39

Trokic skråede hen over vejen og sparkede rasende til en koksfarvet snedrive. Han havde tidligere ringet og hørt, hvor fanden lægeambulancen blev af, og fået at vide, at ’ekspeditionstiden’ i dette randområde var mellem tyve minutter og en halv time alt efter vejrforholdene og trafikken. Resultatet havde været, at de ikke havde haft en ærlig chance for at holde liv i den alvorligt kvæstede kvinde. De havde konstateret hende død klokken 00.43, hvor de ikke længere registrerede nogen puls.

Tilmed havde flere personer været nødt til at trampe hen over sneen for at tilse hende og endelig flytte hende indenfor i en fornuftig temperatur – væk fra den kraftige røg fra skuret, der både gjorde det svært at trække vejret og bidrog til hendes tilstand af chok. Det betød, at værdifulde spor, blandt andet sålaftrykkene i sneen, kunne være gået tabt, og at stedet højst sandsynligt var forurenet med dna.

Men nu var lægeambulancen kørt med den livløse kvinde, og brandmændene havde slukket ilden i skuret, eller det der var tilbage af det, for inden de var nået frem, var skuret næsten brændt ned til grunden. Området var langt om længe blevet spærret af med minestrimmel, og teknikerne Kurt og Jan havde overtaget kommandoen.

Sidsel Simonsen var med tårevædet ansigt gået ind til sig selv, efter at Trokic havde sikret sig, at hun havde det godt nok til at være alene. Hun havde svaret bekræftende, men så nu ikke sådan ud. Der ville imidlertid være politi ved Annies hus i forbindelse med de tekniske undersøgelser mange timer endnu, og han følte sig overbevist om, at hun kunne føle sig sikker med udbuddet af politibiler på vejen. Men hendes øjne så skræmte ud, og han ønskede, at hun ville tage hjem til sit eget sted i Århus. Han følte trang til at følge op på sagen. I det mindste undersøge, om hun havde husket at låse døren.

Tre Rammstein-numre på bilens anlæg senere var han imidlertid faldet nok ned til at kunne gå tilbage til sine kolleger og få en kop varm kaffe og et par småkager, de havde stjålet i en skål på køkkenbordet. Han holdt sig uden for afspærringen for at undgå at forurene stedet mere, end det allerede var.

– Er der noget, der tyder på, at det er en påsat brand? En mordbrand?

– Det er for tidligt at sige, sagde Kurt og forsøgte at tørre trætheden ud af de posede øjne. Han viste ingen tegn på bevægelse, og stemmen var rolig som hos en ældre læge, der tålmodigt informerer en patient om en sygdom. Men Trokic vidste, at de to teknikere talte en del sammen, når de gik for sig selv. På deres egen mandlige facon, der sandsynligvis var bedre, end hvad en hel hær af psykologer kunne udrette.

– Fandens til pinefuld måde at ende sine dage på. Hvad kan der være sket helt nøjagtigt? spurgte Trokic.

– Min teori, svarede Kurt. – Hun er på en eller anden måde kommet ind i skuret og er blevet spærret inde, mens ilden brændte. Der sidder stadig en hængelås på resterne af døren, og den var låst. Men så er hun alligevel undsluppet. Det ser ud, som om hun har fået døren brudt op ved karmen. Sikkert godt hjulpet af ilden.

– Hun har kæmpet godt, sagde vicekriminalkommissæren.

– Ja. Nu støber vi en række sålaftryk. Men jeg er bange for, at de fleste er ødelagt eller er vores egne. Alt den trampen rundt ... Hvis vi ikke finder noget, så forbliver den teori nok også bare teori.

Han slog irriteret ud med armen mod haven.

– Jeg har fået nyt kamera, blærede Jan sig.

– Nåda, sagde Trokic. – Har Agersund, den store Polaroid-fan punget ud? Skal vi tro på den?

– Ja.

Teknikeren løftede udstyret op i luften.

– Vi får nogle brandeksperter til at undersøge det nærmere. Vi skal have fastslået årsagen til branden. Og denne gang kan de ikke undslå sig ovre i hovedstaden. De vil sikkert blive glade for dine billeder.

Jan betragtede Trokic lidt.

– Hvad blev der af hende, der fandt offeret? Hende med kaffen og fehåret.

– Jeg har sendt hende hjem. Det er naboen. Eller en midlertidig nabo, kan man sige.

– Skal du ikke have lagt billet ind der, Daniel? fortsatte han og satte en ekstern blitz på toppen af kameraet. – Du kunne jo i princippet i al uskyldighed tilbyde noget natlig politibeskyttelse. Vi kan godt holde skansen imens. Det kan vel ikke tage dig så lang tid.

De lo begge. Store fnug begyndte igen at dale fra himlen.

– Hold nu bare kæft, og pas jeres arbejde, fnøs Trokic. – Nu begynder det at sne igen, så se at blive færdige i stedet for at stå og spille smarte. Inden Moder Jord ødelægger det hele for jer.