DEL 3 · London

Åh! Dette forfærdelige dansk-tyske spørgsmål! Hvor har jeg dog lidt på grund af det og lider på en måde, ord ikke kan beskrive. Jeg ser det hele, forstår alt og kan kun gøre så lidt. Disse danskere er så stædige!

Dronning Victoria, 6. maj 1864

Jeg viger ikke en tomme

Statsminister D.G. Monrad, 15. juni 1864

London. Pulserende verdensby.

14. Delikate balancer

Krigen i Danmark blev fulgt med den største interesse i Europa. I de måneder kampene ved Dybbøl stod på, var krigen konstant forsidestof i den internationale presse. De europæiske stormagters statsledere følte sig på hver sin måde alarmerede over begivenhederne på slagmarken oppe mod nord. Europas ledende mænd frygtede, at krigen kunne true den delikate europæiske magtbalance. I Europas hovedstæder herskede der derfor et udtalt ønske om, at der skulle skabes fred hurtigt.

Siden midten af 1850’erne havde det knirket og knaget i fugerne på den europæiske orden, som blev skabt med Wienerfreden efter Napoleonskrigene i 1815. Ifølge denne fred, der blev konstrueret af den britiske chefdelegerede i Wien, lord Castlereagh, og stærkt støttet af den konservative østrigske fyrste og udenrigsminister Metternich, skulle Rusland, Storbritannien, Østrig og Prøjsen holde Frankrig i skak og i øvrigt dele Europa imellem sig i interessesfærer. Den europæiske orden sørgede rent faktisk for en nogenlunde fredelig og stabil balance.

Og efterhånden som Napoleonskrigene kom på afstand, blev Frankrig så småt atter inddraget i det gode selskab og regnet som en af stormagterne, der skulle være med til at sikre orden og balance på kontinentet.

Men med Krim-krigen i 1854-56, hvor Frankrig og Storbritannien kæmpede med succes mod Rusland for at forhindre russisk dominans i de tyrkiske stræder, og den fransk-østrigske krig i 1859, der handlede om indflydelse i norditalienske provinser, og hvor Østrig blev taberen, begyndte tidligere århundreders mistillid stormagterne imellem at flamme op igen. Magthaverne i Europas store hovedstæder viklede sig ind i komplicerede diplomatiske spil, der førte til dannelser af mere eller mindre hemmelige alliancer. I løbet af 1860’erne var det nærmest umuligt at gennemskue, hvem der var ven eller fjende.

Fordi magtbalancen i Europa var så skrøbelig, kunne selv en relativt afgrænset krig som den dansk-tyske få konsekvenser langt ud over regionens grænser. For hvad nu hvis Storbritannien gik ind i krigen på dansk side, sådan som den britiske premierminister i letsindige øjeblikke truede med at gøre i forsøg på at sikre sig, at prøjserne og østrigerne ikke gik for hårdt til værks mod det lille Danmark? Eller hvad ville der ske, hvis en østrigsk flåde fra Adriaterhavet trak op i Nordsøen, et område, briterne klart anså for at ligge i deres interessesfære? Og hvad skulle kejser Napoleon den 3., en lille skrøbelig mand med store drømme om oversøiske eventyr og ambitioner om, at et nyt, stærkt Frankrig skulle spille en førerrolle i Europa, mene om den prøjsisk-østrigske alliance i krigen mod Danmark? Den brød han sig ikke spor om.

Napoleons hovedfjende var Østrig. De to kejserriger rivaliserede konstant om politisk indflydelse i Norditalien. Netop for at svække Wiens rolle i Europa ønskede Napoleon et godt forhold til Prøjsen, også selv om det kunne true de halvhjertede britisk-franske forsøg på at skabe en løs alliance. Briterne og franskmændene anså det for at være i deres interesse at danne en fællesfront, der forhindrede, at Prøjsen og Østrig skulle blive for dominerende på kontinentet, men mistilliden mellem London og Paris var dog så stor, at franskmændene og briterne ikke evnede at finde fælles fodslag andet end i de vagest tænkelige formuleringer. Det gjaldt også i forhold til krigen i Danmark, hvor Napoleon den 3. aldrig tog briternes vege forsøg på at gribe ind på danskernes vegne seriøst. Dertil var Napoleon for optaget af at ville skabe gode relationer til Berlin.

Østrig og Prøjsen var kendt for at være rivaler, der bitterligt kappedes om dominansen i Det Tyske Forbund. Men mod Danmark kæmpede de nu side om side, hvad der gjorde den franske kejser Napoleon nervøs. Set med franske øjne var det en fordel at få standset krigen så hurtigt som muligt, så de to tyske stormagter ikke kom for tæt på hinanden. Den franske kejser håbede, at han kunne slå en kile mellem dem ved først givne lejlighed.

For Rusland var krigen betænkelig, fordi et alt for svagt Danmark ifølge et russisk mareridtsscenario kunne medføre, at danskerne gjorde tilnærmelser til Sverige og sågar indtrådte i en fællesstat med svenskerne, hvad Napoleon den 3., der gerne så Rusland inddæmmet, til russernes store irritation omvendt anså for at være en god ide. Eftersom skandinaverne var venligt stemte over for Storbritannien, som Rusland til gengæld havde et anspændt forhold til på grund af den tabte Krim-krig ti år tidligere, var russerne således klar over, at den dansk-tyske krig kunne føre til, at deres position i Østersøområdet svækkedes.

Den ville også blive svækket, hvis Prøjsen og Østrigs sejre medførte, at prøjserne underlagde sig dansk territorium og hermed fik et effektivt springbræt til Østersøen. Russerne fulgte med bekymring franskmændenes forsøg på at tilnærme sig Prøjsen. Rusland, der også havde et anspændt forhold til Frankrig på grund af den tabte Krim-krig, ønskede under ingen omstændigheder, at der skulle opstå gode prøjsisk-franske relationer. Zarriget Rusland, der modsat Frankrig havde et glimrende forhold til kejserriget Østrig, havde interesse i at opbygge lige så glimrende bånd til Prøjsen, således at prøjserne kunne være en potentiel allieret mod netop Frankrig. Fordi prøjserne havde hjulpet russerne med at nedkæmpe polakkernes forsøg på at løsrive sig fra zarriget i 1863 og begyndelsen af 1864, følte zaren, at han da også havde fået et godt forhold til Prøjsen, og det ønskede han under ingen omstændigheder at sætte over styr. Russerne havde således – som franskmændene – en væsentlig større interesse i at holde sig på god fod med Berlin, end de havde i at komme danskerne til hjælp.

Storbritannien derimod stod delvist på danskernes side. Den 79-årige og med alderen stadigt mere og mere buldrende, men også forhandlingssmidige premierminister, lord Palmerston og hans næsten lige så aldrende og langt mindre smidige udenrigsminister, den temmelig vægelsindede lord Russell, arbejdede straks fra krigsudbruddet på at få parterne til forhandlingsbordet. Som Rusland var Storbritannien bekymret over udsigten til, at et styrket Prøjsen kunne skaffe sig adgang til Østersøen og dermed tage et seriøst skridt i retning af at blive en flådemagt. Det ønskede briterne under alle omstændigheder at undgå. Samtidig var premierministeren og hans udenrigsminister under påvirkning af den stærkt danskvenlige folkestemning, der herskede i Storbritannien.

Krigen var en perfekt avishistorie. Det var let at skildre Danmark som dette lille tapre land, der blev trynet af sine store naboer i syd, selv om det hørte med til historien – men blev nedtonet i den britiske presse – at danskerne stort set selv havde skaffet sig krigen på halsen. Både i dagbladene og i parlamentet fandtes en udtalt støtte til danskerne, endda i en sådan grad, at mange meningsdannere og politikere ligefrem udtrykte ønske om, at briterne skulle gå i krig for at hjælpe Danmark.

Men så var der dronning Victoria. Hun var anderledes protysk. Og hun havde et afgørende ord at skulle have sagt i udenrigspolitikken. Hun forgudede sin for nyligt afdøde tyske mand, prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha, og to af hendes døtre var gift tysk. Den ene, den ældste datter, der også hed Victoria, var endda gift med den prøjsiske kronprins Friedrich, som i perioder befandt sig på krigsskuepladsen i Danmark.

Dronningen var dog ikke ensidigt tyskvenlig. Hendes ældste søn Edward, prinsen af Wales, var gift med kong Christian den 9.s datter Alexandra, og det var derfor vigtigt for dronning Victoria, at Prøjsen og Østrig gik lempeligt til værks mod Danmark og i tilfælde af en sejrrig krig sørgede for at være mådeholdende i fredsbetingelserne.

Først og fremmest ønskede dronningen, at Storbritannien holdt sig militært ude af konflikten, og hun tolererede på ingen måde, at hendes premierminister og udenrigsministeren brugte et skarpt og truende sprog mod tyskerne. Det havde de gentagne gange forsøgt sig med for så straks at blive irettesat af Hendes Majestæt, der efter sin mands død altid gik i sort og var nået til den humorforladte og matroneagtige fase af sit liv. Fluks måtte de to politikere æde alle ord i sig, der blot antydede britisk intervention på dansk side.

Dronningens kurs lagde hermed en alvorlig dæmper på Palmerston og Russells muligheder for at lægge pres på tyskerne, men det ændrede ikke ved, at både ministrene og dronningen var enige om, at det bedst tænkelige scenarie var en hurtig fred.

Dronning Victoria, overvejende tyskvenlig.

Allerede i slutningen af februar 1864 tilbød briterne sig som mæglere. De britiske ambassadører i Berlin, Wien og København foreslog de krigsførendes regeringer, at der hurtigst muligt blev holdt en fredskonference i London.

Uden tøven sagde Prøjsen og Østrig ja. Ministerpræsident Otto von Bismarck understregede, at prøjserne ville være indstillet på en våbenstilstand og sågar en tilbagetrækning af tyske tropper fra krigsskuepladsen, hvis den danske flåde til gengæld opgav blokaden af de tyske havne.

Danmark, den svageste part, var derimod til briternes overraskelse afvisende. Ugen før de britiske ambassadører gik til de krigsførende regeringer med forslaget om en fredskonference, havde den danske regering udsendt en telegrafbesked – en såkaldt cirkulæredepeche – til London, Berlin og Wien med følgende bramfri udmelding: „Før Slesvigs besættelse ville vi have kunnet slutte fred med Tyskland. Efter denne begivenhed har den kongelige regering intet andet valg end at fortsætte krigen, indtil den tidligere tilstand er genoprettet i Slesvig og dette hertugdømme igen bragt under kongens myndighed. Først da kan vi forny vore bestræbelser på at ende striden med Tyskland ad forhandlingens vej.“

Den danske regering signalerede hermed, at Danmark var parat til at kæmpe, indtil man havde uddrevet de tyske hære. I praksis ville det sige, at danskerne ville kæmpe til den bitre ende.

Til den britiske ambassadør i København, sir Augustus Paget, udtalte statsminister Monrad og hans udenrigsminister George Quaade, at den danske befolkning ikke var parat til fred. Paget svarede syrligt, at det var særdeles uheldigt, at en regering lod sig styre af en ophidset befolkning, når det drejede sig om at træffe beslutninger, der var af så afgørende betydning for landet.

I fortrolighed fortalte Quaade den britiske udenrigsminister, at når den danske regering var så vrangvillig, skyldtes det også, at danskerne havde et så elendigt forhandlingsudgangspunkt, at man lige så godt kunne lade tingene gå deres skæve gang og håbe på, at tilfældigheder på slagmarken kunne vende sagerne til større fordel for danskerne.

Helt turde den danske regering dog ikke lukke døren for forhandlinger. Monrad udbad sig på sin regerings vegne betænkningstid. Tre kostbare uger fik lov til at gå. Alt imens hentede den prøjsiske hær svært belejringsskyts til Dybbøl og kunne for alvor stramme grebet om den danske stilling. Imens den danske regering i København trak tiden ud, begyndte der således at falde flere og flere granater over Dybbøl, og først den 18. marts – dagen efter, at den danske hær med store tab blev kastet ud af Ragebøl og Dybbøl by foran skanserne – meddelte Monrad, at Danmark nødtvungent ville gå til forhandlingsbordet. Han understregede dog, at danskerne ikke ønskede hverken våbenstilstand eller våbenhvile.

Det var hans antagelse, at Dybbøl-stillingen var så stærk, at den ikke ville falde, i hvert fald ikke inden for en overskuelig fremtid, og han ræsonnerede desuden, at danskernes blokade af de tyske havne først for alvor ville blive effektiv i løbet af foråret, og at det ville være i dansk interesse at lade krigen fortsætte, mens der blev forhandlet om fred.

Dette ville Storbritannien dog ikke gå med til, og tøvende samtykkede den danske regering slutteligt i, at forhandlingerne også skulle tilvejebringe en våbenstilstand eller våbenhvile.

Det første møde blev sat til den 12. april. Ud over mægleren Storbritannien og de krigsførende lande blev Rusland, Frankrig, Sverige-Norge og Det Tyske Forbund indbudt til konferencen. Med undtagelse af Det Tyske Forbund havde disse lande sammen med Storbritannien og de krigsførende parter underskrevet Londontraktaten i 1852, Treårskrigens endelige fredstraktat, der garanterede den danske helstatskonstruktion.

Netop som danskerne langt om længe indvilligede i at gå til forhandlingsbordet, begyndte Bismarck så til gengæld at trække tiden ud. Han ønskede fortsat forhandlinger, men i løbet af april havde han øjnet muligheden for en stor prøjsisk sejr ved Dybbøl, før forhandlingerne blev indledt. Det var derfor afgørende for Bismarck, at tiden blev trukket ud endnu et par dage. Med en sejr ved Dybbøl ville Prøjsen stå anderledes stærkt i London. Til Bismarcks held var også Det Tyske Forbund inviteret med til forhandlingerne, og denne løst sammensatte samling af tyske stater havde brug for tid til at finde en egnet delegeret, der kunne repræsentere forbundet. Ikke før han var fundet, kunne parterne sætte sig ved forhandlingsbordet, argumenterede Bismarck.

Konferencen, der skulle have startet den 12. april, blev udskudt. Briterne satte forhandlingsstart til den 20. april, og hermed nåede Bismarck at få sejren ved Dybbøl. Med nederlaget ændredes det danske forhandlingsudgangspunkt fra dårligt til elendigt.

15. Tre danskere i London

Danmark lod sig repræsentere af tre delegerede ved forhandlingerne i London: ambassadøren i byen, Torben Bille, udenrigsminister George Joachim Quaade og rigsrådsmedlem, etatsråd og jurist med speciale i slesvigske spørgsmål, Andreas Frederik Krieger.

De tre mænd udgjorde ikke nogen slagkraftig enhed. De var uenige om betingelserne for fred.

Den danske ambassadør i London, Torben Bille.

Danmarks udenrigsminister George Joachim Quaade.

Etatsråd og rigsrådsmedlem A.F. Krieger.

Den yngste og lavest rangerende af de tre danske forhandlere var den 44-årige ambassadør Torben Bille. Som ung havde han boet og studeret i Philadelphia, hvor hans far var dansk diplomat. Han havde siden studeret ved universiteterne i Berlin og Heidelberg, der hørte til de bedste i Europa. Her havde han i 1840’erne studeret under kendte filosoffer, historikere og fremtrædende retslærde. I 1848 kom Bille til Danmark optændt af kampiver for de nationalliberales sag. Han ønskede at kæmpe i den danske hær mod de slesvig-holstenske oprørere, men sygdom forhindrede, at han kunne trække i trøjen. I stedet gjorde den unge Bille tjeneste som kurer for diplomaterne – hvad der banede vejen for hans karriere. Han tjente en overgang som generalkonsul i Washington, DC, men blev snart betroet den fornemme post som ambassadør i London.

