12

Lisa Kornelius smed sin brune skindtaske på skrivebordet på politigården og gik ud på toilettet for at finde et håndklæde, hun kunne tørre sneen ud af håret med. Udenfor faldt fnuggene så store og fine som anemoneblade, og trafikken var på det nærmeste gået i stå. Mens hun tørrede sit hår, glædede hun sig over al det lys, sneen afgav og sendte ind i kontoret, og hun mærkede endelig tårerne stige op i øjnene. Obduktionen havde været mere, end hun kunne bære, og hun følte sig revet helt op indvendigt. Nu var hun endelig alene, og det ville blive rart med noget andet mere konkret at pille i. Nogle håndgribelige fakta, der talte for sig selv.

Hun fandt videoovervågningsmaterialet fra bageren på sit skrivebord og tændte for pc’en. Mens hun forsøgte at få hold på sig selv, og computeren knasende gik i gang, ønskede hun, at Jacob havde været der. Han ville synes, at det var okay, hvis hun tog sig en ordentlig tudetur oven på obduktionen. Men kriminalassistent Jacob Hviid, der var på besøg fra København, lå sandsynligvis stadig og sov hjemme i hendes seng.

Lisa trak en stol over til computeren og loggede sig på. De havde været heldige i går. Der var tale om en digital videoovervågning, hvor signalerne blev lagret på en optager. Dagen før havde de kunnet eksportere indholdet fra optageren, og derefter havde hun gemt det på en cd, hvor indholdet kunne ses med en ekstern viewer. På den måde kunne de finde det tidsrum, der var aktuelt at undersøge. De havde kunnet zoome ind på bestemte billeder, såkaldte frames, og opløsningen, pæne 720x576 pixel, havde givet dem en efter gennemsnittet udmærket kvalitet. Når de havde været i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk var Lukas på billedet, skyldtes det, at billederne var taget igennem bagervinduet, og at kameraet var indstillet til noget, der befandt sig inde i butikken. Dertil kom det begyndende mørke udenfor. Heldigvis havde der været en del belysning i form af et par stærke gadelamper i den umiddelbare nærhed af drengen – ellers ville det have været umuligt at se noget overhovedet.

Det skete, at Lisa forbandede den dag, hun havde banket på sin tidligere chefs dør og sagt, at hun gerne ville arbejde med it. Hun havde i den grad været et naturtalent, og det havde været noget af en bedrift at få lov at prøve noget andet. Hun var blevet sendt på adskillige kurser i ind- og udland og havde samarbejdet med politiet i mange forskellige lande. Problemet var bare, at børneporno kom til at fylde mere og mere. Og uanset hvor interessant it-arbejdet var, så måtte hun til sidst kapitulere. Hun kunne ikke holde til at blive ved med at arbejde med billederne. Selv om de fik stillet en psykolog til rådighed, mærkede hun, hvordan det åd sig ind på hende. Frygtelige billeder, der i farver og med tavs smerte flyttede ind i hende, og som ingen ønskede at høre om. En verden, der blev tiet ihjel.

Da hun et par år tidligere havde været lånt ud i en hackersag i Århus, og Agersund havde set sig lun på tanken om at få sin egen it-specialist ansat, havde hun derfor handlet sig til et job, hvor den slags sager kun ville tage et minimum af hendes tid.

Et kvarter senere havde Lisa trukket de frames ud, der omhandlede drengen, og sad således med en række billeder foran sig. Hun valgte et ud, som hun ønskede at arbejde videre med, og overførte billedet til Photoshop. Så åbnede hun fotoet og kiggede for første gang grundigt på det. I forgrunden sås disken af kirsebærtræ med dankortterminalen, en bøtte slik og en lille stander med tyggegummi. Til højre i billedet var en kunde i færd med at tælle penge op i sin pung. Den unge bagerpige stod og foldede en kageæske. Lukas var synlig gennem vinduet omtrent en tredjedel inde i venstre side af billedet. Hun var ikke i tvivl. Selv hen over to hylder med skære- og flødekager og gennem vinduet var det særlige kastanjebrune hår tydeligt, og skoletasken med den store mariehøne på flappen sad som en blå kolos på ryggen af ham. Det var Lukas. Før snestormen. Stadig uanende, alene og sikkert med hovedet fyldt af dagens oplevelser. Men overvågningskameraet havde tydeligvis været indstillet til at fokusere på et område cirka midt i butikken. Objekter uden for butikken var ude af fokus og derfor lettere slørede.

– Pis, mumlede hun og fandt en Mars-bar i skuffen, som hun frustreret gik i gang med.

Hun havde en vis mulighed for at øge skarpheden i billedet, men hun kunne ikke ændre på, at objekter var slørede. Et skarpere billede ville dog måske alligevel gøre dem mere tydelige.

Hendes mobiltelefon ringede på bunken af papirer ved siden af hende, og navnet Trokic dukkede op i displayet. Kunne han dog ikke vente?

– Hvordan skrider det frem? spurgte han med høj, klar stemme. – Kan vi identificere ham?

– Jeg har lige sat mig, sagde hun og havde svært ved at skjule en let irritation. – Men nu har jeg gjort det skarpere. Det er blevet lidt tydeligere.

– Det er godt, Lisa. Men hvad med manden, Jasper talte om?

