Epilog

Som tiårig overværede Troels-Lund de danske troppers indtog i København efter den sejrrige krig mod de slesvig-holstenske oprørere, 1848-50. Med pomp og pragt blev de hyldet som tapre landsoldater. Han fortalte om dette for en dreng så magiske syn, da han som en aldrende historiker skrev sine erindringer. Selv om det efterhånden lå 60 år tilbage i tiden, stod begivenheden stadigt lysende klart for ham.

„Den første dag rykkede garden ind,“ skrev Troels-Lund. „Jublen var stor, guldæblerne sprang i springvandet på Gammeltorv, hurraråbene rullede over de tætte masser. Jeg så det hele oppe fra vores lejlighed … Der var fest for soldaterne i Ridehuset ved Christiansborg og alle teatrene åbne for dem om aftenen. Således blev det ved flere dage i træk.“

Og selvfølgelig havde børnene fri fra skole i disse bevægede dage. Eller det vil sige – kun i de første par dage, for efterhånden blev synet af de tilbagevendende tropper så almindeligt, at børnene til deres store ærgrelse ikke længere fik fri til at stimle sammen med de øvrige borgere.

Ikke desto mindre fortsatte festlighederne i et væk også for skolebørnene. Soldaterne „kom til alle tider og ad alle porte. Selv Nørreport oplivedes en sen skoletime af indrykkende artilleri … Begejstringen var lige usvækket. Med fødderne under bordet trampede vi voldsomt med, hver gang der lød velkomstskud oppe fra volden“.

De prøjsiske tropper fik ved deres hjemkomst til Berlin i 1864 en modtagelse, der mindede om den, landsoldaten fik efter Treårskrigen. General Goebens adjudant, Strombeck, berettede om indmarchen i sin dagbog:

„Indtoget i Berlin fandt sted i herligt vejr. Vores march gik gennem Charlottenburg, og hele vejen til Berlin blev der flaget, og der var kranse på husene. Hans Kongelige Majestæt besigtigede tropperne på Kroll’schen Plads, satte sig så i spidsen for tropperne og førte dem igennem Brandenburger Tor. På Unter den Linden herskede stort røre, gaderne var rigt udsmykkede, og hvert eneste vindue var besat. Ved statuen af fyrst Blücher standsede kongen marchen, og i lysthaven holdt han en tale for officererne. Om aftenen var teatrene reserveret til officererne og soldaterne, og byen var oplyst i glans.“

Den danske befolkning, der ellers med jubel havde hilst krigen mod Prøjsen og Østrig velkommen, havde i 1864 i skarp kontrast til prøjsernes hyldest af deres soldater, travlt med at glemme krigen, stort set før blækket på fredstraktaten var tørt. Soldaterne, der vendte hjem i 1864, blev med nogle få undtagelser modtaget af befolkningen med kulde, foragt, ja, endog med hån – hvis de overhovedet blev modtaget.

En typisk beretning om hjemkomsten finder man hos Jens Peter Nielsen fra Outrup på Thy, der tilhørte det 17. regiment. Det havde lidt store tab under belejringen af Dybbøl i april og havde ligeledes mange døde og sårede under selve stormen den 18. april. Flere af Jens Peter Nielsens kammerater blev dræbt eller døde i lazaretterne, herunder en af hans nære venner, der fik højre arm revet af den 18. april. Ti dage senere døde han.

På baggrund af sin dagbog skildrede Jens Peter Nielsen senere hjemsendelsen:

Den 7. august 1864 blev vi flyttet til Holbæk, og den 16. om aftenen fik vi ordre til at møde næste morgen i civil, da vi skulle hjemsendes. Men mange af os ejede ikke længere så meget som en civil skjorte. „Skal vi gå nøgne hjem?“ spurgte vi. Svaret var, at det måtte vi selv om. Vi var næsten lige så gale i hovedet, som den dag vi sloges ved Dybbøl, men heller ikke denne gang hjalp vores raseri os.

Der var kun få, der havde penge til at købe tøj for. De fleste måtte tigge tøj hos borgerne. En fik en gammel slåbrok, en anden en gammel murerdragt, én en høj, grå hat, en anden fik en enkelt strømpe, som han lavede om til en tophue ved at skære foden af og binde den ene ende af skaftet sammen.