Bille, skaldet og jovial, var ifølge den danske admiral C. van Dockum, der ofte opholdt sig i London, „ikke fremragende“. Dockum beskrev ham som „en forekommende og elskværdig personlighed og dertil besjælet af den bedste vilje“, men tilføjede at han ofte manglede „takt og hurtig dømmekraft“.

Det er svært at afgøre, om Dockums karakteristik af Bille er fair og rammende, da der ikke findes mange beskrivelser af ham som person. Men skal man vurdere ud fra en skrivelse, Bille under forhandlingerne sendte til statsminister Monrad, manglede han med hensyn til gængs omgangstone helt bestemt takt.

Skrivelsen indledte Bille med ordene: „Da jeg ikke er enig med mine kollegaer, kammerherre Quaade og etatsråd Krieger, er det min pligt at forklare de betænkeligheder, jeg har.“ Så direkte skrev en europæisk diplomat sjældent. Det er sandsynligt, at Bille var blevet influeret af den mindre formelle yankee-facon under sine lange ophold i USA, noget, der ikke just kan være kommet ham til gode i et selskab, hvor man satte en særlig ære i at kommunikere i høflige tvetydigheder.

Billes mange år i udlandet havde måske også svækket hans dømmekraft vedrørende, hvilke fredsbetingelser Danmark realistisk set kunne forvente sig af konferencen.

Han, der i sin ungdom var nationalliberal, gik nu, hvor han var blevet mere konservativ og vant til det søde liv på de bonede gulve, ind for bevarelsen af den danske helstat, endda i en sådan grad, at han mente, at Danmark på slagmarken skulle kæmpe for den til det yderste. Hans argument var på sin vis rationelt og velbegrundet. For Londontraktaten fra 1852, som garanterede den danske helstats eksistens, var en international aftale, som de øvrige stormagter havde skrevet under på. Annullerede man den, var Danmark ikke længere beskyttet af stormagterne.

Billes status som juniorforhandler betød dog, at han kom til at spille en tilbagetrukket rolle i forhold til sine to meddelegerede, Quaade og Krieger, der den 6. april afsejlede fra Københavns red for tre dage senere at ankomme til London, hvor de indlogerede sig i Billes ambassadørbolig.

Quaade, der under sit ophold i London havde afgivet udenrigsministerposten til Monrad, var – i hvert fald på papiret – delegationens leder og chefforhandler. I et samtidigt portræt af ham hedder det, at han, der var uddannet jurist, udmærkede sig ved „flid og nøjagtighed, takt og diskretion, og en betydelig evne til at redigere med fin sans for de sproglige nuancer og med undgåelse af al smagløs fraseologi“.

Men hans takt og nøjagtighed gjorde ham ikke just slagkraftig. Tværtimod var Quaade, der i en årrække havde været ambassadør i Berlin, af natur diskret og ekstremt forsigtig. Dertil kom, at hans mandat under forhandlingerne var stærkt svækket, fordi han ingen tillid nød hos de nationalliberale, hverken hos politikerne eller hos meningsdannerne på Dagbladet og Fædrelandet.

Quaade var kendt for at være en konservativ helstatsmand og blev derfor mødt med den største skepsis af de nationalliberale. Den eneste grund til, at Monrad havde valgt ham som chefforhandler, var, at hans anciennitet gjorde ham uomgængelig til posten.

Den stærke nationalliberale skepsis over for Quaade var langt hen ad vejen uretfærdig. Først og fremmest var han en embedsmand – og ikke en hardliner. Han handlede loyalt over for den regering, han nu engang tjente, om så han delte dens grundholdning eller ej.

I løbet af konferencen skulle Quaade vise sig at være danskernes mest pragmatiske forhandler. Modsat Bille mente han ikke, at man skulle kæmpe til det sidste for helstatens bevarelse. Da det under konferencen begyndte at stå klart, at den eneste farbare løsning, der kunne føre til fred, var en deling af Slesvig, gik Quaade efter svære overvejelser ind for dette – også selv om det betød en nordligere grænse, end nogen nationalliberal kunne drømme om at acceptere. I den forstand viste Quaade sig som en pragmatiker, der hellere ville afgive nogle kilometer land frem for at miste alt.

En så smidig indstilling havde A.F. Krieger, den danske delegations mest dominerende skikkelse, til gengæld ikke. Krieger, en 46-årig ungkarl og nationalliberalt folketingsmedlem, var blevet gjort til delegeret for at danne modvægt til helstatsmændene Quaade og Bille.

En sådan rolle havde han ingen problemer med at spille. Krieger, en plump, lærd, men også hovmodigt docerende mand uden internationalt udsyn, gik ind for et Danmark til Ejderen.

På dette stod han stejlt, også selv om det selvfølgelig var et stort set umuligt standpunkt at forfægte, da den danske hær ikke syntes i stand til på noget tidspunkt at kunne forventes at fordrive de tyske hære fra dansk territorium.

Krieger vidste derfor også, at spørgsmålet om Slesvigs deling kunne blive et diskussionspunkt. Han afviste ikke ideen blankt, men gik ind for en så sydlig grænse, at det stort set svarede til ikke at ville dele Slesvig. Krieger nød da heller ikke nogen synderlig respekt blandt stormagternes forhandlere, der anså hans facon for at være upassende. Han nød til gengæld en næsten grænseløs respekt hos den danske statsminister Monrad.

16. Instrukser

De danske delegerede kunne have været nok så smidige, de kunne have været nok så enige, fremsynede og nok så handlekraftige – alligevel ville det i sidste ende næppe have gjort hverken fra eller til. Som udsendinge for den danske regering måtte de følge den kurs, statsministeren og til en vis grad kongen udstak.

Fordi man befandt sig i telegrafens tid, var det svært som delegeret at handle på egen hånd. Beskeder mellem regering og de udsendte blev telegraferet og næsten øjeblikkelig kommenteret. Enhver lille forhandlingsdetalje kunne følges på lang afstand. Det stod i modsætning til bare få år tidligere, hvor kommunikationen foregik med breve, der kunne være undervejs i ugevis. Dengang havde en forhandler stort råderum. Sådan var det ikke længere.

Hovedansvaret for forhandlingernes gang faldt således tilbage på statsminister og midlertidig udenrigsminister D.G. Monrad, i hvert fald i forhandlingernes første fase. I den sidste fase var det kongen, der førte ordet. Men det blev tingene ikke ligefrem bedre af.

Hvor umulig en opgave de tre delegerede var blevet sendt ud på, fremgår af de uklare, uafklarede og selvmodsigende instrukser, de fik fra statsministeren. Instrukserne afspejlede, i hvor høj grad Monrad og de andre nationalliberale politikere var i vildrede med sig selv.

De nationalliberale havde kæmpet for, at Slesvig blev nærmere knyttet til Danmark, men nu var den danske hær så godt som fordrevet fra slesvigsk grund. Hvilken diplomatisk kurs kunne de på den baggrund med rimelighed følge? Ideelt ingen, hvis kursen skulle være bare den mindste smule attraktiv for en nationalliberal. Realistisk set var der tre veje, danskerne kunne søge ved forhandlingsbordet.

De kunne arbejde for at genskabe situationen, som den var før krigen, og det ville sige genindføre helstaten Danmark. De kunne for det andet indvillige i at dele Slesvig i en dansk og en tysk del. For det tredje kunne de skabe en løsere dansk tilknytning til Slesvig – og Holsten – i form af en såkaldt personalunion, hvor kongeriget Danmark og hertugdømmerne havde fælles konge, men ellers var politisk autonome.

Den første løsning – en genetablering af helstaten Danmark – var naturligvis uattraktiv for Monrad og de andre nationalliberale, fordi den danske regering netop havde kastet Danmark ud i en krig for at afvikle helstaten.

Den anden løsning – en deling af Slesvig – var af ideologiske grunde endnu mere frastødende, også selv om denne løsning afgjort var den mest logiske. Forud for Treårskrigen 1848-50 havde det for mange fremtrædende nationalliberale politikere, selv for Monrad, været en almindeligt accepteret tanke, at man skulle løse den dansk-tyske strid en gang for alle ved at dele Slesvig efter nationale tilhørsforhold. Men fronterne blev hærdede med Treårskrigen, og med den danske sejr blev det et ideologisk mantra, nærmest et kampråb, at hele Slesvig skulle tilknyttes kongeriget, også selv om den sydlige del var tysksindet.

Den tredje løsning, en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne, forekom de nationalliberale så forfærdelig, at de end ikke ville overveje denne mulighed. Personalunionens medlemmer fik måske en fælles konge, men hertugdømmernes politiske autonomi ville blive så stor, at denne ordning måtte betyde, at Slesvig gled bort fra al dansk indflydelse.

Helstatsmanden kong Christian den 9., der som medlem af Statsrådet nød indflydelse på den danske udenrigspolitik, havde helt andre drømme. Helst så han helstaten, det gamle Danmark, bevaret. Var dette ikke muligt, var hans klare anden prioritet oprettelsen af en personalunion, også selv om det var en løsere statskonstruktion end helstaten. I det mindste ville han i en personalunion fortsætte med at være en slags overhoved over de territorier, der tidligere udgjorde helstaten, hvis man da kunne enes om, at han og hans familie bevarede arvefølgeretten.

Eftersom den danske regering under Monrad ikke kunne øjne nogen attraktiv kurs for Danmark og heller ikke bare kunne afvise kongens synspunkter blankt, blev den instruks, de danske delegerede i London fik fra deres regering, en rodebutik af modsatrettede tanker og krav. Instruksen, som Monrad skrev på baggrund af et udkast udformet af Udenrigsministeriets departementschef, Peter Vedel, rummede tilmed en iøjefaldende grad mangel på kompromisvillighed. Det var næsten, som havde instruksens forfatter ikke forstået, at danskerne havde tabt – ikke vundet – slaget ved Dybbøl.

Den 13. april ankom en dansk kurer til London med instruksen til de tre delegerede. Den indledte med at erklære, at det stod de danske delegerede frit for at afbryde forhandlingerne på et hvilket som helst tidspunkt, hvis prøjserne og østrigernes krav var for urimelige. Desuden fremhævedes det, at Danmark ikke skulle gå med til nogen form for våbenstilstand, så længe „prøjserne og østrigerne huserede i Slesvig“. Danmark skulle end ikke gå med til en kort våbenhvile, selv hvis tyskerne tilbød at trække deres tropper ud af Jylland.

Dette var klart i strid med den danske regerings løfte til briterne om, at Danmark ville gå ind på at forhandle en våbenstilstand eller i det mindste en våbenhvile.

Der lå forhandlingstaktiske overvejelser til grund for, at Monrad ikke længere mente, at Danmark skulle acceptere en våbenstilstand. Ved at søge om en pause i kamphandlingerne ville danskerne virke svage og slagne, argumenterede han.

Hermed var instruksens tone slået an.

I vage vendinger fastslog instruksen endvidere, at de danske forhandlere skulle bruge Londontraktaten af 1852 som grundlaget for forhandlingerne, men de delegerede måtte i øvrigt gerne gå med til, at Holsten udsondredes af helstaten, og at der blev indgået en fællesforfatning mellem Danmark og Slesvig. Dette var en bizar udmelding, al den stund den tog udgangspunkt i det helt utænkelige, at de tyske magter pludselig skulle tilbyde et Danmark til Ejderen, hvad Prøjsen og Østrig netop var gået i krig for at afværge.

Fordi Monrad trods alt vidste, at dette var ønsketænkning, strejfede han også i instruksen, hvordan de danske forhandlere skulle stille sig over for et forslag om, at Slesvig blev delt. I første omgang skulle de danske delegerede da fremføre, at det lå uden for deres beføjelser at diskutere dette. Skulle det dog i de efterfølgende forhandlinger komme på tale at dele Slesvig, måtte de danske forhandlere under ingen omstændigheder gå ind på en deling efter nationalitetsprincippet. „Et forslag af denne art må forkastes som uantageligt,“ skrev Monrad og understregede denne sætning. Den danske regering frygtede, at delte man hertugdømmet efter nationale tilhørsforhold, ville grænsen komme til at gå alt for nordligt for landets sikkerhedspolitiske interesser.

Den danske regering kunne dog godt, ifølge Monrad, gå med til en deling, hvis den skete nede omkring Slesvig by – og altså tæt på Dannevirkestillingen.

Han tilføjede, at Danmark i alle tilfælde måtte kunne „vedligeholde den uindskrænkede militære højhedsret over territoriet ind til Ejderen med ret til at opføre fæstninger, anlægge skanser og i det hele taget organisere et virksomt forsvar“.

Denne tilføjelse svarede til at sige, at Danmark – ifølge Monrad – skulle vedblive med at kontrollere et territorium, der strakte sig til Ejderen.

En så usmidig udmelding overlod ikke de tre danske forhandlere nogen form for fleksibilitet.

Efter modtagelsen af instruksen sendte Bille, Quaade og Krieger da også straks en fællesskrivelse tilbage til Udenrigsministeriet, der indledtes med ordene: „De instruktioner, der er givet os, efterlader så lidt spillerum, at vi under de forhåndenværende forhold ville blive stillet meget vanskeligt, hvis vi ikke i det mindste i vore personlige samtaler kan bevæge os noget friere.“

Allerede før forhandlingerne gik i gang, følte de danske delegerede sig således fastlåst.

17. Den skjulte dagsorden

Ministerpræsident Otto von Bismarck havde indladt sig på sin karrieres mest indviklede diplomatiske spil – eller rettere dobbeltspil.

Konstant søgte han at være et skridt foran alle andre, konstant var han i færd med at skrive til sine ambassadører i de europæiske hovedstæder, ja, konstant var han i kontakt med alle, der – hvis man taler om magtbalancen i Europa som en europæisk koncert – var noget ved musikken.

Som han i et brev betroede en god britisk ven, mens Londonkonferencen stod på: „Jeg arbejder fra morgen til midt om natten som en slave … Jeg er ikke i stand til at føre en jævnlig korrespondance med dig; alene i de sidste fem dage har jeg ikke haft tid til så meget som bare i et kvarter at gå mig en tur.“

Hans slid bar frugt. Bismarck vidste i modsætning til sine danske modstandere, hvad han stilede efter, og hvad der med den rette dosis diplomatisk behændighed lå inden for mulighedernes rammer. Men uanset hvor hårdt han arbejdede, var og blev situationen alt andet end enkel.

Han sagde et og tænkte noget helt andet. Og sådan måtte det være for en tid.

Officielt var Prøjsen og Østrig gået i krig på Det Tyske Forbunds vegne for at hjælpe slesvigerne mod dansk undertrykkelse og det overgreb, Danmark havde begået ved at annullere Londontraktaten. Sådan lød Bismarcks officielle kurs.

Til gengæld hemmeligholdt han, at hans egentlige målsætning var, at Slesvig-Holsten skulle under prøjsisk indflydelse og helst som en slags nordlige provinser. Nu, hvor så meget prøjsisk blod havde flydt i krigen, var han blevet helt overbevist om, at han også var i sin gode ret til at forfølge dette mål.

Især havde Bismarck sit blik rettet mod Slesvig. Eller rettere: Han havde ingen interesse i at annektere hele Slesvig. Nordslesvig fandt han uinteressant. Her var et flertal dansksindede, og det ville kun give næring til konstante lokale konflikter, hvis de kom med i et udvidet Prøjsen.

Bismarck var således indstillet på at dele Slesvig, men præcis hvor havde han endnu ikke fastlagt. Med til hans planer hørte visionen om, at der skulle anlægges en stor kanal igennem det sydlige Slesvig, således at Østersøen og Vesterhavet kunne forbindes. Dermed kunne en flåde med Kiel som base vinde adgang til Nordsøen. Så længe disse kanalplaner kunne realiseres, var det ikke vigtigt for ham, om grænsen kom til at ligge den ene snes kilometer mere eller mindre mod nord eller syd.

