10

– Det er den her vej.

Moren rejste sig og ledte dem med sløve skridt gennem køkkenet ind i lejlighedens mindste værelse. Lisa havde på forhånd indskærpet ham, at det ikke var ualmindeligt, at pædofile gav deres udkårne gaver, måske endda skriftlige tilkendegivelser i form af fødselsdagskort eller lignende. Så hvis drengen havde kendt sin drabsmand, og motivet var seksuelt, kunne der være tegn. Alt måtte nøje gennemgås. For Trokic var det imidlertid også vigtigt at få en forståelse for det, der havde været Lukas’ verden. Kun på den måde kunne han måske forstå de valg, der havde gjort, at drengen og drabsmandens vej havde krydset hinanden. Det var en indirekte indgangsvinkel til gerningsmanden.

Jytte Mørk lod dem alene og gik tilbage til køkkenet, hvorfra han hørte, at hun først tændte emhætten på lav styrke og derefter en cigaret. Trokic lod blikket glide rundt på de mintgrønne vægge.

– Han var glad for insekter, må man sige, sagde Lisa.

Man kunne vel nærmest tale om, at han havde været en slags fan. Der hang en stor plakat af en gulgrøn græshoppe over sengen med en blå tekst. “Vandregræshoppe (locusta migratoria migratorioides) af familien Acrididae fra Afrika. Optræder almindeligvis alene, men kan ved fødeknaphed danne kæmpesværme på op til 100 km2. Flyvehastighed ca. 15-20 km/t”. På kommoden stod en samling farvede gummi-insekter med en overvægt af edderkopper. Trokic tog et par bøger ud af bogreolen og studerede deres forsider, mens han så det, der havde været den lille drengs univers for sig. Gyldendals Guide til danske insekter og De små dyrs verden. Det var ikke insektsæson, så denne lidt aparte hobby kunne næppe have nogen betydning.

Han stillede bøgerne på plads igen og inspicerede i stedet interesseret en Lego-politistation på gulvet. Det så ikke ud, som om drengen nogensinde havde leget med den, for alting sad så nøjagtigt på plads, som hvis en voksen havde samlet den. Trokic havde ikke selv haft mange Lego-klodser som barn. Hans mor havde ikke haft råd til de dyre æsker, men det havde egentlig heller aldrig interesseret ham ret meget. Lige den her politistation ville dog måske alligevel have kunnet fastholde hans opmærksomhed.

– Se lige her, sagde Lisa.

Hun viste ham en lille æske, der havde stået i vindueskarmen. Den indeholdt en enkelt skinnende tyver.

– Måske den tyver, han fik af sin bedstemor dagen før? foreslog Lisa.

– I så fald er han ikke observeret ved bageren, fordi han skulle på slikekspedition i området, ræsonnerede Trokic.

Endelig gik han over og satte sig på sengen for at se værelset fra den anden side. På kommoden lå en bunke nyvasket tøj. Cowboybukser og sweatshirts. Øverst tre par sokker. I en størrelse alt for lille for en, der var død. Ved siden af stod et billede af Lukas sammen med en lidt ældre dame. Bedstemoren? Det så ud, som om det var taget en juleaften, for han havde nissehue på. Øjnene strålede. Der manglede en fortand i det smil, han sendte fotografen. Trokic sukkede og samlede det tøjdyr op, der lå ved siden af ham i sengen. En stor, blød mariehøne. Den havde fået et blåt halstørklæde bundet omkring sig.

– Han var mest glad for mariehøns, sagde moren, der var dukket op med cigaretten i hånden. – Han smuglede dem altid ind i små tændstikæsker og den slags, for han vidste, jeg ikke ville have levende småkravl på værelset.

Hendes kinder var igen våde, og hun tørrede dem af med bagsiden af håndfladeen.

– Så gemte han dem i et syltetøjsglas en dags tid, inden han slap dem fri igen. Han kunne holde et langt foredrag om, hvor store nyttedyr de var. Vidste I, at der var omkring halvtreds mariehønearter i Danmark? Det fortalte han mig en gang for nogle måneder siden. Jeg har heller ikke noget imod en enkelt mariehøne, men tyve af slagsen, der kribler rundt, er lige rigeligt.

– Vi gør, hvad vi kan, var det eneste, Trokic kunne komme på at sige. – Hvis I kommer i tanke om noget, som I tror, kan have betydning for sagen, så ring til mig.

Han tog et kort frem og prikkede på forsiden, inden han rakte det til Jytte Mørk.

– Nummeret står dér, og I er velkomne når som helst.