Det er egentlig et underligt fænomen med søskende. Jeg ved ikke, hvordan det er i andre familier, men min bror og jeg havde ikke meget at sige hinanden. Han er knap to år ældre end jeg, og vi voksede op i denne lille toværelses, hvor vi drillede hinanden og sloges hele tiden. Min mor var ved at blive sindssyg. Weekenderne var tit et helvede for hende, og hun råbte mange gange de berømte ord:

„Bare det snart blev mandag, så jeg kan komme på arbejde.“

Når min mor trængte til at være fri for vores skænderier, sagde hun:

„Her har I en krone, så kan I tage bussen til Husum og tilbage igen.“

Så Jørgen og jeg brugte nogle søndage på at tage bussen til Husum og hjem igen. Det var en stor oplevelse at få lov at køre i bus. Den ene vej sad Jørgen ved vinduet, og når vi kørte tilbage, var det mig.

„Var det en god tur?“ spurgte min mor, når vi kom hjem.

„Ja, det var en dejlig tur. Tak for turen.“

Andre søndage tog min mor os i hånden, og så tog vi sporvognen til Enghave Plads og gik ned gennem Istedgade for – som min mor altid sagde – at ’kigge på forretninger’. Vi havde ingen penge at købe for, og i øvrigt var der jo også lukket, men vi stod og ønskede tingene i vinduerne. Det havde en stor underholdningsværdi for os.

Når vi kom hjem, fik vi tit sovs og kartofler. Andet var der ikke. Min mor vidste godt, at det var lidt pauvert med maden. Engang, hvor vi legede med vores kammerater nede i gården, lænede hun sig ud ad vinduet:

„Jørgen og Erik, kom op. I skal spise.“

„Hvad skal vi ha’ til middag?“ råbte jeg.

„Flæskesteg!“ lød det så højt, at det rungede i hele gården. Vi løb forventningsfulde op, men der stod bare sovs og kartofl er på bordet.

„Det rager da ikke andre, at vi kun får sovs og kartofl er,“ sagde hun.

Hun var meget opfindsom.

Når vi gik i skole, forlangte min bror, at jeg skulle gå et stykke bag ved ham. Først efter at min mor er død, er vi begyndt at have en nogenlunde god kontakt. Allerede som børn var vi meget forskellige, og min mor sagde:

„Erik ligner fuldstændig sin far. Han klarer sig selv.“

Det fik jeg altid stukket i hovedet. Jeg tog det helt bogstaveligt og fik en underlig opfattelse af mig selv, for når hun ellers omtalte min far, var det som regel ret negativt. Så hver gang, der var problemer, klarede jeg dem ved at bruge sneglens strategi: Jeg trak følehornene til mig og gik ind i mit hus.

Jørgen var svagelig, gik til ’lys’ på Finsen Instituttet og havde vejrtrækningsproblemer med hang til bronkitis. Det betød, at min mors opmærksomhed røg næsten hundrede procent over på ham, mens jeg åbenbart slet ikke behøvede nogen særlig opmærksomhed.

Der er lange perioder fra min barndom, som jeg ikke kan huske noget som helst om. Det var som en døs. Man skulle træde forsigtigt, der skulle arbejdes, og vi skulle hele tiden høre, at vi ikke måtte se ud som fattigrøve. Derfor måtte vi ikke gå i gummirøjsere, medmindre det regnede. Det var kun de fattige, der gjorde det.

Jørgen og jeg skulle gå i lædersko til hverdag og være ens klædt. Det var det rene vanvid, for min bror var slank, og jeg var helt rund. Når vi var i Daells Varehus, prøvede han tøj først, og når de fandt noget, der passede ham, fik jeg det samme. På mig så det bare ud ad helvede til!

„Ih, hvor er I søde,“ sagde min mor.