Lisa kiggede på skærmen. Han var placeret længst oppe i billedet og stod således endnu længere væk fra bageren. Man fik ganske rigtigt det indtryk, at han ventede. Ansigtet var vendt over mod drengen.

– Det er virkelig uskarpt, sagde hun ned i telefonen. – Man kan kun se, det er et menneske og sandsynligvis en mand. Hvis det da ikke er et spøgelse. Det er det hele. Jeg kan godt arbejde lidt mere med det, men det er begrænset, hvilke muligheder jeg har med det her udstyr. Men jeg kender en nørd, der har et atomkraftværk af et billedbehandlingsanlæg. Han kan sikkert gøre det bedre.

– Send det til ham med det samme, sagde Trokic uden tøven.

Ti minutter efter havde Lisa sin gamle nabo Morten Birk, også kaldet Routeless, i telefonen. Det var helt klart bedst, at hun stod for den kontakt. Morten elskede konspirationsteorier og politik og ejede ikke et støvkorn af situationsfornemmelse for, hvornår man kunne starte en rask diskussion. Så vidt hun huskede, gik en af disse teorier ud på, at kroaterne var en samling ekstremnationalister, der var skyld i starten på borgerkrigen i eks-Jugoslavien, fordi de nødvendigvis ville fastholde de grænser, der var fastsat af Hitler under anden verdenskrig, uagtet etniske grupperinger i områder som eksempelvis Krajina. Tilsvarende nationalistiske interesser i Tyskland skulle således have leveret kroaterne våben fra militærdepoter i det tidligere Østtyskland og brugt medierne aktivt til at dæmonisere serberne. Tilmed skulle det være løgn, at serberne havde smadret Dubrovnik og et hav af kulturskatte, og hun kunne selv tage ned og se efter. Lisa havde ikke den fjerneste idé om, hvad der var ret eller vrang, men hun vidste så meget, at Trokic havde mistet sin far og bror i krigen, og at det ikke var det rigtige sted for Morten at begynde at lufte sine teorier. Hvis det nu kom over ham.

– Har du set billedet? spurgte hun.

Kriminalassistenten kunne høre ham slå et eller andet monotont mod bordet i hurtige stød. Det lød som coveret fra en cd, der fik en tur. Hun kunne se ham for sig med det afblegede strithår og det arrede ansigt. Han var et af de mest rastløse mennesker, hun kendte.

– Og hvad tror du, det her er? Fucking NASA? Altså, den person er jo da fuldstændig uskarp.

– Ja, det er jeg klar over. Det var derfor jeg sendte det til dig.

– Hør her – om du så havde givet mig hele CIA’s billedbehandlingsudstyr, så ville det ikke have gjort en forskel. Går det ellers godt? spurgte Morten.

Hun kvalte et suk. Det var som regel indledningen til præsentationen af en ny vinkel på Morten Birks verdensbillede. Hun ventede utålmodigt, mens han sagde, at han selv havde det godt, og at han var overbevist om, at Jim Morrison ikke var kommet af dage i Paris, men havde iscenesat hele sin død og var rejst til Afrika, sådan som han havde truet med at gøre. Hvordan Jimmy havde kunnet holde sig skjult på det vilde kontinent i årtier, kunne han ikke gennemskue, men hvem vidste, hvad der gemte sig i regnskovene? Den sagnomspundne sanger havde valgt denne løsning for at slippe væk fra de menneskehorder, der altid fulgte ham, og for at finde ind til sin kerne. Og når han havde fundet den ultimative sandhed, ville han komme tilbage og præsentere den for verden.

Det tog næsten et kvarter at få historien. Indimellem var der en pris, når man skulle have hjælp og brugte excentriske eksperter, men hun kunne i det mindske have ønsket at få noget ud af det denne gang.

– Og dog, sagde Morten pludselig og skiftede dermed spor fuldstændig spontant. – Så kender jeg faktisk en i England, jeg kunne sende billedet til. Har du noget imod det?

Lisa anede et håb. I nørdernes verden var der altid udveje. Hun åndede lettet op.

– Hvem?

– En fyr i det britiske forsvarsministerium.

– Interessant. Fortæl mig noget mere, bad hun.

Efter samtalen blev hun siddende et øjeblik og stirrede på billedet på skærmen og forsøgte at forestille sig, hvad der var sket. Pludselig mærkede hun sit hjerte begynde at hamre. Oppe i det ene hjørne stod to sæt digitale tal og angav tidspunktet. Datoen, det første tal, var ikke bemærkelsesværdigt. 04.01, stod der. Men under det stod et andet. Seksten otteogtyve. Hun stirrede på de to grønne cifres firkantede form og mærkede, hvordan hendes muskler stivnede. Der var ingen tvivl om, at overvågningsudstyrets klokkeslæt stemte. Det var det absolut første, de havde kontrolleret. Men nu indså hun, at det var næsten en time efter, at han havde forladt skolefritidsordningen.

Det tog ikke en time at gå det lille stykke fra skolen til butiksområdet. Det tog ti minutter. Tolv, hvis han virkelig sløvede den. Det, hun betragtede, var altså Lukas på vej. Men langt senere end forventet. Hvor fanden havde drengen så været i en hel time?