45

Jonna Riise havde tilsyneladende været i gang med at rette opgaver fra skolen, for der lå en sirligt formet stabel danskstile på bordet, og hun var nu udstyret med et par firkantede læsebriller og en sort kuglepen i den ene hånd. Stuen var lige så ryddelig som sidst, og de to ældste børn sad i sofaen og så noget, der lignede et reality-tv-program. Lisa gættede på, at den mindste datter var blevet lagt i seng på grund af det sene tidspunkt. Jonna Riise slukkede for fjernsynet, men de to drenge gjorde ingen tegn til at forlade stuen. Lisa ville gerne vende sig om og tage et nærmere kig på uret, men det ville virke for unaturligt. I stedet betragtede hun Jonna og forsøgte at afgøre, om hun var pigen på billedet. Det var ikke umuligt.

– Hvordan skrider efterforskningen frem? spurgte deres vært, da de havde anbragt sig på to stole.

– Kunne vi komme til at tale i enerum? spurgte Lisa.

De havde på forhånd aftalt, at hun hovedsageligt skulle føre ordet, da Trokic mente, det var en samtale, der krævede en vis list at få det fulde udbytte af. Han selv havde derfor indtaget en afslappet position og så ud, som om han forsøgte at give et venligt indtryk.

– Mathias og Frederick, vil I gå ind på værelset? spurgte moren.

De to drenge luntede ud af stuen med al tegn på skuffelse malet i ansigtet.

– Vi kommer, fordi vi har fundet frem til, at du er søster til en dreng, der døde under mistænkelige omstændigheder for mange år siden. Er det korrekt? fortsatte Lisa.

Hvis Jonna Riise var overrasket over spørgsmålet, skjulte hun det godt.

– Ja, men det er over tredive år siden. Og mistænkeligt var det vel ikke. Eigil var deprimeret og tog sit eget liv. Men jeg kan virkelig ikke se, hvad det har med ...

– Når to dødsfald i et eller andet omfang minder om hinanden, er vi nødt til at følge op på det, afbrød Lisa, – vi har talt med en mand, der angav dine forældre. Han mente, at de var ansvarlige for Eigils død. Kender du til den historie?

– Siger han stadig det, det fjols? Gabriel er dybt upålidelig. Kig i hans straffeattest.

– Det har vi gjort. Vi er blot interesserede i din mening om den sag. Dine forældre bor i Spanien nu?

Til Lisas overraskelse begyndte hun at snøfte, og kort efter faldt store tårer ned ad kinderne. De lavede brede striber i makeuppen.

– Ja, de bor i nærheden af Malaga. Hør her, jeg har lidt under det med Eigil hele mit liv. Jeg kan ikke rigtig se, hvor I vil hen med det. Hvad angår den rædselsfulde Gabriel, så bor han jo stadig her i området, og det skulle slet ikke undre mig, om han er ansvarlig for Lukas’ død.

– Manden hænger på en rollator, påpegede Trokic.

– Hvad gør han?

Jonna Riise lagde hovedet tilbage og lo.

– Jeg så ham da på afstand foran Brugsen i går. Uden rollator. Han gik uden problemer hen til sin bil, satte sig ind i den og kørte.

Der blev et øjebliks stilhed.

– Det vil vi selvfølgelig se nærmere på, indrømmede Trokic. – I mellemtiden .... Vil du gentage, hvad du foretog dig den eftermiddag, Lukas forsvandt. Det vil sige torsdag den fjerde januar mellem klokken fjorten og atten.

Tårerne holdt op med at falde, og hun stirrede på Trokic med et forbløffet udtryk. Det samme gjorde Lisa. Regnede han med, at hun havde noget med drabet at gøre?

– Jeg er måske ligefrem mistænkt? Skulle I ikke hellere spørge Gabriel Jensen om det? Så er jeg jo heldig, at jeg kan redegøre for det meste af tiden. Jeg sad og lavede elevevalueringer på lærerværelset på skolen i Malling indtil klokken femten, og derefter kørte jeg ind til min veninde Christine i Guldsmedgade. Vi skulle købe invitationer til Fredericks konfirmation. Det har jeg vist fortalt.

– Guldsmedgade i Århus? spurgte Lisa.

– Ja, selvfølgelig. Vi har ingen Guldsmedgader her i Mårslet.

– Hvad tid indfandt du dig hos din veninde?

– Omkring halv fire. Det er jeg sikker på, at hun vil bekræfte, for hun var netop kommet hjem fra arbejde selv. Bagefter tog vi en kop kaffe på Cross Café, og så tog jeg hjem. Jeg var hjemme omkring klokken atten, og da var alle børnene hjemme. Senere hjalp vi, som I ved, alle tre med at lede efter Lukas.

Hun lænede sig med antydning af et tilfreds smil tilbage i sofaen og betragtede først den ene, så den anden. Lisa brød sig ikke om det. Hun var ikke i tvivl om, at denne veninde, Christine, ville kunne bekræfte alibiet, men der var noget ved Jonna Riises lette hoveren, der virkede unaturlig. Hun var nødt til at spørge ind til bornholmeruret. Men det skulle være naturligt. Hun forsøgte at lægge ind på en lidt blødere linje.

– Så I skal snart have konfirmation? Det kræver en masse forberedelser, kan jeg forestille mig.

– Ja, og samtidig skal man jo holde det ene og andet hemmeligt for drengen. Heldigvis er han sammen med Thomas hver eftermiddag. Men det betyder så til gengæld, at alting skal være ligesom hos Thomas. Og det er en dyr fornøjelse.

– Og Thomas er?

– Fredericks klassekammerat. Hans bedste ven. Begge forældre er advokater. De har et kæmpehus til seks millioner ude i den anden ende af byen, sagde hun ikke uden stolthed over, at hendes søn tilsyneladende havde fundet så velfunderet et miljø at færdes i.

– Sådan er det vel i den alder, sagde Lisa og forsøgte at lyde forstående. – De unge vil helst ikke falde udenfor. Du har mange gamle møbler, kan jeg se. Er det arvestykker?

– Ja, de fleste af dem, bekræftede Jonna.

– Min bedstefar og bedstemor havde et ur som det derhenne. Da vi solgte det, fik vi faktisk en pæn slat penge for det.

Med ordene havde Lisa en god undskyldning for at dreje sig på stolen og tage bornholmeren i øjesyn. Hun havde på forhånd indprentet sig alle dets linjer. Den gråblå farve. De guldfarvede linjer. Romertallene og dekorationerne. Jo mere hun stirrede på det, desto mere overbevist blev hun om, at det var det samme ur.

– Det er muligt, men jeg behøver nu heldigvis ikke at sælge det i øjeblikket. Det er et ur, jeg arvede efter min mor. Det har en vis affektionsværdi.

Hun smilede, så man kunne se en stor del af et rødt tandkød. Hvis hun var pigen på billedet, var det så muligt, at hun ville udvise den form for forældreloyalitet? Og ville hun dække over dem, hvis de var aktive igen? Lisa fangede Trokics blik, idet de rejste sig for at gå. Det var eftertænksomt, og hun huskede, hvordan han havde spurgt ind til alibiet. Var det muligt, at Jonna selv var en del af mørket?