Men når Jørgen og jeg gik ud af Daells vareskur, var det som at se Gøg og Gokke i miniformat …

Vi mænd vil så gerne opnå kvindernes gunst og moderens opmærksomhed. En dag kom jeg hjem til min mor med armene oppe:

„Se mor, der står i avisen, at jeg har fået seks millioner i tilskud til en film, der skal hedde Villa Paranoia (2004). Jeg har lige fået ja tak fra Frits Helmuth til at spille hovedrollen.“

„Nå, for pokker, det var da godt,“ sagde min mor.

På det tidspunkt boede min bror på en mandepension, hvor han havde opdaget, at mange af beboerne ikke havde cykler. Derfor lavede han et lille cykelværksted i kælderen og klunsede cykler. Da min mor havde sagt: „Det var da godt“ til mig, kunne jeg se, at hun ikke rigtig vidste, hvad vi nu skulle snakke om. Derfor spurgte jeg:

„Hvordan går det med Jørgen?“

Hendes ansigt ændrede sig fuldstændig. Hun lyste op:

„Ih, han ringede i formiddags og var så glad. Tænk, han havde lige klunset en cykel med en helt ny saddel og en helt ny cykelkurv, som han kunne bruge.“

Det var da satans, tænkte jeg. Her kommer jeg med Frits Helmuth og seks millioner i tilskudskroner, og så overhaler han mig indenom med en saddel og en cykelkurv! Men kærligheden vokser jo ikke proportionalt med ens bedrifter. Den eksisterer ikke i forhold til den objektive situation, men i forhold til udgangspunktet!

Jeg var en fuldstændig gopleagtig, usmidig og klodset dreng på land. Jeg kunne ikke engang få idrætsmærket i bronze, for min krop var underlig leddeløs. Men i vandet kunne jeg hævde mig. Jeg tog alle svømmemærkerne på ingen tid, og jeg elskede badeanstalten Sønder Strand, dens træbygninger og bassinerne, som vi kunne springe ned i. Men en dag, hvor jeg ville vise, hvor god jeg var til at dykke, sad jeg fast i ribberne helt nede ved bunden. Det her går galt, tænkte jeg, men fik af al kraft presset mig op med det resultat, at hele min underkrop blev revet til blods af de forskellige skarpe skaller og sødyr.

Kæmpe områder af Sydhavnen var dengang et rent klondike. Folk byggede træskure nede ved havnen, nogle boede i dem og ernærede sig som fiskere og i efterkrigstiden som smuglere. Jeg elskede at strejfe om derude. Det var et fristed, én stor skrammellegeplads. Vi byggede huler, tog en gammel robåd, reparerede den lidt og stagede rundt i havnen.

Der er en meget brugt talemåde: „Jeg har fundet min niche.“ Men et menneske skal sgu ikke ind i en niche. Et menneske skal kunne ses fra alle sider og er skabt til at gå frit omkring ude på gulvet og i den vide verden.

Ford Motorkompagni lå derude. Dengang samlede de bilerne i Danmark, så det var en stor arbejdsplads. De kasser, der kom med fragtskibe fra USA, stod på kajen, og vi kravlede op på kasserne, helt op i tyve meters højde, og sprang i vandet derfra. Det var en slags manddomsprøve at turde springe i højest oppefra, og det var ikke ufarligt. Ham, der vandt, snittede i hvert fald tåen på kajens kant på vej ned i vandet.

Der blev klaget over, at vi løb gennem afspærringen hos Ford og badede, så havnepolitiet kørte rundt på terrænet. Engang råbte de os an gennem en megafon, men vi gemte os bare mellem kasserne. Politiet fandt vores tøj og råbte gennem megafonen, der rungede over hele havnen, at vi kunne hente det oppe på Valby politistation. Vi måtte gå spidsrod i underbukser gennem Sydhavnen og op ad Trekronergade. På politistationen fik vi én på skrinet og vores tøj.

„Det vil jeg sgu ikke se igen,“ sagde betjenten.

Vi havde også en anden manddomsprøve.

Ved slusen lå der en stor ponton fra tyskertiden. Som en kæmpemæssig cigar. Tyskerne havde brugt den til forskellige former for transport. Den lå på bunden og var mere end halvt fyldt med vand.

