49

Vicekriminalkommissær Daniel Trokic kiggede på det unge, tillukkede ansigt og mærkede alt andet forsvinde ud af sin bevidsthed. Mathias Riise havde tilbragt en halv time i det lille venterum på den grafittiramte bænk, mens han og Lisa diskuterede strategien og samlede de oplysninger, de havde. Nu kiggede han uinteresseret rundt i Trokics kontor og bed i en neglerod.

Teenageren så ud, som om han kæmpede en forgæves kamp for at følge med sine jævnaldrende på tøjfronten. Hans hvide sweatshirt havde sikkert været smart engang, men nu var den forvasket i et omfang, hvor det blå tryk på forsiden var skallet af flere steder. Ligeledes trængte det sorte hår til en klipning, og det var faldet sammen under sin egen vægt og en umådeholden brug af voks. Han så sjusket og træt ud. Men havde dette noget med Lukas at gøre? Og brandene?

Trokic lagde båndoptageren på bordet og satte sig til rette i stolen. Ved siden af ham havde Lisa garderet sig med en bunke papirer. Da hun kom ind på kontoret en time tidligere, havde hendes øjne været hævede, som om hun havde grædt. Et spørgende blik på Jacob havde dog udløst et beroligende svar. En lang snak i et par sene nattetimer havde fået Lisa til at falde til ro, forsikrede han.

Endelig havde de fået selskab af en ældre, mandlig sagsbehandler fra de sociale myndigheder, der tavst og iført læsebriller tog noter på en blok papir. En lovmæssig foranstaltning, når der var tale om afhøring af mindreårige.

– Som jeg forklarede dig, Mathias, begyndte Trokic, – så vil vi gerne have dig til at gentage din forklaring om, hvad du foretog dig om eftermiddagen, torsdag den fjerde januar.

– Det har jeg sagt, sagde Mathias.

Han flyttede uroligt rundt på stolen.

– Ja, men vi vil gerne høre det igen, smilede Lisa og hældte et glas vand op.

Trokic forsøgte at afkode det store barns ansigt. Mathias havde ikke lyst til at være i lokalet sammen med dem. Han havde heller ikke lyst til at samarbejde, fornemmede han. Nu måtte de prøve at udrede, hvad der var løgn og sandhed, og finde rundt i de ordstrømme og virkeligheder, han ville præsentere dem for. Et rum, hvor vicekriminalkommissæren slog den rationelle del af hjernen fra og prøvede at lade sin intuition følge de mønstre, der opstod i samspillet mellem kropssprog og tale. Kriminelle havde tit let ved at lyve og gjorde det gerne med overbevisning, men ofte fejlvurderede de, hvad de kunne lyve om. Og et lille fejltrin var tit nok til at vælte hele korthuset. For Trokic havde afhøringerne den konsekvens, at han ikke orkede at indgå i en relation uden for sin arbejdstid med et menneske, der forsøgte at foregive det mindste.

Afhøringer var ikke Trokics største force. Kriminalkommissær Agersund havde sidste efterår erklæret, at han personligt ville have mere lyst til at betro sig til en flodhest end til Trokic. For at følge op på sit udsagn havde han sendt ham på et skræddersyet kursus i afhøringsteknik. Tre dage, som Trokic huskede med største gru, fordi kursuslederen var psykolog og mente, at de måtte kende sig selv, før de kunne lære andre at kende. Og tre svære dage, fordi det på ingen måde kunne falde ham ind at krænge sig selv ud foran tyve andre betjente. Det havde krævet en næsten umenneskelig indsats at holde den krise- og traumeliderlige hjernevrider fra livet og forklare hende, at der fandtes nice to know og need to know, og at hans privatliv klart nok ikke hørte ind under den sidste kategori.

Hans ‘umodne indstilling til et samarbejde i en tværpsykologisk sammenhæng’ var da heller ikke gået upåagtet hen hos Agersund, så chefen havde endelig besluttet sig for ikke en anden gang at betale tusindvis af kroner på at få sin souschef på kursus i afhøringsteknik. Derfor status quo. Men han arbejdede på sagen i det skjulte.

– Både du og din kammerat Nikolaj har sagt, at I var sammen den eftermiddag, hvor Lukas forsvandt. Du var i skole indtil klokken fjorten femogfyrre, har vi fået bekræftet, og hvad fik du resten af dagen til at gå med?

