24

Trokic var på vej ud fra Brugsen med en pakke cigaretter i den ene hånd og en dunk sprinklervæske i den anden. Der var travlt omkring ham, som skulle den halve by søndagshandle inden lukketid. Ved udgangen stødte han ind i Sidsel Simonsen, der bar på en overfyldt bærepose. Det tog et par øjeblikke, inden han genkendte hende. Alt det lange hår var stoppet op under en sort strikhue, og kinderne var røde i kulden. Dykkerpigen.

– Lidt forsyninger til dig og bilen? spurgte hun og nikkede mod indholdet i hans hænder.

– Ja, jeg er på vej hjem. Jeg har lige fået te hos den lokale heks, og jeg er faktisk ikke sikker på, at man må køre bil på den.

Hun lo, og et øjeblik forsvandt det let sammenbidte udtryk fra ansigtet.

– Åh, gode, gamle Magdalena. Hun er noget for sig selv. Men ganske harmløs. Og det samme er hendes te.

Der var allerede gået hul i den ene side af Sidsels pose, en appelsin tittede ud, og hun kæmpede for, at indholdet ikke skulle vælte ud til beskuelse på parkeringspladsen.

– Lad mig bære den der over til din bil.

– Jeg har ingen bil med. Jeg er gående.

– Nå, men så kører jeg dig lige hjem. Inden det hele vælter ud.

Han lagde cigaretterne i jakken og tog bæreposen fra hende.

– Jeg skulle bare have nogle optændingsblokke, og så røg der alt muligt andet ned i kurven, sagde hun ikke uden en vis forundring. Hun flyttede sig for en dreng, der skubbede en indkøbsvogn, der var større end ham selv, og som fuldstændig havde taget magten fra ham i sneen. Dens hjul skred ubehjælpsomt rundt i sneen.

– Ok, sagde Trokic og undlod at tilføje en teori om et kvindegen, eftersom han selv altid kom tilbage og manglede halvdelen af det, han skulle have haft. Han inspicerede hendes let stivnede ansigtstræk. Hun virkede anspændt og ubehageligt til mode over menneskemylderet.

– Er alt i orden ude i den anden ende af byen? spurgte han.

– Ja. Men folk er skræmte.

Hun snøftede i kulden.

– Så du ikke deres ansigter inde i Brugsen? Nærmest stivnede. Men det er der ikke noget at sige til. Det er en by med mange børnefamilier. Mange er flyttet hertil, fordi det skulle være et trygt sted at lade sine børn vokse op.

Hun tøvede, inden hun tonløst fortsatte.

– Jeg så faren nede ved afspærringen i går. Han diskuterede med en anden.

– Mand eller kvinde?

– En mand.

– Hvordan så han ud, ham han talte med?

– Svært at se i halvmørket. Men sådan mellemblondt, kort hår.

De hoppede ind i bilen, og han kørte ud på Hørretvej. Sidsel sad tavs ved siden af, og Trokic spekulerede på det optrin, hun havde set. Det behøvede ikke at betyde noget. Alligevel fandt han det underligt. Nu var han imidlertid langt mere optaget af den oplysning, Magdalena havde givet ham. Så Lukas var muligvis blevet samlet op af en bil. Men hvilken?

– Det er et specielt navn, du har, sagde Sidsel, da de drejede ind på Bedervej. – Er du oprindeligt her fra Danmark?

– Ja, min mor var dansk. Men resten af min familie bor i Kroatien.

– Men har du så aldrig boet i Kroatien?

– Jeg boede dernede i et par år under krigen, da jeg var sidst i tyverne. Hos noget familie. Lidt uden for Zagreb. Jeg arbejdede for en privat humanitær organisation, som stod for genhusning af mennesker, der havde mistet deres hjem. En uoverskuelig opgave. Det er mange år siden nu.

– Men du valgte altså at tage derned, selv om der var krig?

– Ja. Det var jo min familie. Jeg syntes ikke, jeg bare kunne sidde her ...

Han rodede op i det sorte hår. Det trængte allerede til at blive klippet igen, fornemmede han. Det var en smule for langt i nakken, og hvirvlen i den ene side havde tilsyneladende fået sit eget liv efter turen udenfor.

– Kan du så en masse dykkerhistorier? spurgte han og manøvrerede bilen uden om en havareret Ford i den ene side af vejen.

Hun klukkede lidt og pillede ved et armbånd, hun havde rundt om håndleddet. Det lignede noget, et barn havde lavet. Det var sorte og grønne plasticperler i tilfældig rækkefølge. Det var det eneste smykke, hun bar.

– Jeg kan både historier om SS Carnatic, et dampskib, der forliste på et koralrev i september 1869 i Rødehavet med en last af guldmønter om bord, og den grufulde historie om en norsk mandlig dykker, der forsvandt under en dykkerekspedition og dukkede op fem dage senere med en kniv i ryggen. Men dem kan du måske høre en anden gang. Hvordan skrider sagen frem? Har I nogen mistænkte?

– Nej, ikke nogen, vi har noget på, svarede han, som sandt var.

Han parkerede bilen foran huset. Hun havde ikke slukket lyset derinde, og det så hyggeligt ud udefra. Der blev en pause, og et øjeblik hørtes kun en sneskraber, der kørte forbi.

– Tak for turen, sagde hun endelig. – Vil du have en kop kaffe?

Han kiggede på uret. Der var sen parole i aften, og han skulle have læst et hav af rapporter inden.

– Må jeg have den til gode?