Når Bismarck ikke kunne tale højt om sin målsætning om en prøjsisk anneksion af Slesvig-Holsten, skyldtes det, at det var alt andet end politisk korrekt i de fleste kredse i Berlin. Her ønskede man at tækkes Det Tyske Forbund og fremstå som uselviske forkæmpere for tyske medbrødres – slesvigernes – frihed. Ikke mindst kong Wilhelm den 1. slog på tromme for dette, og så gik det ikke, hvis det pludselig viste sig, at Prøjsen kæmpede for territoriale udvidelser, sågar på bekostning af tyske territorier.

Omvendt var Bismarck sikker på, at hans tanker oven på den prøjsiske sejr ved Dybbøl og den eufori, den havde vakt i Berlin, ville finde klangbund i den prøjsiske offentlighed og hos kongen, når tiden var moden.

Indtil da måtte han holde kortene tæt ind til livet selv over for sin egen chefdelegerede i London, grev Albrecht von Bernstorff, der var en god ven af de små og mellemstore tyske stater, og som ville have protesteret på det kraftigste, hvis han kendte til Bismarcks skjulte målsætning.

Det var ikke kun over for sine egne landsmænd, at Bismarck måtte gå stille med dørene. Kom hans annekteringsplaner østrigerne for øren, ville også de blive særdeles opildnede. Østrig ville under ingen omstændigheder gå med til en så klar styrkelse af Prøjsen og frygtede desuden, at en territorial udvidelse ikke ville blive tolereret af de andre stormagter og dermed i værste tilfælde kunne udløse en storkrig.

Endelig ville tanken om en prøjsisk indlemmelse af Slesvig-Holsten selvfølgelig være hårrejsende for de mange mellemstore og små stater i Det Tyske Forbund, for ikke at tale om for de to hertugdømmer selv. For borgerne i hertugdømmerne ville tanken om at blive underlagt et styre i Berlin være stort set lige så frastødende som at blive forvaltet fra København. De ønskede jo netop deres frihed.

Som det var nu, hvor Bismarck med østrigerne på slæb foregav, at krigen handlede om at afstraffe danskerne, var den populær i Det Tyske Forbund – og det søgte Bismarck at udnytte til det maksimale. Hadet til danskerne var stort i så godt som alle tyske kredse, hvor Danmark blev anset for at være en grum undertrykker af tyskere.

De fleste tyskere gik ind for, at der blev skabt et selvstændigt og sammensvejset Slesvig-Holsten frigjort af Danmark, optaget i Det Tyske Forbund og helst under ledelse af den forbundsvenlige hertug Frederik den 8. af Augustenborg, kendt i tyske kredse som „Friedrich der Achte“.

Friedrich der 8. udgjorde da også et helt selvstændigt problem for Bismarck. Hertugen af Augustenborg, der ved krigsudbruddet skyndsomt stillede sig til rådighed til posten som slesvig-holstensk statsoverhoved, blev tiljublet af et flertal af borgerne i de små og mellemstore tyske stater.

Bismarck gav ham derimod den kolde skulder, og den prøjsiske ministerpræsident formåede også at få den prøjsiske konge Wilhelm den 1. til at holde hertugen af Augustenborg på en armslængdes afstand, selv om Friedrich længe spøgte i kulissen som den mest sandsynlige kandidat til posten som hertugdømmernes regent, hvis disse blev løsrevet fra Danmark. Skete dette, ville det kuldsejle Bismarcks planer om, at hertugdømmerne kom under Berlins domæne.

Heldigvis for Bismarck viste Friedrich, der var en noget naiv fortaler for et fællestyskland, sig at være så åbenlyst Prøjsen-fjendtlig, at selv kong Wilhelm den 1., der først var loyal over for Friedrich, til sidst ikke kunne støtte ham som kandidat. Dermed var en væsentlig forhindring ryddet af vejen for Bismarck.

En anden forhindring var østrigerne. Det var vigtigt for Bismarck, at de blev talt fra ideen om, at den danske helstat skulle genskabes. Et par dage før Londonkonferencen foreslog Bismarck, at Østrig og Prøjsen i stedet stilede efter, at der blev dannet en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne.

Han vidste, at dette ville være en acceptabel løsning for de konservative østrigere, fordi en personalunion bevarede det danske monarkis integritet og på samme tid sørgede for, at danskernes indflydelse på hertugdømmerne mindskedes.

Bismarck var – og heller ikke dette sagde han højt til nogen – overbevist om, at en personalunion ville være de danske nationalliberale så meget imod, at de ville afvise ideen blankt. Han forudså med imponerende klarhed, at den danske konge var rede til at bekæmpe de nationalliberale på dette punkt. En intern dansk splittelse ville gøre situationen uoverskuelig for alle parter, og lige præcis i sådanne situationer befandt Bismarck, stormesteren i diplomatiske skakspil, sig i sin favoritposition.

Ministerpræsident af Prøjsen Otto von Bismarch.

Når Bismarck turde indlade sig på en risikobetonet gambit med så mange ubekendte og en skjult dagsorden, der komplicerede spillet yderligere, skyldtes det, at han fornemmede, at det storpolitiske klima i ugerne forud for Londonkonferencen var begyndt at vende til hans fordel. Hans planer om en annektering af Sydslesvig og Holsten havde fundet den varmeste fortaler i kejser Napoleon den 3., der ville gå langt for at vinde den prøjsiske ministerpræsidents venskab. Igennem fortrolige samtaler gennem de to landes ambassadører opfordrede den franske kejser ligefrem Bismarck til at annektere det sydlige Slesvig og Holsten.

Kejseren holdt på, at Slesvig skulle deles efter nationalitet, således at den nordlige del af Slesvig kom til Danmark. En prøjsisk annektering af resten af Slesvig ville Frankrig ikke modsætte sig, understregede Napoleon.

Denne vidtgående franske opfordring var vand på Bismarcks mølle, men kejserens tilnærmelse gjorde dog ikke sagerne mindre delikate. Franskmændene kunne ikke åbent støtte Bismarck, men måtte gøre det i det skjulte. En så radikal fransk politik ville vække vrede hos både østrigerne, russerne og briterne, og dermed kunne Napoleon risikere pludselig at skaffe sig mange mægtige fjender på halsen. Napoleons ytring om, at han billigede en prøjsisk anneksion af Slesvig-Holsten måtte altså holdes fortrolig.

Det var således temmelig indviklet at være Bismarck forud for Londonkonferencen, men eftersom den prøjsiske hær netop havde vundet overlegent ved Dybbøl, var det selvfølgelig langt vanskeligere at være dansk forhandler, især fordi den danske regering ikke kom til bordet med nogen reel forhandlingsvilje.

Jo stædigere danskerne var, des bedre kunne Bismarck manøvrere. Jo mere forvirret Monrad blev under det indviklede forhandlingsspil, des klarere syntes den prøjsiske ministerpræsident at se. Derfor kom så forbavsende meget til at flaske sig for manden, der få år senere blev kendt og berygtet som „Jernkansleren“.

18. Første runde

Søkvæsthuset, København, onsdag den 6. april. Johanne Luise Heiberg var urolig. Det var sen aften. Tankerne om Danmarks fremtid ville ikke lade hende i fred. „Ak, om Vorherre ville lade os beholde Dybbøl og Als,“ tænkte hun. Hun var bedrøvet og følte sig ensom. Aftenen forinden havde hun haft besøg af sin „egen kære ven“, A.F. Krieger. Hans besøg havde forløst hende, i hvert fald rent platonisk set. Og her den 6. april om aftenen tænkte hun på ham igen. Hun skrev ham et brev. „Tak for det dejlige menneske, De skænkede mig i aftes!“ skrev hun. „Hvor jeg glæder mig til engang i en anden verden at beskue skønheden, den rene, den ophøjede, thi der må den dog vel findes. Det var ret elskværdigt af Dem, at De i aftes havde tænkt på at give mig en lille forsmag herpå.“

Mens hun skrev disse ord, befandt Krieger sig ude på søen på et dampskib med kurs mod Storbritannien.

„Jeg var ret inderligt bedrøvet i aftes ved at sige Dem farvel,“skrev hun til ham, „og med et tungt hjerte lagde jeg mig til ro, anbefalende Dem i Guds varetægt.“

Om eftermiddagen havde hun skuet ud over Øresund og derude i det fjerne set dampskibet, Krieger og Quaade befandt sig på.

„Vejret er råt og koldt, så det bliver vist en ubehagelig søtur for min stakkels ven … Havet så barsk ud.“

Fru Heiberg skrev et par linjer til, men var snart for træt til at fortsætte. Hun sluttede med ordene: „Jeg går nu til sengs oven på denne anstrengende dag med bønner til himlen om at bevare min kære ven. Inderlig tak for Deres afskedsord i aftes. Jeg skal nok lade høre fra mig, ikke fordi De ikke skal kunne holde det ud i London, men fordi Deres stakkels veninde trænger til at tale gennem disse breve med sin fortrolige.“

London, søndag den 10. april. Den 9. april ankom Krieger og Quaade så til London, en svulmende, stinkende, tætbefolket by, der også var en metropol rig på eksklusive, elegante bydele med berømte frodige og vidtstrakte parker. Regent’s Park, Kensington, Hyde Park. I London befandt de to danskere sig i verdens største og mægtigste by, en by på over to millioner indbyggere – mere end det dobbelte af, hvad en anden verdensby, New York, kunne bryste sig af. I sammenligning med London var København den rene provins; en skravlet lilleby i en nordlig afkrog af kontinentet. Og på mange måder kunne de to danskere da heller ikke have følt andet, end at de var havnet i verdens centrum. Storbritannien var et imperium, og imperiets flåde var havenes konge. Overalt på kloden havde briterne kolonier og interesser at forsvare, og fra overalt på kloden valfartede rejsende til London. Mange kom som turister – besad man bare en smule klasse, var London en by, man måtte se. Andre kom for at søge deres lykke, nogle som immigranter, andre for at blive set og hørt og andre igen for at se og høre dem, som ville ses og høres.

Manden, alle i London i april måned ønskede at se og høre, var den legendariske italienske eventyrer, frihedskæmper og forkæmper for et samlet Italien, Giuseppe Garibaldi. Hans utrættelige nationale kamp, der medførte, at det meste af Italien blev samlet i 1860, havde nydt stor opbakning i oplyste kredse overalt i Europa. I Storbritannien blev han hyldet som en italiensk udgave af lord Byron.

Til Garibaldis uomtvistelige fordel hørte også, at han med sin senede skikkelse klædt i en farverig italiensk folkedragt og med sit bølgende hår af en manke og det tætte lange og lige så bølgende fuldskæg ganske enkelt lignede idealbilledet af en helt.

Som sådan blev han romantiseret og fejret, og hans besøg i London i april 1864 stjal alle forsiderne. Han blev beskrevet i lange artikler, afbildet i store træsnit i aviserne og fejret, som var han lige nedsteget fra himlen.

I forhold til Garibaldi var Krieger og Quaade ganske små og grå. Og der ventede dem da heller ingen røde løbere eller noget gigantisk presseopbud.

At London ikke tog imod de to danskere med større armbevægelser, forklarer måske, hvorfor Krieger, fra hvis hånd der eksisterer en række breve og dagbøger fra perioden, ikke syntes spor benovet over at være i denne verdensstad. Han lod sig i hvert fald hverken mærke med det i dagbøgerne eller brevene.

Måske skyldtes det bemærkelsesværdige fravær af indtryksbeskrivelser fra London hos Krieger blot, at de danske forhandlere havde travlt. Allerede dagen efter Quaade og Kriegers ankomst til London, deltog de i en række uformelle møder, de første med britiske politikere og forhandlere.

I sin dagbog skrev Krieger den 10. april: „Besøg hos lord Russell. Den lille mand er tunghør, taler meget langsomt og varsomt, når han udtrykker sig på fransk. Han synes ret oprigtig, når han siger noget; forunderligt nok skal han virkelig være os ganske velsindet. Hans søn lord Amberley er højst ubetydelig. Hans ene datter er gift med en præst.“

London, mandag den 11. april. De danske forhandlere erfarede, at de var alt for tidligt på den. De tyske magter bad om udsættelse af konferencen, indtil en delegeret fra Det Tyske Forbund kunne findes. Konferencens første mødedato blev sat til den 20. april. En ærgerlig Krieger beklagede sig i et brev til Udenrigsministeriets departementschef Peter Vedel: „Det var da temmelig lumpent, at jeg skulle tage således af sted for at erfare, at konferencen udsættes, indtil prøjserne kunne forsøge at tage Dybbøl,“ skrev han.

I brevet betroede Krieger også Vedel, at Torben Bille, den danske ambassadør i London og hans medforhandler, var en mand med fejl og fortrin, underforstået, at fejlene var der særligt mange af. „Han er magelig og for ærlig til at sætte pris på sin stilling; det er sandt, at han gerne gik af, hvis han fik 3.000 rigsdaler i pension.“ Quaade, derimod, havde Krieger „fået et noget bedre indtryk af. Med Russell og lady Russell syntes han at tale meget forstandigt på sit engelske“.

I vendingen „fået et noget bedre indtryk af“ lå, at Krieger ellers heller ikke havde noget godt indtryk af Quaade – og det havde han stadig ikke, ikke for alvor. Det samme havde han så heller ikke af Bille – og dette siger ikke så lidt om den danske delegation. Den manglede det, man på moderne dansk kalder sammenhængskraft.

I sin dagbog omtalte Krieger denne dag, den 11. april, den franske ambassadør, fyrst Latour d’Auvergne, som „en elskværdig franskmand af den ældre dannede skole, om end han er forholdsvis ung … Skønt alle franske diplomater er under streng disciplin, hører han dog til de selvstændigere; han kunne blive udenrigsminister“.

Ifølge Krieger havde den franske ambassadør betroet ham, at franskmændene ikke nødvendigvis ville være absolutte i deres krav om, at en folkeafstemning i Slesvig skulle afgøre grænsedragningen.

London, tirsdag den 12. april. De danske delegerede mødtes med lord Russells medforhandler, lord Clarendon, der forhørte sig hos danskerne om, hvor de egentlig stod i en række spørgsmål. Ville de acceptere en personalunion mellem Danmark og Slesvig-Holsten? Under ingen omstændigheder, svarede danskerne. Hvad med en deling af Slesvig? Det måtte og kunne ikke alene være efter nationalitetsprincippet, svarede danskerne. Danske forsvarsinteresser havde høj prioritet. „Kunne man tænke sig et fælles dansk-svensk rige med en fælles konge?“ spurgte Clarendon så. Danskerne svarede ikke afvisende, men briten afviste selv ideen ved, ifølge Krieger, at mumle: „Hm, hm, men Rusland vil aldrig gå med til det.“

Samme dag mødte Krieger også den britiske premierminister Palmerston, der ivrigt talte for, at der blev forhandlet en våbenstilstand som det første, når konferencen åbnede om et par dage.

*

Og sådan gik aprildagene i London forud for konferencen med samtaler, hvor de forskellige landes delegerede så hinanden an. Samtidig forblødte den danske hær. Mens prøjserne samlede deres angrebsstyrker foran Dybbøl-stillingen den 17. april, skrev Krieger i sin dagbog, at han havde besøgt „hertugen af Cambridge, en tyk tysk-englænder, der modtog mig ganske jævnt. Jeg forsøgte, så godt jeg kunne, at forklare, hvorfor en våbenstilstand var umulig, og en våbenhvile var meget ugunstig, idet prøjserne kun ville benytte den til at sætte sig aldeles fast i Jylland“.

Den tykke tysk-englænder forstod tydeligvis ikke Kriegers argument for, hvorfor det netop ikke – når nu Danmark var så presset – var i danskernes interesse at få standset blodsudgydelserne. Han svarede Krieger, at ville danskerne så ikke blive fuldstændigt ødelagt?

Deri havde han naturligvis en pointe, men ikke en, der overbeviste Krieger.