I den ene ende var der et mandehul, vi kravlede ned i. Derinde var der flere skillevægge af jern. Der var vand dernede og næsten helt mørkt. Hvis man dykkede, kom man gennem et nyt hul ind i næste kammer, og der var endnu mere mørkt. Dykkede man dybere, kom man ind i et tredje kammer, hvor der var kulsort. Manddomsprøven bestod i at komme helt derind.

Jeg havde en kammerat, som var meget tynd og altid frøs, når han havde været i vandet i fem minutter, mens vi andre, som var mere kornfede, var som sælhunde og kunne være der i fl ere timer. Da min kammerat kom ned i tredje kammer, gik han i panik, han rystede, græd og råbte og skreg … Vi klappede ham et par på hovedet og råbte, at han skulle tage det roligt. Det tog os fl ere timer at få ham ud. Vi kom der aldrig mere og talte aldrig om det.

Lige med ét forsvandt den grålige farve fra boligområderne i Sydhavnen, og så var der ellers kulørte lamper, stærke farver, musik og karruseller. Der skete noget nyt i gadebilledet!

Som dreng kendte jeg ikke meget til kunst og kultur. Der blev ikke læst højt for os derhjemme. Det blev først moderne langt senere. Radioens børnetime fandt jeg pattebarnsagtig, og man kunne jo ikke forlange, at kulturlivet dengang – symboliseret ved Danmarks Radio, Det Kongelige Teater og de statsansatte orkestre – skulle nå helt ud til Sydhavnen fra det indre Frederiksberg og Kongens Nytorv.

Men de omrejsende tivolier havde vi for os selv, og det var noget helt andet at stå i teltet, hvor verdens stærkeste mand ophævede Danmarks mest demokratiske lov: tyngdeloven. Han kunne løfte tre-fire tykke fædre på én gang. Han kunne rulle med maven og få hjertet til at stå stille. Han hed Abdullah.

Der var også noget, de kaldte dødsdromen, hvor de kørte på motorcykel på væggene. Det måtte vi se! Der stod en rekommandør, og han brugte sproget på en måde, vi aldrig hørte i radioen eller i skolen. Hans sprog var i familie med min mormors måde at synge på, og nu gjaldede det pludselig ud over pladsen med en charmerende dræven på stavelserne:

„Mine damer og herrer. Her viser vi den største sensation på hele kontinentet. De skal nu se nogle vovehalse sætte livet på spil – alene til ære for Dem. For kun halvtreds øre i entré vil De kunne følge Kaj fra Løgstør, som er verdens farligste dødsdromkører. Kom nærmere, kom nærmere.“

Vi blev suget ind af den suggestion, der lå i ordene. Kaj fra Løgstør lignede ikke fædrene i gaden med deres dukkede nakker og slidte arbejdstøj. Han stod med rank ryg og et fjernt blik som en ulv. Et blik, som Clint Eastwood senere har tyvstjålet fra dødsdromen i Sydhavnen.

Leif Sylvester har som dreng oplevet de samme ting. Da han og jeg mange år senere skulle lave Drengen fra Stenbroen og vise en helteattitude, sagde jeg til Leif:

„Du skal bare gå ind i manegen og stå ligesom de der rødder fra dødsdromen!“

„Det er da klart,“ sagde han, „det er lige dét.“

Og han stod som drengen fra stenbroen med en attitude af her-kommer-jeg!

Barndommens anden store oplevelse var cirkus. Én gang om året gik vi i Cirkus Schumann, og dét, vi så, var fuldstændig i harmoni med min fantasi: Al virkelighed blev ophævet under cirkuskuplen. Der kom et orkester ind, og lyset skiftede farve. Kvinderne var overhovedet ikke som mine mostre eller mødrene i gaden. De var fuldstændig fantasifulde og fantastiske. De svævede hen over gulvene. Og hestene lugtede ikke som ølhestene og skraldehestene på lossepladsen.

Jeg elskede cirkus. Og så handlede det ikke om noget! Cirkus og gøgl lærte jeg at elske allerede som dreng, fordi der ingen formaninger var knyttet til oplevelsen. Ingen pegefingre, ingen konklusion. Man havde friheden til selv at lege med, og jeg drømte om det i ugevis.

