4

Kulden fandtes i alle, gemt som små områder i sjælen. Sådan fornemmede femtenårige Stefan Jørgensen det, da han i et af Mårslets parcelhuskvarterer kørte en sen lasagne rundt på tallerkenen i cirkler og skævede til sine forældre på den anden side af bordet. Siden han sidst på eftermiddagen havde hørt nyheden om fundet af Lukas, havde han haft en vedvarende gnaven i maveregionen. Han forsøgte at fortælle sig selv, at han tog fejl. At drabet ikke havde noget at gøre med det forfærdelige, som han og klassekammeraten Tommy havde foretaget sig. Men den store tvivl nagede. Historien om Lukas havde været i aftennyhederne, som hans forældre havde set med forstenede ansigter. En journalist med rynkede bryn og en sitren i mundvigene havde berettet, at det var begrænset, hvor meget politiet kunne fortælle på nuværende tidspunkt.

Også blandt børnene på vejen havde man under aftenens sneboldkamp diskuteret sagen med voksende panik lurende under overfladen. Hvem havde myrdet Lukas, og ville han slå til igen i deres by? Der var mange teorier, men den mest udbredte syntes at være, at det var en børnelokker. Det uhyrlige og udefinerbare, som alle børn frygtede, for hvordan så en børnelokker egentlig ud? Også det var der mange forslag til. De fleste var enige om, at det måtte være en mand, og at han var gammel. Nogle af de små forestillede sig, han havde overskæg, gik i sorte overalls, og at der groede hår ud af hans ører.

Det var Stefan Jørgensen selvfølgelig alt for gammel til at tro, selv om der var gået en gysen igennem ham ved de malende beskrivelser, og det begyndende massehysteri også havde grebet ham. Det var heller ikke derfor, han havde ondt i maven.

– Er der noget i vejen? spurgte hans mor alligevel og gned et par trætte øjne i et blodfattigt ansigt. Sygeplejersken, der for hver dag- og nattevagt så mere og mere træt ud og i en endeløs køre beklagede sig over ressourcefordeling og arbejdsforhold på Skejby Sygehus. Eller Radaren, som han plejede at kalde hende, fordi hun trods stress og udmattelse altid opfattede, når noget var galt. Hun registrerede den mindste ændring i hans sindsstemning, som havde hun været et af de underlige apparater på sin arbejdsplads. Nu rakte hun en hånd over bordet og strøg en lys tot væk fra hans øjne og kiggede indgående på ham. Inspicerede ham. Han forsøgte at undgå hendes blik. Han vidste, at hun ved den mindste øjenkontakt ville kunne se igennem pupillerne, forbi synsnerver og hjernen, langt ind i hans inderste. Og dér ville hun finde vinteren. Køkkenets hvide vægge havde trukket sig længere ind i rummet, følte han, som om de til enhver tid kunne vælte ind over ham og kvæle ham. Allerhelst ville han sidde inde på sit værelse på sengen alene med sine tanker.

– Det er bare matematikaflevering til i morgen, løj han. – Den er alt for svær.

Han proppede en bleg cherrytomat i munden og moste den mod ganen med tungen. Den var sur og sød på samme tid og smagte lidt af sommer.

– Det er ikke så slemt, når først man kommer i gang, påstod hun. – Og du kan altid sige til, hvis du kører helt fast i det. Så vil far sikkert gerne hjælpe dig.

– Javel, brummede faren uden at kigge op fra maden.

Stefan nikkede og mærkede løgnen som en svulmende larve i maven. Hvis der rent faktisk havde været en matematikaflevering, ville faren ikke have været meget bevendt som hjælp. Det var blevet for kompliceret for ham allerede efter tredje klasse, et faktum de delte som en hemmelighed.

Han fik ryddet den sidste lasagne på den blå tallerken, tog en ekstra agurkestang for et syns skyld, sagde tak for mad og rejste sig fra bordet. Hele vejen fra køkkenet til sit værelse kunne han mærke morens blik i ryggen som to spidse kanyler.

Men ville han blive sat i fængsel, hvis han kom frem med sin viden? tænkte han og smed sig på sengen. Det, han selv og Tommy havde foretaget sig en affolket dag på fodboldbanen sidste efterår, var grufuldt, ja, ligefrem ondskabsfuldt, det indså han nu. De havde kørt hinanden op og var gået meget længere, end det havde været deres mening. Tommy havde ganske vist forekommet betydelig mindre påvirket af episoden den dag, men selv han havde været en anelse hvid i ansigtet, da de en enkelt gang senere havde talt om det. Når Stefan lukkede øjnene om aftenen, så han stadig virvaret af nedfaldne brune blade og ødelagte svampe for sig, lugtede den regntunge muld og hørte pigens skrig. Den høje, skingre stemme.

Men de var ikke de eneste. Det var det, han havde opdaget. Et andet sted i den lille by gemte andre på tilsvarende hemmeligheder. Ondere hemmeligheder. Men at sige det højt kunne betyde, at han måtte fortælle til nogen, hvad han selv havde gjort. For at bringe det på bane måtte han være mere sikker på, at der var en forbindelse. Men var der det? Og hvordan kunne han blive sikker?

Stefan havde et godt liv, når han sammenlignede sig med nogle af sine jævnaldrende. Endda på en Mårslet-skala. Han havde fået husets største værelse, da han blev konfirmeret for to år siden, så han havde plads til et skrivebord og sin bærbare Dell-pc. En teenager skulle kunne brede sig lidt, mente hans mor, og hun havde hjulpet ham med indretningen og skaffet ham den flotte Eragon-plakat og det lille tv, der hang i loftet. Han fik en god behandling, det vidste han godt. Hans forældre havde aldrig slået ham og talte pænt til ham. De var bare ikke til stede. Selv ikke når de var inden for fysisk rækkevidde og udviste bekymring. Så var det, som om deres bevidsthed var et helt andet sted. Men hvad ville de ikke sige, hvis de vidste, hvad han havde gjort? Hans mave krympede sig ved tanken.

Og bevismaterialet. Det, han selv havde gjort. Det var i cirkulation. Det levede sit eget liv derude et sted – som et stumt, digitalt brudstykke af ondskaben. Det var bare et spørgsmål om tid, inden det vendte tilbage til byen, og nogen sagde det højt.