20

Agersund bankede på til Lisas kontor. Han så træt ud. Det ene øje var en anelse blodsprængt og skelende, og han havde skåret sig to steder under barberingen. Men den blå skjorte var nystrøget og kunne til nød gå an sammen med de brune bukser.

– Du ville tale om Amsterdam, indledte Agersund.

– Ja.

Hun kiggede en smule forbeholdent på ham, da han lukkede døren bag sig. Chefen havde allerede den venlige mine på. En maske, der dækkede over en dybere beslutsomhed, og hun kunne mærke håbet skrumpe ind. Da han tre måneder tidligere havde præsenteret seminaret for hende, havde hun været henrykt. Et introkursus for europæiske politifolk i kriminologi og profilering. Det skulle løbe over to gange to dage og foregå i Amsterdam og ligge til grund for et muligt længere forløb. Undervisningen ville blive varetaget af to tidligere ansatte hos FBI fra National Center for the Analysis of Violent Crime. Med andre ord: Tur til interessant hollandsk hovedstad for at blive klogere. I sit indre havde hun skreget et lille hurra og havde allerede set sig selv i midten af en vigtig international begivenhed. For slet ikke at tale om muligheden for shopping i den spændende by.

Men nu var situationen en helt anden. Hun havde kæmpet for sin plads i drabsafdelingen – tilkæmpet sig den med samme energi som en gråspurv blandt solsorte ved foderbrættet. Hun ville ikke køres ud på et sidespor.

Agersund viftede med en bunke papirer, han havde i hånden. Hun fulgte hans store hænder med øjnene. Seminarpapirerne.

– Jeg synes ikke, det er hensigtsmæssigt at sende mig til Amsterdam lige nu midt i efterforskningen af drabet på Lukas Mørk, begyndte Lisa.

Agersund fandt en faderlig grimasse og et svagt smil frem, og han foldede hænderne over papirerne.

– Jeg forstår godt, du ikke har lyst til at tage af sted lige nu. Det er også ekstremt uheldigt. Men jeg vil gerne have, at du deltager alligevel. Jeg ville have snakket med dig om det i går, men vi fik pludselig travlt.

Hun stirrede på ham med en blanding af skepsis og mistro. Så smed hun sit tyggegummi i skraldespanden og lagde hånden under hagen, mens hun forsøgte at finde argumenterne frem.

– Men hvorfor mig? spurgte hun. – Er det ikke muligt at lave det om og sende en anden?

– De kræver nogen med mindst tre års erfaring ved kriminalpolitiet, men også erfaring med sædelighedsforbrydelser. Så jeg ringede i sin tid til dem og fik en snak med dem om, hvad kurset ville indeholde, og det er ganske enkelt ikke for pattebørn. Du har selvfølgelig ikke så meget gerningsstedserfaring fra drabssager, men det er der heller ikke ret mange andre her, der har. Til gengæld er du vant til at arbejde med sexforbrydelser, fotomateriale og at lægge mærke til detaljer. Du er simpelthen mit bedste bud. Jeg overvejede naturligvis også Trokic, men du ved, at han ikke bryder sig om at sætte ting i kasser eller at høre om for meget psykologi. Og jeg har alvorligt brug for ham her som souschef.

– Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg faktisk langt hen ad vejen enig med Trokic i, at profilering er en anelse kontroversielt. Altså ... hvorvidt FBI’s profiler overhovedet er det mindste bevendt, kan jo stadig diskuteres.

– Jeg mener nu nok, det er anvendeligt. Ellers ville de vel ikke bruge det, mente Agersund. – Sig mig, har du overhovedet ingen kaffe herinde?

Lisa vendte sig og fandt et krus i sin reol og hældte op til ham. Så trak hun skuffen ud og fandt et par sukkerknalder. Man lærte et og andet med tiden. For eksempel at chefen var en hund efter sukker, og man stod sig bedst i at have grejet liggende klar.

