Så kom krigen. Min historie er, selvom jeg mere eller mindre bevidst undertrykker det, præget af de to krige i Europa. Minfar og mor er født under Første Verdenskrig, og min bror og jeg under Anden. Det er en skygge, og min mor hævdede, at krigen med de ting, den medførte, ødelagde deres ægteskab.
I 1940 blev min bror Jørgen født. Min far forgudede Jørgen. Han var også en køn, blåøjet dreng, der ligner min mors familie. Men der var samtidig knas i parforholdet. Jeg ved naturligvis ikke, hvordan mine forældre havde det privat-privat med for eksempel erotik; men jeg forestiller mig, at min mor fl yttede hovedparten af sin opmærksomhed og kærlighed over på det barn, hun havde ventet på så længe. De havde trods alt været gift i nogle år.
Min far blev arbejdsløs, og på et tidspunkt blev han tvunget til at tage til Tyskland for at arbejde. Ellers fik han ingen understøttelse. Men han kunne ikke holde tyskerne ud, så han kom hurtigt hjem igen. Af den grund mistede han sin ret til understøttelse og måtte tage et af de nederste job på stigen. Han blev koksafbærer. Dengang fyrede folk i byerne med koks, og der kørte nogle koksmænd rundt med et stykke skind på skuldrene. De bar de store, beskidte sække med koks op til femte sal eller ned i snævre kulkældre. Det arbejde var min far henvist til.
Omkring 1941 mødte han en anden kvinde, som han fik et forhold til, og han flyttede midlertidigt fra min mor. Han havde hjulpet frihedskæmperne med nogle mindre ting. Tyskernes danske håndlangere, hipoerne, var efter ham. Nogle af dem og to tyskere kom hjem og ledte efter ham hos min mor; men det, der generede hende mest og til hendes død gjorde hende rasende, var, at det ene hiposvin – sådan omtalte hun ham altid – dikkede min storebror under hagen og klappede ham på hovedet og sagde:
„Sikke en sød dreng.“
Da de var gået, skyndte min mor sig over til bageren og lånte telefonen. Selvom hun vidste, at min far var flyttet hen til en anden kvinde, ringede hun til hans arbejde og fik advaret ham. Derefter gik han under jorden i lang tid.
På et tidspunkt prøvede min mor og far at forsone sig ved at få et barn til. Det var mig, og den 7. marts 1942 – i en af de hårdeste vintre, Danmark har oplevet – kom jeg til verden og blev opkaldt efter min fars arbejdskammerat Erik, som var en meget dygtig mekaniker og aktiv i modstandsbevægelsen. Min mor ville egentlig have, at jeg skulle hedde Torben, men min far sagde:
„Så bliver han aldrig kaldt andet end To’ben!“
Jeg har siden forstået på min mor, at de prøvede at afbryde graviditeten. Hun fortalte, at de på motorcyklen kørte en ordentlig hoppetur på jernbanesvellerne helt ud til Tåstrup. Men jeg har aldrig været sådan at komme af med, så selvom det ikke var helt idyllisk, lykkedes det mig at komme til verden. Derfor tænkte jeg naturligvis mit, da man indførte den fri abort. Jeg var helt enig i loven; men havde den været gældende tredive år tideligere, var der mange af os, der aldrig var blevet født. Det fl ettede jeg mange år senere ind i en tekst, som Kim Larsen synger: Det var godt, at vi blev født, før aborten den blev fri.
„Der er noget, jeg har glemt at fortælle dig.“ Den talemåde kendte min far nok ikke. Samtidig med at min mor fik mig, fødte den anden kvinde en datter, som blev bortadopteret. På dét tidspunkt tror jeg ikke, min far kunne rumme problemerne længere. Jeg tror, han følte en fallit, så da den anden kvinde, som var halvt islænding, foreslog, at de rejste fra krigen og de private problemer op til Island. Her var der nogenlunde fredeligt og arbejde, så min far slog til.
