44

Der var al mulig overraskelse at se på vicekriminalkommissærens ansigt, da Lisa dukkede op. Først for sent var hun kommet i tanke om, at han måske kunne have besøg af en kæreste, og at han ville blive vred på hende. Men da han så hende, åbnede han straks døren helt til det lille røde rækkehus. Hans kat Pjuske sad på køkkenbordet og kiggede op, da hun kom til syne i døråbningen. Hendes raseri var fordampet i det øjeblik, hun havde sat sig ind i bilen, og i stedet var raseriet blevet til tårer. Afmagten ved tanken om spøgelset Sinka, der så tydeligt rumsterede i hendes kærestes bevidsthed, havde fået frit løb, og først efter et kvarters gråd havde hun samlet sig nok til at køre videre. Jacob måtte én gang for alle beslutte sig for, hvad han ville. Ellers røg han ud. Da først denne indsigt havde bundfældet sig, havde hun kunnet fortsætte aftenens projekt, hvor hun slap.

– Har du tid et øjeblik? spurgte hun. – Du skal se det her.

Hun slog med en finger mod den bærbare, som hun havde under armen.

– Kom indenfor.

Hun skråede over en død mus på fortrappen, som katten sandsynligvis havde efterladt som en gave, og de gik ind i den grå stue. Lisa tog plads i den magelige lænestol og strakte de lange ben. Et øjeblik følte hun vrede mod Trokic, der på sin vis var skyld i Jacobs dilemma. Men så besindede hun sig. Han var i sin gode ret til at ønske sin kusine tilbage. Selvfølgelig ønskede han hende tilbage. Og at finde frem til sandheden. Et par sekunder overvejede hun at betro sig til ham, men så afviste hun tanken. Han var først og fremmest Jacobs ven. Og hendes overordnede.

Han havde tilsyneladende siddet begravet i en bunke rapporter, som han havde stablet op efter journalgruppe. Lisa var ikke misundelig. Omfanget af papirarbejdet steg tilsyneladende sammen med graderne. Det kunne hun godt undvære. Som en understregning var hans frisure i komplet uorden. Hvirvlen i den ene side havde taget føringen, og det øvrige hår havde besluttet sig for at lægge sig på tværs i en lidet flatterende udformning.

Hun følte en pludselig ømhed for ham, som han sad der. Han forstod at klæde sig smart og casual, om end noget ensformigt, men håret var åbenbart en ustyrlig affære. Noget, der lignede lettelse over ikke at skulle beskæftige sig med dyngerne et øjeblik, bredte sig på hans ansigt.

– Har du haft en god tur til Amsterdam?

– Ja, det var spændende. Men det er ikke derfor, jeg kommer.

Han tændte en cigaret, trak et askebæger til sig og så afventende på hende.

– Nej, det regnede jeg egentlig heller ikke med. Men hvad kan jeg så hjælpe dig med?

– Det lyder måske mærkeligt, men kan du huske bornholmeruret hos Lukas Mørks nabo, Jonna Riise?

– Kun svagt. Det var blåt, var det ikke?

– Jo. Eller nærmere gråblåt. Og jeg havde sådan på fornemmelsen, at jeg havde set det før. Da jeg så var i Holland, mødte jeg en af mine gamle kolleger fra it-sektoren, og det fik hukommelsen på gled. Jeg kom i tanke om, at jeg havde set det før et sted, og så ringede jeg til min gamle chef og bad ham sende mig materialet fra en gammel sag.

– Agersund er temmelig træt af, at vi roder i gamle ting i stedet for at koncentrere os om det foreliggende, sagde Trokic med utilfredsheden plantet i hele ansigtet. – Men det er interessant. Jonna Riise er dukket op i en anden forbindelse også.

– Hvordan det?

Trokic fortalte i alle detaljer om sit besøg hos Bent Kornelius og de mystiske omstændigheder omkring Eigil Riises død. Historien fik Lisa til at sætte sig længere frem på stolen.

– Det lyder yderst mærkværdigt. Og vi tror ikke på tilfældet, vel?

– Nej.

– Jeg repeterer lige: Jonna Riises bror tog livet af sig selv i starten af halvfjerdserne, hvis vi skal tro både politiet og indtil flere kilder. Drengen var psykisk belastet, og forældrene blev anklaget. Og jeg selv finder billeder af overgreb af ældre dato med et bornholmerur magen til det, der står i Jonna Riises stue. Men med en pige. Jeg tænker på muligheden af, at Riise-forældrene har misbrugt de to børn.

– Ville pigen på dine billeder passe med alderen på Jonna Riise? Lad mig se dem.

Han pegede på hendes bærbare. Hun åbnede pc’en og containeren og skubbede computeren over bordet til ham.

