1

Stofkanten på vicekriminalkommissær Daniel Trokics skindjakke var dækket af hårde isklumper, det sorte hår var vådt af sne, og kulden stak i de bare kinder. Foran ham hvirvlede åen af sted og fangede et hav af store tunge snefnug. Han skuttede sig i det kolde vejr og betragtede drengen, der lå i åen i projektørernes skær. Barnet hvilede på et leje af grene over det flygtige vand. En stor del af hans krop var dækket af et tykt lag sne, men vinden havde fået enkelte stykker til at løsne sig og blottede nu dele af den grønne dynejakke og et lille ansigt så arktisk hvidt, at de blå årer trængte igennem. En fiskeline var viklet gentagne gange rundt om den lille, magre hals. Og gennem den kolde luft trængte en svag lugt af røg. En lugt, der steg op fra det delvist afsvedne hår og tøj og et væld af små brandsår på drengens hænder.

Trokic gik hen til afspærringen for at tage imod kriminalkommissær Agersund, der allerede havde anskaffet sig en dampende kop kaffe fra teknikernes bil. De befandt sig omtrent en halv kilometer fra Mårslet by langs Giber Å. Et øde sted, hvor markerne strakte sig langt til alle sider og kun blev brudt af små klynger af træer, hvis grene steg nøgne til vejrs som store koste. Trokic forsøgte med øjnene at følge vandets videre forløb gennem landskabet, men det var for mørkt. Et øjeblik stod de i tavshed og betragtede de arbejdende teknikere og retsmedicineren, så tog Trokic ordet.

– Det drejer sig tilsyneladende om en dreng på otte år inde fra Mårslet, informerede han. – Han hedder Lukas og forsvandt på vej hjem fra skolefritidsordningen i går eftermiddags ved halv fire-tiden. Et eftersøgningshold har ledt efter ham siden i går aftes omkring spisetid, og en hund fandt ham for en time siden. Kornelius og Taurup er lige taget ud til forældrene.

– For satan da, mumlede Agersund og rystede på det karseklippede hoved, som om det ville fjerne det grufulde scenarie foran dem. – Hvad er det, han har rundt om halsen?

Trokic vendte sig helt rundt, så han havde direkte front mod chefen, og slikkede et snefnug af læberne. Den lille kolde flig smeltede øjeblikkeligt i hans mund.

– Det er en fiskeline. Bach siger, han er blevet stranguleret.

– Det kunne godt se ud, som om drabsmanden har forsøgt at skille sig af med liget i en fart, mente Agersund. – Han kunne have gemt ham eller kørt ham længere væk.

– Måske. Jeg synes under alle omstændigheder ikke, det ser så ligetil ud.

Trokic lynede sin sorte skindjakke de sidste centimeter op for at undgå den bidende kolde vind på halsen. Han var lige kommet hjem fra arbejde efter en stille dag, havde åbnet en flaske vin og skimmet dagens avis, da opkaldet var kommet. Og nu betragtede han et landskab, hvor alting syntes for småt i projektørlyset. Noget blåt var kommet til syne – en strikket vante, der hang halvvejs ud af jakkens lomme. Længere nede stak en fod med en hvid gummisko frem.

– Hvornår er det sket? spurgte chefen videre.

– Bach sagde, at han sandsynligvis har ligget der siden i går. Der er dødsstivhed, dødspletter og lette hudforandringer efter vandopholdet, men han kan ikke angive et helt præcist dødstidspunkt. Han er lige så kold som omgivelserne, så temperaturen kan ikke fortælle os noget.

Retsmediciner Torben Bach, der stod akavet halvvejs nede i vandet ved siden af liget af drengen, var som oftest den, der på grund af sin lange erfaring blev tilkaldt i drabssager. Iklædt sin hvide dragt faldt han næsten i med de sneklædte omgivelser, og da han fik øje på Agersund, stak han en handskebeklædt hånd i vejret til hilsen.

– Vi kan ikke helt se, hvad der er foregået i øjeblikket på grund af sneen, fortsatte Trokic. – Den gør det hele noget mere besværligt. Alle spor er dækket til. Og ikke nok med det, så er flere af vores biler kørt fast, og nogen er ikke mødt ind.

Det var begyndt dagen før sidst på eftermiddagen. Varslet af flere dages faldende temperaturer var nedbøren begyndt at dale i store, tykke flager, først langsomt som et bredt tæppe, så med voldsommere kraft i små hidsige fnug. I løbet af aftenen og natten havde det udviklet sig til en decideret snestorm med udbredt fygning, og mængderne havde lynhurtigt lammet trafikken.

– Er der fundet nogen vidner fra området? spurgte Agersund.

– Ikke endnu. Stedet er sgu lige så mennesketomt som indlandsisen. Men der ligger en spredt række huse oppe langs vejen. Så vi må have nogen ud og stemme dørklokker hurtigst muligt.

