskribenter, Eleonore Christine Tscherning, der som Dicey og H.C. Andersen havde fulgt den store begravelse i Holmens Kirke. Hun observerede i sin dagbog, at „kongen var bleg som et lig og vaklede næsten, da han gik fra kiste til kiste, og ved en af dem standsede han og talte med en gammel bondekone, der stod ved kisten og græd og idelig tørrede tårerne af“. Som hustru til Danmarks første krigsminister og folketingsmedlemmet Anthon Frederik Tscherning var hun tæt på Danmarks magtelite og havde en uforbeholden mening om den. Mens H.C. Andersen nærmest var apolitisk – trods sin sorg over den ulykkelige krig kritiserede han ikke den politiske kurs – var Eleonore Christine kritisk over for mændene, der havde styret Danmark ud i krigen. Hun havde stærke meninger og et skarpt blik for det politiske spil. Havde hun været en mand, havde hun givetvis været lige så fremtrædende i det danske samfundsliv som sin ægtefælle, A.F. Tscherning, der indskrev sig i danmarkshistorien som manden, der indførte værnepligten og fik en krigsduelig hær på fode i 1848, da Treårskrigen brød ud.

Takket være hans store organisatoriske talent lykkedes det Danmark at blive krigsparat, da tysksindede slesvig-holstenere gjorde oprør mod den danske konge og med våben forsøgte at løsrive sig fra kongeriget.

Det var svært at sætte A.F. Tscherning i bås. Han brød sig ikke om enevælden, men han var heller ikke nationalliberal. Han var krigsminister og havde tilbragt en stor del af sit voksne liv i militæret som artillerist, men han så ikke desto mindre ned på mange af hærens ledere og avancerede derfor heller aldrig til mere end kaptajn. Han blev sendt i eksil til udlandet i nogle år på grund af sin åbenmundede kritik af både hærledere og konge, men blev slutteligt taget til nåde af kongen. Kun fordi kong Frederik den 7. mente, at det var pinligt at have en krigsminister, som blot var kaptajn, blev han udnævnt til oberst, noget, han ikke selv brød sig videre om.

Hans talent for at organisere stod i kontrast til hans lejlighedsvis anarkistiske væsen. Men på et punkt kunne man altid regne med Tscherning: Han sagde sin mening bramfrit. Han var imod krigen 1864 – for han ønskede helstaten bevaret. Han havde stemt imod udbygningen af Dannevirkestillingen. Han mente, at det var en håbløs stilling, der udelukkende byggede på nationalliberale drømmerier og myter om dronning Thyras uovervindelige vold. Skulle det endelig komme til krig, så gik han ind for, at Danmark førte den fra et stærkt befæstet Dybbøl og med den samlede danske flåde udstationeret i sundet ved Dybbøl og Als.

Denne vision blev som bekendt ikke til noget. Udbygningen af Dybbøl blev forsømt før krigsudbruddet, og forsvaret af Dybbøl blev derfor aldrig optimalt. Tscherning var stærkt imod Novemberforfatningen fra 1863, der reelt indlemmede Slesvig i det danske kongerige, og var en af få fremtrædende politikere i København, der, i hvert fald offentligt, begræd krigen. Hans kritik af den danske regering var dog nærmest det rene ingenting i forhold til den, som kom fra hans kone, Eleonore Christine.

Eleonore Christine Tscherning.

Hun var fuld af virkelyst, handle- og skrivekraft og fulgte nøje den politiske udvikling i landet, ja, hun gav sågar ofte direkte råd og anvisninger til kredsen af ledende politikere, der kom i hjemmet.

Af hendes flittige dagbogs- og brevskriverier fremgår det ikke alene, i hvor høj grad hun var imod krigen, men også hvorledes hun foragtede de mænd, der bar ansvaret for krigsudbruddet. Den nationalliberale agitator og redaktør på dagbladet Fædrelandet Carl Ploug havde hun et særlig ondt øje til, for han var en mand, hun mente var tæt på at være en landsforræder, og som, fandt hun, benyttede sig af et „uartigt avissprog“. Og statsminister D.G. Monrad, som ofte besøgte dem i deres hjem, fik hende til at fnyse af vrede. Samtidig med at de talrige begravelsesprocessioner fandt sted i København, og Dicey berettede om dem, og mens H.C. Andersen fór forvildet rundt i byen for at søge underretning om Viggo Drewsen, aflagde Monrad besøg hos Tscherning-familien for at få den tidligere krigsministers vurdering af den militære situation efter Dybbøls fald.

