FLERE EFTERFORSKERE HAVDE talt med personalet om bord på det X2000-tog, som Irene havde overvåget. En af dem havde sendt Viktor Jacobsson ind på politigården. Kollegaen havde syntes, at knægten var kommet med nogle interessante oplysninger.

Den unge mand var synligt nervøs. Ifølge de oplysninger, Irene havde fået på ham, var han fireogtyve år gammel, men han så yngre ud. Det kornblonde hår var omhyggeligt redt ned i en Beatlesfrisure, der skjulte det ene øje. Tøjet, der hang på hans tynde krop, kunne være hentet direkte ud af et klassebillede i realskolen i midten af tresserne: sort fløjlsblazer, krøllet, rødternet skjorte, stramme, blå cowboybukser og spidse, sorte sko. Han sad og kløede sine bumser, der spredte sig ud over begge kinder og ned på hagen. Irene prøvede at lade være med at tænke på, hvad han arbejdede med.

– Hvor længe har du arbejdet i bistrovognen? spurgte hun.

– I snart tre år, svarede han på bredt skånsk.

– Så vidt jeg kan forstå, blev du sendt ind til os, fordi du havde nogle vigtige oplysninger om Mattias Eriksson.

– Ja. Det var mig, der ordnede det sådan, at Mattias fik arbejde i bistroen. Vi er i familie. Altså langt ude. Vi er granfætre. Men vi har aldrig hængt ud sammen. Han er … var … fem år ældre. Føles ikke særlig fedt at være i familie med en morder, sagde han og smilede nervøst.

– Du arbejdede altså i bistroen og sørgede for et job til Mattias, tydeliggjorde Irene.

– Ja. For to år siden. Han mor spurgte, om jeg ikke kunne finde ud af noget. Min mor og hans mor er kusiner. Han fik et vikariat. Da Nettan kom tilbage, sprang han til, når det var nødvendigt. Senere søgte han ind som togfører. Han er … eller var … superklog. Men underlig.

Viktor begyndte at pille i en rød plet på halsen.

– Fortæl. Hvorfor var han underlig?

– Jaaa … han holdt sig for sig selv. Han havde ingen kammerater. Han talte jo med kunderne, men han var ligesom … sur. Og indimellem sagde han mærkelige ting.

– Hvilken slags mærkelige ting? spurgte Irene tålmodigt.

– Ting som, at kun de uskyldige er rene. Alle andre er urene og burde dø. Det lød næsten religiøst. Ligesom muslimerne. Engang sagde han, at piger skal tugtes, indtil de bløder. Så bliver de rensede. Han sagde ting som, at blodet renser.

– Sagde han den slags, når kunderne hørte det?

– Nej nej … Men til mig. Jeg syntes, det var … superklamt.

– Sagde han det tit?

– Næ. Nogle gange. Mest hvis vi sad og drak kaffe.

Irene spidsede øren. En tanke slog hende.

– Er der et rum i bistrovognen, hvor personalet kan sidde og drikke deres kaffe? spurgte hun.

Han holdt op med at klemme på den irriterede bums og kiggede overrasket på hende.

– Ja. Nogle gange er der ikke så meget at lave, og så kan man sidde derinde.

– Når Mattias kørte mellem Malmö og Göteborg, plejede han så at kontakte dig?

Han nikkede bekræftende.

– Altid. Han sagde, at han ikke ville sidde blandt pøblen. Så han fik lov at sidde i personalerummet i bistroen. Men faktisk måtte han egentlig ikke det. Han arbejdede jo ikke længere i bistroen. Men jeg lod ham sidde der, og det gjorde Nettan også, når hun var på arbejde.

Irene kunne mærke, hvordan pulsen steg.

– Hvad foretog han sig, når han sad alene derinde? Jeg mener på ture, hvor du havde meget at se til ude i vognen? spurgte hun.

– Han sad og hakkede på sin computer. Han var supercool til computere. Han kom ind på Chalmers og skulle studere datalogi, men hoppede fra. Han sagde, at han allerede kunne det hele.

Irene blev mere og mere sikker på, at hun havde fået den sidste brik i puslespillet i hånden.

– Du arbejdede jo torsdag aften for snart to uger siden. Kan du huske, om Mattias kørte med og sad ude i personalerummet dengang?