– Så vidt jeg er orienteret, har deres profilering faktisk kun ført til én anholdelse i hele historien, sagde hun, da chefen havde fået gang i sukkerstadset, – og mange gange er det måske direkte vildledende.

– Jeg tror, du simplificerer tingene lidt. Det er jo ikke enten-eller.

– Men kan du ikke huske den der Bostonkvæler-sag i tresserne? Den læste jeg om. Et helt panel af psykiatere udbasunerede, at de var på jagt efter ikke én, men to drabsmænd, hvoraf den ene var homoseksuel, og at begge var lærere. De antog, at gerningsmændene var seksuelt svækkede af en traumatisk barndom med en fraværende far og en dominerende mor. Og da de så endelig fandt drabsmanden – ikke to, men en – var han faktisk i byggebranchen, heteroseksuel, gift og havde to børn. I hans barndom havde hans far været den dominerende og moren den svage. Så de var fuldstændig galt afmarcheret. Og kan vi overhovedet bruge det i Danmark?

– Det var jo længe før, profilering blev mere af en videnskab, smilede Agersund. – Det er nærmest historie.

Han tog en slurk af kaffen og studerede sine negle. De var pinligt rene. – Hør nu lige her. For det første er der ikke nogen, der forventer, at du kommer hjem derfra og kan slynge en præcis profil ud, hver gang nogen bliver slået ihjel. Jeg er bare interesseret i, at vi er med på, hvad der sker internationalt på det her felt, og jeg har fuld tillid til, at du kan sortere i den information, du får, og bruge, hvad der er nyttigt og smide resten ud. For det andet har jeg allerede betalt det her. Og jeg mener betalt. Jeg har haft den store pung fremme. Det er helt udelukket, at du bliver væk.

Han lænede sig tilbage i stolen og betragtede hende.

– FBI har rent faktisk også foretaget en del undersøgelser på deres ret store udbud af drabsmænd, fortsatte han, – og hvordan man end vender og drejer det, så giver det et stort indblik i, hvordan den slags syge mennesker er skruet sammen oven i hovedet. Det kan godt være, at det ikke fører til direkte anholdelser hver gang, men det er måske med til at indsnævre, hvad man kigger efter. Du vil blive glad for, at jeg sendte dig. Stol på mig.

– Jo, men med al respekt ... muggede Lisa, der udmærket vidste, at spillet var tabt, – selv det skal man passe på med.

Agersund smed sin bunke af brochurer på bordet foran hende.

– Vær nu ikke så fordomsfuld over for amerikanerne. Du kan sortere i det.

Hun kunne ikke frigøre sig fra den tanke, at der måtte ligge noget bag. Agersund klagede konstant over deres skrabede budget, priserne på tekniske undersøgelser, og deres computerudstyr lignede efterhånden museumsgenstande. Hver en lille nyanskaffelse måtte de slås for. Et kursus som dette måtte koste en formue, for ikke at nævne rejse og ophold. Så hvad var det, han præcist forventede af hende? Som om han havde læst hendes tanker, sagde han:

– Og jeg har jo lovet, at din arbejdsbeskrivelse her ikke kommer til at ændre sig af den grund, sagde han. – Det starter i morgen, mandag, som du ved. Og husk regntøjet. Det regner i Amsterdam i disse dage.

Han lignede med ét elskværdigheden selv.

– Men hvad så med efterforskningen? spurgte Lisa. – Betyder det, at du tager mig af Lukas-sagen?

– Jeg tager dig ikke af sagen, Lisa, sagde Agersund venligt. – Jeg sender dig af sted for at blive en af mine bedste folk. Det er beklageligt, at de her ting falder sammen, men Lukas-sagen kan trække ud i uger, måneder eller år, og så vil jeg have toptunede medarbejdere. Der er ikke rigtig nogen second chance. Det går nok – det er jo kun to dage i første omgang. Kan jeg regne med dig?

– Jeg har jo ikke noget valg, surmulede hun.

Chefen pillede noget ud mellem fortænderne og smilede venligt.

– Nej, faktisk ikke.