Det var et komisk syn at se os næste morgen stå opstillet til parade for at aflevere vores uniform og våben. En af mine kammerater sagde: „Ja, der kan man se, den danske hær afleverer sine soldater i en ligkiste, som krøblinger eller som stoddere.“

Hjemrejsen til Thy bød på mange genvordigheder for Jens Peter Nielsen og hans kammerater. De havde så godt som ingen penge. „Undervejs prøvede vi at tigge os til noget mad,“ skrev han. „Det var ikke let, folk gloede på os og troede, at vi var nogle farlige bisser, som det gjaldt om ikke at få ind i husene.“

Nogle af de hjemsendte soldater fra det 17. regiment turde kun snige sig hjem i ly af mørket, herunder menig Peter Weist. „Jeg kom hjem ved nattetid. Jeg kunne ikke være bekendt at komme ved dagen, sådan som jeg så ud,“ berettede han senere.

Løjtnant Frede Boisen, der havde været med i 8. brigades selvmorderiske modstød den 18. april, så med spænding frem til hjemkomsten. Hans kompagni kørte med tog til Roskilde og skulle herfra marchere videre til København, og jo tættere de kom på hovedstaden, desto større var spændingen. „Kompagnierne pudsede sig op så godt som muligt,“ skrev han senere. Snakken gik ivrigt imens.

„Mon der flagedes i byen, eller var der bygget en æresport? På Frederiksberg Bakke gjordes der holdt for at børste støv af støvler og klæder. Vi mente, at vi kunne vise en flot parademarch! Så begyndte indtoget ad Vesterbrogade – intet flag var at se – da vi kom til Frihedsstøtten – ingen æresport – ingen velkomsthilsen. Da kommanderede chefen: Venstre sving – og vi drog uden om byen, idet vi skjult af voldens træer nåede hen til Sølvgades kaserne, hvor vi trådte af uden et afskedsord. Stemningen var for bitter!“

Munterhed mødte heller ikke ligefrem sekondløjtnant Lauritz Lassen fra 3. regiments 6. kompagni, et kompagni, der den 29. juni havde deltaget i kampene om landsbyen Kær, og som med ekstremt høje tabstal havde forsøgt at indtage Berthelsens gård i dagens allerhårdeste kampe.

„Endelig den 7. august kl. 7 om eftermiddagen ankom vi til København pr. jernbane. Ved ankomsten var en del damer mødt op på banegården og fordelte blomster til soldaterne, men der var ligesom en trykkende stemning. Heller ikke forbedrede det stemningen, at sammen med ordren til afmarch kom befaling til at fjerne alle blomsterne, og i stram march og med højtidelig alvor og uden musik rykkede vi ind i byen og ud på artillerikasernen på Christianshavn.“

Hakon Lauritzen fra det 20. regiments 4. kompagni, der ligeledes havde deltaget i 8. brigades forbitrede modstød den 18. april, og som var blevet taget til fange, kom sammen med andre danske krigsfanger tilbage fra Prøjsen fire måneder efter krigen. De sejlede til Toldboden og oplevede blot at blive spottet ved deres ankomst. Tilskuere stimlede sammen, og hånligt råbte de til Hakon og hans kammerater: „Hvor er geværerne?“

De danske soldaters selvværd fejlede ingenting, da de drog i krig. Hjemsendelsen blev til gengæld en trist affære for de fleste.

Selvfølgelig var der glæde over at se den hjemvendte, men der var, som det fremgår af dragon Niels Peter Rasmussens beskrivelse, tale om en glæde, der blev holdt inde bag hjemmets fire mure.

„Jeg kom uventet hjem og turde ikke gå lige ind. Jeg blev ude ved kreaturerne en stund, og så – ja, først kom min kone ud til mig, og hun kom med en lille pige på armen. Hende havde jeg jo ikke set før. Hun var født dagen efter, at jeg kæmpede ved Vorbasse. Så kom mine gamle forældre, og nu var der glæde.“

Den samme stille, private glæde oplevede menig soldat Knud Rasmussen fra Fyn. „Jeg var glad for at komme hjem … og vore nærmeste tog kærligt imod os.“ Men det kompenserede ikke for den følelse af svigt og flovhed, han bar på til langt op i alderen. Som ældre skrev han, at ud over familiens kærlige velkomst „var der ellers kun sorg ved hjemkomsten. Der hvilede en tung, knugende sorg over alle sind. Vores modtagelse blev ikke sådan, som jeg huskede den, Treårskrigens helte fik. Der var ingen festlige sammenkomster som dengang, nej, hver listede stille hen til sin forrige dont – denne store landesorg har siden skygget over min senere tilværelse. Man blev ikke regnet for at være jævnbyrdig med ‘den tapre landsoldat’ fra 1848-50.“

