41

Det var, som om år passerede hen over Jacobs ansigt, mens han i bevidstheden langsomt vendte tilbage til et liv, han havde levet for snart mange år siden. Et øjeblik var det, som om hans øjne var to spejle, hvor ødelagte landsbyer og en ung forelskelse kæmpede om pladsen. Han havde været i Jugoslavien to gange et halvt år.

– For satan, jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, sagde han, da Trokic havde fortalt ham om mødet med Ivan i Zagreb. – Og så giver du mig kaffe inden sådan en melding? Jeg tror, jeg er nødt til at have noget lidt stærkere.

Han viftede servitricen hen og bestilte to irish coffee. De havde fået en plads indenfor på Buddy Holly, der lå i bekvem gåafstand fra politigården. Der var stuvende fyldt, og en halvsløv stemning blandt gæsterne, der blev dovne af indendørsvarmen og en jævn strøm af drinks. Udenfor var det holdt op med at sne, og menneskemængden var igen begyndt at bevæge sig ud i det glatte føre. Trokic tog en slurk af sin kaffe og overvejede sine ord.

Han havde mødt Jacob midt under krigen, da han havde været ude i et ærinde for Saint Patrick’s i Petrinja. Jacob havde syntes, at det var interessant at møde en person med blandet baggrund, og da han alligevel havde været i Zagreb kort tid efter – og kort inden Serbien havde indledt bombardementet mod byen – havde de mødtes over en øl. Med vanlig kroatisk gæstfrihed havde han inviteret Jacob med hjem til familien – hans kusine og dennes mand, som han boede hos nogle kilometer uden for hovedstaden. Her var Jacob faldet pladask for den yngre kusine Sinka, der på daværende tidspunkt allerede havde fordrejet hovedet på adskillige mænd i området med sin lille skikkelse og de smukke øjne. Trods, eller måske på grund af, det næsten umulige i situationen var der opstået en hed kærlighedsaffære mellem de to, der var mundet ud i, at de havde deklareret, at de ønskede at gifte sig.

Men så langt skulle de aldrig nå. Nu spekulerede Trokic på, om det netop var savnet efter den første kærlighed, der fik Jacob til at reagere så stærkt. Han ransagede et øjeblik sig selv og forsøgte at finde en ækvivalens, men han var aldrig nået dertil. Det var, som om der altid havde været en emotionel barriere – som om følelserne var små væsener, der ikke ville vokse. Indimellem følte han, at alting stod stille indvendigt. Som om han ventede på at føle noget, han ikke vidste, hvad var.

– Beograd er ikke nogen landsby, sagde han endelig. – Det er jo ikke bare at vade rundt i byen med et skilt på ryggen og håbe, man møder nogen, der kender hende. Hvis det var hende, vel at mærke.

– Men hun er kroatisk. Folk vil have bemærket hende.

– Måske for mange år siden. Nu ved jeg ikke længere.

– Det er hende, fastslog Jacob og satte næsten stædigt sin nyankomne whiskykaffe på bordet, så noget af flødeskummet rendte ud over kanten.

– Jeg synes, vi skal prøve at henvende os til nogle kolleger dernede og tage en snak med dem, vedtog han.

Trokic rystede på hovedet.

– Og du tror, politiet vil være behjælpelige? Tror du ikke, det rager dem en høstblomst at samarbejde på det punkt? Det kunne jo vise sig, at det stak dybere og implicerede en forbrydelse på serbisk side. Det kan jeg virkelig ikke forestille mig, de ville grave i. De vil sige “Ih ja, vi skal nok lede” og så makulere alting om sagen bagefter.

Et øjeblik mærkede Trokic endnu en gang smerten ved at erkende, at det måske var sådan, det var. Med ét var alting blevet dem og os. Selv ham, der boede i sit fjerne land, havde nationalismen pludselig tvunget til at være imod ‘de andre’, serberne. I starten havde det været en upersonlig modvilje, der havde sneget sig ind med propaganda og historier fra fjerne fronter. Men en dag havde det ramt hans egen familie. Når han indimellem forsøgte at forklare sine danske landsmænd, hvordan det kunne ske – krigen, hadet, blodsudgydelserne mellem mennesker, der havde levet så tæt, så de på ham og forstod ikke. Men de burde forstå, tænkte Trokic. Af alle burde danskerne forstå, for også her vandt nationalismen frem og bredte sig som alger i vand. Også her fortættedes hadet ukritisk mod ‘de andre’ – den store ikkeindividualiserede skygge, der gjorde det umuligt at se naboen som et enkeltstående menneske.

– Det ved jeg ikke. Tiden er gået. Nye kræfter er kommet til, sagde Jacob optimistisk.

Trokic lænede sig tilbage på stolen og betragtede eftertænksomt sin kollega.

– Men for fanden, sagde han så. – Beograd af alle steder. Tøsen var klar til at smide en bombe over Serbien selv, hvis hun havde haft en.

Han huskede stadig udtrykket i Sinkas ansigt ved hans egen fars begravelse allerede i starten af krigen, hvor hun i hans øjne kun havde været et stort barn. Han gøs pludselig ved tanken. Hun var følsom og lidenskabelig. Tiden havde lært ham, at den slags kunne få selv den bedste i vanskeligheder. Og at krigen kunne gøre lidt af hvert ved folk. Som Milan, den ven af familien, der nu afsonede en livstidsdom for et utal af drab på civile i hans egenskab af officer.

– Hvad med Tomislav? Sinka er trods alt hans søster. Har han tænkt sig at gøre noget?

– Det ved jeg ikke endnu. Hvad skal han gøre? Og han har sit arbejde og familien at tænke på. Vil du fortælle det til Lisa?

Jacob tyggede lidt på den, tømte sit glas og suttede det sidste flødeskum af den lange ske.

– Nej, sagde han så. – Jeg skal lige tænke lidt over det.

– Tiden er gået, sagde Trokic. – Ingen er længere de samme. Det er måske bedst, hvis du overlader det til os andre og ikke sætter dit forhold på spil på et så skrøbeligt grundlag. Sinka har været væk i tolv år. Og for os andre ændrer det næppe noget at gennemtænke sagen først, inden vi begynder at rode op i fortiden.

Sandheden var, at han ikke havde haft tid til at tænke det igennem, og hvis ikke Jacob direkte havde konfronteret ham, ville han sandsynligvis have foretrukket at skrinlægge sagen om Sinka, til drabet på Lukas var blevet opklaret. Hvis det blev opklaret, mindede han sig selv om.

– Du ser træt ud, kommenterede Jacob. – Får du overhovedet sovet for tiden?

– Det er okay.

Han undlod at belaste Jacob med oplysningen om kattens bræktur natten før.

– Jeg tror, den Mørk-sag går de fleste på.

– Hvad tænker du om det hele? spurgte Trokic i stedet.

– Jeg synes, vi skulle sætte flere ressourcer ind på at finde det sted, hvor han blev brændt og sandsynligvis dræbt. Det må være i Mårslet. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke er blevet fundet endnu. Det er mig helt ubegribeligt. Hvordan kan man skjule den slags? Og jeg har svært ved at se, hvordan det hænger sammen med, at han er blevet samlet op.

Trokic bundede sit glas og trak jakken af stolen. Det var tid til at komme tilbage.

– Jeg kan ikke se, at vi kan gøre mere, end vi allerede gør på det punkt.