DEL 5 · Undergang

Den stakkels konge af Danmark har sendt sin bror til mig, og han har opsøgt mig for at få mig til at henvende mig til Dem. Han vil gerne vide, om Danmark med hele sit monarki kan indtræde i Det Tyske Forbund.

Kong Leopold af Belgien til kong Wilhelm den 1. af Prøjsen, den 6. juli 1864

… aldeles konfidentielt skal det sonderes, hvorvidt og under hvilke betingelser og fordele den danske stat kan optages i Det Tyske Forbund.

Hemmelig dansk forhandlingsinstruks under fredsforhandlingerne i Wien, 22. juli 1864

… hvad enten vi siger nej eller ja til fredstraktaten, står Danmark over for sin undergang.

Folketingsmedlem A. Hage, 5. november 1864

Dybbøl by april 1864. Danskerne frygtede, at byerne på Fyn og Sjælland snart ville se ud på samme måde.

31. Panik

Den 29. juni 1864 rådede der hen på eftermiddagen den allerstørste spænding i folketingssalen. Inden Folketinget kunne gå til sin ellers så udramatiske dagsorden – punkt 1: „udkast til lov om stadfæstelse af den foreløbige lov af 11. februar 1864 angående ekstraordinær udskrivning til søkrigstjenesten“ og punkt 2: „udkast til lov om stadfæstelse af foreløbig lov af 4. juni 1864 om stiftelse af en svævende statsgæld“ – meddelte Folketingets formand, etatsråd Bregendahl fra Viborg, at han måtte give ordet til krigsminister Christian Emilius Reich. Krigsministeren havde, sagde formanden, „ønsket at gøre Tinget en meddelelse“.

Det var en alvorsfuld krigsminister, der lidt efter klokken 13 stillede sig op foran forsamlingen. „Jeg har bedt den højtærede formand om ordet for at gøre Tinget en meddelelse om en begivenhed af alvorlig natur, som har fundet og finder sted i dag på Als,“ sagde han.

Krigsministeren udbad sig herpå tilladelse til at læse en række telegrambeskeder højt, som han denne morgen havde fået fra overkommandoen i Odense på Fyn. Igennem de nok så ordknappe og tørre telegrammer fremmaledes et stormfuldt drama.

Kommandoen på Als melder kl. 2.41 morgen, at fjenden angriber. Nærmere melding er forlangt.

Først klokken 6.17 ankom et nyt telegram til Krigsministeriet fra overkommandoen om begivenhederne på Als. Reich læste:

General Steinmann melder kl. 4.20 morgen: Vi er engageret i meget hidsig fægtning på Kær-halvøen; send snarest transportmidler til Kegnæs.

„Det næste telegram,“ fortsatte krigsminister Reich, „er fra kl. 6.59 morgen og lyder:“

General Steinmann melder kl. 5.53 morgen: Efter heftig kamp på Kær-halvøen og betydelige tab gås nu tilbage for at samle tropperne mellem Ulkebøl og Sønderskoven, hvorefter retræten fortsættes.

Herefter var telegraflinjen mellem kommandoen på Als og overkommandoen på Fyn gået død, og man havde mistet forbindelsen til den kæmpende danske hær, fortalte krigsministeren. Men Krigsministeriet havde fra en privat telegrafstation i Augustenborg modtaget flere uofficielle telegrafbeskeder om begivenhederne på Als. En af dem ankom kl. 10.32:

Det meldes, at kampen er heftig mellem Vollerup og Sønderskov, at krigstelegrafen i Hørup er afbrudt, at Rolf Krake antages at være engageret ved Storskoven i Alssund, hvor den efter sigende skulle have løbet en af tre fjendtlige pontonbroer i sænk; endelig, at man også hørte kanonskud i retning af Nordborg [på Nordals].

„Jeg beder det ærede Ting lægge mærke til, at denne meddelelse jo ikke er officiel; den hidrører kun fra telegrafkontoret i Augustenborg,“ sagde Reich for at understrege, at de oplysninger, han lige havde frembragt, ikke nødvendigvis var pålidelige. Dette ved vi jo, der læser dette med bagklogskabens øjne, at de heller ikke var. Rolf Krake var på dette tidspunkt ikke i kamp ved Storskoven, panserskibet havde aldrig ødelagt nogen prøjsisk pontonbro. Der fandt ej heller skydning sted ved Nordborg.

Uofficielle efterretninger som disse var dog alt, hvad krigsministeren kunne fremsætte om de seneste kampe, efter at man havde mistet kontakten med hæren på Als. Overkommandoen på Fyn havde per telegraf forgæves forespurgt general Steinmann om, hvorvidt han havde brug for forstærkninger, fortalte Reich. Men der var ikke kommet noget svar, eftersom telegrafforbindelsen var død. Den eneste direkte forbindelse, den danske overkommando havde til Als, var derfor denne private telegraflinje, og igennem den forsøgte overkommandoen at få sendt en mand ud for at finde general Steinmann. Samtidig havde man, ifølge krigsministeren, fået endnu en uofficiel beretning fra telegrafstationen i Augustenborg om de videre kampe på Als. Den lød:

En forfærdelig kamp har raset siden klokken 1 i morges. Nu er vore tropper på den anden side af Hørup og på vej mod Høruphav. Kampen endnu stående, 18. regiment har kæmpet med mageløs bravur. Nu kunne vi se den prøjsiske kæde. Rolf Krake deltog i de første timer af kampen. Man siger, fjenden slog tre broer over sundet ved hjælp af lokomotiver.

Reich standsede sin oplæsning for at understrege, at de sidste ord i meddelelsen ikke gav mening, for lokomotiver kunne selvfølgelig ikke køre hen over vand. Med lokomotiver måtte øjenvidnet mene dampskibe. „Hvorledes denne broslagning er foregået, hvis overhovedet, ved hvilke midler fjenden er kommet over, må indtil videre stå hen,“ sagde Reich.

„Disse meddelelser, som jeg således har haft den ære at overbringe Tinget, er ganske vist af alvorlig, men jeg håber sikkert ikke af afgørende natur,“ sagde han for at opmuntre sine tilhørere, hvorefter han forlod talerstolen med et forsøg på en beroligende slutreplik: „Jeg tilføjer, at det er min fulde og faste overbevisning, at Als’ forsvar har ligget og – jeg håber til Gud – endnu i dette øjeblik ligger i hænderne på en så dygtig, behjertet og årvågen fører, som man kun kan ønske sig.“

Der var dog intet beroligende i det, krigsministeren lige havde fortalt folketingsmedlemmerne. Ikke alene stod det indlysende klart for dem, at danskerne var i fuld retræte på Als, men man havde tillige mistet kommunikation med sin hær, hvad der i værste tilfælde kunne betyde, at den var blevet afskåret og nedkæmpet. Alle, der lyttede til krigsministeren, var derfor klar over, at set selv i det mest positive lys – og det ville sige, hvis den retirerende hær på øen stadig var intakt – udspillede der sig i disse øjeblikke en katastrofe på Als.

Trods denne brutale nyhed forsøgte politikerne i folketingssalen at samle sig og fortsætte dagens forhandlinger, som om intet usædvanligt var hændt. Da krigsminister Reich havde forladt salen, tog formanden ordet og meddelte, at man straks ville påbegynde „en drøftelse af marineministerens udkast til en lov om stadfæstelse af den foreløbige lov af 11. februar 1864“.

Naturligvis lod det sig ikke gøre at skabe nogen grad af normalitet en dag, hvor så overrumplende nyheder nåede hovedstaden. I drypvise meddelelser, der blev slået op i gader og på pladser, og som kunne læses på de flyveblade, dagbladene udsendte i løbet af dagen, erfarede den danske befolkning, at en betydelig del af hæren befandt sig i en kamp på liv og død og måske endda stod over for sin udslettelse. Til trods for at også utallige falske rygter spredte sig – rygter som for eksempel, at Rolf Krake havde destrueret en prøjsisk pontonbro – var det overordnede billede, der tegnede sig hen på eftermiddagen den 29. juni forbavsende præcist: Als var faldet i fjendens hænder. Øen, som alle civile havde anset for uindtagelig på grund af den danske overlegenhed til søs, havde vist sig at være alt andet end det.

Inden længe spredte en uhyggelig tanke sig. Hvis Als kunne falde, hvad sikrede så Fyn, og hvad skulle egentlig forhindre prøjserne i at styre direkte mod København?

„Det er, som om det danske folk i løbet af de få morgentimer, da der kæmpedes på Als, blev et helt andet. De nationale draperier fra Treårskrigens dage faldt. Ejderpolitikkens gudebillede styrtede ned. Folket så pludselig sin situation i hverdagens grå lys, og som det så ofte går, slog de maleriske drømmebilleder om i deres modsætning og blev til en stemning af panik,“ har historikeren P. Stavnstrup skrevet i en rammende skildring af stemningen i byen.

„Ved efterretningen om Als’ indtagelse har jeg været så beklemt om hjertet, at jeg intet har kunnet foretage mig uden at sysle i haven, det eneste, jeg i grunden formår at beskæftige mig med i denne tunge tid,“ skrev Johanne Luise Heiberg hen på aftenen den 29. juni i et brev, hun sendte til sin fortrolige ven A.F. Krieger. „Hvordan holder De det ud i London i denne tid? Hvilket omslag i den engelske tone mod os! Mit blod koger i mig ved at læse herom. Ak, min kære ven, politikken, har jeg før sagt Dem, hører helvede til, lykkelig den, der finder det snævre hul for at komme ud deraf uden at tage skade på sin sjæl … Hvilke tider vi kommer til at opleve! Og hvor er grænsen? Mon ikke, at Prøjsens militær holder orden i Københavns gader og tvinger os til, hvad Prøjsen vil? Det er mig ikke muligt at fastholde håbet mere for vort stakkels fædreland … Jeg frygter for, at vi ender med at måtte sige: Vi har tabt alt undtagen æren, og denne gælder ikke meget i sådanne tider.“

Det nationalliberale dagblad, Fædrelandet, der igen og igen havde slået på tromme for krig og selvopofrelse, havde den 27. juni på sædvanlig bombastisk vis hyldet krigens komme. „Kanonernes dumpe drøn har afløst konferencens læspende tale,“ skrev avisens redaktør og chefagitator Carl Ploug fuld af kampiver. I en særudgave den 29. juni kunne en anderledes dæmpet redaktør så meddele sine læsere, at „Vorherre vil prøve os endnu en gang, for landkrigen er ikke begyndt heldigere, end den endte. I morges er en meddelelse indløbet, at fjenden i nat klokken 1 har angrebet Als og lykkelig har iværksat sin overgang …“

Københavns andet nationalliberale talerør, Dagbladet, forsøgte den 1. juli i en forsideartikel at mane byens borgere til ro ved at anlægge en besindig tone. „Efterretningerne fra Als lyder mere beroligende, end man var berettiget til at vente,“ skrev bladets redaktør Steen Bille. „Als er vel i fjendens hånd, og kampen har kostet meget betydelige ofre, men bekymringen for, at en større del af vor styrke skulle blive afskåret og taget til fange, har heldigvis vist sig ubegrundet. Det lykkedes general Steinmann, hvis dispositioner synes at have været fattet med stor koldblodighed og efter rolig overvejelse, at gøre en så kraftig modstand, at fjenden derved er blevet standset i sin fremtrængen, og at vore tropper har kunnet foretage den vanskelige indskibning fra Kegnæs.“

Bag den rolige tone ulmede der dog i artiklen den samme dybe angst og uro, som havde grebet Københavns borgere. Det var rigtigt, at store dele af den danske hær på Als var kommet i sikkerhed på Fyn. Men det egentlig presserende spørgsmål, som også Steen Bille stillede et par afsnit længere nede i artiklen, var, hvordan i alverden det var lykkedes en fjende at sætte over til Als?

„Man forstår ikke, hvorledes det har været muligt for prøjserne at slå en hel bro over sundet uden at blive opdaget af de patruljerende kanonbåde eller batterierne på land, og at det har været muligt for prøjserne at iværksætte landgangen uden et meget føleligt tab,“ skrev han.

Fantasibilleder af prøjserne som overmenneskelige krigere med supervåben tog hold i borgerne. Øjenvidneberetninger fra sårede officerer og soldater, der ankom til København de følgende dage, blev fordrejet og gjort stadig mere fantastiske. Således kunne Steen Bille i sin artikel den 1. juli også berette, at en såret officer havde fortalt, at den danske hær rent faktisk havde været fuldstændig årvågen forud for angrebet. Men officeren sagde ifølge Bille, at der midt om natten „pludselig, næsten som et lyn, havde skudt sig en helt færdig bro ud fra kysten på fastlandssiden, der slangede sig som en snog frem i vandet og lagde sig over det smalle sund“.

Den sårede officer gav med sin beretning næring til rygtet om, at prøjserne havde anlagt et gigantisk jernbanenet nede ved kysten over for Als, og at de i al ubemærkethed havde brugt store, men åbenbart næsten usynlige og lydløse lokomotiver til at køre de tunge pontonbroer ned til – og siden over – vandet.

Fantastiske fortællinger om, hvordan erobringen af Als var foregået, spredte sig og gav næring til panikken. Hvilke våben sendte prøjserne så mon mod København?

Carl Ploug, der stadig mente, at danskerne burde kæmpe om så til sidste mand, havde kun arrigskab og hån tilovers for den voksende forskræmthed blandt sine medborgere. „Tjenestepiger og håndværkssvende styrter til sparekasserne for at udtage deres opsparinger; de små kapitalister sælger deres papirer, ikke for sølv, men for guld, som de kan bære på sig, og da så også blade, som hidtil kun har åndet mod og udholdenhed, slår om efter stemningen og råber ‘sauve qui peut’ – så er det forbi med mange agtværdige og fædrelandssindede medborgere, endsige da med børsen.“ Underforstået: Tidligere så principfaste mænd havde solgt fuldstændigt ud af deres idealer. Ploug fortsatte de følgende dage med at hælde galde ud over de forskræmte borgere i sine spalter.

„Den københavnske befolknings paniske skræk, som børsmatadorer og direktører deler lige med kokkepiger og rendekællinger, det er København, det ægte københavnske København,“ fnøs han.

Men Plougs hånlige ord opbød ingen kampvilje hos hans medborgere. Hvad kunne man bruge hån til, når der også florerede rygter om, at den østrigske Adriaterhavsflåde var trukket op i Nordsøen, at den var på vej op mod Skagerrak, og hvad øjeblik det skulle være, ville trænge ind i danske stræder? Alt syntes tabt.

I virkeligheden nærede østrigerne intet ønske om at sende sin flåde mod København af frygt for, at det ville vække briternes vrede og få dem til at træde ind i krigen på dansk side. Men det kunne borgerne i København ikke vide. De havde god grund til at antage, at hovedstaden snart ville blive et nyt angrebsmål. Overalt i gaderne herskede militær aktivitet.

Borgerbevæbningens, garnisonsbataljonens og livgardens mandskaber trak igennem byens gader med ladte våben. Borgerbevæbningen var på generalkommandoens anbefaling blevet udstyret med rifler, og på Fælleden øvede de sig i at skyde med skarpt. Disse øvelser var nødvendige, skrev kommandanten til overkommandoen, „eftersom bevæbningen ikke er øvet i brugen af dette våben“. Kom det til en belejring af København, måtte byens militsagtige forsvar i det mindste have prøvet, hvordan det var at skyde med rigtige skud. Med så stor ivrighed blev der øvet, at generalkommandoen måtte gøre borgerbevæbningens kommandant og den ledende officer for garnisonsbataljonen opmærksom på, at en „kollision [af de to værn] må søges undgået“ ude på skydepladserne.