Carl Ploug, redaktør på Fædrelandet.

I sine dagbogsoptegnelser giver Eleonore et lidet flatterende billede af den danske statsminister – et billede, som også er med til at understrege indtrykket af, at han var maniodepressiv; det ene øjeblik nede i kulkælderen, det næste opstemt, hyperaktiv og boblende i sit væsen. Det sidste var han under besøget i Tscherning-hjemmet.

„Jeg … følte mig pirrelig over hans smilende, lattermilde væsen, over den lette måde, hvorpå han behandlede alle disse for vort ulykkelige land så skæbnesvangre spørgsmål,“ skrev hun i sin dagbog med henvisning til, at det var højst upassende for den danske statsminister at møde op i storartet humør, når landets skæbne stod på spil, og når tusinder af borgere sørgede over tabene ved Dybbøl.

Men her var Monrad i al sin fylde og arrogance. Ifølge Eleonore Christine slog han en latter op over et brev, A.F. Tscherning havde sendt ham – et brev med en artikel fra Sorø Avis, der opfordrede til oprør mod konge og regering. Monrad mente ikke, at man skulle tage den slags provinsskriverier alvorligt. Ægteparret Tscherning var uenige med ham, og Eleonore Christine kunne næsten ikke udholde hans selskab. Hun var, skrev hun i sin dagbog, „grædefærdig af harme over Monrads optræden“.

Jo mere Monrad syntes at affærdige A.F. Tscherning, des mere rasende blev hun. Da Tscherning fortalte Monrad, at han var bange for, at Als ikke kunne holdes længe mod et eventuelt prøjsisk angreb, fejede ministeren bekymringerne af bordet i en håndevending. Da havde Eleonore Christine fået nok. Hun brød ind i samtalen, og harmdirrende spurgte hun Monrad, om „man da virkelig tænkte på at blive stående også dér og lade sig slagte som ved Dybbøl“.

Storgrinende gik han hen til hende, tog hende med begge hænder om skuldrene og kaldte hende „vor lille frue“. „Jeg rejste mig hurtigt,“ skrev Eleonore Christine i sin dagbog, „og sagde: ‘Jeg kan næsten ikke være i stue med Dem’.“

Hun gik.

*

Divaen. En anden af rigets fremtrædende kvinder havde i sine breve lige så travlt med at kommentere krigens gang. Den 18. april skrev Johanne Luise Heiberg til sin kære ven, folketingsmedlemmet og den danske udsending i London, A.F. Krieger:

Hvor er det dog sjældent, at nogen bærer sorgen såvel som glæden med anstand og skønhed. Fru Drewsen [Ingeborg, moderen til den Viggo, som H.C. Andersen havde været så bekymret for], der har en søn med i krigen, var i sin sorg i dag så uskøn og tog så voldsomt på veje, at jeg blev tavs og har vist syntes kold for hende. Så rørende som den stille, dybe, inderlige sorg er, så lidt rører mig – det er måske en fejl af mig – den støjende, højrøstede, der ligesom med forsæt giver sig hen. Der må i sorgen være blufærdighed, ellers gør den hos mig et råt indtryk. Jeg traf hende uden for sin dør, da budskabet om Dybbøl var kommet, og efter hendes måde at tage dette på troede jeg, at hun i dag lå sønderknust på sit leje. Jeg blev derfor beroliget, da jeg i aften kørte til byen, ved at se hende, som sædvanlig, sidde ved sit vindue for at holde øje med de forbigående. Hun er en god kone, men finhed hører ikke til hendes natur.

Den 25. april berettede hun til Krieger: „Herhjemme hører man kun dag for dag om al den jammer, som de mange faldnes efterladte befinder sig i … man bliver modløs af at høre om al den modløshed rundt omkring sig,“ og fortsatte: „Der stod forleden i Adresseavisen et smukt lille avertissement fra en moder, der havde mistet sin eneste søn i krigen: ‘Glad og vel til mode døde min søn ved at forsvare sit fædreland.’ Ingen gråd og klager fulgte oven på disse simple ord.“

Se, sådan skulle man, ifølge fru Heiberg, te sig. Uden gråd, uden klage.

