47

Lisa havde netop åbnet browseren og indtastet det første af de links, der stod på den seddel, Trokic havde givet hende. Noget i hende håbede, at drengen tog fejl. Hun var tør i halsen, og tankerne fór gennem hovedet på hende. Ved siden af hende trak Trokic en stol hen til computerbordet og stillede sin kaffekop på bordet ved siden af hendes, og hun mærkede, at hun var lettet over et andet menneskes tilstedeværelse. For første gang i lang tid havde hun hjertebanken, og hun var bekymret for, hvad de ville finde. For man vidste aldrig. I det øjeblik, man troede sig sikker ... at man troede, man igen havde set det allerforfærdeligste, så dukkede det frem som trold af en æske.

Hun kiggede ud ad vinduet og opdagede, at der for første gang i over en uge sad våde dråber og glimtede i det sparsomme lys fra kontoret. Isslaget var ved at blive til vand. Det tøede udenfor.

– Jeg kan ikke rigtig vænne mig til den her fagre nye verden, hvor alting skal filmes, sagde Trokic.

– Det er ikke noget nyt – der er bare flere muligheder nu, sagde Lisa. – Der er faktisk en stor procentdel af seriemordere, der har kameraer med ud på gerningsstedet. Det er en måde at fastfryse øjeblikket på, så det kan opleves igen og igen. Nu er det så blevet nemt at gøre det. Det ligger faktisk lige for. Det er bare at trykke på en knap på den mobiltelefon, du alligevel har i lommen. Det her kan vel snart heller ikke overraske os, når hele verden sender billeder af henrettelsen af Saddam Hussein rundt på mobiltelefon og nettet? Kynismen er slående, filosoferede hun.

– Men der er en forskel, sagde Trokic. – Det her handler ikke bare om at forevige øjeblikket, men også om at dele det med omverdenen. Et ønske om anerkendelse. Og det er en smitsom sygdom.

Lisa nikkede og var for en gangs skyld enig med sin chef. Hvad mon det betød for en hel generation at vokse op i reality-tv’ets skygge, hvor berømmelsen i sig selv blev vigtigere end præstationen? Hvor mennesker blev berømte på grund af eller på trods af deres dårlige kvaliteter? Det var ikke en trend, hun brød sig om.

– Jeg håber virkelig ikke, at det her fører os frem til en optagelse af Lukas, tilstod hun. – Tænk, hvis det er derude.

– Så lad os se, hvad femtenårige Stefan har fundet frem til os.

Hun klikkede på Enter, og browseren åbnede en webside med en mediaplayer. Klippet havde titlen LetMeIntroduceYou1. Hun satte den i gang, og et velkendt ansigt tonede frem.

Det sidste klip havde været forbi i to minutter, omtrent så længe som det havde varet, og ingen af dem havde sagt noget. Kulden fra det lille filmklip ville ikke forlade Lisa. Der var ingen lyd på klippene, men det gjorde det ikke mindre stærkt. Det var børn, der fik tæsk. Blev skubbet, fik armen vredet rundt, blev slået i ansigtet. Selv på afstand var skrækken indprentet i børnenes ansigt.

– Ja, det ligner jo unægteligt Mathias Riise, der går løs på nogle børn, sagde Trokic.

Han skubbede stolen ud fra bordet og lagde benene over kors.

– Vi henter ham ind med det samme. Hvad ved vi om det sted på nettet, hvor den er blevet uploaded?

– Det er engelsksproget, sagde Lisa, der allerede havde klikket rundt i hele brugerfladen. – Men jeg har lavet et Whois-opslag på domænet, og det ligger på en russisk server.

Hun gik automatisk i gang med at sikre skærmbilleder. Det var bevismateriale, og når det lå på et sted, de ikke umiddelbart kunne gribe ind overfor, var det nødvendigt at bruge andre metoder.

– Men vi må da kunne se, hvem der har lagt det ud på nettet, vedblev Trokic.

– Vi kan kun se et brugernavn, der hedder LetMeIntroduceYou_DK, og det kan vi ikke bruge til ret meget. Inde hos ejerne har de muligvis registreret flere oplysninger om deres brugere og logget en IP-adresse.

– Kan du ikke bare ringe og spørge med det samme? Måske hoster de op med oplysningerne.

– Jamen, der er ingen angivelse af kontaktoplysninger på hjemmesiden. Og det ligger som sagt på en russisk server. Det gør det svært at gribe ind overfor. Russerne har dårligt nok nogen lovgivning omkring den slags. Det er et hul, internationalt set.

Trokic sukkede demonstrativt og slyngede det sidste af sin kaffe rundt i koppen, inden han tømte den.

– Det er også de fandens medier, mumlede han så. – Hvis ikke de var begyndt at køre rundt i det på tv, havde vi slet ikke haft de sager her i landet.

– Jeg er enig med dig i, at det er et sygt billede af verden, man får vist i medierne. Men at de er direkte ansvarlige, ville jeg nok ikke sige, sagde Lisa. – De kan jo ikke forudsige den slags, og man kan ikke bortcensurere alle menneskehedens perversiteter.

– Nej, men enhver med en smule kendskab til medieliderlighed ved, at hvis man viser fem millioner mennesker en ny måde at hævde sig på, så vil der sidde nogen imellem, der vil gribe chancen. Så jo – de har været med til at tænde bålet og puste til ilden. Nu har vi i løbet af kort tid haft tilfælde i en tredjedel af kredsene.

– Pressen har måske ikke regnet med, at den slags ville ske i Danmark.

– Nej, Lisa. Det er for naivt. Selv politiet går frem på listesko i kriminalpræventivt regi i de områder, hvor fænomenet ikke har vundet indpas for ikke at skabe et problem, der ikke er der.

Han rejste sig og strakte benene.

– Man skal fandeme passe på med den slags, fortsatte han. – Du så jo selv efterspillet til Columbine High School. Inden længe var et hav af copycats i gang. Og selv om det meste ikke blev til noget, så var der alligevel nogen, der gennemførte. Så nu har vi lige pludselig haft massakre og skyderier et hav af andre steder, fra Erfurt til Osaka. Og som toppen af kransekagen – Virginia Tech. Jeg skal da lige love for, han fik den mediestatus, han var ude efter. Til inspiration for kommende generationer af psykoseramte, hadefulde unge med fri adgang til semiautomatiske skydevåben.

Han fnøs.

– Jeg ved det ikke, tilstod Lisa. – Men sådan er medieverdenen jo. Der skal jo en historie i kassen, og dem kan vi nok ikke ændre på.

– Lad os høre, hvad knægten selv siger, sagde Trokic. – Og bed Jacob og Jasper om at hente Gabriel Jensen ind til afhøring. Jeg vil høre, hvad fanden han har at sige til sin manglende rollator.