DET GRÅLIGE MORGENLYS stemte godt overens med stemningen inde på det kontor, hvor de to efterforskere fra afdelingen for henlagte sager holdt til.

– Han smuttede ud af nettet, sagde Andersson mat.

– Elegant, erkendte Fryxender.

De tænkte tilbage på, hvordan hændelserne havde udviklet sig i Oscar Leutnerwalls bibliotek dagen forinden.

Da Oscar Leutnerwall var kommet tilbage, slæbende på en stor støvsuger, der ville få eksperterne i Hvad er det værd til at falde i trance, havde Fryxender konfronteret ham med fundet af Mats Perssons forsvundne biblioteksbøger. Den gamle diplomat havde lyttet med et helt udtryksløst ansigt. Da Fryxender havde spurgte ham, hvordan bøgerne var havnet i hans reol, havde han roligt svaret: »Jeg fik en masse bøger af Calle, da jeg fyldte år. Han havde været til bogudsalg på biblioteket og havde, som han sagde, fundet en hel del interessante ting. De to bøger om Stig Wennerström havde jeg allerede læst, men det havde jeg ikke hjerte til at nævne for ham. Hvis jeg skal være ærlig, så satte jeg bare bøgerne på den nederste hylde der, og så glemte jeg alt om dem.« På spørgsmålet om, hvornår han fik bøgerne, havde han skråsikkert svaret: »For otte år siden. Det var, da jeg fyldte femogfirs.«

Calle Adelskiöld skulle altså have været i besiddelse af Mats Perssons biblioteksbøger i seksten år, inden han gav dem væk til sin fætter Oscar i fødselsdagsgave.

– I dag er det fredag. I morgen har oldingene fødselsdagsfest, og så rejser de til Mauritius. Når de kommer hjem, har jeg tre uger tilbage, før jeg går på pension. Hvis du vil have mig undskyldt, så vil jeg skide højt og flot på den her sag og bruge mine sidste uger i aktiv tjeneste på at indvie dine nye kollegaer i vores afdelings hårde arbejde, sagde Andersson bestemt.

Fryxender sad og stirrede ud gennem det beskidte vindue, og det virkede ikke, som om han lyttede til sin kollegas tilkendegivelse. I stedet trommede han stille i bordet med fingerspidserne. Til sin overraskelse opdagede Andersson, at han genkendte melodien: Beethovens symfoni nummer 5, Skæbnesymfonien. Han skulle lige til at spørge, om det virkelig var den, da Fryxender slog håndfladen i bordet.

– Vi er nødt til at tale med den gamle knark igen! Vi spurgte aldrig, hvordan det egentlig forholdt sig med den der påståede sommerromance med Staffan Molander. Ifølge avisudklippene var Oscar Leutnerwall kendt for at være damernes ven. Attraktiv ungkarl og alt det der, vi kunne læse.

– Er det virkelig så fandens vigtigt? Nu om dage er de fleste jo ligeglade med, hvad og hvem man krammer i gadedøren, fnøs Andersson.

– Jeg tror, det er vigtigt i den her sag. Spørg mig ikke hvorfor … men det føles sådan.

– Hvorfor? spurgte Andersson omgående.

Fryxender virkede ikke, som om han opfattede ironien, eller også var han ligeglad.

– Det her med, at Oscar ser ud til at have været biseksuel eller bøsse. Og Calle, der pludselig begyndte at leve i cølibat … jeg tror, det betød noget for hændelsesforløbet. Men jeg ved ikke hvordan.

Han faldt igen hen i tanker, inden han gentog:

– Vi er nødt til at tale med Oscar Leutnerwall igen.

Netop da ringede telefonen på Fryxenders skrivebord. Han løftede røret og svarede. Andersson kunne se, hvordan han stivnede. Derefter sagde han et par enstavelsesord. Til sidst sagde han:

– Vi kommer præcis klokken to. Hej så længe.

Han lagde langsomt røret på.

– Det var Oscar Leutnerwall. Han vil se os i eftermiddag klokken to og byde os på kaffe. Han har noget, han gerne vil fortælle.

En bleg sol kæmpede for at prøve at presse lidt sol ned mellem de blade, der stadig fyldte træernes kroner. Det var en stille efterårsdag, og luften føltes kølig. Efteråret havde været mildt, og løvfaldet ville forhåbentlig lade vente på sig. Men Andersson var for gammel til at gøre sig nogen illusioner, efteråret var et faktum, og snart ville det være vinter. Den rejse til Thailand, som han og Elvy skulle på, blafrede som et lys i mørket. Bare det nu ikke blev for varmt, tænkte han en gang imellem.