Dagen efter mistede den danske hær 5.000 mand ved Dybbøl i et af danmarkshistoriens blodigste slag, og da skrev Krieger nøgternt i sin dagbog, at det nu stod helt klart, hvorfor prøjserne havde ønsket at udsætte fredskonferencen fra den 12. til den 20. april. Mindre nøgtern var departementschef Peter Vedel, der den 18. april skrev til Krieger, at han var stærkt overrasket over efterretningerne fra Dybbøl. Hvordan kunne det være gået til, at stillingen faldt så hurtigt? Krigsministeren havde erklæret, at Dybbøl-stillingen stadig var god.

London, tirsdag den 19. april. Den russiske ambassadør Brunnow – en stor bjørn af en mand med store armbevægelser og så stor personlig sympati for Danmarks sag, at han var kendt som „Amicus Daniæ“ – kondolerede Krieger for tabet af Dybbøl. Brunnow, der repræsenterede et land, der ti år tidligere havde tabt Krim-krigen, følte med danskerne. „Han lider,“ skrev Krieger i sin dagbog, „så meget med os gennem erindringen om Sevastopol.“

Men i samme åndedrag fortalte Brunnow Krieger, at han ikke kunne begribe, at Danmark ikke efter nederlaget ville gå med til en våbenstilstand.

Netop det spørgsmål – spørgsmålet om en våbenstilstand – var det første på dagsordenen, da fredskonferencen i London officielt begyndte den næste dag, den 20. april, 1864.

Kongens Palæ, Amalienborg, København, den 19. april. Dagen før konferencens start mødtes det danske statsråd, som bestod af kongen og ministrene i regeringen, for at drøfte spørgsmålet om, hvorvidt Danmark kunne gå med til en våbenhvile. Drøftelserne, som blev holdt i skyggen af den nedslående meddelelse om nederlaget ved Dybbøl, bevægede sig i høje bølger. Som den første tog statsminister Monrad ordet. I instruksen til de tre danske delegerede hed det, at Danmark ikke ville gå ind på en våbenstilstand. Men hvad med en våbenhvile? Altså en kortvarig standsning af kampene? Monrad havde erfaret, at dette blev diskuteret intenst under private møder i London. „Kan Danmark gå ind på en våbenhvile?“ Monrad smed spørgsmålet i luften og henvendte sig derpå til krigsminister Lundbye. „Hvordan opfatter krigsministeren dette spørgsmål set fra et militært standpunkt?“

Lundbye, manden, der ikke havde turdet sige Monrad imod i dagene før stormen på Dybbøl skanser, og som derfor ikke havde haft rygrad til at give sin øverstbefalende i felten, general Gerlach, frie hænder til en tilbagetrækning, var nu ved at vende fuldstændigt.

Han sagde: „Oven på hvad der nu er sket med Dybbøl-stillingen, vil det næste givetvis være, at Fredericia bliver taget. Tilbagetoget derfra vil blive endnu vanskeligere, måske umuligt, og tabene så store, at vi ikke længere kunne siges at have en kampdygtig arme.“ Krigsministeren vævede herefter lidt frem og tilbage, men var ikke desto mindre klar i sin udmelding. Det ville rent ud sagt være dumt af Danmark, som han formulerede det, „at skyde et tilbud om våbenhvile fra sig“. Modstanderens sprog var magt – ren og skær magt – og det ville ikke længere, sagde Lundbye, „være rigtigt at vise hårdnakkethed til det yderste“.

Kong Christian tilsluttede sig krigsministerens betragtninger. En fortsat krig var meningsløs, fremhævede han.

Ordene prellede af på Monrad. Nej, Danmark måtte vise fasthed, sagde han og fortsatte i lignende vendinger. En våbenhvile ville få det til at se ud, som om danskernes modstandskraft var udtømt, „som om,“ som han sagde, „vi nu føler os tilintetgjort“. Og et sådant signal ville blot svække den diplomatiske situation for Danmark. Danskerne skulle ikke lade sig tryne. Kom der våbenhvile, ville modstanderne udnytte det besatte Slesvig. „Det vil bare have skadelig indflydelse at finde sig i og anerkende den [våbenhvilen] under sådanne forhold.“

Og sådan buldrede Monrad derudad. Tydeligt påvirket af statsministerens faste beslutning om, at Danmark ikke burde gå ind på en våbenhvile, begyndte krigsminister Lundbye endnu en gang at vakle. Fredericia og Als kunne måske nok alligevel holdes, sagde krigsministeren pludselig.

Hermed havde Monrad sin krigsminister, hvor han ville have ham: føjelig, svag og usikker. Monrad greb straks Lundbyes ord og vendte dem til sin fordel. Hvis det var tilfældet, at de danske stillinger kunne holdes, hvorfor så gå ind på en våbenhvile? Med disse ord var sagen afgjort. Både justitsminister Casse og indenrigsminister Nutzhorn, begge Monrad-loyalister, bakkede op om statsministeren.

Ud over en uforpligtende aftale om, at generalerne i felten var frit stillede til at aftale, at de ikke angreb hinanden, blev konklusionen på mødet, at Danmark ikke skulle gå ind på nogen våbenhvile, for slet ikke at tale om en våbenstilstand.

Fåmælt og dybt uenig føjede kong Christian sig. Det skulle så til gengæld også blive sidste gang, at han bøjede af for dette i hans øjne så usle ministerium.

London, Downing Street 10, den 20. april 1864 – det første konferencemøde. De danske ministre kunne have sparet sig alle deres diskussioner, for det første konferencemøde, der begyndte kl. 13 i premierminister Palmerstons bolig i Downing Street dagen efter, var en ren farce. Ingen af de tyske delegerede mødte op. Fordi det endnu ikke var lykkedes Det Tyske Forbund at få deres delegerede til London, besluttede Prøjsen og Østrig, at deres delegerede heller ikke skulle deltage i konferencemødet. I sin dagbog noterede Krieger tørt: „Mødet i dag blev blot proforma.“ Til stede omkring bordet i Downing Street havde således været de tre danske forhandlere, Bille, Quaade og Krieger, den gamle lord Russell og hans medforhandler lord Clarendon samt den dansk-sympatiske russiske ambassadør Brunnow, der dog var blevet sendt til forhandlingsbordet med klare instrukser om, at et godt forhold til Prøjsen var vigtigere end støtte til Danmark. Desuden ønskede det konservative Rusland, at man skulle arbejde for at bevare den gamle danske helstat. Ved bordet sad også den svenske grev Wachtmeister, der i sine instrukser havde fået at vide, at han skulle støtte Danmark så meget som muligt. Dog kun med ord. Ord og sympatitilkendegivelser var alt, hvad svenskerne under krigen havde vist sig villige til at støtte danskerne med. Og det var også det eneste, de nu, hvor fred stod til forhandling, ønskede at bidrage med.

I det officielle mødereferat fra den 20. april står, at det kunne konstateres, at konferencen var åbnet, men at man måtte flytte den første virkelige mødedato til den 25. april.

Den britiske mægler og udenrigsminister lord John Russell.

London, Downing Street 10, den 25. april, kl. 13 – det andet konferencemøde. Nu var alle 13 forhandlere så til stede. Prøjsens to forhandlere, ambassadøren i London, den udtalt danskfjendtlige Albrecht von Bernstorff, og ambassadøren i København, H.L. Balan, Østrigs to forhandlere, ungareren G.R. Apponyi og friherre Biegeleben samt Det Tyske Forbunds eneste udsending, den saksiske greve F.F. Beust.

Det blev straks vedtaget, at den britiske udenrigsminister lord Russell skulle være mødeformand. Han tog derfor ordet først.

„Jeg foreslår,“ sagde han, „at der sker en standsning af fjendtlighederne.“ Hermed understregede Russell, at grundlaget for fredsforhandlingerne måtte være, at der blev indledt en våbenstilstand eller en våbenhvile. Og med disse ord sluttede mødet stort set, før det var kommet i gang. For prøjserne og østrigerne meddelte, at de ingen bemyndigelse havde til at gå ind på en standsning af fjendtlighederne og først måtte bede deres regeringer om instruktioner vedrørende dette spørgsmål.

Quaade sagde, at Danmark kun kunne acceptere en standsning af krigen, hvis landets fjender undlod at indkræve krigsskatter i Jylland, og hvis Danmark måtte fortsætte med at blokere de tyske havne med sine krigsskibe. Det var det samme som at sige, at man ikke var indstillet på nogen form for våbenhvile eller våbenstilstand, for det var utænkeligt, at prøjserne og østrigerne ville acceptere det sidste krav.

Der blev diskuteret frem og tilbage på mødet, men egentlig om ingenting. Ikke før nye instruktioner fra København, Berlin og Wien forelå, kunne fredskonferencen fortsætte.

10 dage skulle der gå.

London, Downing Street 10, den 4. maj 1864, kl. 13.00 – det tredje konferencemøde. „Hvilke instruktioner har de krigsførende lande fået på spørgsmålet om en standsning af fjendtlighederne?“ Med dette spørgsmål åbnede lord Russell konferencens tredje møde.

Den prøjsiske chefdelegerede grev Bernstorff læste en erklæring højt: Det var et tysk krav, at Danmark ophævede handelsblokaden. Gjorde danskerne det, var tyskerne indstillede på våbenstilstand på baggrund af status quo, altså at hærene blev stående, hvor de befandt sig. Prøjserne ville så til gengæld ikke indkræve krigsskatter i Jylland, men betale de lokale for hærstyrkernes underhold.

Quaade svarede afvisende. Danskerne ville fortsætte deres blokade af de tyske havne. Det kunne der ikke rokkes ved. Hermed var dette møde i praksis også slut. De tyske forhandlere forsøgte at skabe bevægelser i samtalerne ved at påpege, at den danske blokade i praksis var ineffektiv, men de danske forhandlere havde ikke mandat til at vige fra deres udmelding. Ingen blokade, ingen fred.

Konferencen var ved at blive sprængt, allerede inden den egentlig var gået i gang. Hvis ikke danskerne bøjede sig, ville krigen starte igen. Så ville Storbritannien, danskernes eneste egentlige ven i det internationale samfund ud over Sverige-Norge, føle sig gjort til grin. Ikke engang en våbenhvile – en ganske kort våbenhvile – var den britiske mægler, repræsentanten for denne verdensmagt, i stand til at fremtvinge.

Lord Russell tog ordet. Man måtte finde en løsning, der kunne gøre en våbenhvile, helst en våbenstilstand, mulig, understregede han. Han foreslog, at danskerne ophævede blokaden, rømmede Als og de andre slesvigske øer, og at prøjserne rømmede Jylland. Var det muligt?

Den britiske udenrigsminister bad de danske og tyske forhandlere om at stille deres regeringer dette spørgsmål. Denne gang skulle svaret komme hurtigt. Et nyt møde blev sat til den 9. maj. Der var en tone af nu-eller-aldrig over Russells udmelding, og i den lå en skarp trussel rettet mod danskerne. Ville de virkelig sprænge konferencen? De to britiske forhandlere Russell og Clarendon var frustrerede over den danske indstilling og havde inden mødet fortalt, at de ikke kunne garantere, „at England vedvarende ville forhindre den østrigske flåde i at sejle ind i Østersøen“.

London, lørdag den 7. maj. Ved en privat sammenkomst hos prinsen af Wales, der var gift med den danske prinsesse Alexandra, overbragtes en personlig hilsen fra den britiske premierminister Palmerston til de danske delegerede. De måtte absolut opgive ideen om opretholdelsen af en dansk blokade, sagde premierministeren. Hvis der kom en våbenstilstand eller våbenhvile, hvorfor så holde på en fortsættelse af blokaden? Samtidig kunne briterne meddele de danske forhandlere, at tyskerne var gået ind på en våbenstilstand og sågar tilbød at rømme hele Jylland.

Den samme dag opsøgte den russiske delegerede, den danskvenlige Brunnow, de danske delegerede i en sindsophidset tilstand og understregede, at de ikke havde noget valg. Danskerne måtte give en indrømmelse. Det var den eneste mulighed for videre forhandling.

Under dette pres bøjede selv Krieger sig. De tre danske delegerede telegraferede til Udenrigsministeriet, at det var nødvendigt at gå ind på en våbenhvile, også selv om det betød, at man måtte opgive blokaden af de tyske havne. Skete det ikke, ville konferencen blive sprængt.

Kongens Palæ, Amalienborg, København, lørdag den 7. maj. Statsrådsmødet, der blev afholdt umiddelbart efter telegrammets ankomst, blev et krisemøde. Monrad rejste spørgsmålet, om ikke man i lyset af de trusler, briterne var begyndt at rette mod Danmark, skulle lade konference være konference og simpelthen lade den bryde sammen?

Kong Christian den 9. var foruroliget. „Under ingen omstændigheder skulle man lade det komme dertil. Det vil kun føre til nye ulykker og ydmygelser for os,“ sagde han og fremhævede, hvor farligt det ville blive for Danmark, hvis en østrigsk flåde uhindret af briterne fik lov til at bevæge sig op i Østersøen. „Så hellere tage imod forslagene om en våbenstilstand eller våbenhvile.“

De to Monrad-loyalister, justitsminister Casse og indenrigsminister Nutzhorn tog ordet. I passionerede indlæg sagde de, at Danmark aldrig måtte opgive blokaden. „Blokaden er det eneste våben, vi har tilbage,“ argumenterede Nutzhorn.

Men stemningen var så småt ved at vende. Ud over kongen var også krigsminister Lundbye lidenskabelig fortaler for, at man absolut skulle sikre, at våbnene tav på krigsskuepladsen. Krigsministeren argumenterede ligefrem for, at danskerne ikke bare skulle gå ind på en kort våbenhvile, men meget hellere skulle acceptere en lang våbenstilstand. Desuden var det, sagde Lundbye, „utænkeligt, at et så lille land som Danmark kunne opretholde blokaden“.

Under indtryk af kongens og krigsministerens entydige udmeldinger begyndte Monrad at vakle. Mens snakken bølgede frem og tilbage, udfærdigede han et udkast til en udmelding til de danske delegerede i London. Den læste han højt, da han igen tog ordet: „Vi foretrækker,“ lød Monrads ord, „en fortsættelse af fjendtlighederne, men medfører det, at konferencen sprænges, må de danske befuldmægtigede i London have carte blanche til at gå ind på de tyske magters foreslåede våbenhvile.“

Den danske statsminister havde altså givet efter for presset både fra de delegerede i London og fra kongen og krigsministeren. Resolut tog hans to største loyalister, Casse og Nutzhorn, der netop til det yderste havde forfægtet, hvad de troede var Monrads standpunkt, konsekvensen heraf. Prompte tog de deres afsked (Casse blev senere overtalt til at blive på posten). Den danske regering var hermed tæt på at gå i opløsning, men Monrads kursskifte banede vejen for, at danskerne kunne gå ind for en våbenhvile og dermed også for, at konferencen kunne fortsætte.

London, Downing Street 10, den 9. maj – det fjerde konferencemøde. Quaade erklærede på den danske regerings vegne, at den var villig til en måneds våbenhvile, sådan som de tyske magter havde foreslået det, og at våbenhvilen kunne træde i kraft den 12. juni. Hermed kunne diplomaterne i London ved det næste konferencemøde langt om længe begynde det, man på deres sprog betegnede som „realitetsforhandlinger“.

19. Ad Helgoland til

Da diplomaterne i London endelig nåede til enighed om, at der skulle træde en våbenhvile i kraft, buldrede og bragede det ude i Nordsøen tæt ved den britiske ø Helgoland (som i dag er tysk). Herude havde de krigsførende landes orlogskaptajner endnu ikke hørt om den forestående våbenhvile, da en dansk flådeeskadre med stor voldsomhed tørnede sammen med en østrigsk eskadre i krigens eneste virkelige – og danmarkshistoriens sidste – søslag.