Mathias sukkede tungt og hørligt.

– Skal jeg godt nok fortælle det hele en gang til?

– Ja, tak, bad Trokic.

– Nå, men Nikolaj og jeg gik først over i Brugsen efter cola, og så gik vi hjem til mig. Min mor var taget ind til Århus for at ordne noget, og vi tog noget mad i køleskabet og gik ind på mit værelse.

Sætningerne blev lukket ud i et hastigt tempo. De havde hørt det før, prøvede han at fortælle dem.

– Og hvad lavede I på værelset?

– Vi spillede World of Warcraft. På nettet.

– Det sagde du ikke noget om første gang, pointerede Trokic.

– Nej, jeg kunne jo ikke lige se, det var så skide vigtigt, vel. Men det gjorde vi.

Sagsbehandleren kiggede op fra sin blok og rykkede brillerne ned på næsen.

– Snakkede I med nogen på nettet, spurgte han. – Nogen, der måske kan bekræfte det. Det kan måske være dig en hjælp.

Mathias pillede ved kanten af bordet.

– Det kan jeg virkelig ikke huske. Måske Nikolaj kan.

Han kiggede fra den ene til den anden, som forsøgte han at læse, om forklaringen blev godtaget.

– Hvad med dine søskende? spurgte Trokic. – Var de hjemme, og så de jer?

– Nej. Frederick var sammen med sin kammerat Thomas. Det spurgte jeg ham nemlig om senere. Og Julie ved jeg ikke, hvor var. Jeg er ikke babysitter for hende mere.

– Så der sad I alene hele eftermiddagen?

– Ja, indtil ved femtiden. Så tog Nikolaj hjem, og jeg så tv, indtil Frederick kom hjem halv seks. Ham og jeg satte en vask over, fordi han var blevet beskidt hos Thomas, og vi ville undgå, at min mor blev sur. Da vi var færdige med det, bankede Lukas’ mor på og ville have os til at hjælpe med at lede efter Lukas. Hun var temmelig bekymret for ham og insisterede, så det kunne vi ikke sige nej til.

– Hjalp I med at lede hele aftenen?

– Ja, min mor kom også hjem på et eller andet tidspunkt, men jeg kan ikke huske hvornår. Vi fik også nogle pizzaer fra fryseren midt i eftersøgningen.

– Fint, men hvis vi lige går tilbage, så er Nikolaj den eneste, der kan bekræfte, hvor du opholdt dig mellem klokken fjorten femogfyrre og sytten? spurgte Trokic.

Mathias trak på skuldrene og faldt tilbage i stolen som en klud.

Trokic holdt en lille pause, mens han fordøjede, hvad der var blevet sagt. Forklaringen var den samme som sidst, men grebet an på en lidt anden måde. Ganske almindeligt, når man forklarede det samme to gange.

– Hvad med i mandags mellem klokken treogtyve og fireogtyve. Hvor opholdt du dig dér?

– Hvorfor?

– Fordi en ældre kvinde brændte ihjel på det tidspunkt, sagde Trokic.

– Jeg lå og sov i min seng. Du kan jo spørge min mor.

– Det er jeg ikke sikker på er godt nok. I teorien kunne du jo have sneget dig ud, efter at du havde sagt godnat til hende. Hun har vel ikke våget over dig hele tiden?

Han rystede på hovedet, og skuldrene sank nogle centimeter. Trokic lænede sig tilbage på stolen og foldede hænderne bag nakken. Det var ved at blive varmt i lokalet, og han fortrød, at han havde taget den mørkeblå, tætte sweater på.

Den store dreng gjorde en tydelig synkebevægelse, og hans blik flakkede. Han satte sig oven på sine hænder, som ville han forhindre, at de rystede.

Trokic var netop ved at spekulere over, hvordan han skulle introducere ham for deres viden om mobilklippene på nettet, da Jasper Taurup åbnede døren og kiggede ind.

– Må jeg tale med dig et øjeblik?

Trokic rejste sig og kiggede spørgende på sin underordnede. Jasper vidste udmærket, at han ikke tålte forstyrrelser midt i en afhøring.

– Jeg går ud fra, det er vigtigt?

Han slukkede båndoptageren på bordet.

– Det er det, sagde Jasper.

Han trak ham ud i gangen.

– Vi har fået en ransagningskendelse til drengens værelse ...

Trokic lyttede opmærksomt, mens han fyldte termokanden op.