51

Trokic satte sig ind på kontoret igen og forelagde Mathias de nye oplysninger.

– Nu skal du høre. Vi har haft to mand til at ransage dit værelse for en time siden, og de har blandt andet fundet en mobiltelefon under sengen. Kan du ikke lige forklare mig, hvad du bruger den til?

Teenageren blev varm i ansigtet og kiggede ned i bordet. Han havde lagt armene over kors og knugede dem tæt ind til sig, som var han bange for, at kroppens grænser var ved at ophøre, og han selv ved at flyde væk. Kæbemusklerne var på overarbejde, og en ram stank af sved havde bredt sig i det varme lokale. Det blev tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at svare.

– Vi fandt nogle mobilklip på den. Men det kom sådan set ikke som en overraskelse. Vi har nemlig også fundet dine klip på videoglobe.net. Vil du ikke fortælle os lidt om dem? spurgte Trokic og satte sig længere frem på stolen i et forsøg på at få en bedre øjenkontakt med Mathias. Det lykkedes ikke.

– Jeg har ikke slået Lukas ihjel, gentog Mathias gennem tænder, der skurrede mod hinanden. – Hvis det er det, du antyder. Hvorfor i alverden skulle jeg det?

– Vi prøver bare indtil videre at finde frem til, hvad der er foregået i forhold til de klip. Rent personligt er jeg også meget interesseret i at forstå, hvordan man kan finde på det. Hvad driver dig til at slå nogen for derefter at filme dem? Jeg kan ikke finde ind til kernen i det. Jeg kan følge en vrede, der giver sig udslag i vold mod en fremmed. Man skal af med sine aggressioner. Men er det motivet? Eller er det anerkendelsen?

– Jeg har ikke slået ham ihjel. Jeg har ikke andet at sige til det.

Trokic bed sig i læben. Han ville ikke få svar. Og der var noget i drengens øjne, der ikke hørte hjemme i det billede, han forventede at finde. Det var, som om han lige havde åbnet drengens indre og rørt ved noget beskidt. Han fornemmede desuden en angst. Var det for den dom, der sandsynligvis ventede for at have slået de andre børn? Eller var der noget andet, han var bange for?

– Tager du nogen form for stoffer? spurgte han, idet han brugte det næste fund fra ransagningen på værelset på Skellegården kort forinden.

Der blev en lille pause.

– Jeg ryger noget pot et par gange om ugen.

– Og det køber du hos Poker-Johnny?

– Ja.

– Ellers andet?

– Ikke andet end det. Jeg er ikke til ecstasy og alt det lort, hvis det er det, I mener.

– Heller ingen svampe eller andre hallucinogener? fortsatte Trokic.

– Nej, for fanden da. Jeg tror ikke engang, den slags har set lyset i Mårslet, medmindre nogen er kommet til at æde dem på en svampeplukketur ved en fejltagelse.

– Okay. Din klasselærer siger, du har haft store problemer både i og uden for klassen. Slåskampe og den slags. Han siger også, at det er blevet værre det sidste år. En masse pjæk fra din side. Du flipper ret meget ud på skolen. Hvad siger du selv til det?

– De er nogle idioter. Jeg er pisse træt af at gå i skole.

Han slog ud med armene, som om det forklarede alt.

– Hvad laver du, når du pjækker? kørte Trokic ufortrødent på.

– Jeg spiller på computeren.

– Hvad siger din mor til det?

– Det opdager hun ikke. Jeg lader vinduet stå åbent og hopper ind den vej. Og hvis hun opdagede det, ville hun sikkert også være ligeglad.

Trokic sad lidt og legede med kuglepennen, mens han tænkte over sit næste træk. De havde nok til at anholde drengen og sigte ham for vold, men han ville først have så mange detaljer som muligt.

– Kan du godt li’ at lege med ild? spurgte Trokic ham endelig.

Mathias’ øjne blev små, og hans ansigt fortrak sig.

– Jeg hader ild.

Trokic nåede lige at opfange et advarende blik fra Lisa, da det bankede på døren endnu en gang, og Jasper stak hovedet ind. Efter at have trukket Trokic til side og lukket døren til kontoret sagde han:

– De har fundet noget andet. Og det er langt, langt værre.