18

Lisa stillede tasken fra sig i entreen og sparkede skoene af i den lille overfyldte gang. Klokken var kvart over elleve om aftenen, og Trokic havde bedt hende gå hjem og få sovet ud. Det havde han ikke skullet sige to gange. Hun var så træt af at sidde foran en skærm den halve nat, at det flimrede med små firkanter for hendes øjne, når hun lukkede dem.

– Hej, råbte hun.

– Hej, hej, kom det inde fra stuen. Svaret var nærmest en skratten og stammede ikke fra Jacob, men fra hendes store ara, Flossy Bent P. Måske var Jacob taget ud for at hente noget take-away til dem. Det var blevet rutine, når han var på besøg, at han hentede kinesisk, når hun kom sent hjem. Faktisk var hun forbløffet over, i hvor høj grad der udviklede sig rutiner i et fast forhold. De sneg sig ind ad bagdøren som små, snedige trojanske heste, og inden man så sig om, sad man på den samme måde i sofaen hver aften og købte automatisk partnerens foretrukne yoghurtmærke uden at skænke det en tanke. Og langsomt arbejdede de sig frem mod en forestilling om deres fælles fremtid og fremmanede ønsker og forhåbninger.

Men det var også en måde at indarbejde en form for tryghed på, tænkte hun, og på mange måder befandt hun sig godt med det og fornemmede, at Jacob gjorde det samme. Når alt kom til alt, var det de fælles værdier og humoren, der knyttede dem sammen.

I den store plan var der imidlertid et stort spørgsmålstegn. Jacob havde stadig sin lejlighed og hverdag i København, og hun sin i Århus. En af dem ville blive nødt til at give sig, hvis de skulle bygge noget permanent op sammen. Og de havde hver især deres ønskejob. Jacob hos Rejseholdet og Lisa i sin nuværende afdeling. Samtidig var Lisa ikke ubevidst om, at hendes fertilitetskurve var for nedadgående og for så vidt havde været det i en del år. Med andre ord kørte redebyggerhormonerne lystigt rundt i kroppen på hende, og selv en Pampers-reklame kunne fyre op under hende. De fleste af hendes veninder havde for længst fået børn, og et par af disse – piger – havde sågar udviklet sig til teenagere. Menstruerende og fødedygtige hunkønsvæsener, der risikerede at nedkomme med eksemplarer af menneskeracen før hun selv og dermed skyde hende ind i bedstemorfeltet i den ydmyge alder af femogtredive. Ganske enkelt en omstændighed, der ikke just fik hende til at føle sig yngre. Den praktiske Jacob ville dog ikke høre tale om børn, så længe de boede hver for sig.

Hun gik ud på badeværelset, trak sokkerne af og smed dem i vasketøjskurven under bordet. Så stak hun den ene fod ned i den første lammeskindssut, der lå smidt oven på badevægten. Hendes lejlighed, der lå i Frederiksgade ikke langt fra stationen, var gammel, og der var frygtelig fodkoldt både sommer og vinter. I samme øjeblik mærkede hun en kriblen om den ene tå, og hun trak foden til sig med et skrig. Da hun bøjede sig ned for at se, hvad der havde forårsaget den lette kilden, kravlede en gigantisk edderkop op og pilede hen ad gulvet. Et nyt skrig fulgte, og Lisa flygtede ud af badeværelset med hamrende hjerte.

– Fuck det, sagde Flossy fra sin pind. Fuglen havde takket være Nanna, Lisas syttenårige niece, et forbløffende udvalg af grimme ord på lager.

– Ja, det er nemlig rigtigt, svarede hun og strøg fuglen over de grønne fjer på hovedet, hvad den godt kunne lide. Så satte hun sig hen i sofaen og tog for sig af skålen med popcornrester fra dagen før, mens hun ventede på Jacob og spekulerede over dagens begivenheder.

Hun havde fået indtryk af, at Lukas havde været en glad, normal dreng, der tilsyneladende trivedes i skolen. Der var absolut intet, der tydede på, at han skulle have været udsat for seksuelle overgreb hverken i eller uden for hjemmet og hverken før eller i forbindelse med sin død. Alligevel kunne Lisa ikke løsrive sig fra tanken om, at der var tale om en sædelighedsforbrydelse. Hun tømte sit glas og lænede hovedet mod sofaens bløde puder. Måske kunne hun nå en lille lur, inden Jacob nåede ud af køen.

Det gav et gib i hende, da hoveddøren smækkede. Hun havde været væk et øjeblik og havde et kort sekund drømt noget, der fyldte hende med ubehag. Nogle svævende farverige billeder. Men hun kunne ikke fange det igen. Af en eller anden grund havde hun sin bedstefar i tankerne. Hun kiggede på uret. Den var kvart i tolv. Så længe havde det vel heller ikke taget at hente en chinabox? Ikke desto mindre havde han en pose i hånden fra deres sædvanlige leverandør.

– Hvor har du været? spurgte hun og var klar over, at det lød inkvisitorisk.

– På politigården. København hørte, jeg var herovre, så de har sat mig på sagen. Der kommer et par stykker mere i morgen.

Lisa satte sig helt op og betragtede ham. Han så sød ud med sne i det korte, lyse strithår, men der var et eftertænksomt udtryk i hans øjne, der fik det til at stikke i hjerteregionen. Et mærkeligt fraværende udtryk, hun ikke tidligere havde set. Havde det påvirket ham så meget at tale om sagen?

– Hvem snakkede du med?

– Daniel.

– Kan du så ikke bare blive her altid? smilede hun og havde en følelse af, at der var noget, han ikke fortalte hende.

– Agersund vil ikke have os på samme sted, mindede han hende om. – Så vil en af os skulle flytte over i en anden afdeling. Har du lyst til det?

– Nej, indrømmede hun. – Det vil sige, jeg overvejer måske.

– Men mad har du lyst til?

– Ja.

– Og mig?

– Også det.

Han smilede drillende og stillede posen fra sig på køkkenbordet.

– Hvad har du mest lyst til? Mig eller kinesermaden?

– Jeg kan vel få begge dele?

Han trak hende ind til sig og kyssede hende forsigtigt.

– Så skal vi kun diskutere rækkefølgen, afgjorde han.

Lisa vågnede med et pludseligt sæt. De havde elsket og spist, og så var hun faldet i søvn på sofaen, mens han så Sjakalen i fjernsynet. Det var den samme drøm som den, der havde tittet frem i hendes bevidsthed tidligere på aftenen. Og denne gang formåede hun at fastholde billederne. Det handlede om det gråblå bornholmerur i Jonna Riises stue. Lærerinden i annekset ved Skellegården, som de havde afhørt tidligere på dagen. Stuen klemte sig klaustrofobisk sammen om hende, og uret tikkede larmende. Noget ved bornholmeren fyldte hende med et dybt ubehag, og hun følte sig iskold i maven. Ved siden af hende var Jacob også faldet i søvn, og fjernsynet kørte en række reklamer. Hun prøvede at ransage sin hukommelse for andre mennesker, der havde haft et lignende ur, men uden held. Hendes bedsteforældre havde også haft et bornholmerur, og selv om det havde været brunt med røde markeringer, så mindede det en del om det, hun havde set tidligere på dagen. Kunne det være et levn i hendes bevidsthed, der triggede mindet om, hvordan hendes bedstefar havde lidt af lungekræft og havde ligget i sin stue, da han døde? Det var en mulighed, men alligevel føltes den ikke helt rigtig. Med en følelse af, at verden var af is, puttede hun sig ind til den sovende Jacob.