36

“Good girls stay at home, bad girls go to Amsterdam,” annoncerede Lisa på T-shirten under sin vinterjakke. En vind blæste let gennem gaderne akkompagneret af en støvregn, der satte sig som kolde svedperler i hendes ansigt. Det var to grader celsius. Nok til at holde snemængderne væk fra den hollandske hovedstad.

Lisas hoved var gennemblæst af ny information, og hun havde ikke været svær at lokke på en sen bytur efter seminaret. Nu traskede hun og James velvilligt efter en charmerende italiensk fyr fra kriminalpolitiet i Rom og to hollandske politifolk. Den ene af disse, en kvindelig kriminaltekniker i fyrrerne fra Amsterdam, der hed Annelies, fungerede som uofficiel guide, idet hun havde insisteret på at slæbe dem med på en coffee shop. Fordi de havde godt af noget kultur, mente hun.

Dagens psykologiske suppe havde bestået af seriemordere. En række groteske billeder sad stadig fast på Lisas nethinde. Eksempler, som underviserne havde præsenteret i et forsøg på at forklare forskellen mellem uorganiserede og organiserede seriemordere og deres metoder. Hun havde naturligvis stiftet bekendtskab med opdelingen tidligere, men ved at gennemgå en række sager havde de to oplægsholdere tydeliggjort, hvordan de skelnede i konkrete sager.

Den uorganiserede drabsmand havde typisk en intelligens under gennemsnittet, hvis han da ikke var mere eller mindre retarderet, og hans forbrydelser var impulsive og vilkårlige. Det betød som regel et rodet gerningssted, hvor der ikke var gjort det store for at skjule liget. Det var nærliggende at tro, at det uorganiserede drab lettede politiets arbejde. Alverdens fysiske beviser kunne flyde i kølvandet. Men nogle drabsmænd arbejdede så hurtigt, at politiet ikke kunne nå at følge med. Andre var ganske enkelt bare heldige ikke at blive opdaget.

Den organiserede drabsmand lå tættere op ad den forestilling, som mange mennesker havde om en seriemorder. Der var tale om det planlagte, velovervejede drab, der overlod så lidt som muligt til tilfældigheden. Dette var afspejlet i gerningsstedet, hvor så mange fysiske beviser som muligt blev fjernet. Disse var straks sværere at fange. Og nogle blev det aldrig. Lisa havde uden den fjerneste misundelse filosoferet længe over, hvordan det måtte være at arbejde ved politiet i et land, hvor der var verdensrekord i seriemordere. Det store antal kunne så ligefrem anbringes i kategorier og få deres eget leksikon.

Det var blevet mørkt, da de gik ned langs Oudezijds Voorburgwal, og der var kommet liv i vinduerne hos luderne, der hang i de små båse. Rødt lys strømmede i et hav af varianter ud fra bygningerne og kastede sit skær på gaden og de parkerede biler langs kanalen. Nogle berusede unge englændere stod og gejlede hinanden op foran en ung kvinde i en rød corsage i et af vinduerne. Hun sendte dem et luftkys og lænede sig frem, så der var bedre udsigt til herlighederne. Mændene grinede, puffede til hinanden og udvekslede sjofelheder.

– Lad os gå herind, sagde Annelies nogle gader senere. – Her er hyggeligt.

De stod foran en bygning af røde mursten med hvide vinduer og karme. Blå bogstaver på vinduet annoncerede navnet på stedet. Hill Street Blues.

– Det passer jo meget godt til os, mente Annelies, og så undgår vi turistramte steder som Grasshopper, hvor man drukner i technolarm og kommer til at betale overpris for det ene og andet. Og jeg lovede jer jo noget kultur. Irvine Welsh har nævnt stedet i en roman, og Eminem har taget billedet til sit første cover herinde.

Hun smilede overbærende.

– Ja, og så kan I også få en øl.

– Det ser hyggeligt ud, sagde den italienske betjent. – Lad os da bare gå ind.

Han åbnede døren, og resten af flokken fulgte efter som soldater på rad.

Lisa takkede nej til den joint, Annelies tilbød hende, og pegede på sin øl.

– Jeg tror, jeg holder mig til den her.

– Smart, sagde kriminalteknikeren Annelies. – Ikke for at fornærme, men de fleste udlændinge forstår sig ikke på hash. De kender ikke grænsen og vælter skideskæve rundt i gaderne i en blandingsrus. Og hvis man ikke er vant til at ryge, er det svært at finde grænsen. Det er jo ikke så hensigtsmæssigt, når vi skal tidligt op i morgen.

– Jeg er ikke smart, sagde italieneren med en syngende engelsk accent og fik ild i sin joint. – Jeg har ikke røget pot, siden jeg kom ind til politiet.

Lisa trak på smilebåndet. Hans blik havde flere gange i dagens løb vandret hen over hende på en måde, der havde fået det til at risle velbehageligt igennem hende.

De snakkede lidt frem og tilbage om det hollandske opbud af kriminalbetjente på seminaret og diskuterede brugsværdien af dagens oplæg. Der var generel enighed om, at det var nyttig viden trods et amerikansk tilsnit. Lisa fortalte om sine betænkeligheder ved profilering og gentog de argumenter, hun havde opremset for Agersund.

– Det er heldigvis småt med de mere bestialske drab hos os, forklarede hun. – Og sidste år var antallet af drab faktisk historisk lavt.

– Men det er da positivt. Hvordan har I båret jer ad med at opnå det? spurgte Annelies.

Lisa tøvede og tog en slurk af sin øl.

– Det ved jeg faktisk ikke. Personligt tror jeg nu, at det er en tilfældighed. Men der er generelt langt mellem drabssager, hvor offeret ikke kendte sin drabsmand. Det er mest mænd, der slår deres koner eller ekskoner ihjel, og misbrugere, der ryger i totterne på hinanden. Men lige i øjeblikket arbejder vi med en sag, som tilsyneladende ikke er så ligetil.

– Okay. Har du lyst til at indvie os? spurgte Annelies og lagde sin joint til slukning i askebægeret.

Lisa nikkede.

– Det startede med liget af en lille dreng, der blev fundet i en å, begyndte hun.