*

Agitatorerne. Uden gråd, uden klage. Sådan mente man også i de nationalliberales talerør, dagbladet Fædrelandet, at danskerne burde håndtere nederlaget ved Dybbøl. På forsiden af avisen og helt i tråd med den indflydelsesrige chefredaktør Carl Plougs politiske standpunkter proklamerede en skribent således den 19. april:

Det, som vi har forudset, er indtruffet. Dybbøl er indtaget. Det er et tab, et stort tab, vi derved har lidt; men lad os modtage underretningen derom som mænd. Hvad der er sket, må vi ofre en smertelig, men kort tanke – smertelig med hensyn til de mange, som lider, men kort, fordi bekymringen for fædrelandets fremtid må anspænde hele vor ånds kraft på det, som skal ske. En fast stilling er indtaget efter uhyre anstrengelser og opofrelser fra fjendens side og efter et langvarigt, heltemodigt og hæderligt forsvar fra vores. Det er et tab, vi har lidt, men et tab, der ikke er så stort, som det ved første øjekast kunne synes. I virkeligheden står vi jo nu – bortset fra den større styrke, vi har imod os – i strategisk henseende ikke anderledes, end vi stod i 1848 efter tilbagetoget fra Slesvig, da hæren straks forlod Dybbøl og gik til Als. Nu må vi forsvare dette land så længe som muligt, indtil måske også denne stilling bliver indtaget. Kun skridt for skridt må vi vige tilbage. Selv om vi stedse skulle stå ene i kampen mod overmagten, kunne vi holde længe ud endnu. Kun må vi aldrig tabe modet, aldrig tabe vort mål af syne. Tabet kan kun opflamme mandens mod og anspænde hans kraft – roligt og bestemt, koldt og urokkeligt må vi se fremtiden, hvilken den end bliver, i møde. Der findes tider såvel i det enkelte menneskes som i folkenes liv, hvor man kun har valget imellem at sejre eller falde, og vor stilling – det er et held – er i så henseende klar. Skulle vi falde, lad os da falde med hæder.

Avisen repræsenterede det dominerende politiske parti – de nationalliberale, der agiterede for et Danmark til Ejderen. Mange nationalliberale drømte desuden om at skabe et nordisk storrige. De var med andre ord parate til at fortsætte krigen. De var, sådan lød i hvert fald deres storladne erklæringer, parate til den totale krig og til den yderste kamp, om så resultatet måtte blive, at det danske folk skulle ofre sig ved at kæmpe til sidste mand. Blodbadet ved Dybbøl havde ikke skræmt de nationalliberales talsmænd i Fædrelandet. Der skulle mere til.

Kravet om den totale selvopofrelse, om folkets kamp til sidste blodsdråbe, kom særlig skarpt til udtryk i et digt med titlen „18. april 1864“, der blev bragt på forsiden af Fædrelandet få dage senere.

Er vor moder kraftløs vorden,

Er hun en udlevet kvinde

Halvt til ynk og halvt til latter,

Sløv på sind og sløv på sands,

Der i matte drømme nynner

Hæst de gamle kæmpeviser,

Hvortil hun i ungdomsdage

Svang sig under kjærtes glans;

Og er hendes yngre sønner

Kun en marvløs æt, der trodser

Jammerligt på svundne tider

På et ældre broderkuld;

Blev hvert minde, sang og saga

Til en kold og sjælløs mumie,

Genstand for nyfigen studsen,

Når den graves frem af muld;

Da har nys kanoners brølen

Været klokken, der har ringet

Hele slægten ind til færden

i det golde dødningeland;

Da kan ingen hjælp os både,

Steg end engle ned fra himlen,

Da har vi vort dødssuk åndet

Ud i blod på Slesvigs strand

Men hvis end vor moder evner

Børn at føde, børn at amme

Der kan sundhedsmælken die

Af et kraftigt moderbryst,

Der er skabte til at vorde

Mænd til dåd og mænd til tanke,

Som kan døje livets smerte

Som kan nyde livets lyst;

Da – om tusind Dybbølskanser sank i grus –

om hundred tusind

Tyskerhorder frem sig vælted

Vildt med sværd og blus i hånd,

Vil dog snart en morgenrøde

Spottende ad alle smile,

Som har troet, at stål og flammer

Kan dræbe en folkeånd.

