52

Det var det første, Sidsel fik øje på, da hun trådte ud i vinterstuen om morgenen. Der var igen spor i haven. De lå som grå skygger i sneen, der glitrede i den vinterskarpe sol. Hun stillede brat termokanden med kaffe og kruset fra sig på det lille bord og fulgte sporene med blikket gennem vinduet, så langt hun kunne. De så ud som sidst. Dybe huller, men tydeligere end sidst. Det var begyndt at tø, indså hun.

Stålsat gik hun ud i entréen og tog overtøj på, trådte udenfor, hvor den kolde blæst hvirvlede små fine partikler op i næsen på hende og gjorde hendes ansigt vådt. Hun fulgte sporene langs gavlen og om på bagsiden af huset. De dannede en cirkelformation på et bestemt sted ved bagsiden af husmuren under en kæmpe snedækket efeu ved vinduet til stuen, inden de gik tilbage næsten oven i de samme spor. Sidsel standsede på præcis samme sted som sporene og betragtede huset. De store brune mure, der tårnede sig op foran hende. Så betragtede hun sneen under sig, hvor støvlefødder havde trampet. Gennem det øverste lag tøsne kunne hun svagt skimte noget mørkt. Hun rakte automatisk armen ned og puffede sneen væk med vanten. Det var en stor metalring, sortrusten af tidens ælde. Med foden flyttede hun store bunker af tung sne væk og blotlagde en brun trælem, som den sad fast i.

Hun tænkte sig om et øjeblik og blev så enig med sig selv om, at det måtte være en alternativ nedgang til kælderen. Men den kendte hun jo. Det måtte være her, der var spisekammer, hvor Mette allerede havde fået fyldt godt op med syltede hyben med ingefær, hyldebærsaft, tørrede haveurter og en kummefryser med en kvart ko, og hvor Søren var ved at bygge en lille vinafdeling med hylder delt op efter land.

Hun sukkede opgivende, slap den kolde, tunge metalring og gik tilbage langs muren. Først da hun var næsten omkring hjørnet, slog det hende, at det ikke kunne passe. Trælemmen var placeret under den sydlige del af huset. Men kælderen under køkkenet lå i den anden ende. Desuden havde hun ikke bemærket nogen separat indgang, de gange hun havde været dernede. Med en pludselig uro vendte hun om og gik tilbage til lemmen og trak op i metalringen. Den løftede sig kun få centimeter. Den var stadig tung af sne, og hun måtte først skrabe mange centimeter af nedbøren væk med fødderne, inden den var fri, og hun kunne åbne den.

Lugten af mug, pis og noget, der mindede om vådt kul, slog hende i møde, og hun snappede efter vejret, overvældet af det uventede sanseindtryk. Det stank indespærret og forsømt. Hun kiggede ned. Under hende gik en trappe ned i noget, der lignede en misligholdt, fugtig kælder med hvidkalkede vægge. Syv smalle trin af træ førte derned. Hun tøvede. Stedet virkede dystert. Måske burde hun lade kælder være kælder og gå tilbage og få sig en kop varm, beroligende baldriante i stedet. Hun kunne altid ved lejlighed høre sine værter, hvad der var dernede, eller måske ville sneen smelte, så lemmen kunne komme helt op.

Men nu var hendes opdagelsesinstinkt vakt. Hendes blik afsøgte den beskidte væg for en kontakt, men fandt ingen. Hullet så mørkt og uvelkomment ud.

Hun skulle lige til at opgive hele foretagendet, da hun huskede, at hun havde en lille lygte med fra sidst, hun havde hentet brænde. Stadig med de kolde vanter på fik hun den fumlende op af jakkelommen og fik den tændt. Det gav et svagt blåligt lys, men nok til at hun kunne orientere sig. Hun kastede lyset frem og tilbage ved trappens vægge. Der så heldigvis ikke ud til at være spindelvæv.

