2

Daniel Trokic kastede den sorte, snevåde skindjakke over på knagen, smækkede Rammstein i minianlægget på skrivebordet og smed sig i kontorstolen. Et øjeblik efter pulserede Morgenstern og en række tunge riffs igennen lokalet, og som altid skabte musikkens cementtyngde en form for orden i ham.

Han var netop vendt tilbage fra juleferie i Kroatien to dage forinden og var på sin vis glad for at være hjemme i Danmark igen. Eller i hvert fald glad for at være hjemme i sin by, selv nu hvor den var grimmest med brun og grå sne på vejene, beskidte busser og sultne, skrigende måger på pizzajagt. Århus i januar var ikke uden charme. At jul og nytår var overstået, var én af dem. Nu manglede de bare at tage guirlanderne ned fra Strøget og få juletræet slæbt væk fra Rådhuspladsen, så ville normalitetsniveauet næsten være genskabt, og stressniveauet i folks ansigter ville ryge tilbage til det normale. Trokic havde boet stort set samtlige af sine næsten fyrre år i byen og kendte den bedre end noget andet sted i verden. Og han foretrak den iklædt sit almindelige udseende. Uden for hans vindue bevægede aftentrafikken sig i snegletempo. Han havde været heldig på vejen ind, for flere større veje var stadig lukket på grund af et trafikuheld og manglende snerydning.

Der lå en seddel til ham på bordet fra Agersund: ‘Læs før parole’. Under sedlen lå en stak papirer, hvoraf den øverste beskrev en flødebollekonkurrence. Næppe en del af læsestoffet, men nogen måtte jo mene, at den slags var vigtigt.

Han skubbede papiret til side og fandt en rapport fra de første betjente på stedet, rapporter fra eftersøgningen skrevet af landbetjenten i et kort, formelt sprog og de første afhøringer. Lukas Mørk var otte år, stod der et sted. Et andet sted otte et halvt år. Regnede man stadig i halve år i den alder? Han havde været omtrent en meter og tredive centimeter høj. Trokic holdt et foto op foran sig. Det viste en glad dreng med kastanjefarvet hår og øjne i en lysegrøn farve. Næsen var smal og fin med en lille regn af fregner. Smilet var skævt og en anelse drilsk. Et skolefoto, fremgik det af bagsiden. Han stirrede på det et sekund for længe. Han så, hvordan smilet nåede drengens øjne, og han fornemmede netop det øjebliks glæde, der havde været. Vicekriminalkommissæren satte fotoet op på sin tavle med en magnet. Teknikerne var endnu ikke helt færdige på findestedet, og han manglede også en ligsynsrapport fra Bach. Obduktionen ville sandsynligvis blive udskudt til næste morgen, forventede han.

Der var stille i parolesalen, mens de omkring tyve fremmødte betjente fra afdeling A på Århus Politigård ventede på, at Agersund skulle finde en brugbar tusch til tavlen. Men under overfladen simrede en ild i de mange ansigter. En blanding af vrede og energi.

– Nå, op i røven med det, mumlede chefen og opgav pennen. Han rettede sig op. – Vi kører med de sædvanlige grupper, og jeg behøver vel ikke at sige, at aftener og weekenden er inddraget. Som det ser ud nu, er der ingen forældre i Mårslet eller resten af Århus for den sags skyld, der har et roligt øjeblik nu.

Han kiggede på sin brogede flok og kløede sig på næseryggen. Han var sidst i halvtredserne, fraskilt på tredje år med to teenagebørn. Siden skilsmissen havde garderoben ikke haft det så godt, og i dag var han tilsyneladende løbet tør for tøjstykker, der passede sammen. Den irgrønne polobluse var besynderligt uformelig og lignede noget, der i bedste fald var blevet tørret på en radiator.

– Daniel Trokic er overordnet efterforskningsleder, fortsatte han så – ... Derfor skal han have en kopi af alle rapporter hver dag. Trokic, vil du prøve at gengive, hvad vi ved indtil nu?

Trokic hoppede ned fra bordet og stillede sig hen ved siden af sin overordnede. Han fangede kriminalassistent Lisa Kornelius’ blik og nikkede til hende. Han havde en ganske særlig plan med hende, og hun ville ikke blive glad for at høre om den. Slet ikke.