Men soldaten fra 64 overgik i hvert fald på et punkt landsoldaterne fra Treårskrigen: Han risikerede i endnu højere grad at sætte sit liv på spil. Der blev dræbt flere danske soldater i løbet af den korte krig i 1864, end der tilsammen gjorde i de tre felttog i årene 1848-51.

Det er ved et nærmere eftersyn ganske overraskende, hvor mange soldater der mistede livet i 1864 målt i forhold til, hvor kort tid der blev kæmpet. Regner man våbenhvileperioderne fra, blev der blot kæmpet i nogle få måneder: i februar, marts, april, egentlig kun for alvor en enkelt dag i juni, Als den 29., og en enkelt dag i juli, Lundby den 3.

I dette korte tidsrum blev i alt næsten 10.000 soldater dræbt eller såret, heraf var lidt over 6.000 danske. Resten prøjsere og østrigere. Disse tal er endda sat konservativt, fordi de bygger på de krigsførende landes officielle tabstal, tal, der ofte pyntes på. Medregner man de over 7.000 danske soldater, der blev taget som krigsfanger, var krigens samlede tabstal på mindst 17.000 mand. Af dem var omkring 5.600 soldater sårede, heraf 3.200 danskere og omkring 2.400 prøjsere og østrigere. I krigen døde i alt 4.400 soldater; 3.100 danske og 1.300 tyske.

Mange historikere har korrekt anført, at der faldt flere danskere i Første Verdenskrig end i 1864. Over 30.000 unge dansksindede sønderjyder måtte trække i uniformen for det tyske kejserrige i årene 1914-18, en af de mange tragiske eftervirkninger af den tabte krig i 1864. Man regner med, at omkring 6.000 faldt, altså omkring dobbelt så mange, som der døde på dansk side i 1864.

Men det betyder ikke, at Første Verdenskrig var en hårdere krig målt i tab. En stor del af sønderjyderne blev sendt til Vestfronten og var med i et felttog, der varede mange år. Det var en front med rædselsslag og mammutsammenstød ved Marne, Verdun, Somme og Ypres, navne, der også i dag har en frygtindgydende klang.

Det bemærkelsesværdige er, at der på de fire år „blot“ døde dobbelt så mange danskere i Første Verdenskrig som i det langt kortere felttog i 1864, hvor helt anderledes små hærstyrker tørnede sammen med våben, der i sammenligning med Verdenskrigens var primitive.

Sammenligningen med Første Verdenskrig viser derfor om noget, hvor forbitret den korte krig 1864 nåede at blive.

Forbitret blev krigens efterspil også for mange af denne bogs danske hoved- og bipersoner, og ligeledes for civilisterne.

Værst gik det ud over den aldrende og sygdomsplagede statsminister Bluhme, der mod sin vilje og kun drevet af en stærk pligtfølelse trådte til som statsminister, efter at Monrad var blevet fyret. Hans sygdom blev forstærket af den sorg, han følte over tabet af sin ældste søn, der faldt i krigen. I en næsten samtidig biografisk artikel om Bluhme berettes det tørt, at hans hustru døde af sorg over tabet af sønnen, „og han selv fulgte efter den 16. december 1866“.

Etatsråd og folketingsmedlem A.F. Krieger – som bar et så afgørende ansvar for, at danskerne afviste de ellers så lempelige fredsbetingelser, der i april-juni blev stillet i udsigt under Londonkonferencen, hvis sammenbrud førte til krigens genopblussen – var ifølge hans kære veninde Johanne Luise Heiberg for altid mærket af dette. Hun konstaterede, at hans skikkelse bøjedes, og at han grånede næsten fra den ene dag til den anden. „Glad blev han aldrig mere,“ skrev hun mange år senere. Til hende sagde han, at årene efter Londonkonferencen måtte regnes dobbelt.