Oscar Leutnerwall åbnede døren for dem. Han var iklædt en blå-og hvidstribet skjorte under en strikket pullover i samme farve som de blå striber og de mørkeblå bukser. På fødderne havde han sine udtrådte tøfler. Sokkerne havde samme farve som pulloveren, hvilket selv Andersson lagde mærke til.

– Det var venligt af jer at tage jer tid til at komme igen, sagde Oscar.

Han tog nogle bøjler frem, så de kunne hænge deres jakker ind i garderoben. Derefter viste han dem vej til den store dagligstue. Ilden brændte i den åbne pejs, og en tør, skøn varme bredte sig.

Oscar havde sat en ekstra lænestol hen til kobberbordet ved ilden. Han bad politimændene sætte sig i de bekvemme øreklapstole. Han ville selv sidde i den ekstra lænestol. Først skulle han bare lige have Winston væk. Den lå på ryggen med poterne i vejret og lod, som om den sov. Dens herre satte bakken med kaffe fra sig og uden at gøre yderligere anstalter, løftede han Winston ned på tæppet. Misfornøjet og fnysende spankulerede katten væk med retning mod biblioteket. Dens hale stod lige op i vejret.

Leutnerwall skænkede kaffe af den sølvkande, som hende der Vivan – eller hvad det nu var, sølvsmeden hed – havde lavet. Andersson kunne også se, at der stod et cognacglas ved siden af hver kop. Uden at spørge om de ville have noget, hældte den for længst pensionerede diplomat generøst op i glassene.

– Vær så god. I får brug for det her, tro mig, sagde han.

Andersson syntes, han så træt og huløjet ud. For første gang så Oscar Leutnerwall faktisk ud til at være oldgammel.

– Skål, mine herrer. For sandheden, der nu skal fortælles. Tiden er inde, sagde Oscar højtideligt.

De hævede glassene og skålede. Andersson snusede forsigtigt duften ind gennem næseborene, inden han smagte. Han drak sjældent cognac, men duften og den runde smag sagde ham, at der ikke var tale om den billige slags. Oscar Leutnerwall var en mand, der kun undte sig selv det bedste. Anderssons egen indstilling var, at det meste kunne drikkes, især hvis det var gratis.

Da Oscar Leutnerwall havde sat sit glas ned, sagde han:

– En gammel ven, som jeg ikke har hørt fra i femogtyve år, ringede i går. Staffan Molander. Han fortalte, at I havde fået fat på et vidne, der havde set os sammen uden for Calles hus i sommeren 83 …

Han tav og greb igen om cognacglassets fod. Med et blegt smil hævede han igen glasset og sagde:

– Jeg skal huske at lovsynge jer. Det er imponerende at kunne få den slags oplysninger frem efter så mange år. Man tror, at tiden læger alle sår. Sandheden er, at intet forsvinder, så længe der er nogen i live, som kan fortælle om det.

Han nikkede til politifolkene og nippede til glassets indhold. Så rømmede han sig og sagde:

– Jeg har ligget søvnløs i nat. Man kan måske sige, at jeg har kæmpet en kamp med min samvittighed. Et æresord er helligt for mig. Men nogle gange må sandheden frem. Det føles, som om det øjeblik er kommet nu. Naturligvis har jeg spekuleret på, hvordan jeg skal kunne fortælle det her til jer. Og der er kun én måde at gøre det på. Nemlig at begynde ved begyndelsen.

Drop sludderen og kom til sagen, tænkte Andersson.

– Astrid fortalte jer jo, hvordan Calle og jeg mere voksede op som brødre end som fætre. Vi gik i samme skole og vores familier tilbragte meget tid sammen. Vores mødre var søstre og stod hinanden meget nær, fordi de ikke havde andre søskende. Som I ved, så begik Calles far selvmord, da han gik fallit. Moster Vera og Calle flyttede til huset ved Korsvägen. Det tog kun et par minutter at løbe gennem parken, når vi skulle ses. Det, jeg gerne vil understrege, er, at Calle og jeg helt fra barneårene kendte hinanden meget godt. Som I ved, så studerede både Calle og jeg jura i Uppsala. Han begyndte et par semestre efter mig. Vi fik vores egne venner og havde det sjovt. Jeg sås en del med mine studiekammerater, og Calle var sammen med sine. Selvfølgelig så vi hinanden tit. Vi lejede for eksempel værelser i den samme pension. Jeg boede længst oppe, og Calle boede i stuen. Men som sagt … vi havde også vores egne omgangskredse. Efter et stykke tid kunne jeg mærke, at Calle var blevet meget fortrolig med en af sine studiekammerater. Han hed Sverker og var søn af en kendt finansmand. En dag skulle jeg hente en bog, som Calle havde lånt af mig. Jeg havde brug for den til min prøveeksamen. Jeg bankede på hans dør. Da ingen svarede, gik jeg ind. Og der lå Calle og Sverker nøgne i sengen.

