Kronologi

Februar

1.: Krigen begynder.
2.: Kampen ved Mysunde, hvor danskerne afværger et prøjsisk angreb.
3.: Østrigske tropper trænger frem mod Dannevirkes centrum under bitre kampe.
4.: I den prøjsisk-østrigske generalstab enes man om snart at påbegynde en storstilet knibtangsmanøvre, som skal omringe og tilintetgøre den danske hær. De danske generaler med de Meza i spidsen beslutter, at hæren i ubemærkethed skal rømme Dannevirke den følgende eftermiddag.
5.-6.: Danskernes tilbagetog.
6.: Den danske bagtrop tager kampen op med østrigske forfølgere ved Sankelmark.
7.-8.: Den danske hær deler sig i to. Den ene halvdel fortsætter mod nord til Kolding, Vejle og Fredericia. Den anden halvdel indfinder sig i Dybbøl. København i oprørsstemning over tilbagetoget.
9.: General de Meza kaldes til København og fyres snart.

10. februar-14. marts

Krigens stille fase. Tyskerne er rådvilde. Af frygt for store tab tøver de med at angribe Dybbøl og Fredericia.

Marts

15.: Prøjserne gør Dybbøl til hovedfronten, og den danske stilling belejres.
17.: Heftige kampe om landsbyerne Ragebøl og Dybbøl. Danskerne kastes næsten helt tilbage til skanserækken.
28.: Et prøjsisk forsøg på natten til den 28. marts at erobre det sidste stykke ingenmandsland foran skanserne slås tilbage.

28. marts-2. april

20.000 prøjsere samles ved Ballebro for at sætte over til Als i et stort maritimt overraskelsesangreb. 160 robåde og flere dusin store pontonbroer ligger i skjul parat til at blive sat i søen. På grund af stormvejr afblæses operationen.

April

2.: Belejringen af Dybbøl begynder for alvor. Bombardement af Sønderborg. Flere tusinde granater regner dagligt ned over Dybbøl og Sønderborg.
2.-9.: Prøjserne anlægger paralleller – løbegrave og skyttegrave – som de graver tættere og tættere på de danske stillinger.
9.: Den danske overgeneral Gerlach beder regeringen i København om tilladelse til at trække hæren over til Als.
11.: Den danske regering svarer, at stillingen skal holdes uanset tabenes størrelse.
16.: Tysk opmarch begynder. Næsten 40.000 prøjsiske soldater er trukket sammen om skanserne. 11.000 er udvalgt til at være i den første angrebsbølge.
18.: Slaget ved Dybbøl. Prøjserne erobrer skanserne, og den danske hær mister mere end 5.000 mand. Resten trækker sig tilbage til Als.
19.: Den prøjsiske sejrherre ved Dybbøl, prins Friedrich Karl, ønsker at angribe Als, men får ikke lov af kong Wilhelm den 1. og ministerpræsident Bismarck.
21.: Den prøjsiske konge deltager i en stor sejrsparade på Dybbøl, hvor tropperne er stillet op i deres kampuniformer.
22.: Prøjserne beslutter, at Fredericia skal belejres, og sender også en division op mod den danske 4. division i Nordjylland.
25.: Det andet møde på Londonkonferencen, men konferencens første egentlige møde. Den britiske udenrigsminister foreslår, at man først enes om en våbenstilstand, før der kommer videre drøftelser.
26.: Den danske krigsminister C.C. Lundbye giver den forbløffede danske kommandant i Fredericia ordre til at rømme fæstningen inden for få dage. Lundbye frygter, at Fredericia skal blive et nyt Dybbøl.
27.: I løbet af hele ugen begraver København sine faldne officerer, der sejles til hovedstaden fra slagmarken på Dybbøl. Denne dag finder en stor offentlig begravelse sted af 14 faldne i Holmens Kirke i København, hvor en sørgende kong Christian den 9. deltager.
28.: Fredericia rømmes succesfuldt for næsen af modstanderne, der ikke opdager det.
29.: Triumferende trækker tyske tropper igennem Fredericias gader.

