7

Kriminalassistent Jasper Taurup og Morten Lind spadserede tilbage til vejen og satte kurs mod det næste hus. Et rødt murstenshus med sort tag fra halvtredserne, der lå hen ved femoghalvfjerds meter væk.

– Hun kunne sgu godt have givet mig varmen på mere end én måde, informerede Morten og stak grinende sin notesbog tilbage i brystlommen. – Er vi nu helt sikre på, at vi ikke skal tilbage og lave en kropsvisitation også?

– Hold nu kæft med det der, mumlede Taurup og ønskede sig for gud ved hvilken gang tilbage til en tid, hvor vicekriminalkommissær Daniel Trokic havde været hans faste makker. Eller bare til en tid uden Morten Lind , der ikke formåede at åbne munden og ytre en sætning, uden at det afslørede en social ubegavelse. Til alt held holdt han bøtte det meste af tiden.

– Hvor mange huse mere skal vi ordne på den her vej? spurgte Morten.

– Jeg tror, der er tre huse endnu, sagde Jasper. – Så er det slut.

Et øjeblik senere bankede de på en velholdt dør med en tung dørhammer. Et skilt på muren meddelte, at her boede Annie Wolters. Efter et par sekunders stilhed blev døren åbnet af en ældre dame omkring firs, iklædt en brun kjole med gule blomster. Hendes hår var gråt med et blåt skær, og et par let vandede øjne betragtede dem over et par grønne briller med tykke glas. Gennem smalle læber kom et sæt firkantede, kunstige tænder til syne i et let smil. Hun mindede Jasper om hans egen bedstemor, der stadig levede i bedste velgående og tyranniserede den øvrige familie. Et øjeblik filosoferede han over, præcist hvordan det lykkedes denne generation af kvinder at få netop det blågrå hår. Med stort set samme ord, som han havde forelagt sagen med hos naboen, forklarede han hende deres ærinde.

– Ja, men det er jo ganske forfærdeligt, sagde kvinden og skuttede sig med den forskrækkelse i øjnene, der syntes at være blevet byens udtryk.

– En meget ubehagelig sag, det har De ret i, fru Wolters, konverserede Jasper. – Så vi leder efter personer, der måske kan fortælle os noget. Måske har nogen en viden, som de ikke engang selv er klar over. Har De været hjemme i de sidste par dage? Vi er især interesserede i eftermiddag og aften i forgårs.

Han kastede et blik bag hende og scannede en yndefuld entré med kongeblåt gulvtæppe og et lille chatol i en mørk træsort. På en stumtjener hang en ulden frakke, en lang rød paraply og en stok. Og lugten, der trængte ud, var også hans bedstemors. En svag sæbeduft blandet med kaffe og bagværk.

– Jeg var hjemme hele dagen i forgårs og i går for den sags skyld. Der er kun mig og katten her i huset. Men vil I da ikke ind og have en kop kaffe og en småkage?

– Nej, men ellers tak. Hvis De har været hjemme begge dage hele tiden, er der ingen grund til at gennemsøge huset. Og vi har lidt travlt. Men hvordan med Deres skur? Er det aflåst?

– Ja, det er låst. Men I må godt kigge derind. Jeg har næsten lige fået en ny lås af min søn. Jeg har nøglen lige her.

Hun trak skuffen i chatollet ud og rakte en lille nøgle frem.

– Jeg tjekker, sagde Morten og snuppede nøglen.

Da Morten var drejet om hjørnet, spurgte Jasper:

– Kendte De Lukas?

Et forbeholdent udtryk var dukket op på den ældre dames ansigt, og hun pillede uroligt ved en guldkæde omkring den rynkede hals.

– Joh. Jeg vidste, hvem han var. Han var jo søn af Karsten Mørk, og han er på alder med min egen søn. Ja, og så er jeg jo stadig spillelærerinde og underviser i klaverspil. Og Lukas gik her nogle gange sidste forår, men så tabte han interessen for det. Sådan går det med mange af dem nu om dage. Han kunne godt forstå det med noderne, men takterne var helt hen i vejret. Faktisk virkede han mere interesseret i insekter, så noget har han da gået op i. Men han var en rigtig sød dreng.

Morten dukkede op igen og rystede på hovedet.

– Intet i skuret.

Han rakte nøglen tilbage.

– Så De har ikke set ham for nylig i området? spurgte Jasper.

Der blev en kort pause. Ved siden af ham havde Morten Lind fået et fjernt udtryk i øjnene og trippede utålmodigt. Et svagt suk sivede ud mellem hans tænder.

– Nej, det husker jeg ikke, sagde Annie Wolters.

Hun rettede på de tunge briller og fikserede blikket et sted ved Jaspers fødder. I en brøkdel af et sekund fornemmede han en usikkerhed, og han følte sig overbevist om, at hun løj. Men så slog han det hen. Der var tale om en lettere overvægtig firsårig gammel dame, der gik med stok. Der var vel også grænser for, hvor paranoide de skulle være.

– Faktisk har jeg ikke set ham, siden den sidste spilletime her. Og det er som sagt en rum tid siden, fortsatte hun.

– Hvis De kommer i tanke om noget som helst, der kunne have betydning for vores sag, skal De endelig ringe til os, fru Wolters. Det er en meget alvorlig drabssag.

Han rakte hende sit kort, og hun knugede det i hånden uden at betragte det, som om han netop havde givet hende en pladsbillet til en redningsbus, der skulle føre hende væk fra den galning, der var på spil i byen.

– Naturligvis. Jeg håber virkelig, I snart fanger gerningsmanden. Det er frygtelig utrygt for os, der bor så tæt på stedet. Ja, for hele byen, det er klart.

De to politifolk tog afsked og fortsætte deres færd. Der var kun et sted, han nødigere ville være, tænkte Jasper, da de fortsatte mod det næste hus. Og det var det sted, hvor vicekriminalkommissær Daniel Trokic i øjeblikket befandt sig.