– Lukas Mørk forsvandt på vej hjem fra sin skolefritidsordning i går eftermiddags. Han gik i anden klasse og tog hver dag efter skole i SFO’en ved siden af indtil omkring klokken femten tredive, hvor en af pædagogerne normalt gav ham besked på at gå hjem – en tur på omkring et kvarter i hans tempo. Ifølge hans mor kom han som regel altid lige hjem, men det er tidligere sket, at han har lavet svinkeærinder, hvor han først er kommet lidt senere. Derfor blev hun først alvorligt urolig omkring klokken seksten tredive. På det tidspunkt ringede hun til SFO’en, hvor hun fik at vide, at han allerede var blevet sendt af sted.

Trokic hængte en forstørrelse af et kort over Mårslet by op på tavlen og klæbede det fast med et stykke tape. Bag sig hørte han en eller anden gå i gang med en dåsesodavand. En metalskratten blev afløst af høje synkelyde og en halvkvalt ræben.

– Den grønne streg angiver den rute, han plejede at gå. Som I kan se, er det faktisk ikke så langt. Fra skolen gik han normalt ned forbi kirken, videre ud ad Tandervej, hvorefter han drejede ind i det boligområde her, hvor han boede.

Han pegede på kortet.

– Ifølge personalet i SFO’en fulgtes drengen ikke med nogen, da han gik i går. Vi ved, at han i hvert fald er nået ned til kirken, for nogle af jer har her sidst på eftermiddagen talt med tre andre forældre, der har observeret ham under afhentning af deres egne børn. Men derefter ved vi ikke så forfærdelig meget mere. Vi har fået oplyst af hans mor, at hun selv tog ud for at lede efter ham, og at faren også kørte rundt i lokalområdet i bil og søgte og forhørte sig, da han kom hjem fra arbejde omkring halv seks. Moren siger, at hun overvejede, om han skulle have krydset vejen for at gå i Brugsen efter slik. Han havde antageligt tyve kroner på lommen, som bedstemoren havde givet ham dagen før. Det er tilsyneladende sket et par gange før, men det ville kun have medført en mindre forsinkelse, mente hun. Derfor var det et af de første steder, hun var henne, men ingen af kassedamerne huskede ham, hvilket dog kunne skyldes, at der var ret travlt på det tidspunkt.

– Har de ingen overvågningskameraer? spurgte en ung kvindelig betjent, der hed Anne Marie, og kørte det røde hår rundt om det ene øre.

– Jo, og jeg har også sat nogen i sving med at skaffe os materialet, sagde Trokic.

Hun rynkede brynene.

– Men hvad med Lukas selv? Havde han ingen mobiltelefon?

– Nej, det havde han ifølge forældrene ikke.

– Hvordan fanden kan man ikke have en mobiltelefon, mumlede en yngre betjent fra bagerste række.

– Måske fordi man kun er otte år, foreslog en anden.

– Men helt ærligt, blev Anne Marie ved. – Hvis det var på et af de mest travle tidspunkter af dagen, så må folk da have set ham.

– Vi ved jo ikke, hvor langt han er nået, inden han har mødt gerningsmanden, sagde Trokic.

Han fortsatte sin gennemgang.

– Klokken otte i går aftes ringede forældrene første gang til den lokale landbetjent, David Olesen. Han vurderede situationen alvorligt på grund af drengens alder, fordi det var mørkt, fordi det var begyndt at sne meget voldsomt, og fordi der var tale om en afvigende adfærd fra drengens side. Han sammensatte et eftersøgningshold bestående af en del naboer og andre frivillige. De gennemtrawlede Mårslet uden held.

Et par timer senere tilkaldte David Olesen assistance fra Århus og bad desuden om flest mulige hunde. Og sådan fik de samlet et endnu større eftersøgningshold af betjente, og alt hvad man kunne opdrive af frivillig hjælp. En af hundene fulgte et spor fra SFO’en ned til Hørretvej, altså lige efter kirken, og der mistede den færten.

Han holdt en lille pause, mens han betragtede sine kolleger. En indædthed syntes at have lagt sig over deres ansigter som et stort tæppe. Det, han gengav for dem, repræsenterede den dybeste uretfærdighed og selve kernen i det, der i mange tilfælde havde drevet dem til at blive betjente. For en gangs skyld ville der næppe blive ballade over overarbejdet.

– De opdelte derefter området i zoner og afsøgte det med hunde. Han blev fundet i dag omkring klokken femten fyrre et stykke uden for Mårslet, hvor han hang fast i nogle grene i Giber Å.

– Det har måske sneet for meget for hundene, siden de mistede færten, foreslog en lyshåret, kvindelig betjent, hvis navn Trokic havde glemt.

– Kashmir finder alt. Også i sne, sagde den ældre hundefører, der havde haft sporet, med høj stemme. – Han er blevet samlet op af en bil ved Hørretvej. Anden forklaring er der ikke.