Samtidig med at den over 5.000 mand stærke borgerbevæbning stod i alarmberedskab og var i konstant aktivitet, blev byens søbefæstninger og de mange artilleristillinger både omkring byen og inde i selve byen bemandet med artillerister fra det 3. fæstningskompagni. De ankom til hovedstaden fra Fyn og var blevet forstærket af konstabler fra det 4. fæstningskompagni, der ligeledes var blevet sendt over fra Fyn. Desuden var batterierne ved Kronborg blevet gjort kampklare, og dette store fort var under kommando af ingen ringere end general Lunding, Fredericia-fæstningens gamle kommandør.

For Københavns ældste borgere var al den vigør et ubehageligt deja-vu, som ledte tankerne hen på Englandskrigene. For alle indbyggere, unge som ældre, var året 1807 – året da København blev bombarderet og flåden ranet – ikke længere siden, end at begivenheden stadig stod klart som et kollektivt mareridt. Frygten for, at byen snart igen ville blive bombarderet, bredte sig i byen med flammende hast.

I disse julidage, hvor næsten hele Jylland var besat, og København frygtede for undergang, bragte Dagbladet på sin forside et stort digt med titlen „Danmark“. Digtet, der var forfattet af en skribent, som blot signerede sig „i“, var en videredigtning på Adam Oehlenschlägers nationalhymne „Der er et yndigt land“ – tilpasset den truende situation, Danmark stod i. Med digtet forsøgte avisen at minde danskerne om deres lands skønhed og dermed også om alt det, der i disse så farefulde dage stod på spil.

Digtet stod i forsidens venstre spalte. I højre spalte var trykt en lang, sørgelig navnerække på sårede fra kampene om Als. En navnerække, der vidnede om alt det blod, der allerede havde flydt i kampen for dette yndige land, Danmark.

Danmark

Det er et yndigt Land,

det staar med brede Bøge

nær salten Østerstrand;

Det bugter sig i Bakke, Dal,

Det hedder gamle Danmark,

Og det er Freias Sal!

Det Land er endnu skjønt,

Thi blaa sig Bølgen bælter,

Og Løvet staar saa grønt;

Men Rovfugle med hvasse Kløer

Trak over Dannevirke

ind paa de danske Øer.

De suged’ Mande-Blod,

Nedtramped’ Korn paa Vange,

Fra hist, hvor Dannebod

Sit Virke mægtigt havde sat,

Til did, hvor Skagen kysses

Af stolte Kattegat.

De hugged’ Bytte ud

Af danske, varme Hjerter,

De hæmmed’ Friheds Skud,

Saa ædle Kvinder, skjønne Møer

Og Mænd og raske Svende

Fik Vee som aldrig før.

Vort Land er ikke skjønt,

Om blaa sig Bølgen bælter,

Og Løvet staar saa grønt,

Hvis ædle Kvinder, skjønne Møer

Og Mænd og raske Svende

Ei boe paa Danmarks Øer.

Endnu er skjønt vort Land!

I Brødre! inden længe

Dets Skjønhed mistes kan.

Hold ud, staae fast, I Dannemænd,

Thi Hjælpen maa jo komme,

Saa vi faae Vort igen

Den 3die Juli 1864. – i. –

*

Straks efter tabet af Als samledes det meste af den danske hær på Fyn. „Men hvorfor have sin hær placeret på Fyn?“ lød det rasende fra en indflydelsesrig skribent og kendt kulturpersonlighed, historikeren Kaspar Paludan-Müller på forsiden af Dagbladet den 6. juli. „Vi må forstå vor opgave, der efter tabet af Als ikke kan være nogen anden end at undgå nye tab og i hvert fald sikre Sjælland med København. Det er København, der forsvarer Danmark, København er vort krigsdepot, vor sømagts betingelse; København tabt, alt tabt, København frelst, livet frelst!“

*

En mand, der til gengæld ikke kunne holde ud at blive i hovedstaden, var H.C. Andersen. Han måtte bare væk fra al den galskab, der syntes at buldre gennem gaderne og sindene hos borgerne. Han havde taget logi ude på landet i Søllerød og skrev den 3. juli et brev herfra til sin gode ven Edvard Collin.

„I byen havde jeg ingen hvile, hvis man ser bort fra de minutter, jeg sad klistret til avisen,“ fortalte digteren sin ven. „Og dog synes jeg, at det herude er bedre end inde i byen, herude, hvor man først ‘i morgen’ hører, hvad der er sket; det er her, som om jeg i et tordenvejr er krøbet ind i sandhullet til børnene for der ikke at se lynet eller høre bulderet, og dog er det ikke derfor, jeg er her; det er grueligt, i tider som disse, at være som jeg ganske alene i sit hjem.“

Han fortsatte i mørke toner:

Alt det onde, jeg befrygtede, er indtruffet; gid jeg kunne bede Vorherre styrke mig, men jeg synes, at der er langt vigtigere ting at bede ham om, og som heller ikke opfyldes. Skal vort smukke, rige sprog om hundred år kun kendes gennem nordmændene? Jeg overvældes af en sorg og gribes af en menneskelig angst, jeg tror ikke, jeg kan udholde den. Herude er jeg i formiddag ene, de er alle kørt til København for at besøge kirken; natten har været uhyggelig … Et rygte siger, at vi får fred og kommer ind under Tyskland. Er det sådan? Ja, det melder aviserne mig.

*

Mens københavnerne gik i panik, og den samme dag, som H.C. Andersen skrev sine jamrende ord, kom det til endnu en blodsudgydelse, krigens sidste og på mange måder den mest hjerteskærende. Den foregik oppe i Nordjylland, hvor der indtil videre kun havde været en lang række troppebevægelser – men ingen kampe.

Heroppe havde de danske tropper rent ud sagt kedet sig gudsjammerligt i flere måneder. For et af kompagnierne skulle alt dog ændre sig i nogle grufulde øjeblikke søndag den 3. juli.

Oberstløjtnant Hans Charles Beck.

32. Massakren

I forhold til så mange af krigens andre bataljer – Mysunde, Jagel, Sankelmark, Dybbøl by, Dybbøl og Als – var den, der fandt sted søndag den 3. juli i udkanten af landsbyen Lundby en snes kilometer syd for Ålborg, blot et mindre sammenstød. I dansk militærjargon talte man senere om „affæren“ ved Lundby. Men det var nu snarere, som om den Gud, som så mange danskere i krisens tid søgte trøst hos i landets kirker denne søndag, helt havde forladt Danmark. Eller også ville højere kræfter en gang for alle demonstrere, hvor håbløs og brutalt uforsonlig krigen var blevet for danskerne.

Lundby var ingen „affære“. Det var ingen „træfning“. Det var en massakre. Som en dansk soldat, der var med ved Lundby, senere formulerede det: „Det havde været mord.“ Han havde ikke helt ret. Det var snarere selvmord.

Efter tabet af Als ønskede den danske overkommando, at hele hæren skulle samles på Fyn. Den antog, at fjenden ville angribe her næste gang, og udskibningen af Det Nørrejyske Korps, der var på over 10.000 mand, og som befandt sig nord for Limfjorden, tog derfor fart. Dagligt transporterede marinen tropper bort fra Frederikshavn. For at sikre, at udskibningen kunne finde uforstyrret sted, afsatte den danske overkommando et enkelt regiment, nogle dragonenheder og et mobilt batteri på fire kanoner til at bevogte Limfjorden. Det skulle vise sig skæbnesvangert, at der i en sidebemærkning i ordren til regimentets chef stod, at han gerne måtte iværksætte „offensive foretagender“ mod de små fjendtlige rekognosceringsstyrker i området umiddelbart syd for Limfjorden.

Det uheldige lå ikke så meget i ordren om, at der var manøvrefrihed til beskedne offensiver. Den blev skæbnesvanger, fordi regimentets chef var den, han var, nemlig oberstløjtnant Hans Charles Beck.

Denne 46-årige sammenskrumpne og svagelige mand havde et personligt regnskab at gøre op. Det vil sige, han havde et regnskab at gøre op med sig selv. Det kom til at koste andre dyrt.

Oberstløjtnant Beck var professionel soldat. Allerede som 14-årig blev han landkadet, få år senere var han sekondløjtnant ved 2. livregiment, og under Treårskrigen gjorde han så tapper en figur i slaget ved Slesvig, at han blev dekoreret med Ridderkorset. Han deltog i en lang række fægtninger og slag i løbet af krigen. Han var med både i det danske udfald ved Fredericia den 6. juli 1849 og ved Isted året efter. Efter krigen blev Beck stabsofficer, og de næste mange år gjorde han tjeneste bag et skrivebord.

Hans mange studier af krigsteori, herunder på en stor rejse rundtomkring i Europa, betød, at han blev udnævnt til chef for generalstabens taktiske afdeling. Sideløbende med hverdagen som officer påbegyndte han også en politisk karriere. Han blev folketingsmedlem for Frederiksborg Amts 2. valgkreds, og det er let at forstå, at han forfulgte en politisk løbebane. Han elskede at holde blomstrende og fyrige taler. Og nu, da han var blevet midaldrende og vant til skrivebordsarbejdet og de store ord, nærede han ingen længsel overhovedet efter at høre våbnene tale. Stor var derfor også hans forundring over, at han blev udnævnt til chef for det 1. regiment ved krigsudbruddet. Til en kollega, der ønskede ham tillykke med udnævnelsen, svarede han: „Du ved, hvor meget det er imod mit ønske.“

Han følte sig ikke længere som en feltsoldat, og Beck gjorde da også en decideret ynkelig figur under slaget ved Sankelmark den 6. februar, hvor det 1. og 11. regiment dannede bagtrop for den danske hær, der trak sig tilbage fra Dannevirkestillingen. Under hårde kampe og under ledelse af den bryske og offensive oberst Max Müller, lykkedes det de to regimenter at standse de hurtigt fremrykkende østrigske forfølgere. Det var tæt på at ende i en katastrofe for 1. regiment, der kom i uorden under kampene – og i høj grad gjorde det, fordi dets fører, oberstløjtnant Beck, ikke var noget sted at finde. Han må have været rædselsslagen, da kampene begyndte. Det er det eneste, der kan forklare, at han, hvad der var helt uhørt for en kommanderende officer, så sit snit til at forlade valpladsen i slagets tidlige fase, da en officer ved siden af ham blev såret. Beck fulgte officeren til forbindingspladsen – og forblev ved den såredes side, indtil kampene var ovre.

Alligevel var han sammen med de andre officerer for de to regimenter blevet en slags folkehelt efter Sankelmark. Beck skiltede selvfølgelig ikke med, at han faktisk ikke havde været til stede under kampene. Hans egne folk kendte til gengæld alt for godt sagernes rette sammenhæng.

Beck led af elendig samvittighed og hungrede efter at viske skampletten bort.

I begyndelsen af juli undrede den øverstbefalende for de prøjsiske tropper i Nordjylland, general Vogel von Falckenstein, sig over, at hans folk ikke var stødt på danske enheder. Han var sikker på, at den nordlige danske division ville engagere sig i kamp. Men der skete intet – og det forekom sandsynligt, at i hvert fald dele af de danske tropper var ved at blive udskibet. Sikker kunne den prøjsiske general dog ikke vide sig og for at undersøge, om der overhovedet opholdt sig danske tropper syd for Limfjorden og i givet fald hvor mange, lod han den 2. juli tre kompagnier trække mod nord i retning af Ålborg. Et kompagni tog hovedvejen, et andet bevægede sig mod nord øst for vejen, et tredje vest for vejen.

Kompagniet, der tog hovedvejen, stødte hen på eftermiddagen den 2. juli på en dansk patrulje i landsbyen Ellitshøj. Det kom til en kort skududveksling, hvor den danske patrulje hurtigt blev trængt tilbage. Den lod straks besked gå til oberstløjtnant Beck i Nørresundby om, at en prøjsisk styrke var trængt frem og så ud til at ville slå lejr for natten i Ellitshøj.

Den danske premierløjtnant Riebau, chefen for det 1. regiments 2. kompagni, tilbød oberstløjtnant Beck, at han med sine mænd og nogle forstærkninger ville forsøge at overrumple prøjserne på et natligt togt. Efter så mange begivenhedsløse måneders udstationering i Nordjylland brændte Riebau efter at komme i kamp, et ønske, han delte med stort set alle mand i regimentet.

Det ville være oplagt at lade Riebau og hans folk rykke frem mod prøjserne i Ellitshøj, for premierløjtnanten havde demonstreret stort mod ved Sankelmark. Men til alles overraskelse afviste Beck Ribaus tilbud. Han havde fået en endnu bedre ide, syntes han. Han, oberstløjtnanten, ville selv føre et kompagni i kamp og derfor straks drage mod Ellitshøj med det 5. kompagni.

Beck var den øverstbefalende på stedet, og ingen kunne sige ham imod, også selv om det var yderst betænkeligt, at regimentets chef selv tog på dette risikable togt. Hvad hvis missionen fejlede, og han kom noget til? Hvem skulle så føre regimentets andre kompagnier? Spørgsmålet syntes ikke at interessere Beck.

*

Klokken har passeret otte om aftenen den 2. juli, da det 5. kompagni, der har en styrke på omkring 180 mand, færges over Limfjorden. Med fodfolket følger 16 dragoner og en håndfuld frivillige officerer, der med stor begejstring har tilsluttet sig kompagniet for endelig at smage kampens sødme.

Og så bliver der ellers i denne skønne og lune sommeraftens tusmørke marcheret ned mod Ellitshøj. Der viser sig dog et problem med planen om at overrumple prøjserne. De er for længst borte, da danskerne ankommer. Beboerne i Ellitshøj kan til gengæld fortælle, at der befinder sig et andet prøjsisk kompagni i nattekvarter i landsbyen Gunderup to timers march mod øst. Kampivrigt beslutter Beck sig for, at det så må være disse prøjsere, der skal angribes.

For en mand, der er opsat på at vise mandighed og krigeriskhed, udspiller der sig dog forinden et temmelig surrealistisk optrin. Her hvor klokken nærmer sig midnat, og mørket snart vil blive afløst af sprødt morgenlys, er det næsten ved at være for sent, hvis danskerne skal nå at angribe i ly af mørket. Alligevel giver oberstløjtnant Beck sig god tid til at konversere med den lokale præst, der har budt den danske officer på kaffe. Præsten disker op med en lang, jammerlig historie om, at prøjserne har dræbt en af hans tre køer og taget en anden med sig. Oberstløjtnanten synes oprigtig optaget af præstens kvaler og beder sin adjudant Peter Abrahams om at føre protokol over samtalen. Men en utålmodig løjtnant bryder snart ind og spørger, om ikke de hellere må se at komme af sted til Gunderup?

Da Beck endelig løsriver sig fra samtalen om præstens døde ko, og kompagniet langt om længe er kommet på benene, holder Beck først en storladen tale for sine mænd. I talen henviser han til oberst Max Müllers forkærlighed for bajonetangreb. Ved Sankelmark havde danskerne udvist stor dygtighed i denne makabre kampform. Sådan forventer Beck også, at hans kompagni kæmper i nat. Han „venter, at mine raske folk, når vi træffer fjenden, vil kaste sig over ham og lade ham føle den overvægt, vi har i brugen af bajonetten“, siger han ifølge Abrahams’ erindringer, inden han til alles lettelse endelig giver marchordre.

Beck selv husker talen lidt anderledes. I en senere indberetning skriver han, at han holdt en kort tale for folkene. I talen understregede han, ifølge sin egen erindring, at de ikke var mange soldater i forhold til foretagendet. Derfor var det af stor betydning, at „vi sluttede os fast til hinanden med den bestemteste vilje, alle som en at gå lige løs på fjenden, hvor vi traf ham, og bruge bajonetten som det våben, vi forstod at bruge ganske anderledes end han“. Desuden fremhævede Beck i talen, at soldaterne skulle lade sig opildne „af den hævnfølelse, vi nærede mod vort lands undertrykkere og med et kraftigt slag ramme den fjendtlige afdeling“.