– Du ved godt, det her materiale ikke må forlade stationen, ikke?

Hun nikkede og forsøgte at se brødebetynget ud.

– Nå, men så lad os se.

– De er ikke rare at se på, advarede hun og klappede på sine lår for at få Pjuske op i skødet. Katten kiggede åndsfraværende på hende og hoppede i stedet op i vindueskarmen.

– Det var Lukas Mørk heller ikke, svarede Trokic, – og jeg vil meget nødig se flere som ham.

Der blev stille i stuen, mens han betragtede materialet. Igen undrede Lisa sig over ham. Uanset hvad han måtte føle ved at gennemgå det skræmmende materiale, var der ikke antydning af uro at spore i hans ansigt.

– Kan pigen være Jonna Riise? spurgte hun, da han ikke havde talt i et par minutter. – Jeg har svært ved at bedømme det selv.

– Det er ikke umuligt. Pigens hår er lyst på billedet. Noget lysere end Jonna Riises, så vidt jeg husker. Men kvaliteten er ikke den bedste, og de fleste mennesker får vel mørkere hår med alderen.

– Som du kan se i rapporten, blev billederne beslaglagt blandt nogle pædofile, der blev afsløret for omkring toogtredive år siden, forklarede hun. – Dengang foregik tingene på en anden måde. Uden internettets tre A’er, anonymitet, accept og adgang, gik det langsommere. Det var sværere for de pædofile at finde andre med samme interesse. Men alligevel fandt politiet frem til en inderkreds af tyve mennesker, der kendte hinanden, mødtes og udvekslede billeder eller sendte dem med posten til hinanden. De var spredt over flere europæiske lande. Der blev ikke anholdt nogen danskere, men man mente, at det var nogen her fra landet, der havde leveret netop disse billeder.

– Men hvis det har noget med vores sag at gøre, hvad kunne det så betyde? spurgte Trokic. – Hvis Jonna Riises forældre har produceret børnepornografi, vil vi naturligvis forsøge at få dem anklaget for det. Men spørgsmålet er, om det har noget med Lukas at gøre. Der var absolut ingen tegn på sædelighedsforbrydelse eller et seksuelt motiv.

– Måske er ophavsmændene til billederne stadig aktive og har bortført Lukas for at tage billeder, og så er noget gået galt efterfølgende. Der er også noget andet. Jeg talte med min gamle chef, lige inden jeg kørte over til dig, og han sagde, at der var nye billeder, der mindede om de her, i distribution. Jeg skal selvfølgelig se dem selv, men ifølge hans vurdering er ligheden slående. Det er enten de selv samme mennesker, der har taget dem, eller en copycat.

– Og hvor stammer de fra?

Hun forklarede ham om ægteparret i Odense. Trokic lavede en grimasse og klappede sig på håret.

– Ikke nogen dårlig teori, men Riise-forældrene er flyttet ud af landet. Vi kan naturligvis følge op på deres færden, men for det første er de meget gamle mennesker nu, og så er der brandene og Lukas’ brandsår, indvendte han. – Det hænger dårligt sammen. Og hvis der var blevet lavet optagelser af Lukas, mon man så ville sætte dem i distribution? Ville det ikke være for risikabelt? Billedet af drengen er overalt i pressen.

– Jo, indrømmede Lisa og bed en knækket negl af. – Selv pædofile har en form for samvittighed, hvis man kan kalde det sådan. Nogle af dem ønsker faktisk ikke at begå overgreb og lever i cølibat, og rigtig mange holder sig til børnepornoen og begår aldrig selv overgreb. Jeg er sikker på, de færreste ville acceptere billeder, der blev til med et drab til følge. Det økonomiske aspekt eller i det mindste bytteværdien fylder en del, og billederne skal groft sagt kunne afsættes i så stort omfang som muligt.

– Men lad os tage derud igen, vedtog Trokic.

Han skubbede pc’en tilbage til hende.

– Jeg vil sammenligne de ure. Og hvis det er magen til, må hun svare på, hvor hun har det fra.

– Det er en anden ting. Vi er nødt til at være diskrete, sagde Lisa. – Hvis hun får nys om, hvad det handler om, er vi nødt til at finde ud af, hvor vi har hende. Så hun ikke siger noget til de forkerte, for så kan vigtigt materiale gå tabt med lynets hast.

– Vi tager derud med det samme. Du får lov at føre ordet.

– Men klokken er ...

Hun kiggede på sit armbåndsur.

– Skal du noget da?

– Nej, men det ...

Så gentog han en af sine yndlingsreplikker:

– Det kan godt være, du har et liv, men det har jeg ikke.