Maj

1.: Til sin store overraskelse får den danske Hegermann-Lindencrone forstærkninger på 5.000 mand, tropper, der skibes til Frederikshavn fra Fyn. Hans division, som nu tæller 10.000 mand, omdøbes til Det Nørrejyske Korps.
2.: Generalstabschef Helmuth von Moltke kommer til Danmark, hvor han skal tjene som stabschef for prins Friedrich Karl. Han ønsker et hurtigt angreb mod Fyn, men forvirres af den danske rømning af Fredericia, og selv denne handlekraftige strateg tøver nu med at lægge nye planer.
4.: Det tredje møde på Londonkonferencen. Prøjserne og østrigerne går ind for en våbenstilstand, danskerne er fortsat afvisende.
7.: På et statsrådsmøde går statsminister Monrad tøvende med til en kort våbenhvile.
9.: På det fjerde møde på Londonkonferencen vedtages det, at våbenhvilen skal begynde den 12. maj og vare til den 12. juni. Den danske Nordsø-eskadre under kommando af Edouard Suenson tørner sam men med en østrigsk eskadre ud for Helgoland. Danskerne vinder en begrænset taktisk sejr, som ikke får nogen videre betydning for krigens gang.
12.: Våbenhvilen træder i kraft. På Londonkonferencens femte møde argumenterer den prøjsiske delegerede for, at Londontraktaten ikke skal danne grundlag for forhandlingerne.
17.: Den prøjsiske delegerede foreslår på det sjette konferencemøde, at der dannes en personalunion mellem Danmark og hertugdømmerne. Danskerne afviser blankt. Nu hvor Londontraktaten også er af bordet, er der kun én mulig løsning på den dansk-tyske strid: at Slesvig deles.
28.: Dette syvende møde er på mange måder Londonkonferencens afgørende. Her foreslår den britiske udenrigsminister, at der trækkes en grænse i Slesvig syd for Dannevirkestillingen. Tilbuddet er overordentlig generøst over for danskerne. Alligevel tøver de danske forhandlere med at slå til. Dette giver Bismarcks forhandlere momentum i en række uformelle møder de følgende dage, hvor de kæmper for at få Russell til at fravige sit tilbud.

Juni

2.: På det ottende møde på Londonkonferencen forlanger de danske delegerede en grænse i Slesvig, der går et par kilometer sydligere end Russells forslag. Prøjserne afviser blankt og foreslår en linje ved Aabenraa-Tønder.
6.: På det niende møde på Londonkonferencen fortæller de danske delegerede, at den danske regering kun er villig til at forlænge våbenhvilen med 14 dage.
7.: Kong Christian den 9. og statsminister Monrad er på en åbenlys konfrontationskurs. Kongen har besluttet sig for, at han vil have en personalunion. Monrad fremhæver, at det er urealistisk at tro, at nogen af stormagterne vil støtte dette.
9.: På det tiende konferencemøde går Prøjsen med til de danske krav om en forlængelse af våbenhvilen på bare 14 dage. Endvidere tilbyder den prøjsiske delegerede nu, at der trækkes en grænse ved Flensborg. Dette afviser de danske delegerede uden diskussion.
11.: I et uformelt møde med de danske delegerede foreslår den efterhånden fortvivlede britiske udenrigsminister, lord Russell, at man som et sidste kompromis løser konflikten ved en folkeafstemning i Slesvig om, hvor grænsen skal gå. Alternativt kan danskerne også komme med et grænseforslag et sted mellem Dannevirke og Flensborg, siger han.
16.: Kongen holder fast ved sin ide om, at der skal være en personalunion. Han afviser hermed også prøjsernes forslag om en grænse ved Flensborg. Kongen og statsministeren kan hermed ikke længere samarbejde.
17.: Monrad indgiver sin afskedsbegæring. Ministerkrise. Danmark er reelt set uden en regering.
19.: Ingen fremtrædende helstatsfolk ønsker at støtte kongen. De tror ikke på en personalunion.
20.: Ydmyget må kong Christian den 9. genindsætte Monrad som statsminister. Kongen går bort fra personalunionen, men forlanger til gengæld, at grænsen skal gå nede ved Dannevirke. Monrad forholder sig nu passiv. Alle ved mødet ved, at krigen hermed står for døren.
22.: På det elvte møde på Londonkonferencen meddeler den danske chefdelegerede, at Danmark ikke vil gå ind på det britiske afstemningsforslag, men ønsker en grænse nede ved Dannevirke. Ordene betyder krig, når våbenhvilen udløber natten til den 26. juni. De prøjsiske og østrigske statsledere er forsamlet i kurbyen Karlsbad for at drøfte den videre færd i krigen. Bismarck modtager med tilfredshed underretningerne om det forestående forhandlingssammenbrud. I Karlsbad understreger østrigerne, at de ikke vil gå med til et angreb mod Fyn, kun mod Als. Den prøjsiske øverstbefalende, prins Friedrich Karl giver general Herwarth von Bittenfeld ordre til at gøre parat til en overgang til Als, når våbenhvilen udløber. Den danske overgeneral Gerlach afviser, at general Steinmann, der er chef for de danske styrker på Als, kan få forstærkninger. Steinmann har blot 12.000 mand til sin rådighed.
24.: De prøjsiske og østrigske regeringsledere enes i Karlsbad om det, de kalder Karlsbad-aftalerne. Ifølge disse er det nu de tyske magters mål, at Slesvig og Holsten helt skal adskilles fra Danmark.
25.: Det trettende og sidste møde på Londonkonferencen er ren proforma. Den britiske udenrigsminister, lord Russell, erklærer at efter midnat starter krigen igen. Det danske panserskib Rolf Krake sætter kurs mod Als.
26.: Natten til den 26. begynder krigen. Den prøjsiske general Herwarth von Bittenfeld beslutter sig for, at søen er for urolig til, at han tør iværksætte en overgang over Als Fjord fra Ballebro. Han har også observeret Rolf Krake og er nervøs. Han afblæser den prøjsiske plan om at angribe natten til den 28. juni.
27.: De prøjsiske hærledere enes om i stedet for at angribe ved Als Fjord at angribe Kær-halvøen og sætte over den nordlige del af det væsentlig smallere Alssund. Angrebstidspunktet sættes til kl. to om natten til den 29. juni.
28.: I skumringen begynder prøjserne at rykke store troppemasser frem og køre deres overgangsfartøjer ind i Storskoven ved Alssund.
29.: Slaget om Als starter kl. to om natten.
29.-1. juli: Den danske hær, der har trukket sig om på halvøen Kegnæs, evakuerer resterne af hæren til Fyn.

