33

Bent Kornelius boede i en af de bageste blokke længst mod nord. Lidt længere fremme kunne Trokic skimte Bazar Vest, hvor han ofte handlede, når han manglede specialiteter. Trokic var selv vokset op ikke så forfærdelig langt derfra, og nogle gange tænkte han, at den eneste forandring var en makeup i form af en facaderenovering. Ja, og så de mange paraboler, der hang på hver eneste altan. De sad som store, lysegrå øjne, der pegede mod øst, hvor de opsnappede alt fra Al-Jazeera over DR til den seneste erotiske film på en af Viasats mange kanaler.

Under facaden var virkeligheden en anden, det vidste han godt. De sidste par år var kriminaliteten faldet markant i området, og rosen af de mange initiativer havde været stor. Men det seneste kvartal var den begyndt at stige igen. Mere uro, flere indbrud, ildspåsættelser og ikke mindst optøjer havde hærget bydelen. Derfor havde man endnu en gang besluttet sig for at skærpe indsatsen i et samarbejde mellem kommune, politi og foreningerne i området. For politiets vedkommende betød det, at man havde etableret en ny lokal politistation med en styrke på femogtyve mand, der som det gamle nærpoliti skulle have til huse i City Vest.

Trokic havde flere kolleger, der var godt og grundigt trætte af Gellerup og den manglende respekt i form af skældsord og stenkast, de blev mødt med, men han havde aldrig selv oplevet de lokale som hverken værre eller bedre end det øvrige Århus. Om det skyldtes, at han havde en bedre fornemmelse for, hvordan han skulle tackle dem, fordi han havde miljøet i blodet, var han ikke sikker på, da mange af hans kolleger med anden etnisk oprindelse tilsyneladende også havde problemer derude.

Den pensionerede politikommissær havde netop rundet de femoghalvfjerds, havde Lisa røbet i telefonen, men manden der åbnede døren, så ikke ud til at være en dag over tres. Håret var kraftigt og sort med få strejf af gråt over et par store ører, øjnene var klare bag et let brillestel, og han var iklædt et par jeans og en blå skjorte, der sad pænt på en velholdt krop. Trokic gættede på, at han tog runder ved Brabrand-søen eller holdt sig i form på tilsvarende vis. Med et venligt smil og et fast håndtryk blev han budt indenfor i varmen.

– Du ligner en, der godt kunne trænge til et glas friskpresset appelsinjuice. Jeg kan forestille mig, at du allerede har drukket flere spande kaffe på nuværende tidspunkt. Var det ikke noget?

– Det ville være dejligt, tilstod Trokic, hvis hovedpine stadig bankede svagt et eller andet sted i baghovedet.

– Sæt dig ind i stuen, så kommer jeg med det om lidt. Og nyd udsigten.

Trokic gik ind i en stor stue, hvis to sider var dækket af reoler fyldt til randen af bøger, ringbind og sirlige bunker af tidsskrifter. I det ene hjørne stod en grøn sofa, og over den hang to kunsttryk af Andy Warhol, henholdsvis en dåse tomatsuppe og en rød kat på en hvid baggrund. På parketgulvet lå et væld af små tæpper. Persiske, indiske, orientalske. Det samlede farveindtryk var overvældende, og et øjeblik tænkte han på sine egne vægge, der var malet koksgrå med et skær af grønt, fordi fraværet af farve havde en beroligende effekt på ham. Han gik hen til vinduet og kiggede ud. Udsigten bestod imidlertid af et trøstesløst udsyn til paraboler og et snedækket betonlandskab. Hans vært dukkede op med to glas appelsinjuice og en skål med mintchokolader på en bakke.

– Ja, fin udsigt, ikke?

Han lo.

– Jeg kunne forstå, du gerne ville tale om Riise-sagen i Mårslet? fortsatte han og satte bakken fra sig på sofabordet. – Det er jo snart en hel menneskealder siden ... hvad bliver det? Hen ved fireogtredive år? Du godeste, som tiden dog er stukket af med mig.

– Jeg håbede, du måske kunne huske noget, som ikke var nævnt i rapporten. Og jeg er interesseret i, hvad du selv tænkte omkring sagen.

De satte sig i sofaen, og Bent Kornelius skubbede en pude om i ryggen.

– Vi havde problemer med de tekniske undersøgelser. Vi havde svært ved at tro, at han kunne drukne sig selv dér. Det var desuden iskoldt, og det gjorde det endnu sværere at forestille sig. Ja, og vandstanden i åen var ret lav på det pågældende tidspunkt.

– Jeg kan forstå, I havde kig på forældrene?

– De var meget lukkede. Ville ingenting fortælle om Eigil, hvilket vi fandt yderst besynderligt. Hvem vil ikke gerne finde ind til sandheden i sådan et tilfælde? Nogle kolde skiderikker, hvis du spørger mig. Vi forhørte os hos naboerne og på skolen, hvor faren arbejdede. Men det var, som om de var papfigurer, hvis du forstår, hvad jeg mener. Ingen kunne rigtigt fortælle noget om dem. Ingen kendte dem indgående. De holdt sig for sig selv. Faren passede sit arbejde som lærer, og ud over det så man dem ikke. Jeg har hørt, at de efterfølgende flyttede ud af landet.

