37

– Så I skyder lidt i øst og vest, men har ikke nogen egentlige mistænkte, spurgte Annelies, da Lisa var færdig med sin beretning.

– Ja, det hele flyder. Vi forsøger at identificere manden på billedet, vi prøver at finde en forbindelse mellem de brande, der har været i området gennem det sidste halve år, vi leder efter nogle fibre, og vi kigger de nærmeste efter i sømmene. Men for at være helt ærlig, så har vi ikke noget brugbart. De fysiske beviser, vi har samlet sammen, giver ikke rigtig mening.

– Og familien, spurgte den italienske politimand. – I Italien er familien også den helt store drabsmaskine. Så det er et godt sted at starte.

– I har jo også mafiaen, hvis du vil have mig undskyldt, at jeg borer i det, sagde Lisa.

– Det er ikke bare mafiaen. Desværre.

Annelies nikkede.

– Den værste sag, vi havde af den slags barnedrab, var også familien. Pigen fra Nulde? Husker I hende? Vi fandt torsoen af en lille pige ved Nulde. Senere dukkede hovedet op et andet sted. Det var ganske forfærdeligt, hvad hun havde været udsat for af mishandling. Jeg skal spare jer for detaljerne. Man lavede så en rekonstruktion af, hvordan hun havde set ud, og satte billedet i aviserne. På den måde fandt vi frem til moren og stedfaren, der var flygtet med den anden datter til Spanien. De havde slået hende ihjel, parteret hende og forsøgt at skaffe sig af med delene.

– Hvor forfærdeligt, sagde Lisa.

– Ja, efter den sag vil jeg tro lidt af hvert.

– Men i den slags sager vil der ofte have været alvorlig forudgående børnemishandling. Det har vi ingen beviser på her. Kun indicier. Desuden er der noget, der tyder på, at en brandstifter er indblandet.

– Dem er der mange typer af, sagde Annelies. – Fortæl lidt mere om det. Hvis det er en ægte pyroman, så skal I nok kigge lidt nærmere på det lokale brandvæsen. Overraskende mange pyromaner arbejder som frivillige brandmænd.

Lisa gengav, hvad Trokic havde fortalt hende om brandene i Mårslet.

– Lyder det som en pyroman? spurgte hun.

– Det er ikke til at sige, men ægte pyromaner er yderst sjældne. Vi snakker få procenter ud af alle samlede brandstiftere. Der er langt flere, der enten er lettere retarderede, lider af psykoser eller har en antisocial personlighedsforstyrrelse. Og det er tit kombineret med alkoholindtagelse.

– Men hvad tænker du, når du hører det her? spurgte Lisa. – sammenlagt med den øvrige historie.

– Hvis brandene er knyttet til drabet, tror jeg ikke, at det er en pyroman. Jeg tænker snarere en mand, der lider af antisocial personlighedsforstyrrelse. Måske drikker han. Og jeg tror, at vrede spiller en stor rolle. En slags hævnakt. I modsætning til pyromaner, der bliver opstemte af det.

Lisa spekulerede på Lukas’ far. Hvor vred var han egentlig? Han virkede anspændt under overfladen. Som om han undertrykte noget. Havde Lukas været for stor en belastning i den samlede familie? Kunne de have slået ham ihjel, måske endda i et vredesudbrud og derefter forsøgt at camouflere omstændighederne ved at smide ham i åen?

– Men hvis det drejer sig om en ukendt gerningsmand, hvorfor skulle det så lige gå ud over Lukas? tænkte hun højt. – Og intet tyder på en sædelighedsforbry...

Hun afbrød sig selv og kiggede over på James. Som en vildfaren due var et billede pludselig fløjet ind i hovedet på hende, og hendes hjerte sprang et slag over. Det var netop gået op for hende, at hun rent faktisk havde set bornholmeruret før. Eller i hvert fald et præcis magen til.

Otte år tidligere havde hun været på et lignende seminar i London, hvor James også havde deltaget. De havde fået en præsentation af børnepornoens udvikling, og hun havde fået vist et billede, man mente stammede fra Danmark, netop på grund af uret.

Lisa havde pludselig svært ved at ånde i det lille lokale, da hun huskede, hvad der havde været på det falmede billede, og den gammelkendte kvalme fik øllet til at vende i halsen på hende. Fotografiet forestillede en lille nøgen, mørkhåret pige omkring otte-ni år med armene fastspændt på en stol med armlæn, og den lille ende hængende ud over stolens kant. Mellem hendes spredte ben sad en kvinde med sort hår på hug. Billedet var taget fra en vinkel, der ikke levnede nogen tvivl om, hvad kvinden foretog sig. En brun flaske på størrelse med en dansk ølflaske var jaget op i det lille barns indre, og kvinden spredte med to fingre de hårløse små skamlæber. Pigens blik var dødt. Terroren i billedet havde været gennemtrængende ikke mindst på grund af talrige mærker på pigens krop, og det havde siddet fast på nethinden længe efter. Som en ekstra deprimerende dimension var billedet givet som eksempel på en sag, det aldrig var lykkedes at opklare. Lignende billeder af samme pige havde cirkuleret i en britisk pædofiliring, men ingen havde kunnet forklare, hvor de kom fra.

– Undskyld mig, jeg skal lige foretage et opkald.

Med de øvrige politifolks øjne i ryggen gik hun ud på den regnvåde gade og fandt nummeret på sin tidligere overordnede i mobiltelefonens kontaktsektion. Så ringede hun op og stoppede en finger i det andet øre for at holde Amsterdams natteliv ude.

Kriminalinspektør Jannik Lorentzen svarede allerede efter det andet ring, og hun forklarede ham hurtigt, hvad det drejede sig om. Han vidste med det samme, hvad hun talte om. Sådan var det. På mange måder var deres hukommelse meget mere effektiv end de databaser, hvor de forsøgte at samle billederne. Man huskede detaljerne. Omgivelserne. Et gardin, en hat på barnets hoved, tøjets materiale, omgivende natur, en fotografisk teknik. Og Jannik huskede bornholmeruret.

– Tror du, du kan finde det billede til mig? spurgte hun.

– Jeg skal prøve. Jeg tror, jeg ved, hvor jeg kan finde en kopi.

– Hvis det lykkes, kan du så ikke sende materialet til mig så hurtigt som muligt? Jeg er hjemme igen i morgen aften, og så kan jeg se på det.

– Selvfølgelig, men jeg tror nu, du støder panden mod en mur. Det er et meget gammelt billede. Bare så du ikke bliver skuffet.

– Jeg er sikker på, der er noget med det ur, vedholdt Lisa stædigt.

– Jeg skal sørge for, du har det i morgen, hvis det lykkes. Du kunne ikke tænke dig at komme tilbage til os her i København? Jeg har hørt en fugl synge om, at din kæreste bor herovre.

– Nej, svarede hun fast.

– Ærgerligt, ærgerligt. Du var en af de bedste. Hvis du ombestemmer dig, er stillingen altid åben. Det er jo ikke af den her art det hele. Vi har et kæmpeproblem med phishing, og kryptologinørderne bliver bedre og bedre.

– Tak for tilbuddet, men indtil videre bliver jeg i Århus.

– Som du vil. Hils Agersund fra mig.

Lisa ringede af og tog en dyb indånding.