Der skete ikke rigtig noget i starten mellem Pernille og mig. Jeg tror, hun havde et vist forbehold imod mig. Jeg var blevet lidt langhåret, gik med farverigt tøj – stribede bukser og cowboystøvler – der var måske lige lovlig meget sørøver over Erik Clausen på det tidspunkt. Men jeg havde da danset med Pernille og fået et kys, og så var jeg solgt. Den dag i dag bliver jeg helt bevæget ved tanken, for hvor var hun dog sød. Hun er sød, hun er skøn, hun er klog, hun er fantastisk.

Jeg havde opdaget, at kunsten forudsætter, at man er villig til at åbne for nogle kanaler inde i sig selv. Jeg havde også opdaget, at det erotiske var en meget voldsom og til dels undertrykt energi. Lige siden jeg var dreng, havde jeg haft en fornemmelse af, at der lå nogle undertrykkende mekanismer i samfundet, som ikke kun bestod af dårlig løn og trusler om arbejdsløshed, men at undertrykkelsen i høj grad lå hos én selv, på et plan, der gav sig udtryk i en manglende mental og erotisk selvtillid og tilfredsstillelse.

Der lå ligesom et underskud og lurede, og det betød også, at nogle af os, blandt andet mig, befandt os i et spleen, hvor vi havde en næsten desperat trang til hæmningsløs erotik, til fantastisk nydelse i et kæmpe opgør med det gamle luder/madonna-begreb, fordi vi drømte om, at forskellige dæmoniske skikkelser kunne samles i én og samme kvinde.

Der var kvinder, man mødte, hvor der var dømt total stådreng, samtidig med at man stod og fortalte dem om abstrakt kunst, mens andre kvinder appellerede til det æteriske og det spirituelle, og at man aften efter aften sad og skrev symbolistiske kærlighedsdigte til dem om månen og de tågeslør, der dalede ned over Damhussøen.

Jeg opdagede, at det spleen var et helvede, og jeg har brugt meget energi på at få nogenlunde harmoni ind i tingene. Jeg vil ikke sige, at det er lykkedes, men det har givet mig nogle dramatiske oplevelser med mig selv.

Da jeg havde mødt Pernille første gang, tænkte jeg på hende hele tiden.

Men dels var jeg vild, dels var jeg usikker, og jeg mente ikke, hun var interesseret i en fyr som mig. Hun kom fra en velhavende familie i Gentofte, fra en stor villa, en gammel københavnsk overklassefamilie, og hun havde noget, jeg vil ikke sige fornemt, men suverænt over sig. Et tillidsfuldt, fast og intelligent blik, som jeg ikke kendte fra mit eget kvarter, hvor det mere var det berømte vagtsomme blik, der var fremherskende.

Jeg kunne mærke, at hun også havde en kunstnerisk vibration et eller andet sted. Men der skete ikke noget, før en kammerat, der havde været på højskolen sammen med hende, holdt et karneval. Han havde selv forsøgt at blive kæreste med Pernille, men det var heldigvis ikke lykkedes. Min fætter og jeg troppede op til karnevalet. Jeg havde noget mærkeligt tøj på og var malet rød i hele hovedet. Pernille var i et eller andet sigøjnerkostume, der gjorde hende endnu kønnere end ellers, men det eksotiske og det knibske kunne hun ikke helt få frem, for hun havde stadigvæk det reelle og den klarhed, der er over hende. Jeg syntes, hun mindede lidt om Ingrid Bergman.

Jeg tror nok, jeg var en lidt forvirret ung mand, men den aften blev jeg meget determineret, inspireret under dække af min karnevalsmaskering, der gjorde, at jeg bedre kunne folde mig ud. Det blev til vild, fri dans med Pernille, og da jeg inde på et værelse fik lejlighed til at kysse hende og se hende mere eller mindre uden tøj på, var det for mig en åbenbaring af skønhed og tillidsfuldhed, som på den ene side startede den indre tiltrækningsmagnet i mig. På den anden side var jeg lidt undrende over, hvad hun så i mig.

Sandheden er jo, at det frembrusende, kunstneriske temperament, som nogle finder næsten arrogant og ser som storhedsvanvid, har en bror og en søster, der hedder tvivl og mindreværdskomplekser. Man kan ikke bare og entydigt lede efter noget nyt og et kunstnerisk udtryk uden at have en tvivl, og den tvivl, kan jeg hilse og sige, er næsten dræbende – og giver stadigvæk anledning til søvnløse nætter.

Dét med, at „det billede, den udstilling, det manuskript til den film, lavede jeg bare lige“, er en påstand. En løgn. Men det er jo ikke til at holde ud at gå og hælde vand ud af ørerne med, at fordi man har lavet et maleri på halvtreds gange halvtreds centimeter, har man ligget vågen hele natten over, om maleriets venstre side skal være grøn eller rød, når verden har andre problemer som både sult og nød, forskellige krige og hvad ved jeg …

Jeg havde altså denne lidt arrogante attitude, som nogle mænd har, at jeg lod, som om jeg ikke var rigtig interesseret. Der var mange primitive teorier om kvinder hos mænd dengang, og de gav sig helt groteske udtryk. Den ene var, at man ikke skulle vise, at man var specielt interesseret, for så mistede kvinderne interessen. Og jeg kunne godt se, at hvis man var meget påtrængende, ville det virke klaustrofobisk.