Endelig trådte hun forsigtigt ned på trinnene et ad gangen, mens hun lyste med den ene hånd og støttede sig til det iskolde murværk med den anden. Der lå en masse trådværk på et par af trinnene, og hun puffede det væk med foden. Var det fiskeline?

Hun begav sig langsomt ned ad trapperne og stod til sidst i et kælderrum på omkring tolv kvadratmeter. Det var tomt bortset fra nogle enkelte gamle ting. En væv med en træbænk, en gammel opbevaringskiste og en cykel, der lignede et levn fra halvtredserne. Det lugtede stærkt brændt, og i det ene hjørne så hun resterne af det, der måtte have været starten på et lille bål. Hvem ville tænde bål i en kælder? Det var vanvid. Så fik hun øje på den blandt resterne af træstumper og kul. Sidsel stivnede. I skæret fra lygtens lys stirrede mariehønen tilbage på hende fra skoletaskens flap. Lidt længere derfra lå en mobiltelefon på resterne af et tæppe. Der lød et brag bag hende, og lyset fra indgangen forsvandt. Der gik nogle brøkdele af et sekund, inden hun forstod, hvad der var sket. Hun kiggede tilbage mod åbningen, der nu var blevet sort. Lemmen til kælderen var smækket i.

Sidsel stirrede hen på trappen med galopperende hjerte. Hvordan var det muligt? Trælemmen var tung, og hun havde kun med møje og besvær fået den trukket op. Så stirrede hun på skoletasken. Den lille dræbte dreng, Lukas Mørk, havde været hernede, forstod hun. Hendes hals snørede sig sammen, og hun kunne mærke sit hjerte pumpe hårdt i brystet. Stod der nogen udenfor, der havde smækket lemmen i? Hun gik hen til trappen og op ad de syv trin af træ. Der hørtes ikke den mindste lyd. Så stemte hun begge hænder mod lemmen og forsøgte at skubbe den op. Den gav sig et par millimeter, og vinden hvislede ind i sprækken, men ikke nok til, at hun kunne holde den.

Der gik et par sekunder mere, inden alvoren med isnende klarhed gik op for hende. Ikke bare var hun spærret inde, der var ikke nogen, der ville savne hende foreløbigt, og selv når de gjorde, ville de næppe lede her som det første sted. Dernæst fulgte en endnu mere oprivende tanke. Hvad nu hvis dette var drabsstedet, og der rent faktisk var nogen, der havde spærret hende inde af en eller anden grund? Fordi hun havde opdaget stedet. Fordi han manglede sin mobiltelefon? Mobiltelefonen, der havde været spærret inde i kælderen under lag af sne. Og havde ringet, indså hun nu – ringet, så hun havde troet, at hun var ved at blive skør. I desperation kastede hun sig over telefonen og trykkede på den røde knap på displayet i et forsøg på at tænde den. Igen og igen. Men telefonen havde givet endeligt op over for den høje luftfugtighed, kulden og det døde batteri. Med et frustreret udbrud kastede hun apparatet i gulvet.

Det gav et sæt i hende, da hun hørte en høj, dump lyd fra det øverste af trappen. Hun sank spyttet i munden. Nogen havde netop trådt på lemmen. Det var hun helt sikker på. Kælderen var fyldt med bevismateriale. Skoletasken, fiskelinen, måske endda fingeraftryk. Han måtte være ualmindeligt interesseret i at komme ned og rydde op. Hun kiggede sig omkring i det mørke rum efter et muligt våben, hvis det skulle blive nødvendigt. Der var intet.

Så løftede hun ansigtet og snuste ind. En fremmed lugt trængte sig på. Et øjeblik var hun forvirret, mens den bredte sig og gjorde hende kvalm og utilpas. Så opdagede hun en væske, der sivede ned ved lemmens ene kant og dryppede ned ad trapperne. Træet blev vædet i væsken. Hun var ikke i tvivl. Det var lugten af benzin.