9

Daniel Trokic og Lisa Kornelius var på vej ad de små dårligt sneryddede, snoede veje, gennem vinterklædte marker ud mod Mårslet med Mute Math og nummeret Chaos kørende lavt på bilens anlæg. Han havde valgt denne musik af hensyn til Lisa, der tilsyneladende afskyede hans øvrige smag. Men hun havde faktisk udtrykt noget næsten pænt om New Orleans-bandet. Nærmest indrømmet, at hun kunne lide det. “Det er udholdeligt”, havde hun sukket om den spurtende, energiske rock med den bastante tromme.

Området uden for bilens vinduer stod i skarp kontrast til den by og den hverdag, Trokic selv levede i. De havde netop passeret gravhøjen Jelshøj, der udgjorde Århus’ højeste naturlige punkt og markerede, at de havde forladt storbyen, og han tænkte på, hvor ganske ulig Mårslet var fra den ghetto, han var vokset op i. Byen havde et af postnumrene med den højeste indtægt pr. husstand i gennemsnit i hele kommunen. Det skyldtes ikke overmåde velstand, men et totalt fravær af socialt boligbyggeri. Et sted, hvor idyllen stadig havde overtaget og præsenterede landet fra sin allerbedste side.

Ikke at han ville bytte bopæl med nogen af de firetusinde indbyggere. Det tog ganske vist kun tyve minutter med det lille orange lokaltog Oddergrisen at nå Århus centrum, men han havde brug for noget kaos, larm, etnisk, social og kulturel variation. Her fandtes derimod ingen kontraster.

Nu var byen imidlertid hensat i en høj grad af panik. Borgere i en tilstand, der varierede fra urolig til rædselsslagen, havde kimet Agersund ned den ganske morgen med ønske om nyt i sagen, forældre nægtede at lade deres børn forlade bopælen, før drabsmanden var fundet, og en ældre, selvudnævnt talsmand for byen havde klandret borgmesteren for alt det ‘rakkerpak, der florerede i landet’.

De nåede frem til adressen på Lukas Mørks forældre. Lisa Kornelius var trods musikken næsten faldet i søvn på den korte tur efter sin hårde videonat, hvis resultat hun snarest skulle ind for at se nærmere på. Hendes lange, slanke ben var krummet sammen på sædet, og ansigtet med de markante træk så fredfyldt ud. Hendes udseende med det evigt skiftende hår, for tiden blondt med lyslilla striber, højden og manglen på former havde aldrig appelleret til ham, men et øjeblik fandt han hende næsten smuk. Lisa var et meget følsomt gemyt, og Trokic havde svært ved at forstå, hvordan et sådant væsen kunne finde vej til politiet, tillige til et så mørkt hjørne som arbejdet med børneporno og pædofile, som hun tidligere havde bestridt. Havde hun afsøgt grænserne for menneskets forfald og ondskab? I så fald var det som at lede efter et støttepunkt i kviksand, filosoferede han. Men måske havde hun fundet grænsen for, hvad hun selv kunne holde til, da hun var stoppet hos Rigspolitiet. Eller måske indset, at grænserne konstant flyttede sig. Det blev værre.

– Så, wakey, wakey, frk. Kornelius.

Han skulle netop til at stige ud af bilen, da hans telefon vibrerede i lommen på hans jeans. Retsmediciner Torben Bachs nummer åbenbarede sig i displayet.

– Jeg sender en foreløbig obduktionsrapport ind til dig om lidt, varslede retsmedicineren. – Jeg har netop talt med røntgenologen og kigget på scanningerne. Der er en ældre, helet transversal fraktur på højre arm.

– Hvad betyder det på dansk?

– At den har været brækket. Og lige præcis den form for brud kunne godt tyde på, at der har været et direkte slag mod armen. Det bør nok undersøges nærmere, hvordan det er opstået. Jeg har også talt med Retskemisk, og de siger, at kuliltehæmoglobin-procenten var omkring 27.

– Og det betyder? spurgte Trokic.

– Det angiver forgiftningssymptomer. Ret meget mere ville betyde bevidstløshed. Vi har desuden undersøgt de første prøver fra drengen, og der er ingen spor af sæd. Vi afventer endeligt svar fra Retsgenetisk.

Der blev en lille pause, mens Trokic tyggede på oplysningerne. Alt tydede altså fortsat på, at der ikke var tale om seksuelt overgreb.