Mens Abrahams husker, at soldaterne ikke var videre interesserede i at bruge tid på at lytte til disse højstemte ord, men bare ville videre frem, husker Beck, at hans ord blev modtaget med „enstemmigt bifald, kendetegnet ved gentagne rungende ‘ja’ fra alle munde“.

Under alle omstændigheder går det nu videre mod Gunderup. Der løbes om kap med tiden. Dagen gryr.

Det prøjsiske kompagni har forladt Gunderup, da Beck og hans mænd når frem. „Havde vi,“ skriver Abrahams senere, „været der halvanden time tidligere, så havde vi taget dem sovende.“

Det fjendtlige kompagni er, fortæller de lokale indbyggere i Gunderup, marcheret videre mod Lundby knap to kilometer længere oppe ad vejen. Danskerne, hvis styrke er omtrent lige så stor som den prøjsiske, besidder ikke længere nattemørkets mulighed for den fuldstændige overraskelse, men ufortrødent lader Beck sine folk fortsætte marchen mod Lundby.

I Lundby aner de 124 prøjsiske soldater anført af kaptajn von Schlutterbach ingen fare. Deres geværer står i pyramider, mens de spiser morgenmad og blot nyder den dejlige morgen, der varsler en solrig og usædvanlig varm dag. Når prøjserne kan være så ubekymrede, skyldes det, at kompagnichef, major Krug sammen med et par delinger fodfolk og nogle ryttere er trukket yderligere mod nord, hvor man ved, at der befinder sig danske tropper. Schlutterbach antager, at kommer det til kamp i dag, bliver det mod disse tropper, og foreløbig udgør majoren og hans folk således en stødpude mod danske styrker i nord. Schlutterbach drømmer ikke om, at der pludselig kan dukke en dansk styrke op fra syd.

Oberstløjtnant Beck, der netop kommer fra syd, håber, at han kan overraske fjenden, selv om det er lyst. Tanken er heller ikke helt urimelig, for prøjserne aner netop ikke uråd. Men i sin iver efter at føre sine folk i kamp overser skrivebordsofficer Beck, at han har terrænet imod sig.

Når prøjserne føler sig sikre i Lundby, skyldes det ikke mindst, at landsbyen ligger nede i en dal for foden af Kongehøjen. Hernede kan de tyske soldater sågar søge dækning bag et stengærde. Kommer der mod forventning et angreb sydfra, skal fjenden altså først ned ad en lang bakkeskråning. Det er det rene vanvid at angribe direkte ned ad en bakke og gå frem mod en fjende, som kan ligge i dækning bag det stengærde, der grænser op til bakkeskråningen. Sådan vil prøjserne snart tænke med pegefingrene nervøst hvilende på aftrækkeren.

Og sådan tænker øjensynligt allerede nogle af de lokale beboere på egnen, der forudser, hvad der er i vente. På vej fra Gunderup til Lundby møder kompagniet præstegårdsforvalteren, der advarer Beck mod at fortsætte op over Kongehøjen. Som præstegårdsforvalteren i hvert fald selv husker samtalen mange år senere, siger han til Beck: „Bakken kan De slippe uden om ad to veje, og De kan komme lige ind til byen uden at blive set.“ Beck er så brysk og afvisende, at præstegårdsforvalteren bliver forlegen.

„Ja, oberstløjtnanten må undskylde mig. Jeg har aldrig været soldat og forstår mig vel ikke på de dele, men jeg giver mine oplysninger i den bedste mening. Ligger prøjserne i Lundby, bliver det en grim bakke at gå ned ad,“ gentager præstegårdsforvalteren.

„Ja tak! Det er godt,“ svarer oberstløjtnanten og begiver sig videre nordpå med sine mænd.

Inden kompagniet når op på bakken, passerer det gårdejer Peder Nielsen, der er ude for at hente sine heste hjem. „De har en grim, lang skråning at passere, inden De når byen. Fjenden kan jo ligge dernede og pille Deres folk væk, inden de når frem,“ siger Peder Nielsen ifølge sine erindringer til Beck. Han foreslår på linje med præstegårdsforvalteren, at Beck og hans kompagni tager en af sidevejene ind til Lundby, for her kan danskerne holde sig skjult, indtil de er helt tæt på fjenden. Beck affærdiger rådet. Arrogant siger han, at den lige vej frem nu engang er den korteste vej.

Måske kunne han stadig have nået at overraske prøjserne nede i dalen, hvis ikke danske dragoner uforsigtigt havde taget ophold på toppen af Kongehøjen. Heroppe står en eller flere af dragonerne i et kort øjeblik til frit skue for de prøjsiske soldater. Dragonerne opdages, og den prøjsiske kaptajn Schlutterbach slår alarm. Han beordrer sine mænd til at tage deres geværer og skynde sig at finde dækning bag gærdet. Her placerer han 70 skytter. Resten af kompagniet stilles bagved som reserve.

Beck er nået op på toppen af bakken, hvorfra han ser den hektiske prøjsiske aktivitet nede i landsbyen. Men i stedet for at standse op og tage bestik af situationen og i stedet for at lytte til en af sine løjtnanter, der fremhæver det ukloge i et frontalt angreb mod et stengærde, siger Beck til kompagnichef, kaptajn Hammerich: „Hr. kaptajn, vil De uopholdeligt udføre et rask og determineret bajonetangreb mod byen!“

I en 10 mand bred og 16 mand dyb marchkolonne med påsat bajonet og fuld oppakning og med kaptajn Hammerich og de kommanderende løjtnanter og underofficerer ved fløjene, går det i fuld fart og med høje hurraråb ned over bakkekammen på landevejen frem mod Lundby. Oberstløjtnant Beck, kompagniets trompeter og nogle officerer bliver tilbage oppe på bakketoppen, hvorfra de i behørig afstand kan følge kampen. Men hvad tænker manden på? Han forestiller sig vel, at en salve eller to vil tynde noget ud i hans rækker, men fortsætter hans folk ufortrødent angrebet, vil tilstrækkeligt mange nok nå frem og vise prøjserne, hvordan man håndterer sådan en bajonet.

I stedet bliver det prøjserne, der giver en opvisning i den moderne bagladeriffels overlegenhed.

Beboerne i Gunderup er stimlet sammen. På grund af bakken kan de ikke se, hvad der foregår længere fremme i nabolandsbyen Lundby. Men de kan høre det. „Vi hørte tydeligt det skarpe smæld fra den første salve … Vi kunne endog høre danskernes hurra … så kom der nogle flere smæld, og derefter blev alt så uhyggeligt stille.“

Den prøjsiske kaptajn von Schlutterbach bevarer roen. Han lader danskerne komme frem i en afstand på 80-90 meter, før han giver ordren: „I Guds navn fyr!“ To danske officerer og flere menige rammes, men kolonnen fortsætter ufortrødent fremad. Der følger en kort tavshed, mens prøjserne lader deres geværer. Danskerne er nu 60-70 meter fra diget. En arrig sværm af kugler hviner på ny igennem luften. Atter rammes talrige danskere, men kolonnen fortsætter stadig bare frem. Da den er omtrent 50 meter fra diget, har prøjserne igen fået ladet deres geværer. Denne gang er kuglernes virkning hjerteskærende effektiv. I hobetal styrter de danske soldater til jorden, og angrebet går i opløsning. De overlevende søger hals over hoved efter dækning. Nogle gemmer sig i en kornmark, hvor de dog fortsat er ubønhørligt eksponerede. Herinde forsøger soldaterne med deres kluntede forladegeværer at tage duellen op med prøjserne, men kampen er aldeles håbløs.

Oppe fra højen kan Beck følge blodbadet, og langt om længe giver han trompeteren ordre til at blæse til retræte. Trompeteren får, som en dansk historiker syrligt har bemærket, „den tvivlsomme ære af at blæse krigens sidste ud af en lang række retrætesignaler“.

Oberstløjtnanten har blot en sølle flok på 68 uskadte soldater tilbage. 76 af hans mænd ligger døde og sårede nede i dalen. Yderligere 38 er faldet i prøjsisk fangenskab (heraf er 18 såret). Beck har således på få minutter mistet to-tredjedele af sit mandskab.

Prøjserne havde tre sårede. Tre.

Til skræk og advarsel demonstrerede denne massakre i Nordjylland en gang for alle hurtigskydernes enorme overlegenhed i defensive positioner, og „affæren“ er af mange krigshistorikere, danske såvel som internationale, blevet set som et uhyggeligt forvarsel om, hvad fremtidens krige frem til og med Første Verdenskrig ville bringe af rædsler – i en langt større skala.

Men for de soldater og lokale, der var til stede i Lundby, var „affærens“ skala mere end rigeligt skrækindjagende. Prøjserne var lige så bestyrtede som danskerne over effekten af deres ildkraft, og også de var bare bange, bange for, at de gale danskere, som netop havde styrtet sig frem mod dem, blot var en lille fortrop. I al hast begav de sig med nogle få vognlæs danske sårede bort fra Lundby. Mange flere sårede lod de ligge blandt de døde.

Denne varme søndag formiddag afholdtes der ikke gudstjeneste i den svale Gunderup Kirke; i stedet måtte landsbyens rædselsslagne indbyggere sammen med indbyggerne i Lundby tage fat på at pleje de sårede og på skrumlende vogne at fragte ligene til kirkegården i Gunderup.

Peter Abrahams, oberstløjtnant Becks adjudant.

Med sin slagne hob skyndte oberstløjtnant Beck sig væk. De søgte op mod nord for at finde sikkerhed bag Limfjorden. Herefter fortsatte de mod Ålborg. Becks adjudant Peter Abrahams studerede ham nøje under ridtet og skrev senere: „Jeg red ud sammen med en underlig, vildt begejstret mand, jeg red tilbage med en sammensunket olding.“

*

Nogle dage senere forsøgte Beck at mande sig op i sin afrapportering om bataljen. I den viser han, at han ikke var politiker for ingenting. Han forstod at vende en elendig nyhed til noget positivt og at kaste glans over sig selv, selv om han var begivenhedens store taber.

Han skrev: „Kampen ved Lundby den 3. juli var et dristigt foretagende. Ekspeditionen var et forsøg på at gengælde den forsmædelse, som den overmægtige fjende havde påført os. Og uanset, hvordan udfaldet var, så må det fremhæves, at der næppe i denne krig er blevet udført noget angreb med større mandsmod og dødsforagt end det ved Lundby. Selv fjenden har udtalt sin udelte beundring; hver mand var sig øjensynligt bevidst om betydningen af det enstemmige ‘ja’, kompagniet lidt før angrebet havde udtalt efter opfordringen om at kaste sig over fjenden, uanset i hvilket tal han måtte vise sig.“

33. „Stakkels kong Christian“

Da Als var faldet, og nyheden om det uhyggelige nederlag ved Lundby nåede København, meldte et påtrængende og helt konkret spørgsmål sig hos kongen og ministeriets mænd. Hvordan fik man afværget den totale nedkæmpelse af Danmark, nu hvor det stod lysende klart, at den danske befolknings kampvilje, med undtagelse af kredsen af fantaster omkring Fædrelandet, var brudt?

I forsøget på at besvare spørgsmålet ramtes rigets ledere af en ejendommelig blanding af afmagt og groteske indfald, som var de undfanget af febervildelser.

Danmark var fortsat i allerhøjeste grad i krig. Prøjsen havde ingen interesse i at standse den, før danskerne viste sig villige til at slutte fred for enhver pris. De danske ledere anede selvfølgelig, hvor en sådan fred ville bære hen. Man fornemmede, at det ville blive på noget nær uantagelige betingelser, men man havde ikke længere noget egentligt valg og måtte derfor så hurtigt som muligt søge at opnå fred, før nye katastrofer indtraf. Spørgsmålet var bare, hvordan man overhovedet fik forhandlet om fred?

Danskerne havde ikke længere diplomater i modstandernes hovedstæder, der kunne bruges som kanaler, og den direkte kontakt mellem de stridende parter, som fandtes, da fredsforhandlingerne stod på i London, eksisterede heller ikke mere. Så hvad gjorde man?

Kongen havde en plan – en hemmelig plan. Han forestillede sig, at Danmark kunne indtræde i Det Tyske Forbund. På den måde kunne helstaten bevares som et separat medlem af forbundet på linje med de tyske forbundsstater. For en mand, der som kongen var vokset op i et tysktalende miljø i det sydlige Slesvig, og som ikke brød sig om det nymodens fænomen nationalisme, var det, når nu det skulle være, en ganske logisk plan.

I begyndelsen af juli sendte han sin bror prins Hans på en fortrolig diplomatisk mission til kong Leopold den 1. af Belgien, der var kendt for sine gode kontakter til Europas fyrster. På vegne af den danske konge bad prinsen i største fortrolighed den belgiske konge om at tage kontakt med den prøjsiske kong Wilhelm for at undersøge muligheden for Danmarks optagelse i forbundet. Kong Leopold var dybt berørt over den tillid, den danske konge viste ham, og gjorde alt for at hjælpe ham. Den 6. juli skrev kong Leopold til Wilhelm. Brevet synes bemærkelsesværdigt nok aldrig at være blevet gengivet i noget dansk historisk værk på trods af, at det findes trykt i en tysk kildesamling. Brevet, som kong Leopold lod afsende til Berlin, hvorfra det blev sendt videre til kong Wilhelm, der fortsat var på kurophold i Karlsbad, lød således:

Laeken, den 6. juli 1864

Deres Majestæt

Der arme König von Dänemark-- den stakkels konge af Danmark, hvis situation på grund af alle de radikale ministre omkring ham virkelig er skrækkelig, har sendt sin bror til mig, og denne har opsøgt mig for at få mig til at henvende mig til Dem. Han ønsker direkte fredsforhandlinger med Deres Majestæt og Østrig. Det er det direkte ønske; herefter vil han gerne – om end det falder svært – vide, om Danmark med hele sit monarki kan indtræde i Det Tyske Forbund.

Sagen er indviklet, men Deres Majestæt kan måske tænke den igennem. Den kongelige bror har tidligere meddelt mig sin ide om at knytte Danmark tættere til det tyske rige for gennem denne stat at give den tyske marine en brugbar forstærkning … Jeg kan i denne sag, der føres med en så urimelig uforstandighed af de danske ministre, ikke gøre andet end at fungere som fredsbudbringer; jeg beder Deres Majestæt om at lade mig vide, hvad jeg skal svare den stakkels kong Christian.

„Stakkels kong Christian“ var med denne fantastiske forespørgsel i færd med at begå noget, der kunne minde om højforræderi og potentielt set kunne være blevet en slags statskup. Han tog initiativet uden om sine ministre og dermed grundloven.

Man kan selvfølgelig ikke dømme kongens handlinger ud fra vor tids målestok. Danmark var et ganske ungt demokrati, og magtforholdet mellem de folkevalgte og kongen kunne ofte i praksis være udflydende. Kongen mente desuden givetvis, at han handlede i det danske folks interesse. Herre gud, hvis man som kongen ikke gik op i, om man talte dansk eller tysk, men tværtimod foragtede nationalisme og anså den som en moderne destruktiv kraft, kunne det så ikke komme ud på ét, om man var en selvstændig helstat i nord eller en nogenlunde autonom helstat i et tysk forbund på linje med forbundets andre medlemsstater?

*

Set med eftertidens briller er det dog en yderst bemærkelsesværdig tanke, at Danmark som konsekvens af den tabte krig kunne være blevet tysk. Men i samtiden var det trods alt ikke fuldstændig utænkeligt, og som sådan var ideen heller ikke udtryk for det rene fantasteri.