I et portræt af Krieger efter hans død skrev historikeren Carl Groos, at Krieger ganske vist ingenlunde hengav sig til håbløs uvirksomhed – han blev Landstingets formand og også en overgang finansminister – men for ham „var smerten ved Slesvigs tab så dyb som hos nogen. Naget følte han til sin død“.

Krieger blev et ejendommeligt, nationalliberalt relikt fanget i fortiden. Det nationalliberale parti sygnede hen – nye partier opstod og kom til magten. En magtkamp udspilledes særligt mellem de nye og dominerende partier Venstre, bøndernes parti, og Højre, partiet for borgerskabet og godsejerne. Mange nationalliberale gik over til Højre, men ikke Krieger, og han marginaliserede hermed sig selv.

Han, der forblev ugift, levede i sine sidste år som en ensom, bitter og sær mand. Livets sidste stød fik han, da fru Heiberg døde i 1890. Mod slutningen af sit liv tog han den set med eftertidens øjne tragiske vanvidsbeslutning at brænde hele sin privatkorrespondance, herunder de breve, han havde skrevet til fru Heiberg, som hun – hvad der var tidens tradition – havde givet tilbage.

Han døde i en vogn, som skulle bringe ham til hospitalet.

Præsten N.L. Feilberg, der havde haft sit virke i Ullerup Sogn tæt på Sundeved, som havde haft tre sønner med i krigen, og som havde været vært for den prøjsiske general Goeben, var også for altid mærket af krigen. Han havde været kendt for sit åbne og lyse sind, men blev efter krigen ofte grebet af en dyb melankoli, dels på grund af de mange lidelser, han havde været vidne til, dels på grund af den frygt, han havde næret for sine sønner, og selvfølgelig også, fordi han mistede sit embede. Som andre danske embedsmænd blev han, allerede inden krigen var slut, forvist fra det besatte Jylland. Han blev sendt bort med så kort varsel, at han til sin store sorg ikke nåede at sige farvel til beboerne i sit elskede sogn.

Han rejste tilbage til København og måtte starte forfra. I nogen tid boede han og hans kone Bolette hos familien i hovedstaden, indtil det lykkedes ham at få ansættelse som præst i det store vestsjællandske sogn Kirke-Helsinge nord for Slagelse.

Med til at kaste en skygge over Feilbergs liv var også den sorg, hans bror Peter måtte gennemleve. Peter havde også haft en søn med i krigen, en ung, livsglad knægt, Nikolai Laurentius. Men krigens rædsler havde gjort ham psykisk syg. Traumatiseret og fysisk nedbrudt døde den unge mand året efter sin hjemkomst.

Til sin glæde genså Feilberg dog sin gode ven fra krigen, den prøjsiske general Goeben, en gang til. Det skete i året 1874. Feilberg var taget på en Tysklandsrejse med en bekendt og kom ved en tilfældighed til Koblenz, hvor den højt dekorerede general boede. Fra sit hotel skrev Feilberg en kort hilsen til Goeben. Denne ankom straks med sin adjudant – og sørgede med det samme for, at Feilberg fik en særlig god behandling på hotellet.

En glæde, der gennemstrømmede Feilbergs hele liv, var, at hans yngste søn Carl Feilberg, der var blevet ramt af en kugle mod hjertet den 29. juni, men som slap levende fra det, fordi hans pibe afbødede skuddet, fortsatte sine lovende medicinske studier ved hjemkomsten til København. Carl Feilberg blev overlæge og professor ved Øresundshospitalet med speciale i epidemiske sygdomme.

Nogle få af denne fortællings danske hovedpersoner kom på noget ejendommelig vis styrket ud af krigen, også selv om deres handlinger let kunne have beredt dem en dyster skæbne.

Mest utrolig er den livsbane, som oberstløjtnant Beck fik – manden, der stod bag krigens mest meningsløse blodsudgydelse, da han sendte så mange soldater i sit kompagni i døden i den selvmorderiske træfning ved Lundby den 3. juli.

I stedet for at blive degraderet for den åbenlyse inkompetence, der lå i at sende et kompagni direkte ned ad en bakkeskråning mod en talmæssigt jævnbyrdig modstander, som lå dækket bag et stengærde med hurtigskydende bagladegeværer, blev han forfremmet. Han blev få dage senere brigadechef, siden oberst, og da han tog sin afsked i 1873, fik han tildelt det fornemme kommandørkors. Hvorfor er svært at forstå. Måske er forklaringen, at han var en blændende orator og politiker, der med sine forførende ord forstod at få selv et hovedløst nederlag til at fremstå som floromvunden heroisme. Måske er forklaringen, at han denne sommerdag ved Lundby gjorde stort set, hvad ingen dansk troppefører havde gjort før ham i denne krig. Ufortrødent gik han i offensiven og agerede „tapper landsoldat“, sådan som befolkningen havde forventet det af sine mænd i trøjen.

