50

Tæt ved Trokics kontor sad kriminalassistent Jacob Hviid med Gabriel Jensen i et afhøringslokale. Da de havde banket på hans dør i Mårslet, var hans ansigt på det nærmeste faldet sammen, og han var uden postyr fulgt med ud i den ventende bil. Uden rollator.

Nu havde Jacob på fornemmelsen, at Gabriel Jensen vidste, hvad der ventede ham. Han var kridhvid i ansigtet, og de cementgrå øjne flakkede hid og did.

– Du er sluppet fri af rollatoren? begyndte Jacob.

– Det er jeg vel, mumlede han. – Den var ikke nødvendig længere.

– Det har den vist ikke været et stykke tid, hvis vi forstår visse vidneudsagn korrekt. Du er blandt andet blevet set handle i Brugsen. Men ikke nok med det, så har en kvinde i Mårslet torsdag den fjerde januar omkring klokken femten tredive set Lukas Mørk stige ind i en bil på Hørretvej, der ikke er ulig den, du har holdende i din garage.

Udtrykket i Gabriel Jensens ansigt var på det nærmeste udtryksløst. Der blev en lang pause, hvor han stirrede ud i luften.

– Jeg tog ham med, sagde han endelig og åndede ud, som om han havde holdt vejret i timer og dage.

– Fortæl mig det helt fra starten, bad Jacob og forsøgte at skjule en spirende ophidselse. Kom den nu, tilståelsen? Forklaringen, de havde ventet på? Han trak næsten ikke vejret af skræk for at bryde Gabriel Jensens tankerække.

– Jeg kom kørende og så ham stå ved vejkanten. Han så så lille ud, og det var isnende koldt, men han var godt pakket ind. Så holdt jeg ind til siden og åbnede døren i passagersiden. Spurgte, om han ville med hjem og se på to nye eksemplarer i min samling. Først sagde han, at det ville han ikke. Han skulle hjem. Men jeg sagde: ‘Kom nu, det tager ikke ret lang tid’, og så hoppede han ind i bilen.

– Bare sådan uden videre? Vil du have, at jeg skal tro på, han hoppede ind i bilen til en vildfremmed mand bare for at se på insekter?

– Ikke fremmed, svarede Gabriel. – Han har været hos mig mange gange før. For at følge samlingen. Nogle gange så vi også en film. Men det var kun, hvis forældrene troede, han var hos en klassekammerat.

– Så du siger, I kendte hinanden. Hvor længe har dette ... øhhh, forhold stået på?

– Et års tid. Jeg mødte ham på marken en dag ovre bag ved mit hus. Han var ude og samle insekter. Det var han rigtig god til.

Gabriels stemme blev ivrig.

– Han forstod virkelig at kende forskel på de forskellige arter. Så inviterede jeg ham til at se samlingen. Der er jo ikke ret mange, der har set den. Den er flot, må du indrømme ...

– Og så benyttede du lige lejligheden til at pille lidt ved ham, når han kom besøg eller hvordan? spurgte Jacob og forsøgte at holde ubehaget ude af sin stemme.

– Nej, jeg har aldrig rørt nogen børn. Jeg kan bare godt li’ dem.

– Men du tænder på dem?

Gabriel kiggede ned i bordet og svarede ikke.

– Men sidste torsdag, da du samlede ham op, hvor tog du ham så hen? Tog du ham med hjem? Torturerede ham med ild?

– Nej, nej, nej, sagde Gabriel med forskrækkelse i stemmen. – Jeg gjorde ham ingenting. Vi kørte hjem til mig, og han fik en sodavand, og jeg fik en øl. Og så kiggede vi lidt på de biller, jeg fangede i efteråret, og snakkede om dem. Bagefter lod han til at have glemt tiden, og han spurgte, om vi skulle se en film, men det turde jeg ikke. Jeg havde allerede løbet en risiko ved at samle ham op, og forældrene ventede på ham. Så jeg kørte ham tilbage i nærheden af det sted, hvor jeg havde samlet ham op og satte ham af. Siden har jeg ikke set ham.

Jacob lænede sig tilbage på stolen og tyggede på oplysningen.

– Hvor lang tid var der gået? fortsatte han så.

– Det ved jeg ikke. Måske en halv time. Nej, nok snarere en time.

Jacob tænkte på billedet fra videoovervågningen hos bageren. Hvis Gabriel Jensen talte sandt, kunne det passe med, at Lukas var gået forbi butikkerne på dette tidspunkt. Det stemte med klokkeslættet. Men hvem var så personen på billedet?

– Det er ikke sådan, at du ombestemte dig og fulgte efter Lukas, da du først havde sat ham af?

– Nej, nej. Jeg kørte hjem igen. Og så hørte jeg ikke mere til ham, før jeg så nyhederne næste aften. Og så blev jeg bange.

– Bange, hvorfor?

– For at I skulle finde ud af, at han havde været her. Jeg ved, hvordan I tænker. I tror altid det værste.

– Og derfor opfandt du det lille belejlige rollatorstunt, du viste os?

Han nikkede og tørrede en stribe glinsende savl af hagen. Jacob vidste, at han ikke ville kunne lade ham gå. Hvis Gabriel Jensen var skyldig, ønskede han ikke at have ham på gaden.

– Jeg er virkelig tørstig, sagde han. – Virkelig tørstig. Jeg trænger til en øl.

– Det kommer til at tage et stykke tid, inden du får en øl igen, sagde Jacob.

Han kiggede på sit ur.

– Klokken er elleve toogfyrre. Du er anholdt. Sigtet for drabet på Lukas Mørk.