8

Vicekriminalkommissær Daniel Trokic trådte ind på Retsmedicinsk Institut præcis klokken otte tredive og hilste på de tilstedeværende. Han havde sovet uroligt efter at have ligget vågen længe og spekuleret over videomaterialet. Nu måtte Lisa Kornelius i gang med at se nærmere på det og forsøge at behandle det. Men først skulle obduktionen overstås.

Han havde et anstrengt forhold til stedet. Det var mest et problem med lugtene. Den sødlige lugt virkede aktiverende på hans hukommelse og kastede normalt glimt af billeder fra krigen ind på nethinden. Men da han stod i obduktionslokalet, blev han klar over, at han ikke havde spekuleret på sin aversion mod stedet en eneste gang den dag. Sent aftenen før havde Lukas’ forældre identificeret drengen, og Trokic var glad for, at de ikke skulle opleve det forestående.

Hans selskab fra politigården bestod af kriminalassistent Lisa Kornelius og teknikeren Kurt Tønnies, som skulle fotografere undervejs. Derudover var retsmediciner Torben Bach og hans assistent samt to studerende i tyverne, en kvinde og en mand, til stede. Trokic fangede Lisas blik. Et sted bag det fattede ansigtsudtryk fornemmede han hendes rædsel, da Lukas Mørk blev kørt ind. Pulsen på hendes hals hamrede af sted, og musklerne i hendes kæber var spændt.

Lukas Mørk havde stadig sit tøj på – et par blå jeans, hvide Kawasaki-sko, en lyseblå sweater med et skildpaddetryk og en grøn dynejakke uden hætte. Også fiskelinen sad stadig rundt om halsen på ham. Der hang igen en svag lugt af noget brændt i luften. Trokic havde aldrig set et barn blive obduceret, og naturstridigheden påvirkede ham. Det ville blive som at skulle igennem en obduktion første gang igen, fornemmede han.

Alle klæder blev fotograferet, undersøgt, fjernet og lagt i mærkede papirposer. Politiet ville tage det med som beviser i sagen. Først derefter kunne Bach gå i gang med sin egentlige undersøgelse.

– Han er, som vi tidligere konkluderede, blevet stranguleret med fiskelinen, sagde Bach.

Han lagde to stykker tape rundt om linen og klippede mellem de to. Trokic havde set det før. På den måde blev linens omkreds, knuder og andet bevaret. Så lagde retsmedicineren den forsigtigt i en pose, som han rakte til Trokic. – Den har været viklet gentagne gange rundt om halsen på ham, og det har lukket af for vener og delvist arterier, så ilttilførslen til hjernen er blevet hæmmet. Det har givet en del kvælningsblødninger, og det har også blødt en smule fra slimhinden i næsen.

– Hvad er det for noget, han har på sin kind? spurgte den mandlige studerende.

Hans stemme rystede en smule, men han forekom fattet. De stirrede alle på en plamage, på drengens kind, der mest af alt lignede skidt.

– Det er sod, konstaterede Bach. – Han har tydeligvis været i nærheden af ild. Der er også sodafsætninger flere andre steder. Jeg tror også, at han muligvis har været udsat for røgforgiftning, men det ser vi i luftvejene, når vi lukker ham op.

Han fortsatte sin beretning til båndoptageren.

– Der er udtalte kradsemærker på den øverste del af halsen under kæbebenet, hvilket sandsynligvis stammer fra drengens egne negle ved hans forsøg på at fjerne linen. Han har kæmpet en del. Der er desuden to blå mærker af ældre dato på skulderen. Jeg vil tro fire til fem dage gamle. Det kan tyde på, at nogen har haft fat i skulderen på ham. Hans hænder er fyldt med andengradsforbrændinger – der er blæredannelse og defekter i huden. Omfanget og arten tyder på kontakt med åben ild.

Han gennemgik det øvrige af drengens front uden yderligere kommentarer af vigtighed, og liget blev vendt om.

– Der er udbredte ligpletter bag på kroppen. Ligpletterne er de her rødlige misfarvninger, I kan se her, forklarede han de studerende. – Det er tyngdekraften, der får blodet til at synke ned til de lavest liggende dele af legemet og blive synligt gennem huden. De vil mangle der, hvor huden direkte hviler mod nogle punkter. I kan se ligpletterne sådan omkring en halv til en hel time efter, at personen er død, og de bliver mere og mere tydelige, indtil ti til tolv timer efter døden. Mellem den fjerde og tolvte time kan de flytte sig delvist, hvis man for eksempel vender liget. I det her tilfælde er de lidt mere diffuse, men I kan se, hvordan han nogle steder har hængt med vægten på grenene i vandet og andre steder har været mere vægtløs, fordi vandet bar ham oppe. I kan faktisk også se dem, hvor linen har siddet i nakken.

