53

Mårslet var ved at bryde ud af vinteren. I gaderne og haverne begyndte isen at trække sig tilbage. Enkelte steder hørtes en solsorts forsigtige sang, og biler og cyklister vovede sig med en anelse skepsis ud igen.

Han stirrede på Skellegårdens anneks og tænkte på, hvad det havde gemt af hemmeligheder. Under ransagningen af huset havde Trokics kolleger fundet en port til mørket. Men ville de også finde det svar, de havde søgt?

– Hvordan bærer man sig ad med at gøre den slags? spurgte Jasper Taurup lærerinden, da hun i håndjern blev ført ud til den ventende tjenestevogn af to kolleger.

Jonna Riises mundvige vendte opad i et overlegent smil, men musklerne i ansigtet truede med at bryde sammen under det raseri, der skummede under overfladen.

– En dag besluttede jeg mig for at skille mig af med det overflødige ord, der hedder moral. Det er en ubehagelig samfundsbestemt størrelse.

Lærerinden havde vredet sig så meget mellem betjentene, at hendes skjorte var gået op, og arret, der strakte sig som forhøjede plamager over et par tynde bryster, var nu synligt i den kolde vinterluft.

– Fy for satan, sagde Taurup. – Og så en lærer.

Trokic ignorerede kvinden og gik så ind i annekset med Jasper i hælene. Der var koldere, end han huskede det, men det skyldtes sandsynligvis et vindue ud mod haven, der stod åbent. Morten Lind, der havde forestået ransagningen, kom dem i møde.

– Et tilfældighedsfund, sagde han, men der var ingen glæde i hans blik. Da Trokic kiggede hen på det aflange stuebord, gjorde han en synkebevægelse.

– Vi fandt billederne inde i skunken i en kasse. Egentlig ville vi bare undersøge drengens værelse. Men så stødte vi på skunken og tænkte, at vi hellere måtte tage den med. Faktisk havde vi kun kendelse til at undersøge hans værelse, men vi vurderede, at skunken måtte høre med. Det er fotos af hendes egne børn, mumlede han og så ud, som om han skulle kaste op. Lind havde kun været kortvarigt ved kriminalpolitiet, og Trokic tvivlede på, at han havde været udsat for billeder af den art nogensinde. Der var bunker og atter bunker af dem. Børnene var nøgne. Bundet til stole, bundet til radiatorer, hængende ned fra loftet.

– Hun er anholdt og i første omgang sigtet for besiddelse af børneporno. Og så har vi ikke engang åbnet computeren endnu. Kornelius får noget at se til, fortsatte Lind.

Efter et minut havde Trokic fået nok, og kvalmen bølgede igennem ham. Stedet føltes pludselig kvælende ved tanken om, hvad der var foregået der, og han skelede til bornholmeruret, der stadig tikkede og bevidnede. Det hele føltes som en anakronisme, en virkelighed, der skulle være blevet i sin egen tid. For fireogtredive år siden, da Eigil Riise havde valgt døden frem for den skæbne, hans forældre bød ham. For han var ikke længere i tvivl om, at de billeder, Lisa havde vist ham, kom herfra. Hvorfor havde Jonna da valgt den samme vej? Trokic havde imidlertid lært en ting i sin tid ved politiet. Virkelig ondskab som den, han så her, og som Lukas havde været udsat for, groede ikke mange steder. Havde han lige fundet sin drabsmand? Havde hun kvalt og brændt Lukas?

Lejligheden henlå øde med undtagelse af de tre politifolk. Dørene til børnenes værelser stod åbne. Trokic kiggede automatisk ind på den yngstes. Fredericks værelse. Et mindre kammer med en overvægt af rollespilslegetøj. Halvdelen af reolen var fyldt op med figurer, der var malede. Han havde hørt fra en mand, han engang havde afhørt, og som gik op i den slags, at det var et kæmpearbejde og en ret dyr hobby. I det samme ringede hans telefon. Agersunds stemme lød mærkeligt skuffet i den anden ende.

– Vi har fået billedet tilbage fra England. Bagerbilledet.

– Og?

– Det var ikke lige det, jeg havde regnet med.

– Hvad mener du?

– Det er ikke en mand. Vi tog fejl, fordi det var så utydeligt.

– Hvad mener du?

– Det er en dreng.

