46

Meteorologerne havde endelig varslet et skift i vejret. Der var udsigt til stigende temperaturer og trusler om isslag. Så vidt Trokic kunne bedømme, da han næste morgen med livet som indsats fik bilen manøvreret ind på politigården, var det allerede startet. Isen lagde sig lynhurtigt som en hård overflade på alt og indkapslede den eksisterende sne og de mange driver. En magisk verden af glas, tænkte han, da han satte sig til rette med udsigt til byen.

De billeder, Lisa havde vist ham dagen før, sad stadig på nethinden. I et glimt havde han endelig forstået, hvorfor hun havde forladt NITEC. At sidde dag efter dag med den slags billeder, afsøge hver en pixel for at finde ulovligheder i tusindvis af fotos, men også forliges med tanken om, at den slags fandt sted i et stigende omfang, krævede et meget stort offer.

Trokic var ikke ubekendt med de pædofiles tankegang og måde at retfærdiggøre sig på. Indtil for ganske nylig havde danske pædofile vedligeholdt et website, hvor de i ytringsfrihedens navn fremførte deres ræsonnementer. De kaldte det kærlighed til børn og argumenterede med henvisning til historien for genindførelse af denne “kulturberigelse”.

Han havde netop hældt dagens første kop kaffe op, da opkaldet kom. En lettere skinger kvindestemme i telefonen, der trak vejret hivende og ophidset. Med et væld af ord lirede hun nogle usammenhængende sætninger af sig.

– Stop, stop, ikke så hurtigt. Kan jeg lige få at vide, hvad det drejer sig om helt fra starten? spurgte Trokic og satte koppen fra sig.

Der lød et langt suk, men så blev stemmen lidt roligere.

– Jeg hedder Hjørdis Vang Jørgensen. Fra Mårslet. Vi har læst om Lukas i avisen. Nu siger min søn Stefan, at han tror, det har noget med nogle store drenge at gøre, der er gået løs på børn her fra byen. Han har vist mig nogle klip på internettet og skrevet ned, hvor man kan finde det. Jeg var nødt til selv at se dem for at finde ud af, om det forholdt sig, som han sagde, begyndte hun. – Det er en række korte mobilklip af nogen, der slår nogle mindre børn.

– Kan jeg komme til at tale med Stefan selv? spurgte Trokic.

Der gik et par sekunder, hvor der lød en mumlen i den anden ende, så indfandt en ung stemme sig i røret. Trokic præsenterede sig endnu en gang.

– Vi er nødt til at vide lidt mere om de klip, din mor siger, du har fundet frem til. Vil du fortælle os, hvordan du har fundet dem?

Der blev stille et øjeblik, men så fortsatte stemmen tøvende:

– Jeg kender nogle steder på nettet ... Sådan nogle steder, hvor folk kan uploade deres mobilklip ...

Trokic ransagede sin hukommelse for at finde en pendant til det, der måtte være drengens univers, men uden held. Hans egen barndom i et socialt boligbyggeri havde været hård på sin egen måde, men denne form for eksponering gennem medierne havde ikke været mulig.

– Hvilken form for mobilklip taler vi lige om? Vold?

– Nej, alle mulige. Men også nogle med vold.

Ordene var næsten ikke hørlige. Nærmest en tung hvisken gennem røret.

– Ligesom YouTube? foreslog Trokic.

– Ja, men dem her er fra et andet sted, der hedder videoglobe.net, men det fungerer lidt på samme måde. Man sender sine video- eller mobilklip ind, og så kan andre se dem. Men så en dag for nogle måneder siden opdagede jeg så, at der var nogen her fra byen, der lavede klip.

– Men hvorfor tror du, de er fra Mårslet?

– I det tredje klip så jeg en bil med en dansk nummerplade. Men jeg genkendte også et ansigt. En dreng, jeg har set før.

– Og det sagde du ikke noget om til nogen?

