17

Aftenen var ved at falde på. Den sænkede sig om huset sammen med den klare frost og fik den sidste rest af trafik fra vejen til at forstumme. Sidsel havde i løbet af eftermiddagen drukket en hel kande kaffe, spist en halv bolle med oliventapanade og læst tre kapitler af en afhandling på engelsk om klimaets indvirkning på stenalderbopladser under havet i danske farvande. Hendes vejleder, en mandlig ildsjæl sidst i fyrrerne, havde overtalt hende til at skrive om det samlede trusselsbillede mod bopladserne i stedet for at bruge krudtet på at skrive om et af de utallige vrag omkring Danmark, som havde været hendes første indskydelse.

Stenalderpladserne under havet var ved at blive ødelagt. Det skyldtes alt fra kraftige bølgegange under vandet ved storm og orkan til sandkrabber, sandigler, pæleorme og ålegræsdød, som var direkte forårsaget af forureningen. Og der var ganske enkelt ikke nok professionelle marinarkæologer til at rekognoscere efter bopladserne og sikre dem, inden de gik tabt. Hendes speciale skulle desuden indeholde forskellige løsningsmodeller, og den del kunne hun på nuværende tidspunkt på ingen måde overskue.

Hun havde netop hentet sig en kop kaffe mere, da hun igen hørte den bippende lyd fra sin drøm dagen før. Det gav et sæt i hende, og hun lagde bogen fra sig og rejste sig op. Det lød bestemt, som om det kom fra et sted i huset. En høj trillen med fem sekunders intervaller. Tre gange. Så blev der stille. Hun opdagede, at hendes hjerte bankede hårdt. Var hun faldet i søvn over bogen, uden at hun havde opdaget det, så hun i virkeligheden havde drømt det? Eller kom det udefra? Hun løb ud til hoveddøren og åbnede den, men der var ingen at se. Den mørkhårede kriminalbetjent med det skarpe, mørkeblå blik og underlige navn, som hun havde talt med tidligere, var for længst forsvundet.

Efter et minuts tid, hvor hun stirrede ud over det begyndende mørke vinterlandskab, var hun ikke længere så sikker. Hun havde haft lyden i hovedet flere gange før. Det måtte være noget, hun forestillede sig, eller hun havde blundet et øjeblik og drømt det. Det var igen begyndt at sne tungt. Fnuggene var forskellige i størrelse og gled langsomt i en sidelæns dans gennem lyset på fortrappen, inden de ramte jorden. Temperaturen var faldet yderligere et par grader i løbet af natten, og landskabet ved åen var nærmest arktisk. Et par grader mindre, så kunne de godt invitere polarulvene. Alligevel var der noget enestående enkelt over, hvordan naturen havde fået overtaget. Noget hun normalt kun følte, når havet lukkede sig over hende, og hun var alene med livet under vandet.

Efter at have konstateret, at der var stille og roligt udenfor, gik hun tilbage i køkkenet for at skifte kaffen ud med et glas vin fra den halvtomme flaske på køkkenbordet.

Det var, som om hun ikke kunne finde ro ved stedet, efter at politiet havde været på besøg om morgenen. Hun hæftede sig ved alle husets små lyde. Puslen. Træværk, der gav sig, en svag blæst ved emhætten i køkkenet.

Fra vinduet kunne hun i det svage mørke skimte en skikkelse stå bøjet over mindestedet med bøjet hoved og hænderne hængende slapt ned langs siden. Nakken krummede som på en stor, trist fugl. I det samme vendte han sig og kiggede op mod huset, som havde han fornemmet hendes blik. Hun genkendte ham som Lukas’ far, Karsten Mørk, med det store, skaldede hoved og gøs pludselig ved tanken om at blive betragtet.

Tidligere på dagen havde hun været derovre og set, at et stort antal buketter og kranse var anbragt uden for politiets afspærring. Kondolencebreve var pakket ind i plastic, så de ikke blev våde, og nogen havde sat små standere op med fyrfadslys i, der brændte. Der lå også flere plysbamser i plasticposer.

Tanken om drengen fik det til at stikke i maven, og et øjeblik væltede et hav af minder ind over hende. Knud, der ville have barn. Pressede hende. Begrænsede hende. Og da hun så endelig var blevet gravid for tre år siden: “Jeg vil ikke have, du dykker mere”, havde han sagt. Og hun havde forholdt sig tavs. For sådan havde hun ikke tænkt. Turdet tænke. Men det var farligt. Især de dyk, hun havde foretaget i Rødehavet, hvor vragene indimellem lå på rad og række. En slange kunne hægte sig fast på vraget. Noget kunne gå galt med udstyret. Og dykkersygen. Nogle gange var den uforudsigelig, og det var ikke til at sige, hvorfor man blev syg, selv om man havde holdt de påkrævede sikkerhedsstop og opført sig efter alle kunstens regler. Pointen var jo, at det var det nye og uopdagede, der var det mest interessante, og det var som oftest også det mest farlige, da de færreste havde erfaring med det. Hun kendte til eller havde hørt om flere dygtige dykkere, der var omkommet ved Elphinstone, fordi de var blevet snydt af strømmen, men når først nogle stykker var døde, opstod der lidt mere respekt om stedet. Hun havde selv gerne været pioner. Men nu kom ordet ‘uansvarligt’ for første gang ind i hendes ordforråd, og hun så det i folks øjne, når hun begyndte at tale om et dyk eller sin tid i Egypten. Har hun tænkt sig at fortsætte, når barnet kommer?

Efter noget tid holdt hun op med at tale om det. Til sidst tog hun ikke engang undervandsbillederne frem, når hun fik besøg. Endelig meldte hun sig ud af de to dykkerklubber, hun var medlem af. Ikke fordi hun ikke ville betale kontingentet, men for at undgå at modtage måneds- eller kvartalsbladet, der som regel var spækket med billeder fra både ind- og udland.

Og en dag begyndte det at bløde. Efter tre måneder havde hun tabt barnet. Der var ingen påviselig grund. De havde forsøgt igen uden held. Da hun den efterfølgende sommer sagde, at hun ville tage sin overbygning på arkæologiuddannelsen i marinarkæologi, havde han taget det som et fravalg af deres forhold. Måske var det også det. Hun ville aldrig holde op med at tænke på, om hun havde ønsket barnet ud af sin krop.

Hun vågnede op fra minderne, da en ny bevægelse ved mindepladsen fangede hendes blik. Endnu en mand var dukket op, og det så ud, som om de diskuterede, for de gestikulerede begge to voldsomt, og pludselig vendte Karsten Mørk sig om og gik tilbage over marken. Efter et øjebliks tøven småløb den fremmede mand efter ham. Sidsel blev stående og grundede over episoden. Hvorfor ville man skændes eller diskutere på et sted, der burde være fredfyldt? Og skulle hun fortælle det til politimanden, hun havde mødt? Hans visitkort lå på køkkenbordet. Daniel Trokic, hed han. Efter lidt overvejelse blev hun enig med sig selv om, at hun ville nævne episoden for ham, hvis hun stødte på ham igen.