For det første var Holsten, ud over at være en del af det danske monarki, også allerede medlem af Det Tyske Forbund. Det betød, at den danske konge som fyrste over Holsten allerede var repræsenteret i forbundsdagen i Frankfurt. At hele det danske rige blev indlemmet i Tyskland, var derfor ikke en helt fremmed tanke for kongen.

For det andet kunne kongetro, helstatsorienterede borgere i det danske monarki let se det praktiske i tanken. Eleonora Tscherning, hustruen til den tidligere krigsminister Tscherning, gjorde sig i sin private korrespondance til familien efter tabet af Als til talskvinde for, at den bedste fred, danskerne kunne opnå, netop ville bestå i at lade sig optage i Det Tyske Forbund. Den 16. juni skrev hun: „Det eneste, der kunne redde os, var, om vi helt og holdent nu kunne gå ind i Det Tyske Forbund!“ Hun var klar over, at dette set med nationalliberale øjne var en forræderisk tanke, og tilføjede i brevet, der var skrevet til sønnen: „Tror du ikke, at du en skønne dag erfarer, at jeg enten er blevet puttet i hullet eller blevet hængt?“

For det tredje havde ideen om, at Danmark blev optaget i Tyskland, for en kort stund været luftet under Londonkonferencen. Den danske ambassadør i Skt. Petersborg, Otto von Plessen, havde den 6. juni efter sine samtaler med den russiske fyrst Gortschakoff fortalt den svenske udenrigsminister, at den russiske kejser gik ind for, at Danmark simpelthen burde træde ind i Det Tyske Forbund.

Da indholdet af disse samtaler blev kendt af de delegerede omkring forhandlingsbordet i London, skabte det opstandelse hos de øvrige magter. Svenskerne reagerede ligefrem med panik. Hvis Danmark blev tysk, ville den tyske trussel pludselig banke direkte på hos svenskerne. For Frankrig og Storbritannien var det – dengang – uantageligt, at et tysk forbund domineret af Prøjsen skulle få muligheden for at blive en stærk flådemagt, der kunne kontrollere hele Østersøen. Alle havde protesteret, og russerne fik travlt med at mane rygtet i jorden.

Men det internationale klima havde forandret sig radikalt på bare en måneds tid, og det vidste kong Christian. Franskmændene og briterne var blevet resignerede i spørgsmålet om Danmarks fremtid. Hvad der efter sammenbruddet i London skete i det høje nord, måtte nu engang ske, også hvis det indebar, at Danmark forsvandt fra landkortet. For dem var der tale om et valg mellem to onder. Det ene bestod i, at Danmark blev tysk, det andet i, at landet på baggrund af hårde fredsbetingelser blev så geografisk reduceret, at det i praksis ingen magtpolitisk modstandskraft havde og dermed, hvad øjeblik det skulle være, alligevel risikerede at komme under tysk kontrol.

Tanken om, at Danmark blev en del af Tyskland, var interessant nok heller ikke fuldstændig fremmed i alle nationalliberale kredse. For mange af de nationalliberale stod det danske folks integritet hævet over alt andet, også over nationalstaten. Delte man Slesvig, delte man ifølge deres verdensopfattelse det danske folk. For at undgå denne deling var det en mulighed, at Danmark samlet indgik i Tyskland. Det sagde ingen af de nationalliberale højt endnu, men også det skulle snart komme.

Endelig kan Christian den 9.s tanke om dansk optagelse i Det Tyske Forbund meget vel være inspireret af, at der i 1840’erne, især blandt tyske nationalister og også hos nogle af de ledende prøjsiske officerer og statsmænd, herunder kong Friedrich Wilhelm den 4. og Helmuth von Moltke, havde været seriøse og begejstrede planer om Danmarks optagelse i et nyt fællestyskland som en slags admiralstat. Tankerne i disse kredse byggede dels på antagelsen om, at Danmark, der jo lå lige op ad det langt større Tyskland og i forvejen var så præget af tysk kultur, dog før eller siden ville blive helt tysk. De byggede også på drømmene om et nyt, forenet Tyskland, der ville have brug for en stærk flåde.

Disse tanker var kendt i danske regeringskredse og blandt de nationalliberale intellektuelle i 1840’erne. Mens de nationalliberale dengang tog skarpt afstand fra dem og polemiserede imod tanken om Danmark som en admiralstat, var den danske konge, Christian den 8. interessant nok øjensynligt ikke fuldstændig afvisende over for et i hvert fald tættere samarbejde med tyske stater. Det blev imidlertid aldrig til andet end løse tanker, der som en konsekvens af Treårskrigen, hvor fronterne mellem det danske og tyske blev trukket skarpt op, blev skrinlagt, indtil de pludselig dukkede op igen her i 1864.

Om Danmark overhovedet kunne blive optaget i Det Tyske Forbund i 1864, afhang af, om Bismarck kunne forestille sig dette. Svaret fik kong Leopold i et brev, som den tyske ministerpræsident forfattede den 11. juli.

*

Inden da mødtes det danske statsråd for første gang siden tabet af Als og nederlaget ved Lundby. På mødet den 6. juli var det statsminister Monrads tur til at få et grotesk indfald.

Til stede i Kongens Palæ var kongen, statsminister Monrad og seks af de øvrige ministre. Quaade var tilbage i København som udenrigsminister. Han tog ordet. Mens han på grund af de uklare instrukser, han ofte havde fået fra København, havde måttet tale henholdende under forhandlingerne i London, udtrykte han sig til gengæld klart og tydeligt, da han igen befandt sig i kredsen af danske regeringsmænd.

„Hvis ikke Danmark får bistand fra England, og det tyder intet på, så er der intet, som kan hjælpe os,“ sagde han. „Efter at Als er tabt, vil det være meget vanskeligt at få en våbenstilstand, og det er heller ikke let at sige, hvordan vi skulle få den, da vi ingen direkte forbindelse har til de krigsførende magter.“

Herefter tog kongen ordet. Han nævnte ikke noget om sine private fredsfølere til kong Wilhelm af Prøjsen. Til gengæld foreslog han, at den øverstbefalende danske general skyndsomt tog kontakt med den øverstbefalende tyske general for at bede om våbenhvile. Efterfølgende kunne man gå enten til den britiske regering eller til en tredje part og bede denne om at mægle. Uden at røbe, at prins Hans befandt sig i Belgien, pegede han på kong Leopold som en mulig mægler.

Så talte Monrad. Hvad med, om man bad den franske kejser komme danskerne til hjælp?

Monrad klyngede sig til et halmstrå. Den franske kejser Napoleon den 3. havde gjort sig til talsmand for, at stater skulle regeres efter nationale tilhørsforhold. Han havde derfor også været en tidlig fortaler for, at man delte Slesvig efter nationalitet. Det var Monrads håb, at man kunne få Napoleon til at tale denne sag, så Danmark i det mindste kunne beholde noget af Slesvig.

Kongen brød ind og sagde, at den franske kejser ikke tidligere havde vist nogen større interesse for at støtte Danmark, så hvorfor skulle han gøre det nu? Men Monrad stod fast og kastede sig ud i et langt foredrag om de fordele, Danmark ville få ved straks at rette henvendelse til Napoleon den 3.

En ny konfrontation mellem statsministeren og kongen var under opsejling. Kong Christian kunne ikke sidde overhørig, at hans minister i en så åbenlys grad ignorerede ham.

Monrads dage som statsminister var talte.

34. Magtskiftet

Torsdag den 7. juli. Den danske regering fik en elendig nyhed, da et telegram ankom til udenrigsminister Quaade fra Danmarks ambassadør i Paris, L. Moltke-Hvidtfeldt. Telegrammet fortalte, at stod det til franskmændene, var hele Slesvig tabt for danskerne.

„Hvor smerteligt det end var mig, har jeg dog anset det for min pligt straks at skrive denne telegrafiske meddelelse, som sammenfatter hovedpunkterne af en lang samtale med den kejserlige udenrigsminister,“ skrev Moltke-Hvidtfeldt og fortsatte:

Hr. Drouyn de Lhuys har i går udtalt, at det er umuligt for danskerne at gøre sig håb om, at den nærværende mørke horisont vil klare op. [Kejseren] har bestemt sig for at indtage en endnu mere tilbageholdende stilling end tidligere … Udenrigsministeren udtrykte sin beklagelse over, at kabinettet i København ikke nogensinde havde fulgt Frankrigs råd, og han mente, at hele Slesvig var tabt for os. Han tilføjede, at Frankrig ikke ville modsætte sig Slesvigs inkorporation i Det Tyske Forbund.

Hermed fastslog den danske ambassadør i Paris, hvad kong Christian den 9. allerede havde gættet på under statsrådsmødet dagen før, nemlig, at man ingen hjælp kunne forvente fra Frankrig. Et var, at kejseren lød irriteret på danskerne, noget andet og værre, at han, der i hvert fald på papiret repræsenterede Europas stærkeste militærmagt, åbenlyst støttede tanken om, at hele Slesvig blev tysk. Dette var chokerende. Nok forventede de danske regeringsledere og befolkningen, at store dele af Slesvig ville gå tabt. Men ingen forestillede sig, at hele hertugdømmet kunne stå på spil.

Da denne nedslående telegrafbesked tikkede ind, kom der også elendige meldinger fra London. Det britiske parlament befandt sig i en bitter diskussion om, hvorvidt briterne efter Londonkonferencens sprængning skulle lade Danmark sejle sin egen sø. Fra dansk side havde man næret et desperat håb om, at oppositionen, anført af torypolitikeren Benjamin Disraeli, ville vælte den siddende regering, og at et magtskifte ville medføre en aktiv hjælp til Danmark.

Mens Disraeli langede kraftigt ud efter den handlingslammede britiske kurs under den dansk-tyske krig, var der i de seneste beretninger fra London til gengæld intet, som tydede på, at Palmerstons regering ville falde. Tværtimod pegede alt på, at premierministeren og hans udenrigsminister Russell blev ved magten, og dermed måtte den danske regering indstille sig på, at også briterne ville overlade danskerne til deres skæbne.

Kong Christian den 9. tog affære. Skulle Danmark reddes, krævede det, at han over for udlandet signalerede en ny kurs og i en fart skilte sig af med den nationalliberale regering.

Hen på eftermiddagen forlod kongen København sammen med sin staldknægt. De red ud til Frydenlund i Holte, hvor de opsøgte den aldrende danske politiker, grev Carl Moltke – en mand, der i sine yngre dage var en utrættelig forkæmper for helstaten, og som med hård hånd som minister for Slesvig havde søgt at holde de slesvig-holstenske separatister nede.

Den 65-årige Carl Moltke var fortidens mand, men stod det til kongen, blev denne aldrende greve ikke desto mindre Danmarks næste statsminister.

Da kongen og staldknægten ankom til Frydenlund, lod majestæten sin staldknægt søge efter Carl Moltke, mens han selv på ukongelig vis blev stående tilbage med hestenes tøjler. Det lykkedes staldknægten at finde Moltke, og et kort møde fandt sted mellem kongen og den gamle greve. Moltke indvilligede i at lede en ny regering.

I sin ivrighed efter at lokke den gamle helstatsmand tilbage i dansk politik som statsminister, overså kongen, at Carl Moltke var senil.

Carl Moltke. Fotoet taget, mens han stadig var åndsfrisk.

Fredag den 8. juli. Et statsrådsmøde skulle finde sted kl. 10.30, men så længe ville kongen ikke vente med at meddele Monrad, at han var afsat. Ministeren blev indkaldt til audiens før mødet. Ifølge den tyske historiker Heinrich von Sybels hovedværk om tysk historie Die Begründung des Reiches (udgivet 1913), udspillede der sig et følelsesladet optrin mellem den danske konge og hans minister.

Kongen råbte, i hvert fald ifølge Sybel, til Monrad: „Alt er tabt, hvis jeg ikke straks skifter regering.“ Monrad, ligbleg, men koldt og fattet: „Helt enig, Deres Majestæt, jeg vil ikke længere være i stand til at opnå fred, hvis en sådan er inden for rækkevidde.“

Mens de to oprørte mænd førte deres agiterede samtale, ventede de øvrige ministre i et tilstødende værelse. Monrad kom ud alene og meddelte dem, at han ikke længere var statsminister – og at de ikke var ministre. Alle var blevet fyret. Monrad gav sig straks til at skrive sin afskedsbegæring, som han og ministrene herefter underskrev.

Da kongen viste sig for sit afgående ministerium, udviste alle selvkontrol og lod, som om der blot forestod en formalitet. Begge parter, kongen og eksministrene, spillede den rolle perfekt, der ifølge protokollen forventedes af dem.

Monrad ytrede, at på Hans Majestæts opfordring havde han på ministeriets vegne indgivet dets afskedsbegæring, som han nu allerunderdanigst tillod sig at overrække.

Hans Majestæt Kongen takkede ministrene for den iver og dygtighed, de havde lagt for dagen. Herefter takkede Monrad for kongens „nåde og tillid“ og tilføjede, at intet ville være ham og de øvrige ministre kærere, end at Hans Majestæt og de nye ministre måtte være heldigere, end de selv havde været.

I en udsøgt syrlig slutreplik sagde den afsatte statsminister, at han og ministrene følte taknemmelighed for, at Hans Majestæt allernådigst havde fritaget dem for den byrde, deres arbejde havde været i de for landet så svære stunder.

På mange måder stod kongen på bar bund. Indtil videre havde han kun et løst tilsagn fra en senil mand om, at han ville træde til som statsminister. Straks efter at kong Christian havde sat sit ministerium på porten, indkaldte han den 71-årige tidligere nationalbankdirektør og statsøkonom Christian Nathan David og bad ham tage til Frydenlund for at sikre sig, at man stadig kunne regne med Carl Moltke.

„Klokken 12 begav jeg mig til grev Moltke,“ skrev David i sine private optegnelser om begivenhederne den dag. „Jeg havde ikke set ham i meget lang tid og havde hørt, at han var blevet meget svag og affældig. Hos ham traf jeg en ung mand (hans sekretær), hans hustru og hans kammerherre. Jeg havde, som sagt, forestillet mig greven som legemligt svag og affældig, men hvor forbavset blev jeg ikke ved at træffe en snarere åndelig end legemlig olding, der i holdning, gang og sprog kun alt for meget røbede sine svagheder. Han stammede et par ord frem, at han efter kongens anmodning henvendte sig til mig, om jeg ville overtage finansministerposten, og han bad mig om i morgen på denne tid at komme igen, da ville han have henvendt sig til de andre herrer, der skulle indtræde i kabinettet.“

Der var ingen tvivl om, at manden var dement. Bestyrtet begav David sig tilbage til København, hvor han opsøgte den afgående udenrigsminister Quaade (som kongen sammen med marineminister Otto Lütken havde bedt om at forblive i ministeriet, den første som kommende fredsforhandler), for at diskutere den alarmerende situation. Quaade var enig med David. Moltke var for svækket til at være statsminister. Af samme opfattelse var kabinetssekretær J.P. Trap. Han havde ligeledes besøgt grev Moltke. Greven havde øjensynligt helt glemt, at han havde sagt ja til at blive statsminister.

„Da jeg kom til denne fordums så kraftige og åndsfriske mand, fandt jeg ham uden al erindring af det mellem ham og kongen passerede, ja, uden al hukommelse så at sige for alt, hvad der var gået for sig siden hans sidste sygdom,“ berettede Trap.

Hvad skulle David, Trap og Quaade gøre? Danmark kunne under ingen omstændigheder blive repræsenteret af en senil mand. Det lykkedes dem at få et hastemøde med kongen, som medgav, at Moltke var „meget svag“, og at man gjorde klogt i at finde en anden kandidat. Kong Christian havde den tidligere statsminister Christian Albrecht Bluhme i tankerne, men han var endnu ældre end Moltke og ligeledes svækket og syg.

Den 71-årige Bluhme var sengeliggende, plaget af gigt i hænder og fødder, men i det mindste var han åndsfrisk.

