3

Lisa Kornelius spiste det sidste af et stykke smørrebrød med æg og rejer og skubbede en gigantisk klump mayonnaise væk.

– Føj for pokker nogle fugleklatter, mumlede hun med væmmelse. Så rejste hun sig og fulgte efter vicekriminalkommissæren tilbage til hans kontor for enden af gangen. Hun og Jasper Taurup havde meldt sig frivilligt til at gennemgå videomaterialet, og hun havde dermed lige sagt farvel til en stor del af sin nattesøvn.

Den tyske musik, Rammstein, som Trokic lyttede til en stor del af tiden, kørte stadig som en lav knurren derinde, og hun skuttede sig ved lyden af de rå toner. Hun kunne ikke med sin bedste vilje begribe, hvad han fik ud af at lytte til det.

Trods dagens ubehagelige opdagelse var der ingen forandring at spore i Trokics mørkeblå øjne. Hun lagde to stykker papir foran ham.

– Det her er et par lister over sædelighedsforbrydere, som Agersund bad mig trække ud.

Trokic satte sig ned i stolen, slukkede til hendes store lettelse for de ildevarslende rytmer på musikanlægget og hældte en kop kaffe op. Trods den netop overståede juleferie rodede hans skrivebord allerede af papirer, kopper, cd-omslag og kuglepenne. Som om han trivedes bedst med et vist kaos. Hun smilede for sig selv. Rodet fik hende til at føle sig hjemme.

Lisa havde arbejdet direkte under Trokic som kriminalassistent i afdeling A i næsten halvandet år. Og trods begyndervanskeligheder havde en vis sympati sneget sig ind. Ganske vist mente hun stadig, at han var en stivnakke, når det gjaldt visse holdninger, og det var også rigtigt, at han var en komplet umulius at komme ind på livet af. Faktisk så reserveret, at hun stadig ikke vidste synderlig meget mere om ham, end at han var sidst i trediverne og boede alene med sin kat i et rækkehus et sted i sydbyen. Hans privatliv var ikke noget, han tog med på arbejde og delte ud af, og konsekvensen af den beslutning var, at han konstant var genstand for både nysgerrighed og spekulationer i afdelingen. Men alt det kunne Lisa sagtens leve med, når blot hun fik lov at indgå i afdeling A på fuld tid. Og at det var hans fortjeneste, var hun ikke i tvivl om. Hun havde en fortid ved politiet i København, hvor hun i tre år havde arbejdet med it-forbrydelser, herunder optrævling af pædofilinetværk. Sidstnævnte havde hun fået nok af. Og det vidste han.

Der var heller ingen tvivl om, at Agersund satte umådelig stor pris på Trokic, selv om denne udviste en vis autonomi, der i mange tilfælde var helt uacceptabel hos politiet, hvor teamwork var et nøgleord. Han havde tilsyneladende en evne til at se mønstre i adfærd, der gjorde ham til en exceptionel dygtig efterforsker.

Med tiden havde de således trods modsætninger opnået en form for gensidig respekt. Hun havde tilmed taget sig selv i at vande hans plante på kontoret, når han ikke var der. En fredslilje, som en kontorassistent med håb i øjnene havde givet ham i fødselsdagsgave. Planten var hårdfør, men trods alt ikke komplet idiotsikret og ville være afgået ved døden for længst.

Trokic kastede et blik på de to papirark, kørte en hånd igennem håret og klappede sig på hvirvlen i panden. En velkendt bevægelse. Ferien havde gjort ham godt, konstaterede hun. Han så bedre ud, end han havde gjort længe. Lidt mere sul på den høje, slanke krop, og håret sad i små nydelige totter, forholdsvis ordentligt. Huden havde tilmed fået glød. Men det kunne en hård efterforskning snart få bugt med. Om et par måneder blev han fyrre, vidste hun. Hun tvivlede på, at der ville blive fest.

– Vil du have kaffe? spurgte Trokic.

– Nej tak.

Hun tog plads på stolen over for ham og prikkede med en finger på de papirer, hun havde givet ham .

– Agersund mente, at vi godt kunne snuse lidt. Den ene er en liste med topprioritet. De bor inden for en radius af ti kilometer fra Mårslet.

– Du er ellers hurtig. Hvor mange af den slags personer har vi?

– Fire. Men jeg tror, vi kan udelukke et par stykker af dem, fordi de er temmelig langt oppe i årene. Jeg tvivler på, de ville have styrken til det.

– Hvor gamle er de?

– Henholdsvis enoghalvfems og toogfirs.

