6

Det gav et dunk i Sidsels hoved, da hun i et forsøg på at undslippe drømmen slog det ind i sengegærdet. Det var stadig halvmørkt udenfor, og uden at kigge på sit armbåndsur på natbordet gættede hun på, at klokken var omkring halv otte om morgenen. Et øjeblik lå hun og kiggede op i stukloftet og forsøgte ikke at tænke på mareridtet. Hun havde først drømt, at hun dykkede i Pluragrotten i Norge, og at der blev revet hul på hendes dragt – noget, der betød hypotermi og den visse død i løbet af meget kort tid. Endelig havde hun drømt, at et vækkeur ringede. Lange, bippende lyde med fem sekunders intervaller. Hidsigt. Insisterende. Og så livagtigt, at hun havde hørt det længe efter, hun var vågnet. Sidsel fugtede læberne, der var blevet tørre og sprukne i løbet af natten, og opdagede, at hendes hjerte stadig hamrede. Hun forsøgte at trække vejret igennem. Som hun havde lært sig selv, helt ned i lungerne.

Hun satte sig op og kiggede ud af vinduet med hænderne rundt om de let kølige bryster og dynen trukket op til hagen. I alle de år, hvor hun havde dykket, havde hun kun haft meget få mareridt om vand, selv om det ofte indgik på sindrige måder i hendes drømme. Måske var det åen, der frembragte det. Og bevidstheden om den store tragedie, der havde fundet sted. Der var udsigt til Giber Å fra flere vinduer i huset. I det begyndende lys kunne hun nu se de skæve træer stå som vagter i klynger langs åen og stadig skimte politiets rød-hvide strimmel. Allerede da hun var ankommet til byen dagen før, havde hun fornemmet, at noget var galt. Hendes barndomsby syntes at være gået i stå og knuget af frygt. På gaden stod folk i klumper i kulden og talte med angsten malet i ansigterne. Hun havde ved sin ankomst til huset set de civilklædte betjente ved åen og spurgt, hvad det drejede sig om. Den ubærlige information om drengen havde fået hendes mave til at trække sig sammen til en hård kugle, og følelsen havde knap forladt hende resten af dagen. Var det et ondt skæbnens lune, at et barn skulle findes dræbt i hendes element, netop som hun vendte tilbage til byen? Lukas, hed han. Sådan havde en af betjentene sagt. Hun havde ikke kunnet få et efternavn og spekulerede over, om hun måske kendte forældrene.

Så tvang hun de stive ben ud over sengekanten, betragtede dem et øjeblik, konstaterede, at de trængte til barbering, og hoppede ud af sengen. Efter et kort blik på bunken af tøj, der rodede på det brune trægulv, udvalgte hun et Nike-sæt og gik ad trappen ned i køkkenet. Hun havde lånt huset af sine gamle venner, Mette og Søren. Venneparret havde brug for nogen til at se efter huset indimellem, mens de gennemtrawlede New Zealand i en lejet bil, og Sidsel var sprunget til, så hun kunne komme i gang med sit speciale i marinarkæologi i fred og ro.

Huset var fra tyverne, og Søren og Mette havde overtaget det som et dødsbo uden garantier. Det var malet i en farve som lys nougat, hed Muspelheim og havde smukke linjer og små sprossevinduer. Det var et stort hus, ikke mindst for sin tid. Omtrent trehundrede kvadratmeter fordelt over tre etager. Hun havde ikke engang været i kælderen endnu, og de fleste rum forblev mørke og lukkede af hensyn til varmen. Hun vidste, at der stadig var meget at sætte i stand. Ting, der ikke var blevet skiftet ud. Komfuret lignede noget, der slugte enorme mængder strøm, køkkenbordet var lavt og fyldt med ridser, og det gulgrønne linoleum på gulvet var revnet flere steder og bøjede op langs listerne. Fra køkkenet gik man ind i tre sammenhængende stuer med brune trægulve. Disse opholdsrum var klart husets fortrin, for de var både lyse, rummelige og havde smukke, velbevarede stuklofter. Der stod en gammel brændeovn, men hun havde ikke haft tændt op i den endnu.