Der blev stille i begge ender af forbindelsen. Trokic lod blikket løbe rundt i rummet og blev pludselig kold, mens brikker forsøgte at finde deres plads. Så fæstnede hans blik sig ved en gul tot, der stak ud af klædeskabet. Der var noget ved farven, der virkede bekendt, og et øjeblik stod hans hjerte næsten stille. På et øjeblik var han henne og åbne skabet. Et langt, gult halstørklæde faldt ud fra den øverste hylde, og i et splitsekund så han Torben Bach på Retsmedicinsk Institut gribe fat om et fiber med en pincet. En tanke så grufuld, at den end ikke havde taget form i hans bevidsthed, dukkede nu frem.

– Jeg ringer tilbage, mumlede han og klappede telefonen sammen.

I det handlingsforløb, Mathias havde præsenteret for ham, havde Frederick været hos Thomas. Frederick var altid sammen med Thomas. Han fæstnede blikket på drengens pc på et lille bord i det ene hjørne. Som draget gik han hen og bøjede sig ned og trykkede på tænd-knappen på kabinettet. Et øjeblik efter dukkede Windows-skærmbilledet op til indtastning af adgangskode. Han bandede lavmælt. Så vendte han om og gik ud i køkkenet.

– Frederick er hos en, der hedder Thomas, sagde Morten Lind. – Det sagde Jonna Riise, inden de tog hende med.

Trokic masserede tankefuldt sin skulder med den ene hånd. Musklen var hård som beton. Kulden på Skellegården var gennemtrængende.

– Det er vist en klassekammerat. Hvad hedder han mere end Thomas? Sagde hun det?

Der blev en pause, og Morten Lind så ud, som om han frygtede, at han havde begået en grim fejltagelse.

– Nej, det gjorde hun godt nok ikke. Men jeg så en klasseliste ude i køkkenet på køleskabet.

Trokic og Jasper fulgte efter ham ud i køkkenet, hvor han pillede sedlen ned fra køleskabet.

– Prøv at se, om det ikke er den her.

Trokic lod blikket løbe ned over listen.

– Hvor gammel er den her liste? Der er ikke nogen Thomas.

– Det lyder mærkeligt, sagde Morten. – Den er fra i år. Måske er det ikke en klassekammerat?

Trokic ignorerede ham, tog mobiltelefonen frem og ringede i stedet til navnet øverst på listen. Line. Klasselæreren. Efter nogle omstillinger på skolen fik han fat i hende og forelagde sit ærinde. Der blev en tøven i den anden ende, så sagde hun:

– Jamen, vi har slet ikke nogen Thomas i klassen længere. Han gik ud for to år siden. Han flyttede til Kolding, fordi faren fik arbejde på et advokatkontor der, så det kan ikke være ham, han mener.

– Hvad med parallelklassen? spurgte vicekriminalkommissæren.

– Der er heller ikke nogen Thomas. Det er ikke et særlig almindeligt navn i de årgange, og jeg tror ikke, der er nogen i de omkringliggende klasser heller. Faktisk har jeg ikke set Frederick lege med nogen hele året.

– Tak for det.

Der var ikke nogen Thomas. Han afbrød og stirrede ud i luften. Noget var lige gået op for ham, og erkendelsen føltes som at blive suget ind i en centrifuge.

Trokic gik tilbage til værelset og kastede endnu et blik ud over det. Han åbnede lågen til skabet og løftede op i alle bunkerne med tøj, åbnede æsker med Matador og bilkort og kiggede ned i et par rulleskøjter på nederste hylde. Derefter kiggede han under sengen og trak op i lagnet, undersøgte pudevår og løftede gardinerne i vinduet. Endelig trak han alle bøger ud af reolen og kiggede bag dem. Han havde næsten opgivet håbet, da han fik øje på skoletasken på skrivebordsstolen. Han trak en bunke slidte, indbundne bøger op og bladrede dem igennem. Intet. I det samme fik han øje på en tynd mappe. En skitseblok indrammet af fint læder. Den skilte sig ud blandt alle skolesagerne, og alligevel kunne den gå for at være en af dem. Da han åbnede mappen, faldt et hav af papirer ud og spredtes på gulvet. Tegninger i streger og farver af alt mellem himmel og jord. Billeder, der fortalte historier. Med en pludselig ubehagelig forudanelse samlede han den første op.