Pernille har senere fortalt mig, at jeg næste morgen – vi havde ikke været rigtigt sammen, men festen varede til den lyse morgen – bare sagde farvel, og det kan være, jeg ringer. Hun sagde:

„Du kender jo ikke mit telefonnummer.“

„Nej, hvad er det?“ spurgte jeg.

Hun fortalte det og troede ikke, jeg ville kunne huske det; men jeg fortalte hende ikke, at jeg repeterede det hele vejen ned til stationen, indtil jeg mødte en mand, som jeg lånte en blyant af, og skrev nummeret ned. Jeg ventede nogle dage. Jeg kan huske, at jeg havde noget malerarbejde, fordi jeg skulle tjene nogle penge, og da kunden ikke så det, brugte jeg telefonen og ringede til Pernille.

En af de ting, jeg holder meget af ved Pernille, er hendes sprog, hendes måde at tale på. Den er en blanding af noget meget frit og noget meget kultiveret. Nogle gange ringede jeg til hende bare for at høre hendes stemme og for at høre hende tale.

Vi aftalte at mødes. Hun skulle komme ind og se det værksted, jeg arbejdede og boede i, og min kunst. Jeg var meget inspireret af Cobra-perioden, men jeg begyndte at male noget, som jeg selv havde et blandet forhold til: maskiner.

Jeg malede store rørkoncentrationer og satte dem sammen med organiske dele. Konkret maleri med perspektiv i og rørføringer, der godt kunne være symboler på legemets opbygning, med hjertet og blodårer. Jeg synes, maskiner har en skræmmende skønhed. Det er menneskets snilde, ufattelige udregnede konstruktioner, og ved hjælp af bestemte legeringer kan man både få biler til at køre, damp i alle rørene og varme til en hel by; men man kan også lave gaskamre og fragmentationsbomber og kampfl y.

Jeg arbejdede intuitivt, lod fornuften og rationaliteten træde i baggrunden med mine maskinmalerier, og nogle af de temaer har jeg tænkt mig at tage op igen. Jeg begyndte at mærke den tilfredsstillelse, det er at få luft for det, jeg havde inde i mig. En udladning. At give udtryk for, hvad jeg i min mest individualistiske selvoptagethed selv mente, og at det kunne sige andre noget, måske, hvad ved jeg?

For mig var Pernille noget af en prinsesse. Hun var færdig med højskolen, og som et begyndende oprør mod sit miljø var hun kommet i et modsætningsforhold til sine i øvrigt meget fl inke og tolerante, men meget konservative forældre. Jeg tror, hun brugte mig som en energikilde til noget af sin egen selvrealisation, og det var hun også meget velkommen til.

Jeg havde masser af energisk overskud, når det angik hende. Hun var begyndt at tegne og male og søgte ind på en designskole for boligindretning. Hun var levende interesseret i billedkunst, kom ned på værkstedet og var meget positiv over for de ting, jeg lavede. Det betød meget for mig. Hun satte ikke spørgsmålstegn ved, at jeg ikke havde lavet så meget, og for mig var hun prinsessen i det lidt sølle kunstnerliv, jeg levede på det tidspunkt, og som bestod af få højdepunkter.

Det var som et bjerglandskab, få tinder og meget store, dybe dale. Jeg var røget helt ned i kulkælderen og havde tendens til en melankoli, som jeg kæmpede som ind i helvede med, fordi jeg ikke rigtig kunne bruge den til noget.

Vi havde også haft konflikter på værkstedet med nogle af de andre kunstnere, som kom og arbejdede der og brugte og misbrugte Leif Madsens og mit venskab. Det gav sig udtryk i meget dramatiske diskussioner og konfl ikter. Da jeg på et tidspunkt var lidt nede, gled der en stor, hvid Citroën ID19 ind med en køn, mørkhåret pige bag rattet, og lige pludselig lignede den mørke nedgang til mit kælderlokale en lys scene i en fransk film.

Det var Pernille, der kom i sin fars bil. Med sit store, åbne smil ville hun sammen med nogle venner ned på vores værksted og se, hvad det var for noget. De viste intet af den mistænksomhed, vi ellers blev mødt med – især fra piger – om, at kælderen var syndens hule og ikke et iskoldt værksted med skygger af længsel og en stor trussel af tomhed. En anden gang kom hun med tog og bus, og da hun skulle hjem, sagde jeg galant:

„Jeg følger dig op til bussen.“

Vi kom op til Gammel Kongevej, bussen kom, og jeg råbte:

„Løb!“

Galant løb jeg foran, troede jeg; men lige med ét spurtede hun uden om mig som en anden hurtigløber, nåede halvtreds meter foran mig og hoppede op i bussen og råbte:

„Ha’ det godt.“

Da opdagede jeg, at Pernille også er meget fysisk stærk, men hun kunne jo godt have ladet mig løbe forrest, ikke?

Jeg oplevede også, som allerede omtalt, hendes sans for humor. Når vi var i biografen og så en humoristisk film, grinede hun højt og hæmningsløst. Det havde jeg aldrig oplevet hos en pige før, men heldigvis siden.

Jeg var lykkelig for at finde den side hos hende, og mange gange inviterede jeg Pernille til en humoristisk film bare for at høre hende grine. Jeg havde ikke alene mødt kærligheden, jeg havde mødt Pernille.