Oscar tav. Han sendte fadet med kager rundt og tog selv en lille chokoladetrøffel. Forsigtigt lagde han den ned på tallerknen og spiddede en bid med gaflen. Det virkede ikke, som om han smagte på godbidden, da den var puttet i munden. – Siden tidsånden i trediverne ikke var præget af nogen videre fordomsfrihed, så kunne man godt have forventet, at jeg reagerede negativt. Sagen var bare den, at jeg ikke var så uskyldig selv. Allerede i teenageårene havde jeg indset, at jeg var biseksuel, selvom jeg ikke kunne sætte ord på indsigten. I studieårene i Uppsala havde jeg rig lejlighed til at teste min seksualitet. Mit udseende tiltalte både mænd og kvinder. Jeg var aldrig i tvivl, men vidste, hvad jeg var tiltrukket af: Individer. Jeg var tiltrukket af unge, smukke individer. Ikke af et bestemt køn. Sådan har det været hele mit liv, og det har virkelig beriget mig.

– Var det derfor, du aldrig giftede dig? indskød Fryxender.

Så vidt Andersson kunne se, havde han ikke rørt sin cognac. Godt, så kunne han køre tilbage.

– Ægteskab … Det har aldrig ligget til mig. Jeg har ikke haft lyst til at binde mig. Og kun være tro imod én … nej. Jeg har aldrig været i stand til at føle kærlighed eller blive forelsket, men jeg har aldrig savnet det. Ikke et sekund.

– Men Calle og Sverker dannede altså par, antog Fryxender.

– Ja. De var sammen. Calle fortalte mig, at de tilhørte en sammenslutning af unge mænd, der af og til mødtes. Havde sjove fester og så hinanden. Det var meget almindeligt inden for studenterlivet i Uppsala. Det, der adskilte den her flok kammerater fra andre sammenslutninger, var, at de var bøsser. Derfor måtte de holde foreningen hemmelig. Medlemmerne blev meget nøje udvalgt. At den her gruppe eksisterede, var ikke noget, man udbasunerede. Der var jo tale om en kriminel sammenslutning.

– Kriminel? Hvem stemplede den som kriminel? spurgte Fryxender overrasket.

– Loven. Ifølge gældende svensk lov dengang, var homoseksualitet kriminelt og blev straffet med fængsel. Det faldt ind under paragraffen om sodomi. Loven blev først ophævet i 1944.

– Jeg vidste ikke, at det betød fængselsstraf helt ind til midten af fyrrene. Jeg kan bare huske, at vi på Politiskolen lærte, at homoseksualitet var et symptom på psykoser og andre svære, psykiske sygdomme, sagde Fryxender.

– Hvornår gik du der?

– Det må have været i 1971.

– Så skal det nok passe. Det psykiske stempel blev først fjernet i 79.

Oscar Leutnerwall tav og så ind i ilden, der var ved at brænde ud. Da han rejste sig for at lægge mere brænde på, lagde Andersson mærke til, at han var stiv i hofterne. Det var noget, han ikke havde set tidligere.

– Jeg vil gøre det klart for jer, hvordan det forholdt sig juridisk i 30’erne og helt frem til 1944. Fængselsstraf, altså. Efter 1944 og frem til slutningen af halvfjerdserne blev man indlagt på psykiatrisk afdeling. Der var med andre ord ikke grobund for Gay Pride parader, sagde Oscar og smilede lidt ironisk.

For Andersson var det, Oscar Leutnerwall havde fortalt, ikke præcis nyt. Han var overrasket over, at Fryxender ikke virkede, som om han vidste, hvordan det havde været før i tiden. Kunne det skyldes aldersforskellen? Da han otte år før Leif selv havde gået på Politiskolen, havde der ikke været den mindste tvivl om lærernes og holdkammeraternes indstilling til bøsser og lesbiske. Man havde lavet grove vittigheder om dem, og alle havde anset homoseksualitet som noget perverst.

– Hvad kaldte de sig? Ordener plejer jo at have et navn, sagde Fryxender.

– De kaldte sig Ovidii kammeratnetværk. Men for det meste sagde de bare Nettet. Deres valgsprog var Nitimur in vetitum semper cupimusque negata efter et citat af digteren Ovid. Oversat lyder det: Vi drages mod det forbudte og begærer det, der er os nægtet.

Det gibbede i begge politimændene, da han nævnte Nettet, men ingen af dem kommenterede det. De lod den ældre mand fortsætte sin historie.