Trokic tænkte på det tøj, de netop havde pillet af drengen. Der havde været jord på jakken. Efter al sandsynlighed var han blevet trukket hen over jorden for derefter at blive smidt i åen, hvor han så var flydt med strømmen et stykke, indtil han var blevet holdt fast af de grene, hvor han blev fundet. Men i mellemtiden var alle mulige spor efter handlingsforløbet blevet dækket af sne.

Bachs kyndige hænder gik nu i gang med den del af undersøgelsen, som Trokic havde gruet mest for.

– Der er ingen synlige læsioner i mund, endetarm eller kønsorganer indikerende seksuelle overgreb, betroede Bach sin båndoptager.

Trokic slappede en anelse mere af, og et håb tændtes. At Lukas var blevet forskånet for den del.

– Det havde jeg egentlig forventet, mumlede Lisa. – Selv om han blev fundet med tøj på. Bare et eller andet. Et tegn. Sæd på krop eller tøj.

– Havde du det? Så er det nok, fordi du ikke ser de tilfælde af børnemishandling, jeg undersøger, sagde Bach. – Men jeg er ikke færdig. En del seksuelle overgreb efterlader faktisk ikke synlige spor. Heller ikke på drenge. Jeg tager prøver til mikroskopisk undersøgelse for sæd og til dna-analyse.

– Selv om vi ikke finder noget, betyder det ikke, at motivet ikke er seksuelt, indførte Trokic. – Måske har han bare ikke haft mulighed for at gennemføre det, eller måske har han fået nok seksuel tilfredsstillelse ved at påføre drengen smerte. Vi har tidligere set tilfælde af sadistisk pædofili. Alle muligheder må stå åbne. Vi må under ingen omstændigheder udelukke noget. Men lad os nu vente på prøverne, inden vi spekulerer.

– Der sidder noget gult i hans hår deroppe ved nakken, sagde den mandlige studerende og pegede.

Bach fandt en pincet og fiskede en næsten usynlig tot ud.

– Den er også til jer, sagde retsmedicineren. – Den er gået vores næse forbi i går.

Trokic gik helt tæt på for at se den lille tot.

– Hvad er det for nogle fibre? spurgte han.

– Det er garn, muligvis en blanding af flere ting.

– Fra et tæppe eller tøj?

– Det er ikke til at vide, sagde Bach tålmodigt og prøvede at klø sig under hagen med den handskeklædte hånd. – Det må jeres fiberekspert kunne udrede.

Derefter fulgte en times koncentreret arbejde med offerets indvendige dele. Trokic stirrede ufravendt på retsmedicinerens arbejdende hænder og forsøgte at holde lydene ude. Bach selv virkede som altid rolig, og vicekriminalkommissæren spekulerede på, hvor mange børn han havde obduceret gennem tiderne. Som retsmediciner var han en af de få i kongeriget, der kunne varetage retsmedicinske drabsundersøgelser, så et barn, der var blevet slået ihjel i denne del af landet, ville uvægerligt lande på hans bord. Og Bach havde været i gang i rigtig mange år. Mindst tyve år, regnede han sig frem til. Tilmed havde hans far også været professor i retsmedicin og skrevet flere lærebøger om emnet, og den fireogtyveårige medicinstuderende datter Christiane havde for nylig erklæret, at hun ville følge i deres fodspor.

– Der er sod i de nedre luftveje, sagde Bach. – Jeg udtager prøve til undersøgelse af kuliltehæmoglobin-mætningen i blodet. Det siger noget om, hvor stor påvirkningen har været. Men sammenlagt med brandsårene ... tja, så ved vi i hvert fald indtil videre, at det har været en kraftig påvirkning.

– Og hvornår får vi svar på det? spurgte Trokic.

– Jeg sender prøven til Retskemisk med det samme, så har du svar senere på dagen.

Trokic tyggede på oplysningen. Hvis drengen havde været udsat for så omfattende en røgforgiftning, hvorfor var han så ikke død på stedet? Hvorfor skulle han tilmed stranguleres? Det gav ingen mening.

Trokic ventede på, at Kurt Tønnies tog de sidste billeder, og fik så pakket de ting sammen, de skulle have med til teknisk center. Han følte sig udmattet, og han var træt i øjnene af det skarpe lys, der gav ham prikker på nethinden. Bach pillede handskerne af og gik i gang med at vaske hænder.

– Jeg afventer en mundtlig rapport fra vores røntgenolog hvert øjeblik.

– Røntgenolog? spurgte Lisa.

– Ja, vi foretog en CT-scanning inden obduktionen. Jeg ringer til jer, så snart jeg har talt med ham. Jeg kan forstå, at I endnu ikke har afhørt den praktiserende læge. Men jeg synes, I bør sammenligne resultaterne af vores scanning med oplysningerne fra hans egen læge og danne jer et billede af hans sygehistorie.

– Det vil vi gøre, sagde Trokic.

– Og så er der de blå mærker, jeg spottede. Det er gamle mærker. Nogen har haft fat i ham. Hvis jeg var jer, ville jeg tjekke op på forældrene.