Udtrykt på mundret dansk spørger digteren, om Moder Danmark virkelig er blevet kraftløs, jamrende, rygradsløs og svag? Om danskerne kun kan klynke? Hvis Moder Danmarks børn, de danske borgere, er blevet svage, fortjener de ikke livet, for så har vi „vort dødssuk åndet“. Men hvis Moder Danmarks bryst er kraftigt, og folket, som drikker af det, er stærkt og parat til at døje livets smerte, ja, da kan fjenden være nok så stærk. Så kan det danske folk udholde tusinde Dybbølskanser, som synker i grus. Måske vil de fleste danskere blive dræbt i denne kamp, men i det mindste vil folkeånden sejre og det danske folk have gjort sig værdigt til genopstandelse.

I en forsideartikel den 25. april skrev en skribent i avisen, at „en ærlig fjende kan man agte og efter kampen slutte venskab med; en barbarisk fjende må man hade; en lumsk og fej modstander foragter man“. Prøjsen havde, ifølge forfatteren til disse ord, gjort sig fortjent til had og foragt.

Had og foragt rettede Fædrelandet’s skribenter ikke kun mod de ydre fjender, men også mod Danmarks indre fjender, mod landsforræderne, der ifølge de nationalliberale skribenter var borgere, der ikke gik helhjertet ind for krigen. Den danske borger havde, ifølge Fædrelandet’s forsideartikel den 25. april, „lov til at sige, at krigen kunne være undgået, men han har også dermed fraskrevet sig navn af dansk; han har stillet sig i vore fjenders rækker“.

13. Rømning

Mens nationalliberale agitatorer hetzede de medborgere, der stillede spørgsmålstegn ved det kloge i en videre kamp, var den danske krigsminister så småt ved at gå fra forstanden.

Carl Christian Lundbye var rådvild og anede ikke, hvad hæren efter Dybbøls fald nu skulle gøre. I dagene op til Dybbøls fald havde han i nogle timer givet efter for overgeneral Gerlachs indtrængende bøn om, at den danske hær måtte rømme Dybbøl. Men Lundbye, en sindsmæssigt nedbrudt mand, bøjede sig selv samme eftermiddag for statsminister Monrads krav om, at Dybbøl skulle holdes uanset tabenes størrelse.

Nu hvor Dybbøl var faldet – nu hvor det var tydeligt, at hans beslutning havde været et eklatant fejlskøn og ikke bare havde kostet tusinder af menneskeliv til ingen verdens nytte, men tilmed også havde tabt Dybbøl-stillingen, var det, som var han ved at miste besindelsen. Han begyndte at se spøgelser. Han skulle ikke nyde noget af et nyt Dybbøl. Fredericia skulle undgå Dybbøls skæbne. Det tænkte han i øjeblikke, i andre skiftede han så igen fuldstændigt mening.

På et statsrådsmøde dagen efter Dybbøl-slaget udstillede han sin sørgelige mangel på evne til at se klart. Til stede var kongen og statsministeren. Det ene øjeblik erklærede Lundbye, at Fredericia stod til at blive taget af fjenden, og at de danske tab måske i givet fald ville blive så store, at hæren ville ophøre med at eksistere. Det næste øjeblik erklærede han, at man nok kunne forsvare Fredericia og Als, for lidt efter at understrege, at man måske skulle opgive Als.

Til trods for sine mange holdningsudsving modnedes tanken om at opgive Fredericia dog hos ham i de efterfølgende dage, og den 23. april gjorde han alvor af sine tanker. Han skrev et brev til overgeneral Gerlach, der med sin stab havde taget ophold i Assens. Generalen spærrede øjnene op over det, der stod at læse.

Hr. General! Jeg er urolig for Fredericia. Uroen skriver sig derfra, at jeg ikke øjner nogen egentlig grund, hverken militær eller politisk, til at søge at holde denne fæstning. Man måtte sikkert helst ganske forlade den, et foretagende, som jeg er villig til at gå ind på, hvis min mening er overensstemmende med Deres Excellences i så henseende … Jeg beder Dem træffe denne beslutning, hvis Deres Excellence ganske tiltræder denne mening.

Hvordan skulle det forstås? Var der tale om en ordre til at rømme Fredericia eller om private tanker, hvor krigsministeren blot søgte råd og vejledning fra sin overgeneral?