Man enedes om, at Bluhme skulle tilbydes statsministerposten, selv om planen rummede en alvorlig svaghed. Bluhme kunne ikke drømme om at sige ja. Det erfarede Trap, da han hen på eftermiddagen besøgte ham. Fra sin sygeseng på landstedet Henriksholm i det fjerne Vedbæk afviste han prompte tilbuddet og understregede, at intet var ham mere imod end at skulle rette op på andres fejl og slet ikke på fejl begået af mænd, som havde nedrevet alt det, han som helstatsmand havde bygget op.

Bluhme ønskede heller ikke at have med krigens politik at gøre, fordi han og hans kone Rasmine befandt sig i dyb sorg. Deres elskede søn, Carl Bluhme, der havde været sekondløjtnant ved det 3. regiment, var faldet. Under slaget ved Mysunde den 2. februar havde han fået en granatsplint i knæet. Benet måtte amputeres, og under store kvaler døde han en måned senere. Hvordan kunne man forvente, at Bluhme ville påtage sig hvervet som leder af det land, der havde kastet sig ud i en for ham så forbandet krig?

Da dagen gik på hæld, havde Danmark, der hvert øjeblik risikerede, at prøjserne angreb Fyn, intet ministerium længere. I praksis befandt Danmark sig i en opløsningstilstand.

Lørdag den 9. juli. Enkedronning Caroline Amalie forsøgte at hjælpe kongen. Tidligt på dagen opsøgte hun den sengeliggende Bluhme i Vedbæk, men hun kunne ikke „få ham i tale, fordi han efter flere søvnløse nætter var faldet i en slummer“.

Atter sprang Monrad, den fyrede statsminister, ind på scenen. Uopfordret tog han med Quaade ud til Bluhme i Vedbæk. Monrad syntes ikke at bære nag over, at han lige var blevet afsat, men brugte sine oratoriske evner på at få den sengeliggende Bluhme til at danne Danmarks næste ministerium. Der findes ingen referater af Monrads overtalelsesforsøg, men som David senere skrev, „var det Monrad og ingen anden“, der fik Bluhme til at ombestemme sig.

Danmarks nye statsminister C.A. Bluhme.

Hen over weekenden den 9. og 10. juli var Bluhme ude af sin sygeseng og på plads som statsminister i et ministerium af lutter gamle konservative helstatsfolk. C.N. David blev finansminister, den gamle general og tidligere krigsminister C.F. Hansen, der allerede var gammel under Treårskrigen, blev krigsminister, og Bluhme tog trods sin svækkelse en ordentlig mundfuld. Han blev statsminister, udenrigsminister og midlertidig minister for Holsten. Quaade udnævntes som minister uden portefølje, og var tiltænkt rollen som fredsforhandler; og selv den senile Carl Moltke fandt man plads til. Han blev ligeledes minister uden portefølje, men uden at han helt selv opdagede det. Hans mentale tilstand forværredes, og ifølge Davids optegnelser var han decideret pinlig at have med til møderne. Han anede ikke, hvad der foregik.

Mandag den 11. juli. Den svenske ambassadør i København skrev med lige dele gru og sort humor i en indberetning til Stockholm, at den nye danske regering mest af alt lignede et hospital. „De fire mest fremstående medlemmer er tilsammen mere end 300 år gamle,“ konstaterede han.

Men den danske befolkning tog imod nyheden om ministerskiftet med desperationens jubel, da det annonceredes den 11. juli. En kortvarig optimisme spredte sig i byen. For første gang i lang tid steg aktierne på Børsen. Med et nyt ministerium i ryggen håbede befolkningen, at vejen for en lempelig fred var banet.

*

Samme dag som ministeriet kom på plads, sendte ministerpræsident Otto von Bismarck et fortroligt telegram til sin ambassadør i Wien, der skulle videreformidles til den østrigske udenrigsminister Johann von Rechberg. Telegrammet var en reaktion på kong Christian den 9.s forespørgsel til Wilhelm den 1. gennem den belgiske konge om, hvorvidt der kunne indledes direkte fredsforhandlinger mellem Danmark og Prøjsen-Østrig, og om det kunne tænkes, at hele det danske monarki indlemmedes i Det Tyske Forbund.

I telegrammet afviste Bismarck ikke direkte forhandlinger med danskerne, men understregede, at det måtte ske på de betingelser, Prøjsen og Østrig blev enige om i Karlsbad før angrebet på Als, nemlig, at Danmark afstod sine hertugdømmer.

Han fortsatte: „Hvad angår den anførte ide om, at hele monarkiet Danmark træder ind i Det Tyske Forbund, må jeg antage, at det kejserlige kabinet på linje med os finder det upraktisk og politisk problematisk.“ Bismarck analyserede de forskellige muligheder for en dansk indlemmelse.

Hvis hele monarkiet Danmark tilknyttet hertugdømmerne optages i forbundet, så vil den gamle strid mellem tyskheden og danskheden ikke være løst, men blot skabe gnidninger og problemer for forbundet, som i løbet af kort tid kan komme i den situation at skulle yde forbundshjælp til den danske konge mod tyske undersåtter.

Skulle Danmark indtræde efter at være blevet skilt fuldstændigt fra sine hertugdømmer, så ville det være det første eksempel på, at en helt fremmed stat uden tyske landsdele blev et medlem af forbundet, hvad der ville ændre forbundets karakter og berede det besværligheder.

Så var der selvfølgelig argumentet om, at Danmark ville medføre eller give en betydelig forstærkning af den tyske marine. Det opvejede ifølge Bismarck langt hen ad vejen ulemperne ved en dansk optagelse. Men Frankrigs formodede negative reaktion talte imod og „det måtte gøre begge tyske magter betænkelige“.

Bismarck konkluderede, at man måtte give kong Leopold et afvisende svar. Danmark kunne ikke blive medlem af forbundet. I stedet måtte danskerne indstille sig på en hård, hård fred.

*

Så snart kong Leopold havde modtaget denne besked fra Bismarck, skrev belgieren et brev til kong Christian, hvor han med tungt hjerte meddelte, at der nok ikke var mulighed for, at Danmark kunne blive optaget i Det Tyske Forbund. „Det danske riges indtræden i Det Tyske Forbund ville bestemt have været den bedste løsning tilbage i april, men nu synes ideen ikke længere mulig.“ Kong Leopold forsøgte at trøste kong Christian ved at understrege, at han havde hørt, at Østrig var mere venligt indstillet over for denne ide end Bismarck. Men det fremgik tydeligt af brevets beklagende tone, at belgieren var klar over, at alt var tabt for Danmark.

*

Det nye danske ministerium spildte ikke tiden. Straks ved ministeriets indsættelse fandt det første statsrådsmøde sted. Kongen sagde, at man måtte få en våbenhvile, inden nye, store tyske angreb blev iværksat. Han frygtede, at det kunne ske når som helst, og han foreslog, at man med det samme afsendte en dansk officer til det prøjsiske hovedkvarter for at bede om våbenhvile.

Det sagde sig selv, at en mission, der forhindrede et nyt blodbad, og at Danmark blev nedkæmpet, krævede en mand af den rette støbning.

35. Oberstens fred

Siden han med sin brigade havde kæmpet de bitre kampe på Als i et forsøg på at standse det prøjsiske angreb på øen, havde oberst Heinrich Kauffmann været i konstant bevægelse. Han havde desuden befundet sig i en kronisk tilstand af sindsbevægelse.

Med sine udmattede og stærkt reducerede tropper var obersten ankommet til Kegnæs på Als ved middagstid den 29. juni. Mens general Steinmann havde ledet evakueringen af hæren denne eftermiddag, havde Kauffmann fungeret som den øverstbefalende for de tropper, der skulle forsvare Kegnæs mod et eventuelt angreb fra prøjserne. Først klokken et om natten til den 30. juni gik Kauffmann om bord i et af evakueringsskibene. Ved syvtiden om morgenen var han ankommet i sit nye kvarter, et bondehus tæt ved Fåborg. To dage senere fik han atter et nyt kvarter i Hvedholm Mølle et par kilometer fra byen. „Folkene er deprimerede,“ berettede han i et brev til sin kone Jensine. Den 29. juni var, understregede han, „den uheldigste dag i vor krigshistorie“.

Som alle i den danske hær fattede Kauffmann ikke, at prøjserne havde været i stand til at indtage Als så hurtigt. På linje med de fleste officerer i hæren mente han, at ansvaret måtte ligge hos marinen. I et brev den 3. juli rasede han over, at „Rolf Krake, som skulle garantere os [Kauffmanns understregning] det truede punkt ved Arnkilsøre, ikke kom, før det var aldeles for sent“. Mest af alt var Kauffmann, denne erfarne kriger, dog utryg ved fremtiden. Han var efter de sørgelige erfaringer ved Als bestemt ikke overbevist om, at den danske hær kunne forhindre en fjendtlig overgang over Lillebælt, dette til trods for, at næsten 40.000 danskere nu stod kampberedte på Fyn.

Atter var den danske hær i fuld gang med at grave løbegrave langs kyststrækningen, anlægge kanonstillinger, rydde skove, så man havde fri udsigt og åbent terræn at skyde i. Den amerikanske oberst Shaffner og hans hjælpere var desuden begyndt at lægge et stort antal miner ud i Lillebælt, og den danske marine kredsede omkring på vandene. Men oberstens humør var som vejret: elendigt.

„Det er trist vejr i disse dage. Blygrå, tunge skyer hænger hele dagen over vandet og nedsender fra tid til anden deres strømme,“ skrev han.

Det eneste gode ved den næsten orkanagtige vind, der i hårde stød for hen over de urolige bælter, var, at det „jo er velkomment som et værn mod fjendens overgangsplaner“.

Men et stærkt nok værn? Oberstens nagende frygt ville ikke give ham fred. „Det dejlige Fyn i fjendens vold – det er grusomt at tænke sig,“ skrev han den 5. juli fra endnu et nyt kvarter. „Og hvad da? Det vil ikke vare længe, så er Storebælt lukket ved fjendtligt artilleri og ikke engang den søvej åben, og vi er alene tilbage med Sjælland.“

Hans humør blev ikke bedre af, at han var blevet forfremmet, og den 6. juli kunne henlægge sit kvarter til det prægtige herresæde Brahesborg nær Assens. Dagen før var overgeneral Gerlach, manden, der nu måtte bære det militære hovedansvar for de to eklatante nederlag ved Dybbøl og på Als, blevet degraderet til almindelig divisionsgeneral, og Steinmann, der jo ellers ret beset var taberen på Als, var blevet udnævnt til overgeneral. På grund af disse rokader i toppen havde den danske kommando brug for en ny chef for Steinmanns division; det blev oberst Kauffmann.

Det var en naturlig anerkendelse, for med sin indsats på Als havde han vist sig at være en af den danske hærs mest duelige hærførere – han var også den eneste danske officer, som prøjserne efter kampene på Als udtrykte deres uforbeholdne respekt for.

Én fordel havde forfremmelsen dog. Jensine behøvede ikke at bekymre sig helt så meget for hans ve og vel. Som divisionsfører var det ikke sandsynligt, at han selv ville komme i ilden, hvis det kom til nye kampe. Men megen lindring beredte dette faktum ikke obersten selv. „Hvornår og hvorledes vil Gud ende vor elendighed? Hvem havde troet, at landet ville blive underkastet sådanne prøvelser og en så streng tugtelse?“ skrev han den 8. juli.

Da han skrev disse ord, havde han ikke den fjerneste anelse om, at han snart i egen person fik til opgave at ende landets prøvelser og tugtelse.

*

Midt om natten til den 13. juli modtog oberst Heinrich Kauffmann, der atter havde flyttet sit hovedkvarter og nu til godset Billeskov, et telegram fra den danske krigsminister om at begive sig til Jylland på en hemmelig mission. Han skulle opsøge prins Friedrich Karl og bede om våbenhvile.

Obersten brød straks op. Tidligt om morgenen ankom han til Middelfart, hvorfra han skulle sejle over til det besatte Jylland. Over for Middelfart lå færgelejet Snoghøj, der var besat af østrigske tropper. Men oberst Kauffmann kunne ikke bare sejle over. Først måtte han telegrafere fjenden om tilladelse til at komme over som parlamentær. Desuden havde han et temmelig jordnært spørgsmål til kommandanten på den anden side af bæltet: Hvor var prins Friedrich Karl?

Færgestedet ved Snoghøj tæt ved Fredericia, hvor oberst Kauffmann ankommer.

Der gik nogle timer, inden tilladelsen til overfarten blev givet, og oplysningerne om, hvor prinsen ønskede at tage imod Kauffmann, indløb. Ventetiden brugte han til at skrive til Jensine.

„Min elskede ven! Du bliver vist ikke så lidt forbavset over … dette brev. Lad mig fortælle dig, hvorfor du ser mig her. Jeg er sendt efter Krigsministeriets ordre til fjendens hovedkvarter, til prins Friedrich Karl, med anmodning om en våbenhvile. I Middelfart opholder jeg mig nu for at få østrigernes tilladelse til at passere og telegrafisk besked fra prins Friedrich Karl om, hvor han vil modtage mig. Jeg frygter for, at han er helt oppe i Jylland, måske i Ålborg. Alt dette meddeler jeg nu i dyb fortrolighed kun dig. Lad os takke Gud for, at der således åbner sig en udsigt til fred, efter at det jo har set så håbløst ud som muligt! Gid nu landet må slippe tåleligere derfra.

Lev vel, du elskede, din mand.“

*

Prins Friedrich Karl havde rigtignok været oppe ved Limfjorden, men var på vej ned igennem Jylland, og da Kauffmann hen over middag ankom til Snoghøj, gav østrigerne ham besked på, at han skulle ride til Aabenraa. Her lå det prøjsiske hovedkvarter stadig i skibsreder Bruhns villa på torvet.

Både Kauffmann og prinsen var således begge på vej mod syd. Men de havde tankerne vidt forskellige steder. Kauffmann længtes efter fred, prinsen efter en storstilet offensiv mod Fyn. Som sædvanlig var hans stabschef Helmuth von Moltke, der også befandt sig i Aabenraa, i fuld gang med at lægge planer; planerne gjaldt indtagelsen af Fyn.

*

Som efter sejren ved Dybbøl var prinsen også efter erobringen af Als noget uforløst. Militært set var indtagelsen af Als en bedrift af høj klasse. Prøjsen – denne fastlandsnation – havde forceret et stykke hav uden at være blevet understøttet af en flåde. Prøjserne havde stort set gået på vandet. Men atter var danskerne trods enorme tab sluppet fra ham. Hans hær havde ikke vist sig i stand til at afskære de flygtende danskere og havde dermed ikke forhindret fjenden i at slippe bort til endnu en ø. I den sidste uges tid havde det tvunget prøjserne og østrigerne til at operere i blinde. For hvor stod den danske hær egentlig henne?

Man vidste, at danskerne havde, eller havde haft, store styrker i Nordjylland. Befandt de sig stadig der, og kunne man forvente, at de rykkede ned igennem Jylland? Man vidste også, at dele af den danske hær stod på Fyn, men tyskerne havde samtidig observeret maritim aktivitet i Skagerrak og Kattegat. Betød det, at danskerne udskibede tropper, eller at de bragte nye til Nordjylland?

Først måtte tyskerne altså sikre sig deres nordlige flanke. Prøjsiske og østrigske styrker blev sendt mod nord for at forcere Limfjorden.

Prøjsiske og østrigske landgangsbåde ved Limfjorden.

Nordjylland var med sine endeløse morænelandskaber svært fremkommelig, og dets isolerede befolkning, et indesluttet og hårdført folkefærd, anderledes vanskelige for tyskerne at kommunikere med. Talte de lokale indbyggerne i de små, forblæste landsbyer sandt, når de påstod, at danskerne var borte? Eller var de bare med på en snedig krigslist, der skulle lokke de tyske styrker i baghold?