Den danske styrke bestod af fregatterne Niels Juel og Jylland og korvetten Hejmdal, mens den østrigske talte fregatterne Schwarzenberg og Radetsky samt to mindre prøjsiske flådefartøjer.

Fregatten Jylland.

Den østriske fregat Schwarzenberg og den danske fregat Jylland. Prikkerne viser træfferne.

Fregatterne var mægtige og stolte omkring 70 meter lange og mere end 2000 tons tunge fuldriggede tremastere med et hvidt bælte malet hen over det sorte skrog, hvorfra kanoner på rad og række stak deres åbne snuder frem fra batteridækket. På en og samme tid var der tale om både klassiske sejlskibe og moderne dampdrevne skruefregatter. Over skibene bredte der sig næsten altid denne kulsorte røg, som væltede ud af en fed skorsten, der havde boret sig op igennem dækket og midt imellem rigning og sejl lignede et grotesk fremmedlegeme.

Om bord på hver af disse fregatter befandt sig et sted mellem 40 og 50 kanoner fordelt på selve dækket og på batteridækket under dette. Besætningerne på de to flåder var omtrent lige store – lidt over 1.000 mand på hver – og begge eskadrer blev anført af drevne kaptajner uden frygt for nærkontakt.

Under krigen havde danskerne opdelt deres flåde i to eskadrer – Østersøeskadren, der blokerede prøjsiske havnebyer i Østersøen og her holdt den uanseelige prøjsiske flåde i skak, og Nordsøeskadren, der dels havde til opgave at opbringe tyske handelsskibe og dels at blokere nordtyske havne. Danske spioner langs Den Engelske Kanal havde desuden erfaret, at en del af den østrigske Adriaterhavsflåde havde passeret Gibraltar og var på vej mod Nordsøen. Den skulle standses.

Hen på formiddagen den 9. maj, en dag, der oprandt mild og vindstille, fik de to flåder hinanden i sigte. Dampen var oppe på alle skibe, der meldtes om klar skib på hele linjen, og for fuld kraft satte de to små flåder kursen mod hinanden i fremskudt kampformation med fregatterne forrest. De mindre prøjsiske skibe holdt sig forsigtigt i baggrunden.

Imens skibene styrede direkte mod hinanden i kølvandsformation, holdt kommandørerne på begge flåder hver en kort brandtale for deres mænd. Fra kommandodækket på Niels Juel råbte den danske eskadrechef E. Suenson: „Der har I østrigerne, folk! Nu møder vi dem! Jeg stoler på, at vi vil kæmpe som vore tapre kammerater ved Dybbøl.“

Kl. 13.45 begyndte søslaget – først blev kanonerne åbnet fra tre kilometers afstand, men som i en slags aparte parringsdans bevægede de to eskadrer sig under stor ophidselse næsten helt ind på livet af hinanden, indtil de lå i en afstand på blot 250 meter. Der blev fyret bredsider uafladeligt. Træ splintredes – sårede jamrede. Hele kanonbesætninger forvandledes til afrevne lemmer og groteske blodplamager, når en fuldtræffer bragede ind igennem kanonlugerne. Nedskudt tov og takkel regnede ned fra himlen. De største af stykkerne blev opfanget af de udspændte net hen over dækket. Damp og røg omhyllede skibene, mens kanonerne sendte blitzende flammehaler ud gennem tågen.

Danskerne viste sig som de bedste sømænd. Flåden holdt sin tætte kampformation, de østrigske og prøjsiske skibe gled på et tidspunkt fra hinanden. Danskernes ild var tæt og frygtindgydende … og denne gang var det de danske artillerister, der var fjenden betydeligt overlegen.

Det østrigske flagskib Schwarzenberg tog imod de fleste af knubsene; to gange gik der ild i skibet, og lidt over en time efter, at slaget var begyndt, ramte en dansk granat dets bug, og der gik brand i formasten. Flammerne truede med at brede sig. Kun fordi fregatten Radetsky fik kilet sig imellem det brændende flagskib og den danske linje lykkedes det at forhindre den ultimative katastrofe for østrigerne.

Kæmpende trak østrigerne sig bort med kursen mod neutralt farvand ved Helgoland. Det lykkedes dem på et hængende hår at undslippe hertil – og på grund af en god portion held. Roret på Jylland, der havde været det mest aktive og stærkeste skib i slaget, var blevet ødelagt, og det forhindrede danskerne i at afskære og nedkæmpe den østrigske flåde. I neutralt farvand og uden for kampzonen blev ildebranden på Schwarzenberg endelig slukket. På afstand og mens man udbedrede skaderne fra kampen, observerede danskerne den fjendtlige flåde og gjorde parat til at forfølge den, hvis den skulle prøve at slippe ud af det neutrale farvand.

Tabene på det østrigske flagskib var betydelige. Ud af en besætning på 498 mand blev 32 dræbt og 69 sårede. I alt havde østrigerne 37 døde og 93 sårede – danskerne i alt 17 døde og 52 sårede, heraf de fleste på fregatten Jylland.

Hen på natten til den 10. maj lykkedes det den østrigske eskadre med det svært beskadigede flagskib, der manglede sin formast og lignede et udbrændt spøgelsesskib, at forsvinde bort til Cuxhaven; det var en begivenhed næsten med omvendt fortegn set i forhold til resten af krigen. For en gangs skyld var det den tyske modstander, der i ly af natten luskede bort, mens det var forbavsede danskere, der ved daggry måtte opdage, at deres bytte var undsluppet.

Stort set samtidig med at modstanderne var forsvundet, modtog kaptajn Suenson telegrafisk ordre fra den danske regering om at trække sig bort fra Nordsøen, fordi våbenhvilen forestod. Efter at have begravet de døde ved Kristiansand i Norge stod flåden snart ud i Kattegat med kurs mod Øresund. Flåden passerede Kronborg den 15. maj, lagde stolt og med en rejsning, som kun tremastere med fuld rigning kan mønstre det, til Københavns red til fuldt skue.

Så godt som hele Københavns befolkning var på benene, og kommandør Suenson og hans mænd blev fejret som sande helte med impulsiv, pompøs jubel. Det var næsten, som havde den – trods alt beskedne – danske eskadre vundet en hel krig.

Det havde den dog langtfra. Sejren, hvor forløsende den en kort overgang virkede på stemningen i Danmark – og selv i Storbritannien, hvor nyheden om sejren udløste højlydt jubel i Parlamentet – var ikke nær så vigtig og stor, som den blev anset for at være i samtiden og i den danske eftertids glorificering af træfningen ude på høj sø.

Selv om danskerne var overlegne under selve slaget, vandt østrigerne også noget ved sammenstødet. De undslap danskerne, og Nordsøen lå i praksis åben for dem, efter at danskerne havde trukket sig bort og dermed også havde ophævet blokaden af de tyske havne. De østrigske krigsskibe med deres besætninger af norditalienske søfarere havde samtidig vist sig som værdige modstandere, og i betragtning af, at en langt større østrigsk flåde, der i slagkraft var den danske væsentlig overlegen, var på vej mod nord fra Adriaterhavet, gav slaget ved Helgoland den danske marine en hel del at tænke over og i særdeleshed dette: Skulle Storbritannien tillade denne større østrigske flåde at sejle op i Nordsøen, så var ikke kun Nordsøen, men også Østersøen stærkt truet – og hermed alle Danmarks kyster.

På den måde havde den danske eskadre derfor blot sejret ad Helgoland til, for set i et hele fik slaget ingen nævneværdig indflydelse hverken på krigens eller på fredsforhandlingernes gang. Og det er derfor også blot blevet beskrevet i disse ovenstående noget summariske linjer.

Vi må nemlig i al hast tilbage til forhandlingsbordet i Downing Street, hvor begivenhederne netop er ved at gå ind i deres afgørende fase.

20. Skaktræk

London, Downing Street 10, den 12. maj – det femte konferencemøde. Bismarcks chefforhandler, grev Bernstorff, smed en bombe. Sådan føltes det for de danske og britiske forhandlere og russeren Brunnow, da han indledte mødet med at læse en skrivelse højt, der erklærede, at de tyske magter – Prøjsen, Østrig og Det Tyske Forbund – ikke ville anerkende Londontraktaten fra 1852 som forhandlingsgrundlag.

Dette var et højst overraskende træk – men et nøje udført diplomatisk skaktræk af Bismarck. Eftersom han ønskede Holsten og det sydlige Slesvig løsrevet fra Danmark, måtte det logiske være først at få annulleret Londontraktaten, der garanterede den danske helstat.

Inderst inde vidste alle parter omkring bordet, at den danske helstats dage var talte. Ingen troede rigtig på den længere. Tyskerne hadede den, og danskerne var gået i krig for at afvikle den. Alligevel havde den danske regering og flere af de neutrale stormagter taget for givet, at Londontraktaten ville udgøre fredsforhandlingernes grundlag. Der var trods alt tale om en international aftale, som samtlige stormagter i Europa havde underskrevet.

Bernstorffs udmelding skabte således røre, hvad man kan læse ud af det ellers så følelsesblottede referat, der findes af mødet. Dialogen mellem de delegerede var hurtig og skarp.

Lord Clarendon spurgte Bernstorff, om han seriøst mente, at man bare sådan kunne løbe fra sine traktatforpligtelser? Selv Krieger mandede sig op til et hidsigt forsvar for den blandt de nationalliberale ellers så forhadte Londontraktat.

Hans stærke reaktion skyldtes selvfølgelig ikke en pludselig kærlighed til Londontraktaten, men bundede i, at han som de fleste omkring bordet var overrasket over den tyske udmelding. Den havde de ikke set komme. Østrigerne og prøjserne var gået i krig for at håndhæve Londontraktaten. Hvis de ud af det blå kunne finde på at tage den af bordet, hvad blev så det næste?

Især den russiske delegerede Brunnow svingede sig op til et besjælet forsvar for Londontraktaten. Han havde været en af arkitekterne bag den, og den lå hans hjerte nær. Med patos erklærede han, at hele den europæiske magtbalance var truet, hvis ikke en genoprettelse af Londontraktatens orden blev forhandlingsgrundlaget.

Bernstorff stod fast, og konferencens første egentlige møde lakkede hurtigt mod enden, for de danske forhandlere skulle ifølge deres instrukser først spørge det danske Udenrigsministerium om lov, før de uden videre kunne gå ind på at forkaste Londontraktaten. Et nyt møde blev aftalt.

*

Ventetiden benyttede Bismarck til at forberede sit næste træk. Meget tydede på, at det var lykkedes ham i en hurtig manøvre at rydde helstaten af brættet. Hans næste træk var langt mere udspekuleret. Det krævede, at både hans østrigske allierede og danskerne lod sig lokke i en fælde.

Østrigerne skulle føle sig overbevist om, at han kæmpede for en personalunion, samtidig måtte han sikre sig, at danskerne blankt afviste at gå ind på en sådan tanke.

Hvordan Bismarck så denne krævende manøvre udført i praksis, fremgik af den instruks, han sendte til sin chefforhandler Bernstorff i et telegram den 15. maj. „Prøjsens virkelige mål,“ skrev han til forhandleren, „er den fuldstændige adskillelse af de to nationaliteter.“ Det ville sige, at Danmark blev adskilt fra Holsten og den tysksindede del af Slesvig. Dette skulle ske, hed det videre i telegrammet, „uden at vi bryder vort ord til Østrig“. Prøjsen ville holde sit løfte om at arbejde for, at der blev dannet en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne. „Vi må først igennem en fase med forslag om personalunionen, og det må vi sørge for ikke bliver vedtaget, men uden at det ser ud, som om afvisningen skyldes vor modstand,“ skrev Bismarck.

London, Downing Street 10, den 17. maj – det sjette konferencemøde. De tyske magter bestræber sig på at skabe en varig fred, sagde Bernstorff ved åbningen af mødet. En fred, som „tilsikrer hertugdømmerne absolutte garantier mod en tilbagevenden af fremmed undertrykkelse, og som således for fremtiden udelukker enhver anledning til tvist, revolution og krig og sikrer Tyskland den ro og fred i norden, som det trænger til for ikke periodisk at falde tilbage i den tingenes tilstand, som har skabt nærværende krig. Sådanne garantier ville alene kunne findes i hertugdømmernes fuldstændige politiske uafhængighed og deres nøje sammenslutning ved fælles institutioner“.

Disse ord kræver en uddybelse. Bernstorff sagde, at tyskerne ønskede, at hertugdømmerne skulle have politisk selvstændighed i forhold til Danmark. Hvad ville det betyde for Danmarks tilknytning til hertugdømmerne? Lige præcis det kunne den danske delegerede Quaade godt lide at vide, og han rejste straks spørgsmålet. Bernstorff svarede, at de tyske magter endnu ikke kunne lægge sig fast på, hvem der skulle være fyrste i hertugdømmerne. Men han afviste ikke, at det kunne være den danske konge. Hermed fik Bernstorff uden at bruge ordet „personalunion“ i relativt klare vendinger sagt, at en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne kunne være et muligt fredsgrundlag. Med denne udmelding beroligede Bernstorff de østrigske delegerede, sådan som Bismarck havde bedt ham om at gøre det. Samtidig skræmte han helt efter den prøjsiske ministerpræsidents hensigter de danske forhandlere fra vid og sans.

En personalunion ville danskerne ikke høre tale om, sagde Quaade, og han og Krieger fremhævede, at det tyske udspil i deres øjne var så useriøst, at de nægtede at tage det ad referendum, hvilket ville sige, at de ikke engang ville ulejlige sig med at referere forslaget til den danske regering. En personalunion kunne Bernstorff og de andre tyske delegerede ifølge de danske forhandlere derfor godt glemme alt om.

Med denne bastante udmelding var de danske forhandlere med samlede ben gået i Bismarcks fælde, og det var østrigerne sådan set også. Ved så kategorisk at afvise personalunionstanken mistede Danmark en fantastisk mulighed for at hamre en fed kile ind imellem Østrig og Prøjsen. Var danskerne blot i selv de mest vage formuleringer gået med til at drøfte en personalunion, havde Bismarck været nødt til at vikle sig ud af sit eget forslag for at forhindre, at der faktisk kom noget seriøst ud af forslaget. I en sådan proces ville han have stødt østrigerne fra sig, og det ville have styrket den danske forhandlingsposition gevaldigt.

Som det i stedet gik, mistede Danmark alt initiativ.

Nu da også personalunionstanken var taget af bordet, var der kun en sidste løsning tilbage, som kunne danne fundamentet for en fred, nemlig at Slesvig blev delt i en dansk og en tysk del. Konferencens næste store spørgsmål var derfor, hvor grænsen skulle gå.

21. Et generøst tilbud

London, Downing Street 10, lørdag den 28. maj – det syvende konferencemøde. Ja, hvor skulle grænsen gå? Det gav lord Russell et bud på straks ved åbningen af det næste møde denne lørdag i slutningen af maj. Han tog som den første ordet og fastslog for god ordens skyld, at den britiske regering én gang for alle anså Londontraktaten for død. For at opnå varig fred „må vi opgive den højtidelige traktat“, meddelte han i en erklæring, som han læste højt. Eller højt var måske så meget sagt. Efterfølgende beklagede den prøjsiske chefforhandler Bernstorff sig over, at briten havde talt så lavt, at alle skulle anstrenge sig til det yderste for at forstå, hvad manden egentlig sagde.

Her sad så alle diplomaterne og spidsede øren – og det havde de god grund til, for Russell førte forhandlingerne ind i en afgørende fase.