En anden af krigens tabere, der kom ud som vinder, var divisionsgeneralen på Als, P.F. Steinmann. Straks efter tabet af øen blev han udnævnt til overgeneral på den sammenskrumpne general Gerlachs bekostning. Man kan da heller ikke tage fra ham, at han gjorde, hvad han kunne – han var om nogen klar over, at han havde for få tropper på Als, og tryglede derfor forgæves om forstærkninger. Dekorationer og udmærkelser regnede nærmest ned over Steinmann efter krigen. Han fik både Storkorset af Dannebrog, var efter krigen kommanderende general i Jylland og blev ti år senere oven i købet krigsminister i et enkelt hæsblæsende år. Han vedblev frem til sin død i en høj alder i 1894 med at være en af rigets fremtrædende mænd.

Man skulle tro, at kong Christian den 9. ville være kommet ud af krigen med en sky af skam over sig. Efter tabet af Als havde han både forsøgt sig med at gribe regeringens tøjler uden om sine ministre og grundloven, og han havde på egen hånd afsøgt muligheden for, at Danmark kunne blive optaget i Det Tyske Forbund. Han tog altså initiativer, der efter i hvert fald en senere tids målestok var tæt på både at ligne et kup og samtidig havde en snert af landsforræderi, endskønt det dog ingenlunde kan stilles så simpelt op, da kongen først og fremmest forsøgte at bevare et intakt dansk monarki.

Men disse relativt dulgte initiativer kom selvfølgelig aldrig for offentlighedens øjne – og har egentlig også været begravet i historiens muld indtil nu.

Mens Christian den 9. lærte at affinde sig med et stærkt reduceret monarki, lærte danskerne at finde sig til rette med „protokolkongen“. Han blev endda efterhånden ganske afholdt, måske fordi hans kongehus havde en aura af den storhed, det lille land ellers ikke længere besad. Kongen forblev ganske vist hele sit liv nøjsom, og hans hof var også beskedent, men fordi hans mange børn giftede sig ind i Europas store fyrstefamilier, gav det Danmark et anstrøg af international betydning, selv om det selvfølgelig mest af alt var et glansbillede, for i virkelighedens verden formindskedes fyrstefamiliernes reelle politiske indflydelse hastigt.

Christian den 9., der fik tilnavnet „Europas Svigerfar“, døde ifølge en historiker ligefrem „mæt af dage“ i 1906.

Kong Christian med sin voksende familie. Han blev kendt som „Europas svigerfar“.

Den hårdtprøvede oberst Heinrich Kauffmann kom også til at leve et langt og succesrigt liv. Han blev forfremmet til generalløjtnant – en stilling, han i sine breve til Jensine i 1864 imellem beretningerne fra fronten ikke skjulte, at han håbede, han ville få. I sine breve til hende gjorde han sig også mange økonomiske bekymringer. Han ville gerne leve det gode liv. De mange år som dansk diplomat i udlandet havde forkælet ham og vænnet ham til at færdes i luksuriøse omgivelser; det samme kan man roligt sige om Jensine, der havde et anseeligt privatforbrug. Men havde de råd til at opretholde den høje levestandard? Han var trods alt kun soldat og embedsmand? De fik råd – og mere til. De sendte deres børn på de bedste skoler i Schweiz, hvor Heinrich og Jensine slog sig ned i fire år, mens børnene færdiggjorde deres internationale skolegang.

Efter tilbagekomsten til Danmark vandt han for alvor klingende mønt både som formand for livsforsikringsselskabet Hafnias direktion og siden som kontrolkomiteens formand i forsikringsselskabet Skjold.

Flere gange blev Kauffmann opfordret til at indtræde i stillingen som Danmarks forsvarsminister. Dertil takkede han dog vedholdende nej – generalløjtnanten var nu tydeligvis for alvor gået over på den anden side. Han var blevet civilist.