Oppe ved Limfjorden havde prinsen overværet tyske angreb hen over Limfjorden, men der var tale om angreb ud i den blå luft. Danskerne var borte. Det måtte betyde, at de havde sendt deres styrker til Fyn. Det gav de tyske hære en oplagt mulighed for at komme i kamp med hele den danske hær på en gang. Prinsen og hans stabschef øjnede en stor chance for at afgøre krigen i et stort, tilintetgørende slag.

Da prinsen red ned gennem Jylland, lå intet ham fjernere end tanken om at slutte fred. Han havde netop beordret titusinder af tropper, der stod nord for Fredericia, til at marchere mod syd igen, således at de kunne deltage i en overgang. Alle robåde fra Als-operationen var desuden blevet bragt op til Lillebælt. Den samlede tyske styrke var svulmet op til over 70.000 mand. Stod det til prinsen og Helmuth von Moltke, skulle man sætte 60.000 mand over Lillebælt i en operation af dimensioner helt uden sidestykke i denne krig.

Fyn skulle stå i flammer.

*

Hen på aftenen ankom Kauffmann til Aabenraa, hvor han i Bruhns villa blev modtaget af Helmuth von Moltke. Prinsen selv var ikke tilbage endnu. Et møde blev fastsat til følgende formiddag.

Der var en sær ironi ved de to officerers møde denne sommeraften i Aabenraa. Moltke og Kauffmann var begge holstenere; begge var uddannet som officerer i København – de kunne have været våbenbrødre, hvis ikke historiens store hjul havde hvirvlet dem over i hver sin lejr.

Moltke havde den største respekt for den danske hær; ikke så meget, fordi han frygtede den – han vidste, hvor overlegen den prøjsiske hær var – men fordi han, som han flere gange skrev i brevene til sin familie, var imponeret over den modstandskraft og sejhed, danskerne havde vist under umulige forhold, især under belejringen af Dybbøl. Han følte desuden stadig en vis loyalitet over for sit gamle fædreland, og særligt følte han med de danske officerer.

Derimod havde han foragt for politikerne i København, som havde kastet den danske hær ud i så ulige en kamp. Det kunne man ikke byde sin militære stand.

Moltke var vred på „avismændene“, der havde oppisket krigsstemningen i Danmark, og på de sværmeriske nationalliberale, der havde kastet ulykke over tusinder af soldater og deres familier.

I grunden tænkte Kauffmann de samme tanker. Også han afskyede statsminister Monrad og de nationalliberale; også han afskyede den oppiskede retorik i pressen, der var med til at kaste den danske hær ud i en krig, der havde kostet så mange liv.

De to officerer havde et andet fællestræk. Begge havde brødre, der havde valgt at gå over på den „anden“ side. Mens to af Kauffmanns brødre kæmpede på tysk side i Treårskrigen, havde Moltke to brødre, holstenske embedsmænd, som i 1864 havde svoret deres ed til den danske konge.

Aabenraa var dertil en by, der selv i høj grad symboliserede konflikten mellem det danske og tyske. Byens befolkning var splittet lige over i en tysk- og en dansksindet del.

*

Den 37-årige prins Friedrich Karl var som sædvanlig iført sin dybrøde husaruniform, da han tog imod oberst Kauffmann den næste formiddag kl. 11 i et ifølge obersten „lille lokale“. Kauffmann blev fulgt ind i lokalet af Moltke. Det var første gang, den danske officer stod ansigt til ansigt med den danske hærs betvinger. Synet skuffede obersten. „Nå sådan så den mægtige fjende ud!“ tænkte han, da han så prinsen. Manden har, skrev han i et brev til Jensine „et rødt … men ikke stygt ansigt“. Der var intet mægtigt over den mand, han havde foran sig, og slet intet frygtindgydende. Faktisk fremstod prinsen til den danske obersts overraskelse forbavsende menneskelig. Prinsen var ikke hovmodig, måske snarere lidt for menneskelig. Han talte, skrev Kauffmann dagen efter til Jensine, „meget usammenhængende og uden al sand intelligens, så jeg gik fra ham med den overbevisning, at han, som så mange fyrster, er en mannequin og meget langt fra at være sjælen i den hær, han befaler“.

Det er ikke usandsynligt, at Kauffmann i et forsøg på at bevare sin egen værdighed, prøvede at pille prinsen ned. For der var intet værdigt i den danske obersts situation. Han, en stolt officer, stod i dette usle lokale i denne lille provinsby med hatten i hånden. Han havde ingen pressionsmidler. Intet, han kunne tilbyde som modoffer for fred – og absolut intet at true med. Den danske hær var under et voldsomt pres – hans regering, der i øvrigt bestod af en flok oldinge, som i al hast var blevet indsat af en konge, der handlede mere og mere desperat, var internationalt totalt isoleret. Kauffmann repræsenterede et besejret land, hvis eksistens stod på spil.

Og over for sig havde han denne unge hærleder med æblerøde kinder, der mest af alt var indstillet på at fortsætte krigen, og som noget af det første i samtalen erklærede, at han havde til hensigt at erobre Fyn „om så det skal koste ham nogle tusinde mand“.

Ordene blev ikke udtalt hovmodigt, snarere som en konstatering. Men bluffede han? Kauffmann vidste det ikke. Han kunne være ret sikker på, at ingen i Berlin ville klandre Den Røde Prins, hvis det rent faktisk skulle koste ham et par tusind mand at erobre Fyn og hermed sætte den danske hær skakmat. Tab i den størrelsesorden havde man forventet både ved Dybbøl og Als.

Mens prøjserne uden problemer og, hvor kynisk det end lød, kunne leve med store tab i et enkelt slag, ville den danske hær bukke under, hvis den endnu en gang blev drænet for mandskab i en størrelsesorden som ved Dybbøl eller Als. Hvis slaget om Fyn fik endnu større dimensioner, hvad der var forventeligt, ville hæren drukne i sit eget blod.

Fyn i krigens tegn. Danske strandvagter.

Den Røde Prins ville helst afvise Kauffmanns bøn om våbenhvile. Men det kunne han ikke. Om krigen skulle fortsætte eller ej, var et politisk spørgsmål, og prinsen blev nødt til at forelægge det for Berlin. Han måtte altså først konferere med den prøjsiske konge og ministerpræsidenten, før han kunne give et svar.

Prinsen fejede således ikke oberst Kauffmanns bøn af bordet, men han havde på den anden side ikke i sinde at lade denne slippe let af krogen. Han kunne ikke dy sig for alligevel at give den danske oberst en opsang, selv om det svarede lidt til at skyde budbringeren.

Tyskernes tolerance for den danske stædighed og mangel på realitetssans var lig nul, fortalte prinsen. „Vi kan ikke længere acceptere, at danskerne opfører sig, som var de sejrherrerne,“ sagde han og henviste til danskernes optræden på Londonkonferencen.

Desuden understregede prinsen, at skulle tyskerne indlade sig på våbenhvile, ville kravene blive så hårde, at han af respekt for Kauffmann ikke ville nævne dem nu.

Med denne salut klingende i ørerne blev Kauffmann sendt ud igen.

Kauffmann begav sig på et opslidende ridt tilbage til Fredericia, hvor han igen krydsede Lillebælt for at tage ophold i Middelfart. Kunne prøjserne finde på at angribe Fyn, inden der kom svar fra prinsen? Bestemt. Så længe våbenhvilen ikke var erklæret, var krigen fortsat i gang.

Det var et Fyn i krigens tegn, Kauffmann vendte tilbage til. Her herskede „uorden“, som han skrev til Jensine. Han beskrev, hvorledes beboerne var blevet evakueret fra kysten, og at markerne henlå tomme. Her var ingen græssende køer og ingen bønder, der passede deres jorder. Konstant holdt den danske hær alarmberedskabet oppe. Nervøsiteten var stor; ingen syntes at kunne sove længere, mange danske enheder stod i alarmberedskab dag og nat – og også for Kauffmann blev de kommende nætter hvileløse.

*

Mens den danske overkommando med spænding afventede efterretning om, hvorvidt prøjserne og østrigerne ville indgå en våbenhvile, udspillede der sig en lettere surrealistisk begivenhed rig på symbolik oppe på toppen af Danmark.

De østrigske og prøjsiske styrker rykkede ufortrødent højere og højere op i Danmark. Under stor fanfare angreb et korps østrigere i 37 store robåde Mors natten til den 14. juli. Østrigerne ønskede at vise, at de som prøjserne kunne udføre store amfibieoperationer. Blot havde danskerne for længst rømmet Mors.

Imens østrigerne angreb ikke-eksisterende fjender, fortsatte prøjsiske tropper fremmarchen videre mod Frederikshavn, hvor den øverstbefalende for det nordlige korps, Vogel von Falckenstein oprettede sit hovedkvarter.

Her fik generalen og hans medofficerer det indfald, at de skulle drage på en ekspedition mod Danmarks nordligste punkt, som prøjserne kaldte „Kap Skagen“.

Der var ikke langt fra ide til handling. I sin bog om krigen 1864 (udgivet 1866), Der Schleswig-Holsteinische Krieg im Jahre 1864, gengiver den kendte tyske forfatter Theodor Fontane en malerisk beretning skrevet af en unavngiven prøjsisk officer, der var med i ekspeditionen til Kap Skagen den 14. juli.

Flere end 20 hestevogne blev samlet i Frederikshavn. 25 officerer, herunder generalen og den prøjsiske prins Albrecht, sad i vognene, ved hvis side infanterister marcherede, og foran vogntoget red en flok husarer som fortrop. Ekspeditionen satte sig i bevægelse klokken 2 om natten til den 14. juli, og kun langsomt sneglede den sig hen ad den sandede, svært farbare vej, der førte prøjserne igennem et i deres øjne helt forunderligt klitlandskab.

„Det hele lignede en karavane, der trak igennem ørkenen,“skrev officeren, som Fontane citerer. „På grund af det dybe sand gik det kun langsomt fremad. Først klokken 10 om formiddagen kunne man bag sanddynerne se Skagens hvide tårn stikke spidsen frem. Den lille, fattige by, der efter vores begreber snarere var en fiskerlandsby, ligger så dybt nede ved Østersøen, at man først ser den, når man sætter fod i den. Man kan ikke gøre sig begreb om, hvor forundret den lokale befolkning var ved synet af vore husarer, der galopperede gennem byen, og så synet af vores vogne, der fulgte bagefter.“

Prøjsiske styrker på vej til Skagen den 14. juli. Med i togtet i hestevogn er general Vogel von Falckenstein og prins Albrecht.

Mens vogntoget bevægede sig yderligere mod nord, meldte en af husarerne, at der lå et dansk krigsdampskib tæt ved kysten. Længere ude kunne andre skibe ses ankre. Hvad var skibenes hensigt? Kunne de finde på at indlade sig på kamp? For at teste dette plantede prøjserne to kolossale faner ved kysten, en østrigsk og en prøjsisk.

„Igennem vores kikkerter kunne vi se, at der kom stort røre på det danske krigsdampskib, da de så de to bannere vaje over Skagen.“ Men skibets kaptajn var ikke indstillet på kamp, og skibet trak sig snart længere ud på havet.

Samtidig kørte karavanen længere mod nord, indtil den kom til Skagens to fyrtårne. Officererne besteg dem. „Her nød vi det højst interessante syn som det livlige hav og brændingen helt ude ved den nordlige spids bød på,“ berettede officeren. Vogntoget satte herefter kurs mod Grenens spids.

„Da vi var kommet til den yderste spids, havde vi et imposant skuespil for os. Mens en skarp østenvind med stor heftighed pressede bølgerne mod vest, opvældede Nordsøen sine bølger i den modsatte retning, og således opstod netop i forlængelse af spidsen en kamp mellem to have, der skabte denne stærke brænding.“

Nærmest stakåndet berettede officeren, hvordan man utroligt nok kunne have en fod i hvert hav! Lokale beboere i Skagen havde fortalt de prøjsiske officerer, at kong Frederik den 7. yndede at komme herop en gang om året for at nyde dette syn, der viste, at han var hersker over to have.

„Da vi stod her, kunne vi alle ikke undlade at føle os som herskere over Nord- og Østersøen.“

Det var de også på mange måder, for da de prøjsiske officerer, generalen og prins Albrecht, stillede sig med et ben i hvert hav ude på grenen, var Jylland besat fra top til tå.

*

Begivenhederne tog for alvor fart for Kauffmann, da prins Friedrich Karls svar ankom. I et brev til Jensine dateret den 16. juli, skrev den danske oberst: „Kun en hurtig hilsen herfra, du elskede! … Det er et uroligt liv, jeg fører.“

Normalt skrev Kauffmann ikke hurtige hilsner til hende. Men han havde usædvanlig travlt. De tyske magter var indstillede på en kort våbenhvile, men først skulle den forhandles på plads. Igen måtte obersten en tur til Jylland.

*

Den 40-årige prøjsiske major Gustav von Stiehle spillede en lille, men vigtig rolle i krigen mod Danmark. Denne betroede officer ved den prøjsiske generalstab blev ved daggry den 31. januar 1864 sammen med en kaptajn sendt op igennem et bidende koldt, snedækket vinterlandskab ved Dannevirke for at overbringe den danske overgeneral en krigserklæring. Nu midt på sommeren var han atter i begivenhedernes centrum. På vegne af de tyske magter skulle han forhandle våbenhvilebetingelserne.

Oberst Kauffmann og major Stiehle mødtes lørdag den 16. juli om formiddagen i Snoghøj. Denne gang havde Kauffmann sin adjudant, kaptajn F.E. Bille, med sig, og på mange måder var mødet i Snoghøj et spejlbillede af det møde, Stiehle havde med den danske overgeneral om morgenen den 31. januar. Dengang befandt Stiehle og hans ledsager, kaptajn Gottberg, sig alene i det danske hovedkvarter omgivet af danske tropper. Det var vinter; solen var knap nok brudt igennem det isnende vintermørke.

Denne sommerdag – de lange lyse nætters tid – var det to danske officerer, der befandt sig alene omgivet af fjendtlige tropper. Huset, hvor forhandlingerne fandt sted, vrimlede med ungarske og kroatiske soldater fra den østrigske hær.

Kauffmann og Stiehle kunne trods deres gode viljer ikke nå frem til en endelig våbenhvileaftale. Stiehle havde fra sine overordnede fået ordre om, at et af kravene for en våbenhvile var, at den danske flåde øjeblikkelig standsede blokaden af de tyske havnebyer. Men Kauffmann havde ingen bemyndigelse til at forhandle om flådebevægelser; han havde kun bemyndigelse til at indgå en våbenhvile mellem hærene. Der var således ikke andet for end at hæve mødet i Snoghøj. Men inden Kauffmann forlod Jylland, spadserede Stiehle og Kauffmann ud i haven for i det mindste at afslutte mødet i en venligstemt og respektfuld passiar.

Da Kauffmann atter var tilbage på Fyn, tog han straks kontakt med den danske krigsminister pr. telegraf og søgte denne om tilladelse til at indgå en våbenhvile, som også indbefattede et ophør af den danske blokade.

Ved midnatstid natten til den 17. juli svarede krigsminister Hansen, at Kauffmann roligt kunne fortsætte forhandlingerne. Den danske regering var bestemt indstillet på en opgivelse af blokaden.

