11

Annekset var renoveret og gjort anvendelig som bolig. Det lå godt halvtreds meter fra hovedbygningen i den fjerneste ende af grunden. Det var malet på samme måde, men store fyrretræer foran huset fik farverne til at se mørkere ud, og et par af ruderne i de små vinduer var punkteret.

Jonna Riise åbnede døren så hurtigt, at Lisa fik på fornemmelsen, at hun havde ventet dem. Hun var i starten af fyrrerne og havde et kraftigt, blondt hår, der nåede ned til midt på ryggen. Et par forbeholdne brune øjne, der sad langt fra hinanden i et bredt ansigt med høje kindben, målte de to politifolk. Funktionær, tænkte Lisa. Hun bar en brun skjorte med sorte knapper og et par nålestribede bukser om en slank figur. Ifølge udskriften i Lisas hånd var hun den eneste voksne i husstanden og havde tre børn på adressen. Der var noget stift over personen foran hende. Som om de var på vej til at forbryde sig mod hende ved blot at træde ind over hendes dørtærskel.

– Kriminalpolitiet, præsenterede Trokic dem. De rakte deres skilt frem, og hun studerede dem interesseret. Så lukkede hun døren helt op. Forbeholdet i hendes ansigt forsvandt som en skygge, der gled til side, til fordel for antydningen af et smil.

– I kommer selvfølgelig i forbindelse med Lukas, sagde hun med en stemme, der overraskede Lisa ved at være en tone mere hjerteligt, end det var passende for deres ærinde. – Kom indenfor.

De fulgte med ind i den store lejlighed, der var enkelt indrettet uden at afsløre noget videre om beboerne. Væggene var hvide og tomme med undtagelse af nogle få hylder med pynt i form af nogle dekorative skåle, et paradistræ og et par fagbøger. Møblerne var enkle og praktiske i en lysebrun farve. Det virkede en smule, som om hun aldrig rigtig var flyttet ind. Lisa nåede at se et glimt af et betydeligt mere rodet kontor med en stationær pc, bunker af papirer og en router, inden deres værtinde lukkede døren.

– Frederick og Julie, kan I lige gå ind på værelset.

En dreng og en lidt mindre pige sad i sofaen og spillede et krigsspil på playstation. De lignede umiddelbart tvillinger. Begge havde de samme lyse krøller og lidt brede ansigter, men ved nærmere eftersyn var der fire-fem års forskel mellem dem. Lisa betragtede dem og spekulerede på, hvad der foregik i hovedet på børnene. En dreng så tæt på dem selv var blevet dræbt. Hvor meget vidste de, og tænkte de på, om det kunne have været dem selv? Alt virkede normalt, men da de et kort sekund vendte sig mod de nyankomne, viste der sig et frygtsomt glimt i drengens øjne. Som om de med deres blotte tilstedeværelse gjorde det forfærdelige virkeligt. Så var det væk igen, og spillet fangede igen deres opmærksomhed.

– Nej mor, ikke nu, svarede pigen, der hed Julie, uden at tage blikket fra skærmen.

Storebroren Frederick lagde derimod joysticket fra sig på gulvet og fortrak ind på et værelse.

– Af sted, Julie, kommanderede moren.

Der lød et højt suk, så smed barnet joysticket på det lakerede trægulv og forlod lokalet med nedadvendte mundvige. På vejen skulede hun til Lisa, som om hun var personligt ansvarlig for at have afbrudt hendes spil.

– Vi vil gerne tale et par ord med dig om den dag, hvor Lukas forsvandt, indledte Trokic, da børnene var gået.

– Selvfølgelig. Jeg beklager ungernes opførsel, men det her med Lukas går dem vel på.

Hun bød dem plads i sofaen, og placerede sig selv i en brun skindlænestol på den anden side af stuebordet med benene over kors og hænderne hvilende på de to brede armlæn.

– Vi var alle sammen med til at lede efter ham, sagde hun med sørgmodig stemme og en svag hovedrysten.

– Du mener dig og børnene? spurgte Lisa.

– Ja. Min datter Julie legede tit med ham, men mine to drenge, Frederick, som I lige så, og Mathias, hjalp også til.

– Vi prøver at finde ud af, hvem Lukas kendte, og hvem der kan have kendskab til hans færden den dag, han forsvandt på vej hjem fra skole. Tror du, Julie ved noget om det?

– Så ville hun have sagt det, da vi ledte efter ham. De legede som regel mest sammen om aftenen. De lavede hule i haven og den slags.

– Han legede ikke med drengene? spurgte Trokic, der havde svært ved at forstå, hvordan en dreng gad lege med en pige.

– Nej, der var aldersforskellen for stor. Frederick er tretten, og Mathias er femten. Lukas var meget interesseret i dem, især Frederick. Men de gad ham ikke rigtigt.