– Jeg blev indbudt til nogle af festerne. Meget hyggelige og velorganiserede. Det eneste, som adskilte dem fra andre ordensfeste var altså, at fyrene var sammen med andre fyre.

– Var du medlem? indflettede Fryxender.

– På sin vis … det må man vel sige. Jeg deltog ikke regelmæssigt i deres sammenkomster. Jeg havde min sædvanlige omgangskreds, og jeg gik ud med kvinder. Derfor var jeg ikke med til den ulyksalige midsommerfest i 41. Da var jeg med gode venner på Marstrand. Calle var blevet i Uppsala. Officielt for at terpe til eksamenen i august. Den egentlige grund var, at Sverker også var blevet i byen. I løbet af juli og begyndelsen af august skulle Sverker og hans familie være i sommerhuset i Skåne. Men midsommeraften tilbragte Calle og Sverker sammen med nogle af de andre fyre i Nettet. De holdt til i et lille sommerhus ude ved Roslagen. Af en eller anden grund var efterretningstjenestens Elof Persson på opgave lige i nærheden.

Oscar afbrød sig selv og hældte lidt mere kaffe og cognac op til sine gæster. Hans hænder rystede let, da han serverede drikkevarerne. Det var egentlig det eneste tegn på, at han var berørt af det, de talte om. Hans stemme afslørede ingen følelser.

Andersson takkede glad ja til en ny cognac, mens Fryxender afslog. Han havde stadig ikke rørt den første.

– Det var en fin midsommeraften. Calle fortalte, at selvom det skete sjældent, så var drengene rigtigt løsslupne og drak mere, end de plejede. Ellers var man altid på vagt og tabte aldrig kontrollen. Rædslen for at blive afsløret var altid til stede. Hytten lå afsides, og de troede ikke, at der var nogen i nærheden. De kunne vel ikke vide, at den nidkære efterretningstjeneste i skikkelse af Elof Persson arbejdede midsommeraften … men det gjorde den. Han var der sandsynligvis for at holde øje med forskellige spionaktiviteter. Der skete meget af den slags langs den svenske kyst i krigsårene.

Oscar tav igen. Han øjne mistede deres skarphed, og han virkede pludselig fraværende. Selvom historien var for omstændelig til Anderssons smag, var han alligevel modvilligt blevet mere og mere interesseret. I selskab med den gode cognac kunne han godt tænke sig at lytte til resten af historien.

– Den lyse sommernat indbød til at bade i havet. Hytten havde sin egen lille strand og badebro. Drengene løb derned og kastede sig nøgne i havet. Bagefter smuttede nogle af parrene ud for sig selv. Blandt andet Calle og Sverker. Godt gemt bag et buskads havde de sex. Hvad de ikke vidste, var, at Elof Persson lå på en lille forhøjning i nærheden og tog perfekte billeder af dem med sin telelinse.

Oscar tog en dyb indånding. I samme øjeblik hørtes et højt brag fra biblioteket.

– Winston, konstaterede Oscar og rejste sig.

Han skyndte sig ikke, da han gik mod døren. Den foroverbøjede gang var en ældre mands. Han bevægede sig slet ikke med de samme spændstige skridt, som da de mødtes første gang. Hvor hurtigt årene dog pludselig indhentede ham, tænkte Andersson. Han nåede næsten at drikke sin kaffe, inden Oscar kom tilbage til stuen. Under armen bar han Winston, der svingede surt med halen.

– Det var bare en brevpresser. Men han er i bøllehumør og finder på ulykker, så nu må han blive herinde, sagde Oscar.

Han placerede resolut den genstridige kat på skødet. Langsomt begyndte hans lange, tynde fingre at glide med cirklende bevægelser over den snehvide pels. Efter et stykke tid slappede katten af og begyndte at spinde.

– I begyndelsen af juli blev Calle kontaktet af Elof Persson. Han forlangte fem tusinde kroner. Ellers ville han vise politiet billederne. Selvfølgelig havde Persson også forsøgt at få fat i Sverker, men uden held. Han var hos sin familie i Skåne. Det er nok grunden til, at Persson gik til Calle. Men sagen var jo den, at Calle ikke havde nogen penge. Han levede af det, min far og min moster sendte til ham. Det lykkedes Calle at overbevise Persson om, at han kun kunne fremskaffe tre tusinde kroner, og Persson gik med til det. Pengene og billederne blev udvekslet en sen aften i Tantolunden. Calle fortalte, hvor lettet han havde følt sig, selvom Persson hele tiden havde overfuset ham med ukvemsord. En måned senere lod Persson høre fra sig igen. Han havde ikke givet Calle alle billederne. Og negativerne havde han også stadig. Elof Persson ville have flere penge. Stakkels Calle gik fuldstændig i panik. Hans første tanke var at skyde sig, ligesom hans far havde gjort det. Da han havde besindet sig, tog han en helt anden beslutning. På en eller anden måde lykkedes det ham at låne tre tusinde af sin mor. Han bandt hende en historie på ærmet om, at han var nødt til at rejse til Moskva til et interview. Det handlede om en embedsmandsstilling på ambassaden derovre, en stilling, han eventuelt kunne få efter sin eksamen, og han havde brug for pengene til rejsen. Men alt var hemmeligt, hun måtte ikke kontakte ham, og han kunne ikke kontakte hende. Han havde heldet på sin side, da han siden hen fik en stilling derovre. Moster Vera fattede aldrig mistanke.