– Ved du hvorhen?

Han rystede på hovedet.

Trokic tog en slurk af sin juice. Det var skønt med noget andet end kaffe. Den form for egenomsorg var han ikke selv i stand til at udrette.

– Havde drengen en søster, der hed Jonna?

– Ja. Hun var kun seks på det tidspunkt. Hun sagde aldrig noget. Jeg hørte hende ikke åbne munden en eneste gang.

– Men hvorfor faldt mistanken på forældrene? Det var vel ikke helt oplagt?

– Der var en mand, der ringede og angav forældrene. Sagde, at de var ansvarlige. Derfor undersøgte vi forholdene, men vi havde ganske enkelt ikke noget at udsætte på dem. Faren var på arbejde på det tidspunkt, hvor dødsfaldet skete, og moren var hos tandlægen, så vidt jeg husker.

– Der står ikke noget i rapporten om den angivelse. Ved du, hvad der blev af ham, der indgav den?

– Ja, han hed Gabriel Jensen. Det husker jeg, fordi han blev ved med at sige, at han var opkaldt efter Gabriel Marselis, der åbenbart har ejet en stor del af området i sekstenhundredtallet. Han var desuden et ikke helt pålideligt vidne. I hvert fald viste det sig, at han havde en dom for at blotte sig for nogle mindreårige drenge. Derfor indledte vi også en efterforskning af ham selv, men det gav ingenting. Da det så efterfølgende kom frem gennem nogle kammerater, at Eigil havde talt meget om døden, henlagde vi det som et selvmord.

– Hvor gammel var Gabriel på det tidspunkt?

– Han var sidst i tyverne, så vidt jeg husker. Hvem ved, måske er han stadig i byen.

Hvis Eigils liv ikke var gået tabt i åen, ville han være få år ældre end han selv, regnede Trokic sig frem til. Et helt liv af muligheder, glæder og sorger smidt bort i en alder af elleve. Han havde end ikke været gammel nok til at opleve kærligheden for alvor. Hvad kunne være så slemt, at han ønskede at gøre en ende på sit korte liv? Hans vært rev ham ud af tankerækken.

– Men du var vel ikke kommet for at spørge mig om alt dette, hvis ikke det havde relation til en ny sag? Er det ham drengen i Mårslet?

– Ja, bekræftede Trokic.

– Men han blev jo stranguleret, ikke? Kan du ikke forklare det nærmere? Så skal jeg nok hente et askebæger. Du ligner en, der trænger til en smøg.

Det næste kvarter fortalte Trokic Bent Kornelius om sagen, mens han røg dagens fjortende cigaret. Hans tilhører lyttede opmærksomt. Så lagde han fotoet fra bageren frem på bordet. Det var den version, Lisa havde prøvet at forbedre, og det var stadig kun en utydelig skikkelse i baggrunden.

– Vi har fået dette billede fra bagerens overvågningskamera. Vi prøver at finde frem til, hvem det kan være.

Bent Kornelius tog billedet op og studerede det med samme grundighed, som havde han været korrekturlæser over en millionkontrakt.

– Ja, det er jo håbløst og umuligt at se, hvem det er. Du tænker på, om det kan være Gabriel?

Trokic nikkede.

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så opfattede jeg Gabriel som en klam fyr. Usoigneret, vulgær at høre på og usamarbejdsvillig. Men jeg troede på ham. Et eller andet sted fornemmede jeg, at det blot var hans måde at være på, fordi han ikke kunne finde ud af andet, og at han rent faktisk havde kunnet lide Eigil. Jeg tror, Gabriel var harmløs. Ja, og så har jeg jo ikke set ham i femogtyve år, undskyldte Kornelius. – Selv om billedet havde været tydeligt, ville jeg ikke turde sige det. Men det er værd at undersøge.

Trokic var på vej ud af døren, da Bent Kornelius pludselig lagde en hånd på hans arm.

– Jeg kommer pludselig i tanke om noget. Der var en slags heks i byen dengang – jeg ved ikke, om hun lever endnu. En sjov type.

– Magdalena?

– Ja. Det var hende, der fandt drengen i åen. Hun var egentlig naturvejleder og boede tæt på åen. Jeg mener, hun kendte Eigil mere indgående. Måske kan hun fortælle dig mere. Vi havde en snak med hende på det tidspunkt, men jeg husker ikke detaljerne så godt.

Trokic nikkede. Opgangen var kold, og han følte det, som om den tilkæmpede varme fra lejligheden sivede ud af ham som fra en utæt pakning. Han lynede jakken op.

– Jeg ved, hvem hun er. Jeg kører derud med det samme.

– Pas på dig selv, vicekriminalkommissær, sagde Kornelius, da de gav hinanden hånden til afsked.