5

Natten lå som en tung, sort dyne om det lille, røde rækkehus. Vicekriminalkommissær Daniel Trokic havde boet på stedet, siden han var vendt hjem fra et længerevarende ophold i Kroatien for tolv år siden og kunne ikke forestille sig at bo andre steder. Det lå i Højbjerg i den sydlige del af Århus, og det tog ham kun syv minutter i bil at komme ind til centrum og politigården. Han havde været ubegribeligt heldig med prisen på rækkehuset, og selvom han kun havde omtrent halvfjerds kvadratmeter og ét soveværelse, gjorde han sig ingen forestillinger om at flytte. Han satte pris på stedet, der med sin beliggenhed nærmere bejlede til storbyen end var en egentlig del af den. Et sted, han kunne trække sig tilbage til, og et sted, hvis vægge nu havde set så meget af hans historie.

På gulvet i køkkenet lå en brun keramiktallerken og et stykke film. Der havde tidligere ligget to fortrinlige stykker chorizopølse på tallerkenen, som han åbenbart havde glemt at sætte i køleskabet aftenen før.

– Hvad skal det forestille? spurgte Trokic katten og pegede på gulvet og den tomme tallerken. Pjuske sad på køkkenbordet og kæmpede med at vaske den lange sort-hvide pels. Ved lyden af hans stemme holdt den inde, hoppede ned fra bordet og gik ind i stuen. Hvis han kendte kræet ret, ville det nu sikre sig retten til hans yndlingslænestol og lægge sig til at sove. Han selv ville ganske som sædvanligt være forvist til sofaen. Katten brød sig ikke om vinter eller andre vejrlige urotilstande og opholdt sig under sådanne omstændigheder inde det meste af tiden. Indimellem puffede han den alligevel ud ad terrassedøren. Så sad den misbilligende på fliserne og vejrede i luften et par minutter, hvorefter den luntede om til bagdøren og på ny tilkæmpede sig adgang til huset via kattelemmen.

Han samlede tallerkenen op fra gulvet med et suk. Hans appetit var nærmest ikkeeksisterende, så tabet af pølsen var kedeligt, men overkommeligt. I stedet åbnede han en flaske Zubrówka-vodka, han havde stående – en gave fra en netop løsladt narkobaron af polsk oprindelse, der havde set fornuftens lys bag tremmerne – fyldte et glas en tredjedel op og spædede op med æblejuice fra køleskabet.

I det øjeblik han åbnede døren til sit hjem, var der en forventning om, at det, han opfattede som normalt, igen skulle indfinde sig på sin rette plads i hans hoved. Uanset om han valgte at arbejde på en sag hjemme eller ej, var det nu frivilligheden, der rådede, og han tog normalt ikke arbejdet med sig hjem mentalt. Det skyldtes uden tvivl en naturlig kynisme, han havde oparbejdet gennem sine mange år i politiet og sin tid i Kroatien. En slags sorteringsfunktion.

Der var dog undtagelser, om end de hørte til sjældenhederne, og nu opdagede han, at billederne fra findestedet syntes klistret fast på nethinden, og at underbevidstheden kørte på højtryk. Hvordan var den person, der så nådesløst havde taget livet af Lukas, skruet sammen? Hvad skulle der helt præcist til for at stramme fiskelinen om drengens hals og fastholde det dødbringende tryk? En afmægtig vrede? En fuldstændig koldblodighed? Og hvordan passede det sammen med flammens varme og lidenskab, som Lukas så tydeligt var blevet mærket af?

Han smagte på vodkaen. Den var tilpas stærk, men ikke helt nok afkølet. Det var en polsk bisonvodka, der fik sin smag og farve fra et enkelt græsstrå, der var anbragt i flasken. Netop dette græs groede i Białowieża-skoven i det nordøstlige Polen og Belarus og antageligt kun netop der, hvor bisonoksen sked. Smagen var vaniljeagtig, og han havde nydt en del af denne blanding med æblejuice, også kaldet szarlotka, i sine yngre dage i Kroatien sammen med sin bror og fætter. Nu holdt han sig imidlertid mest til rødvin.

Trokic tog glasset og resten af flasken med ind i stuen sammen med en stak rapporter, han allerede havde læst. Det havde været hans hensigt at gennemgå dem igen, men nu opdagede han, at tankerne gik sine egne veje. Han lænede sig tilbage og kiggede på de små farverige landskabsmalerier på de grågrønne vægge, mens han lod vodkaen virke. Hans hjem var ikke pyntet – tværtimod var det fyldt med gamle bøger, han aldrig havde læst, jævne møbler uden stilistisk sammenhæng og et lidt for stort antal elektriske installationer. Og så de små malerier, som hans kusine Sinka havde malet.

Hans tanker snoede sig umærkeligt tilbage til hans seneste besøg i Kroatien. Der var en vigtig familiesag, han var nødt til at tage stilling til, vedrørende hans forsvundne kusine Sinka. Ny information, der skulle vægtes. Men der var ikke plads til at tænke det igennem nu. Det måtte vente.

Da sindsroen ikke ville indfinde sig, tændte han i stedet for første gang i lang tid for fjernsynet og smed en dvd med en Rammstein-koncert fra Nimes i. Hans stereoanlæg havde kostet ham noget nær en formue, for slet ikke at tale om de tilhørende trådløse høretelefoner, han anvendte for ikke at genere naboerne. Men tv-apparatet havde fået lov til at forfalde og var nu nærmest en museumsgenstand. Fjernbetjening ejede han heller ikke, siden en kvinde, hvis navn han ikke længere huskede, havde væltet et glas øl ned over den. Heldigvis fungerede høretelefonerne sammen med tv’et, og han kunne synke tilbage i sofaen og lade hjernen komme i orden, mens det tyske band serverede toner så tunge som et lastvognstog i et sceneshow med flammer, røg, lysorgier, fyrværkeri og sorte negle.

Han vågnede på sofaen, ved at telefonen ringede. Han satte sig op, skubbede høretelefonerne af hovedet, fumlede efter sin mobiltelefon og fik samtalen igennem.

– Det er Jasper, messede stemmen i den anden ende. – Gør det noget, at jeg ringer lidt sent?

– Det kommer an på hvorfor, mente Trokic.

– Lisa og jeg har siddet med videomaterialet fra alle butikkerne.

Trokic kiggede på uret. Den var halv to, og han havde en svag kvalme. Vodka på tom mave.

– Hvad har I fundet?

– Vi blev nødt til at ringe og fortælle det. Vi er næsten sikre. Vi skal have det forstørret og øget skarpheden i billedet, hvilket Lisa har tænkt sig at gøre i morgen. Men det ligner Lukas og den skoletaske, han skulle have haft med sig. Der skulle være en kæmpe mariehøne bagpå som noget helt specielt, så vidt jeg husker. Han er fanget, idet han går forbi et vindue hos bageren.

Trokic var med ét lysvågen. Han rakte automatisk ud efter sine cigaretter på stuebordet og rystede liv i en lighter. Efter et tungt drag af smøgen spurgte han:

– Er han sammen med nogen?

– Nej, det kan man ikke sige. Men der står en person ovre på den anden side af vejen.

– En mand?

– Det kan jeg ikke sige med hundrede procents sikkerhed. Men jeg tror det. Jeg synes, at det ser ud, som om han står stille. Som om han betragter Lukas. Og venter.