Bevæbnet med en kop kaffe, gik hun ud i vinterstuen, der var vestvendt – væk fra åen – og havde udsigt over haven. Sidsel havde ved sin ankomst dagen før lagt alle sine bøger fra studiet herud. Indtil videre var de urørte. Hun betragtede den mørke have og rejste sig halvvejs op i stolen. Sneen var trampet ned, konstaterede hun. Nogen havde gået der. Et rådyr? Det måtte det være. Intet andet dyr kunne meje det ned på den måde. Hun var overrasket over, at rådyrene kom så langt væk fra skoven.

Hun rokkede frem og tilbage i lænestolen, mens hun spekulerede på, om hun havde begået en fejl ved at tage hertil. Hun følte sig isoleret og skrøbelig, og den mærkelige ringen eller måske snarere bippen fra drømmen, der havde været så livagtig, gav stadig genlyd i hendes hoved. Men inden koppen med kaffe var tom, var de tunge tanker poppet væk som sprængte balloner, og hun følte sig igen nærværende. Nu kunne hun få et bad. Det lange mørkebrune hår var helt filtret, fornemmede hun.

I det samme bankede det på døren. Hun kiggede automatisk på sit armbåndsur og konstaterede forundret, at den kun var otte. Overrasket og forlegen ved udsigten til besøg forsøgte hun forgæves at glatte det uregerlige hår og gik ud for at lukke op.

To mandlige betjente i civil dækket af våde snefnug viste deres skilt frem i døren. Hun kom pludselig i tanke om, at hun havde parkeret bilen i den modsatte kørselsretning ude ved vejen. Men de var vel næppe kommet for at genere hende med noget så banalt?

– Kriminalpolitiet. Jeg hedder Jasper Taurup, og det er min kollega Morten Lind. Må vi stille dig et par spørgsmål?

– Jaeh?

– Som du måske har bemærket, har der været en del aktivitet herude ved åen i går. Vi har fundet en dreng, der er blevet dræbt.

– Jeg så jer, da jeg kom i går, og jeg snakkede med en af jeres kolleger. Det er virkelig forfærdeligt. Men jeg kom først sent i går, og huset her er kun et, jeg låner et par uger, så jeg tror ikke rigtig, jeg kan hjælpe jer med nogen oplysninger.

Betjenten, der førte ordet, løftede hagen og kiggede inspicerende ind i entréen bag hende. Sniffede endda ud i luften, som om husets lugt ville give ham et fingerpeg om dets hemmeligheder. Han så ikke ud til at være meget ældre end hun selv. Et sted sidst i tyverne. Ansigtet var blegt og groft efter tidligere tiders akneangreb.

– Hvor er ejerne af huset henne?

– De er i New Zealand på ferie nogle uger.

– Hvor længe har de været det?

– Siden jul.

– Vil det sige, at huset har stået tomt i hele den mellemliggende tid? spurgte han med et påklistret, mistroisk smil om en lille mund.

– Det er jo kun et par uger, mumlede Sidsel.

De to politimænd udvekslede blikke.

– Vi foretager husundersøgelser langs hele vejen. Har du noget imod, at vi kommer ind og kigger os lidt omkring? fortsatte han og tørrede sne af ansigtet med en tynd hånd.

Hun bed sig i læben. Det havde hun rigtignok, for hvis hun ikke huskede meget forkert, så lå der beskidt undertøj på badeværelsesgulvet, resterne af aftensmaden fra dagen før stod stadig og flød i køkkenet, og hun havde tømt kuffertens indhold direkte ud på gulvet i soveværelset. Men gjorde det nogen forskel? Hvis de skulle ind, skulle de vel ind. Hun åbnede døren helt.

