25
De var knap fuldtallige i parolesalen. Trokic følte sig underligt tilpas og spekulerede på, om heksens te havde andre talenter end den helbredende virkning. Nogle af kollegerne så lidt slukørede ud, og han gættede på, at de havde været i byen aftenen før. Burde han måske også selv have koblet af med en øl med nogle af de andre? Han havde tænkt tanken, men syntes, at det var for omstændeligt for en enkelt øl. Mere kunne det alligevel ikke blive til, når arbejdet kaldte dagen efter. I øvrigt plejede de at skændes urimeligt længe om, hvor de skulle hen. Der var visse steder, Trokic nødigt satte sine ben i byens natteliv. Nogle af stederne kunne være ganske hyggelige om sommeren, men så snart man blev nødt til at rykke indenfor, blev det kompakt, svedigt og et musikhelvede, man ikke kunne drikke sig fra.
At gå ud indbefattede også visse risici som at løbe på et par tidligere bekendtskaber, der tilsyneladende ikke var helt afklaret i forhold til ham. Prekære situationer opstod, når de mente, at de stadig måtte diskutere et og andet, hver gang de så ham. Han havde indset, at der var et eller andet ved ham, der triggede analyseapparatet hos visse kvinder. Det var, som om hans behov for at være sig selv skulle problematiseres. I hvert fald ændrede selv de mest selvstændige, intelligente kvinder sig ofte gazellehurtigt til opmærksomhedskrævende, besidderiske individer. Specielt intimiderende blev det, når de begyndte at dissekere hans fortid og drage slutninger omkring hans tid i Kroatien under krigen og heraf manglende evne til at knytte sig. Vicekriminalkommissæren var som regel for høflig til at kommentere, at han følte sig overbevist om, at han nok skulle få lysten til at knytte sig, når den rigtige dukkede op.
Kurt Tønnies var som chefkriminaltekniker den første, der måtte stå for skud. I første omgang var der intet nyt om fiskelinen, og den smeltede sne havde heller ikke givet nogen nye spor. En bunke lystfiskere var ifølge Jasper Taurup blevet afhørt uden det store held. En af disse havde imidlertid ment, at en mand ved navn Søren Wenke havde brugt den pågældende fiskeline. Wenke viste sig imidlertid at være ejeren af det hus, som Sidsel Simonsen lånte, og han var for øjeblikket bortrejst til New Zealand. Han havde desuden henvist til to andre lystfiskere, men begge havde skudsikre alibier for det formodede drabstidspunkt. De havde tilmed fremvist deres ruller i hel tilstand, og det var dermed udelukket, at fiskelinen skulle være blevet tabt eller stjålet. Tilbage stod muligheden for, at andre ruller af fiskelinen var blevet “lånt” af nogen med tilknytning til de pågældende lystfiskere. Men heller ikke dette havde givet noget resultat. Lukas var forsvundet på et tidspunkt, hvor de fleste var på arbejde og dermed kunne redegøre for deres færden.
– Men så er der sammensætningen af de fibre, der blev fundet på drengen, fortsatte Kurt. – Jeg fik en fax fra København tidligere i dag. De mener, det er fra garn. Vi har været ude i byen og snakket med alle garnforretningerne, men det har ikke i første omgang givet noget. Det er meget mærkeligt, for det synes ikke at være garn af de almindelige typer. Vi har været alle mærker igennem. Alligevel var der flere af strikkedamerne, der mente, at det sandsynligvis stammede fra noget garn, der ville være oplagt at bruge for eksempel til en hue eller et halstørklæde.
– Fandens, sagde Trokic. – Kunne de virkelig ikke sige mere? Det er ret vigtigt.
– Ingen grund til at være utilfreds, vrissede Kurts assistent Jan. – Vi knokler røven ud af bukserne.
– Ja, det er jeg godt klar over.
Trokic kiggede ud over forsamlingen. Deres ansigter viste ingen tegn på entusiasme. Var de allerede kørt fast og følte sig desillusionerede? Eller var det tidspunktet? Sent søndag aften, hvor man burde have siddet med konen i sofaen og fulgt med i et nationalklenodie af en tv-serie?