De forsvandt, selvom jeg er overbevist om, at hans store kærlighed var Lilly. Min mor håbede og forventede, at han blev træt af den anden og kom tilbage, og hun besluttede at vente på ham i ti år. Men Carlo kom ikke.
Min mormors hjem blev nu samlingspunktet.
To af mine onkler døde, min far var forduftet, og lige pludselig kom alle søstrene og deres børn hjemme hos mormor. I min barndom var dét indbegrebet af tryghed:
„Gå hjem til mormor.“
Det var de små oplevelser, der var indholdet. Hun boede lige over for Enghave Bios udgang, og hver aften lidt i ni sagde mormor:
„Sluk lyset!“
Så sad vi henne i vinduet og skulle se, hvem der havde været i biografen til syv-forestillingen. Det lød fra mine mostre:
„Se, der er slagteren med hans nye kone. Hun ser da dum ud. Og der er Olsen, han var også i biografen i går.“
Vi spillede også syvkort, og hvis man spurgte: „Skal vi ikke gå i seng nu?“ sagde mormor:
„Nej, vi skal også lige se, hvem der var til ni-forestillingen.“
Det var underholdningen. Når en af mine mostre havde været i biografen og kom ud, vinkede hun altid op mod den mørke husfacade, for hun vidste, at der sad tre-fire hoveder bag ruden og kiggede.
Vi holdt også juleaften hjemme hos mormor i den lillebitte lejlighed. Alle dansede om juletræet, undtagen min onkel Svend, som var kommunist og harmonikaspiller, og som syntes, det var borgerligt at danse om et juletræ. Så han lagde sig på divanen, og mellem hver julesang råbte han:
„Skal vi ikke snart have gaver?“
Min mormor sagde aldrig ret meget. Hendes ene øje løb altid i vand, derfor gik hun rundt med en klud, og det så ud, som om hun gik og græd. Det gjorde hun ikke, selvom mange i dag vil mene, at hun kunne have haft god grund til det. Moster Ingers kæreste døde, mens min moster var gravid, og hun fødte tvillinger. Hun blev boende hjemme hos sin mor, så min mormor begyndte forfra med at opdrage børn.
Mine fætre voksede op hos hende. Den ene blev typograf, den anden blev snedker, men i fritiden var han tryllekunstner. Han lod sig fotografere med nogle jonglørkugler i hånden og butterfly under hagen og kaldte sig Fidini.
Der var altid mange mennesker i mormors toværelses lejlighed, og det var karakteristisk, at vi aldrig sad ned. Mormor lavede en stor gryde mad, så kom vi på forskellige tidspunkter, tog en portion og stod op og spiste.
Om sommeren samledes vi i Valbyparken, havde madpakker med og legede to mand frem for en enke, og min moster Alice, der gik til akrobatik, viste os, at hun kunne gå på hænder, slå kraftspring og gå i bro.
Indvandrerne er den ny underklasse, og når jeg cykler gennem parkerne, ser jeg, at det i høj grad er indvandrerfamilierne, der bruger dem.
Når det ryger fra grillen, og ungerne leger, mindes jeg min egen familie, for når man er fattig, benytter man de gratis glæder. Det er fuldstændig som hjemme hos mormor.
Som dreng troede jeg ikke, at mænd kunne græde. Først da jeg blev omkring 16-17 år, hørte jeg et hørespil, hvor det gjorde stort indtryk på mig, at der inde i radioen sad en mand og græd. Jeg troede, der var noget i vejen med lyden. Der var aldrig nogen mænd, der havde grædt hjemme hos os.
Min mor var en hård banan, men jeg synes ikke, at hun blev bitter. Hun kunne godt lide sine arbejdskammerater. Det udtryk blev brugt meget i mit barndomshjem – arbejdskammerater. I dag hedder det kolleger. Det er noget andet. Jeg så min mor som en engel. Jeg fik lidt af et chok, da jeg opdagede, at hun kunne lyve.
