16

Trokic parkerede bilen på Bedervej bag en gigantisk snedrive af kubistiske dimensioner, formet af gentagne besøg fra sneploven, og krydsede et lille stykke mark for at komme hen til findestedet ved Giber Å. Takket være deres minestrimmel, der stadig hang og flagrede i vinden, var området synligt på lang afstand i det ensformige landskab. Samme morgen havde han sendt to hold kolleger ud at se på husene i området i det håb, at de ville finde frem til gerningsstedet, men de første telefoniske indberetninger havde været slukørede og mest været frustrerede besværgelser og retningsløse ytringer om, hvad man personligt gerne ville “gøre ved svinet, når man fik fat i ham”. Men i det mindste var betjentene tændte.

Åen løb rask nu, og vandstanden syntes at være steget en anelse. Landbetjenten havde fortalt ham, at åen spillede en væsentlig rolle i lokalhistorien og i mårsletternes bevidsthed. Nu var vandet imidlertid sort og uroligt, og tanken om, at nogen havde efterladt et barn i det iskolde element, fik stedet til at virke uindbydende og råt. Trokic kunne levende forestille sig, hvor oprørte borgerne i byen måtte være over ugerningen, der ikke bare gjorde ende på et ungt, uskyldigt liv, men forvandlede deres uofficielle helligdom til noget grumt og smudsigt. Og hvilken angst, der pludselig var plantet i alle forældre.

Han betragtede stedet, mens han forsøgte at forstå, men det var, som om stedet nægtede at tale til ham. Som om sneen dækkede over forbrydelsen. Så ringede han op til teknisk center og fik fat i chefkriminaltekniker Kurt Tønnies. Der lød en irriteret prusten i den anden ende, som han genkendte som ‘jeg har lige fingrene i noget – kan du ikke vente, til du læser rapporten senere i dag.’ Det kunne han ikke.

– Hvad er det, du vil vide? spurgte Tønnies og skramlede demonstrativt med et eller andet, så Trokic måtte tage telefonen væk fra øret.

– Fiskesnøren. Har I kigget på den?

– Nu hedder det godt nok fiskeline, sagde Tønnies, – og ja, Jan har brugt hele formiddagen til at tjekke hos fabrikanten og til at snakke med nogle forhandlere ude i byen. Det er en 0,25 mm fusionsline af mærket Berkley Fireline i en hvid udgave. Den er forholdsvis almindelig og kan også købes en del steder på nettet.

– Hvad bruger man den til?

– Den skulle være meget almindelig til lakse- og ørredfiskeri. Nu er jeg ikke lige selv fisker, men den er vist ret så udmærket, siges det rundt omkring.

– Så den er altså brugt af nogen, der har fisket i åen. Det kunne man vel have sagt sig selv. Er det dyrt sådan noget? Har I nogen priser?

Teknikeren skrattede med nogle papirer og opgav et tal.

– Ja, så er det nok ikke noget, man bare efterlader en rulle af hist og pist på jorden, konkluderede Trokic.

Han gik lidt frem og tilbage for at holde varmen. Hans skindjakke var god til efterår og tidlig vinter, men uegnet til polaragtige tilstande. Hans venstre hånd, der holdt telefonen, var desuden ved at få frostskader. Sådan føltes det i hvert fald.

– Gider du stille mig om til Jasper?

Et øjeblik efter havde han kriminalassistenten i røret.

– Kan du ikke se, hvad du kan opdrive af lystfiskere i området og finde ud af, hvem af dem der bruger en line af mærket Berkley Fireline 0,25 mm, hvid udgave. Og hvis der ikke er bid, så hør dem ad, om de har kendskab til andre lystfiskere, uanset hvor amatøragtige, der bruger den line? Jeg går ud fra, at der er en del fiskeri langs åen i sæsonen, og mange af dem kender vel hinanden.

– Selvfølgelig. Jeg forhører mig også lige i lystfiskerforeningerne og debatfora på internettet.

– Ja, og kontakt forhandlerne, og få en liste over, hvem de har solgt det mærke til. Internetforhandlerne ligger sandsynligvis inde med data om købere. Hvis vi er heldige, er det en, der også handler på nettet.

– Jeg samler et par tusinde mand, og så snakkes vi ved om et par år, sukkede Jasper i den anden ende.

– Få Anne-Marie eller Ahmed til at hjælpe, hvis det ser for omfattende ud.

– Ok. Jeg vender tilbage.

Røret blev klasket på i den anden ende.

I det samme fik Trokic øje på en ung kvinde sidst i tyverne, der skovlede sne foran det nærmest liggende hus. Med de skyer, der hang på himlen og truede med at kaste sine mængder ned, virkede det som lidt af et Sisyfos-projekt. Han skråede automatisk derover og viste sit skilt frem. Hun kastede et hurtigt blik på det.

– Vicekriminalkommissær Daniel Trokic. Jeg kommer fra kriminalpolitiet.

– Ja? Jeg har allerede snakket med flere af dine kolleger. De undersøgte blandt andet huset uden det store held. Har I fundet gerningsstedet?