Oscar lavede en kort pause. Al den snakken virkede til at have gjort ham tør i munden. Begge kriminalbetjente sad tålmodige og ventede på, at han skulle fortsætte.

– Også denne gang skete afleveringen af pengene ved midnat i Tantolunden. Men Elof Persson havde nok aldrig forestillet sig, hvad Calle ville gøre bagefter. Persson gik direkte hjem til Hornsgatan uden at se sig tilbage en eneste gang. Calle listede efter ham. Og fandt altså på den måde ud af, hvor pengeafpresseren boede.

Oscar drak lidt kaffe for at fugte struben, inden han fortsatte:

– Da Persson kontaktede ham for tredje gang og forlangte det samme beløb, havde Calle allerede sin plan klar. Han ville myrde Elof Persson. Tokarevpistolen stjal han ganske enkelt fra en af min fars bekendte. De var en flok våbeninteresserede herrer, der plejede at mødes på forskellige skydebaner. Det begyndte de med længe før krigen, og de fortsatte i krigsårene. Da Calle var i Göteborg på besøg i løbet af august, tog han med dem med henblik på at få fat i en pistol. Der var ingen, der undrede sig over, at han var med. Både han og jeg havde i vores unge år lært at skyde af mændene i klubben. Af og til var vi taget med for at vedligeholde den smule dygtighed, som det trods af alt var lykkedes os at få tilegnet os. Denne gang var Calle heldig. En af fars venner, der i øvrigt var generalmajor, var kommet i besiddelse af nogle moderne pistoler, som han stolt demonstrerede. Herunder Tokarevpistolen. På en eller anden måde lykkedes det Calle at få både pistolen og den tilhørende ammunition med sig. Indholdet i de små lommelærker, som herrerne plejede at styrke sig med, har sikkert også bidraget til hans succes. Og der blev også altid budt på smørebrød med øl til disse møder. Selvom alkoholen var rationeret, så havde de altid held med at få samlet rigeligt med øl.

– Savnede den der generalmajor ikke pistolen? spurgte Fryxender.

– Formodentligt. Men det var næppe den type våben, man efterlyste offentligt. Der var mange illegale våben i omløb på markedet. Beslaglagte våben, der aldrig blev bogført, var der også rigelig af. Krig medfører altid et vist kaos, det kan man ikke komme uden om. Det kan være ens beskyttelse nogle gange. Calle blev aldrig mistænkt for at have stjålet våbnet. Det forsvandt bare, og ingen spurgte efter det.

Oscar holdt en ny pause og så ind i ilden. Kun kattens spinden brød stilheden i stuen.

– Elof Persson lod høre fra sig og meddelte, hvor de skulle mødes. Calle tog ingen penge med af den simple grund, at han ikke havde nogen. I stedet havde han den ladte pistol med. Calle stillede sig på lur i naboporten. Da Elof Persson trådte ud af porten for at gå til deres møde, trådte Calle frem fra sit gemmested og skød Persson med tre skud. Siden skyndte han sig væk. Det var dårligt vejr og helt mørkt, fordi der var påbudt mørklægning. Dagen efter skete Hårsfjärdenkatastrofen, og alle efteretningstjenestens ressourcer blev koncentreret om den. Mordet på Elof Persson havnede i skyggen og blev aldrig opklaret. Og der kunne historien være sluttet. Hvis ikke det havde været for Calle. Og moster Vera.

Han sukkede højt, og blikket blev igen fraværende. Det var, som om den gamle mand så for længst afdøde mennesker i stuen. Andersson tog en lille slurk af cognacen for at jage spøgelserne på flugt.