– Ja, det tror jeg sgu ikke lige, de kan have magtet, sagde Trokic og sendte hende samtidig et af de korte sjældne smil, der fik hans ansigt til at lyse op. – Dem kan du godt strege. Jeg foretrækker at vente med at følge op på resten til efter obduktionen. Indtil videre er der intet, der tyder på en sædelighedsforbrydelse. Jeg kunne se, at du og Taurup var ude og overbringe forældrene meddelelsen i eftermiddags, og at du havde indtryk af normale, ordnede forhold i hjemmet?

– Ja, ikke noget usædvanligt dér. De virkede meget almindelige. Moren arbejder tredive timer om ugen som klinikassistent hos en tandlæge i byen, og faren er lagerekspedient et sted på havnen. Der var også en lillebror på et par år.

– En svær nyhed at overbringe, sagde Trokic og kradsede sig i de begyndende skægstubbe.

– Ja, det sværeste, jeg har prøvet hidtil.

Lisa genkaldte sig det knuste forældrepar. Morens skrig, da hun havde fortalt dem om fundet af Lukas, rungede stadig for hendes indre øre. Hun havde flået voksdugen af køkkenbordet, så kopper med skoldhed kaffe og en sukkerskål var fløjet halvvejs gennem lokalet. Derefter havde hun skubbet Lisa og hendes kollega ud af lejligheden med en uventet kraft og smækket døren i bag dem. Lisa havde stået stivnet udenfor og betragtet huset, hvor en tung, dyrisk jamren sivede ud gennem murene. Til sidst var hun flygtet med en brændende knude i maven og en næsten ubærlig følelse af utilstrækkelighed.

– Men jeg tror egentlig ikke, det kom bag på dem længere, fortsatte hun endelig og løftede blikket mod Trokic. – Ikke efter at han havde været væk så længe. De har haft hele natten til at forestille sig det. Men man lever jo i håbet.

– Hvornår skal du i øvrigt til Amsterdam? Det skal jeg lige have lavet et notat om, så jeg ikke glemmer, at du er væk.

Det gav et sæt i hende. I den pludselige travlhed havde hun fuldstændig glemt det kursus, hun skulle på. Et omdiskuteret seminar i profilering.

– Mandag. Men det kan jeg da ikke nu?

Hendes stemme steg en tand. – Det må aflyses!

– Det er du nødt til at tale med Agersund om. Det er hans bord.

Lisa åbnede munden for at sige noget, men droppede det så. Han havde ret. Agersund sad på den del af budgettet.

– Vi tager ud og ser til forældrene i morgen, fortsatte Trokic. – I mellemtiden skal vi have undersøgt, om der er noget på familien hos de sociale myndigheder, og vi skal have en snak med hver eneste af de ansatte i skolefritidsordningen. Og jeg tjekker drengens lægejournal.

– Men jeg tror altså ikke, at de .... hvis du havde set den reaktion.

– Du har sandsynligvis ret, men den kedelige statistik kræver, at vi er nødt til at tjekke forældrene og få dem udelukket. Forhåbentligt har de intet med sagen at gøre, men vi har kun deres ord for, at han aldrig nåede hjem, og afstanden fra Giber Å til deres hjem er i virkeligheden ikke mere end nogle få hundrede meter. Og så vil jeg som sagt godt have dig med til obduktionen i morgen tidlig. Det bliver nok ubehageligt, men jeg vil godt have et par ekstra øjne på. Jeg henter dig på vejen i morgen tidlig. Ingen puljebil. I Civitchen. Det kan du ikke sige nej til.

Det lykkedes hende både at skjule sit ubehag ved tanken om obduktionen og ikke at himle med øjnene. Trokic havde lige før jul købt en Honda Civic. Med i-shift-gear. Han, der normalt var komplet uinteresseret i biler, havde hele sit liv kørt rundt i halvgamle vrag, hvor stereoanlægget som regel var det dyreste inventar. Sådan havde det i hvert fald forholdt sig, indtil han i en sag i efteråret havde været nødt til at flytte en beslaglagt spritny Honda Civic. Efterfølgende var han pludselig blevet iagttaget med bilblade over frokosten, og der var efterhånden et par stykker, der vidste en del om, hvad den type bil kunne præstere. Det endelige køb af bilen var heller ikke gået upåagtet hen. Jasper havde ved et morgenmøde spurgt, om det så blev kaldt en Honda Civitch i Kroatien, og siden havde kollegerne ikke kaldt den andet.

– Ih, tak, sagde Lisa. – Må jeg så køre?

– Nej, det må du ikke, lo han. – Hvordan har Jacob det?

– Han har det fint, mente hun, og et sekund veg smerten ved tanken om Lukas til fordel for billedet af den lyshårede betjent med de fine træk. Hendes kæreste gennem snart halvandet år.

– Vi får brug for assistance fra Rejs. Hvis det kan lade sig gøre, vil jeg selvfølgelig helst have ham med.

– Det ville jeg sætte pris på, smilede Lisa. – Nu går jeg ind til Jasper og ser video.