– Er der andre, der har noget nyt? spurgte han så.
Lisa Kornelius stak en hånd i vejret.
– Jeg tror måske, jeg har en god nyhed. Min kammerat Morten Birk ringede angående fotoet fra bageren.
Trokic anede et håb.
– Ja, hvad med det? Jeg troede, han havde opgivet.
– Det havde han også. Men han spurgte mig, om det var okay, at han viste det til en i det britiske forsvarsministerium, som han engang har arbejdet sammen med. Det sagde jeg ja til.
– Og så?
– Ja, vedkommende har tilsyneladende nogle helt andre teknikker. Han har ganske vist sindssygt travlt, men han mente, at han meget snart kunne levere et foto, der er langt bedre. Noget, som vi vil kunne bruge til at identificere manden på den anden side af gaden med.
– Okay, lad os lige gennemgå, hvad vi ved, sagde Trokic ud over forsamlingen. – Lukas forlod skolen klokken femten tredive. Derfra er han gået i hvert fald ned til Hørretvej, hvor Obstrupvej ender, omtrent hundrede meter fra skolen. Ifølge et helt nyt vidneudsagn er han muligvis steget ind i en grøn eller blå bil her. Det næste, vi ved, er, at han er set foran bageren på byens butikstorv lidt i halv fem. Hvad han har lavet i dette tidsrum, omtrent en time, står uklart. Men det er sikkert, at han har været i live klokken cirka halv fem foran bageren. Spørgsmålet er, om den person, der er på overvågningsbåndet, kan være den samme, som samlede ham op i bilen. Og om han er fulgt efter ham.
– Har vi udelukket forældrene? spurgte Jasper Taurup. – Er jeg den eneste, der har tænkt på, at de måske rent faktisk fandt ham under deres første eftersøgning – måske i gang med at stikke ild til noget, og at farens berømte temperament løb af med ham?
– Med den viden, vi har nu, tror jeg simpelthen ikke på det, sagde Trokic. – Husk, at de gik til naboerne og bad om hjælp til eftersøgning allerede omkring klokken sytten tredive. Faren kan umuligt have været hjemme fra arbejde før seksten femogfyrre. Det skulle give dem tre kvarter til at slå ham ihjel og fjerne alle spor, inden de forholdsvist uberørte stillede sig an foran naboerne.
– Hvad med pokerfyren? spurgte Agersund.
– Der er ingenting, sagde Jasper Taurup.
Han lignede noget, der havde levet af junkfood i en rum tid. Huden var gusten, og de mange kratere efter akne syntes at bule endnu mere ud end sædvanligt i det magre ansigt. Nu havde et tydeligt utilfreds udtryk tilmed gnavet sig ind i muskulaturen.
– Ingenting? Kan du blive lidt mere præcis? spurgte Trokic.
– Jeg kender tilfældigvis en, der spiller derinde, sagde Jasper. – Han siger, at spillebulen er forholdsvis kendt. Der bliver spillet tre-fire gange om ugen. Mest poker. Nogle aftener er det kun for de indviede, altså profferne. Så spiller de Hold ‘Em eller Omaha eller måske kinapoker for at rippe hinanden af, mest for sjov.
– Det aner jeg ikke, hvad er. Er det ulovligt?
– Svært at sige. Spørgsmålet om, hvorvidt pokerspil er hasard eller ej diskuteres stadig og prøves i retten. Men den primære indtægtskilde for de her mennesker er i hvert fald de rigmandsfolk, der gerne vil spille kort, men som ikke har det fjerneste begreb om det. De kommer uvægerligt til at lægge en del penge der. Der bliver også solgt lidt hash, men så vidt jeg kunne forstå, var det bare lidt småtterier. En gang om året har de så en fællesudflugt til Vegas i anledning af den årlige pokerturnering der.
– Og hvad med Karsten Mørk, Lukas’ far?
– Stor spillegæld.