– Sådan noget pisvejr. Agersund var notorisk vinterhader. Han nikkede over mod en gruppe mennesker, der talte lavmælt sammen og trippede for at holde varmen. – Jeg kan se, pressen har været kvikke denne gang.

Trokic trak på skuldrene.

– Vi har jo ikke noget at fortælle dem.

– Jeg vil gerne kunne holde en pressekonference i morgen tidlig. Det kan du sige til dem, hvis de bliver ved med at spørge – så opdigter de forhåbentlig ikke noget alt for vanvittigt i mellemtiden.

Det var et år og tre måneder siden, de sidst havde haft en sag af mere usædvanlig karakter. Et drab på en ung kvinde, fundet i Marselisborgskoven med halsen skåret over. Og en sag, der havde fået pressen til at svælge lystigt i adskillige teorier om ritualdrab. Men i dette tilfælde kunne de klart godt undvære, at der blev pisket en stemning op. Trokic havde kun kørt igennem Mårslet nogle få gange. En smuk landsby tæt ved Århus og et sted med næsten eventyrlig ærkedansk idyl. Og der skete absolut intet af belastende karakter. Kriminaliteten var på nulpunktet. Selv indbrudstyvene gad dårligt nok bevæge sig ud på de kanter, og landbetjenten styrede stort set området alene uden deres indblanding. Byen var med andre ord en perle i kommunen. Det ville typerne i avisernes overskrifter ikke blive mindre af, forestillede han sig.

– For satan, Daniel, han ligner sgu min egen knægt, da han var i den alder, mumlede Agersund. Han prikkede Trokic på skulderen med en tyk, ru finger, som skulle hans underordnede gøres personligt ansvarlig.

– Du tager dig af det her, og så tager vi en briefing klokken tyve nul-nul.

Med de ord stak han Trokic sit kaffekrus til afsked og forsvandt hen ad marken med lange, snetunge skridt.

Vicekriminalkommissæren tøvede et øjeblik og gik så tilbage til findestedet. Teknikerne havde nu fjernet det meste af sneen og anbragt det i en stor, grøn beholder, så barnet næsten var blotlagt. Sneen ville blive smeltet og taget med til undersøgelse i teknisk center. Drengens kastanjebrune, næsten røde hår omkransede et lille ansigt med stivnede træk. Der var en lilla tuschstreg ned over kinden, og munden stod en smule åben, som gabte han stadig efter den sidste livgivende mundfuld luft, og blottede en ujævn samling blivende tænder og mælketænder. Trokic var lettet over, at nogen nu havde lukket øjnene, der ved ankomsten tomt havde betragtet himlen over dem. Så gled hans blik ned på halsen, hvor fiskelinen sad. Flere steder var den trukket dybt ind i den lyse hud og havde afsat røde mærker. Der var lagt kræfter i, konstaterede han. Vrede?

Retsmediciner Torben Bach stillede sig hen ved siden af ham. Det grå hår var jaget ind under hætten, og kun en minimal del af ansigtet var synligt.

– Er han blevet slået ihjel her? spurgte Trokic.

– Mmnjaa, sagde Bach med et ansigtsudtryk, der viste, at han ikke ville hænges op på noget. – Jeg tror, han er blevet smidt i vandet længere inde mod byen, og at han er drevet et stykke med strømmen, indtil grenene har stoppet ham. Egentlig tror jeg ikke, det er så langt. Dynejakken er ikke vandtæt, så vidt jeg kan bedømme. Hvis den havde nået at suge meget vand, ville han sandsynligvis være blevet trukket til bunds.

Bach slog ud med hånden mod snemængderne.

– Vi må se at få ham ind. Betingelserne for undersøgelse er dårlige her. Jeg har forsøgt at finde punktformede blødninger i huden på øjenlåg, i ansigtet, slimhinden i munden og øjnene, men jeg har ærlig talt lidt svært ved at se ordentligt i det her lys. Det ser også ud, som om der er kradsemærker på hans hals.

Trokic nikkede og gik de sidste fem skridt hen mod drengen. Igen bemærkede han den forfærdelige lugt, der ikke helt lod sig skjule i kulden. Drengen var voldsomt forbrændt på hænderne. Store, rødgule brandsår lå spredt på oversiden af hænderne og de små fingre som små flade bylder. Som havde han rakt ud efter noget og brændt sig. En hær af minder fra et land i krig væltede ind i Trokics bevidsthed. Erindringen om en tæt, kvælende røg. Brændende bygninger og råb, varmen og ild, der åd sig gennem alt med en destruktiv, endegyldig kraft.

Drengen havde kæmpet mod ild. Det var noget af det sidste, han havde mødt i sit liv. Men hvor? Marker og træer henlå under et gigantisk hvidt vattæppe, og der var intet at se i miles omkreds.