Som krigsministeren var Gerlach stærkt opsat på ikke at begå flere fejl, der ville koste unødige tab af soldater. Som krigsministeren havde generalen brug for at rense sit navn. Mens krigsministeren var kommet til den konklusion, at dette skulle ske ved at fjerne tropperne fra Fredericia, var Gerlach i samråd med sin stab kommet til den modsatte konklusion. Fredericia skulle holdes, i hvert fald i et par uger endnu. Fredericia var i generalens øjne en væsentlig stærkere stilling end Dybbøl og en strategisk vigtig position for danskerne. Fredericia gav danskerne et solidt fodfæste på den jyske halvø. Et Fredericia på danske hænder ville tvinge modstanderne til at binde store troppestyrker her, hvad der omvendt ville gøre det sværere for tyskerne at besætte hele Jylland eller rette et angreb mod øerne. Skulle tyskerne opbygge alt for overlegne angrebsstyrker foran Fredericia, havde danskerne altid mulighed for at trække sig bort over Lillebælt til Fyn.

Gerlach troede derfor ikke sine egne øjne, da han læste brevet fra Lundbye. I stor hast telegraferede han til krigsministeren og gjorde helt entydigt rede for sit synspunkt:

Efter Dybbøl-stillingens fald er Fredericia det eneste offensive punkt og formenes derfor ikke at burde rømmes … Fredericia er ulige heldigere stillet end Dybbøl-stillingen … Så længe Fredericia holdes besat, binder den, hvad enten den angribes eller ej, en større del af fjendens styrker, og han vil derved forhindres i at udstrække sin besættelse af Jylland så langt mod nord, som ellers ville kunne finde sted. I så henseende spiller Fredericia i dette øjeblik en langt vigtigere rolle end Als.

Gerlachs ord prellede af på krigsministeren. Fredericia blev et nyt Dybbøl, hvis ikke man straks trak de danske styrker bort. Det var Lundbye nu blevet helt enig med sig selv om. Den danske hær måtte således skynde sig bort. Hårdt og ordknapt telegraferede han til Gerlach: „Min i skrivelse af 23 ds. udtalte mening skal sættes i værk.“

Som sædvanlig endte Gerlach med at parere ordre. En ordonnans afgik til Fredericia og ankom kl. 5.10 om morgenen den 26. april, hvor han afleverede ordren om rømningen af fæstningen til kommandant general Lunding. Til sin kone skrev Lunding efter at have læst telegrammet: „Det var et bitterligt bæger at tømme.“

Da Lunding havde sundet sig over denne ubegribelige ordre, ilede han til telegrafstationen. Han måtte for enhver pris have en telegrafsamtale med krigsministeren, og han måtte have den straks.

*

I Berlin var den prøjsiske generalstabschef Helmuth von Moltke som altid i færd med at lægge planer. Og han var ved at udarbejde en noget overraskende plan, som gik ud på, at tyskerne helt skulle ignorere Fredericia og i stedet angribe Fyn.

Der var ifølge Moltke en lang række tungtvejende grunde til, at man skulle undgå et angreb på Fredericia. En belejring ville realistisk set tage flere uger, selv om viljen var der til at prøve at gøre den kort. Den ville være dyr både i materiel og menneskeliv.

Hvis man gik mod Fredericia, ville man bare føre krig på danskernes betingelser. Ifølge Moltke havde belejringen af Dybbøl været en taktisk fejl. Prøjserne havde tabt tid. Man skulle i stedet for at angribe danskerne, hvor de forventede at blive angrebet, opsøge dem, hvor de stod svagest. Stedet var Fyn. Her havde danskerne kun få tusind mand, og de kunne ikke drømme om, at tyskerne ville angribe her. Moltke vidste, at danskerne tog for givet, at prøjserne og østrigerne ikke turde sætte over Lillebælt. Men hvorfor ikke bare gøre det? Med et tilstrækkelig stort antal robåde og pontonbroer, som kunne trækkes ud i bæltet og føres over til Fyn – og i lyset af, hvor tyndt besat Fyn var med danske tropper – skulle en sådan operation vel være mulig. Var den det, ville den være dødbringende for det danske forsvar. Indtog man Fyn, delte man den danske hær. Man isolerede de to danske hærenheder ved henholdsvis Fredericia og på Als. Uden Fyn ville det være svært for danskerne at trække sig bort fra Fredericia, og tabte danskerne Fyn, ville Als også være blevet fuldstændig værdiløs for dem. Efter en erobring af Fyn kunne prøjserne og østrigerne nedkæmpe den splittede danske hær, og hermed ville sågar vejen til Købehavn ligge åben. Den danske flåde ville have svært ved både at gøre sig gældende ved Lillebælt, Alssund, Storebælt, i Østersøen og i Nordsøen, og de danske stridskræfter ville således med en vellykket erobring af Fyn stå i en fuldstændig håbløs situation.