Jeg holdt meget af Sydhavnens kombination af gaden med masser af mennesker, ejendomme med altaner og de mere øde grønne områder. Indfaldsvejene og vejkrydsene har deres egen melankolske charme. Det var den ny tid. Væk med baggårde og skumle husværter, som beboerne skulle være underdanige over for, samtidig med at de betalte for meget i husleje. Frem med lejerforeninger.

Vi havde en meget stærk lejerforening, der syntes, ungerne også skulle have noget kultur, og af de folk lærte jeg meget om kulturpolitik. Formanden fik indrettet nogle store kælderlokaler til glæde for beboerne, og vores nabo, som var maler og lidt kunstner, dekorerede væggene.

Maleren boede i den anden opgang, men havde altan op til vores. Han havde en meget smuk kone, som var helt bleg, og for at kompensere for sin bleghed brugte hun en knaldrød læbestift. Hun stod altid helt stille ude på altanen, og jeg kiggede langt efter hende. Hun lignede noget fra en film. Der var to sønner, som hun næsten ikke beskæftigede sig med, så de var vilde. Men den smukke kone og hendes kunstneriske mand led af tuberkulose og var nogle gange på sanatorium. En dag kom de ikke tilbage, og vi fik at vide, at de var døde, og deres drenge skulle på børnehjem. Drengene kom og sagde farvel. De glædede sig til at skulle på børnehjem og grinede, da de gik. Familiens bøger og møbler blev smidt ud, men ingen af os måtte tage dem.

„De smitter,“ sagde min mor, da jeg havde fundet nogle bøger.

Lejerforeningen indrettede filmklub i det nymalede kælderlokale med en sekstenmillimeterfremviser og nogle film, de havde lånt i den sovjetiske, den ungarske og den tjekkoslovakiske ambassade. Filmene handlede naturligvis om socialismen, men formanden vidste godt, at nogle af forældrene ville reagere imod det, så han fik arrangeret, at foreningen også tog ind på Strøget i København og lejede en Søren Spætte-film.

Der blev sat et skilt op:

„Filmklub på søndag. Søren Spætte.“

Hvis forældrene, som godt vidste, at lejerforeningen var rød, men samtidig gerne ville have lidt fred for ungerne, spurgte:

„Hvad viser de?“

„Søren Spætte,“ sagde vi.

Når vi så sad dernede på bænkene, og lyset blev slukket, hørte jeg en lyd, som jeg aldrig glemmer, og som jeg elsker den dag i dag: Lyden af en filmprojektor, der kører! Drrrrrrr, drrrrrrr, drrrrrrr!

Oppe på lærredet så vi unge pionerer på udflugt ved et dæmningsbyggeri ved Volga-floden, og derovre sang de åbenbart hele tiden. Vi så nogle arbejdere, og det var interessant, for vi så aldrig rigtige arbejdere på film. Men her var der masser af arbejdere, som oven i købet hørte klassisk musik, når de stod ved maskinerne eller høstede på markerne. Filmmusikken var nemlig Tjajkovskij og andre russiske komponister og store symfoniorkestre.

Vi så også, hvordan de byggede socialismen op med pionerlejre med en masse unge mennesker, der med et kækt, rødt tørklæde om halsen dansede folkedans. Og mange af pigerne var meget, meget kønne. Fotografer har det ligesom os andre: De spotter altid de kønneste piger. Det er uretfærdigt, men i krig og kærlighed eksisterer retfærdighed og demokrati ikke. Når vi havde set de opbyggelige film i tre timer, kom der en lille Søren Spætte-film på tre minutter, hvor han sagde sit karakteristiske:

„Erhr-erhr-erhr-ehrrr-ehrr, erhr, erhr, ehr, erhr, erhr …!“

Og når vi kom hjem og forældrene spurgte:

„Hvad har I set?“

Så svarede vi bare:

„Søren Spætte!“

Det er fandeme kulturpolitik!