– Ikke endnu.

– Ja, jeg kunne desværre ikke hjælpe dem.

Hun forklarede, at hendes venner var rejst til New Zealand, og at hun lånte huset. Hun talte langsomt, fordi hun var forpustet af at skovle sne, og samlede det lange, brune hår i en kraftig hestehale. Da hun puttede et bånd fra jakkelommen omkring det, fik han et kort øjeblik et glimt af en lille tatovering ved hendes øre. Hvad forestillede den? En delfin?

– Du er måske ikke her fra byen, så? spurgte han.

– Jo, jeg er vokset op her, men nu bor jeg inde midt i Århus. Jeg er her bare for at skrive speciale.

– Hvad læser du?

– Marinarkæologi.

Hun smilede nærmest undskyldende, som om det krævede en forklaring.

– Det lyder som noget med vrag? forsøgte han.

– Ja, især vrag og bopladser. Der er jo mange stenalderbopladser, der blev overskyllet for omkring seks tusinde år siden.

– Kender du drengen, der blev dræbt? Eller familien?

Hun stillede skovlen fra sig og tørrede noget vådt af ansigtet. Hun havde flere små ar i ansigtet, bemærkede han. Bittesmå. Som havde hun skåret sig på noget, der var uendeligt småt og skarpt. Der var et millimeterlangt ar ved den fine mundvig og et under det højre øje. Hun kiggede på ham med et fast blik, men der var reservation bag de gråblå øjne.

– Jeg kender kun faren af udseende. Han er storebror til en af mine tidligere klassekammerater.

Han fandt sit kort frem og rakte hende det med froststive fingre.

– Kan jeg få dig til at holde et øje med mindepladsen derhenne og ringe, hvis du observerer nogen form for mistænkelig adfærd? Han pegede over mod det sted, hvor afspærringen sluttede, og hvor et hav af blomster var blevet lagt.

– Selvfølgelig. Jeg kan se det fra køkkenvinduet. Der har allerede været en del. De fleste lægger bare en blomst og går igen.

– Men ring, hvis nogen opfører sig underligt eller bliver ved med at komme tilbage.

Hun betragtede kortet, han havde givet hende. Så smilede hun et lille imødekommende smil, der fik det til at trække i hans egne mundvige.

– Det skal jeg nok.

Han gik tilbage til den lille overgang, hvor drengen var blevet fundet, og stirrede på stedet med de mange grene. Hvorfor var han blevet smidt i åen? Giber Å var ikke særlig dyb, og flere steder kunne man næsten nå tørskoet over åen. Det var ikke en flod, hvor strømmen ville tage den grufulde historie med sig til bunden eller føre den ud til havet. Og det var ikke som et hav, hvor et lig ville forsvinde og måske aldrig dukke op igen.

Alligevel var alt vand en hjælp, hvis man ville ødelægge tekniske beviser, og det vidste rigtig mange drabsmænd, når de skulle skille sig af med deres byrde. Men offerets placering i grenene så forholdsvist tæt på byen virkede alligevel uoverlagt. Desperat. Hvorfor havde drabsmanden ikke i stedet kørt ham til et mere øde sted og dumpet liget dér? Der var søer i området, der ville have været mere oplagte valg.

Han tænkte på det, Lisa havde fortalt om tidspunktet på overvågningskameraets billede. Han havde forelagt oplysningen for ejeren af hunden Kashmir og spurgt, om det alligevel ikke var muligt, at dyret havde tabt færten i snevejret ved Hørretvej. Men hundeføreren havde hårdnakket fastholdt, at en bil måtte have samlet knægten op, kort efter han havde forladt skolefritidsordningen. Derefter havde fulgt en længere beretning om schæferens avancerede lavinehundekursus i Østrig, afsluttet af gentagelsen: “Kashmir tager aldrig fejl”.

I det samme ringede telefonen. Det var David Olesen, landbetjenten. Hans stemme var dyb og fyldig, og Trokic huskede, at han var en kæmpe på omkring to meter med en brystkasse som kofangeren på en gammel Chevrolet.

– Jeg er kommet i tanke om noget, brummede han.

– Ja?

Trokic fandt pakken med cigaretter frem og fik ild på en smøg. Rygeforbuddet på stedet var hermed ophævet, afgjorde han enerådigt.

– Det så ud, som om Lukas Mørk havde været i nærheden af ild.

– Ja, det er korrekt. Retsmedicineren bekræftede, at det var brandsår. Vi har haft vores folk rundt i området her til morgen og blandt andet søgt efter steder, hvor det har brændt. Men det har været forgæves indtil nu. Det er et af de helt store mysterier.

– Der er noget, jeg gerne vil vise dig. Kan vi mødes i Mårslet i morgen formiddag?

– Ja. Hvad drejer det sig om?

David Olesen trak vejret tungt i den anden ende et øjeblik og sagde så:

– Jeg tror, gerningsmanden har været på spil før. I en anden form.