„Efter vores anskuelse er det nødvendigt fuldstændigt at adskille Holsten, Lauenborg og den sydlige del af Slesvig fra det danske monarki,“ sagde han. Og det ledte ham frem til spørgsmålet om, hvor grænsen skulle trækkes. „For at retfærdiggøre et så uhyre offer fra Danmarks side,“ sagde Russell, „er det efter vores anskuelse ønskeligt, at grænselinjen ikke drages nordligere end fra Sliens munding og langs Dannevirkestillingen.“

Hvis det stod til Russell og den britiske regering, ville danskerne hermed stort set opnå en grænsedragning syd for Dannevirke. Det var et enestående tilbud, langt bedre end danskerne kunne have drømt om. Der var faktisk tale om, at Russell stod her og tilbød Danmark det meste af Slesvig. Den franske delegerede Latour d’Auvergne var helt med på denne tanke og udtrykte den største tilfredshed med den britiske udmelding. En deling af Slesvig mere eller mindre efter nationale tilhørsforhold havde længe været franskmændenes foretrukne løsning, sagde han, men da det var svært at trække en grænse, der tilgodeså alle borgeres tilhørsforhold, var man på fransk side indstillet på, at grænsedragningen også skulle tage hensyn til den svage part i striden, underforstået Danmark. Og underforstået, at Frankrig ikke ville stille sig i vejen for, at Danmark fik sin fæstning, Dannevirke, og andre strategisk fordelagtige punkter med i købet. Denne melding var helt i overensstemmelse med kejser Napoleon den 3.s hemmelige tilnærmelser til Bismarck, for selv om danskerne fik en så stor bid af Slesvig, var der stadig plads til, at Prøjsen kunne få Kiel og land til at bygge kanalen.

Men hvad sagde de krigsførende lande, Danmark og Prøjsen-Østrig selv til dette forslag? Igen viste prøjserne sig som de ubetinget mest taktisk begavede forhandlere. Bismarck forstod, at man i så vanskelige forhandlinger som disse aldrig måtte virke stejl og lukke døre bag sig og ej heller kunne forholde sig passiv, hvis man ville opnå konkrete mål. Selv om den prøjsiske ministerpræsident var relativt fleksibel med hensyn til, hvor en grænse præcis skulle trækkes, havde han et så nøje kendskab til Slesvigs demografiske forhold, at han var udmærket klar over, at flertallet af borgerne syd for Flensborg var tysksindede, og at en grænse ret meget sydligere end dette derfor ikke ville være acceptabel for Det Tyske Forbund. Man måtte derfor stile efter en væsentlig nordligere grænse, end Russells forslag lagde op til, hvad han allerede to dage tidligere havde telegraferet til sin chefdelegerede Bernstorff. Men for ikke at fremstå som kompromisløs havde Bismarck instrueret sin forhandler om først og fremmest at reagere positivt på det britiske udspil.

De tyske magter ville selvfølgelig gerne arbejde for en løsning, der sikrede en varig fred, sagde Bernstorff derfor. Men umiddelbart ville den foreslåede grænsedragning ikke være hensigtsmæssig, fordi mange tysksindede slesvigere hermed ville komme direkte ind under dansk herredømme. „De tyske delegerede må derfor først bede deres regeringer om at komme med et modforslag til en grænsedragning,“ sagde Bernstorff, der herefter igen forsøgte at smigre briterne ved på det kraftigste at understrege, at de tyske magter under alle omstændigheder i princippet godtog Russells delingsforslag. Direkte henvendt til danskerne spurgte Bernstorff så, om de var parate til at afgive en lignende principerklæring?

Øjeblikket, der fulgte, var afgørende for Danmarks – ja, for hele Europas – fremtid. Det var nu, Danmark havde chancen for at slå til. Det var nu, de kunne få næsten alt det, de drømte om; næsten alt det, de var gået i krig for. Ganske vist ikke et Danmark til Ejderen, men dog et Danmark til Dannevirke.

Så hvad sagde de danske forhandlere, da dette afgørende øjeblik meldte sig? Quaade tog ordet. Og til alles forbløffelse erklærede han blot, at danskerne ikke så sig i stand til at gå ind på diskussionen, for man havde ret beset fra dansk side ikke officielt taget Londontraktaten af bordet. Mygt tilføjede Quaade, at han dog ville forelægge Russells udspil for den danske regering.

Forundret svarede lord Clarendon, at de danske delegerede da måtte have et eller andet konkret bud på, hvad deres regerings holdning var til det britiske udspil? For selv om briterne nu for første gang officielt foreslog en deling af Slesvig, havde spørgsmålet været oppe talrige gange i de mange uofficielle forhandlinger, der løbende havde fundet sted i den sidste måneds tid.

Jovist havde han og de andre delegerede talt med lord Russell om det britiske delingsforslag, men kun i almindelige vendinger, svarede Quaade, og derfor havde de danske forhandlere ikke kunnet fremlægge noget konkret for regeringen i København.

Krieger kom Quaade til undsætning, men uden at det bragte danskerne ud af deres ejendommelige apati. „Det er første gang, at man hører det britiske forslag så nøjagtigt formuleret,“ sagde han med ord, der lød som en dårlig undskyldning. Derfor kunne de danske forhandlere ikke tilslutte sig noget konkret, førend de havde drøftet sagerne med den danske regering. Ikke engang en erklæring om, at man støttede princippet bag det britiske forslag, så de danske delegerede sig således i stand til at give.

I en fortsat forbløffet – og nu skarpere – tone svarede lord Clarendon, at de danske forhandlere burde have modtaget instruktioner, der satte dem i stand til at komme med en mere klar udmelding vedrørende briternes forslag. Et nyt møde blev sat til den 2. juni.

*

I et telegram til D.G. Monrad, som de tre danske delegerede sendte umiddelbart efter forhandlingsmødet den 28. maj, refererede de nøgternt mødets forløb, men telegrammet indeholdt også nogle tænksomme og filosoferende linjer, der viste, at Quaade, Krieger og Bille fornemmede, at de netop havde ladet en enestående chance forpasse. „Det er muligt,“ skrev de i telegrammet, „at det havde været fordelagtigt for vor stilling, om vi straks havde antaget det engelske forslag, men da vi ikke havde instruktioner herom, så vi os ikke berettiget til at foretage en sådan øjeblikkelig antagelse.“

I telegrammet til Monrad understregede de, at de ved det næste forhandlingsmøde helt klart burde gå ind på det britiske forslag. De danske forhandlere var altså udmærket klar over, at det britiske forslag havde været entydigt i dansk favør. Quaade formulerede dette endnu mere utvetydigt i et personligt brev til Monrad, som han skrev dagen efter. „Jeg tror ikke,“ skrev han, „at vi uden et mirakel kunne få bedre vilkår end dem, lord Russell tilbyder.“

22. Indre splid

Den danske regering i København var stærkt splittet. Det var grunden til, at Quaade og Krieger helt absurd måtte lade chancen for en set med danske øjne yderst gunstig fred gå sig af hænde den 28. maj.

Christian den 9. var ved at blive en stadig stærkere stemme i regeringen og stod nu over for et åbent opgør med Monrad, der til gengæld virkede svagere og svagere. Det var, som om Monrads sind var ved at koge over. Han var, erklærede han åbenhjertigt i slutningen af maj til Udenrigsministeriets departementschef Peter Vedel, blevet „fortumlet i hovedet“. „Monrad er ikke længere i besiddelse af sund dømmekraft,“ skrev den forfærdede departementschef i et privat brev til Krieger den 19. maj. Monrads humør fór op og ned i raketfart. Det ene øjeblik anbefalede han på statsrådsmøder, at danskerne lod konferencen bryde sammen, det næste indrømmede han, at han tvivlede og ikke vidste, hvad han skulle råde dem til.

Mange år senere forsøgte Monrad selv at forklare, hvad der skete for ham, mens forhandlingerne i London gik ind i deres afgørende fase. Han brugte begrebet „politisk svimmelhed“ og henviste til romernes brug af begrebet: „Det er afgørelsen, der gør svimmel. Ansvarets uhyre vægt tynger på tanken og forvirrer den. Stil en mand uden for afgørelsen, tag ansvaret fra ham, og han vil dømme sundt og klart. Læg afgørelsen i hans hånd og ansvaret på hans hoved, og han bliver ofte svimmel. Og hans svimmelhed bliver stor, og han styrter.“

Kongen og ministeren var på vej til at bytte roller. Kongen, der i krigens første fase havde spillet en tilbagetrukket rolle, blev, efterhånden som Londonkonferencen skred frem, den toneangivende. Og statsministeren, der før havde været så altdominerende, fik efterhånden en mere tilbagetrukket rolle, nu hvor han havde følelsen af at styrte. Denne rolleombytning var skæbneironisk.

På det tidspunkt, hvor Danmark havde haft brug for en stærk konge, havde han været svag, og på et tidspunkt, hvor landet kunne have brugt en stærkere statsminister, var denne svækket.

Den nationalliberale Monrad bar i høj grad ansvaret for, at krigen kom. I de anspændte decemberdage i 1863, hvor det trak op til krig, nægtede han at trække Novemberforfatningen tilbage, for som de andre nationalliberale ville han hellere kaste Danmark ud i en krig end at gå på kompromis med den ejderpolitiske kurs. Da det trak op til krig i slutningen af 1863, bøjede Monrad sig derfor ikke for det voksende internationale pres på Danmark for at undgå krigen. Ambassadørerne fra Storbritannien, Rusland og Frankrig havde på det kraftigste advaret den danske regering om, at Danmark ville stå isoleret i en krig mod de to tyske stormagter, men lige meget havde det hjulpet. Monrad slog ikke ind på en forsonlig kurs, og da han kort før krigens udbrud et øjeblik overvejede det, var det for sent.

Kong Christian den 9. havde dengang fulgt kursen mod krigen med største bekymring. Han afskyede den nationalliberale linje. Han ønskede at bevare helstaten og håbede til det sidste, at man kunne undgå krigen. Men den ulykkelige og nyudnævnte konge, der var blevet indsat i embedet efter Frederik den 7.s pludselige død den 15. november 1863, var politisk svag. Den danske befolkning var stærkt skeptisk over for denne for dem så fremmede fyrste fra Glücksborg, der ikke alene talte dansk med svær tysk accent; han støttede heller ikke den nationalliberale kurs, som dominerede dansk politik.

For de nationalliberale var han bare „protokolkongen“. Han var den konge, der ifølge en protokol og et kompromis i den forhadte Londontraktat skulle indsættes, når Frederik den 7. – oldenborgeren, som ingen børn havde – døde.

Christian den 9. underskrev Novemberforfatningen, men kun fordi han blev presset til det. Havde han ikke gjort det, kunne der meget vel have udbrudt revolter i Københavns gader. November- og decemberdagene havde været dystre for kongen. Han var isoleret og handlingslammet. Ude i gaderne kunne man nærmest mærke befolkningens kulde over for den nye konge. Kun få borgere ville dengang have begrædt det, hvis det var kommet til kongens fald.

I dagene efter Dannevirkes rømning trak bander af vrede borgere igennem gaderne. Revolutionen truede. Kongen og hans familie blev gjort til syndebukke. Der blev sågar i disse urolige dage spyttet på dronningen og parrets børn, da de kørte igennem byen og passerede en ophidset folkemasse.

Havde kongen dengang ved sin tiltræden haft en større gennemslagskraft, ville han have haft en realistisk mulighed for at styre Danmark ud af krisen, men netop dette ønskede borgerne i København ikke. De ønskede krigen.

Efter tabet af Dybbøl begyndte rollerne så at blive byttet om mellem kongen og statsministeren.

Kongen var en på mange måder jævn mand, der var vokset op i ganske beskedne kår. Han var, har historikeren Vagn Dybdahl skrevet om ham, i bund og grund opdraget til at være en simpel garnisonsofficer og levede også som en sådan: nøjsomt, afmålt, lidt tilbagetrukket, og så var han noget stiv og formel.

Den glücksborgske linje var på det nærmeste forarmet og hørte da også til blandt de mest uanseelige fyrstelinjer i Europa. Kongen, der som ung blev officer i den danske hær og deltog i Treårskrigen på dansk side, manglede en bredere dannelse; han brød sig ikke om at læse. Han kunne dog godt lide at gå i teateret, men besad også her en overraskende enfoldighed, sådan som i hvert fald hans livlæge engang illustrerede med en anekdotisk fortælling.

„Jeg husker således en aften,“ skrev livlægen i sine erindringer, „hvor han var i teateret uden følge, og hvor han som sædvanligt, da han opdagede mig i kavalerlogen, sendte bud til mig om at køre hjem med sig, at han da i vognen roste en af de optrædende skuespillere, hvortil jeg replicerede, at jeg også syntes, at den og den var god. Kongen svarede: ‘Jo måske, jeg kan blot ikke lide, at han optrådte beruset.’ Jeg forsøgte en lille indvending, men blev afbrudt af kongen, der sagde: ‘Jo, men nu forleden aften, jeg husker ikke, hvad stykket hed; men De var vist også derhenne?’ ‘Ja, Gulddåsen, Deres Majestæt.’ ‘Ja, ganske rigtigt; da mødte han også beruset. Jeg siger ikke noget til én gang, men når det sådan gentager sig, så kan jeg ikke rigtig goutere det’.“

Men den 45-årige konge besad på den anden side også en god portion taktfuldhed, elegance og en stille, men betydelig viljefasthed. Hans forbillede var den enevældige konge Frederik den 6., som Christian som ganske ung havde kendt. I den forstand levede Christian i fortiden – han var konservativ og havde ikke helt forliget sig med kongens stærkt reducerede betydning i politiske forhold efter indførelsen af demokratiske institutioner i 1849.

Det, som betog Christian ved Frederik den 6., var imidlertid ikke så meget dennes større magtbeføjelser, men at han var som en landsfader for sit folk; og som en sådan ønskede Christian også at se sig selv.

I den forstand viste han sig helt igennem loyal over for sit folk og havde i løbet af de sidste måneders krig formået at vinde befolkningens sympati. Han havde besøgt de danske tropper ude i felten og vist dem sin største tillid og hengivenhed. Han led åbenlyst med dem. Tydeligt tynget af sorg og medfølelse for de mange faldne, var han gået i front ved de store begravelsesprocessioner i København ugen efter Dybbøls fald. Ingen kunne længere være i tvivl om, at han ville det danske folk det godt, og kongens ord begyndte derfor at veje tungere ved statsrådsmøderne.

Sine gode manerer til trods havde kongen svært ved at betvinge sin skepsis – sin ligefremme afsky – for Monrad. I kongens øjne var ministeren, denne humørsyge mand, ved at ødelægge alt, hvad han, kongen, havde kært. Monrad var ved at sætte den gamle danske helstats eksistens over styr, og i takt med, at kongens stemme blev kraftigere, blev Monrads tilsvarende svagere. Ikke at han nogensinde blev lavmælt eller fåmælt. Det lå simpelthen ikke i hans natur. Han, der med sit fyldige korpus også i udseende var kongens modstykke, slog næsten altid ud med armene, når han talte, og han benyttede enhver lejlighed til at tale stort og storladent. Monrad var orator. Han var – i hvert fald, når han havde sine opture – ikke til at dysse ned.

Alligevel var han godt på vej til at miste sin gennemslagskraft. De psykiske strabadser, der fulgte med at stå i spidsen for et trængt krigsførende land, fik hans maniodepression til at blusse op. Han havde svært ved at tænke klart og vidste ikke længere, hvilken kurs han skulle slå ind på.

Før mødet i London den 28. maj, hvor lord Russell fremsatte sit forslag om en grænsedragning i Slesvig, kendte den danske regering udmærket til det britiske initiativ, endda ned i detaljen, for briterne havde i uformelle møder fremlagt det for de danske delegerede, der havde sendt besked herom hjem til regeringen i København. Derfor havde briterne været så forbløffede over, at de danske forhandlere i London ikke havde kunnet forholde sig til det britiske udspil.

For Monrad og de andre nationalliberale forekom briternes forslag både rimeligt og acceptabelt. I et statsrådsmøde, der blev holdt den 24. maj – altså fire dage før det afgørende møde i London – udtalte statsministeren, at han kunne gå ind for grænsedragningen. Briterne var jo også nærmest fremkommet med et nationalliberalt ønskescenarie. En grænse så sydlig som den, briterne ridsede op, ville indebære, at den langt overvejende del af Slesvig og herunder Dannevirke – Thyras gamle vold – rent faktisk kom under dansk styre. Netop de nationalliberales drøm.