– Ja, og så skulle jeg hilse fra Christiane, sagde Bach ikke uden en vis misbilligelse.

Mange år tidligere havde retsmedicineren uforvarende taget sin teenagedatter med på politigården, og af uvisse årsager havde hun kastet sin unge kærlighed på vicekriminalkommissæren. Trokic, der ikke rigtig havde kunnet tage den spinkle, purunge kvinde alvorligt, havde på det bestemteste afvist hendes kærlighedserklæringer og sendt de mange breve tilbage. Hvordan skulle han nu tolke den hilsen? Han håbede inderligt, at hun var kommet videre.

De stod endelig ud, og Trokic betragtede stedet for første gang. Luften var frostskarp, og det klirrede i træerne fra tusinder af isglaserede smågrene. Skellegården lignede et gammelt landsted fra starten af forrige århundrede, og Trokic gættede på, at jorden var blevet udstykket til omkringliggende parceller. Der var nu kun stuehuset tilbage og en tidligere staldbygning, der fungerede som anneks. Ejendommen indeholdt fire lejemål. De tre lå i hovedbygningen, og det fjerde lå i den gamle staldbygning på den omtrent totusinde kvadratmeter store grund.

Huset var malet i en plettet mørkegul farve og havde store lilla vinduer. Farven skallede af adskillige steder, ikke mindst på den sorte sokkel, og på hoveddøren af træ hang lakken i laser. Også eternittaget så ud til at trænge til en udskiftning.

Det var her i lejligheden på første sal, at Lukas havde boet sammen med sine forældre og lillebror. Hvorfor havde de boet på dette let forfaldne sted i stedet for at købe hus? De tilhørte naturligvis ikke de mest vellønnede i det danske erhvervsliv, men det forekom alligevel mærkeligt. Som om parret aldrig var kommet videre end til deres ungdoms første bolig.

Trokic havde svært ved at forestille sig scenariet, hvor Jytte Mørk i sin sorg og afmagt havde smidt de to betjente ud af fordøren efter den forfærdelige nyhed. Den kvinde, der nu sad over for ham, var spinkel og myreagtig. Hun var et sted midt i fyrrerne og havde skarpe, ufine ansigtstræk, der var opsvulmede efter timers gråd. Det rødbrune hår med grå stænk, der var en tak mere mørkt i farven end Lukas’, lignede ikke noget, der havde været i nærheden af en børste de seneste par dage. De blege øjne med svage rester af makeup låste sig med jævne mellemrum fast på en genstand i rummet og blev slørede, som om hun afspillede en indre film. Hendes bevægelser var langsomme og stive. For første gang mærkede Trokic noget gnave i mellemgulvet, og et øjeblik følte han deres smerte intenst.

Ved siden af hende sad Karsten Mørk, tavs og med korslagte arme. Han virkede tillukket, og Trokic spekulerede på, om han var bange for at bryde sammen, eller om deres tilstedeværelse på anden vis vækkede uro. Han følte et voksende ubehag ved at skulle mistænkeliggøre forældrene. Disse to mennesker havde muligvis ligget vågne hele natten og forestillet sig et handlingsforløb et utal af gange. Sønnen tog sit overtøj på, vinkede farvel til pædagogen, gik ned ad stien ved skolen og drejede ud på gaden. Hvad var der så sket? Og hvor mange grufulde scenarier havde de gennemspillet i deres indre med den samme forfærdelige slutning i løbet af det sidste døgn?

Trokic begyndte med at forklare dem i jævne vendinger om resultaterne af dagens obduktion, idet han lagde vægt på, at alle tegn tydede på, at Lukas ikke havde været udsat for et seksuelt overgreb. Jytte Mørk begyndte igen at græde i lydløse hulk, gispede efter vejret, knugede stoffet på sine joggingbukser og kneb øjnene hårdt sammen, som ønskede hun, at verden skulle forsvinde. Lisa Kornelius rakte hende en Kleenex fra en pakke i sin lomme.

– Fortæl os om Lukas, begyndte Trokic. – Kan han være gået med nogen frivilligt?

Forældrene stirrede på hinanden som for dér at aflæse svaret.

– Han ville ikke gå med fremmede, sagde faren. – Det er jeg sikker på. Han var en smule ... ikke så nem at komme ind på. Det sagde pædagogerne, da han gik i børnehave. Det tog lidt tid, inden han åbnede op for folk. Så jeg kan ikke forestille mig, han er gået med nogen af egen fri vilje. Han må være blevet kidnappet ind i en vogn. Bedøvet. Ligesom hende pigen i Belgien ...

