23

Trokic parkerede på en mindre villavej og gik det sidste stykke ad en smal, tilstødende grusvej til den angivne adresse, mens han forsøgte at lægge låg på sin skepsis. Han satte pris på bevisførelse og logiske argumenter. Samme egenskab havde han observeret hos flere af sine kolleger, ikke mindst Lisa, der tilsyneladende forstod computerens sprog, som havde det været et modersmål. Trods sit sensitive gemyt formåede hun at holde følelserne ude af beregningerne. Trokic værdsatte denne egenskab, og det gjorde det mildest talt besværligt at forholde sig til spirituel tankegang, slet underbyggede teorier om det hinsides og dårligt udforskede alternative behandlingsformer. Derfor var det med en pæn portion mistro, han grundede over titlen ‘heks’ – betegnelsen på Magdalena, der boede i huset foran ham. Hvad dækkede det over? Ritualer i nattens mulm og mørke med ofring af høns og geder? Dommedagsprofetier og syner? Mystiske besværgelser til uddrivelse af onde ånder?

Huset var lavt i forhold til de andre huse i byen og måtte være fra attenhundredtallet. Murværket var skævt, det hvide pus hang i flager, og stråtaget trængte alvorligt til en udskiftning. Han måtte bøje hovedet for at gå ind ad fordøren. Inden døre åbenbarede en anden verden sig. Hele stuen var fyldt med kaktusser i alverdens udformninger, og der hang urter ned fra loftet i store bundter. Møblerne var gamle, og det så fattigt ud, men der herskede en pinlig orden i huset.

Magdalena selv var en lille, tynd dame sidst i tresserne i en lang, sort kjole og med en strikket farvet hat af grålig uld, der havde flapper ned over ørerne.

– Kom indenfor og få en kop urtete. Det er på kanden.

– Øh, tak, sagde Trokic, der ikke var sikker på, at han havde lyst til at prøve kræfter med nogle af de ting, der hang oppe under loftet.

– Sid ned. Jeg er straks tilbage. Hun forsvandt ud i køkkenet og kom tilbage med to kopper dampende te.

Trokic nippede til den. Den smagte sødt og lakridsagtigt. Han forsøgte at udlede, hvad hun havde puttet i. Anis, lakridsrod, honning, baldrian, hyben. Men der var også noget andet i, der havde en skarp smag.

– Det er min egen opskrift, sagde heksen ikke uden stolthed.

– Er det en peyotekaktus, den derovre? spurgte Trokic.

– Nej, sagde hans værtinde. Den kan jeg desværre ikke få til at gro her. Den er for vanskelig. Men den er i familie med den, smilede hun.

Trokic begyndte at blive en smule bekymret for sin te.

– Men du er vel ikke kommet for at undersøge meskalinniveauet i mine kaktusser? spurgte hun.

– Lad mig tale lige ud af posen, sagde Trokic. – Det lader til, du kommer nede ved åen. Jeg vil høre, om du har informationer, der kan hjælpe i forhold til drabet på Lukas Mørk.

– Hvem er Lukas Mørk? spurgte Magdalena.

– Du har ikke hørt, at en dreng er fundet dræbt i åen? spurgte han.

Hun spærrede øjnene op og satte sin kop ned med en høj klirren.

– Du godeste. Det vidste jeg ikke. Jeg læser ikke avis og har intet tv. Men jeg så godt, at der var en politiafspærring ved åen. Jeg kan dog berolige dig med, at jeg ikke laver magiske hekseting, og at jeg ikke har ofret den stakkels dreng til nogle højere magter.

– Men du kommer nede ved åen?

– Ja, jeg prøver at leve i så tæt kontakt med naturen som muligt, så jeg går dagligt ture. Jeg bor jo i et meget smukt område med en masse historie og skøn natur. Og jeg giver gode råd om naturmedicin.

– Ikke noget med at være synsk? spurgte Trokic og lod mistroisk blikket glide hen over den besynderlige hat.

Hun trak på smilebåndet, men der var kommet alvor i øjnene.

– Nej da. Men jeg hjælper gerne folk med selv at finde frem til deres egen sandhed.

– Hvordan det?

– Det er min hemmelighed. Men hvis man ikke kan finde svar i fakta, så må man søge ind i forestillingen.

Trokic ville ønske, at hun tog hatten af. Den virkede mildest talt distraherende.

– Var du nede ved åen i torsdags?

– Jeg er som sagt dernede hver dag. Så ja.

– Hvad tid på dagen var det?

– Om eftermiddagen. Mens det stadig var lyst.

– Du så ikke Lukas? Han var otte år. Kastanjebrunt hår og grøn dynejakke. Eller andre personer?

– Nej, ikke andet end Peter Lystfisker, der var ude og gå sig en tur med sin springerspaniel. Men han er næsten halvfems ...

– Hvad lever du af?

Men Magdalena svarede ikke. Hun stirrede pludselig fjernt ud i luften.

– Kastanjebrunt, siger du?

– Ja, næsten rødt. Og som sagt en grøn vinterjakke.

– Jeg så en dreng, der så sådan ud. Men det var ikke ved åen. Det var oppe i nærheden af kirken. Hvor Obstrupvej går ud i Hørretvej. Han satte sig ind i en bil.

Trokic mærkede sit hjerte slå hurtigere, mens han for sit indre forestillede sig Lukas springe ind til den ukendte gerningsmand. Så hundeføreren havde måske haft ret.

– Hvad tid var det? Husker du det?

– Omkring halv fire vil jeg tro. Det er der, jeg normalt tager ind til byen og handler.

– Og kan du sige, hvad det var for en bil? spurgte Trokic spændt.

– Jeg ved intet om biler, men den så ikke særlig ny ud. Og den var grøn eller blå, mener jeg.

– Hvor gammel? Et slag på tasken?

– Jeg ved det ikke.

– Havde den nogen særlige kendetegn? Buler, markeringer, maling?

– Det tror jeg ikke. Men jeg kan jo ikke huske det, sagde hun næsten ulykkeligt.

– Kan du komme på noget af registreringsnummeret?

Magdalena lavede trutmund og rystede så på hovedet.

– Det er jeg ked af, men jeg ved det virkelig ikke.