Magtkamp. Kong Christian den 9. og statsminister D.G. Monrad.

Men nu var det kongen, der forhindrede en fredskurs. For Christian den 9. var det britiske forslag aldeles uacceptabelt. Mere end noget ønskede han helstatens bevarelse, og hvis ikke det var muligt, så ville han hellere have en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne. En nok så sydlig grænsedragning gennem Slesvig og en fuldstændig afståelse af Holsten var et rent skrækscenario for kongen. Russells forslag var ham, som han sagde til Monrad den 24. maj, „i højeste grad modbydeligt“. Et af kongens barndomshjem, Louisenlund, lå oven i købet i den sydligste del af Slesvig. Han kunne ikke bære tanken om at skulle miste det. Faktisk vendte han så meget tilbage til dette i statsrådsmøderne, at man indimellem kunne forledes til at tro, at barndomshjemmet var hans vigtigste grund til ikke at ville gå ind på grænsedragningen.

Hvad skulle danskerne gøre, hvis Storbritannien og alle de andre stormagter pressede på for at få delingen af Slesvig trumfet igennem? Man kunne selvfølgelig fortsætte krigen, men dette ønskede kongen trods alt ikke. Han afskyede krigen; han vidste, at danskerne var chanceløse. Som en slags kompromis kunne Monrad telegrafere de tre danske delegerede i London forud for konferencemødet den 28. maj, at de kun „i den yderste nød, og når det viser sig umuligt at opnå bedre vilkår“, skulle gå ind på Russells forslag. Men da kun således, at en grænsedragning sikrede, at den danske konge kunne beholde sit elskede Louisenlund.

Monrad havde presset på, for at kongen skulle gå ind på, at Danmark „i yderste nød“ kunne tilslutte sig Russells forslag. Til gengæld for denne indrømmelse lovede Monrad Christian den 9., at han, ministeren, ikke ville give efter, hvis stormagterne eller de tyske magter skulle komme med forslag om en nordligere grænse.

Dette løfte til kongen om, at regeringen under ingen omstændigheder ville gå med til en nordligere grænse end den, Russell havde foreslået, skulle, som historikeren P. Stavnstrup så rigtigt har formuleret det i sin biografi om Monrad, vise sig at blive nok så skæbnesvangert et løfte.

Splittelsen i den danske regering og kongens voksende indflydelse betød, at regeringen ikke kunne give sine delegerede klare instrukser, da mødet den 28. maj oprandt. Formuleringen „den yderste nød“ var svær at håndtere i praksis. Hvornår kunne man som diplomat sige, at der var tale om „den yderste nød“? Var man diplomatisk set i den yderste nød, da Russell foreslog en deling af Slesvig? Egentlig ikke, for Russells udspil var netop det – et udspil, ikke et ultimatum. Men samtidig med at de tre danske delegerede udadtil forholdt sig passive, vidste de, sådan som det fremgår af telegrafbeskeden til Monrad senere samme dag, at de havde handlet uklogt ved at forholde sig apatiske.

Og alt dette for et barndomshjem.

23. Stivnede fronter

Bismarck havde travlt. For alt i verden måtte han undgå, at danskerne gik ind på briternes generøse forslag. En så sydlig grænse, som briterne havde foreslået, ville aldrig blive accepteret i Det Tyske Forbund. Og blev grænsen draget der, kom Prøjsen til at stå i et dårligt lys blandt de andre tyskere. Gik danskerne først ind på briternes forslag, ville de tyske magter pludselig stå i et direkte modsætningsforhold til Storbritannien. Det kunne få fatale konsekvenser. Der skulle derfor arbejdes på højtryk for at få presset grænsen nordligere, inden danskerne kunne nå at reagere.

Uden om danskerne holdt de østrigske og prøjsiske delegerede to møder med de neutrale stormagter. Det første fandt sted den 31. maj, det næste dagen efter, den 1. juni. Begge møder bød på temperamentsfulde sammenstød. Den prøjsiske chefdelegerede, grev Bernstorff, gik så vidt som i sin afrapportering hjem til Bismarck den 31. maj at kalde dagens møde „stormende“, et sjældent benyttet ord blandt diplomater.

Stormen udløstes af, at prøjserne gjorde det klart, at de – og østrigerne – ikke kunne acceptere en så sydlig grænse som den, Russell havde foreslået den 28. maj. „En grænse ved Slien ville,“ sagde Bernstorff rent ud til Russell, Clarendon, Brunnow og de andre internationale mæglere, „være moralsk umulig for os.“ Med „moralsk umulig“ mente Bernstorff, at for mange tysksindede slesvigere ville blive indlemmet i Danmark, hvis man trak en så sydlig grænse.

Bernstorff foreslog derpå, at grænsen blev trukket væsentlig nordligere, nemlig fra Aabenraa i øst over til Tønder i vest. Forslaget vakte forfærdelse og udløste den storm, som Bernstorff refererede til i sit telegram. Højlydte protester lød nu omkring bordet. Danmark havde brug for at kunne forsvare sig, og derfor skulle de fortsat have rådighed over Dannevirke, sagde den franske delegerede Latour d’Auvergne.

Øjeblikkeligt afviste Bernstorff dette krav. Dannevirke havde vist sig ubrugelig for danskerne, sagde han. Det havde krigens gang jo demonstreret. Men Latour d’Auvergne og Russell gav ikke efter, og Bernstorff kastede så pludselig et andet kort på bordet. Hvad med, at grænsen blev trukket omkring Flensborg? Dette kunne han ganske vist ikke tilbyde officielt, men han var sikker på, at det var det absolut længste, prøjserne kunne strække sig.

Til stede ved deres næste møde den 1. juni var blot tre personer. Den prøjsiske og den østrigske chefdelegerede og den britiske chefforhandler lord Russell. Det var Russell, som havde inviteret, og samtalen fandt sted i hans lille arbejdsværelse i hjemmet på Chesham Palace. Atter gik bølgerne højt. Bernstorff hævdede i sin telegrafiske afrapportering om mødet til Bismarck, at Russell havde været gråden nær og med tårevædede øjne havde erklæret, at prøjserne ikke kunne være bekendt at byde den danske konge en grænse ved Aabenraa. Også under dette møde nævnte Bernstorff, at tyskerne nok var villige til at acceptere en grænse ved Flensborg.

Det prøjsiske pres under disse følelsesladede, uformelle samtaler havde en klar effekt. Ganske vist gik briterne og de andre europæiske stormagter ikke straks ind på at rykke grænsen så meget mod nord, som prøjserne foreslog. Men samtalerne rokkede ved Russells standpunkt. Han kunne ved nærmere eftertanke godt se, at prøjserne havde en pointe. Det ville ikke give mening, at man fik skabt en ny latent konflikt, hvis for mange tyskere blev tvunget ind i et dansk rige, så hvorfor ikke, når man nu var i gang, rykke grænsen i hvert fald en smule mod nord? Bernstorff havde også haft en pointe i, at Dannevirke havde været nytteløs som forsvarsværk, og at danskerne havde haft langt mere succes ved Fredericia og Dybbøl, forsvarsanlæg, de havde holdt i flere måneder.

Mens de tyske forhandlere i dagene forud for det næste officielle forhandlingsmøde pressede på for at vinde lydhørhed for deres forslag til en grænsedragning, forholdt de tre danske delegerede sig passive. De gav stadig ikke Russell nogen indikation om, hvad de syntes om hans forslag.

Tyskernes villighed til at kæmpe for deres sag, tippede balancen til deres fordel. Snart skulle det stå klart, at en psykologisk grænse havde forrykket sig i Russells sind, og han veg til danskernes store fortrydelse bort fra sit eget forslag om en grænse syd for Dannevirke.

*

Der blev holdt to frugtesløse konferencemøder i begyndelsen af juni, den 2. og den 6. juni. Fronterne var stivnede. På mødet den 2. juni erklærede danskerne ganske vist deres principielle støtte til Russells grænsedragningsforslag. Men i et langt indlæg understregede den danske chefforhandler Quaade, at grænsen skulle tage hensyn til danskernes behov for at kunne forsvare sig.

Den prøjsiske chefforhandler Bernstorff tog ordet og fortsatte den offensiv, han på Bismarcks vegne havde indledt i de uformelle forhandlinger dagene før. Han erklærede, at de tyske magter kunne gå med til en grænse oppe ved Aabenraa-Tønder.

Quaade svarede, at han end ikke ville overveje dette. Han fandt et stort landkort frem, som han og de andre danske delegerede havde medbragt. Her var tegnet en linje, der gik over 70 kilometer sydligere end den, Bernstorff lige havde foreslået. Det var også en linje, som gik et par kilometer sydligere end den, Russell havde foreslået den 28. maj. Med disse ekstra kilometer mod syd beholdt Christian den 9. nemlig Louisenlund.

De stridende parter stod hermed uendelig langt fra hinanden samtidig med, at et andet og særligt presserende spørgsmål meldte sig. Hvad skulle man gøre, når våbenhvilen udløb den 12. juni om blot 10 dage? Skulle krigen starte igen, eller våbenhvilen forlænges? Også i dette spørgsmål stod parterne langt fra hinanden og det på måder, der set med eftertidens øjne kan virke ret så ejendommelige. Danmark, den militært svage part, ønskede ingen forlængelse af våbenhvilen, mens de tyske forhandlere havde instrukser om, at jo længere en våbenhvile man kunne få, des bedre.

På mødet den 2. juni erklærede Quaade på vegne af den danske regering, at man kun ønskede en forlængelse af våbenhvilen, hvis der var realistiske udsigter til fred. I lyset af hvor langt parterne stod fra hinanden, var det i praksis det samme som at sige, at krigen igen skulle begynde.

Udmeldingen bundede i en række ugennemtænkte overvejelser. Den ene var, at Monrad fortsat mente, at Danmark ikke måtte fremstå som svag og eftergivende. Den anden, at Krieger i sine breve til den danske statsminister og til Udenrigsministeriets departementschef Peter Vedel i længere tid havde fortalt, at han var i kontakt med fremtrædende medlemmer af det britiske tory-parti, der dannede opposition til Palmerston og Russells relativt svage whig-regering. Toryerne betroede Krieger, som betroede dette til Monrad, at Palmerston helt bestemt ville blive væltet, hvis fredsforhandlingerne brød sammen. Kom toryerne til magten, fortalte de Krieger, så skulle de sørge for en anderledes aktivistisk kurs til fordel for danskerne. På baggrund af disse udmeldinger var det begyndt at spøge i Kriegers og i særdeleshed i Monrads sind, at en forhandlingsnedsmeltning i London kunne være i Danmarks interesse.

At forestille sig, at en ny britisk regering – hvis en sådan overhovedet skulle opstå i kølvandet på en fejlslagen fredskonference – virkelig som det første ville kaste sig ud i krig for danskernes skyld, grænsede til fri fantasi og bundede i en grad af ønsketænkning, man ikke ville have forventet, at et statsoverhoved lod sig styre af. Men det gjorde Monrad, og det er med til at forklare, hvorfor der i de instrukser, de danske delegerede fik fra København, ofte var dette element af højt spil.

På konferencemødet den 2. juni kunne Quaade således ikke love, at danskerne ville gå ind for en forlængelse af våbenhvilen. Han skulle først indhente instrukser fra København, sagde han. Det korte møde sluttede, og et nyt blev sat til den 6. juni.

Konferencemødet den 6. juni kom alene til at handle om våbenhvilens forlængelse. Quaade kunne kun tilbyde en yderligere forlængelse af våbenhvilen med 14 dage, og det ville i praksis sige frem til og med den 25. juni. Den russiske delegerede Brunnow jamrede over, at danskerne satte så stort et tidspres på alle parter, og også Bernstorff var bestyrtet – og irriteret. Bismarck havde i sine instrukser klart udtrykt, at han foretrak en våbenstilstand frem for en våbenhvile; det ville sige en anderledes permanent form for fredsordning, mens forhandlingerne stod på. Hvorfor udgyde mere blod, hvis sagerne kunne blive løst diplomatisk?

Bernstorff erklærede på mødet den 6. juni, at han ikke vidste, om den prøjsiske regering kunne gå med til en så kort forlængelse af våbenhvilen. Den gav dårlig nok mening. Han måtte først høre, hvad hans regering sagde. Hermed sluttede endnu et kort møde, konferencens niende.

Imens var den danske konge kommet helt op at køre.

24. „Vor stilling er slet“

Mens konferencemødet den 6. juni fandt sted i London, førte den danske ambassadør i Skt. Petersborg, Otto von Plessen, fortrolige samtaler med den russiske fyrst Gortschakoff. Det var samtaler uden egentlig vægt, for begge mænd luftede blot ønskescenarier. Begge var konservative og troede på den gamle orden. Wienerfredsordenen. For dem var tanken om, at staterne skulle tage hensyn til nationale tilhørsforhold og demokratiske tanker rent ud sagt afskyvækkende.

Ambassadør von Plessen og fyrst Gortschakoff var forfærdede over, at den danske helstat skulle afvikles, og de var enige om, at man som et absolut minimum måtte skabe en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne.

Begejstret sendte Plessen referater hjem til kongen om disse samtaler. Det var dem, der havde fået kongen helt op at køre.

For kongen fremstod en personalunion som et langt mindre onde end et delt Slesvig, og da han læste Plessens ord, klyngede han sig til dem. Han havde fundet sig et halmstrå. Kongen blev straks opsat på tanken om, at Danmark skulle presse på for at få en personalunion, også selv om spørgsmålet for længst var taget af bordet i London. Ingen af stormagterne tog længere ideen alvorlig, end ikke Rusland.

Det viste sig, at fyrst Gortschakoff havde luftet sine personlige holdninger for egen regning. Et par dage senere måtte han ydmygt æde sine ord i sig. Han gjorde det ved at hævde, at han aldrig havde sagt, hvad Plessen havde citeret ham for.

Men det lod Christian den 9. sig ikke gå på af. Under statsrådsmødet på Amalienborg den 7. juni vendte han op og ned på alt, da han ud af det blå erklærede, at Danmark i London måtte kæmpe for en personalunion. Monrad, der var rigelig forvirret i forvejen, svarede, at det kunne han under ingen omstændigheder støtte.

Kongen og hans minister befandt sig hermed i åbenlys konfrontation.

Den interne regeringssplittelse betød, at den danske regering lod sine forhandlere i London sejle deres egen sø. Det var ikke længere muligt for regeringen at udstikke en bare nogenlunde klar dansk kurs til forhandlerne.

*

London, Downing Street 10, den 9. juni – det tiende konferencemøde. Modstræbende erklærede Bernstorff, at Prøjsen og Østrig kunne gå med til danskernes ønske om en udvidelse af våbenhvilen med blot 14 dage. I spørgsmålet om grænsedragningen kom man ikke ret meget videre, selv om Bernstorff på vegne af de tyske magter fremsatte et sidste kompromisforslag. Tyskerne kunne gå med til, at der blev draget en grænse omkring Flensborg i øst og Tønder i vest (svarende ret præcist til den grænse, der blev trukket efter folkeafstemningen i 1920 ved Genforeningen).

Men de danske delegerede fejede straks forslaget af bordet. Selv om de ikke længere fik instrukser fra Købehavn, vidste de, at hverken konge eller statsminister ville gå med til det.

For alle i Downing Street begyndte det at stå klart, at det var sandsynligt, at konferencen kunne ende i fiasko. Et nyt møde blev først sat til den 18. juni. Det var den britiske regerings ønske inden da at presse en kompromisløsning igennem under en række uformelle forhandlinger. For Palmerston og Russell var timeglasset ved at løbe ud. Skulle de virkelig ende med at fremstå som impotente mæglere? Skulle de efter så mange ugers anstrengelser have siddende på sig, at de, der repræsenterede verdens største flåde- og kolonimagt, end ikke kunne bringe en lille krig i et hjørne af Nordeuropa til ophør?