– Nej. Men da jeg så hørte, at ham drengen døde, kom jeg til at tænke på klippene.

Et sted i baggrunden kunne han høre moren snøfte. Trokic anede, at der var mere i historien.

– For nu at sige det, som det er, mumlede Stefan og lød bestemt ikke, som om det var det, han ønskede, – så har vi snakket en del om at lave skøre ting og filme det i skolen. Først var det sådan nogle stunts, fordi der var nogen, der havde set JackAss, men så ...

– Hvad er det? spurgte moren i baggrunden.

– En film om nogen, der laver nogle vildt skøre ting, sagde Stefan.

– Det er et MTV-seriekoncept, der blev udvidet med et par film, uddybede Trokic uden at vide, om hun kunne høre ham. – De handler kort sagt om nogle mænd, der udfører nogle meget vanvittige stunts. Flere unge rundtom i verden er døde i deres forsøg på at efterligne dem. Men hvad så, Stefan?

– Men så var der nogen, der så det der happy slapping i fjernsynet, fortsatte Stefan, som om han pludselig skulle af med alt, hvad der havde fyldt ham. – De fleste syntes, det var sygt. Men der var også nogen imellem, der syntes, det var sjovt og kom med forslag til, hvad man kunne filme. Det var ikke kun noget med mennesker. Det var også dyr. Og ... han tøvede i telefonen – ... det var, som om at jo mere vi talte om det, desto mindre modbydeligt blev det. Det ... blev teknisk. Vi talte om, hvordan man bar sig ad med at få det lagt ud på nettet og fik flest muligt til at se det.

Trokic havde lyst til at ruske drengen gennem telefonen. Happy slapping forekom ham at være en ekstrem patologisk selvrealisering, der ikke måtte gå ubemærket hen. Et normbrud af grov karakter. Noget, der udgjorde en trussel mod grundlaget for alles følelse af tryghed. Den sociale sameksistens hang blandt andet sammen, fordi man kunne stole på, at personen i toget eller på gaden ikke pludselig vendte sig umotiveret om og slog én i hovedet. Og den eneste måde, man kunne få udryddet den slags på, var ved at sætte eksempler. Hvad værre var, at de tilfælde af happy slapping, de havde set, var gået fra forsøgsvise lussinger til decideret grov vold og endda drab.

Han frøs pludselig trods sin varme sweater. Fandtes der billeder af Lukas, der cirkulerede på nettet? Det var i så fald billeder, han meget nødig ville se. Kradsemærkerne på Lukas’ hals, som de havde fundet under obduktionen, talte deres eget sprog. De viste, at drengen havde lidt og kæmpet. Men at skulle se det, ville nærme sig det ubærlige.

– Hvis du selv har været med til noget af det her, så håber jeg, du vil få gjort rent bord omkring dig, sagde han og havde svært ved at skjule sin vrede. – Du har gjort det rigtige ved at ringe til os nu, men jeg har på fornemmelsen, at der måske er mere, der tynger dig. Hvor kan jeg finde de klip?

Der lød et nyt suk i den anden ende. Så begyndte drengen at fortælle.

Et sted i Mårslet havde Stefan smækket sig inde på sit værelse. Han havde ikke ønsket, at hans mor skulle se hans tårer. Hun havde spurgt og spurgt, siden han havde smækket røret på og overladt det til betjenten med den venlige stemme at tage sig af videoklippet. Han havde sendt et brev anonymt, og længe havde han håbet, at det var nok. Men det var ikke stoppet. Flere grusomme klip var lagt ud på internettet. Variationer og forbedringer, og hver gang frygtede han, at nu kom det. Et klip med Lukas.

Og så med ét indså han, at det var lettelsens tårer, der flød. Fordi han havde gjort det rigtige og aldrig, aldrig ville gøre den lille pige fra børnehaveklassen, som han og Tommy havde slået og filmet, ondt igen. Ikke hende, ikke nogen andre.