– Og hvad foretog du dig inden eftersøgningen om eftermiddagen?

Hendes ansigtsmuskler dirrede ved det konfronterende spørgsmål.

– Jeg var inde i Århus for at købe invitationer til Fredericks konfirmation og noget til skolen. Jeg er lærer på Malling Skole, og jeg havde skemafri om eftermiddagen. Børnene var sammen med nogle legekammerater.

– Kommer der andre voksne her i huset, der kendte Lukas? fortsatte Lisa og så endnu en gang billederne af Lukas på obduktionsbordet for sit indre. Billederne havde danset rundt i hendes bevidsthed som ondskabsfulde dukker, siden de havde forladt Retsmedicinsk Institut. Hun ville ønske, nogen ville byde hende en sjus. Eller når det nu ikke kunne være anderledes, så i det mindste en kop kaffe. Jonna Riise lænede sig tilbage i stolen og lagde armene over kors.

– Hvad mener I med det?

– Vi prøver at danne os et overblik over de mennesker, der har haft noget med ham at gøre, forklarede Trokic. – Det er ren rutine. Vi vil gerne udelukke så mange som muligt.

– Jeg har ingen kæreste i øjeblikket, hvis det er den slags, I tænker på. Børnenes far bor på Sjælland i nærheden af Køge, og ham ser vi aldrig. Men han sender da nogle penge en gang imellem. Heldigvis, for de bliver jo ikke billigere, de børn. Mathias bruger penge på sin computer, Frederick har lige smidt sin mobiltelefon væk igen, og Julie vil have tøj uafbrudt.

– Hvordan er jeres forhold indbyrdes her på Skellegården?

Lisa ventede på, at hun skulle spørge, hvad det ragede dem, eller hvad det havde med sagen at gøre. Men i stedet smilede hun.

– Fint. Vi hilser da og snakker lidt en gang imellem. Men det er ikke det helt store. Jeg må tilstå, jeg synes, at Jytte er lidt af en hønemor. Og Lukas var også underligt insektfikseret. Men Julie tog sig af ham som sin egen lillebror. Han var også meget velopdragen. I hvert fald når han var her.

Trokic satte sig en smule længere frem i sofaen ved siden af Lisa.

– Har du noget indtryk af, hvordan han havde det hjemme? spurgte han.

Hun stirrede ham ind i øjnene et kort øjeblik og betragtede så forlegent gulvet.

– Jeg bryder mig jo ikke om at sige det, men jeg synes, de var lidt hårde ved ham. Jeg kunne høre, de råbte af ham. Især faren. Det er jo et gammelt hus, og jeg kunne høre det helt herover om sommeren, når vinduerne stod åbne.

– Hvad råbte de? spurgte Lisa.

– Jamen, sådan noget som ‘Lukas, Lukas, så stopper du fandeme, eller ‘jeg kan satme ikke klare mere’, og så skreg drengen helt vildt. Eller lillebroren Teis skreg. Nogle gange lød det også, som om der blev smadret noget.

Trokic rejste sig og lynede jakken op med en knitrende lyd.

– Du skal have tak for hjælpen. Det kan være, vi vender tilbage med yderligere spørgsmål.

– Helt i orden. Hvis I ikke kan fange mig her, er I velkomne til at ringe til skolen og lægge en besked, så ringer jeg tilbage.

De var på vej ud, da Lisa fik øje på et bornholmerur i den ene ende af stuen. Et gråblåt eksemplar med guldfarvede linjer. Hun stivnede og betragtede det et øjeblik, inden de bevægede sig videre. Uret mindede hende om et eller andet, hun havde set engang for lang tid siden, men hun kunne ikke sætte en finger på, hvad det var.

– Er der noget galt? spurgte Trokic, da de kom ud i haven i den friske luft.

– Nej, jeg fik bare sådan en deja-vu-fornemmelse over uret i stuen, forklarede hun. – Jeg kan ikke helt komme i tanke om hvorfor. Det ligger og lurer langt væk i min hukommelse.

– Sådan får jeg det tit, sagde Trokic. – Jeg kan aldrig huske, hvor jeg har set tingene før.

De betragtede haven. Den sneklædte ligusterhæk var højere end en voksen mand og dækkede udsynet til resten af verden. Under det hvide vinterdække havde græsplænen på grund af de mange æbletræer sandsynligvis problemer med mos, og et lille rødt legehus var stribet af alger og fuglelort. En tagrende på stuehuset havde løsnet sig og dinglede nu faretruende i selskab med en række istapper. På terrassen havde nogen sat et fuglehus op, og tre mejser og to gråspurve var ved at dele et halvt æble.

– Skal vi se, om han er stået op, ham pokerfyren? spurgte Lisa.

– Ja, men nu tager Jasper over. Han kommer om lidt. Jeg vil gerne have, du tager hans bil tilbage til stationen og går i gang med videomaterialet.