Han stoppede brat, som om han indså sin fejltagelse, men den grufulde forestilling var allerede plantet i hans hustrus hjerne, der forskrækket førte en hånd op for munden. Farens øjne sprang fra punkt til punkt i den indelukkede lejlighed. Faldt på væggen, den tunge egetræsreol med bogklubbøger fra halvfjerdserne, stuebordet af glas og endelig til et punkt nær Trokics brystkasse.

Trokic lavede et notat og mindede sig selv om, at de skulle huske at spørge, om der var blevet set mistænkelige køretøjer i tidsrummet kort efter, at Lukas havde forladt skolefritidsordningen.

– I siger, han var reserveret af natur. Holdt han sig normalt for sig selv?

– Nej, det var ikke på den måde, sagde Karsten Mørk. – Det var mere, som om han lige skulle veje folk, inden han lod dem komme tæt på. Han var bestemt ikke asocial, hvis det er det, du mener. Han var meget glad. Meget interesseret i tingene. Vi snakkede altid om, at han var meget kvikkere end os andre. Lidt gammelklog nogle gange, kan man sige.

– Og den dag, han forsvandt, hvornår så I ham da sidste gang?

– Omkring klokken otte om morgenen, lige inden han gik i skole. Det vil sige, Jytte sendte ham i skole. Jeg var kørt på arbejde.

– Er det ikke mørkt der?

– Nej, der er det ved at blive lyst, og der er i øvrigt også lygter langs stierne her i området. Han var ikke bange for at gå den lille tur i skole, og vi følte os ærlig talt ikke utrygge ved at lade ham tage den alene. Men nu ...

Hans stemme knækkede over, og han kiggede fjernt ud ad vinduet.

– Hvorfor cyklede han ikke? spurgte Trokic efter en lille pause.

– Det gjorde han normalt også uden for skoletid, tog moren over, – ... men jeg brød mig ikke om, at han skulle cykle på Obstrupvej om morgenen. Det er ikke alle, der kører lige pænt.

– Vi leder stadig efter det sted, hvor han kan være blevet ... forbrændt.

Trokic havde svært ved at sige ordet.

– I har oplyst til landbetjenten i forbindelse med eftersøgningen, at han ikke var i besiddelse af en mobiltelefon, men at han havde en skoletaske med en mariehøne trykt bagpå. Den er ikke blevet fundet, og det lader også til, vi mangler den blå hue, han havde på. Er det korrekt?

– Ja.

– Og der er ikke andre ting, han gik rundt med? I ved ... som en gameboy for eksempel? Hans jakkelommer var tomme, da vi fandt ham, bortset fra et par småsten og et par clips.

Forældrene rystede samstemmende på hovedet.

Trokic kviede sig ved at skulle lancere de øvrige oplysninger fra retsmedicinerens gennemgang.

– Under obduktionen kom det frem, at Lukas havde flere blå mærker på armen, der antageligt er en del dage gamle, begyndte han. – Ved I, hvordan han har fået dem?

Forældrene udvekslede igen blikke, og et øjeblik hang tavsheden i luften. Trokic hørte gennem stilheden lyden af et tog, og han gættede på, at lokalbanen måtte ligge forholdsvist tæt på huset. Så tog faren ordet. Der var svage antydninger af svedperler på det skaldede hoved.

– Det ved jeg ikke. Måske har han spillet fodbold, og en af de andre har trukket i ham. Han havde indimellem blå mærker.

Trokic rynkede brynene og tøvede.

– Der skal mere til at lave den slags mærker end et barn, der trækker en anden i armen, sagde han så. – Vi er ret sikre på, det er en voksen, der har haft fat i ham. Det ser ud, som om nogen har taget ham virkelig hårdt i armen.

– Der er ingen af os, der har gjort den slags, bedyrede faren og slog ud med de kraftige arme.

– Vi kan se, han har haft brækket armen, fortsatte Trokic. – For knap to år siden. I lægejournalen står der, han faldt. Hvor skete det henne?

– Ude på trappen foran huset. Det er en stentrappe, og han gled, fordi der var sne på trinnene, og han ramte uheldigt. Men hvorfor skal vi svare på alt det?