*

Den 11. juni indkaldte Russell de danske delegerede til et møde i sit hjem. Han havde vredet sin hjerne for at finde et kompromis, der kunne løse konflikten, og han var nået frem til et forslag, endda et for samtiden radikalt forslag: En folkeafstemning i lokalområderne skulle afgøre grænsedragningen.

Tanken havde i forskellige varianter været luftet i løbet af konferencen. Bismarck var varm fortaler for denne løsning, fordi han vidste, at der fra i hvert fald syd for Flensborg var et overvejende tysk flertal i befolkningen. Han havde således alt at vinde ved en afstemning. Men han kunne ikke gøre sig til højlydt fortaler for dette, da østrigerne på det kraftigste var imod. Intet lå den antidemokratiske østrigske kejser fjernere end at lade folkets røst tale. Gennem sine delegerede i London lod Bismarck dog antyde, at Prøjsen ville støtte en sådan løsning. Den franske kejser, der også gik ind for folkenes selvbestemmelsesret – i hvert fald så længe det var i franske interesser – tilsluttede sig ligeledes forslaget.

Russell fortalte de tre danske delegerede, at han nu også gik ind for afstemningen, og at den i praksis burde finde sted i en zone fra Flensborg i nord til Slesvig by i syd. På baggrund af afstemningsresultatet ville grænsen herefter blive trukket så retfærdigt som muligt.

Der var også en anden mulighed, fremhævede Russell. Den bestod i, at danskerne selv tog initiativet. Den britiske premierminister forklarede, at han ikke længere kunne støtte sit eget oprindelige forslag om en linje syd for Dannevirkestillingen. Men danskerne kunne måske alligevel opnå en nogenlunde attraktiv grænse, hvis de tog initiativet og fremsatte et kompromis i form af en grænse et sted mellem den foreslået af tyskerne ved Flensborg til lidt syd for Tønder og Dannevirkelinjen. Gjorde de danske delegerede det, ville briterne gøre alt for at bistå danskerne, sågar militært, hvis det skulle vise sig nødvendigt, understregede han.

Hverken Quaade eller Krieger var i tvivl om alvoren bag Russells ord. Forhandlingerne havde nået en skillevej. Den ene førte til krig. Den anden vej kunne – måske – stadig føre til fred, hvis danskerne her i 11. time hægtede sig på Russells forsøg på at finde en diplomatisk vej igennem moradset.

Quaade, der var forsigtig, diplomatisk og konservativ, og Krieger, som var bombastisk og nationalliberal, havde ikke overraskende hver sin tolkning af, hvilken vej der ville være den klogeste for Danmark. De var så uenige, at de sendte hver sin anbefaling tilbage til København efter mødet med Russell.

Quaade ønskede fredens vej. Han fornemmede, at prøjserne ikke ville give sig længere end grænsen ved Flensborg, og at briterne, når det kom til stykket, ikke ville strække sig ret meget længere på Danmarks vegne. I et telegram til Monrad, som han skrev den 13. juni, understregede han, at danskerne selvfølgelig skulle arbejde for at beholde så meget af Slesvig som muligt, men at man først og fremmest skulle undgå krig. I praksis ville det sige, at danskerne ikke skulle forvente at få en grænse nede ved Slien. Med disse ord bakkede Quaade op om Russells forslag om, at danskerne fremsatte et grænseforslag et sted imellem den oprindeligt foreslåede af Russell og prøjsernes delingslinje. Eller at danskerne alternativt bakkede op om en folkeafstemning.

Krieger derimod agiterede for, at Danmark på det kraftigste skulle afvise ideen om en folkeafstemning. Som sit ultimatum skulle danskerne fastholde grænsen ved Slien, skrev han den samme dag til statsministeren. Krieger var naturligvis klar over, at denne kurs ville betyde krig.

Statsminister Monrad valgte at lytte til Krieger. I et personligt brev til ham skrev han den 15. juni, at han klart afviste ideen om en folkeafstemning, og at han delte Kriegers opfattelse af, at Slien-Dannevirkelinjen måtte være Danmarks ultimatum. Monrad sluttede brevet med ordene: „Jeg viger ikke en tomme.“

25. Sammenbrud

Den danske konge ønskede heller ikke at vige så meget som en tomme – og han havde ganske enkelt fået nok af Monrad. Den ellers så stille mand var blevet rasende, blindt rasende. Et bragende statsrådsmøde blev holdt på Amalienborg den 16. juni. Det indledtes med, at Monrad fremlagde Russells nye planer om, at der enten kom en folkeafstemning i Slesvig, eller at danskerne fremsatte et forslag om en kompromisgrænse et sted mellem Flensborg og Slesvig. Så fanget i hver deres position var Monrad og kongen, at ingen af dem ænsede, at det britiske forslag fortsat var generøst. Måske ville Danmark ikke få Dannevirke, men trods alt en betydelig del af det centrale Slesvig.

Monrad erklærede, at han på ingen måde kunne anbefale en folkeafstemning, og at han mente, at man skulle fastholde Slien-Dannevirkelinjen som sit ultimatum. Herefter forklarede han sin indviklede teori om, hvorfor danskerne med sindsro kunne se konferencens sammenbrud i møde. Kom toryerne til magten, ville sagerne ordne sig for Danmark.

Men kong Christian havde hørt nok. Han havde måske også stirret sig blind på en umulig løsning, men han ønskede ikke krigen genoptaget. En krig ville sønderrive Danmark, sagde han. Kongen var forblændet af personalunionstanken. Det var den, danskerne skulle arbejde for at få igennem, erklærede han.

Nu var det så til gengæld Monrad, der var ved at miste tålmodigheden. Han bed kongen af og understregede, at ingen længere talte om en personalunion. Det var ikke en del af Russells kompromisforslag. Spørgsmålet var, om Danmark ville gå med til en folkeafstemning eller ej.

Med hensyn til dette spørgsmål så kongen lige så rødt som sin statsminister. Nej, så sandelig nej. En folkeafstemning? Det kunne kong Christian aldrig tillade.

„Det betyder krig,“ svarede Monrad. „Der er ingen anden vej så.“

Midt i denne ophidsede udveksling mellem kongen og hans statsminister brød en anderledes klar og afbalanceret stemme ind.

Den kom fra Danmarks nye krigsminister, den 42-årige oberstløjtnant Christian Emilius Reich, som var blevet indsat, efter at Monrad den 17. maj langt om længe havde fået tvunget den håbløst inkompetente og psykisk nedbrudte Lundbye til at tage sin afsked.

Reich var den eneste virkelige realist i forsamlingen. Han var sin forgængers diametrale modsætning. Reich var ikke bange for at sige sin mening ligeud – og den var, at Danmark ikke havde en jordisk chance i en fortsat krig. Han var desuden heller ikke bange for at uddelegere beslutninger. Fra det øjeblik han var tiltrådt, havde han givet sin overkommando frie hænder til at gøre det, den anså for at være det rigtige. Hermed var den danske overgeneral altså ikke bundet af at skulle bede om lov hos krigsministeren, før han rykkede rundt på tropper. Uheldigvis for den danske hær evnede den handlingslammede overgeneral Gerlach ikke at gribe denne udstrakte hånd. Og uheldigvis for Danmark fandt Reichs holdninger heller ikke klangbund i Statsrådet.

„En krig vil være en katastrofe,“ gentog han på mødet. Danmark kunne derfor ifølge Reich kun gøre et: tilslutte sig Russells ide om en folkeafstemning. Hvor stort end offeret måtte være for danskerne, så var der ingen anden vej længere.

Men kongen hørte ikke efter – og det var nu, som talte Christian den 9. i vildelse. Personalunionen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmerne måtte tilstræbes. Han bad Monrad om at meddele de danske forhandlere i London, at de skulle rejse det som det danske krav.

Monrad stejlede. Absolut nej. Dette ville og kunne han ikke meddele sine forhandlere, svarede han.

Hermed afgav han i praksis sin afskedsbegæring.

*

Om morgenen fredag den 17. juni opsøgte Monrad kongen og overbragte officielt en afskedsbegæring. Kongen modtog den med tilfredshed og erklærede i en for ham usædvanlig selvsikker, næsten skrydende tone, at han inden for bare et par timer ville have dannet en ny regering.

Monrad var for en gangs skyld manden, der manede til ro. Han sagde, at kongen skulle give sig god tid over de næste to dage. Når det blev mandag, og altså den 20. juni, ville Monrad vende tilbage for at høre, hvem kongens nye ministre var.

*

London, Downing Street 10, 18. juni – det elvte konferencemøde. De danske forhandlere i London var efterhånden lige så forvirrede som de mænd i København, de repræsenterede. De havde ikke længere nogen regering at modtage instrukser fra, nu da Monrad øjensynligt var gået af som statsminister. De anede ganske enkelt ikke, hvad der var på færde i den danske hovedstad, og for dem var situationen, som Krieger betroede i sin dagbog, uhyggelig. „Situationen aldeles binder tungen på en,“ skrev han. De danske diplomater kunne i praksis intet konkret sige, da de gik til forhandlingsbordet den 18. juni, konferencens elvte møde. De havde ingen regering bag sig – og uden en sådan havde de intet konkret mandat til noget som helst. Det eneste, de danske forhandlere derfor kunne gøre, var at holde sig nogenlunde til den kurs, der allerede var udstukket. En kurs, hvor man egentlig bare sagde nej til alt, hvad der blev foreslået. Nej, nej og atter nej.

Den prøjsiske chefdelegerede Bernstorff fremsatte en tysk variant af afstemningsplanen. Den gik ud på, at der i hele Slesvig skulle være folkeafstemning om grænsedragningen. Østrig var efter prøjsisk pres gået med til dette, fordi ingen andre kompromiser længere syntes mulige. Til dette sagde de danske forhandlere nej. Absolut nej. Herefter fremsatte Russell så sit forslag: en folkeafstemning i en zone mellem Flensborg og Slien. Danmarks svar var nej. Absolut nej.

Mødet sluttede hurtigt, og endnu et møde blev aftalt til den 22. juni. Her skulle man en gang for alle drøfte Russells forslag igennem. For selv om de danske delegerede havde sagt nej til det, var det ikke noget bindende svar. Det kunne først gives, når Danmark igen havde fået en regering og en officiel tilkendegivelse fra denne. Det satsede man på, at landet trods alt ville have fået inden for et par dage.

*

Den 18.-19. juni mødte kong Christian en række aldrende danske konservative politikere på Bernstorff Slot i Gentofte. Folk, der havde haft deres storhedstid for 15 år siden, politikere som Christian Albrecht Bluhme, Carl Georg Andræ og Christian Nathan David. De to førstnævnte havde været konservative statsministre i 1850’erne og den sidstnævnte nationalbankdirektør.

Kongen tog for givet, at han kunne få dem til at danne en ny regering. Men ingen af dem kunne drømme om at indgå i en regering i en så farlig situation. De var udmærket klar over, at kongens kurs var forrykt. Der var ingen vilje i udlandet til, at der blev dannet en personalunion. Der var heller ingen international vilje til, at der blev draget en grænse så sydligt som ved Slien. Andræ var den af de tre, der udtrykte sig klarest. Han sagde, at han gik ind for det britiske forslag om en folkeafstemning. I kongens øjne gjorde det ham nærmest til forræder.

Flov og ydmyget måtte Christian den 9. om mandagen fortælle Monrad, at han ikke havde været i stand til at danne nogen ny regering hen over weekenden. Monrad var altså hermed fortsat statsminister. Interessant nok søgte Monrad, der ellers var blevet afsat af kongen, at trøste majestæten.

„De konservative er nogle gamle rejekællinger,“ sagde han.

„Deri har De ganske ret,“ svarede kongen.

Mens kongen måtte sande, at han ikke kunne stable en ny regering på benene, gennemlevede Monrad endnu en af sine personlige kriser. Der var kommet en interessant krølle på spørgsmålet om, hvor grænsen skulle drages. En lang række ledende nationalliberale politikere var begyndt at røre på sig. De mærkede, hvor det bar hen.

Her hvor krigen atter stod for døren, var mange af de nationalliberale ved at nå frem til den erkendelse, at Danmark risikerede at miste alt, hvis ikke man gik ind på Russells forslag. Det konkluderede flere af de nationalliberales mest fremtrædende folk, den tidligere statsminister C.C. Hall og en af den nationalliberale bevægelses fædre, Orla Lehmann.

Mens kongen prøvede at danne en ny regering, forsøgte Hall og Lehmann at overtale Monrad til at gå ind på Russells forslag, og jo mere de talte til ham, desto mere forvirret blev han – og med til at øge forvirringen var selvfølgelig også, at Monrad ikke engang vidste, om han fortsat var statsminister.

Det erfarede han, at han var, mandag morgen den 20. juni. Som statsminister skulle han naturligvis deltage i Statsrådets næste møde, der fandt sted selv samme dag kl. 15.30. På mødet måtte de danske ministre og kongen prøve at blive enige om indholdet af de instrukser, der skulle sendes til deres forhandlere i London, inden det altafgørende konferencemøde den 22. juni. Mødet, som skulle afgøre, om krigen ville komme eller ej.

Fortumlet og ude af balance forlod Monrad Udenrigsministeriet hen på eftermiddagen for at sætte sig i en drosche, som skulle tage ham til Amalienborg. I minutterne inden Monrad satte sig ind i vognen, udspillede en af danmarkshistoriens måske mest bizarre dialoger sig, i hvert fald hvis den er blevet refereret korrekt af departementschef Peter Vedel.

Vedel tog afsked med Monrad nede ved droschen, og inden statsministeren satte sig ind, udtalte han ifølge Vedel: „Jeg vil ganske overlade det til kongen selv at vælge uden at influere hans beslutning. Det er, ligesom når man spiller i lotteriet, så vil man helst lade et uskyldigt barn eller en anden, som man tror har en lykkelig hånd, vælge nummeret.“

Med disse ord kastede Monrad terningerne – og alt ansvar fra sig. Hans politiske svimmelhed havde fuldstændigt fået overtaget. Han ville ikke længere gøre sin indflydelse gældende. Det måtte være op til kongen at træffe en endelig beslutning.

Departementschefen kunne kun måbe. Var det en smagløs spøg? Mange år senere grublede han fortsat over Monrads udtalelse og kom til den konklusion, at statsministeren mente det ærligt. Monrad kunne ikke længere gennemskue de indviklede forhandlinger. Han vidste ikke, hvad der var rigtigt eller forkert. Han følte, at alle flåede i ham, og han kunne ikke mere. Han var fortumlet. Skæbnen måtte tage over.

Desuden havde Monrad højt og helligt lovet kongen, at han ikke ville vige fra Slien-Dannevirke som Danmarks ultimatum, hvis Slesvig skulle deles. Han kunne derfor ikke følge sine nationalliberale kampfællers opfordringer om at gå ind på Russells afstemningsforslag.

Hvad kunne han da gøre andet end at kaste terningerne? Eller rettere end at lade kongen kaste dem. Så måtte der komme, hvad der kom.

*

Få minutter inde i mødet den 22. juni, Londonkonferencens tolvte, bad den danske chefforhandler George Joachim Quaade om lov til at læse en erklæring højt. Quaade fremstod som altid korrekt og afmålt, da han læste erklæringen. Men der var intet afmålt i hans ord. Danskerne afviste det britiske forslag om en folkeafstemning, og de holdt fast i en grænse syd for Dannevirkelinjen. Det var hans ord.

Hermed brød Londonkonferencen i praksis sammen. Det fastslog en træt lord Russell på det næste og trettende konferencemøde den 25. juni, der egentlig blot blev holdt rent proforma.

Forgæves havde diplomaterne talt og talt. Nu var det igen våbnenes tur.