Han tænkte sig om et stykke tid.

– Jo. Det gjorde han, sagde han til sidst.

– Havde han en computer med?

– Ja. En lille tingest. På størrelse med en mobiltelefon. Den plejede han at have med. Han sagde, at den var fiks at have med.

Endelig havde hun fået forklaringen på, hvorfor hun havde misset Mr Groomer, da hun overvågede toget.

– Han sad altså i et personalerum godt gemt for alles blikke. Viktor Jacobsson havde nok at se til ude i bistrovognen, så Mattias kunne sidde i ro og mag og chatte med sine udvalgte piger. Og hvis nogen kom ind i rummet, kunne han hurtigt lukke ned. Det er svært at se, hvad folk har gang i på de der små skærme, sagde Irene.

Efterforskningsgruppen sad i konferencerummet. Alle fornemmede, at de var godt i gang med at lukke sagen. Det drejede sig bare om at få de sidste løse ender bundet sammen.

– Han er med hundred procents sikkerhed forbundet med mordene. Moas og Axelandras blod findes i hans bil. Hans sæd findes i bilen og på pigernes tøj. Begge pigerne havde også fibre fra den røde pelsindretning på sig. Desuden har vi hans film med pigerne. Og kniven. Det er en vandtæt sag. Formodentlig medbragte han videokameraet for at filme det, som han havde tænkt sig at gøre mod lille Ann.

Tommy tav og kiggede på papirerne, som han havde foran sig på bordet. Han granskede et af dem et stykke tid og sagde så:

– I syntes jo, at der var meget blod på mordofrenes tøj, da I fandt dem i skabet. Der stank jo. Mængden svarede ikke til de skader, pigerne var blevet påført. Nu har vi fået forklaringen. Han har hældt blod fra en kat ud over tøjet.

Tommy lavede en sigende grimasse og lagde papiret fra sig igen.

– Katteblod? Var der også katteblod på Moa Olssons lig? spurgte Fredrik.

– Nej. Det der har han gjort bagefter. Sandsynligvis en slags ritual, ifølge den psykologiske profil.

– Blod … Hans udlejers katte forsvandt. Jeg har en mistanke om, hvad der skete med dem. Og det lader jo til, at han har sagt, at kvinder skal renses med blod, sagde Irene.

Åsa bad om ordet.

– Fyren var ret creepy, hvis I spørger mig. Men der er noget, jeg har tænkt på. Han var så smart og stjal computere og chattede på toget og gjorde alt, for at vi ikke skulle kunne spore ham. Jens har jo heller ikke fundet særlig meget i computerne. Der har han omhyggeligt slettet alle spor. Og i computeren i Malmö var der intet, som kunne knytte ham til mordene. Men han lod alle beviser ligge fremme ude i garagen. Hvorfor forsøgte han ikke at skjule de ting, som han havde gemt? spurgte hun.

– Faktisk er det ikke så usædvanligt. Jeg har læst, at visse psykiatere mener, at seriemorderen inderst inde gerne vil afsløres. Samtidig føler han sig uovervindelig, når de dumme politifolk ikke kan finde beviserne for, at han er skyldig, svarede Tommy.

– Du tror altså, at Mattias var seriemorder, konstaterede Åsa.

– Helt sikkert. Han havde held med at myrde to piger, men planlagde at tage livet af mange flere. Hvis han bare var kommet i nærheden af dem, så havde han også myrdet dem. Gudskelov repræsenterer han ikke en almindelig mordertype, men de findes jo. Ifølge mange af vores eksperter, så har nettet givet seriemorderne større mulighed for at finde deres ofre. Hvilket dette tilfælde med Mattias Eriksson er et lysende eksempel på. Det værste er, at jeg tror, at vi vil skulle opklare flere, lignende mordsager i fremtiden.

– Tja, for et stykke tid siden fangede de jo en mand, som de mistænker for at have dræbt homoseksuelle mænd. Jeg tror, han er beviseligt knyttet til to eller tre af mordene. Alle fem ofre var kommet i kontakt med ham via internettet, påpegede Fredrik.

– Jeg er ikke bange for, at jeg bliver arbejdsløs, sagde Jens.