Han begravede ansigtet i de store hænder, og en hulken undslap. Moren lagde en hånd på hans lår og så ud, som om hun var ved at blive dårlig for alvor. Al farve havde forladt hendes ansigt, de lysegrønne øjne flakkede, og de små læber bævede.

– Det er en del af efterforskningen at få klarhed over alle aspekter omkring Lukas, forklarede Trokic. – Det betyder også, at vi er nødt til at stille den slags spørgsmål. Jeg håber, I har forståelse for det og vil svare så oprigtigt på dem som muligt.

Karsten Mørk så ud, som om han skulle til at bide fra sig, men holdt det i sig.

– Vi har fundet spor af gule fibre på Lukas’ hals, fortsatte Lisa. – Det er mohair, uld og polyamid. Han havde ikke noget i den farve på sig, da vi fandt ham. Husker I, om han havde noget gult på om morgenen?

– Nej, det havde han ikke, sagde faren med en grødet stemme. – Han har slet ikke noget gult. Han kunne ikke lide gult. Han ville kun gå i blåt.

Trokic tyggede et øjeblik på oplysningen, fandt en ny side i sin notesbog og skiftede spor.

– Okay. Vi skal have klarlagt alle personer, som Lukas kendte, og have en snak med dem. Lige fra andre familiemedlemmer, til pædagoger og legekammeraters forældre. Vi skal også have en snak med jeres naboer. Er det nogen, I omgås?

– Ikke rigtig, sagde Karsten Mørk.

Trokic bemærkede, at faren undgik hans blik. Selv om han måske ikke var skyld i sin søns død, kunne han meget vel lyve om at have haft fat i armen på ham. Han fangede Lisas blik og forsøgte at tolke det uudgrundelige i hendes øjne. Lisa var som regel god til at tale med folk. Bedre end han selv, det indrømmede han gerne. Guderne skulle vide, at de havde tilstrækkeligt med dårlige lyttere i korpset. De havde politifolk, der knap skjulte deres fjendtlige, fordømmende følelser og antipati fra første færd, hvilket naturligvis virkede blokerende eller decideret provokerende på den afhørte. Eller betjente, som dagdrømte, mens de burde tage notater og være opmærksomme på kropssprog og bruge tid på at komme bag om fortællingen. Men selv når det var ham, der førte ordet, syntes folk at føle sig bedre tilpas, når han havde Lisa med.

– Hvad betyder ‘ikke rigtig’? Snakker I med dem eller ej? spurgte Trokic.

– Vi hilser på dem og taler lidt med dem en gang imellem, tog Jytte over. – Men ellers har vi ikke rigtig noget til fælles med dem. Jonna og hendes børn ovre i annekset ... i stalden, som vi stadig kalder det ... de holder sig mest for sig selv. Ja, på nær datteren Julie, der legede lidt med Lukas. Så er der parret inde ved siden af, men de er taget på et vikarophold i Norge i nogle måneder. Og så er der Poker-Johnny nedenunder. Han er førtidspensionist, og han gider sjældent snakke. Men der kommer mange typer dernede.

– Hvad mener du med typer, spurgte Lisa.

– De spiller kort, sagde Jytte. – Så det er alle mulige slags mennesker.

Trokic kvalte et suk ved udsigten til en kæmpe flok pokerspillende mistænkte, der skulle afhøres.

– Hvad med Lukas? Kom han nogen af stederne? fortsatte Lisa.

– Han legede som sagt med Julie ovre i annekset. Det begyndte han på for et halvt år siden. Hun er ni år, og egentlig tror jeg hellere, han ville lege med drengene. Især Frederick, den yngste. Ham var han meget mere interesseret i.

– Havde han andre legekammerater, han kom hos?

– Et par stykker. Jeg skriver navnene ned til dig.

– Vi ser på det hele, sagde Lisa.

Trokic lod blikket glide rundt i stuen, mens Jytte Mørk fandt papir og kuglepen. Der var pænt og ryddeligt over det hele. Men der manglede et eller andet. Der gik et øjeblik, inden han forstod, at der ikke var en eneste plante. Ikke at man behøvede at have dem. Faktisk havde han fuld forståelse for det. Selv havde han ikke det fjerneste begreb om, hvor meget vand sådan en grøn tingest skulle indtage, og før Lisa var begyndt at tilse hans fredslilje på kontoret, havde den udelukkende overlevet på grund af dens strategiske afstand fra kaffe og colaslatter.

– Kunne vi komme til at se hans værelse? spurgte han så.