– I løbet af årene i Moskva tror jeg det lykkedes for Calle så nogenlunde at fortrænge erindringen om, hvad der var sket. Da vi kom tilbage efter krigen, indhentede det ham. Min kære fætter havde allerede i Uppsala udviklet en stor kærlighed til flasken. Desværre var det ikke blevet bedre med årene. Desuden snakkede moster Vera konstant om, at han burde gifte sig. Det var hans pligt at føre slægten videre. Han var fortvivlet og talte med mig om det, men desværre havde han ikke den samme præference som mig. Han var rent homo. Løsningen blev en meget ung og blufærdig pige ved navn Greta Bergman. Hun var knap tyve år gammel, og han var ti år ældre, da de lige efter krigen forlovede sig. Calle kunne faktisk rigtigt godt lide hende, men forsøgte hele tiden at undgå den mere intime side af forholdet. Hun var ikke dum. Jeg tror, hun anede, at det aldrig ville komme til at fungere. Da hun gjorde det forbi, gav hun hans alkoholvaner skylden. Han var allerede på det tidspunkt skejet ud til nogle fester. Stakkels Calle havde arvet sin fars alkoholisme og var kvartalsdranker.

– Fortalte han aldrig dig om mordet i løbet af de år, I var i Moskva? spurgte Fryxender.

– Nej. Ikke et ord. Jeg tror, det lykkedes ham at fortrænge det fuldstændigt. Men der var en anden sag, det ikke lykkedes ham at fortrænge i de år: kærligheden til Sverker. De genoptog kontakten, da Calle kom hjem igen. Han blev helt knust, da Sverker efter et års tid besluttede sig for at gifte sig. Men sådan var det på den tid. Han giftede sig i 47 og fik tre børn i rap. Calle giftede sig i begyndelsen af 50’erne med en noget ældre operasangerinde, der hed Lilly Hassel. Det endte i skilsmisse efter halvandet år. Det eneste, de havde tilfælles, var deres interesse for alkohol. Lilly gik desværre langsomt til.

– Skilsmissen … var det derfor, Calle holdt op med at se kvinder? spurgte Andersson.

Det var det første, han havde sagt, siden Oscar var begyndt på sin historie, men han var oprigtigt nysgerrig. Præcis den detalje havde optaget ham meget.

– Nej. Årsagen var, at Sverker begik selvmord. Han kunne ikke længere klare dobbeltlivet. Calle blev fortvivlet, og en overgang frygtede jeg, at han ville gøre det samme som Sverker. Det gjorde han ikke, men han besluttede sig for at holde op med at spille heteroseksuel over for omverdenen. I stedet blev han aseksuel. Nu skyldte han skylden på, at han havde fået brændt fingrene af sit mislykkede ægteskab med Lilly. Han gik meget op i sit arbejde og gjorde tapre forsøg på at blive herre over alkoholen. For det meste fungerede det fint, men af og til faldt han igennem. Fordi vi arbejdede i forskellige lande, kunne der gå lang tid mellem, at vi sås. Stakkels Calle blev under den glade overflade et meget ensomt menneske. De sidste år i aktiv tjeneste blev der kortere og kortere mellem tilbagefaldene, og til sidst var han nødt til at gå på pension før tid. Han fik gode økonomiske vilkår og var utroligt lettet. I årene op til sin pension havde han sat moster Veras lejlighed i stand, og han flyttede hjem til sit elskede hus. Han undte stadig sig selv, hvad han syntes var vigtigt her i livet: gode cigarer, god alkohol og V65. Desværre havde han altid elsket at spille på heste, hvilket var en af de medvirkende årsager til, at han aldrig havde held med at spare penge sammen. Af og til vandt han, men aldrig store beløb. Penge havde en tendens til at løbe ud mellem Calles fingre. Lige så hurtigt de kom ind, lige så hurtigt forsvandt de igen.

Nu snorkede Winston højlydt på sin herres skød. Andersson begyndte at føle sig behageligt døsig af cognacen og varmen fra ilden.

– Følte du dig aldrig presset til at stifte familie? spurgte Fryxender.

– Selvfølgelig. Men jeg blev ikke presset så hårdt som Calle. Jeg havde min smukke søster, som var gift og sikkert ville nedkomme med et helt kuld unger. Sådan gik det så desværre ikke. Astrid aborterede flere gang i løbet af årene. Da hun fyldte fyrre, besluttede hun sig for at opgive tanken om at få et barn. Hun satsede i stedet på sin karriere. Slægterne Leutnerwall og Adelskiöld slutter altså med Astrid og mig.

– Hvad skete der med Mats Persson? fortsatte Fryxender.

I lang tid virkede det, som om den gamle diplomat ikke havde hørt hans spørgsmål.