Juli

1.: Panik sætter ind i København. Borgerbevæbningen, fæstningsbataljonen og garden er i alarmberedskab
3.: Massakren ved Lundby. Et dansk kompagni angriber et prøjsisk kompagni i den nordjyske landsby Lundby. I dækning af et stengærde nedkæmper prøjserne fuldstændigt de danske angribere.
4.: Den paniske danske konge sender sin bror Hans til den belgiske kong Leopold for at bede denne tage kontakt med den prøjsiske kong Wilhelm og spørge om, hvorvidt Danmark kan optages i Det Tyske Forbund som en betingelse for fred.
6.: På et statsrådsmøde insisterer statsminister Monrad på, at den danske regering spørger den franske kejser Napoleon, om han vil være mægler i nye fredsforhandlinger. Kong Christian ved, at kejseren under ingen omstændigheder ønsker dette, og nægter pure at gå ind på ideen.
7.: Et telegram fra den danske ambassadør i Paris bekræfter, at den franske kejser ikke på nogen måde ønsker at mægle.
8.: Efter en afstemning i det britiske Parlament står det klart, at regeringen Palmerston-Russell bliver ved magten, og den ønsker heller ikke længere at hjælpe Danmark. Danskerne står helt alene. Kong Christian afsætter hele sit ministerium, herunder statsminister Monrad. Men han har ikke noget nyt ministerium på plads.
9.: Den gigtplagede, syge og aldrende helstatspolitiker Christian Albrecht Bluhme indvilliger modstræbende i at danne regering. Hermed får Danmark en helstatsregering. Den prøjsiske ministerpræsident Bismarck skriver til den østrigske udenrigsminister, at han ikke er interesseret i den danske konges forslag om, at Danmark bliver medlem af Det Tyske Forbund.
13.: Den danske oberst Kauffmann møder den prøjsiske hærleder, prins Friedrich Karl for at bede om våbenhvile. Prinsen udbeder sig betænkningstid. Han og hans stabschef har store planer om at angribe Fyn, hvor hele den danske hær nu står samlet.
14.: En lille prøjsisk ekspedition, som består af en række højtstående officerer, ankommer til Skagen og planter det prøjsiske og østrigske flag på toppen af Danmark. Jylland er nu fuldstændigt besat.
18.: Natten til denne dag underskriver oberst Kauffmann på vegne af den danske regering en våbenhvileaftale i Brødremenighedshotellet i Christiansfeld.
25.: Fredsforhandlingerne mellem Danmark og Prøjsen-Østrig begynder i Wien. De danske delegerede har fået en fortrolig instruks om at spørge prøjserne og østrigerne om, under hvilke betingelser Danmark kunne indtræde i Det Tyske Forbund. Bismarck nægter dog igen at gå ind på ideen. Senere på konferencen spørger danskerne en gang til. Også tredje gang svarer Bismarck afvisende.

Oktober

30.: Fredstraktaten underskrives i Wien. Danmark afstår alle tre hertugdømmer.

November

12.: Kong Christian underskriver fredstraktaten, efter at Folketinget og Landstinget i dagene forinden med stort flertal har stemt for den ydmygende fred.