Kl. 20 den 17. juli forlod Kauffmann Fyn for tredje gang inden for få dage, for igen at sejle over Lillebælt for at møde Stiehle. Men denne gang skulle de ikke mødes i Snoghøj, derimod mange timers ridt derfra i Christiansfeld. De to mænd og en række officerer ankom kl. 2 om natten til den 18. juli. Forhandlingerne fandt sted i værelse nr. 10 på Brødremenighedens Hotel på torvet i Christiansfeld. På bare en time nåede Kauffmann og Stiehle til enighed om alle punkter. Våbenhvilen, der officielt skulle træde i kraft to dage senere, nemlig den 20. juli, var hermed en realitet. Den var sat til at vare frem til kl. 12 den 31. juli. Indtil da skulle hærene, ifølge våbenhvilebetingelserne, blive stående i deres nuværende stillinger.

Danmark havde fået våbenhvile. Dette kunne Kauffmann telegrafere til regeringen i København, da han om morgenen den 18. juli igen var tilbage på Fyn, hvor han udmattet og segnefærdig skrev til Jensine, at „jeg ikke kan tro andet end, at man må betragte min opgave for vel løst“.

Det havde han på alle måder ret i. Men på ét punkt måtte han hurtigt tro om igen. Hans mission var alt andet end slut. Det næste brev, Jensine fik fra hans hånd, var ikke skrevet på dansk grund. Det blev sendt fra Wien.

Og egentlig begyndte oberstens trængsler først for alvor nu.

De danske delegeredes forhandlingspapirer. I midten af teksten, som er udarbejdet af den danske statsminister C.A. Bluhme, står, at forhandlerne skal „aldeles confidentielt og uden på nogen måde at engagere den kongelige regering sondere ... med hvilke fordele den danske stat kunne optages i Det Tyske Forbund“.

36. Tæppefald

Ikke så snart havde oberst Heinrich Kauffmann skrevet under på våbenhvileaftalen, før to kurerer, som den danske regering samtidig havde sendt til Berlin og Wien for at fremlægge Danmarks ønske om en våbenhvile og direkte fredsforhandlinger, vendte tilbage til København. Med sig havde de svar fra ministerpræsident Otto von Bismarck og den østrigske udenrigsminister grev Johann von Rechberg. Svarene chokerede kongen og hans ministre – og snart hele hovedstaden.

Indtil videre havde man fra dansk side opereret i blinde; man var blevet grebet af en undergangsangst; man frygtede det værste for landet. Men der var tale om gisninger, frygt og panik. De mest optimistiske stemmer kunne, indtil indberetningen fra kurererne blev offentligt kendt, klynge sig til håbet om, at det alt sammen nok ikke ville blive så slemt, som man i frygtens stund fik fortalt sig selv. Desuden håbede politikere og befolkning på, at fjenden ville se mildere på fredsbetingelserne, efter at der var kommet et konservativt ministerium til magten i København.

Gisningernes tid var forbi; realiteternes tid var kommet. Sort på hvidt fremgik det, at freden ville blive akkurat lige så slem, som man i de mørkeste stunder havde frygtet. For overhovedet at indgå i fredsforhandlinger krævede de krigsførende tyske magter, at kongeriget Danmark afstod sine sydlige provinser. Det danske monarki skulle altså afgive alt land syd for Kongeåen.

Rechberg skrev til den danske regering, at „den kejserlige regering er beredt til at række hånd til afslutning af en våbenstilstand og til direkte forhandlinger om fredens genoprettelse, men den vil dog kun kunne gå ind herpå under den udtrykkelige betingelse, at kong Christian den 9. til fordel for de forbundne magter giver afkald på alle de rettigheder, som Hans Majestæt har besiddet eller gjort fordring på syd for Kongeåen“.

I Berlin havde Bismarck givet den danske kurer, baron Güldencrone besked om, at „medmindre Danmark var beredt til at forhandle på grundlag af hele Slesvigs afståelse, ville der ikke være nogen udsigt til at nå en overenskomst“.

Kunne danskerne gå ind på dette, var prøjserne og østrigerne til gengæld villige til at indlede fredsforhandlinger i Wien. Danskerne skulle i givet fald sende deres delegerede til byen.

De tyske krav affødte vilde diskussioner i Folketinget og blandt ministrene i Statsrådet. De danske politikere stod ansigt til ansigt med krigens ubønhørlige konsekvenser. En krig, hvis komme de fleste af dem tilmed havde tiljublet.

Den 18. juli trådte hele Folketinget sammen for at drøfte fredsbetingelserne, og her talte Monrad for første gang offentligt, siden han var blevet afskediget som statsminister. Han var ganske vist reduceret til et menigt medlem af Tinget. Alligevel talte han med vældige armbevægelser. Danmark skulle ikke betingelsesløst gå til forhandlingsbordet, sagde han. For var landet egentlig nedkæmpet og det danske folk knækket?

„Jeg siger,“ buldrede Monrad, der ifølge et øjenvidne talte med ophidselse, „at når hovedstaden er erobret, når hele landet er indtaget, så må man se at få fred for enhver pris. Men det er jo dog ikke uhørt, at et land erobres, at en hovedstad indtages. Man må heller ikke tabe fatningen, hvis det skulle ske, for historien viser, at både Berlin og Wien og Paris har været i fjendehånd. Når alt er i fjendehånd, må man finde sig i de fredsbetingelser, som man kan få. Altså når landet er erobret og hovedstaden indtaget, må man finde sig i en hvilken som helst fred, men før den tid er kommet, må man kunne tale med om fredsbetingelserne …“

Og den tid var ifølge Monrad endnu ikke kommet – og altså kunne danskerne med god ret vælge at kæmpe videre. Men så var det, som om den tidligere statsminister skiftede gear og pludselig forholdt sig til, hvad danskerne skulle gøre, når alt rent faktisk var fortabt.

„I ved,“ sagde han til Folketingets medlemmer, „at jeg i en årrække har arbejdet for Danmarks frihed, for den konstitutionelle frihed, og intet er bitrere for en mand, end når han skal udslette hele sit livs gerning. Men hvis jeg har valget mellem enten at bevare det danske folk eller bevare vor politiske frihed, så vil jeg ikke betænke mig på at vælge det første og lade ethvert spor af politisk frihed gå til grunde. Skulle Slesvig gå tabt for os og ind i det tyske rige, da siger jeg, at jeg ville følge Slesvig med kongeriget. Jeg vil ikke slippe, ikke forlade det. Folkets integritet er det første og vigtigste for mig; alt andet er for mig af underordnet betydning.“

Monrad, der hidtil havde fulgt en klar national kurs, gjorde sig med disse højst bemærkelsesværdige ord til fortaler for, at hele Danmark skulle gå med ind i Tyskland sammen med Slesvig, således at det danske folk ikke blev splittet. Hans vilde udtalelser om, at man enten skulle kæmpe til det sidste eller gå med ind i Tyskland, mødte forbitret modstand. Forskrækket spurgte folketingsmedlemmet J.J. Christensen, „om vi bedst gør vores pligt mod vores kære, lille, hårdt trængte fædreland ved at forøge dets lidelser og udsætte dets sidste kraft for at tabes ved en fuldstændig forblødning?“

J.J. Christensen fortsatte: „Det ærede medlem for Maribo mente, at selv om fremmed flag vejede fra vore tårne og skibe, var vor tilstand ikke endda fortvivlet … men det er aldeles uklogt at søge tilintetgørelse.“

Et andet folketingsmedlem, J.A. Hansen, rejste sig derpå og henvendte sig skarpt til Monrad: „Den ærede folketingsmand har for kort tid siden sagt os, at det var hans natur, at jo mere ulykke, modgang og sorg der væltede ind over ham, desto roligere, klarere, desto mere udholdende og besindig blev han.“

Men sådan havde J.A. Hansen det bestemt ikke selv. „Jeg har ikke den samme natur i mig … [men] jeg kan ikke tro, at nogen mand for alvor ville kunne sige, hvis hans bror falder i en brønd, så vil jeg styrte mig efter ham for at frelse ham. Hans opofrelse ville jo ikke frelse broderen.“

Hvad godt skulle der, spurgte J.A. Hansen, komme ud af, at Danmark trådte ind i Det Tyske Forbund? Det ville svare til at kaste sig i brønden. Alle danskere ville da gå til.

Mens store taler dominerede folketingssalen, måtte kongen og hans ministre forholde sig anderledes konkret til de krav, landet havde fået udstukket fra Berlin og Wien. Stemningen blandt disse mænd, Danmarks beslutningstagere, var mismodig, grænsende til det apatiske.

Ved statsrådsmødet den 19. juli malede statsministeren et dystert billede af et Danmark, der risikerede at blive trukket ud i den totale krig – og lide den totale destruktion.

„Der er sandsynlighed for, at den østrigske flåde trækker op i Kattegat og ned i Øresund, hvis krigen begynder igen,“ sagde han og henviste til det, han kaldte for pålidelige efterretninger om, at den fjendtlige overkommando blot stod på spring for at starte krigen igen. Dertil kom så den håbløse diplomatiske situation.

„Vi står i øjeblikket aldeles isolerede,“ understregede Bluhme. „Hverken Frankrig eller England vil hjælpe, men holder tværtimod på, at Danmark nu må søge fred på de betingelser, der kræves af tyskerne.“

Det kunne med andre ord ikke blive mere udsigtsløst, og Bluhme sluttede med ordene: „Vi har dette frygtelige alternativ: Enten at bøje os for modstanderen eller fortsætte krigen.“ Han tilføjede: „Ja, jeg ser ikke noget andet valg og tør ikke påtage mig ansvaret for at indvikle landet i en ny krig.“

Kong Christian kunne ikke finde meget andet at sige end: „Det var rigtig nok ganske særdeles hårde fordringer.“

Krigsminister Hansen havde også kun dunkle betragtninger at bidrage med. „En krig vil være ugunstig, og når de lyse nætters tid slutter, vil det være svært at bevogte farvandene, og Jylland vil i mellemtiden blive ødelagt.“ Krigsministeren understregede: „Det er umuligt for danskerne både at forsvare Sjælland og Fyn.“

Marineministeren tilføjede, at det ville være umuligt for danskerne at tilbageerobre noget af det tabte land, og fortsatte man krigen, måtte man formode, at den østrigske flåde ville styre direkte mod København.

Men marineministeren havde dog et enkelt konstruktivt forslag. Han mente, at Østrig og Prøjsen „ville være meget begærlige efter at få vore kolonier i Vestindien“. Derfor foreslog han, at man tilbød dem de danske kolonier mod, at Danmark til gengæld bevarede det nordlige Slesvig.

Bluhme var enig og sagde, „at meget taler for, at Østrig kunne have lyst til Skt. Thomas, og da Danmark næppe vil lide stor skade ved at miste de vestindiske besiddelser, vil det sikkert være tilrådeligt at prøve at vinde noget af det land, kronen står til at afstå, ved en sådan byttehandel“.

På statsrådsmødet to dage senere kredsede samtalen om, hvorvidt det ville være muligt at beholde de dansksindede områder i Slesvig. En af ideerne var, at det lille hertugdømme Lauenborg, der jo ikke var knyttet til Slesvig-Holsten, men som det danske monarki havde fået som en beskeden kompensation, da Danmark afstod Norge i 1814, kunne ses som en ekstra gevinst for Prøjsen og Østrig. Med Lauenborg havde man et bytteobjekt, der måske kunne give Danmark det dansksindede, nordlige Slesvig.

Diskussionerne bevægede sig frem og tilbage. Mest af alt handlede de om detaljer set i forhold til det store tab, landet stod over for. Hvad skulle der ske med Ribe, en kongelig dansk enklave syd for Kongeåen? Hvad med Ærø? Kunne man ikke argumentere for, at det var en dansk ø, der hørte til kongeriget? Hvad kunne danskerne fremover gøre for de dansksindede, som blev en del af Det Tyske Forbund? Hvornår ville tyskerne egentlig trække sig helt ud af Jylland?

Pludselig skar Bluhme igennem de ørkesløse diskussioner. Tidspunktet var en gang for alle kommet, hvor Danmark måtte slutte fred à tout prix. For enhver pris.

„Det farligste for kongen, landet og nationen er, om krigen skulle begynde på ny, og hvad man krampagtigt holder fast på nu, vil man dog komme til at afgive til sidst,“ sagde han.

Men den optændte samtale var faktisk ikke slut. Nu tog kongen ordet og satte fingeren på det ømmeste punkt af dem alle: Skulle Danmark tage konsekvensen af nederlagets omfang og træde ind i Det Tyske Forbund?

Forsigtigt og dog klart sagde kongen: „En tanke har i den seneste tid været fremsat fra forskellige sider og drøftet, nemlig den, at Danmark skulle indtræde i et fastere og omfattende forhold til Det Tyske Forbund. Den kongelige regering gør sig ingen illusioner om alle de store betænkeligheder, som gør sig gældende ved dette, men når jeg ikke desto mindre mener, at vi skal udforske, under hvilke betingelser og med hvilke fordele for os en sådan begrænset tilslutning kunne være mulig, skyldes det, at jeg anser det for min pligt at undersøge alle de muligheder, der kan give Danmark udsigt til en lykkeligere fremtid.“

Ingen sagde kongen imod.

*

Det første brev, Jensine Kauffmann fik fra sin mand i Wien, var dateret den 25. juli 1864. Som altid indledte oberst Kauffmann med „Min elskede ven!“ Kong Christian den 9. havde insisteret på, at Kauffmann sammen med Joachim Quaade repræsenterede Danmark ved fredsforhandlingerne i Wien. I den første fase af disse forhandlinger skulle rammerne og grundprincipperne fastsættes for de endelige og formelle fredsforhandlinger, der herefter ville finde sted.

Disse indledende forhandlinger skulle foregå direkte mellem to repræsentanter fra Danmark og to fra Østrig-Prøjsen. Det var ingen ringere end Bismarck og den østrigske udenrigsminister Rechberg, Kauffmann og Quaade kom til at sidde over for.

I Wien havde Jensines elskede mand travlt. Han skrev:

Efter ankomsten hertil har jeg været i uafbrudt aktivitet, og endnu i dette minut mellem det første møde og vort fælles middagsbord har jeg næppe tid til andet end til at sende dig en hilsen. Jeg ankom hertil i går aftes, og vi aflagde straks i dag besøg hos Rechberg og Bismarck, der selv deltager i forhandlingerne, og dernæst afholdt vi vores første møde klokken 4 om eftermiddagen. Da dette kun var et foreløbigt møde, kan det ikke have nogen stor betydning, og at meddele dig, hvad mødet handlede om, kan jeg jo ej heller tænke på. I den henseende må du resignere dig med det hele land, som forventningsfuldt ser frem til, hvad der bliver besluttet om dets fremtid. I morgen skal vi besøge kejseren og derefter atter til forhandling. Nu er suppen på bordet.

Lev vel! Altid din egen mand.

Straks efter at det første møde mellem de fire forhandlere havde fundet sted den 25. juli, telegraferede Bismarck til kong Wilhelm den 1. og fortalte om mødets forløb. Bismarck var mere meddelsom, end Kauffmann havde været i sit private brev til Jensine.

„De fortrolige samtaler med danskerne er lige blevet afsluttet,“ skrev Bismarck. „Danskerne fandt vore krav hårde. De kæmpede hårdt imod at skulle af med de jyske enklaver (Ribe og Møgeltønder) og Lauenborg såvel som vores fordringer om, at danskerne ud over at miste Slesvig-Holsten også skal betale alle krigsomkostningerne.“

På mødet den 25. juli havde Kauffmann og Rechberg også strejfet det stærkt fortrolige spørgsmål om – og under hvilke forudsætninger – Danmark eventuelt kunne blive optaget i Tyskland.

Det blev en kort samtale. Bismarck afviste ideen blankt.