– Mats Persson, gentog han endelig. Det var så ulyksaligt det hele. Jeg kan stadig huske præcis, hvad der skete. Min telefon ringede ved syvtiden om aftenen. Jeg havde en god ven på besøg til en drink, og vi skulle så ud at spise sammen. Så snart jeg hørte Calles hysteriske stemme i røret, bad jeg min ven om at gå. Jeg sagde det, som det var, at det virkede, som om Calle havde fået akut delirium. Min ven kendte til Calles problem og forstod. Han trak sig tilbage uden unødvendig snak. Det var næsten umuligt at forstå, hvad Calle sagde, men han gentog flere gange: »Sønnen er død! Sønnen er død! Og han ligger på dit tæppe!« Det gjorde mig endnu mere sikker på, at min fætter var akut forvirret. Jeg forsikrede ham om, at der ikke lå nogen død søn på nogle af mine tæpper, og jeg prøvede, så godt jeg kunne, at berolige ham. Endelig forstod jeg, hvad han mente. Han havde fået nogle tæpper af mig, da han flyttede ind i sin nyrenoverede lejlighed. På et af disse lå der en død mand. Så blev jeg urolig og sagde til Calle, at han ikke skulle foretage sig noget. Jeg lovede at komme med det samme. Og det gjorde jeg. Aldrig nogensinde har en mand på omkring de halvfjerds løbet så hurtigt gennem Näckrosparken, som jeg gjorde den aften. Og da jeg nåede frem, kunne jeg kun konstatere, at Calle havde haft ret. Der lå en død mad på tæppet i entreen. Skudt i brystet og i hovedet. Og Calle sagde, at det var ham, der havde gjort det.

Anderssons døsighed var som blæst bort. Det her var altså forklaringen på, hvorfor Mats Persson forsvandt for snart femogtyve år siden: Han blev myrdet af en alkoholiseret tidligere embedsmand i udenrigsministeriet. Som også havde myrdet Mats’ far. Jøsses, sikken en sæbeopera!

– Vi gik ind i Calles dagligstue, og jeg fik hældt lidt mere sprit i ham. Det beroligede ham, og så fortalte han ret fattet om mordet på Elof Persson toogfyrre år tidligere. Jeg forstod, at det gennem årene havde plaget ham, men at han var begyndt at føle sig mere og mere i sikkerhed, som årene var gået. Så ringede telefonen pludselig en morgen den 9. november 1983. En mandsstemme præsenterede sig som Elof Perssons søn, Mats. Nu ville denne Mats gerne møde Calle for at diskutere sin myrdede far. Det var et frygteligt chok for Calle. Han fik sagt, at det ikke kunne lade sig gøre før efter klokken seks om aftenen. Derefter gik han rundt i huset og skræmte sig selv. Han fik lavet sig et rædselsscenario, i hvilket sønnen havde fundet Elofs efterladte fotografier fra midsommernatten i 41. Nu ville sønnen begynde at true og afpresse Calle. Måske endda anklage ham for mordet på faren. Eftersom min fætter var, som han var, forsøgte han at styrke sig med betydelige mængder alkohol i løbet af dagen. Lige inden Mats Persson skulle komme, gik Calle ned i kælderen. Der havde han gemt Tokarevpistolen og ammunitionen efter mordet på Elof. Den havde altså ligget der siden 41. Nu tjekkede han, om pistolen fungerede og ladede den. Da Mats Persson ringede på, var Calle på randen af hysteri. Den stakkels Mats nåede kun lige at træde over tærsklen, så skød Calle ham. Bagefter flakkede han rundt i lejligheden. Da det endelig lykkedes for ham at tænke klart, ringede han til mig.

– Hvordan tror du, det lykkedes Mats Persson at få fat i din fætters navn? spurgte Fryxender.

– Ved jeg ikke. Det mest sandsynlige er vel, at Elof Persson havde skrevet hans navn ned et eller andet sted, og at Mats fandt det i hans efterladenskaber. Når man betænker, at Elof pressede penge af Calle, så er det jo ikke helt usandsynligt, at det var sådan, det gik til.

Fryxender nikkede, som om han samtykkede. Derefter sagde han:

– Vi fandt tre navne, som Mats havde nedskrevet og sat ring om. Carl-Johan Adelskiöld, Oscar Leutnerwall og Stig Wennerström. Hvorfor skrev han jeres tre navne op sammen?

– Ingen anelse. Mit navn var der sikkert, fordi Calle og jeg var fætre. Som jeg nævnte forrige gang, da vi diskuterede Wennerström, så er det eneste, der forbinder os med ham, at vi gjorde tjeneste i Moskva under krigen. Dog ikke samtidigt.

Det der har vi jo allerede æltet rundt i, tænkte Andersson. Hvad skete der egentlig med Mats Perssons lig siden hen? Det var mere interessant at finde ud af.