Til krigens mere sære skæbner hører Viggo Monrad, den unge løjtnant fra det 10. regiment, som var søn af Danmarks statsminister, D.G. Monrad, og som under krigen skrev to slags breve: dem til sin mor, hvor han berettede om krigens gru og meningsløshed, og dem til sin far, hvor han aldrig kritiserede faderens politiske kurs og undlod at skildre krigens dysterhed. I sine breve var Viggo endda med til at give sin far ammunition til efterkrigstidens forbitrede mudderkastning om, hvem der var skyld i, at det gik så galt, som det gjorde.

Igen og igen beskrev Viggo de øverste officerer som uduelige – og netop det argument brugte Monrad i sine rasende forsvarstaler.

Den loyale Viggo udvandrede med sine forældre til New Zealand kort efter krigens afslutning. Hans far besluttede sig for i en blanding af skam og vrede over det, han anså for at være sine landsmænds mangel på rygrad, at blive emigrant. Allerede i 1869 rejste D.G. Monrad dog tilbage til de rygradsløse danskere og forsøgte med begrænset held at få et politisk comeback.

Viggo blev i New Zealand, øjensynligt fuldt tilfreds med livet som nybygger. Men efter sin kones død i 1885 besluttede han sig i en alder af 44 for at flytte tilbage til Danmark. Om han i Danmark fik succes, kommer an på, hvilke kriterier man anvender: Han blev assistent ved statsbanerne, en stilling, han beklædte resten af sit arbejdsliv.

Man kan roligt sige, at der ventede stor succes for de mænd, der spillede en ledende rolle på prøjsisk side i 1864.

For dem blev krigen et springbræt til noget, der i militærhistorisk og statshistorisk terminologi må betegnes som gloriøst – og ud fra en humanistisk synsvinkel må beskrives som noget endnu blodigere.

Generalerne August von Goeben og Herwarth von Bittenfeld og hærchef Friedrich Karl, Den Røde Prins, vandt alle store sejre i enorme slag under Prøjsens krige mod Østrig i 1866 og mod Frankrig i 1870-71, slag i en helt anden stor målestok – både i antal kombattanter og i antal døde og sårede – end dem, der fandt sted i 1864.

Den aldrende stabschef Helmuth von Moltke, der under felttoget mod Danmark var 63 år, vandt med krigen mod danskerne sin anden ungdom. Fra da af gik han fra at være en velanset stabschef og planlægger til at vinde status som en af verdenshistoriens største militærstrateger. Hans minutiøst planlagte felttog i 1866 og 1870 lå til grund for Prøjsens knusende og forbavsende hurtige sejre over både Østrig og Frankrig.

En gigantisk stenfigur af Moltke i Berlin skuer i dag stoisk ud over Siegessøjlen, monumentet over prøjsernes sejre i 1864, 1866 og 1870-71.

Kun én stenfigur rager op over ham – den, der står lige bag ham af Otto von Bismarck, der iført pikkelhue og med hånden om sin sabel ligeledes har sit jernfaste blik rettet mod Siegessøjlen. For ham stod de komplicerede politiske skakmanøvrer i forbindelse med krigen mod Danmark, det slesvigske spørgsmål og Londonkonferencen for altid som hans mesterparti. Det var det, der åbnede vejen til hans livsværk. Uden krigen mod Danmark er det ikke sikkert, at han var blevet siddende i sit embede, der i 1863-64 hvilede på et skrøbeligt fundament. Sejren mod danskerne konsoliderede hans magtbase, skabte krigsbegejstring i Prøjsen, og med den som sit brændstof accelereredes den tyske folkelige fællesskabsfølelse, der i kølvandet på krigene mod Østrig og Frankrig gjorde Bismarcks livsværk muligt: Tysklands samling i 1870.

Det nye, samlede tyske kejserrige red i årtier på en bølge af hypernationalisme og folkedyrkelse, der efterhånden også forvandledes til selvovervurdering. Krigene fremkaldte en eufori blandt mange tyskere; en eufori, der i sin grundnatur interessant nok ikke var ulig den, Troels-Lund som dreng observerede i Københavns gader efter den sejrrige treårskrig i 1848-50.

Resten er, som man siger, historie.

Stenfiguren af Otto von Bismarck, da den stod foran Reichstag, før den blev flyttet til Tiergarten sammen med Siegersøjlen.