Planen forelagde Moltke per telegraf for den prøjsiske overkommando i Danmark. Selv „den gamle“ – den senile og forsigtige marskal Wrangel – var begejstret. Det samme var den lige så forsigtige kong Wilhelm den 1. efter samtaler med Moltke i Berlin.

For hurtigt at kunne sætte handling bag planerne blev en afgørende rokade i hærens ledelse nu sat i værk. Moltke sendtes til Danmark for at blive prins Friedrich Karls stabschef. Marskal Wrangel, der ganske enkelt var for senil til at være øverstkommanderende, blev frataget overkommandoen. Den Røde Prins, prins Friedrich Karl, der sultede efter flere sejre, blev til gengæld øverstkommanderende. Moltke skulle være hjernen, der kunne udtænke de storstilede offensiver. Den Røde Prins manden, som udførte dem.

Stabschef Helmuth von Moltke og den prøjsiske hærchef prins Friedrich Karl.

*

„Er beslutningen om at rømme Fredericia uigenkaldelig?“

Kl. 13 den 26. april stillede general Lunding spørgsmålet direkte til krigsminister Lundbye i København, der havde indvilliget i at føre en telegrafsamtale med generalen.

„Ja,“ svarede han, „den skal udføres. Transportmidler må rekvireres, om fornødent, til afdelingerne.“

„Hvor lang tid mener ministeren, at evakueringen må vare? Skal den være hurtigt tilendebragt, eller kan man give sig tid fx til i overmorgen tidlig? Længere vil transportvæsnet næppe kunne udholde uafbrudt arbejde?“

Krigsminister Lundbye: „Den må vare omtrent en uge, dog således, at vore værdifulde riflede kanoner og krudtforrådet først bringes bort.“

General Lunding: „Da bevæggrunden til den modtagne ordre om evakueringen er mig ubekendt, forespørger jeg, om jeg skal forsvare mig, hvis fjenden angriber, mens her endnu er så megen styrke, at der kan være spørgsmål om forsvar, eller om jeg skal kapitulere. Lykkes evakueringen, må efter min mening den styrke, som til allersidst markerer besætningen, omtrent en bataljon og noget fæstningsartilleri, formentlig overlevere fæstningen til fjenden for at sikre byens indbyggere. Er ministeren enig heri?“

Krigsminister Lundbye: „Ja. Men de mobile felttropper må sikkert føres over til Fyn for ikke at tabe dem. Derefter kan der kapituleres.“

General Lunding (desperat, for han havde ikke fået et klart svar på, om han skulle kæmpe eller bare overgive sig, hvis tilbagetrækningen blev opdaget og danskerne angrebet): „Hvis fjenden angriber, mens jeg endnu har en antagelig styrke af felttropper, skal jeg slås eller kapitulere?“

Krigsminister Lundbye: „Kapituler; men skaf tropperne bort i så stor mængde som muligt.“

Krigsministeren var altså villig til at miste indtil flere regimenter af den danske hær uden sværdslag, så længe man fik hovedparten af mandskabet fra Fredericia med over Lillebælt, og så længe man fik de riflede kanoner og ammunitionen bragt med sig. Han var således også villig til at ofre de mere end 200 glatløbede fæstningskanoner i stillingen.

For den kampberedte garnison i Fredericia var ordren om rømning stærkt demoraliserende, sådan som rømningen af Dannevirke også havde været for de fleste officerer og menige i den danske hær. Feltpræsten H.F. Rørdam, der befandt sig i fæstningen, og som stod Lunding nær, skrev i sin dagbog, at „Lunding … var stærkt bevæget. Min egen sjæl! Jeg havde i forvejen betænkt at gå til alters for at blive stærk i Herren og Hans vældes kraft til, hvad der forestod; men at det, der forestod, var at rømme, havde jeg aldrig drømt om. Jeg gik fra kommandanten hjem til kirken, og, Vorherres kærlighed og trofasthed til ære, min sjæl er rolig og stille … Alle de troende soldater, som kom til mig i dagens løb, var så bedrøvede. En sagde: Det er så anstødeligt; og artilleristerne, som skulle forlade kanonerne, var så bedrøvede“.

Da feltpræst Rørdam den næste dag befandt sig på Fyn, beskrev han stemningen blandt de danske soldater som ikke alene dyster, men også som rasende. I sin dagbog skrev han, at en soldat havde sagt, at „det var bedre, om vi alle blev slagtet, end at vi skulle komme bort på denne måde“.