Dagen efter mødtes de fire forhandlere så igen. Og det telegram, Bismarck efter mødet sendte til kongen klokken 18.30, emmede denne gang af irritation. „Dagens forhandlinger førte til en mere end fire timer lang debat … jeg har truet med, at jeg afrejser i overmorgen.“

Om enhver millimeter dansk jord havde Kauffmann og Quaade kæmpet med næb og kløer. Men det havde irriteret Bismarck, der i telegrafbeskeden til sin konge fortalte, at han den følgende dag ville ende disse frugtesløse diskussioner ved at stille danskerne et ultimatum: De kunne for prøjsernes skyld godt beholde den danske konges enklave Ribe mod, at enklaven omkring Møgeltønder blev tysk. I bytte for Lauenborg kunne danskerne få Ærø og ikke en stump jord mere.

„Jeg er sikker på,“ tilføjede Bismarck i telegrammet, „at danskerne vil sige tak til det straks.“

Rechberg tilsluttede sig efter en fortrolig samtale med Bismarck det prøjsiske udspil. Ærø! Hvad skulle tyskerne også stille op med Ærø? Som Rechberg prosaisk formulerede det, var øen „rent dansk og ligger ret langt fra Slesvig“.

Udsigt over Donau-floden og Wien.

Bismarck fik ret i, at danskerne sagde tak for Ærø og Ribe, men behagelige var forhandlingerne bestemt ikke for de to danskere. Oberst Kauffmann, en mand, der havde kæmpet hårdt og respektindgydende på slagmarken, måtte se sig fuldstændigt slået ved forhandlingsbordet. I sit brev til Jensine umiddelbart efter forhandlingerne gav han luft for sin frustration. Han intet mindre end afskyede Bismarck.

Han er, skrev Kauffmann, „nutidens diktator“. Ved at sidde „ansigt til ansigt, ved at høre hans argumentation; ved at iagttage hans plumpe våben og overalt at føle, at den brutale magt er hans eneste princip – er jeg blevet overbevist om, at han, hans grundpiller og den bygning, han opfører derpå, om kortere eller længere tid vil styrte sammen“.

I brevet sammenlignede Kauffmann Bismarck med Napoleon, og han spåede, at prøjserne med deres erobringer, som han forudså, at der ville komme mange flere af, ville skabe sig et utal af fjender. „Det er umuligt andet, end at millioner indre og ydre fjender en dag vil stå væbnede imod dem, der nu har ydmyget os, fordi vi trængte til en tugtelse ovenfra.“

Vredt fortalte han sin kone, at alt – alt – var tabt for Danmark. Danskerne skulle ikke regne med indrømmelser fra tyskernes side, men i det mindste havde han og Quaade „troligt kæmpet fod for fod efter vores instrukser“.

For de to danske forhandlere føltes opholdet i Wien rædselsfuldt og ikke kun, fordi de mere eller mindre måtte tage imod et diktat ved forhandlingsbordet.

„Wien er forfærdelig varm i disse dage,“ skrev Kauffmann til Jensine. „De store rum, vi beboer i det bedste hotel (Hotel Munsch), afkøles ikke i nattens løb, og det er en evig transpiration og snappen efter luft.“

Det trykkende, lumre vejr og de nedtrykkende forhandlinger tærede på obersten, der valgte at se alt, hvad han oplevede i byen, i et så negativt lys som muligt og endda i sine breve gav luft for bitre betragtninger tilsat en god portion ætsende fordomsfuldhed.

„Af omegnen har jeg intet set uden på vejen til Schönbrunn, da jeg var til taffel hos kejseren,“ skrev han. „Dagen efter spiste vi hos Rechberg med hele det østrigske ministerium, folk med Schmerling i spidsen så ud, som var de kommet fra en eller anden ølkælder. Selv en Esterhazy lignede ikke andet end en lille jødisk vekselerer eller noget i den retning. Ja, sådan svinder storheden, når man ser den på tæt hold!“

Oberstens trængsler forværredes så meget i løbet af den overophedede sidste uge i juli, at manden, der ellers udmærkede sig ved sin ro, begyndte at skrive rystet og ujævnt.

Særligt var det tilfældet med brevet, han skrev til Jensine den 1. august. Han og Quaade havde netop underskrevet de papirer, som skulle være fredskonferencens officielle forhandlingsgrundlag. Prøjsen og Østrig havde besluttet sig for, at danskerne ikke behøvede at betale krigsskadeerstatninger. Hertugdømmerne blev set som kompensation. Det blev også en gang for alle fastslået, at Ribe og Ærø forblev en del af det danske territorium. Men det tungeste af det tungeste for en dansk samtid var netop sket – og det var sket med Kauffmanns og Quaades signaturer. De havde skrevet under på, at Danmark ville afstå hele Slesvig og Holsten.

Min elskede ven!

Den samme pen, med hvilken vi i kongens navn har fraskrevet os hertugdømmerne for en time siden, bringer dig herved din mands hilsen.

Det har været meget hårde dage, som vi har gennemgået her, og som det var at vente, har vi, hvad afståelsen af de forlangte tre hertugdømmer angår, intet kunnet opnå. At give efter eller – krig og tilintetgørelse. Du kan nok tænke dig, at det er tungt for mig at være med ved denne handling.

Din egen mand.

*

Den danske befolkning og folketingsmedlemmerne kendte endnu ikke fredsbetingelserne. Forhandlingsgrundlaget, som de danske forhandlere var taget til Wien med, var stærkt fortroligt. Uden om Folke- og Landstinget havde kongen og hans ministre besluttet, hvilke betingelser for at indgå fred Danmark ville acceptere.

Mange af tingenes medlemmer følte sig ført bag lyset, da de den 1. august i et privat møde blev informeret om fredsbetingelserne, der netop var blevet vedtaget i Wien forud for de videre fredsforhandlinger.

Da klokken var 14, trådte statsminister Bluhme frem for Folke- og Landstingets medlemmer. Han understregede, at han ikke var kommet for at diskutere fredsbetingelserne, men alene for at informere om, hvordan disse betingelser nu engang blev. Statsministeren havde før sin optræden betinget sig, at ingen i salen kom med indvendinger. Fordi mødet, der holdtes i folketingssalen, netop blev betegnet som „privat“, findes der intet referat fra det. Men øjenvidneskildringer har beskrevet det – og ikke overraskende blev det et yderst bevæget møde, da det sank ind, hvor nådesløs freden ville blive.

Mens uroen bredte sig i folketingssalen, fortalte Bluhme – denne ældre, gigtplagede herre, der selv var tydelig påvirket af situationen – at det var kommet så vidt, at man fra dansk side var gået med til at afstå de tre hertugdømmer.

Ordene kunne ikke overraske nogen, men sendte alligevel rystelser gennem salen.

At det var Bluhme, en mand, der igennem et langt politisk virke havde været indbegrebet af den danske helstat, som denne dag erklærede helstaten for endegyldigt død, rummede en egen personlig tragedie. De sørgelige rester af hans verden sank i grus, mens han talte.

Ideen om at indsætte Bluhme og et konservativt ministerium i håb om at få en mildere fred, havde desuden slået fejl på det grusomste. Det stod klart for alle de forsamlede. Salens mumlen udviklede sig til klageråb, og højlydte spørgsmål begyndte at blive kastet igennem lokalet. Men Bluhme ønskede ikke at høre på dem. Han bed alle spørgere af. Han havde ingen kommentarer. Da han havde sagt sine ord, forlod han salen.

Under palaver samlede folketingsmedlemmerne sig i klynger. Skulle man virkelig finde sig i at få dikteret en fred på denne måde? Og hvad mente den danske krigsminister Hansen egentlig om alt dette? Var det også så håbløst at genoptage krigen? Spørgsmål efter spørgsmål blev rejst.

Monrad og en gruppe fremtrædende nationalliberale begyndte, efterhånden som de fik talt sig varme, at slå på krigstrommerne. Man måtte, lød det fra dem, „hellere sætte alt på ét bræt og risikere alt. Krigen må starte igen. Man må kæmpe for Slesvig“.

Men der var, viste det sig snart, tale om tomme tønders buldren. Et stort flertal af de tilstedeværende lyttede ikke til Monrad og folkene omkring ham. De holdt også snart inde med selv at stille spørgsmål. Nedbøjede og resignerede forlod de salen.

Da nyheden om fredsbetingelserne nåede pressen, lød der fra Fædrelandet den sædvanlige dundersnak. „Nu blegner det sidste håb,“ stod der på forsiden den 3. august. Ordene var fra et digt forfattet af digteren Chr. Richards, og det sluttede med erklæringen: „Da hellere kamp på liv og død.“ På forsiden bragte avisen et par dage senere et digt af J.C. Hostrup, der forkyndte, at „vi vil ikke fred, men krig. Krig, ja, krig, og nu for alvor! Det er ikke tid at lege. Dyrt er nu hvert sekund“.

Den 2. august tog Fædrelandet også hul på den mudderkastning, de danske politikere i mange år fremover indlod sig på. Hvem var skyld i, at det hele gik så galt? Og hvem bar ansvaret for, at krigen kom?

Fædrelandet og mange nationalliberale politikere, herunder Monrad, var ikke i tvivl. Ansvaret for, at krigen ikke blev noget gyldent triumftog, som de havde ventet det, men i stedet udviklede sig til hele denne miserable affære, lå først og fremmest hos hærens officerer og hos krigsministeren og marineministeren. De nationalliberale beskyldte sågar de menige soldater for at bære skylden for, at det hele endte så galt for Danmark. Hvis ikke de danske soldater og deres officerer havde været så feje, ville alt have set anderledes lyst ud. En af Fædrelandet’s skribenter skrev:

Ganske vist måtte vi vente en slet fred efter en slet krig, slet forberedt af en letsindig og uduelig marineminister og en svag og dvask krigsminister (Lundbye), slet ført af både generaler og til dels af soldater … indledt med hensigtsløse militære spadsereture i Holsten, begyndt med hr. de Mezas uforanledigede og uordentlige tilbagetog fra Dannevirke, fortsat under mageløse lidelser, men med håbløs udygtighed og uvirksomhed bag Dybbøls sammenskudte skanser … endt endelig med Als’ vanærende, skammelige tab.

Monrad tilsluttede sig denne tankegang, vaskede med den sine hænder og skød ublu skylden for rigets ulykke over på de danske officerer: „Jeg tror,“ udtalte han kort tid efter fra Folketingets talerstol, „at vor hær selv bærer meget skyld for, hvad der er foregået … Det er beklageligt, at det under felttoget er blandt de høje officerer til dybt ned i rækkerne blevet diskuteret, om det, vi kæmpede for, var værd at kæmpe for. God er friheden, og frihedens goder priser jeg, men når det kommer dertil, at der i armeen forhandles og drøftes … hvorvidt dette stykke papir, denne forfatning, eller de københavnske blade er værd at udgyde blod for, da er det fordærveligt for armeen.“

*

Hos kongen og hans ministre fandt nye runder af ophidsede samtaler sted; for nu, hvor forhandlingsgrundlaget var blevet vedtaget, skulle man i gang med at forberede de faktiske forhandlingsinstrukser. Hvor stor desperationen var efter blot at vinde en smule af Slesvigs jord, fremgik af, at Bluhme på et af statsrådsmøderne foreslog, at danskerne byttede Island for et stykke af det nordlige Slesvig. Men her satte kongen dog hælene i. Han var også konge for islændingene og mente ikke, at man kunne byde hans islandske undersåtter noget sådant. Island blev derfor taget af bordet som forhandlingsobjekt, da de endelige instrukser udarbejdedes.

Utroligt nok rumsterede ideen om, at man skulle undersøge, om Danmark kunne blive optaget i Tyskland stadig hos kongen og ministrene. I de endelige forhandlingspapirer stod der, at Kauffmann og Quaade „aldeles konfidentielt og uden på nogen måde at engagere den kongelige regering skulle sondere, hvorvidt og under hvilke betingelser og med hvilke fordele den danske stat kunne optages i Det Tyske Forbund.“

Dette blev – igen – afvist af Bismarck.

Det var tredje gang, danskerne havde spurgt. Det var tredje gang, den prøjsiske ministerpræsident afviste så meget som at overveje tanken.

*

For Quaade, Kauffmann og den forstærkning af embedsmænd, den danske regering sendte til Wien, var der ingen store spørgsmål at forhandle. Fredens konturer stod for længst klart frem. Resten var detaljer, men Djævlen huserede bestemt i disse detaljer. I to træge måneder blev der forhandlet. Fredstraktaten var et kompliceret juridisk dokument. Den skulle forholde sig til en endeløs række spørgsmål.

Hvornår skulle de sidste tyske tropper være ude af Jylland? Hvornår skulle Danmark tilbagelevere de tyske skibe, som flåden havde opbragt under blokaden i løbet af krigen, og skulle Danmark give de tyske stater erstatning for tabt handel under den danske blokade af de tyske havne? Hvornår skulle krigsfangerne sendes hjem? Hvornår skulle de danske embedsmænd være ude af Slesvig? Og hvad med hertugdømmernes statsgæld – hvem skulle dække den? Danskerne eller hertugdømmerne selv? Eller skulle de simpelthen dele gældsposten – og i givet fald ud fra hvilken fordelingsnøgle?

Da talrige spørgsmål som disse var blevet diskuteret på plads, kunne den endelige fredstraktat, et dokument på 24 artikler, langt om længe underskrives.

Det skete i Wien den 30. oktober 1864.

I fredstraktatens „artikel 1“ stod: „Der skal for fremtiden bestandig være fred og venskab mellem Hans Majestæt Kongen af Danmark og Deres Majestæter Kejseren af Østrig og Kongen af Prøjsen.“

I „artikel 3“, traktatens altafgørende paragraf, stod: „Hans Majestæt Kongen af Danmark giver afkald på alle sine rettigheder til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.“

*

Da fredstraktaten, som også skulle godkendes af det danske Folke- og Landsting, før den var bindende, sendtes til Danmark, viste de sig så igen – dødskramperne. Men nu var de blot små trækninger, og de kom mest til udtryk som afmægtige hulk. Da fredstraktaten kom til behandling i Folke- og Landstinget den 5. november, rejste folketingsmedlem, professor Peter Hammerich sig og sagde, at „går vi ind på denne fred, vil Danmark være politisk magtesløs, det vil være afhængigt af strømninger fra øst og fra syd, og det vil ikke kunne gøre modstand“.

Godsejer A. Hage tilføjede i samme ånd, „at hvad enten vi siger nej eller ja, står Danmark over for sin undergang, for vor selvstændighed er borte …“

Monrad havde selvfølgelig ikke så lidt på hjerte. Fra talerstolen tordnede han: „Jeg frygter for, at denne fredsslutning vil være Danmarks dødsdom.“

Med disse ord anbefalede han et nej til, at Danmark ratificerede fredstraktaten.

Men Monrad talte for døve øren. Hans tid var endegyldigt forbi. Et stort flertal af de folkevalgte ønskede alle debatter frem og tilbage afsluttet.

Den 9. november stemte 57 af folketingsmedlemmerne for traktatens underskrivelse. 20 stemte imod. To dage senere stemtes der i Landstinget, og her gik 55 ind for aftalen, og blot fire stemte imod den.

Den 12. november underskrev kong Christian den 9. så traktaten, og den 16. november blev den afleveret i Wien. Hermed var sagen afgjort. Amputeret og reduceret fik Danmark fred.

Danske krigsveteraner, alle med amputerede ben.

Det for mig ubegribelige skete, Als blev taget af prøjserne! For min person ville jeg have sat mit liv i pant på, at dette aldrig var sket … Der er skrevet og disputeret meget om den ulykkelige begivenhed, der allerhelst burde glemmes, hvis det var muligt at glemme den, men for mig er det en umulighed, hver time på dagen tænker jeg på Slesvig, på det enorme tab, vort land har her haft, og den skandaløse måde, hvorpå vi har mistet snart halvdelen af landet, thi med Als mistede vi jo såvel Slesvig som Holsten og Lauenborg … Hvem bærer skylden? Alle bærer skylden.

V.F.C. Redsted, dansk officer, september 1864