Ifølge nationalliberal tankegang havde Danmark en historisk ret til hele Slesvig, der derfor burde indlemmes fuldstændigt i riget og ikke blot være tilknyttet som hertugdømme. Eftersom Slesvig går til Ejderen i syd, kaldtes den nationalliberale indlemmelseskurs for Ejderpolitikken.
Betegnelsen for de fire lande, der fra 1815 tilsammen udgjorde det danske monarki, nemlig kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Den danske helstat var multinational. Holsten var tysksproget, og indbyggerne havde tysk identitet. Holsten var desuden medlem af Det Tyske Forbund. Derfor var den danske konge også repræsenteret i Det Tyske Forbund. Indbyggerne i den sydlige del af Slesvig var overvejende tysksprogede, mens de i den nordlige del var dansksprogede og -sindede.
Tilhængere af den gamle, multinationale danske helstat. Helstatsfolk var i hovedreglen konservative og skeptiske over for demokratiske kræfter. De ønskede en statsorden, sådan som den havde været, før liberalister og nationalister begyndte at sprede oprør og revolutioner i 1848. Kong Christian den 9. var en overbevist tilhænger af helstaten.
Navnet på den fredstraktat, der officielt afsluttede Treårskrigen og garanterede status quo, som den havde været før krigens udbrud i 1848. Det konservative zarstyre i Rusland var traktatens hovedarkitekt. Traktaten, som blev underskrevet af alle Europas stormagter, garanterede den danske helstat. Med traktaten skrev den danske regering under på, at den ikke ville knytte Slesvig direkte til den danske grundlov og ej heller udskille Holsten.
De nationalliberale var en gruppering af politikere og borgere, der arbejdede for en nationalstat med en demokratisk forfatning. Mange nationalliberale drømte om en stor skandinavisk stat som modpol til de tyske naboer i syd. I løbet af Treårskrigen blev de nationalliberale uforsonlige i kampen mod det tyske. Helstaten ønskedes afviklet og en ren dansk stat til Ejderen grundlagt, også selv om det betød, at flertallet af de tysksindede i det sydlige Slesvig skulle tvinges til at være danske.
I november 1863 vedtog den nationalliberale danske regering under statsminister C.C. Hall en forfatning, som var det første skridt i retning af et Danmark til Ejderen. Ifølge forfatningen skulle Londontraktaten afvikles. Slesvig skulle knyttes tættere til den danske grundlov, mens det tyske Holsten gradvist skulle udsondres af det danske monarki. Forfatningen var i modstrid med Londontraktaten, og det udløste 2. Slesvigske Krig i 1864.
Betegnelse for området mellem Kongeåen i nord og Ejderen i syd. Fra den tidlige middelalder var området centrum for endeløse grænsekampe. I løbet af 1200-tallet blev Sønderjylland, som området indtil da kaldtes, til et hertugdømme, som også fik navnet Slesvig. Området forblev tillige kendt som Sønderjylland, men Slesvig var den fremherskende betegnelse i store dele af 1800-tallet. Igennem historien havde Slesvig en skiftende – og en mere eller mindre fast – forbindelse med Danmark.
Spørgsmålet, der lå til grund for Treårskrigen og krigen 1864, var i al sin enkelthed, om Slesvig skulle være dansk eller tysk. De danske nationalliberale ønskede selvfølgelig, at Slesvig blev dansk, mens mange slesvigere og tyskere ønskede, at det sammen med Holsten blev en del af Det Tyske Forbund.
En dansk borgerkrig, der udløstes af et sydslesvigsk-holstensk oprør mod det danske monarki. Tysksindede oprørere ønskede ikke at være underlagt den danske konge, men ville i stedet træde ind i Det Tyske Forbund som et samlet Slesvig-Holsten. Borgerkrigen bød på sejre for oprørerne i de perioder, hvor de fik hjælp af prøjsiske tropper. Men det konservative Rusland pressede Prøjsen ud af konflikten, og med stort besvær lykkedes det den danske hær at besejre oprørstropperne. I dansk selvopfattelse var krigen dog en glorværdig sejr. Derfor den danske krigsentusiasme i vinteren 1863-64.
Efter Napoleonskrigene blev Det Tyske Forbund skabt som en løs sammenslutning af 39 store, mellemstore og små tyske stater med et fællespolitisk, men svagt organ i Frankfurt. Tyskland var et geografisk begreb, men der fandtes endnu ikke et Tyskland som stat. Fordi Det Tyske Forbund udgjorde et kludetæppe af lokale magter, var det også militært set næsten impotent. Derfor turde Danmark vedtage Novemberforfatningen. Danskerne overså, at Prøjsen var begyndt at have ambitioner om at dominere Det Tyske Forbund og kæmpede for en førerposition der.
Et af de mange store spørgsmål på fredskonferencen i London under 2. Slesvigske Krig i 1864 var, om der skulle være en våbenhvile eller en våbenstilstand mellem de krigsførende parter, Danmark og Prøjsen-Østrig. Våbenhvile er betegnelsen for en relativt kort standsning af kampene med en fastsat deadline for, hvornår krigen automatisk begynder igen, hvis ikke parterne er blevet enige om fredsbetingelser.
En våbenstilstand er en mere langfristet og som regel mere permanent fred, hvor der ingen deadline er aftalt for, hvornår fjendtlighederne skal starte igen. De begynder kun, når parterne enes om, at det skal ske.