Men bort på den måde kom de næsten 15.000 soldater i Fredericia, 20 riflede kanoner og flere tons ammunition. Allerede den 26. april forlod de første enheder Fredericia. Til rådighed for evakueringen havde Lunding blot en enkelt kanonbåd, tre dampskibe, fem postfærger og nogle jagter og andre mindre både, men han var ikke desto mindre i stand til uden problemer at fuldføre den egentlige evakuering, der begyndte den 27. april. Om aftenen og om natten til den 28. april blev størsteparten af hæren i fæstningen overført til Fyn. Ved femtiden om morgenen den 28. var stillingen derfor så godt som rømmet. Selv gik general Lunding om bord i kanonbåden ved daggry.

Som altid havde Lunding løst en stillet opgave med perfektion og sans for detaljen. Rømningen af fæstningen skete, uden at fjenden havde den mindste anelse. For at undgå, at østrigerne, der stod tættest på fæstningen, skulle fatte mistanke om evakueringen, lod han sin oberstløjtnant, G.J.V. Nielsen tage kommandoen over en mindre styrke på knap 500 mand, som skulle stå feltvagt i terrænet foran Fredericia. Styrken skulle give indtryk af, at alt var, som det plejede at være hos den danske hær i Fredericia, der daglig sendte en feltvagt ud foran fæstningen.

Ved Fredericia viste danskerne sig altså atter som sande mestre i retrætens kunst. De var forsvundet for øjnene af modstanderne ved Dannevirke i krigens første fase, og nu stod danskernes stærkeste fæstningsværk tomt og forsvarsløst tilbage, som havde de danske tropper tryllet sig selv bort.

Østrigske soldater ved Fredericias fæstningskanoner – nu vendt mod Fyn.

*

Den 29. april mødtes de øverste prøjsiske og østrigske hærledere i de allieredes hovedkvarter i Vejle for at planlægge krigens videre gang. Selv om Helmuth von Moltkes plan om at angribe Fyn i stedet for Fredericia havde vundet bred tilslutning blandt de prøjsiske hærledere, var østrigerne anderledes forsigtige og holdt på, at det var bedre at angribe Fredericia. Med et angreb på Fyn risikerede man bare, at briterne gik med ind i krigen på danskernes side, argumenterede østrigerne. Meningerne var stærkt delte, og de forskellige scenarier både for en overgang til Fyn og en belejring af Fredericia blev gennemdiskuteret af generalerne, da et telegram ankom til hovedkvarteret. Telegrammet ændrede alt. „Fredericia er pludselig blevet rømmet af danskerne, som har efterladt deres skyts,“ stod der.

*

Gaderne var tomme, byen en spøgelsesby, men fæstningen var fuldstændig intakt, da den gamle marskal Wrangel med sin stab red igennem Fredericia om eftermiddagen den 30. april. Hundredvis af danske kanoner stod i stillingerne. Tyskerne var forbløffede. Prins Friedrich (ikke at forveksle med prins Friedrich Karl) beskrev marskal Wrangels euforiske sindstilstand i sin dagbog:

Wrangel var som beruset af glæde, fordi en af hans forfædre for flere århundreder siden ligeledes havde indtaget fæstningen, og han havde derfor under hele felttoget ønsket sig netop denne triumf. Han sludrede faktisk ikke andet end nonsens, således at de østrigske generaler højlydt begyndte at gøre grin med ham. Således forlangte han, når man spiste middag her, at for hver gang der skulle skåles – og en skål, han ville udråbe – skulle en af fæstningens bastioner sprænges i luften. Jeg lokkede ham til at ryge, hvad han ikke havde gjort siden 1814, fordi han havde lovet at stikke en cigar i munden, hvis fæstningen skulle blive taget.

Men hvorfor havde danskerne rømmet Fredericia? Ingen på tysk side kunne give nogen logisk forklaring på, at den danske hær bare havde forladt en så stærk fæstning. Snart begyndte mere eller mindre fantastiske rygter at svirre. Nogle rygter sagde, at der havde været mytteri blandt de danske soldater i Fredericia. Andre, at der ulmede borgerkrigslignende tilstande i København, og at tropperne skyndsomt var trukket tilbage til hovedstaden for at nedkæmpe dem. Andre rygter igen fortalte, at danskerne var trukket over til Als, og at de dér ville prøve at krydse Alssund for at angribe de prøjsiske styrker ved Dybbøl. Der var til gengæld helt andre, som ville vide, at danskerne var ved at rømme Als og dermed koncentrerede hele hæren på Fyn.