Dengang var der noget, der hed lånekontoret. Det lå på Eng-have Plads, og man kunne gå derop med sit armbåndsur eller nogle lagner, hvis man var på røven. Man belånte tingene til en lav rente, og når man igen havde penge, betalte man og fik tingene tilbage. Det var en del af jævne folks kultur. Ingen kaldte det lånekontoret, det hed altid ’Onkel’ eller ’Stampen’. En dag havde jeg været med min mor deroppe. Hun havde belånt nogle lagner. På vej ned ad trappen mødte vi en nabo, som frisk spurgte:
„Nå Lilly, har du været hos ’Onkel’?“
Det var min mor for stolt til at indrømme, så jeg hørte hende sige:
„Nej, jeg har en søster, som bor oppe på tredje sal. Vi har været deroppe og har fået sådan en dejlig kop kaffe.“
Jeg skulle til at sige:
„Jamen mor, det har vi da ikke,“ men kiggede lige op på hende først og kunne slet ikke se nogen forskel i hendes ansigt. Det forvirrede mig meget.
Det var nemlig sådan, at selvom min mor havde fabriksarbejde på akkord, kunne vi ikke leve af ugelønnen, så om aftenen havde hun hjemmearbejde. Det bestod i, at hun satte tråde i de mærkesedler, der hænger på tøj. Mærkesedlerne var holdt sammen i store ruller og var perforerede. Hun satte trådene i og kaldte det ’at slå knuder’. Lige så snart vi havde spist, kom ’knuderne’ frem, og nogle gange sad min bror og jeg og hjalp hende.
Når jeg i dag ser en dygtig tryllekunstner, tænker jeg, at han alligevel ikke er helt så dygtig som min mor. Hun kunne virkelig trylle. Hendes økonomiske system bestod i, at hun lagde penge ned i forskellige kuverter, hvorpå der stod ’sygekasse’, ’skat’, ’husleje’, ’tøj’ og ’kost’. Og når jeg plagede, om vi ikke måtte komme i biografen, rodede hun lidt rundt med kuverterne, flyttede nogle penge fra den ene kuvert til den anden, og sagde:
„Jo, kom så drenge. Nu går vi i biffen.“
Hokuspokus.
Carlo var ikke en mester i at kommunikere, så vi hørte stort set intet fra ham. Jeg savnede min far meget, eller rettere, jeg savnede en far! Engang op mod jul drømte jeg om natten, at jeg havde fået en pakke fra min far med et tog, der kunne trækkes op og køre rundt på skinnerne i et ottetal. Den drøm var så levende, at da jeg vågnede, troede jeg, toget stod inde i stuen. Men stuen var helt tom. Min mor var gået på arbejde. Jeg kunne ikke rigtig forstå, at toget ikke var der, for min far havde jo sendt det til mig fra Island, og nu var det væk. Jeg kan huske, at jeg satte mig ned og græd.
Ellers kan jeg ikke huske noget konkret om et savn efter ham. Når de andre drenge spurgte:
„Hvad med din far?“ hed det i hvert fald altid:
„Han arbejder på Island.“
Hvad han lavede der, og hvad han arbejdede med, kendte jeg ikke rigtig noget til.
En enkelt gang i min barndom kom han dog tilbage. Det var meget kort, og jeg kan ikke huske det. Han havde sagt til min mor:
„I har ikke nogen radio!“
„Nej, det har vi ikke råd til,“ svarede hun.
Carlo gik straks hen og købte en radio hos den lokale radioforhandler. Jeg tror, han fik sig en tur i karrusellen som belønning, og nu hed det sig nede i gaden:
„Min far er kommet med en radio.“
Men igen var der noget, han havde glemt at fortælle. Da det blev den første i måneden, kom der fireogtyve giroindbetalingskort. Han havde købt den på afbetaling. Min mor bandede over den radio og knoklede løs for at få betalt den. Med fem kroner ad gangen.