Trokic nikkede. Det kunne forklare skænderiet, som Sidsel Simonsen havde set. Nogen var ude efter deres penge. Og hvorfor familien stadig boede i en trang lejlighed, selv om de fleste i deres alder med fast arbejde og børn ville være rykket videre til en villa eller i det mindste et rækkehus. Måske forklarede det endda farens korte lunte. Intet som økonomiske problemer kunne sætte tingene på spidsen i et forhold.
– Jeg havde det ikke godt med at pumpe dem for de her oplysninger, mukkede Taurup. – Det er sgu gamle venner, jeg har kendt i tyve år.
– Du kan være ganske rolig, sagde Trokic. – Jeg har ikke tid til at ringe til Skat i dag og fortælle dem om folk, der glemmer at opgive deres biindtægter. Og spillegælden? Betaler han af på den, eller hvordan?
– Det ved jeg ikke. Mine venner ved desværre ikke alt. Vi kan jo hive hr. Mørk ind og spørge ham selv?
– Det er på listen over overvejelser, sagde Trokic.
– Andre mistænkte? spurgte kriminalkommissær Agersund.
Trokic rystede på hovedet.
– Men vi vil naturligvis begynde at søge efter bilen, som Lukas antageligt skulle være steget ind i.
– Det vil altså med andre ord sige, at vi faktisk stadigvæk ingenting ved, sagde Agersund med en panderynken.
Folk begyndte at forlade lokalet, og til sidst var der kun Jacob tilbage. Der var gået over ti år, siden Trokic havde mødt ham første gang, mens Jacob var udstationeret i Kroatien i FN’s fredsbevarende styrke, UNPROFOR, i nærheden af Sisak. I modsætning til Trokic var det, som om tiden under krigen var gledet af på ham, og med sit korte, blonde strithår og de glatte symmetriske ansigtstræk så han ikke ud til at være en dag over femogtyve. Med sin position i Krajina-området havde Jacob utvivlsomt haft krigen tæt inde på livet, og trods hans altid neutrale stilling i konflikten mellem serbere og kroatere var netop hans indgående kendskab til Trokics andet hjemland en af årsagerne til deres tætte venskab. Den anden var Sinka, Trokics yngre kusine.
– Imponerende med Jaspers pludselig pokerkendskab, sagde Trokic.
– Tja, Jasper fortalte mig en aften for noget tid siden, at han for femten år siden var en af Århus’ største pokerhajer, sagde Jacob. – Han var startet på matematikstudiet, men det var tilsyneladende for kedeligt for ham, og derfor spillede han en del i sin fritid. Han tjente flere tusinde om året, og hvis det dengang havde haft den popularitet, det har i dag, kunne han have tjent millioner, påstår han.
– Tager du pis på mig?
– Nej. Du ved sgu da også, at manden har noget med hukommelsen. Han affotograferer ting. Jeg tror gerne, han er en haj til at spille kort. Han stoppede kun den karriere, fordi nogen stak ham til Skat, der begyndte at snage. Men skattevæsenet kunne ikke bevise noget. På det tidspunkt var han imidlertid blevet godt og grundigt træt af matematikken og havde besluttet sig for at søge ind til politiet. Han turde ikke tage nogen chancer med straffeattesten, så han holdt op med at spille. Men han har tilsyneladende stadig kontakter i miljøet.
Der blev en pause, mens Trokic samlede sine papirer sammen.
– Er der noget, du gerne vil fortælle mig? spurgte Jacob.
Trokic forsøgte at møde hans blik. Der var ganske rigtigt noget, han ikke havde fortalt ham.
– Ikke i øjeblikket.
– Det tror jeg, der er. Jeg kan tåle at høre lidt af hvert, ved du.
– Hvad med en gang dalmatisk roastbeef en af dagene?
– Kroatisk hundegryde?
– Nej sgu da. Fra Dalmatien. Med nogle cevapcici som tilbehør. Og kål? Og en vin, jeg havde med hjem fra juleferien.
– Ingen ajvar?
– Kan man spise det uden?