Uanset hvilket rygte de tyske ledere fæstede lid til, så var alle enige om, at den danske tilbagetrækning militært set var absurd. Fredericia blev anset for at være så stærk en fæstning, at prøjserne og østrigerne, ifølge Helmuth von Moltkes eget udsagn, ville have været indstillede på en aftale om, at danskerne kunne have rømmet stillingen og medbringe samtlige kanoner, og at tyskerne til gengæld for en rømning også ville love ikke at ødelægge fæstningen, men tilbagelevere den uskadt efter en eventuel våbenhvile.

Men i stedet havde danskerne uden forsøg på at vinde det mindste foræret fjenden stillingen. Østrigske og prøjsiske tropper fik straks ordre til at ødelægge den, sprænge dens volde i stykker og bygge deres egne forsvarsværker og batterier langs strandkanten. De mange kanoner, som danskerne havde gjort ubrugelige ved at fornagle dem, blev taget som krigsbytte og samlet i lange vogntog, der snart sneglede sig ned gennem Jylland med Berlin som slutdestination.

Skønt den allierede hær med rette kunne fejre den overraskende triumf ved Fredericia, og selv om de fleste militærhistorikere også i dag er enige om, at fæstningens rømning ingen mening gav, så havde den danske retræte den effekt, at fjenden heller ikke længere vidste, hvad han egentlig skulle foretage sig. Man må give krigsminister Lundbye æren for, at han rent faktisk reddede den danske hær fra et altødelæggende angreb på Fyn. Tilbagetrækningen og den uvished, det medførte, betød, at Moltke, der ankom til Danmark den 2. maj, i første omgang skrinlagde sine planer om et angreb på øen.

Danskerne for deres vedkommende var lige så forvirrede. Overkommandoen i Assens kendte end ikke tidspunktet for Fredericias rømning. Det havde krigsminister Lundbye ikke fortalt sin overgeneral, der først hørte om rømningen, efter at den havde fundet sted. Herefter var det general Hegermann-Lindencrones tur til at blive forvirret. Men sin lille division på omkring 5.000 mand, hvoraf de fleste var ryttere, befandt han sig tæt på Ålborg. Han anede intet om Fredericias rømning og fik først kendskab til den, da han læste om den i aviserne. Han var ligeledes intetanende om, at krigsministeren havde besluttet sig for at sende store dele af tropperne fra Fredericia op mod nord, så de kunne tilslutte sig hans 4. division, som hermed ville blive styrket væsentligt og ved samme lejlighed omdøbt til Det Nørrejyske Korps.

Pludselig ankom der så disse ekstra regimenter, som Hegermann-Lindencrone havde fået tildelt. Der var endda tale om en ganske betydelig troppeforøgelse, der fik styrken op på omkring 12.000 mand. Hvad var meningen med dette pludseligt opståede Nørrejyske Korps?

For generalen havde krigen været dybt frustrerende. Af natur var han en stolt og stærkt offensivt orienteret rytterofficer. I løbet af krigen havde han ved flere lejligheder planlagt fremstød og havde i midten af april været tæt på at falde modstandernes belejringsstyrker i ryggen både ved Fredericia og ved Dybbøl. Men hans offensive tiltag fandt ingen støtte hos krigsministeren, og Hegermann-Lindencrones lille division havde i det meste af krigen måttet befinde sig på en lang retræte mod nord bort fra de talmæssigt overlegne fjender.

Det havde til generalens store fortrydelse ført til, at de nationalliberale agitatorer i Fædrelandet og Dagbladet gav ham øgenavnet „General Baglæns“ og døbte hans division „røven af 4. division“. Underforstået, alt hvad prøjserne og østrigerne så til ham og hans mænd, var deres bagdele.

Men hvad var så meningen nu? Forventede krigsministeren, at General Baglæns gik forlæns med sin forøgede styrke? Var det meningen, at han skulle foretage en offensiv mod syd? Han anede det ikke. Forvirringen var total.

I begyndelsen af maj 1864 fandtes der således, hverken på den danske eller tyske side af krigsskuepladsen, nogen egentlig plan for, hvad et effektivt næste træk i krigen skulle være. Mens begge sider tøvede med at lade våbnene tale, var det blevet diplomaternes tur til at føre ordet.