– Og så hjalp du din fætter med at mure liget inde, fortsatte Fryxender, som om han var i telepatisk kontakt med sin kollega.

– Ja. Hvad skulle jeg ellers gøre? Nu kan jeg godt se, at det var forkert, men dengang … Calle var nedslidt og syg af sin druk. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at han skulle havne i fængsel. Jeg gik ned i kælderen og inspicerede fyrrummet. Der var både teglsten og cement tilbage. Jeg gik op igen, og så tog vi fat i hver sin ende af tæppet og bar liget ned i kælderen. Det var så enkelt at stuve det hele ind i det gamle rum til opbevaring af træ. Vi lagde pistolen, ammunitionen og til sidst tæppet med Mats Persson derind. Calle må have glemt stofposen med biblioteksbøgerne. Jeg kendte ikke noget til den, før I fortalte mig om den. Formodentlig vaklede han rundt inde i lejligheden med posen og stillede den fra sig et eller andet sted. Så det der med bøgerne, som han gav mig, da jeg fyldte femogfirs, er sandt. Men han fortalte mig ikke, at de tre bøger stammede fra Mats Persson. Hvis jeg havde vidst det, havde de selvfølgelig ikke fået lov til at stå der, hvor I fandt dem.

Han lavede en grimasse og rystede på hovedet.

– Efter at have stuvet Perssons lig ind i brænderummet, brugte vi hele natten på at mure åbningen til. Det tog tid for os, for ingen af os havde erfaring med den slags arbejde. Men det gik. Hen imod morgen ryddede jeg op og fjernede alle spor efter det, vi havde gjort. Så gik jeg hjem gennem parken. Det var så tidligt, at jeg ikke engang mødte nogen, der var ude med hunden. Jeg tog et brusebad og gik i seng. Underligt nok sov jeg i flere timer. Da jeg vågnede, ringede jeg til Calle. Han var faldet til ro, og vi blev enige om, at vi aldrig mere ville nævne, hvad der var sket i løbet af aftenen og natten. Og det gjorde vi faktisk heller ikke.

– Vidste din søster noget om, at fætter Calle havde myrdet to mænd? spurgte Fryxender roligt.

Det gav et sæt i den ældre mand, og han sendte ham et skarpt blik.

– Nej. Astrid har aldrig fået noget at vide om det her. Og jeg håber, at det kan forblive sådan. Det bliver svært nok for hende …

Han afbrød sig selv og satte Winston ned på gulvet på trods af kattens højlydte protester. På en smule usikre ben gik Oscar i retning ad biblioteket. Politimændene kunne høre, hvordan han trak en skuffe ud i skrivebordet. Da han kom tilbage, havde han et stykke papir i hånden.

– Jeg fik den her udtalelse fra mine læger på Carlanderska i forgårs. Jeg løj for jer, da jeg sagde, at jeg havde spillet tennis. Sandheden er, at jeg fik min dødsdom.

Han rakte papiret til Fryxender, som tog imod det. Han kiggede ikke på det, men sagde:

– Fortæl, hvad der står.

Oscar sank tungt ned i lænestolen igen. Pludselig så han utrolig træt og gammel ud.

– Der står, at jeg har en hjernesvulst. De kan ikke operere. Jeg har kun nogle måneder tilbage at leve i. Hvad mig selv angår, tager jeg det roligt. På et eller andet tidspunkt skal vi alle dø. Men jeg er urolig for Astrid. Hun bliver så ensom, når jeg er væk. Jeg har ikke fortalt hende det. Det venter jeg med, til vi kommer hjem fra Mauritius. Min læge siger, at jeg godt kan klare den lange rejse. Jeg får en masse medicin med.

Han sad stille i lang tid og kiggede ind i pejsen. Det knirkede i veddet, da ilden begyndte at tage af.

– Det føles dejligt at have fortalt Calles historie, sagde han stille.

Det var, som om Andersson havde siddet og ventet på det rette øjeblik. Nu, hvor det kom, rettede han sig hurtigt op i lænestolen. Der var ingen spor af hans tidligere døsighed.

– Så det er altså ikke din egen historie? Eller udførte I mordene sammen? sagde han skarpt.

Den gamle diplomat stivnede. Langsomt drejede han hovedet og mødte Anderssons blik. De klare, blå øjne var blevet mørke som to bundfrosne søer.

– Kører du mig hjem?

– Naturligvis. Men tre store cognacer, hvad tænkte du på?

– Jeg er gået på pension.

– Du har lidt mere end en måned tilbage, så du er på ingen måde gået på pension.

– Mentalt.

Andersson foldede hænderne over maven.

– Case closed, mumlede han og lukkede øjnene.