Vi danskere er i virkeligheden meget sociale. Meget mere end mange andre, og det skyldes ikke, at vi har siddet og studeret K.K. Steinckes socialreform (1933) og sagt, at den er helt rigtig. Dét, der ændrer folks opfattelse og ændrer deres syn på livet, er kunsten. Kunsten bruger et billedsprog, man selv kan træde ind i og blive en del af.

I sangen Jens Vejmand af Jeppe Aakjær (1905) – sammen med Carl Nielsens skønne melodi – oplever vi en række medrivende billeder af solidaritet:

Så jævned han for andre

den vanskelige vej,

men da det led mod julen

da sagde armen nej;

det var såmænd Jens Vejmand,

han tabte ham’ren brat,

de bar ham over heden

en kold Decembernat

Den tekst rummer hele traditionen fra folkesangen. Aakjær slipper af sted med at skrive ’da sagde armen nej’, uden at nogen sætter spørgsmålstegn ved det. Altså, en arm kan da ikke tale, og hvis min kunne, ville den aldrig sige nej. Men det er kunstens sprog.

Nogle af mine film handler også om, hvad der sker, når lyset i mennesker slukkes, og hvad der sker, når det bliver tændt. Hvorfor tror man, når man bliver svigtet af sin far og mor, at de ikke elsker én? Måske er de bare udmattede!

Vi har ikke en sprogtradition, der tillader udtryk som:

„Mine kære børn, jeg vil dø for jer!“

Vi er bange for patos, for lidenskab og billeder i sproget. Vi har i stedet en pragmatisk terminologi, hvor politikerne lyder, som om de er til møde hos terapeuten, så de, der skulle være talsmænd og -kvinder for vores fælles visioner, lyder som sagsbehandlere.

Hvordan fanden kan det være, at vi mennesker oplever en sanselig følelse af frigørelse, fordi de får en præsident med en lidt anden hudfarve og en ny måde at tale på i Amerika? Her i landet har vi reduceret mennesket til ’et projekt’. Et menneske er uforudsigeligt og holistisk. Et helt menneske er ikke specialist. Et helt menneske er, som Karl Marx siger:

„Bonde eller fisker om formiddagen, håndværker om eftermiddagen og lærer eller kunstner eller filosof om aftenen.“

Hvad hjælper det, at man kan bruge munden, hvis man ikke kan bruge hjernen? Hvad hjælper det, at man kan bruge hjernen, hvis man ikke kan bruge benene eller hænderne? Og hvad hjælper det, at man kan bruge alt dét, hvis man ikke kan bruge sin pik? Man skal bruge det hele for at kunne nyde livet og gå på opdagelse!

Jeg ved ikke, hvad det er for en puritanisme, der medfører, at vi ikke folder os mere ud, end vi gør. Mod er til enhver tid proportionalt med det pres, man oplever udefra af normalitetskrav. Der er nogle begreber, der indsnævrer sig, for eksempel dét at arbejde. For nogle af os er det en måde at omgås på. Vi arbejder, og indimellem taler vi om andre ting, det skal der være tid til. Jeg elsker at arbejde. Jeg elsker at lave film. Jeg har en defineret rolle, når jeg laver film – ikke den mest charmerende måske, og jeg bliver aldrig inviteret med til de andres fødselsdage; men vi arbejder og omgås hinanden.

I dag defineres arbejde til at være ansat. Er man ikke ansat, arbejder man ikke. Det giver selvfølgelig nogle spændinger og ubehageligheder for pigen med de fire børn, at hun fra én, der nosser rundt på et kommunekontor i seks-syv timer, skal høre, at hun ikke arbejder. Jeg har ikke været ansat noget sted i fyrre år, så per definition arbejder jeg ikke.

Vi kunstnere har antenner, der opfanger noget, andre ikke ser – på samme måde som Jeppe Aakjær flyttede fokus fra godsejerne og kongen over på Jens Vejmand. Vi gør det usynlige synligt. Alle mine film er ét stort trylleri. Alle de personer og karakterer, der ellers ikke eksisterer i medierne, har jeg tryllet frem!

Hokuspokus, nu er Clausens venner – dem han elsker – i fokus!

Du har ikke alene rødder.
Du har også fødder,
så du kan bevæge dig.

Som man vil have forstået, betød min lærer Svend Christensen meget for mig, og jeg kan se nu, at jeg tillagde ham nogle faderlige funktioner. Han var det ikke på det praktiske plan, men han var det i ånden. Gennem Svend Christensen mødte jeg løfterne om de store fortællinger og respekten for mit eget miljø. Jeg har senere mødt andre, der har haft ham og føler på samme måde.

Han var fuldstændig uhæmmet. Han vidste, han tiltog sig en opdragende rolle. Han var stærkt pacifistisk og en kendt frihedskæmper. På den måde var han fredet; for man kunne genere mange, men man kunne ikke kritisere en mand, der havde deltaget i frihedskampen. Han troede på mulighederne i os børn. I alle hans timer og under alle hans fortællinger lå den skjulte dagsorden:

„Du er velkommen her i livet! Og Erik, du kan godt!“

Den gjaldt os alle sammen.

Dét, jeg havde påtaget mig – og dét, der sker negativt i mange hjem som mit – var jo, at jeg langsomt og usynligt var blevet manden i hjemmet. Ham, der skulle tage stilling til mange ting, der skulle mægle og forklare. Når vi fik besøg af Børneværnet, var det mig, der førte samtalen. Da jeg bestod prøven til eksamensmellemskolen i femte klasse, valgte jeg at gå med de andre over i det, der hed den fri mellemskole. Derfor kaldte inspektøren mig op til sig og råbte, at jeg var den eneste i København, der var så dum at vælge sådan. Men jeg fastholdt.

I eksamensmellemskolen ville jeg miste min skolelærer og få mange lektier for. I fri mellem sad mine legekammerater, alle rødderne, og når jeg ikke ville lave lektier, var det blandt andet fordi jeg vidste, at jeg var nødt til at arbejde hver eftermiddag. For at klare mig selv. Min mor blev også kaldt til samtale med inspektøren sammen med mig, og hun knejsede med nakken og sagde:

„Drengen må vel selv vide, hvad det er, han vil.“