– Men de må da for pokker have kigget i åen? Det er da oplagt at søge efter børn i vand, påpegede Trokics gamle makker, kriminalassistent Jasper Taurup, og vippede med en kuglepen på bordet.

– Ja, det er klart, sagde Trokic. – Men findestedet ligger lidt uden for byen, og man prioriterede i første omgang åens strækning inden for byen og forskellige gemmesteder i selve byen. Vi er også stadig på udkig efter gerningsstedet. Vi forestiller os, at han er blevet dræbt et andet sted og efterfølgende smidt i åen. Flere spørgsmål?

– Ja. Hvor mange år får man mon, hvis man finder svinet, der har gjort det her, og kommer til at skyde ham en kugle for panden? spurgte Anne Marie.

– Nu skal vi lige passe på, at lynchstemningen ikke vinder al for stor udbredelse, indskød Agersund og så selv bleg ud. – Vi er alle sammen oprørte, ikke mindst de af jer, der selv har børn i den alder. Men vi er nødt til at holde hovedet koldt.

– Er han blevet obduceret? spurgte kriminalassistent Lisa Kornelius og kom dermed tæt på den plan, vicekriminalkommissæren havde udtænkt.

– Nej, det bliver han nok først i morgen tidlig, sagde Trokic. – Vi håber selvfølgelig, at det giver noget, men han har jo ligget i vand. Bevismateriale går tabt.

– Er der noget, der tyder på en sædelighedsforbrydelse? fortsatte hun.

– Vi ved ikke noget før obduktionen. Men jeg kan sige så meget, at det ser ud, som om han er blevet delvist forbrændt. Torben Bach mente, at han måtte have været i nærheden af åben ild. I morgen vil vi prøve at finde gerningsstedet. Vi mangler flere ting, blandt andet hans skoletaske. Så vær på udkig efter steder, hvor det har brændt, og forhør jer, om nogen har kendskab til brande i området. Han er sandsynligvis ikke blevet taget ret langt væk fra Mårslet.

– Vi arbejder som sagt med de sædvanlige grupper, tog Agersund over. – Hvis vi ikke har nogen resultater meget hurtigt, har kriminalinspektøren lovet, at de andre afdelinger nok skal smide, hvad de har i hænderne, og hjælpe til. Jeg har i øvrigt netop indkaldt til pressekonference i morgen formiddag klokken elleve, hvor vi offentliggør detaljerne omkring hans forsvinden. Der er stadig en lille chance for at finde frem til vidner, der har lagt mærke til ham, efter at han har forladt skolen, ud over de forældre, der allerede har meldt sig.

En antydning af et træt smil bredte sig på hans smalle læber.

– Ja, og så er I vel skrupsultne. Der er smørrebrød ovre på bordet i hjørnet. Og så mødes vi ellers her igen i morgen klokken fjorten.

I det samme gik døren op, og chefkriminaltekniker Kurt Tønnies, en mand der nærmede sig pensionsalderen, trådte ind i lokalet. De, der havde været ved at rejse sig for at sætte kursen mod det tildækkede smørrebrød, satte sig ned igen og betragtede nysgerrigt den nyankomne.

– Jeg troede, I sad fast i sneen, siden I ikke var dukket op, sagde Agersund med et løftet øjenbryn. – Er der nyt?

Tønnies viftede med en grøn pose med et reklametryk.

– Egentlig ikke. Det blev lidt vel sent derude. Men jeg har besøgt butiksindehaverne i Mårslet på vej hjem. Så nu har jeg fået alt materiale fra tre overvågningskameraer. Der er en chance for, at et af dem kan have fanget Lukas på vej fra skole i går. Såååh ... der er nattefilm til de interesserede.

– Det kan ikke betale sig, mumlede hundeføreren et stykke væk. – Kashmir mistede ham ved Hørretvej. Nogen har taget ham med i en bil.

– Vi tjekker nu alligevel, sagde Trokic høfligt.

Da alle havde rejst sig og kastet sig over smørrebrødet med varierende entusiasme, sad Lisa Kornelius stadig og stirrede på kortet og fotografiet af Lukas.

– Hvorfor lige ham?

Trokic samlede sine papirer sammen. I modsætning til sine kolleger sprang han det sene aftensmåltid over. Et sted i hans bevidsthed hang en grim lugt stadig og blokerede for appetitten.

– Det er måske i virkeligheden aftenens mest relevante spørgsmål. Du kan få æren af at tage med mig til obduktionen i morgen og hjælpe med at finde ud af det, sagde han.