– Kom indenfor.

– Jeg kan lige så godt sige det, som det er, sagde den mørkblonde, blege betjent, mens han stampede sneen af skoene på måtten. – Vi har ikke fundet det sted, hvor drengen blev dræbt endnu, så vi er ude og kigge os lidt omkring. Vi vil meget gerne finde det så hurtigt som muligt, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Har du været i kælderen og på loftet, ude i skuret og så videre, efter at du er ankommet?

– Nej. Men der har ikke været noget tegn på indbrud eller ...

Hun gøs ved tanken, mens et væld af gerningssteder fra skrækfilm fór igennem hovedet på hende. Men en af betjentene dagen før havde fortalt hende, at drengen var blevet stranguleret. Så var der vel intet blod?

– Det er ikke sikkert, at det vil være særlig tydeligt, men der vil måske være tegn på, at en kamp har fundet sted, og vi mangler blandt andet hans skoletaske. Du har ikke ryddet noget op, der var væltet eller i uorden, da du kom i går?

– Nej, her var pænt over det hele.

– Har du observeret nogen brande her i området?

– Heller ikke det.

– Godt så. Hvis det er okay med dig, tager jeg lige en runde, mens min kollega Morten venter her sammen med dig.

– Jo jo. Selvfølgelig.

Hun lukkede døren bag dem.

– Vil I have en kop kaffe?

– Nej tak. Vi har en del huse, vi skal have kigget på her langs åen, så vi må undvære. Jeg starter oppefra og bevæger mig nedefter.

Han forsvandt hen mod trappen til førstesalen.

Sidsel satte sig på en af stolene ved køkkenbordet og hældte en kop kaffe op, mens hun ventede og skævede til den mut udseende politimand, der endnu ikke havde mælet et ord.

– Må jeg spørge, hvad drengen hed til efternavn? spurgte hun til sidst. – Jeg kommer oprindeligt her fra byen. Jeg tænkte, jeg måske kender forældrene.

– Mørk. Lukas Mørk, sagde Morten Lind.

Sidsel studsede et øjeblik, mens barndommens galleri af personer fløj forbi hendes indre blik.

– Var han søn af Karsten Mørk? Jeg tror, jeg ved, hvem det er, men jeg kender dem ikke personligt.

– Ja, det er ham.

Karsten Mørk var mindst ti år ældre end hun, og hun kendte ham kun af udseende, fordi han var storebror til en af hendes tidligere klassekammerater. Hun huskede ham som en stor, kraftig mand, der undgik éns blik og sjældent sagde noget.

Hun kunne høre, at den anden betjent nu kravlede rundt oppe på loftet. Vandhanen dryppede ovre i køkkenvasken. Hun lyttede til det pågående dryp af vand mod stål et par minutter, før hun rejste sig og vred hanen hårdt rundt. Gennem køkkenvinduet kunne hun ane to voksne og et barn, der var nede ved åen for at lægge en buket blomster i nærheden af findestedet. Den ene lagde beskyttende en arm om skulderen på barnet, mens den anden knælede og arrangerede buketten i sneen. Sidsel mærkede en klump i halsen.

Tilbage i køkkenet åbnede den søgende betjent døren til kælderen, og der fulgte et par sekunders lav skramlen, inden han kom op igen.

– Flot vinsamling, dine værter har dernede, kommenterede han, da han kom tilbage. – Men bortset fra det er her ingenting. Vi tager lige et kig over i redskabsskuret, inden vi går videre.

Tre minutter senere var de tilbage ved hoveddøren.

– Der er ikke noget at bemærke i skuret heller, sagde betjenten, der hed Jasper Taurup. – Du skal have tak for hjælpen og fortsat god dag.

– Det var så lidt.

Hun skulle lige til at lukke døren, da han tilføjede.

– Og for resten?

– Ja?

– Din bil holder i den forkerte kørselsretning ude ved vejen.

Han blinkede til hende.