Røde Mors Rockcirkus havde slidt på os, på kræfterne og også på familielivet, men ikke på kammeratskabet. Kollektivet er ikke en undertrykkelse af individet, men omvendt. De kollektiver, jeg har arbejdet i, har forstærket individet, ved at kollektivet gav tryghed, så man ikke skulle bruge energi på hele tiden at være i defensiven.

Nu kunne man bruge energi på at sige:

„Jeg tør også det hér! Hvad synes I om det?“

„Nej, du tør ikke.“

„Jo, jeg tør godt!“

„Nå, men så spring for helvede!“

Pernille sagde til mig:

„Erik, jeg tror, det med film er mere dig end det andet. Du fortæller altid i billeder, når du fortæller historier for mig her ved køkkenbordet, og jeg bliver tit meget bevæget, når du fortæller mig om dine filmideer.“

Jeg sprang ud i det!

Jeg har mødt meget modstand og haft kampe i mit liv, men jeg tør godt sige her, at den største kamp, jeg har haft gennem tiden, er med mig selv. Med nogle komplekser, der hedder: Du er dum. Du ser heller ikke særlig godt ud. Det er fint, hvis du kan spille klovn og få os til at grine, men du skal ikke spille klog.

Dét måtte jeg ryste af mig. Det betød, at jeg – uden at der nogensinde gik terapi i det – fik lyst til at frigøre mig fra den del af den sociale arv, der består i en mental undertrykkelse. Den mentale undertrykkelse består i, at hvis man vil udtrykke sig musikalsk, skriftligt eller filmisk, skal man først gå igennem en skoling, hvor ens indre, mentale motorik ændres. Eller man skal stamme fra et bestemt miljø. Eller sige farvel til sit eget og lægge sproget om. At bære noget med sig som en kvalitet, som en del af de menneskelige oplevelser, der har dannet én, og som man gerne vil give videre, skal man holde sig fuldstændig fra, hvis man kommer nedefra.

For Leifs vedkommende var det faktisk en tilfældighed, at han rigtigt fik hul på musikken. En af vores kammerater, assistent og trommeslager Christian Hansen, som nu er kunstmaler, havde et amatørrockorkester sammen med nogle store drenge i Vanløse. De skulle optræde på LO-skolen, og Christian spurgte Leif, om han ikke ville med, for de spillede nogle af hans sange.

„Så kan du synge,“ sagde Christian.

De kom og kiggede på Leif med beundrende blikke over, at han kunne skrive den musik. De kiggede på ham, som om han var Elvis Presley, og det giver selvtillid at blive beundret. Leif startede Sylvester og Svalerne, en stor musikalsk succes sammen med Eva Madsen – og vandt omend ikke elitens beundring, så Eva Madsen og folkets kærlighed.

Jeg vil ikke hævde, at vi befriede Vietnam, men vi befriede en stor del af den danske fantasi og det danske humør og med en kærlig hilsen til både Storm P. og Asger Jorn og mange andre vanvittige anarkister. Men vi måtte erkende, at behovet nogle gange var større end talentet. Man ser tit, at nogen laver rigtig god kunst, men behovet for det er ikke særlig stort, og det har svært ved at få gennemslagskraft. Samtidig kan man ramme et behov, som vi gjorde, der forbavsede os.

Jeg begyndte at snuse til film. Jeg havde af en eller anden mærkværdig årsag ikke rigtigt lyst til at lave dokumentarfilm. Jeg havde heller ikke lyst til at løbe og lave kaffe til en filminstruktør eller tilbyde mig som skuespiller. Nej, jeg ville lave en rigtig spillefilm med det samme, og det skulle være en danmarksfilm med to personer i yderkanten. For mig var film noget, der gik i biffen, med farvestrålende plakater foran og en handling, der bredte sig ud på det store lærred. Jeg kan sige, at jeg ikke vidste noget om film, men jeg kan også sige, at jeg vidste alt om film.

For som jeg har fortalt, havde jeg gået i biografen, lige fra jeg var en lille dreng, og suget til mig. Jeg var jo så heldig, at jeg ingen far havde, og hos mødre må man alt. De andre børn måtte kun gå i biffen en gang imellem, jeg kom der næsten hver aften i perioder.

Leif og jeg havde haft to små roller som gøglere i Morten Arnfreds Mig og Charlie, en film, der var en opblødning i forhold til datidens meget konservative folkekomedier og gav signalet til en ny tid og stil. Leif havde som nævnt fået hul igennem til sin musik og sit orkester, mens jeg stadig tog tilløb til filmens verden. Jeg følte mig egentlig godt rustet. Dels havde jeg stor opbakning fra Pernille – og fra Leif. Dels havde jeg set, hvordan man gjorde, når vi lavede fjernsyn, hvor jeg selv havde skrevet nogle af scenerne og replikkerne, men ellers snakkede jeg ikke med så mange om det.

Jeg har altid syntes, at det er spændende at skille tingene ad og se, hvad fanden der foregår, og jeg er kommet frem til, at film egentlig er en ret primitiv fortælleform. Mere i familie med tegneserier end med litteratur. Det er svært på film at skildre mentale tilstande, og det er svært at springe fra datid til nutid. Film består vel egentlig af et objektivt og et subjektivt udsagn. Det objektive er totalbilledet, det subjektive er nærbilledet. Selvom det lyder snævert, ligger der masser af muligheder i det.

Litteraturen kan sagtens inddrage et essay-lignende synspunkt om den danske arbejderbevægelse i 1910, hvor der pludselig er én, der fortæller om sin bedstefar, der var med i slaget på Fælleden eller noget lignende. Det kan filmen ikke. I hvert fald ikke uden at gå i stå. Men filmen kan vise nærbilleder, og et ansigt fortæller sine egne historier. Vi kender ellers kun nærbilleder fra vores privatliv, i forhold til vores allernærmeste, hvor man kan iagttage hinanden på få centimeters afstand.

Jeg går jo ikke ned på en cafe og stikker mit hoved helt hen til et fremmed menneskes ansigt. Det gør man på film. Nogle gange er det endda underordnet, hvad personen siger. Det er ansigtet, man studerer og lever sig ind i. Man er helt tæt på og kan både se trækkene på en person, der er født i medvind og på et menneske, der har det uønskede barns lidt defensive holdning og de ekstra rynker, der ikke hænger sammen med alderen.

Film kan helt uden ord vise ønskebarnets lette arrogance, der virker næsten provokerende på alle os fra afbudskulturen. Selvom man beskriver et ansigt i litteraturen, bliver det ikke det samme. I maleriet befriede man ganske vist portrættet, men hvis man studerer portrætmalerierne, er de som regel selviscenesat med nogle ganske bestemte hensigter og i øvrigt betalt af den, som billedet forestiller.

I mellemtiden var der kommet en ny filmlov, der beviste det indlysende, at film – ligesom kunst i almindelighed – er et frit område. Man behøver ikke en særlig eksamen eller uddannelse for at gå ind og lave film. Det er vigtigt for mig at pointere i disse tider, hvor man er fuldstændigt hysterisk med uddannelse. Hvor livserfaring ikke står op mod en bleg studenterhue. Hvor utallige kurser, blandt andet Folkeuniversitetet, ikke bliver regnet for nogen uddannelse.

Det er et stereotypt syn; for selvfølgelig kan man ikke lave en spillefilm, folk gider se, hvis man ikke har den uddannelse, der hedder livserfaring, eller den intellektuelle evne til at omsætte teori til virkelighed.

Jeg kontaktede Filminstituttet og fik kontakt med daværende filmkonsulent Erik Crone, som jeg skylder megen tak og tillid. Han syntes nærmest, det var morsomt, at jeg med min baggrund i Clausen og Petersen, cirkus, skulpturer og malerier – og den enorme nysgerrighed, der gjorde, at jeg desuden havde deltaget i urbane arkitektkonkurrencer og oven i købet vundet priser – måske også kunne lave film.

Jeg fik mulighed for at bevise over for Filminstituttet, at jeg kunne lave de første tre minutter, fik bevilget penge til at lave dem og lavede en start sammen med mine legekammerater. Den sad lige i skabet, og vi fik bevilget pengene. Men filmøkonomi er noget indviklet noget, så da de pludselig sagde, at der også skulle være nogle hundrede tusinde kroner i privatkapital, tog Sylvester og jeg det helt bogstaveligt. Vi skrabede nogle penge sammen og lagde dem ned i en plastikpose og smed posen op på bordet foran direktøren for Filminstituttet.

Han kiggede på den og spurgte:

„Hvad er det?“

„Det er privatkapital,“ svarede vi.

Han kiggede ned i posen og så, at der lå en masse kontanter. Så rystede han på hovedet, som om han tænkte: bonderøve! Jeg fandt igen ud af, at to og to ikke nødvendigvis er fire og da slet ikke i filmøkonomi. Det er abstrakte værdier, ligesom i almindelige firmaers regnskaber, og nogle gange uigennemskueligt. Men i hvert fald kom vi i gang med at lave en film.